International kommentar

Hugo Chávez-kultens tid er omme

Venezuelas leder har i 14 år forsøgt at skjule sin inkompetence for venezuelanere med en strøm af petrodollars – men nu er manglerne i hans ’21. århundrede-socialisme’ måske endelig blevet for åbenlyse
5. oktober 2012

På søndag skal venezuelanerne stemme ved, hvad der tegner til at blive det tætteste præsidentvalg i de seneste 14 år, og spørgsmålet, som optager alle, er: Kan Hugo Chávez gøre det endnu engang? Med ’det’ mener jeg hans legendariske, intense og følelsesmæssige bånd til sit lands fattige, der for manges vedkommende har antaget karakter af religiøs fanatisme.

»Chávez er den eneste nogensinde, der virkelig har gjort noget for de fattige,« hører man igen og igen hans tilhængere bedyre med dybtfølt rørelse. »Chávez: Mit fædrelands hjerte«– kampagnemottoet dukker op overalt, selv på de vandflasker, som hans kampagnemedarbejdere uddeler til hans tilhængere, så de kan slukke deres tørst ved hans politiske massemøder.

Eksperimentet fejlede

Men 14 år senere erkender selv hans kernetilhængere, at Chávez’ forsøg på at indføre ’det 21. århundredes socialisme’ ikke rigtig har fungeret. Efter den kaotiske nationalisering af det meste af nationens agroindustrielle kæde (fra landbrug til supermarked) er manglen på fødevarer blevet kronisk. Køerne til de subsidierede dagligvarebutikker er lange, og de varer, der hersker størst knaphed på, forsvinder, nærmest før de kan nå at blive leveret.

Økonomien styres efter de samme stive retningslinjer, som de kommunistiske østbloklande måtte trækkes med i det meste af sidste halvdel af forrige århundrede med omfattende nationaliseringer af nøgleindustrier. Stål- og cementindustrien kan ikke producere i tilstrækkelige mængder til at opfylde landets behov for nye boliger; elselskaberne har bragt kroniske strømafbrydelser til hele landet, mens teleselskabet ikke har været i stand til at sikre pålidelig og tilstrækkelig internetdækning. Venezuelanerne spøgte med, at Julian Assange fravalgte Venezuela som politisk asylland, fordi internettet er så langsomt her.

At Venezuelas økonomi ikke har udviklet sig til Sydamerikas svar på Zimbabwe med uafhentet affald en masse, omsiggribende korruption og elendig forvaltning i den centrale planlægning, har én eneste forklaring: olie. Venezuela råder over nogle af verdens største reserver af den eftertragtede råvare i en tid med ekstraordinært høje priser. Chávez’ regering holder sig alene oppe ved den stadige strøm af petrodollars, der gør det muligt for den at skjule de værste revner. Når stålproduktionen falder med to tredjedele efter en forkludret nationalisering, omdirigerer regeringen blot en del af petrodollars-strømmen til at finansiere import af stål. Når det nationaliserede landbrug lider en lignende skæbne, skrues der op for fødevareimporten.

Olierigdommen er en magisk eliksir, der fastholder en overflade af normalitet, skønt realiteten er, at landet synker stadig dybere ned i det økonomiske morads.

Bånd til de fattige

På mange måder er det næsten mystiske bånd til de fattige den vigtigste af de aktiver, som olien betaler for. Chávez har været omhyggelig med at holde hanerne åbne og har kanaliseret en stadig strøm af populistiske foræringer til sine tilhængere.

En olie for teknologi-aftale med Kina har f.eks. gjort det muligt for Venezuela at importere over tre millioner kinesisk fremstillede komfurer, køleskabe, vaskemaskiner, klimaanlæg og fladskærms-tv – bekvemmeligheder, som er blevet udleveret direkte til regeringspartiets tilhængere som en del af »Mit velforsynede hjem«-kampagnen – et statsligt socialt program, hvis logo indeholder El Comandante Presidentes ansigt. Det ledende princip for den chavistiske socialpolitik er enkel: Folk må aldrig få indtryk af, at det er velfærdsstaten, de kan takke for deres adgang til olie-finansierede bekvemmeligheder. Al taknemmelighed og loyalitet skal rettes direkte mod Chávez selv. Den personkult, som hermed er skabt, illustreres fint af kampagnemottoet. Chávez, får vi at vide, er ikke bare en politiker: Han er »mit hjertes fædreland«. Mottoet cementerer den dobbelte loyalitet over for nationen og dens leder, og der er kun et lille skridt fra den formulering til dens bagside: Manglende støtte til lederen er ensbetydende med landsforræderi.

Alternativet

Det har taget Venezuelas langmodige oppositionsbevægelse 14 år at gennemskue Chávez’ berusende appel og formulere et overbevisende alternativ.

I år har oppositionen omsider forenet sig om et fælles alternativ: Henrique Capriles, en energisk ung statsguvernør, der har sat pragmatisme og problemløsning i centrum for sin kampagne. Capriles kan ikke matche Chávez hvad angår karisma og prøver heller ikke på det. Men efter 14 års med stedse større økonomisk dysfunktionalitet, administrativt kaos og afhængighed af olie, har han øjnet en åbning for at køre en saglig kampagne centreret omkring en institutionalisering af revolutionens sociale fremskridt, der samtidig vil gøre op med Chávez-epokens arv af politisk sekterisme, ideologisk stivhed og dårlig ledelse. »Aldrig igen skal der stilles krav om at, man kan fremvise socialistisk partimedlemskort for at få adgang til et socialprogram,« sagde Capriles i en valgtale, der skabte euforiske bifald.

Capriles fornemmer, at der i Venezuela findes en længsel efter at bevæge sig ud over Chávez-personkultens splittelsespolitik. For stadig flere chavistas er den gamle caudillos folkelige karisma ved at være slidt tynd af mængden af uløste problemer. Venezuelanerne tørster efter at få en blot minimalt kompetent regering, de har måttet undvære i så mange år.

Er de klar til at tage den chance for forandring, som valget tilbyder?

 

Francisco Toro er venezuelansk journalist

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

»Chávez er den eneste nogensinde, der virkelig har gjort noget for de fattige,« hører man igen og igen hans tilhængere bedyre ...

Alt forladt!

Mere end 224.000 venezuelanske familier – cirka en million mennesker– har fået tildelt jord som følge af den jordreform, som landets regering påbegyndte i november 2001, oplyser Venezuelas Nationale Jordinstitut (INTI). Jorden kommer blandt andet fra enorme farme, de såkaldte »latifundios«, som er ejet af rige jordejere.

Og det var så den valgdækning af præsidentvalget i Venezuela på søndag, vi abonnenter af Information bliver spist af med.!
Helt ærlig Information, det kan næsten ikke gøres ringere.!

Ja Venezuela har problemer. Men det har vesten immervæk også!

Kan godt være han ikke er perfekt, men kunne vestlig kapitalisme have gjort det bedre?

Lyder ellers godt hvis de vælger Capriles så socialprogrammerne kan blive institutionaliseret.

Stig Rasmussen

Francisco Toro har en vinkel og Mark Weisbrot har en anden på Venezuela, især Weisbrot kan absolut ikke klandres for at være objektiv i hans forherligelse af Chavez katastrofe politk.

Spørgsmålet er mere om alternativet efter Caudiloen er værre, bedre eller det samme?

"Cubanske" tilstand hjælper ikke Venezuela til en bedre fremtid.

Hugo "sminker og forfør" landet med olieoverskud på samme måde som Castro "sminkede og forførte" Cuba med Sovjetiske sukkerpenge, men en dag stopper så festen...

Cuba kæmper stadigvæk med fortidens synder...

Nu er ikke alt skidt på Cuba, og ikke at forglemme USA samt zionisterne har haft en del indflydelse på den negative udviklingen...

Men netop transport, forsyning af EL og vand, fødevare produktion og distribution, der går mønstret igen mellem Cuba og Venezuela, desværre.

Løsning på disse områder er altså ikke "socialismen" i den form

Glimrende link, Engelsted!

"Toro’s obsessive anti-Chavez position in Venezuela was publicly known after last April’s coup when he began sending emails to Narco News and other journalists who he placed on his own mailing list attacking Venezuelan President Hugo Chávez. That the Times hired him in the first place was a violation of the Times’ own claims to objective and disinterested reporting. But regarding Venezuela, it was not the first."

Niklas Zenius Jespersen

Der er så ikke rigtig en eneste sætning i den artikel der faktisk korrespondere med virkeligheden. Stort set ingen meningsmålinger overhovedet spår et tæt valg, gennemsnittet af meningsmålingerne giver Chávez over 15% føring. Ikke ligefrem særlig tæt. Selv oppositionens egne meningsmålinger viser at de står til at tabe. For et par dage siden erklærede oppositionens kandidat da også at han ikke troede på meningsmålinger og erkendte altså at de alle sammen viste at han stod til at tabe. I stedet mente han at man skulle se på hvor mange mennesker der var til hans støttedemonstrationer. Problemer er bare at der er rimelig mange flere til Chávez støtte demonstrationer. Jeg har på intet tidspunkt været det mindste i tvivl om at Chávez vinder valget på søndag og det er jeg stadig ikke.

Niklas Zenius Jespersen

Derudover lige nogle hurtige kommentarer til artiklens påstande:

El-forsyning: Venezuelas elforsyning er ikke blevet dårligere under Chávez, at strømmen går er ret almindeligt over hele Latinamerika. Der var perioder under Chávez hvor der manglede elektricitet, men det skyldtes naturlige årsager da meget af elektriciteten produceres ved dæmninger og lign. og at en tørke havde reduceret mængden af vand. Efterfølgende er elektricitetsproduktionen blevet kraftigt udbygget til det højeste niveau i landets historie.

Økonomi: Hvad det er der ikke fungere har jeg svært ved at se. I 14 år har borgerlige økonomer påstået at Venezuela var på randen af sammenbrud, uden at det nogensinde er sket. Tværtimod har Venezuela en af Latinamerikas højeste og længst varende vækst perioder (http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/27-09-12/rapport-venezuelas-gode-konomi-e...)

Fødevarer: Hvad Chávez har nationaliseret var landbrugsjord der ikke blev brugt og fødevarer fabrikker, siloer osv. der enten ikke blev brugt eller som begik økonomisk kriminalitet som f.eks. at sælge på det sorte marked eller bevidst tilbageholde store fødevarerlagre for at give et billed af at der manglede fødevarer under Chávez. Venezuela er kronisk afhængig af fødevarerimport udefra, det har de altid været, men fødevarerproduktionen har aldrig været så høj som under Chávez.

Niklas Zenius Jespersen

Internet: Venezuela har altid haft en dårlig internetdækning, men under Chávez er der blevet bygget adskillige højhastighedskabler og iværksat kampagner for at give hele befolkningen adgang til computere og internet. Antallet af internetbrugere har aldrig været så højt i Venezuela som under Chávez. Iøvrigt er det Chávez regeringen der har sendt Venezuelas to første satellitter nogensinde op i rummet.

Olie: Venezuela har altid været fuldstændig afhængig af olie og har negligeret enhver anden form for produktion fordi de havde så meget af den. Det er først under Chávez at man reelt er begyndt at udbygge industrien inden for andre områder for at mindske afhængigheden af olie. F.eks. har man bygget to mobiltelefon fabrikker og mange andre slags produktionsenheder. Desuden har man nationaliseret mange fabrikker der blev lukket under tidligere regeringen og genopstartet produktionen.

Niklas Zenius Jespersen

Populisme: Derudover synes jeg det er rimelig kynisk at kalde Chávez sociale forbedringer for "populistisk". Det viser hvert fald noget om at man selv er et velhavende røvhul hvis man mener der er noget galt i at bruge indtægterne fra landets naturrigdomme på at mindske fattigdommen.

Det er løgn at komfurer, fjernsyn osv. er blevet udleveret til regeringens tilhængere som artiklen påstår. De er blevet fordelt til landets fattige befolkning der manglede den slags fuldstændig uden at skelne til politisk ståsted. Men naturligvis, når man har været fattig og hjemløs det meste af ens liv og der kommer en regering og giver en et rart hjem med møbler og moderne teknologi så har man nok en tendens til at stemme på den regering. Det er vel kun logisk. Ligesom at de rige i Danmark stemmer på venstre og konservative fordi de giver dem skattelettelser, erhvervsstøtte og bankpakker.

Niklas Zenius Jespersen

Oppositionen: Journalistens udtalelser om oppositionen viser (igen) at han enten ingen ting aner om det eller at han lyver. Det har ikke taget 14 år at samle oppositionen. Oppositionen har stået sammen ved adskillige valg, men det er jo bekvemt ikke at nævne da de tabte de valg alligevel. Capriles Radonski, oppositionens kandidat, er ikke pragmatisk som artiklen påstår. I 2002 deltog han personligt i et blodigt militærkup imod Chávez. Her stod han fysisk i spidsen for et voldelig angreb på den cubanske ambassade og overtrådte hermed international lovgivning. Kuppet blev hurtigt væltet at et oprør fra befolkningen der satte Chávez tilbage på magten.

Capriles er aldrig blevet straffet for hans forbrydelser. Da en advokat forsøgte at få overhævet hans parlamentariske immunitet så han kunne retsforfølges, blev advokaten myrdet ved en bilbombe i 2004. I den delstat hvor Capriles er guvernør var det første han gjorde at lukke alle statslige undervisningsprogrammer og sociale programmer der brugte delstatens bygninger. Dernæst begyndte facistiske bander at hærge området og true cubanske læger som arbejdede på sundhedsklinikerne. Capriles eget parti har røddet i en semi-facistisk bevægelse.

Derudover passer det ikke at Capriles ikke har prøvet at matche Chávez i karisma. Mange af hans tilhængere er mindst ligeså "fanatisk" omkring ham som Chávez tilhængere er. Problemet er bare at Capriles ikke er særlig populær i ret store dele af befolkningen og at han er mislykkedes i at kunne konkurrerer med Chávez i karisma. Og så er det jo belejligt at påstå at han aldrig har prøvet. Og igen, der findes intet krav om at man skal kunne fremvise medlemskort til socialistpartiet for at få del i de sociale ydelser. Men det er rigtigt at man ikke skal vise noget kort hvis Capriles kommer til magten, for hvis han gør det vil der ikke være nogle sociale ydelser tilbage.

Niklas Zenius Jespersen

De sidste par uger er der kommet mange afsløringer frem fra afhoppere fra oppositionens inderkreds. De har bl.a. offentliggjort dokumenter der viser at oppositionens allerede inden valget er afholdt har planlagt at påstå valgsvindel og at deres aktivister har gennemgået såkaldte "vidnekurser". Her har de lært hvordan man "troværdigt" påstår at der var valgsvindel og hvordan man, i tilfælde af uroligheder, kan påstå at det var Chávez folk der stod bag. Ligeledes er det kommet frem at oppositionen holder møde med diplomater fra USA og Spanien og at oppositionen forbedereder uroligheder efter valget i et forsøg på at legitimere enten et nyt kupforsøg eller evt. en udenlandsk invasion af landet. De har for længst opgivet at kunne vinde regeringsmagten med demokratiske midler. For mere reel info vil jeg foreslå at folk tjekker www.venezuelanalysis.com eller for noget på dansk: www.handsoffvenezuela.dk

@ Dennis Berg,

Korrekt at Cuba kæmper med USAs handelsembargo, men hvis du mener at alle Cuba's problemer "skyldes" handelsembargo, har du sandsynligvis aldrig besøgt eller boet på Cuba.

Hvorfor tror du fx at Raul Castro flere ganger har været nødt til at ændre den linie hans bror havde lagt siden 1959...?

Måske fordi også en Castro har forstået, det virker ikke!

Michael Kongstad Nielsen

Her er nogle data om Venezuela fra Verdensbanken, UNHCR, Opec m.fl.
http://www.guardian.co.uk/news/datablog/2012/oct/04/venezuela-hugo-chave...
der bl.a. viser, at landet under de sidste 10 år har fordoblet BNP, halveret arbejdsløsheden, mere end halveret andelen af ekstremt fattige familier osv.

De rige klaner i de mindre og mellemstore latinamerikanske lande er endnu ikke kommet sig over, at de mistede det totale greb om landet og magten og rigdommene til de demokratisk valgte regeringer og præsidenter som Hugo Charvez, Evo Morales, Rafael Correa. Den gamle klasse af rige familier sidder stadig på store dele af kapitalen og jorden og de mange private medier, der kværner propaganda døgnet rundt.

Det ville være nemt at finde nogle skribenter, der kunne skive mere objektivt og afbalanceret end denne Francisco Toro. Muligvis ved at lede sådan nogle steder som her:
http://www.guardian.co.uk/world/2012/oct/03/balanced-coverage-western-bi...

Hvis man har opøvet sig lidt i at læse mellem linierne, lytte til undertoner og dernæst sammenholde det med tilgængelig viden om geopolitik, så lyser der røde lamper, når man læser ovenstående artikel.

Den slags journalistiske 'analyser' dukker ofte op i medierne, før nogen i de store skakspilleres klub flytter en brik på brættet.

Chavez virker jo umiddelbart som en kolerisk idiot. Men vi glemmer, at det er sådan, han fremstilles, og ikke nødvendigvis sådan, han er. En mere præcis beskrivelse af ham ville nok være, at han er og har været en konstant storskrydende torn i øjet på det anglo-amerikansk-zionistiske imperium og deres konstante manøvre for at dominere ... ALT! En slags Mellemamerikas Gadaffi, der har nægtet at danse efter deres pibe.

Syd- og Mellemamerika er hele tiden blevet regnet som amerikansk opland. Fingrene væk fra vores legeplads! Amerikanerne havde lov til at skalte og valte med hele kontinentet. Om det så var vha. skumle postnazistiske diktatorer med solbriller og lakeret kasket - den slags har det bedste i mørke - dødspatruljer, korrupte men samarbejdsvillige narkobaroner, menneskehandlere, organrøvere, våbensmuglere, politikere med et demokratisk fjæs men på deres paylist, multinationale firmaer - de samme, der kører USA - finansterrorisme (Argentina) ... eller hvad der nu hører til den imperialistiske palette, så var det helt legitimt, øjensynligt. Det var hævdvunden ret for den stærke, denne verdens bølle og gangster, USA.

Hvor venstrefløjen hoved- og skrupuløst bakkede op om kommunistiske diktatorer og massemordere mod øst, så bakkede højrefløjen hoved- og skrupuløst op om disse juntatyper. De florerede samtidigt i sydeuropa - i de selvsamme lande, der nu lider under opløsning og krise med truende eller allerede fuldbyrdet bankerot. Sjovt nok ... Først var det den grove og åbenlyst brutale form for tyranni. Senere kom den sofistikerede finansielle version båret frem bla. af EU, IMF, ECB og WTO. Tidligere Goldman Sachs-hajer placerer sig nu som folkets redningsmænd i toppen af regeringer og megainstitutioner.

Vi kommer til, siger min næse mig, at opleve en ny bølge af amerikansk imperialisme i Syd- og Mellemamerika. Der foregår hele tiden et spil under overfladen.

Det er i denne sammenhæng, en propagandistisk artikel som denne skal ses. Information deltager i en kampagne. Først viftes med en masse forvirrede informationsflag. Så sker der pludselige hændelser og omvæltninger - der skete også mærkværdigheder i Paraguay for nylig - og når folk opdager, hvad der er sket, er en anden orden allerede de facto og irreversibel.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/de-sidste-old-school-oprrere.html

brian fritzner

@ Morten Hansen

Ja, vi så tydelige eksempler på det "amerikanske forår" i Honduras for et par år siden. Medierne har det med at tie på de forkerte tidspunkter, og Danmark er førende i disinformation.

Flemming Andersen

Et godt eksempel på, hvordan en avis der ikke udøver kildekritiv, kan komme til at frådse med både papir og sværte.

Niels Lindvig i DR's Orientering har i en lang årrække jævnligt gjort opmærksom på denne form for international pressedækning fra Venezuela.

Født 1953.
Stofområder: Amerika - Nord og Syd; Storbritannien & Irland.
Uddannelse: Journalist DJH 1977. Diverse universiteter i Colombia, Argentina og Chile.
Fast tilknyttet British Irish Interparliamentary Body siden 1995.
DR Udefra og Orientering siden 1982.

Niels Ivar Larsen elsker at drille de personer, han opfatter som ”de frelste”. Det vil sige venstreorienterede i almindelighed og antiracister i særdeleshed.

Derfor udfolder Larsen stor flid og energi i sin søgen i udenlandske tidsskrifter, med det formål at finde de mest skingre og usaglige antisocialistiske og xenofobiske artikler, for derpå at oversætte dem og bringe dem i Information.

Jeg ved ikke, hvorfor ledelsen på Information bifalder denne form for aktivitet, men mit bud er at det nok skyldes, at man ønsker at skabe ”debat” for på den måde forbedre den skrantende avis oplagstal og økonomi.

Jeg gætter med andre ord på, at man på Information ganske enkelt spekulerer i, at der kommer mange indignerede reaktioner på Larsens meget kalkulerede og velovervejede men også meget forudsigelige provokationer.