Den ’gamle’ mand er død, længe leve den nye

I et fint interview med forfatteren Jens Smærup Sørensen (bragt d. 27. september i Information) formår journalisten Rasmus Bo Sørensen at bringe en tiltrængt debat videre. Det drejer sig om den forsvundne autoritative far.

Journalisten Sørensen får kvikt drejet forfatteren Sørensen på sporet, hvorefter forfatteren klargørende siger: »Der er dem, der mener, vi har brug for at opfinde nye autoriteter. Men det kan man efter min mening ikke. En autoritet er kun en autoritet, hvis den er indiskutabel … Men generelt er vores samfund så mulighedsrigt, at vi ikke behøver den slags.« Tak for det.

Endelig en mand, endda en mand over 50, som ikke er patetisk. Den skeptiske holdning er ellers udtalt i medierne. Og den er forbundet med to ting. For det første en bedstefaderlig bekymring for den manglende autoritet i samfundet. Ja, sågar en bekymring med hensyn til, hvorvidt den moderne mand er slatten og vag, mens den gamle mand var lige så stærk som det ideal, selvsamme bedstefar ynder at trække ned over fortiden. Vi ved godt, hvem de er, disse bedstefædre. For det andet en manglende forståelse af teknologiens muligheder for mennesket.

Den forsvundne autoritet

Lad mig starte med den første påstand: Den forsvundne faderlige autoritet. Er jeg bekymret, som far? Nej. Er jeg enig? Nej.

For det første er den såkaldte forsvundne autoritet blevet erstattet af noget bedre: Selvstændighed. For det andet er den forsvundne fader blevet til meget mere, f.eks. en rigtig mand frem for en klovn, der brøler for enden af bordet. Den fader, som efterlyses, er en mand, der ved, hvad der er rigtigt og forkert. Sikke en vammel antagelse! Jeg bryder mig slet ikke om den forestilling, at et menneske skulle vide, hvad der er rigtigt og forkert per se. Og sikke en skrøne, at tro, at manden qua mand skulle være og vide bedre end kvinden. Det, der er sket, er, at den moderne far ikke er bange for at lytte og ikke er bange for dialogen. Den moderne far taber ikke ansigt, fordi hans børn kommer til at stille spørgsmål.

Den moderne far

Hvad er forskellen mellem dengang og nu?

Ikke andet end den, at den moderne far ynder at dele sine erfaringer og overbevisninger om f.eks. børneopdragelse med sin kone, hvad enten denne kone så i realiteten er en anden mand, eller den første mand reelt er en kvinde. Sagen er den, at den ’rigtige’ og ’naturlige’ familie ikke eksisterer. Den har uden tvivl kun eksisteret som en fiktiv projicering, der trækkes ned over fortiden.

Et af de store problemer med de gamle mænds vrissen, er, at disse rigide familiære forhold ofte er en hæmsko for selvstændigheden. Det er trods alt ikke alle, der evner at gøre oprør.

Betyder det så nu, at den moderne far er ligeglad? Nej. Det betyder f.eks. ikke, at den moderne forældre bare skal puste ukritisk selvværd i hovedet på sine børn. Her viser nyere studier, at selvværd er resultatet af at udrette noget snarere end præmissen for at udrette noget. Det vil sige, at det, som det er værd at give sine børn, er selvdisciplin, selvkontrol, viljestyrke og mod, men det er ikke just egenskaber, som den gamle alvidende fader er kendt for. Her disciplineres børnene til at efterleve faderens ideal og normer. Børnene disciplineres, men det er ikke det samme som at fremme selvdisciplin. Selvdisciplin forudsætter, at der er en eller anden form for ’selv’, som gradvist formes af livet. Og ikke kun af faderens vise ord.

Tilsvarende ved en moderne far – måske fordi han ikke er bange for dialogen – at det kan være sundt for børn at prøve sig af, det vil sige erkende nederlag og uoverkommelige udfordringer, fordi det styrker dem. Ingen bliver styrket af at parere ordrer. Ingen bliver klogere af at dukke nakken, hver gang den såkaldte autoritet bræger for enden af bordet, som sad han på en svævende sky højt oppe i himlen.

Ud over disse gamle mænds tydelige frygt for og manglende kendskab til den tænkende kvinde – det vil sige kvinden, som mere end en sexet, fødedygtig maskine, der i de bedste udgaver også kan lave mad og stryge lyseblå skjorter – er de også bange for fremtiden.

Teknologien ændrer relationer

Inden jeg siger mere om teknologien, så et par ord mere om kvinden. Det, jeg foreslår her (og egentligt beskriver jeg blot), er ikke, at vi erstatter manden som ideal med kvinden. Jeg ser slet ikke nogen grund til idealer. For mig at se er det indlysende, at manden og kvinden potentielt er lige meget værd. Jeg ser intet attraktivt i feminisme, lige så vel som jeg ikke føler mig mere som mand, fordi jeg sveder eller drikker øl af flasken eller tænder på en god røv.

Tilbage til fremtiden. Eller næsten. I 2003 udgav filosoffen Andy Clark bogen Natural-born cyborgs. En cyborg er som bekendt en blanding af noget menneskeligt og noget kunstigt, f.eks. er Arnold Schwarzenegger i rollen som Terminator en cyborg (til dels også i rollen som politiker!). Clarks pointe er simpel. Det, han siger, er, at mennesket altid har udvundet værktøjer, som kan hjælpe det med at præstere bedre, mere og lettere. Eksempelvis anvender de fleste af os papir og blyant, når vi skal købe ind – især, hvis der tale om indkøb til en fest. Det skyldes, at de fleste af os ved, at vi nok ikke kan huske det hele, når vi står i supermarkedet. Tilsvarende kan de fleste af os udregne 7 x 7 = 49, men hedder regnestykket 47 x 79, kan det være nyttigt med et stykke papir, hvor man noterer sine mellemregninger. Sådan er der mange ting, som vi i dag anvender, som naturlige, men som reelt er skabt til at forbedre menneskets liv – som f.eks. vækkeuret, kalenderen, telefonen, computeren, Skype, Facebook og så videre. Disse værktøjer er i dag en naturlig del af, hvad det vil sige at være menneske. Nogle anvender dem mere end andre, men de færreste vil nok se det unaturlige i at holde sig ajour med venner over Facebook. Relationer udvikler sig altså. De forbindes som stilladser, der supplerer, udbygger, nuancerer og forbedrer de eksisterende konstruktioner.

Uselvstændige gamle mænd

Ser vi på familien, betyder det eksempelvis, at når faderen for enden af bordet ikke længere er en alvidende mini-guddom, skyldes det ikke, at manden er blevet svagere. Nej, han har udviklet sig. Han er faktisk blevet stærkere. Jeg er nok ikke den eneste i min generation, der ser disse bekymrede bedsteforældre og deres udtalelser som svage. Netop fordi de ikke besidder modet, viljen og lysten til at lade sig udfordre. Modet til at udfordre egne overbevisninger. Modet til at erkende, at ens børn (eller børnebørn) måske kan være klogere og dygtigere til at tage beslutninger i visse sammenhænge. Specielt der, hvor de besidder større erfaring. Her hjælper det at tale sammen og ikke kun tale til!

De gamle mænd mangler selvstændighed, når de læner sig op ad gamle dogmer.

Dette er ikke det samme som at undlade at sørge for, at ens børn børster tænder, selv om de ikke har lyst; eller spiser sundt, selv om de hellere vil have slik; eller man sender dem ud i parken, hvis de har siddet for længe på røven og set tegnefilm. Nej, det er banalt. Der er mange ting, som børn qua børn ikke ved eller kan vide noget om. Der er heller ingen grund til at lade en mand krydse en bro, hvis man ved, at broen er rådden. Men der er god grund til at prøve, at mærke tiden i en selv – i stedet for trodsigt at plædere for en svunden tid.

Mandens tid som alvidende autoritet er heldigvis forbi. Jeg håber dog ikke, at kvinderne begår den samme fejl og tror, at de er bedre, fordi de er kvinder. Aldrig har det været så ligegyldigt, om du er mand, kvinde, lesbisk, homoseksuel eller andet. I fremtiden er alle mennesker alligevel trans.

Finn Janning er filosof