Klumme

Identitetsfastelavn

Hvis jeg ikke er for gammel, er jeg Seapunker i morgen. Så vil jeg svæve blåt ind på kontoret og få de andre med på beatet. Et beat, der kærligt kopierer fra årtiers musikudbud
Debat
9. oktober 2012

Jeg sidder på et gadehjørne i Harajuku. I Tokyobydelen står alle de unge smarte japanere og ser ud. Det er noget af en identitetsfastelavn. Samtlige af Vestens subkulturer er samlet ind og så udført med japansk disciplin og præcision. Hip hoppernes gummisko er så hvide, at man ville kunne spise kage af dem. Punkernes hanekam står lodret i vatter. Emopigerne smiler et blegt, men villigt smil. Jeg sidder og prøver at pakke min følsomhed ind i så meget som muligt. Pachacoats, stive skjorter, button-down, falske briller, hatte og aliaser. Da jeg fyldte tredive, besluttede jeg at have en stil, som var min. Jeg orkede ikke at blive en af de pinlige. Men jeg kigger stadig nysgerrigt efter looks, hvor der følger lyd med. Jeg kigger efter japanere og unge drenge. Hele sidste forår rendte jeg rundt efter rapperen Nicolas Westwood a.k.a Kidd. Slum tatoveringer, Nordvest og Faxe Kondi, så var jeg solgt. Kidd løb virkelig hurtigt. Jeg kunne mærke min alder trykke. Det var en regulær revolution. Alle ville pludselig rappe. Jeg tænkte på, hvad salig Kjeld Tolstrup ville have sagt til alt den rysten røv på klubberne. Jeg savner at snakke med ham. Sidde i hans stue og skiftes til at lege sigøjner med tørklæde om hovedet, høretelefoner og krystalkugle. »Hvad tror du, der bliver det næste,« ville han spørge.

Jeg sidder i det indre København og kigger på min unge ven, Esben. Jeg kigger på hans rastløshed. Han er alle steder. Han kan mange ting. Arrangere de bedste fester og samtidig give et bud på fremtiden. Esben kan finde ud af at formidle det, han ser. Som regel har dem, der har det sjovest, glemt det hele dagen efter. Hvis man den ene dag er til TedX, den næste i Ungdomshuset og den tredje i Kulturministeriet for at tale om sammenhængene, så er der mikrofon til ens mening. Jeg ved det, fordi jeg selv har gjort det. Nu bliver jeg hjemme i weekenderne, men spørger Esben, hvad han ser. Esben er begyndt at farve sit hår blåt. Han lægger profilbilleder op, hvor han er omgivet af delfiner. Det gør mig underligt til mode. Jeg kan ikke placere det. Det hedder Seapunk, forklarer Esben. Det er egentlig et pladeselskab, der er startet i Milano. Det er en lyd, der låner fra et par årtiers musikudbud. Det er meget syntetisk og lyder som om, det er produceret under havets overflade. Det er 100 procent internetkultur, siger Esben. Pointen er at kopiere og stjæle fra hinanden og på den måde blive et interaktivt movement af design, fashion og musik. Esben taler hurtigt, og der ryger referencer til både Pussy Riot og Det Arabiske Forår. Alle Seapunk flyers stjæler meget tydeligt fra andres materiale, og det er en stil at efterlade firkanterne fra photoshop, så man kan se, at der er samplet. Han taler om en generation, der har stor selvtillid – på det internet hvor de opholder sig mest. De er vokset op her. Det er deres hjemmebane. Han nævner en pige, der har taget screenshots af sig selv fra chatrouletten, mens hun halvnøgen skriver med flere fyre på en gang. To af fyrene ryger bong. Det er et feministisk projekt fra hendes side af. Der er unægtelig et stykke vej fra Amagermanden og min generations angst for cykelkældre om vinteren.

Esben er begejstret. Det er lang tid siden, han har haft sug i maven. Det hele har været så mørkt, siger han. Sort tøj og sur attitude. Retrorock og recession. Nu skinner solen igen om natten. Folk har farver på og klæder sig ud. Det er som i 1989. Som i 1996 og som i 2007 – de andre gange København er blevet fyldt med både eufori, ecstasy og kids, der kører hurtigt igennem systemet og bliver internet og klubpersonligheder. Seapunkerne er svært kække. De pynter sig blandt andet med delfiner og Ying og Yang. De har generobret de mest gennem-kneppede symboler fra popkulturen og gadesælgerne. Sci-trance, goa-æstetik, spicegirls og pop-gothi en stor sammensmeltning. De uniformerer sig med glæde. Modsat hipsteren, som ingen ville være, fordi det abstrakte begreb om nogle, der konstant flytter sig, blev til sådan en dum og forbrugsliderlig type. Seapunkerne danser på resterne af et vestligt civilisationssammenbrud. De smykker sig med affaldet. De pynter sig i det offentlige rum for at tiltrække hinanden. Som bøsser gjorde i gamle dage. En klud i baglommen. En farvet tot hår. Det er smukt, som det store fællesskab. Som et sommerbryllup i traditionel stil. Bruden har smykket sig med noget lånt. Noget gammelt, noget nyt og noget blåt.

Maria Gerhardt har holdt 10-års-jubilæum som Dj Djuna Barnes. Hun er også chefredaktør for magasinet ’Københavner’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

”Da jeg fyldte tredive, besluttede jeg at have en stil, som var min. Jeg orkede ikke at blive en af de pinlige.”

Hvad i alverden er det for noget? Har den yngre generation ikke masser af vigtige ting at kæmpe for? Jeg nævner i flæng emner som kampen mod forurening, klimaforværring og Ulandenes problemer eller kampen for bedre forhold for børn.

Jeg ser, at ophavskvinden til ovenstående klumme, altså Maria Gerhardt, er chefredaktør for magasinet ’Københavner’. Der må da være masser af vigtige emner at tage fat på, når man beskæftiger sig med København, f.eks. forureningen fra trafikken, støjhelvedet fra Metrobyggeriet …

For ca. 15 år siden fik vi at vide, at produkter – for at kunne sælges – skulle fortælle en historie. Ingen mennesker købte en skovl, udelukkende fordi de ville skovle sne, mente man tilsyneladende. Nej, varerne skulle fortælle en historie – en drømmefortælling om et bedre liv.

Det var alt sammen noget vrøvl!

Nu lader det til, at den samme historie udspiller med hensyn til menneskers personlige stil. Jeg har med undren læst noget om de såkaldte ”hipstere”.

Hvis folk ikke har andet at gå op i, så må de virkelig have et kedeligt liv. Og det er selvfølgelig alt sammen noget opskruet vrøvl.