Hjælpen der aldrig kommer

FN’s princip om at beskytte civile klinger mere og mere hult. I Darfur er over to millioner menneskers skæbne stadig overladt til Sudans præsident, som er anklaget for folkemord på deres familier. Og i Syrien fortsætter blodbadet på civile
Den fredsbevarende FN- og Afrikanske Union-styrke (UNAMID) har været i Darfur siden 2008, men har kun i meget ringe grad kunnet løfte sit mandat om at beskytte civile.

Den fredsbevarende FN- og Afrikanske Union-styrke (UNAMID) har været i Darfur siden 2008, men har kun i meget ringe grad kunnet løfte sit mandat om at beskytte civile.

Albert Gonzalez Farran
3. oktober 2012

FN’s medlemslande vedtog i 2005 et historisk princip om at beskytte civile mod krigsforbrydelser, etnisk udrensning, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Princippet, som hedder Responsibility to Protect (forpligtelse til at beskytte), fastslår, at det er regeringen i det land, hvor overgrebene finder sted, som har ansvaret for at beskytte civilbefolkningen.

Men hvis regeringen ikke er villig eller i stand til at stoppe blodsudgydelserne, er det FN’s medlemslandes ansvar at gribe ind. Fredelige midler såsom diplomati og sanktioner skal først tages i brug. Men hvis det ikke hjælper, er militær indgriben med et FN-mandat i ryggen sidste udvej.

Intet tyder dog på, at FN nogensinde vil være i stand til at leve op til det flotte princip, medmindre der er økonomiske, politiske eller strategiske interesser på spil. I Sudans vestlige Darfur-provins synes det internationale samfund at have smidt håndklædet i ringen over for Sudans præsident Omar al-Bashir.

For blot ni år siden var den etniske udrensning i den afsidesliggende Darfur-provins ellers øverst på den internationale dagsorden. Daværende generalsekretær i FN Kofi Annan kaldte uhyrlighederne for verdens største humanitære katastrofe. USA’s daværende udenrigsminister Colin Powell kaldte det for folkemord, og især vestlige ledere gjorde sig til talsmænd for, at verden ikke igen kunne se passivt til, imens uskyldige kvinder, børn og mænd blev slagtet, som det skete i Rwanda og Bosnien i 90’erne.

Et år efter at sudanesiske regeringsstyrker og militser stort set havde tømt det meste af Vestdarfur for darfurianere af afrikansk afstamning, kom FN på banen i sommeren 2004. På relativ kort tid fik FN i samarbejde med internationale nødhjælpsorganisationer organiseret sig i Darfur og var uden tvivl årsag til, at hundredtusinder af mennesker overlevede. Den internationale tilstedeværelse var også i begyndelsen med til at lægge en dæmper på angrebene på civile.

Fra min tid som nødhjælpsarbejder i Darfur tilbage i 2005 husker jeg tydeligt, hvor lettede og lykkelige de fordrevne familier var, når de endelig nåede frem til en lejr, hvor de kunne føle sig relativt sikre. De fik husly og mad, og de syge kunne blive behandlet på klinikkerne. Desperate mødre fik hjælp til deres underernærede børn, og efterhånden blev der oprettet skoler til børnene og aktivitets- og traumecentre til de voksne.

Hjælperne smidt ud

Et hav af resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd fulgte, men den nådesløse og strategiske præsident Bashir fandt hurtigt ud af, at vestlige lande som USA, Storbritannien og andre EU-lande i sidste ende ikke var villige til at sætte reel magt bag deres mange trusler om at gribe ind militært, hvis ikke de massive overgreb på civilbefolkningen stoppede. I dag kører den humanitære hjælp til de mange familier på laveste blus, efter at Bashir smed 13 humanitære organisationer ud af landet for et par år siden – kort efter Den Internationale Straffedomstol udstedte en arrestordre på ham for blandt andet folkemord.

En af mine venner fra Darfur, som fortsat kæmper for retfærdighed, siger, at den humanitære situation forværres i takt med, at det internationale samfund glemmer Darfur. Han har jævnligt kontakt med sine landsmænd og besøger lejrene og områder, hvor der ingen hjælp er. I bjergene er familier fanget mellem militser på den ene side og oprørere og regeringsstyrker på den anden. De stærkeste overlever på rødder og blade. Sundhedsklinikker i lejrene og i landsbyer lukker, og de få, som er tilbage, mangler medicin og mad til underernærede børn.

De få nødhjælpsorganisationer bliver konstant forhindret i at udføre deres arbejde. Ifølge FN’s Generalsekretærs seneste rapport har blandt andre Læger Uden Grænser (MSF) været nødt til at suspendere deres nødhjælpsarbejde i bjergområdet Jebel Si, fordi myndighederne nægter at give rejse og visumtilladelser til organisationens ansatte. Siden september 2011 har myndighederne også nægtet MSF at bringe medicinske forsyninger til området, til trods for at 100.000 mennesker er afhængige af hjælpen.

Manglende adgang

Efter at Darfur er gledet af den internationale dagsorden, er det sparsomt med informationer om den humanitære situation. Nødhjælpsorganisationer tør ikke længere at give oplysninger om de fortsatte overgreb på civilbefolkningen, og FN bliver ofte nægtet adgang til de hårdest ramte områder, eller også forbyder deres egne sikkerhedsprocedurer dem i at komme hurtigt ud til steder, hvor overgreb har fundet sted. Journalister har i flere år ikke fået lov til at rejse ind i Darfur.

Den fredsbevarende FN- og Afrikanske Union-styrke (UNAMID) har været i Darfur siden 2008, men har kun i meget ringe grad kunnet løfte sit mandat om at beskytte civile. Styrken har både manglet soldater, benzin til deres biler, kamphelikoptere og en effektiv ledelse. Landsbyer, hvor der er en UNAMID-base, bliver alligevel angrebet, og UNAMID’s soldater bliver fortsat både skudt og kidnappet.

Sudans præsident gør alt, hvad han kan, for at forhindre UNAMID i at udføre deres arbejde. Ifølge FN’s generalsekretær ventede UNAMID den 30. juni svar på 822 visumansøgninger. I maj oplyste den sudanesiske regering, at UNAMID’s leverandør af madrationer skulle forlade landet omgående. FN vurderer, at det vil koste dem 70 millioner dollar og tage et halvt år, før en ny leverandør kan være på plads.

Selv om UNAMID skal have uhindret adgang til alle områder, nægter myndighederne dem ofte adgang til de steder, hvor overgreb finder sted.

Syrien i samme båd

De største oprørsgrupper i Darfur og resten af Sudan har indgået en alliance, som har til formål at vælte regimet. Derfor vil situationen for de mange fordrevne familier med stor sandsynlighed ikke blive bedre i den nærmeste fremtid. Alligevel har FN’s Sikkerhedsråd besluttet at nedjustere UNAMID-styrken med flere tusinde.

Den umiddelbare velvilje, som herskede blandt især de vestlige lande i FN i begyndelsen af borgerkrigen, er altid strandet på, at ingen er villige til at betale prisen for at stoppe overgrebene. Invasionen af Irak rumlede også i baghovedet og et stort og uoverskueligt militært engagement i Afghanistan. I FN’s Sikkerhedsråd holder både Kina og Rusland hånden over Bashir – til dels på grund af lukrative olie- og våbenaftaler med det sudanesiske styre. Derfor kunne og gør Sudans præsident lige, som han vil.

Det samme gør Syriens præsident Bashar al-Assad. I halvandet år er han sluppet af sted med at bombe civile uden at blive stoppet af det internationale samfund. Det er velkendt, at Syrien består af et etnisk kludetæppe, som meget vel kan gå op i flammer og få store regionale konsekvenser, når og hvis den magtfulde præsident bliver væltet. Dette er sikkert også årsagen til, at de vestlige lande, som råber højest om at komme den syriske befolkning til undsætning, ikke gør mere for at få FN til at leve op til sin forpligtelse om at beskytte civile. At der ikke er store nok interesser på spil, må være en anden årsag.

Danmark har taget initiativ til et internationalt netværk, som skal være med til at operationalisere FN-princippet om beskyttelse af civile. Det forebyggende arbejde er både nødvendigt og vigtigt, men når situationen i Darfur og i Syrien skriger på handling nu og her, er det svært at tro, at FN nogensinde vil være i stand til at beskytte civile mod krigsforbrydelser, etnisk udrensning, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, når det virkelig gælder.

I Darfur har de mange fordrevne familier mistet håbet. I Syrien lever det måske lidt endnu.

 

Malene Haakansson er journalist og forfatter og har arbejdet i Darfur. Hun har skrevet bogen ’Det værste er at dø i stilhed. Stemmer fra Darfur’

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

Hvis der er ueninghed mellem de faste medlemmer i sikkerhedsrådet i FN , så kan FN ikke handle.

Kina og Rusland har p t en forkærlighed for Bashir og Assad, og så er FN ude af billedet i disse to herres områder.

At kræve handling i en sådan situation indebærer reelt, at bede om en koalitions-baseret militær intervention i stor skala - og anstændigvis, hvis man beder om noget sådant, så må man også bidrage med soldater til "skarpe" opgaver ( man kan ikke bare insistere på, at andre lande skal levere "kanon-føden")..

Hvis EU kunne hitte ud af at "pulje" militærudgifterne, så ville man uden at bruge flere penge kunne få en styrke,der ville blive verdens næststærkeste ,og som kunne intervenere ude omkríng uden bistand fra USA.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens sørensen

Det FN reelt er i dag, er en organisation, som grundet internationale juridiske spidsfindigheder, næsten med garanti kan tillade myrderier og folkemord i at fortsætte uhindret.
Opløs FN. Som det forholder sig nu, er skaden større, end hvis den ikke var der. - Find på noget andet!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

"Find på noget andet!"

Det HAR været prøvet!

Man kaldte det i sin tid imperier, kolonier, protektorater, mandatområder osv., hvor datidens krigsliderlige victorianske hattedamer m/k også påstod, at man da MÅTTE ud og redde "de stakkels vilde" fra sig selv og hinanden.

Og så kunne man også lige få et par kontrakter med hjem, når man nu var ude at "frelse".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Olesen

George W. Bush-manden John Bolton blev i 2005 gjort til USAs FN-ambassadør med det formål at ødelægge FN.

http://en.wikipedia.org/wiki/John_R._Bolton

Det skete bl. a. ved telefonaflytninger af repræsentanter - med efterfølgende bestikkelse eller pression mod landene, dannelse af regionale samarbejdsorganisationer med USA-fastsatte dagsordener, lancering af falske historier - bl.a. om masseødelæggelsesvåben, og lancering af falske sager, som Irans ikke-eksisterende atomvåben.

Dermed er FNs beslutningsproces blevet afsporet, så den i stedet bruges til at fremme en fremme en gammeldags kolonial USA-udenrigspolitik, blot i FN-forklædning.

Håndplukkede USA-agenter sættes ind som "menneskeretsforkæmpere" - og alle disse forhold sløres for offentligheden gennem en 1984-lignende desinformation i USA-kontrollerede medier.

Samtidig hindres en FN-indskriden mod de USA-udførte overgreb - Afghanistan, Irak, Libyen, Somalia, Pakistan, Yemen m.m.

Før der skabes mulighed for indskriden mod disse falske sager er der næppe mulighed for forbedring.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Karsten Olesen.

Det er fuldt bevidst , at de "store" har fået en traktatsikret veto-ret i sikkerhedsrådet - ellers ville FN ikke være blevet til noget.

Lande som Rusland, USA, Kina, UK, Frankrig vil aldrig indgå i et sikkerhedspolitisk forum, hvor de kan risikere at blive stemt ned.

Helt aktuelt blokerer Rusland og Kina idag for FN-mandater til at vælte Syriens diktator .

I øvrigt laver FN en masse andet end "sikkerhedspolitik" og i mangel af noget bedre , så er FN trods alt et forum (det eneste forum), hvor alle lande kan mødes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Allerede maleren Asger Jorn udtalte, at FN var blevet en fiasko. Der er meget, som tyder på det. Desværre. Men Sudan har jo heller ikke olie. Og diamanterne skal såmænd nok havne i de vestlige landes lommer alligevel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Pedersen

jens O. Bjerre

"Men Sudan har jo heller ikke olie. Og diamanterne..."

Det er noget sludder !

Sudan har faktisk olieressourcer, der er blandt Afrikas absolut største, hvorimod forekomsten af diamanter en yderst begrænset i Sudan - hvis der er nogen.

Kæmpe Olieinteresser er netop grunden til, at KINA har sat sig meget tungt på Sudan.

Kineserne er efter alt at dømme de reelle direkte ansvarlige for langt de fleste af Darfur-forbrydelser, fordi de leverer våben til de kæmpende stammer, flyver deres kamphelikoptere og bombefly (som er lveret af Kina, og som Sudans miiltær ikke må flyve på egen hånd)
og samtidigt på den ene side fodrer ICC med anklager mod præsident Al Bashir for de samme forbrydelser,
men på den anden side indadtil overfor Khartoum-regimet foregiver at holde hånden over samme præsident overfor ICC.

Netop "rend" af civlie sudanesere, nødhjælpsorga-nisationer og FN / AU styrker er direkte imod Kinas konsolidering i Sudans undergrund.

anbefalede denne kommentar