Kommentar

Medieforliget tilgodeser igen kristendommen

Den danske kulturarv er meget andet end kristen. Alligevel har kristendommen forrang i medieforliget. Og det er langt fra uden betydning
Debat
22. oktober 2012

I 2011 indgik det daværende VKO-flertal en aftale om DR’s public servicekontrakt. DR blev som noget nyt pålagt en særlig forpligtigelse til at formidle den kulturkristne arv.

Det medførte voldsom kritik fra S, SF og Radikale Venstre. F.eks. lød det fra SF’s medieordfører Holger K. Nielsen:

»Når vi får magten, regner jeg med, at vi laver et nyt medieforlig og en ny public service-aftale med DR, hvor den kristne kulturarv bliver slettet.«

Ifølge Kristeligt Dagblad mente Holger K. Nielsen, at den ny bestemmelse var »udtryk for en reaktionær kulturopfattelse, der udelukker andre religioner og bærer DF’s fingeraftryk«.

Nu er der så indgået en ny medieaftale. Alle partier undtagen Liberal Alliance er med i aftalen. Og i den nye aftale står der: »Formuleringerne i den gældende kontrakt om formidling af den kristne kulturarv videreføres.«

Nu mener regeringen åbenbart, det er i orden, at DR skal formidle en reaktionær kulturopfattelse, der bærer DF’s fingeraftryk.

Efter forliget har DF’s medieordfører, Morten Marinus, da også fortalt, at en fastholdelse af bestemmelsen var på top tre over Dansk Folkepartis krav ved forhandlingerne. Omvendt har ordførere fra regeringspartierne udtalt, at de ikke regner bestemmelsen for særlig vigtig.

Der tager de fuldstændig fejl.

Det så man, da DR P3 i august fejrede ramadanen i en uge. Til sammenligning sender DR årligt over 100 gudstjenester, en daglig morgenandagt på DAB, to programmer ugentligt om tro, der ofte har en stærkt kristen synsvinkel, samt en massiv dækning af julen. Men med DR’s pligt til at formidle den kulturkristne arv, kunne en række borgerlige debattører argumentere for, at en uges dækning af ramadanen var udtryk for en helt skæv vægtning. De mente, at det var en alt for omfattende dækning af den muslimske tro.

Historien fordrejes

Bestemmelsen er også meget problematisk, fordi den pålægger DR at formidle en historieopfattelse, der tenderer historieforfalskning.

Ved at gøre den kulturkristne arv til noget særligt ignorer man, at en lang række andre historiske faktorer fortjener mindst lige så stor opmærksomhed. Oplysningstidens fokusering på naturvidenskab og rationalitet er et indlysende eksempel. Ligesom industrialiseringens betydning for de store forandringer, der skete fra 1880 til 1970. Eller arbejderklassens betydning for opbygningen af vores velfærdssamfund.

I stedet gør man den kristne kulturarv til en entydig størrelse og en entydig positiv størrelse. Man negligerer, at den kristne kulturarv består af meget forskelligt, fra velgørenhed til modstand mod kvindelige præster og homoseksuelle.

Ideologisk kamp

Men regeringen har fået et bredt forlig. Med store resultater som bedre forhold for DR og aflysning af salget af TV 2. Er en lille sætning om den kulturkristne arv så ikke underordnet? Som regeringspartierne tilsyneladende mener.Nej, tværtimod demonstrerer sagen, at regeringspartiernes medieordførere ikke forstår, at denne sætning er en helt central det af en større ideologisk kamp.

Der foregår i disse årtier en kamp, hvor en række mennesker stemples som mindre danske end andre. Det går i dette tilfælde ud over dem, der ikke deler den evangelisk-lutherske tro. Vi er ellers over en million, hvoraf en halv million slet ikke er medlem af noget trossamfund. Vi skal have påduttet, at en tro, vi ikke deler, er ekstraordinært vigtig.

Det skal bemærkes, at denne ideologiske kamp ikke følger traditionelle partiskel. Der er borgerlige folketingsmedlemmer, der før valget tilkendegav, at de støtter adskillelse af kirke og stat. Og omvendt er der folketingsmedlemmer i venstre side af salen, der abonnerer på ideen om, at vores kristne arv har stor betydning for vores samfund.

Men for nogle følger denne ideologiske kamp partipolitiske skel. De mener, at der er mange andre end ikke-kristne, der ikke er rigtigt danske. For eksempel kulturradikale, frisindede, socialister og flygtningevenner – med andre ord den nuværende regering. Så meget desto mere kan det undre, at regeringspartierne har været blinde for, at den lille sætning i medieaftalen i virkeligheden er meget betydningsfuld.

 

Ole Wolf er formand for Humanistisk Samfund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Man kunne godt tilgodese kristendommen, hvis den havde noget at komme med. Det har den ikke. Trosbekendelsen opfattes af de fleste (i den grad de overhovedet forholder sig til den) som en række metaforer uden reelt indhold. Hvem andre end bevægelserne i det religiøse udkantområde forventer at Jesus kommer igen?

Folketinget understøtter denne fallerede religion og vil også have, at der undervises i det, den var engang eller måske nærmere i den forvirring, der hersker på området nu, i stedet for at tiden i skolerne blev brugt til undervisning i livsanskuelse, hvor eleverne lærte at ræsonnere.

Man kunne da godt undervise i tro, ikke i religiøs tro, men i at tro på sig selv, på samfundet og på at vi kan opbygge en livsform på andet end naturødelæggende materialisme. I den retning er der meget at tro på.

Nu er jeg ikke selv religiøs, men kan da godt se pointen i at man tilgodeser kristendommen i et kristent land...

Niels-Simon Larsen

@Ann: Er du sikker på, at det er kristendommen, man tilgodeser og ikke bare magtpolitiske ønsker?

Niels Engelsted

Efter at jeg i en meget sen alder har opdaget, at hele historien om Moses og flugten fra Ægypten m.m. er fri fantasi uden noget påviseligt historisk grundlag, mener jeg, at man skal holde en lav profil hvad angår vores religiøse fundament. Overlad det til forrykte amerikanske evangelister og fanatiske ortodokse jøder og islamister.

Det er kun naturligt, at kristent stof fylder mere i DR, eftersom kristendommen er den religion, der har den største opbakning i den danske befolkning. Det er vigtigt, at den herskende religion bliver gjort til genstand for både engageret og kritisk journalistik, så det ikke bliver overladt til snævre hallelujakanaler.

Det er dog ikke det samme som, at "kristen kulturarv" havde behøvet at blive fremhævet eksplicit i forligsteksten. Herved bevæger emnet sig fra at være et naturligt journalistisk stof til at være led i en politisk kulturkamp, der skal understrege kristendommens urokkelige suverænitet i forhold til andre religioner.

Nief Ehrrerany

- "Ved at gøre den kulturkristne arv til noget særligt ignorer man, at en lang række andre historiske faktorer fortjener mindst lige så stor opmærksomhed. Oplysningstidens fokusering på naturvidenskab og rationalitet er et indlysende eksempel. Ligesom industrialiseringens betydning for de store forandringer, der skete fra 1880 til 1970. Eller arbejderklassens betydning for opbygningen af vores velfærdssamfund."

Nu skal man jo huske på, at Oplysningstiden fandt sted i en kristen kontekst, at industrialiseringen, dels som resultat af Oplysningstiden, tog plads i en kristen kontekst, og at både socialisme og vores vefærdssamfund er bygget om med baggrund i den kristne verdensopfattelse.

Islam som samfundsbærende, udviklende religion beviser til dagligt sin manglende relevans i et moderne samfund.

Ole Wolf er sikkert ikke klar over, at der i medieforliget også står at DR ikke længere er forpligtet til at dække de kristne højtider, herunder jul, påske og pinse. Og der har i de senere år aldeles ikke været en massiv dækning af julen i DR. Jo, der er julekalender på DR (og på TV2). Men i selve julen er der ingen religiøse programmer, undtagen julegudstjenesten kl. 15.00 juleaftensdag. [Da jeg var barn i 1970erne var der altså ret meget mere dækning religiøst set omkring julen...]

Kilde til det med kristne højtider:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/483243:Danmark--Radikale-i-slin...

Og et relevant citat:

"Sådan lyder kritikken fra flere sider, efter at den radikale kulturminister, Uffe Elbæk, forleden stod bag det medieforlig, der fjerner DR’s forpligtelse til at dække de kristne højtider."

Og igen er det interessant at det er ateisterne der er så bekymrede på jødernes, hinduernes, buddhisternes, og ja muslimernes vegne. Men det er de her personer sådan set ikke. De er nemlig vant til at leve i religiøse samfund, og som sådan bliver de glade, de fleste af dem, når danskerne står ved vores værdigrundlag, herunder det kristne.

Og med det mener jeg dette:
I dagens Danmark sætter vi ikke længere spædbørn ud til ulvene; det gjorde man både i antikkens verden, og i vikingetiden. Vi slår heller ikke hinanden ihjel for et godt ord, men har et rets-system til at håndtere stridigheder imellem os. Hele det danske velfærds-system med at tage hånd om de fattige, de udstødte og tale om at inklusion af de fattige mv. er jo (næsten) en direkte konsekvens af nogle kristnes utrættelige sociale arbejde blandt ludere, drankere og lommetyve. Altså de steder, hvor også Jesus selv kom for at invitere dem ind i Guds rige - at sidde til bords med Gud. Og dermed også opleve at blive accepteret af andre mennesker...

Alle mennesker er lige for Gud, og alle mennesker er lige meget værd for Gud. Og derfor er det kristne som er gået forrest i kampen for at afskaffet slaveriet, for at give kvinder ligestilling, uanset hvad Paulus siger i sine breve. [Disse breve er skrevet i en historisk kontekst, efter at menighederne skulle slå sig til ro, efter at oprøret mod Rom ikke kom efter at Jesus var blevet korsfæstet].

Og må jeg ikke anbefale Ole Wolf at se den fremragende serie om Israelitternes Saga (kan sikkert ses på dr.nu) eller læse Jonas Gardells bog "Om Jesus". Her får man en glimrende indføring i det historiske grundlag for jødedommen og i de historiske omstændigher omkring Jesus-skikkelsen.

Også at historien om Job og sikkert også den om Moses og Josef ikke er historisk korrekt sådan set.
Men derfor kan disse historier godt indeholde sandheder af almenmenneskelig karakter, bl.a. ift. hvordan vi skal behandle hinanden mv.

Torah'en mv. er samlet omkring år 600 f.v.t. - vistnok i et babylonisk eksil eller lige derefter. Og man skal forestille sig et samfund hvor shamanen (undskyld, ypperste-præsten) og kongen enten var eet, altså den samme, eller man havde en Konge og en Ypperstepræst, som sikkert ofte havde forskellige syn på hvad der skulle ske til forskellige tider.

I disse tider blver de gamle skrifter så skrevet - og jøderne ved godt dette; det har de hele tiden vidst. De ved at noget er historisk korrekt, andet er opbyggelige historier om forholdet til Gud, og atter andre er eskatologiske historier, dvs. om de sidste tider. Det er først omkring år 350-550, hvor de kristne tager disse tekster ud af deres historiske kontekst, at de kristne begynder at se disse tekster som egentlige historiske tekster. [Og måske er det i virkeligheden først omkring år 1100, hvor det endelige brud mellem det østromerske og den vestromerske rige sker, at de kristne begynder at de evangelierne mv. som korrekte og rigtige, altså totalt historisk korrekte...]

---

Jeg er ked af at man ikke kan læse de gamle tekster i Bibelen, især historien om Josef, Job, og Moses som netop fortællinger fra en anden tid, fortællinger som jøderne har fortalt til hinanden i cirka 1000 år, før de bliver skrevet ned. [Omkring år 600 f.v.t.] Og fortællinger skal jo tolkes symbolsk præcis som de fortællinger Jesus fortæller (lignelserne) i det nye testamente.

Eller sagt ganske kort: Fortællingerne om Josef, Job og Moses er myter eller legender om hvordan man skal leve sit liv for være nær Gud, og også om hvordan man skal behandle andre. Derfor kan de godt være sande ligesom en fortælling af Svend Aage Madsen eller Dostejevski kan være sand - derved at de udsiger og fortæller noget om hvordan det er at være menneske til alle tider.

Niels Engelsted

Karsten Aaen, jeg er igang med at se serien om Israelitternes historie, som du refererer til. Er den virkelig fremragende, som du siger? Jeg ved ikke. Men den er informativ og interessant.

Den begrunder den jødisk-religiøse verdensopfattelse igennem en kronologisk historisk gennemgang, og tager--i overensstemmelse med den skriftkloge rabbi-kultur--form af et næsten logisk argumenterende narrativ, hvor empiri og myte relateres til hinanden i en blanding af historisk arkæologi, filosofi og bibelhistorie. Som sådan er serien intellektuelt tilfredsstillende, hvilket sikkert er hvad Karsten værdsætter. Den er også særdeles oplysende for en, der aldrig har lært eller ikke kan huske sin bibelhistorie (hvilket sikkert ikke gælder Karsten).

Men det er også helt klart en propagandaserie i bedste amerikanske missionærstil helt ned til pang-farverne, hvor en række af lærde rabbier med fuldskæg og kipaer tager os ved hånden og indfører os i verdensbilledet, som var vi til Bar Mitzvah forberedelse.

Meningen er ikke, at vi gentiles skal omvendes til jødisk tro, men vi skal omvendes til at opfatte det jødisk-religiøse verdensbillede som rationelt og legitimt, hvor selv de værste uhyrligheder (og der er virkelig mange) gøres forståelige og acceptable.
Og vi skal selvfølgelig også bringes til at forstå og acceptere et jødisk Israel som jødernes retmæssige historiske arv.

Lykkes det? Tilsyneladende.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Engelsted:
"Karsten Aaen, jeg er igang med at se serien om Israelitternes historie, som du refererer til. Er den virkelig fremragende, som du siger? "

Nogle af de langskæggede kommentatorer, har fat i den lange ende. De kan udmærket få øje på "den poetiske sandhed" der udtrykkes i mange af teksterne, uagtet at selve narrativet ofte der ahistorisk og udtryk for politiseret spin som enhver krønikeskrivning er.

Fyldet mellem kommentatorernes ofte viise betragtninger er ofte håbløst ringe, grænsende til det debile. De "historiske" udsagn om begivenheder, kronologi, steder, årsager, virkninger m.v., er på linje med andre hyppigt fremførte skrøner, der ligeledes savner autenticitet og troværdighed. Som bekendt højtideligholdes Påske og vintersolhverv med samme inderlige reverens som Valdemarsdag; kanoniseret vås.

Billedsiden til den anekdotiske fortælling er så ringe, at man er bedst tjent med at lukke øjnene for den visuelle forurening. Billeder virker, som Coca-Colas propaganda-fremstød med den rødklædte deitet vidner om. Enhver ved også alt om denne karakter og det besynderlige og u-trolige univers denne bebor, og kan levende forestille sig hver en detalje fra denne fiktion -- ansigtstræk, mimik, kropsholdning, udseende, påklædning, diverse fortryllede genstande, noble handlinger osv. Hvad de fleste glemmer er, at det er indbildning fra ende til anden. Hjernevask. Hensigten med billedstrømmen og de latterlige narrativer er at indpode en falsk erindring om noget der utvivlsomt ikke kan være foregået som beskrevet. Falske erindringer er lige så stærke som ægte; det kræver stor mental styrke at kunne skelne mellem fiktion iscenesat som realitet, og realitet. De seneste 40 års udbredelse af navnligt TV-mediet, har mindsket de flestes evne til at skelne fantasi fra realitet.

Niels Engelsted

Heinrich,
selv hvis er meget sympatisk, er det alligevel for frækt--chutzpah?--at man begrunder retten til det hellige land gennem en beretning, der foregiver at være historisk sand, og samtidig--i fravær af historisk evidens--begrunder beretningen som "poetisk sandhed".

Det er altså en poetisk sandhed der giver jøderne deres historiske ret til Palæstina? Det er jo vås og holder ikke i byretten. Ingen kan have eksklusiv ret til poetiske sandheder.

Carsten Hansen

Der er ingen tvivl om at Danmark gennem tiderne har udviklet sig som værende et land hvor kristendommen var og er den mest udbredte religion.
Men det betyder jo langt fra at kristendommen på nogen måde er sandheden. Kristendommen er en gang historiefortælling uden rigtighedsværdi;, En tro på linje med al mulig anden overtro.

Jeg ser ingen anledning til at overtro skal fylde mere end højst nødvendigt i TV-medier. Men skal religioner være i programfladen, så er det vel naturligt at kristendommen fylder mere end islam, hinduisme, jødedom o.s.v.

Heinrich R. Jørgensen

Niels,

der er mange "troende" udi det tankegods "jødedom" har rod i, der er arge modstandere af det politiske projekt, som den moderne stat Israel er udtryk for. Nogle af dem betegnes "ortodokse jøder"; nogle af dem bor i den moderne stat Israel, men nægter at anerkende statens legitimitet, og nægter at konvertere til det neo-hebræiske sprog, der opstod samtidigt med zionismen (i 1890'erne). De fastholder brugen af jiddisch, og ville konskvent nægte ethvert påbud staten Israel måtte fremture med (civil ulydighed)

Nogle af de sortklædte typer, der frekventerer yeshivaer og bærerslangekrøller, betragter jeg som topmålet af inkarneret humanisme. Viise, oplyste og fredsommelige.

Den evigt muterende kristendom er et åndeligt åg, og har været det siden præste- og professorvældet fik bugt med Oplysningstanken, Fornuften og Rationaliteten midt i 1800-tallet. De løgne vores kulturkreds er opflaskede med, er funderet på vrøvlehistorier om jøderne iflg. masoreterne og meget andet. Søren Kierkegaard var vist den sidste Oplysningsmand, med klart hovede og en skarp pen.

Med mindre man evner at udbryde et dobbelt chutzpah, rettet mod både dansk/vestlig og neo-israelsk dogmatik, kommer man ingen vegne. Vrøvlerierne er sammenfiltrede...

Niels Engelsted

Heinrich,
"Nogle af de sortklædte typer, der frekventerer yeshivaer og bærerslangekrøller, betragter jeg som topmålet af inkarneret humanisme. Viise, oplyste og fredsommelige."

Men vel ikke dem alle?

Går du nu ikke for vidt for argumentets skyld?

Jeg mener, var det ikke dem, der dolkede Spinoza, og idag forlanger, at kvinder ikke går på samme fortov som mænd? Det kan man vel ikke kalde inkarneret humanisme?

Vi kan da starte med at glæde os over, at kravet om DRs "dækning af morgenandagt og kristne højtider" nu bortfalder - selv om jeg faktisk ikke tror, at DR har nosser til at at stoppe denne systematiske indoktrinering.

Til gengæld har jeg intet imod, at DR fortsat er pålagt at "stimulere kultur og sprog" og herunder skal "lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af
dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv".

Når DR dækker "dansk kunst og kultur" som fx den seneste biografpremiere på "Far til fire" foregår dette naturligvis ud fra sædvanlige journalistiske og kritiske normer, hvilket betød at lytterne fik ret meget at vide om hvad der var galt med dette produkt.

Ud fra både den nye og den forrige kontrakt kan DR adlyde ved at glemme alle sine misforståede hensyn, der hidtil har skaffet ansættelser til missionske præster som programværter i alle religiøse programmer. Dækningen af "den kristne kulturarv" bør naturligt ske på de samme præmisser som "Far til fire", da begge dele korrekt er placeret i sektionen for for fiktion, fortællinger og eventyr.

Endnu en gang pisses der på grundloven.

Heinrich R. Jørgensen

Korrekt, Niels. Det er bestemt ikke alle grupperinger der fortjener ros for deres sindelag eller handlinger.

Ordet "jøde" er (som andre ord) tillagt vidt forskellige betydninger, på forskelligt tid og sted. Nogle gange har det været en betegnelse for ågerkarle, pengeudlånere, finanskræmmere, sidegadevekselerer, spekulanter, finansfolk, vinkelskrivere, jurister, pantelånere, sortbørshajer, grådige kræmmere, udbyttere, bondefangere, tilflyttere der ikke tager fast ophold, akademiske fordærvere og litterære møgspredere. Sådanne skidte typer har der alle dage været (næppe nogensinde flere end i nutiden), og til de fleste tider er sådanne også blevet genstand for vrede, fra både høj og lav.

Det er svært uheldigt og trist, at mange udmærkede personer er blevet lagt for had, pga. et malplaceret prædikat og en besynderlig kategorisering af personer i arbitrære grupper. Definitionen på racusme, i øvrigt.

Ole Oskar Wolf

Nief Ehrrerany, jeg mener ikke det holder, at kæde oplysningstiden sammen med kristendommen med ordene, at den foregår i en "kristen kontekst". En del af dem, der lagde grunden for opløsningstiden blev dømt som kættere, eller var bange for at blive det. På samme måde kan man også påstå, at vores velfærdssystem blev opbygget i en "kristen kontekst", men det skurer noget i ørerne, når de kristne organisationer og arbejderklasser betragtede hinanden som modstandere og ikke samarbejdspartnere, den gang velfærdssamfundet blev opbygget.

Perspektiv handler serien om Israelitternes Saga os om. Og så minder den os også om at Yehushua (jesus på græsk/latin) var --- jøde. Derfor mener jeg den er fremragende, ikke mindst ift. at sætte historisk perspektiv på der her tekster - og til at fortælle at nogle af de gamle tekster er fortællinger som skal forstås via den poetiske sandhed som er i dem. Og som netop ikke skal tolkes bogstaveligt - og derfor ej heller kan bruges til at forlange et bestemt stykke land fordi Gud selv har givet det til os for 3000 år siden (eller hvornår det nu var).

Hvis ben Zakkai (som en del af det sidste program handlede om) havde været i live i dag, havde han sikkert sagt det samme som han sagde for cirka 2000 år siden: Det handler ikke om hvem der styrer landet, men om hvem der styrer jeres hjerter.

Og i det seneste program så vi hvor galt det kan gå hvos zeloter (fanatikere og ekstremister) får magten.

----

Og ift. kristendommen og kættere, handler det om at indtil omkring 1500-1600tallet, så herskede katolikkerne i dette land. Med deres hierarkiske kristendom hvor de katolske præster også havde politisk magt, og derfor ikke tillod andre verdensopfattelser end deres egne at komme til udtryk.

--

Heinrich R. Jørgensen

Karsten,

alle trossystemer jeg kender til, handler om de samme grundtemaer. Fredsommelig og meningsfuld sameksistens, gensidig afhængighed vs. uafhængighed, materiel emancipation, personlig dannelse og læring, meditative teknikker til reflektion, undervisning og opdragelse (så "ilden" ikke dør ud).

Der er intet unikt ved de israelske skrøner. Du kan finde samme tankegods i andre (ofte ældre) tankesæt. De ældste dele af Det gamle Testamente (Pentateuch'en) er nærmest copy-pasta fra Mesoptamiske skrifter fra ca. 2000 BC. Hinduistiske traditioner er formodentligt langt ældre. Ikke at forglemme egyptiske samt syd- og mellemamerikanske højkulturer, som efterlod sig imponerende spor.

Buddhistiske og zoroastriske doktriner om den guddommelige en-hed er ældre end Deutoronomy. Lao Tsu er ca. lige så gammel, og stadig lige så aktuelt som da den blev forfattet. Pythagora, Platon, Sokrates var sværvægtere udi sammenhængende tænkning, og matcher de (øvrige) største tænkere til alle tider. Listen er meget lang, og at der flittigt blev udvekslet tanker på tværs af kulturer, fra Kina til Middelhavsområdet for 2500 år siden, er oplagt.

Det er grotesk, at nogen åbenbart er meget optaget af at få udspredt ahistorisk ammestuesnak og vrøvlefortællinger til den godtroende almue, og har succes med dette propaganda-forehavende.

Niels-Simon Larsen

Historie er interessant, også den kristne, men kun som historie. Bliver det noget med religiøs påvirkning, skal det holdes ude. Alle skal helst vide noget om religionsstifterne, men især konfronteres med grundholdningerne og spørgsmålet om livets mening.

At sige, at når vi i århundrede er blevet terroriseret med religion, er det en god ide at fortsætte traditionen, er forkasteligt. Religion er interessant som historie og personlig stillingtagen, men stat og religion må ikke blandes.