Læsetid: 6 min.

De lovede os guld og grønne skove i EF

Den union Danmark er medlem af i dag er noget helt andet end det, der blev stemt om i 1972. Man lovede os guld og grønne skove, men i stedet bevæger unionen sig i en mere og mere udemokratisk retning, skriver Folkebevægelsen mod EU
3. oktober 2012

Et praktisk økonomisk og handelsmæssigt samarbejde. Det var, hvad vi igen og igen fik at vide i op til afstemningen om EF-medlemskab den 2. oktober 1972. Det, der i dag hedder EU. Det havde intet med union eller politisk samarbejde at gøre, fik vi at vide. Men det EU, vi er medlem af i dag er et helt andet end det EF, vi fik at vide, vi stemte om.

Den 22. januar 1972 underskrev den daværende statsminister Jens Otto Krag og minister for udenrigsøkonomi Ivar Nørgaard Rom-traktaten. En traktat, der havde et stadigt snævrere samarbejde som mål. Altså, det var og er et politisk projekt. Men benægtelsen af det, har redet den danske EF-/EU-debat som en mare siden.

Når afstemningen dengang viste et stort flertal for tilslutning til EF, skyldtes det ikke, at folk elskede tanken om at gå ind i EF. De følte blot ikke, at de havde noget valg. Regeringen, erhvervslivet og aviserne fortalte hver eneste dag, at dansk landbrug og dermed Danmark ville gå fallit, hvis vi sagde nej til EF. Flertallet turde simpelthen ikke sige nej.

Påstandene om den truende fallit var løgn fra ende til anden. Hvis vi havde holdt os uden for EF, ville vi formentlig have klaret os lige så godt, som vi gjorde i EF. Ja, måske ville vi have klaret os bedre. For medlemskabet indebar, at vi blev nødt til at sætte vores toldsatser over for verden som helhed kraftigt i vejret, hvad der hvert år kostede milliardbeløb.

Modstanderne, som i april 1972 gik sammen i Folkebevægelsen mod EF, argumenterede også for, at de politiske omkostninger ved medlemskab var uantagelige og uden nogen begrænsning.

Verden havde og har ikke brug for en økonomisk, politisk og militær stormagt, som der jo allerede dengang var ganske konkrete planer om. Vi ønskede ikke Danmark indlemmet i en udemokratisk forbundsstat, hvor de vigtigste beslutninger træffes af overnationale instanser uden en egentlig parlamentarisk kontrol.

Vi mente ikke, at det hverken tjente danske eller verdens interesser, at være med i en toldunion, som lukkede af overfor resten af verden og som i øvrigt, gennem ”harmonisering” - altså ensretning - ville træffe flere og flere beslutninger på de enkelte medlemslandes vegne.

EF-modstanderne sagde ”ja til hele verden” men nej til EF. Vi repræsenterede et bredt udsnit af den danske befolkning. Hele vejen over det politiske spektrum – også selv om tilhængerne af EF også dengang forsøgte sig med et karaktermord og i truende annoncer forsøgte at beskrive modstanderne som yderligtgående ekstremister.

Det bedste udtryk for holdningen om, at de politiske omkostninger var helt uantagelige, var annoncen »Noget for noget«, der blev indrykket i forsommeren 1972 og var udformet af den geniale og dybt engagerede reklamemand Morten Jersild. Den kan læses i bogen Der var engang en folkeafstemning”.

Man får ikke noget forærende

»Man plejer ikke at få noget forærende.« Det fik regeringen da heller ikke i Bruxelles. Selvom politikerne gerne vil give os det indtryk.

Vi fik chancen for at tjene nogle kroner mere på vores flæsk og vores smør de nærmeste år. Det fortæller man os igen og igen.

Men vi kommer til at betale med indskrænkninger i vores folkestyre og vores politiske frihed i al fremtid. Det taler man ikke højt om.

Da statsministeren underskrev Romtraktaten (EU's grundlæggende traktat, som blev vedtaget i Rom i 1957, red.), satte han ikke bare sit navn under en handelsaftale – med økonomiske konsekvenser i de kommende år, som selv vismænd kun tør gisne om.

Han forpligtede samtidig danske myndigheder, danske domstole og alle danske borgere til at rette sig efter enhver beslutning, som er taget og vil blive taget af de forskellige institutioner i EF. Uanset om disse beslutninger strider mod dansk lov og ret og danske borgeres opfattelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Romtraktaten indgåes for ubegrænset tid. Traktaten – med alle dens tågede, brede formuleringer, med dens uoverskuelige politiske, sociale, militære og økonomiske perspektiver, med dens stadigt voksende papirsøjler af uoversatte bilag, protokoller, konventioner, erklæringer, rapporter og dekreter, med Europadomstolens næsten utilgængelige domme og fortolkninger – binder ikke bare os, men vore børn og deres efterkommere i al fremtid. Romtraktaten har ingen fortrydelsesparagraf.

Bordet fanger. En handel er en handel.

Men ja-kampagnen havde langt flere penge end modstanderne. Ja-siden blev også støttet af de store økonomiske interesser, regeringsapparatet og langt de fleste medier. Det kunne vi ikke hamle op imod, men ingen skal sige, at vi ikke advarede og siden fik ret.

En stendød union?

Udviklingen er endda gået længere og hurtigere, end modstanderne havde fantasi til at forestille sig.

Allerede ganske få år efter erkendte Jens Otto Krag, at havde vi fortalt hele sandheden, så var det blevet et nej.

Men, på afstemningsaftenen 1986 meddelte daværende statsminister Poul Schlüter, »Unionen er stendød«, hvis danskerne stemte ja til den såkaldte pakke eller unionspakken, som den også blev kaldt. Udviklingen har vist, hvor vildledende denne udtalelse var. Unionen er desværre spillevende. Pakken satte tværtimod fart på udviklingen henimod en union, fordi man reelt afskaffede vetoretten.

Og netop den anden medunderskriver på Rom-traktaten, Ivar Nørgaard, blev her for alvor bekymret. Nørgaard havde troet på, at der ikke ville blive tale om en politisk union netop fordi man havde vetoretten. Han anbefalede et nej til pakken, fordi flertalsafgørelser, som vandt stadig større indpas, gjorde det vanskeligt for Danmark, at hindre tvungen deltagelse i uønskede beslutninger og udvikling.

Hans modstand voksede. Han erkendte åbent, at det, der kom ud af tilslutningen var noget helt andet end det, han havde lovet vælgerne i 1972. I 2006 udtrykte han det i debatfilmen Nørgaard vs Nørgaard.

»Noget af det, der er galt er, at man har centraliseret for meget. Det bliver let en elite, der kører løbet”, sagde han og fortsatte: »At tage beslutningsprocessen fra Folketinget og lægge den over i Europa-parlamentet, det er ødelæggende for dansk demokrati og folkestyre. Man må bevare mest muligt i det danske folketing. Der kender vi politikerne. Vi møder dem, vi kan drøfte ting med dem og vælte dem.«

Desværre blev forfatningen, som i 2006 var på bedding, ikke taget af bordet, som Nørgaard håbede.

Vi fik ikke engang afstemning om den, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde lovet. Ja, står det til ja-politikerne i dag og senere i forbindelse med europluspagten, finanspagten og nye forfatningsforslag, så skal befolkningen åbenbart ikke spørges længere.

Tilhængerne ved jo, at der er en meget høj grad af chance for, at befolkningen stemmer modsat det ja-politikerne ønsker. Modstanden og kritikken er voksende blandt flere og flere grupper – bredt politisk.

Demokratiet bliver væk

Vi er nået meget langt ud i undergravningen af demokratiet, åbenheden og at inddrage befolkningen i beslutningerne.

På trods af et 3-foldigt dansk nej til deltagelse i den økonomisk-monetære union, euroen, og et stadigt kæmpeflertal imod i målingerne, gør EU såvel som de hjemlige EU-politikere, hvad man kan for at undergrave den danske undtagelse med europluspagt, finanspagt og videre nu med planer om bankunion og finansunion.

Denne trang til at gå helt ind i forbundsstaten, som EU har som endemål styres nu helt fra oven af en elite. Befolkningerne kobles af og legitimiteten af systemet forsvinder endnu mere, når EU går ind og indsætter regeringer i de enkelte medlemslande, som det skete i Grækenland og Italien. I virkeligheden er det eneste reelle alternativ til EU-udviklingen EU-modstand.

EU-modstanden fik desværre ret i sin argumentation om en politisk forbundsstat. Men ønsket om demokrati, selvbestemmelse og folkeafstemning bliver tværtimod stærkere af EU-elitens konstante pres for det føderale EU-projekt. Modstanden og kritikken stiger – ikke kun i Danmark, men også i Storbritannien, Tyskland og mange andre EU-lande. Det er langtfra bare en nationalistisk bølge, som man gerne vil affærdige den med – tværtimod.

EU's folkelige opbakning er i realiteten væk. Men vi er nødt til at øge presset endnu mere for at sikre, at befolkningerne også bliver spurgt. I Danmark har vi brug for at få flere folkeafstemninger – om finanspagt, unionstraktat og om selve EU-medlemsskabet. – Der er brug for at få EU-politikken bragt i overensstemmelse med befolkningens ønsker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Henrik Højbjerg

det har altid undret mig - og gør det stadig - hvordan nogen kan mene at de kan udtale sig om, hvad der sker i fremtiden.

og det undrer mig endnu mere, at der er nogen der lytter til dem.

der er INGEN der kan sige hvad der sker om bare fem minutter.

så når nogen lover dette eller hint hvis vi er medlem af ef/eu eller truer med dette eller hint hvis vi ikke er, aner de ikke hvad de taler om.

hvilket vist også er blevet bevist til overflod efterhånden.

med venlig hilsen

niels henrik højbjerg