Kronik

Giv Serbien en dato nu

’EU-processen er som at gå op ad en rulletrappe, der ruller nedad.’ Sådan beskriver en serbisk politiker forholdet til EU, som – føler serberne – hele tiden opstiller nye betingelser for EU-medlemskabet
Uanset de mange problemer, Serbien står overfor, bør EU snarest give landet en forhandlingsdato. Det bør være en oplagt mærkesag for dansk europapolitik at arbejde for denne målsætning, mener dagens kronikør.

Uanset de mange problemer, Serbien står overfor, bør EU snarest give landet en forhandlingsdato. Det bør være en oplagt mærkesag for dansk europapolitik at arbejde for denne målsætning, mener dagens kronikør.

Andrej Isakovic

10. oktober 2012

Vi charmerer dem! Sådan sagde Serbiens premierminister Zoran Djindjic i British Airways-maskinen i 2002 på vej til møde i den europæiske investeringsbank, da hans medarbejdere spurgte, om han ikke ville have sine håndakter.

Djindjic blev myrdet året efter, og i dag kan Serbien ikke klare sig med charmen. Landet mistede først 10 år med Milosevic og dernæst 10 år med politisk infight siden mordet på Djindjic. I dag står Serbien ved en skillevej. Serbien er siden marts kandidatland til EU – dvs. i princippet erklæret egnet til at blive EU-medlem – og håber på en forhandlingsstart snarest.

Det er indian summer i Beograd, metropolen på Balkan.

Jeg kom her første gang i 1972, og bortset fra banegården og de mange kæderygende serbere er det meste forandret. Allerede i flyveren måtte jeg konstatere, at der drikkes mindre end før. Min bestilling af en slivovitz blev afvist med, at JAT-flyene er alkoholfrie. Der serveres enten appelsin- eller æblejuice – valget er dit, som stewardessen forklarede. Til gengæld kysser de unge par i parkerne, på gågaderne, på cafeerne som aldrig før.

Kosovo er hjerteblod

Værre ser det ud med det, der er mit ærinde: Serbiens vej til EU-medlemskab. Vist har serberne i dag fået visumfrihed til EU, og vist har landet kandidatstatus. Men vejen til egentligt medlemskab bliver lang og snørklet. Som embedsmanden i EU-direktoratet ironisk forklarer mig:

»Serbien kommer med i EU under tyrkisk EU-formandskab!« Den store hurdle er Kosovo, som har erklæret sin uafhængighed, men som de fleste serbere stadig opfatter som en del af Serbien.

EU forudsætter, at Serbien skal normalisere forbindelserne til Kosovo. Det vil bl.a. sige én fælles grænsekontrol, styr på telekommunikation og energiforsyning samt gennemførelse af indgåede aftaler.

Måske vil det endda til sin tid være en forudsætning for optagelse, at Serbien lover ikke at nedlægge veto mod medlemskab for Kosovo, når dette – langt senere – måtte blive aktuelt.

Kravene vedrørende Kosovo giver anledning til bekymring i Serbien, som føler, at EU straffer landet pga. Milosevic’ misregimente, og at EU hele tiden opstiller nye betingelser for medlemskab: Først skulle Serbien udlevere krigsforbryderne Mladic og Karadzic. Da det var på plads, skulle Serbien normalisere forbindelserne til Kosovo. Når det er sket, hvad bliver da næste betingelse, der skal opfyldes, før forhandlinger om optagelse kan starte? Fra en støtte på 80 procent til EU-medlemskab, siger den seneste meningsmåling knap 50 procent.

»EU-processen er som at gå op ad en rulletrappe, der ruller nedad,« betror en politiker mig. Vi må i den forbindelse ikke glemme, at Kosovo er historisk og mytologisk hjerteblod, og tabet af Kosovo er smertefuldt for serberne – som en slags granatsmerte. Tabet kan vel bedst sammenlignes med Danmarks tab af hertugdømmerne i 1864, som det tog os årtier at affinde os med – eller israelernes ønske om at få Jerusalem som hovedstad.

Kosovo er dog langtfra det eneste problem, Serbien kæmper med på vejen mod EU. De økonomiske problemer er overvældende, og mange mennesker er desperate: 30 procent arbejdsløshed, stor gæld, 10 procent inflation – og hvis de fik chancen, ville mange unge vælgere søge chancen i andre lande.

Ifølge betingelserne for optagelse i EU (’Københavns-kriterierne’) skal ansøgerlandene have en velfungerende markedsøkonomi, og økonomien skal kunne modstå konkurrencepresset i det indre marked. Serbien er fortsat langt fra at opfylde disse krav.

Mange virksomheder er fortsat statsejede eller mislykket privatiserede, varepriserne er relativt høje sammenlignet med nabolandenes og juridiske reformer halter meget bagefter.

Noget tyder også på, at den regering, der netop er trådt til, forsøger at antaste Nationalbankens uafhængighed.

Rettighedsproblemer

Den myrdede ministerpræsident Djindjic har en stor del af æren for, at valgene i Serbien i dag er frie og fair. Også ytringsfriheden har relativt gode kår. Mindretallenes beskyttelse er rimelig, både når det gælder ungarerne og rumænerne omkring Voivodine og romaerne. Derimod kniber det mere med sikringen af homoseksuelles rettigheder – som vi også ser det andre steder i Øst- og Centraleuropa. I 2010 blev den årlige gay pride-parade angrebet af homofober og endte i meget voldelige sammenstød mellem politi og ballademagere i det centrale Beograd.

Holdningen hos gennemsnitsserberen er klar: Når vi har svært ved at skaffe mad på bordet, kommer homoseksuelles rettigheder langt nede på vor prioriteringsliste. Statsministeren har sagt, at borgernes sikkerhed er vigtigere end respekten for de menneskelige rettigheder. Sidste år blev paraden aflyst af de serbiske myndigheder, og det scenarie gentog sig i sidste uge, hvor paraden skulle have fundet sted. Årsagen er ’sikkerhedstrusler’, som igen i år fik forrang over menneskerettighederne.

Den serbiske udenrigspolitik er heller ikke altid lige elegant. Stabilitets- og associeringsaftalen med EU er sat på standby, fordi Litauen ikke ønsker at godkende den efter diplomatiske skærm-ydsler med Serbien.

Det store spørgsmål i dag er, hvilken politik den nyvalgte præsident og den ligeledes nyvalgte regering – der nu også omfatter det højre nationale fremskridtsparti – agter at følge? Retorikken de første måneder har været fremadskuende. Regeringens hovedmål er EU-medlemskab. For at opnå fremskridt her, er man klar over, at de opnåede aftaler i Kosovo dialogen skal implementeres, og at man skal gå videre. Som flere politiske iagttagere i Beograd konstaterer: Ingen vil kunne beskylde den nationalistiske regering og præsident for at være blødsøden – og måske er det derfor dem, der kan levere de nødvendige kompromisser vedrørende især Kosovo, som vil kunne bane vejen mod EU-medlemskab.

En dato er vigtig

Uanset de mange problemer, Serbien står overfor, bør EU snarest give landet en forhandlingsdato. Det bør være en oplagt mærkesag for dansk europapolitik at arbejde for denne målsætning.

Glem ikke, at en dato ikke er ensbetydende med optagelse i EU, jf. at Tyrkiet har forhandlet optagelse i EU siden 2005 – uanset at Tyrkiet formentlig aldrig bliver medlem.

Derimod vil en forhandlingsdato kunne bidrage til stabiliteten i dette turbulente hjørne af Europa, hvor væbnede konflikter heller ikke i dag kan udelukkes – f.eks. i forhold til Kosovo eller hvis uroen i Makedonien udvikler sig. En forhandlingsdato vil også spille en positiv rolle i forhold til den identitetskrise Serbien befinder sig i. En dato for forhandling vil bidrage til at støtte de kræfter, der arbejder for forsoning og samarbejde ude såvel som hjemme. Og bringe tvivlerne til skamme.

At mange i Serbien den dag i dag ser tilbage og længes efter et ’Storserbien’, så jeg, da jeg en aften i Beograd spiste middag på den traditionsrige restaurant Hercegovina Stara. Under måltidet gik en ældre herre rundt og solgte biografier om både Mladic og Karadzic. Jeg må have set noget forbløffet ud, for sælgeren skyndte sig at understrege, at i Serbien er de to personager skam fortsat helte. Det er dog et uhyre sjældent syn nu om dage at se bøger eller billeder af de to herrer. Her har Serbien (også) forandret sig fundamentalt i de senere år.

Først og sidst vil en forhandlingsdato lægge et pres på Serbien for at få gennemført helt nødvendige økonomiske, politiske og sociale reformer. En sådan ’europæisering’ af landet er i deres og vores interesse – uanset om Serbien i sidste instans overhovedet bliver medlem af EU.

 

Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Fra en støtte på 80 procent til EU-medlemskab, siger den seneste meningsmåling knap 50 procent."

Jamen hva' er så problemet......................

olivier goulin

"EU-processen er som at gå op ad en rulletrappe, der ruller nedad."

Glimrende billede.

Bortset fra, at man på en rulletrappe som regel kan nå op, hvis man blot løber hurtigt nok.

/O

Michael Kongstad Nielsen

Lad os endelig får Serbien ind i EU. Og Bosnien Herzegovina, og Montenegro, og Kosovo, og Albanien og Makedonien (FYROM) Så bliver vi 34 lande, der skal være enige om landbrugsstøtte og fælles udenrigspolitik. Og hvorfor ikke Moldova, Ukraine og Hviderusland, så vi kan afgrænse den frygtelige nabe, Rusland. Så bliver vi 37. Dertil kommer de kaukasiske vidundre inden for vestligt demokrati, Georgien, Armenien og Asserbajdian, så er vi 40. Lad os slutte med Sydossetien og Abkhasien, samt eventult Israel og Palæstina, det bliver genielt, et EU der vil noget.

Næh det er lidt ligesom den fattige arbejder har det I den neoFliberale trædemølle, jeg har en fornemmelse af at Serbere ikke længere er helt Comme il faut I resten af Verden, kan det måske sky(des et kæmpe selvmål for ikke så mange år siden, Ja man ligger vel lidt som man reder sin seng...jeg græder ingen tårer...