International kommentar

Myten om Obamas fiasko er falsk

Megen spalteplads er blevet brugt på, at Obama har fejlet. Men hvis man gennemgår hans politiske resultater er det simpelthen forkert. I stedet har Obama leveret. Derfor fortjener han genvalg – både for amerikanernes skyd, men også for vores
Megen spalteplads er blevet brugt på, at Obama har fejlet. Men hvis man gennemgår hans politiske resultater er det simpelthen forkert.  I stedet har Obama leveret. Derfor fortjener han genvalg – både for amerikanernes skyd, men også for vores
26. oktober 2012

Vores vej er hårdere, men den fører til et bedre sted.

Sådan lød ordene fra USA’s præsident Barack Obama, da han 6. september talte for partifællerne - og resten af verden - på Det Demokratiske Partis konvent i North Carolina.

Med talen sparkede Obama for alvor den amerikanske valgkamp i gang. Til november vil det vise sig, hvem amerikanerne vælger. Bliver det fire år mere til Obama? Eller skal USA's femogfyrretyvende præsident - og dermed lederen af den frie verden - hedde Mitt Romney?

Mange medier og politiske modstandere forsøger i denne tid at give indtrykket af, at Obama har svigtet. Det er jeg lodret uenig i. Jeg mener tværtimod, at han har leveret. Ikke som den frelser nogle udråbte ham til i 2008, men på en hel række afgørende områder har han bragt USA videre med konkrete resultater.

Det er nemlig vigtigt at huske på, hvilken situation Obama var i, da han overtog efter Bush.

Polarisering og elendig økonomi

Det politiske system var polariseret som sjældent set i amerikansk historie. Og efter kun få måneder mistede Obama de nødvendige demokratiske flertal i Kongressen. Samtidig var økonomien i frit fald. Den måned, Obama blev valgt - november 2008 - mistede USA 800.000 arbejdspladser. Måneden inden var der røget en halv million. Samtidig vendte den hidtil positive vækst til buldrende fald i BNP. I det tredje kvartal i 2008 faldt BNP med 3,7 procent og kvartalet efter blev det endnu værre - her faldt BNP med næsten 9 procent.

Derfor har Obamas største bedrift da også været den måde, han har tacklet den økonomiske krise kompetent og effektivt på.

Da han kom til, var der behov for at gøre noget ved den eksplosivt accelererende krise. Hurtigt og med stor kraft. Så det blev der. Den 13. februar - kun 28 dage efter, Obama blev indsvoret som præsident - blev en 787 milliarder dollar stor stimuluspakke skrevet under af den nyvalgte præsident.

Selvom pakken senere har oplevet kritik for ikke at være stor nok, siger det mere om krisen end om stimuluspakken. For pakken var enorm. Bare for at give et indtryk af omfanget var den en halv gang større end The New Deal, der var præsident Franklin D. Roosevelts kæmpe økonomiske pakke i tiden efter finanskrakket i 1929. Og hvor The New Deal blev vedtaget over en årrække, blev Obamas økonomiske indsprøjtning sat på skinner på under en måned.

Selvom USA ikke er fri af krisen, har Obamas resolutte handlinger gjort en forskel. Stimuluspakken alene vurderes at have reddet eller skabt tre millioner jobs. Dertil kommer redningspakken til bilindustrien, der holdt General Motors og Chrysler ovenvande, da bunden gik ud af økonomien. Det har holdt yderligere en million jobs i live.

Obamas kamp mod krisen har dog ikke kun gavnet USA. USA er nemlig EU's største eksportmarked. Derfor gør det ondt på arbejdspladser og vækst i Europa, når eksporten falder med næsten en femtedel, som det var tilfældet i 2009, da krisen ramte USA hårdest. Men det gør til gengæld en forskel, når eksporten allerede i 2010 indhenter det meste af det tabte fra 2009, fordi den amerikanske økonomi klarer sig bedre.

Derfor skal vi også håbe på, at Obama vinder igen i november. Alternativet - Mitt Romey - ønsker nemlig en benhård økonomisk sparekur. Konsekvensen vil være tilbageslag i USA's økonomi og mindre efterspørgsel på europæiske varer.

Grøn energi og omtanke for klimaet

Men selvom økonomien er det vigtigste område, fordi det er forudsætningen for, at samfundet kan løbe rundt, er det ikke det eneste punkt, Obama har leveret på. På klimapolitikken - der som bekendt ligger mit hjerte meget nær - har Obama også gjort en forskel. Selvom Kongressen fortsat holder USA lysår fra Europa (for slet ikke at tale om Danmark), når det kommer til bindende reduktionsmål af CO2, har Obama alligevel leveret store og banebrydende tiltag på det grønne område.

Og de startede allerede med ovennævnte stimuluspakke. Med sine 90 milliarder dollar målrettet til formålet, er det den største investering i grøn energi i USA's historie. Udover den kæmpe investering, som i sig selv ville gøre Obama til den grønneste præsident landet nogensinde har haft, landede Obama også i juli 2009 en aftale, der næsten fordoblede kravene til brændstofeffektivitet. I 2025 vil der blive brugt 40 procent mindre brændstof, og CO2-udledningen fra amerikanske biler halveres.

Selvom det selvfølgelig ikke er nok, hvis vi skal redde verden fra klimakatastrofen, er det stadig initiativer, der batter noget. For det er bare sådan, at når USA først sætter en teknologisk udvikling i gang, så rykker hele verden med. Biler kloden over vil skulle konkurrere på at køre længst på literen. Og hvis det lykkes for initiativerne fra stimuluspakken at sparke store grønne industrier indenfor alt fra energieffektivisering over elbiler til sol-, vind- og bølgeenergi i gang, kan det føre til kreative kvantespring. Kvantespring vi både i Europa og Danmark er pinedød afhængige af finder sted, hvis vi skal vinde klimakampen.

Fremsyn

Endelig er der en tredje grund til, at jeg mener, Obama er det rigtige valg for amerikanerne og borgerne i Danmark og Europa: Med Obama er USA igen blevet lederen i den frie verdens kamp for progressive værdier.

Når man kender den amerikanske kultur, så ved man, at det langt fra er politisk risikofrit at kæmpe for homoseksuelles, indvandreres og udenlandske krigsfangers frihedsrettigheder, som han har gjort.

Men Obama har skabt resultater. Han har afskaffet don't ask, don't tell-loven, der forbød homoseksuelle i militæret at være åbne om deres seksualitet, og han støtter homoseksuelles ret til at blive gift. Han gik offensivt ind i kampen mod en kontroversiel statslov, der ville give politiet i Arizona lov til at undersøge folks papirer, hvis der var en "rimelig mistanke" om, at de kunne være ulovlige indvandrere - med andre ord ville alle med latinamerikansk udseende kunne blive stoppet op på gaden. Og han har gjort noget, som det er helt vildt, han overhovedet behøvede at gøre: to dage efter Obama blev præsident, forbød han 22. januar 2009 brugen af tortur, når USA tager krigsfanger.

Disse værdier er afgørende for borgerne i vores samfund, og så giver de håb til mennesker verden over, der ikke lever i frihed - enten fordi de simpelthen ikke har demokrati eller fordi deres mindretalsrettigheder ikke respekteres. I kampen for de værdier, kan USA være en uvurderlig medspiller (og ofte leder) for EU og Danmark. Men det kræver en Demokrat i det Hvide hus. Hvis Romney sætter sig i stolen, risikerer vi at vende tilbage til Bushs konfrontationssøgende politik.

Af alle disse årsager mener jeg, at Obamas politiske modstandere tager fejl, når de siger, han har svigtet. Og så har jeg ikke engang været inde på de enorme investeringer i uddannelse eller hans historiske sundhedsreform.

Alligevel kunne man selvfølgelig have ønsket, han havde gjort endnu mere: yderligere økonomisk stimuli, bindende klimamål og lukning af Guantanamo-lejren. Men i skærende kontrast til Roosevelt, der i 1930'erne havde store demokratiske flertal i begge Kongressens huse, var Kongressen som nævnt imod Obama stort set hele vejen igennem. Og til trods for det leverede han.

Derfor krydser jeg fingre for four more years!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er helt oplagt at Obama har fejlet ud fra et idealistisk synspunkt. Men du har ganske givet ret i, at han ud fra et anti-idealistisk, overpragmatisk synspunkt har gjort hvad han kunne. Det afgørende er for mig at se, at Obama er det bedste af to onder. Obama er som at pisse sig i bukserne, medens Romney er den helt store omgang i undertrussen.

Alan Strandbygaard

Et menneske der ønsker at sikre hele sin befolkning adgang til et godt sundhedssystem, og ikke kun de velhavende, lyder mere menneskelig i mine ører, end ham der ønsker at gøre de rige rigere.

Obama er værre end Bush på mange punkter. Han har udvidet krigen mod terror, selvom han påstår, at han afsluttedde den. Han har slået hårdere ned på whistle blowers. Han er gået på kompromi med højrefløjen, ikke fordi det har været nødvendigt, men fordi han er højre orienteret!

At han er det eneste reelle alternativ til at få valgt repræsentanter for en afskyelige elite og et amerikansk taliban, gør ham ikke til en præsident, som vi andre bør hylde.

Michael Kongstad Nielsen

Udenrigspolitisk er der der en anden slem ting, han har gjort, nemlig at undlade at anerkende Palæstina som stat, og i det hele at presse Israel og Palæstina til af forhandle fred. Når man tænker på hans tale i Cairo, og hans "a new beginning", han Nobels fredspris oh my god, så har han skuffet, og det er ingen myte.

Michael Kongstad Nielsen

Indenrigspolitisk gjorde han bl.a. den fejl, at han ikke ville føre blokpolitik (det minder i miniformat om Danmark lige for tiden). Han havde et komfortabelt flertal i begge kamre, han kunne have udnyttet det og kørt højrefløjen over.

(selvom jeg engang er blevet belært af en anden debattør om, at et flertal i Senatet skal være på mindst 67 mandater ud af 100, og så mange havde han ikke bag sig, men jeg forstod aldrig helt den forklaring)

Kronikken har da ret i at Obama forbød de amerikanske tropper af udføre tortur. Hvad den ikke nævner er at han har givet CIA tilladelse til at fortsætte med renditions - altså bortførelse til lande hvor folk vil blive udsat for tortur.
Vi skal nok også lige nævne hans genbrug af Bush's torturansvarlige politikere samt at han ikke mener at torturbødler skal retsforfølges. Der er også mord via droner, renditions udført af CIA og tidsubegrænset fængsel af udlændige uden rettergang.

jasper bertrand

Først og fremmest har han fejlet i at samle nationen. Hans valg kunne ses om en racemæssig soning, men han har derefter selv spillet racekortet hver gang der var en lejlighed. Og han har ikke villet tage et opgør med sin egen side, fagforeningerne, hvad der er foudsætningen for et forlig med højrefløjen. Det har vor egen røde regering dog gjort lidt. Og at kalde en sundhedsreform med et regelsæt på 40.000 sider for en succes skal man vist være ansat i EU, som Dan, for at tro på som noget godt.
Nej, selv om Romney er en underlig fyr, er der dog lidt håb i at vælge ham, så drop de danske fordomme, og sig til de amerikanere I kender at de skal stemme på ham.

jasper bertrand

Først og fremmest har han fejlet i at samle nationen. Hans valg kunne ses om en racemæssig soning, men han har derefter selv spillet racekortet hver gang der var en lejlighed. Og han har ikke villet tage et opgør med sin egen side, fagforeningerne, hvad der er foudsætningen for et forlig med højrefløjen. Det har vor egen røde regering dog gjort lidt. Og at kalde en sundhedsreform med et regelsæt på 40.000 sider for en succes skal man vist være ansat i EU, som Dan, for at tro på som noget godt.
Nej, selv om Romney er en underlig fyr, er der dog lidt håb i at vælge ham, så drop de danske fordomme, og sig til de amerikanere I kender at de skal stemme på ham.

Carsten Hansen

Den største fiasko er de der troede at Obama var den store nye messias.

Obama er det bedste USA realistisk kan vælge.
Romney er en katastrofe.

Men hvis folk tror at Obama er socialist eller er en person der ikke sætter USA over alt andet, så er de godtroende.

Niels Engelsted

Socialdemokraterne i Europa må snart slippe deres 60 år gamle identifikation med det Demokratiske Parti i USA. Fra sin plads i Bruxelles er Dan Jørgensen formentlig en af dem, det er ved at dæmre for. Men det er svært, det gør ondt. Det kan man godt forstå.

Morten Kjeldgaard

Michael Kongstad Nielsen skrev:

... et flertal i Senatet skal være på mindst 67 mandater ud af 100, og så mange havde han ikke bag sig, men jeg forstod aldrig helt den forklaring.

Det skyldes at et mindretal i senatet kan forhindre et givent forslag i at komme til afstemning, tidligere ved at vedblive med at tale (som det kendes fra filmen "Mr. Smith goes to Washington"). Der skal 2/3 flertal til at bryde en filibuster og bringe forslaget til afstemning.

Filibusterreglen er således en mindretalsbeskyttelse, som er tænkt til at blive anvendt når livsvigtige temaer er til afstemning,
men Republikanerne har under Obama misbrugt filibusterreglerne til at forhindre Demokraterne (der som du skriver, havde flertal i begge kamre til 2010) i at gennemføre noget som helst.

Håb og forandring.

Obama har ikke skabt forandring og slet ikke håb, men kontinuitet. Hans politik er ikke til at skelne fra Bush. Han har med en "beundringsværdig" ildhu tjent finansielle og korporative interesser fremfor sin vælgerbases.
Det er illustrativt, at Dan Jørgensen ikke med et ord nævner mandens drabsliste, som New York Times har beskrevet det for nogen tid siden. Hver tirsdag sætter han, inden han sender sine børn i skole, sin underskrift på en liste over kandidater, som i hans optik har fortjent at få en drone i hovedet - dømt til døden uden at følge de retsprincipper, der er bærende i et retssamfund, uden formelle anklager eller domstolsprøvelse. Principper om uskyld indtil det modsatte er bevist har ingen betydning for en jurist fra Harvard.

Denne monstrøse politik har indtil i dag kostet flere tusinde uskyldige mennesker livet, heruder mange børn, langt flere end Breivik slog ihjel i juli sidste år, en handling, som efter min mening og muligvis mange med mig gjorde ham til et monster. Vi har stadig til gode i mainstream medier at finde tilsvarende beskrivelser om Obama. Disse drab gør ham til en global gangster, som ikke har sin lige inden for denne branche. Hensigten helliger midlerne må være Jørgensens erklærede princip i hans næsegruse lovprisning af Obama.

USA har de sidste 10 år brugt 3 billioner $ på "krigen mod terror", med 250.000 soldater, tusindvis af efterretningsfolk, højt udviklet teknologi, 16 efterretningsorganer, CIA, NSA osv. mega belønninger for at afsløre Al Qaeda medlemmer, spionage og aflytning. Til sammenligning blev der angiveligt brugt i omegnen af samme beløb i de sidste 10 år af den kolde krig mod en "fjende", USSR, som havde en hær på 5 mio., tusindvis af langdistancemissiler med atombomber, et styre, som besad et arsenal af 40.000 tons kemiske våben.

Til sammenligning har Al Qaeda en medlemsskare, som angiveligt skal tælles i hundreder, bevæbnet med de mest primitive våben.

Den amerikanske regering har på intet tidspunkt fremkommet med den mindste skygge af videnskabelig vurdering af antallet af Al Qaeda aktive terrorister. I stedet har man udsat offentligheden i vesten, gennem deres stenografer i vestlige medier og i Hollywood for et tæppebombardement af intetsigende påstande uden hold i virkeligheden om et massivt antal af operative terrorister, som konstant planlægger og udfører terrorhandlinger mod vesten.

Erling Jensen, cand.jur., tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Philip C Stone

@Michael Kongstad Nielsen
(selvom jeg engang er blevet belært af en anden debattør om, at et flertal i Senatet skal være på mindst 67 mandater ud af 100, og så mange havde han ikke bag sig, men jeg forstod aldrig helt den forklaring)

@Morten Kjeldgaard
Det skyldes at et mindretal i senatet kan forhindre et givent forslag i at komme til afstemning, tidligere ved at vedblive med at tale (som det kendes fra filmen “Mr. Smith goes to Washington”). Der skal 2/3 flertal til at bryde en filibuster og bringe forslaget til afstemning.

Som den der stod for Michael Kongstad Nielsens tidligere "belæring" vil jeg tilføje at kravet til det flertal der kunne bryde en filibuster blev ændret fra 2/3 (67) til 3/5 (60) i 1975. Vedr. Republikanernes misbrug af reglen i Obamas embedsperiode se f.eks.
http://www.washingtonpost.com/blogs/ezra-klein/post/the-history-of-the-f...

Jeg gjorde også opmærksom på at Obama aldrig havde en sikker flertal på 60 mandater bag sig, men at flertallet på de 60 måtte forhandles frem fra sag til sag.

Those who have charged that he should have got more done in his first two years, when the Democrats nominally had sixty votes in the Senate—theoretically enough to break a filibuster—fail, deliberately or not, to take into account that in reality sixty votes were not really at his disposal on major issues. At least two or three Senate Democrats were truly conservative or truly scared of reelection challenges and so didn’t support him when it mattered most. He had to win the votes of at least a couple of Republicans, who usually exacted a price—or played the prima donna until they announced that they were going to do what they were going to do anyway.

No amount of speechifying on Obama’s part would have got him more votes on certain issues about which he has been attacked, particularly on the left, for not having fought harder; the senators involved had their own overriding exigencies. There simply weren’t the votes for adding a public option to the health care program. There weren’t the votes for a larger stimulus program, not to mention a second one.

Skribenten, Elizabeth Drew, fortsætter:

Obama’s failure was larger, and here is where he can change the nature of his presidency in a second term: he offered no overriding vision; he didn’t inspire; he didn’t lead. His soaring campaign rhetoric in 2008 was tantalizing, suggesting that when he got to Washington he would mobilize the public and with them behind him he would smash the old “system.”

But faced with an economic crisis and having decided that providing health care to virtually all citizens would be his highest domestic priority, he immersed himself in dealing with the details of the matters before him—and lost his tongue. He never quite grasped the importance of governing rhetoric, which requires concrete explanation wrapped in larger purpose. He has acknowledged shortcomings in this respect, but whether he will adapt is another matter.
http://www.nybooks.com/articles/archives/2012/nov/08/election-1/?paginat...

Philip C Stone

Mit bud på et overblik over Obamas politik findes her:
http://www.information.dk/314083#comment-678104
Den første link, som ikke fungerer, er:
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/oct/04/third-party-us-presi...

Jeg er enig i meget af det Dan Jørgensen skriver, men jeg mener at der er områder hvor Obama vitterligt har svigtet. Til det som Greenwald nævner i ovenstående link vil jeg (bl.a.) tilføje den amerikanske reaktion på kupene i Honduras og på Maldiverne og Obamas fortsættelse af USAs militære indsats i andre lande som svar på USAs narkotikaproblem.

Hvad angår Wall Street må Greenwalds kritik indtil videre revideres:

United States prosecutors sued Wells Fargo on Tuesday, accusing it of lying about the quality of the mortgages it handled under a federal housing program. It was the latest in a series of lawsuits related to banks’ lending practices during the housing boom.

In a lawsuit filed in Federal District Court in Manhattan, the prosecutors accused Wells Fargo, the country’s largest originator of home loans, of defrauding the government for more than a decade. The bank recklessly issued mortgages and then made false certifications about their condition to the Federal Housing Administration, a government agency that insured them, the complaint said.

The problematic loans were not eligible for the government insurance, according to the lawsuit, and when they soured, the F.H.A. was obligated to cover the losses. The Justice Department is seeking hundreds of millions of dollars in damages.
http://dealbook.nytimes.com/2012/10/09/u-s-sues-wells-fargo-alleging-mor...

Five years after the housing market crumbled, government officials are still trying to assign blame for the problems that fueled the mortgage boom and bust.

On Wednesday, federal prosecutors in New York took aim at Bank of America. They accused it of carrying out a scheme, started by its Countrywide Financial unit, that defrauded government-backed mortgage agencies by churning out loans at a rapid pace without proper controls. In a civil suit, prosecutors seek to collect at least $1 billion in penalties from the bank as compensation for the behavior that they say forced taxpayers to guarantee billions in bad loans.
http://dealbook.nytimes.com/2012/10/24/federal-prosecutors-sue-bank-of-a...

Philip C Stone

Lidt mere om de finansielle sigtelser:

The action against Wells Fargo came after many civil lawsuits were filed by the government against large banks related to their lending practices. A number of the banks have settled the cases, including Deutsche Bank, which paid more than $200 million to resolve civil fraud charges; Citigroup’s Citimortgage unit, which settled claims for $158 million; and Bank of America, in a settlement connected to its Countrywide Financial business, for $1 billion.

To bring these cases, the government has used an obscure law called the Financial Institutions Reform, Recover, and Enforcement Act. The law, passed after the saving-and-loans scandals in the late 1980s, gives the government broad authority to bring civil claims and seek big financial penalties against federally insured banks. That law also has a lower standard of proof than criminal business fraud statutes.

Despite these civil actions against the large banks, the Justice Department has been criticized for bringing too few criminal cases against banks and their executives tied to their conduct during the housing boom and financial crisis. Prosecutors have said these cases are difficult to bring because they require proving an intent to defraud beyond a reasonable doubt.

Justice Department er også blevet kritiseret for at have indgået aftaler som var for fordelagtige for bankerne.

Michael Kongstad Nielsen

Det hører vel med til bedømmelsen, at
stiluluspakkerne er baseret på lån. Statslån som gør USA til et af verdens mest forgældede lande. USA´s statsgæld er idag 100% af BNP.

Hvem låner pengene til USA? Den største kreditor er USA´s egen centralbank. Den ejer halvdelen af gælden. Det vil sige, den trykker bare pengene og I stedetgiver dem til sig selv . 25 % ejes af Kina, 20 % af Japan osv. Kina har flere gange udtrykt bekymring for den voldsomme gæld. Se om gælden her:
http://da.wikipedia.org/wiki/USA's_statsg%C3%A6ld

I stedet for al den gæld skulle man nok gøre som i Frankrig, indkræve skat af de rige. Republikanerne er imod den store gæld, men de er også imod skat. I en vis forstand minder Republikanernes politik mere om den måde, EU prøver at tackle krisen på, ved at skære ned i det offentliges udgifter og lette skatterne til de velbeslåede. En politik Socialdemokraterne i såvel EU som hjemme bakker fuldt op. Så mon ikke Dan Jørgensen i virkeligheden holder på den forkerte hest.

Philip C Stone

@erling jensen

"Hans politik er ikke til at skelne fra Bush."

Du glemte at tilføje: Hvis man har blind for øjnene. Således nævner du intet om skattepolitik, miljøpolitik, sundhedspolitik, reguleringen af finansmarkederne, lige løn for lige arbejde, retten til abort, udvidelsen af mindretallenes rettigheder, mm. Men, selvfølgelig, hvis man kun har øje for de områder hvor der er ligheder mellem Obamas politik og Bushs, kan man nå frem til den konklusion at der ikke er nogen forskel overhovedet.

Philip C Stone

@erling jensen

En vigtig forglemmelse: Bush udnævnte John Roberts og Samuel Alito til USAs højsteret, hvilket har medført en række skandaløse afgørelser. Obama udnævnte Elena Kagan og Sonya Sotomajor. Heller ikke der kan du se nogen forskel.

Min egen konklusion er ikke at der ikke er forskel mellem Bush og Obama. Min konklusion er at hvis de andre i Forsvarets Efterretningstjenste har en lige så selektiv tilgang til oplysninger som du, er der grund til alvorlig bekymring.

Philip C Stone

@Kristian (Bevan)

Den er ikke irrelevant hvis man er kvinde i USA, hvis man er fattig i USA, hvis man støtter arbejdernes ret til at organisere sig, hvis man går ind for ren luft og ren vand, hvis man accepterer de videnskabelige konklusioner vedr. global opvarmning, hvis man er imod tortur, hvis man vil modarbejde pengenes korrumperende indflydelse på politiske beslutninger, hvis man mener at borgerne skal beskyttes mod de finansielle markeders manipulationer, osv.

Og man burde kunne fordømme dronernes drab på børn, samtidig med at man kan se en forskel mellem droneangreb og invasionen af et andet land på et falsk grundlag – med de mange flere drab det havde til følge. Men det kan du åbenbart ikke.

Bjørn Pedersen

Hvis DK kun havde Venstre og Konservative som partier, medierne kun gav tv-tid og spalteplads til disse to partier, og V og K trods deres opposition til hinanden var enige om at stramme reglerne for "third parties'" adgang til demokratiet, så kan jeg godt se fristelsen i at heppe på én af kandidaterne.

Der har ganske berettiget været talt og skrevet meget om danske politikeres fortidige opbakning til undertrykkende styreformer. Hvad der til gengæld har været talt og skrevet knap så meget kritisk om, er den nutidige og mestendels uforbeholdne støtte til en særdeles voldelig og undertrykkende supermagt. En opbakning som gør sig gældende på begge sider af Folketingssalen, hvilket Dan Jørgensen så glimrende eksemplificerer.

Foretager man en – indrømmet ganske usædvanlig – komparativ analyse af USA og USSR er det ikke vanskeligt at slutte, at forskellene blegner i forhold til lighederne. USA er således i lighed med den hedengangne Sovjetunion kendetegnet ved: en aggressiv, ekspansionistisk og menneskerettighedskrænkende udenrigspolitik; konstant oprustning; magtfulde og lyssky efterretningstjenester; administrativ uigennemsigtighed; propagandistisk manipulation af befolkningen; forfølgelser af systemkritikere; massefængslinger af befolkningen; aspirationer om verdensherredømme; en frihedsindskrænkende og privatlivskrænkende sikkerhedsstat, og sidst men bestemt ikke mindst; systematiseret tortur.

Den kedelige kendsgerning, at USA på mange måder ligner et af den moderne histories værste diktaturer, hvis støtter man berettiget kritiserer, er kun meget sjældent genstand for kritisk belysning. Det forvolder således ikke megen medieopmærksomhed, endsige søvnløse nætter hos politikerne, at USA i alt væsentligt forekommer at være en moderne fascistisk orden, maskeret som en demokratisk.

Denne ukritiske opbakning til det amerikanske overherredømme vækker måske ikke den store forundring hvad højre side af folketingssalen angår, idet man på denne fløj gennem mange årtier har udvist en forstyrrende begejstring for autoritære styreformer, herunder især den amerikanske, så længe de inkluderede et relativt frit marked og opretholdelse af den kapitalistiske orden.

Det kan imidlertid godt undre, at man under en såkaldt rød regering, med en påstået socialistisk udenrigsminister, støtter ligeså ukritisk op om den globale amerikanske dominanspolitik, som garanterer USAs fortsatte centrale placering i den kapitalistiske verdensorden. Det er åbenbart foreneligt med den søvndalske version af folkesocialismen anno 2012. På den anden side er der måske ikke meget som fortsat kan forundre os, efter vi var vidner til, at vores demokratiske frihedsrettigheder måtte vige i det økonomiske fremskridts uhellige navn, under det kinesiske statsbesøg for nylig.

Barack Hussein Obama har med sin udenrigspolitik tydeligt vist, at hans administration ikke adskiller sig i noget væsentligt fra den forudgående, der som bekendt blev støttet hele vejen til en massemorderisk angrebskrig af de borgerlige danske politikere. Der myrdes stadig civile i hobetal i Afghanistan og Pakistan. Man bidrager stadig til massiv undertrykkelse rundt om i verden i form af samarbejde med nogle af verdens mest repressive stater, herunder Usbekistan, Saudi-Arabien, Indonesien, Bahrain, Colombia og Israel. Foragten for folkeretten er endvidere stadig i højsædet. På ugentlig basis er vi vidner til voldstrusler rettet mod Iran, i klokkeklar strid med international ret, ligesom den kollektive afstraffelse af den iranske civilbefolkning, som de udsultende økonomiske sanktioner må siges at medføre, synes at savne juridisk dækning i folkeretten.

Man bør vel desuden her minde om, at sanktionerne, som man med USA i front påførte den irakiske civilbefolkning under Bill Clinton, resulterede i et veritabelt folkemord, idet UNICEF vurderede, at en halv million irakiske børn døde som konsekvens af sanktionspolitikken. Et massemord på børn, som den daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, ikke gjorde sig de store bekymringer omkring, da hun blev konfronteret med dødstallet i nyhedsprogrammet 60 Minutes.

Det var imidlertid ikke kun Bill Clinton og hans administration der bidrog til det to årtier lange folkemord i Irak. Den nuværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton var, sammen med vicepræsidenten Joseph Biden, blandt de største demokratiske (sic) fortalere for at føre angrebskrig mod Irak. Det beror således på en fejlbehæftet analyse, hvis man tror det udelukkende var den republikanske Bush-administration som forvoldte krigen, idet mange af Senatets demokratiske senatorer gjorde deres for at muliggøre den. Angrebs-krigen resulterede ikke alene i at millioner af mennesker fandt sig nødsaget til at flygte fra deres hjem, men hvad der er værre endnu, i mange hundredetusinder irakeres død. Vores nuværende udenrigsminister Villy Søvndal var blandt Folketingets mest fremtrædende kritikere af Irak-krigen. Nu hvor han selv er blevet minister, bakker han ukritisk op om de selvsamme mennesker som var med til at muliggøre denne horrible krig.

Den aktivistiske danske udenrigspolitik er baseret på de mest noble intentioner om at bringe menneskerettigheder, demokrati og frihed til undertrykte befolkninger langt fra Danmarks grænser. Det har vore politiske repræsentanter som bekendt forsikret os om i årevis. Hvordan det hænger sammen med, at den aktivistiske udenrigspolitik er bundet op på den amerikanske orden, hvor friheden er under konstante angreb fra sikkerheds- og overvågningsstaten, hvor reelt demokrati er ikke-eksisterende og hvor respekten for menneskerettighederne altid har været fraværende i udenrigspolitikken, står imidlertid hen i det uvisse.

Ingen Fornyelse i Udenrigspolitiken.

Philip C Stone

@Thomas Bonde
" at USA i alt væsentligt forekommer at være en moderne fascistisk orden, maskeret som en demokratisk."

USAs demokrati lider af alvorlige mangler og er i øvrigt under angreb fra det Republikanske parti og kræfter der er associeret med partiet, men at kalde USA for "en moderne fascistisk orden, maskeret som en demokratisk" er en forvanskning af virkeligheden og en bagatallisering af fascismen. For hurtigt at demonstrere hvor galt afmarcheret du er, vil jeg nøjes med at nævne USAs Freedom of Information Act, som gennem årene har givet ammunition som er blevet brugt af borgerne mod regeringen. En sådan lov er ikke et vidnesbyrd om, men et værn mod fascismen.

Din henvisning til "en moderne fascistisk orden" er en proportionsforvrængende fornærmelse mod fascismens ofre. Noget lignende gælder din ækvivalering af USA og Sovjet. Man behøver ikke at være en blåøjet tilhænger af USA for at konstatere at sovjetborgere ikke havde de politiske rettigheder som amerikanerne har, eller for at konstatere at det kriminelretslige system var forskelligt. Trods dens store mangler, har det amerikanske retssystem mig bekendt ingen gummiparagraffer svarende til Sovjets om antisovjetisk virksomhed. Det var mere end vareæstetik der fik borgerne i Østeuropa til at se Vesten som et positivt alternativ til sovjetisk dominans.

Hvad udenrigspolitik angår vil jeg venligst gøre dig opmærksom på at den ikke drejer sig om godgørenhed, men om at pleje et lands interesser. Det kan et land gøre på godt og ondt, og USA har gjort begge dele.

Phillip Stone skriver:
"Hvad udenrigspolitik angår vil jeg venligst gøre dig opmærksom på at den ikke drejer sig om godgørenhed, men om at pleje et lands interesser. Det kan et land gøre på godt og ondt, og USA har gjort begge dele."

Jeg vil gøre dig opmærksom på, at udenrigspolitik er, hvad nationerne gør det til. At de forhåndenværende eliter har besluttet sig for at vi skal kneppe hinanden i røven, mens vi kollektivt vader ørkesløst og lemmingeagtigt ud over afgrunden, betyder ikke at udenrigspolitik essentielt behøver at handle om det.

Apropos facisme, så lyder "Disposition Matrix" altid så beroligende:http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/oct/24/obama-terrorism-kill...

@ Phillip Stone

1. Jeg sidestiller ikke USA og USSR. Jeg fremhæver de mange punkter hvor de to styreformer ligner hinanden. Der er forskel på at sidestille og sammenligne. Min analyse var komparativ. Der er selvfølgelig også væsentlige forskelle. USSR var eksempelvis planøkonomisk.

2. Fascismen (i mere klassisk forstand) har langt færre ofre på samvittigheden i de seneste halvtreds år af den moderne historie end USA har. Folkemordet på den irakiske befolkning, som strak sig over to årtier og ikke blot forvoldtes af Irak-krigen, talte, sammen med Vietnam-krigen, langt flere ofre end de græske oberster og Pinochet. Det er således ikke en hån mod fascismens ofre. Må jeg i øvrigt minde dig om, at USA lystigt har støttet diverse fascistoide styreformer i Latin-Amerika op gennem de sidste 50-60 år.

Når jeg kalder den amerikanske styreform en moderne version af fascismen så er det fordi jeg mener den har så mange ligheder med den klassiske fascisme, at det jeg mener det kan retfærdiggøres. Nationalismen (patriotismen) er i højsædet, der er en stærk sammenhæng mellem stat og kapital, udenrigspolitisk er man ekspansionistisk og aspirationerne om verdensherredømme er også en lighed (selvom USA har fået sin aspiration opfyldt). Desuden bør det nævnes, at fascismen i næsten alle tilfælde opstod i lande hvor autoritære versioner af kristendommen stod stærkt. Det må også siges at være tilfældet i USA hvor man som bekendt plejer at joke med, at amerikanerne vil stemme en sort, lesbisk kvinde ind i Det Hvide Hus, før de stemmer en ateist ind.

3. Jeg betragter ikke den amerikanske styreform som et demokrati. Et valg mellem to meget højreorienterede kandidater som på mange områder ligner hinanden er ikke et demokratisk valg i en demokratisk styreform. Den amerikanske styreform er langt snarere plutokratisk end demokratisk. Der sidder i dag flere afro-amerikanere bag tremmer i de amerikanske fængsler end der var negerslaver umiddelbart op til the abolition. I disse fængsler er der meget ofte tale om tvangsarbejde for privatkapitalistiske interesser. Det er svært at se hvordan det ikke forekommer at være en moderne udgave af slaveriet, primært legitimeret af The War on Drugs og de mange domme som har fulgt i dens kølvand.

Den amerikanske overvågnings- og sikkerhedsstat er nu så omfattende, at den er værre end i de fleste fascistiske stater. Der er mig bekendt ingen historiske fascistiske styreformer som har haft i nærheden af e ligeså omfangsrigt og teknologiske sofistiskeret sikkerhedsstat. Som vi desuden så med Occupy bevægelsen er de forfatningsgaranterede frihedsrettigheder ikke meget bevendt, i lys af de mange yderst brutale crackdowns som politiet lystede sig med.

Sidst men ikke mindst synes jeg du skulle tage og læse The National Defense Resources Preparedness executive order. Executive order 13603 som Obama underskrev i marts måned.

I øvrigt køber jeg ikke den der med, at den amerikanske udenrigspolitik går ud på, at pleje landets interesser. Hvad interesse har den jævne amerikaner i, at man bruger størstedelen af statsbudgettet på at opretholde det amerikanske overherredømme i verden? Den amerikanske udenrigspolitik er måske nok i de økonomiske og politiske eliters interesse, men det er bestemt ikke i hele landets interesse.

9-11 og den forstyrrende udbrygning af den amerikanske sikkerheds- og overvågningsapparat der fulgte i terrorhandlingens kølvand, var en direkte konsekvens af mange års repressiv udenrigspolitik (blowback). Konsekvenserne af denne politik er på ingen måde i landets befolknings interesse og landet udgøres vel først og fremmest af de mennesker som bor i det. Der er stor forskel på eliteinteresser og nationens interesser. Jeg er sikker på, at de mange millioner af fattige uden nogen som helst mulighed for at kravle op af den sociale rangstige, langt hellere så, at man løftede dem ud af fattigdommens kummerlighed, end, at man bruger størstedelen af statsbudgettet på våben, baser og krig.

Philip C Stone

Adgang til abort, prævention, og sundhedsydelser beregnet til kvinder
er et stridsemne som gælder både amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, og – for dem der har øjne at se med – viser det en markant forskel mellem de to store partier:

If Mitt Romney and his vice-presidential running mate, Representative Paul Ryan, were to win next month’s election, the harm to women’s reproductive rights would extend far beyond the borders of the United States.

In this country, they would support the recriminalization of abortion with the overturning of Roe v. Wade, and they would limit access to contraception and other services. But they have also promised to promote policies abroad that would affect millions of women in the world’s poorest countries, where lack of access to contraception, prenatal care and competent help at childbirth often results in serious illness and thousands of deaths yearly. And the wreckage would begin on Day 1 of a Romney administration.

Mr. Romney has pledged that, on his first day in the White House, he would reinstate the “global gag rule,” the odious restriction that has been used to deny federal money for family-planning work abroad to any organization that provided information, advice, referrals or services for legal abortion or supported the legalization of abortion, even using its own money...

The gag rule, also known as the “Mexico City policy,” was imposed by the last three Republican presidents, beginning with Ronald Reagan in 1984. It was rescinded by President Bill Clinton in 1993, then reinstated by President George W. Bush in 2001. President Obama, fulfilling a campaign pledge, signed an executive order lifting the global gag rule shortly after taking office in 2009...

Republican opponents of family planning and women’s reproductive autonomy in Congress have been trying to reinstate the gag rule by legislation. If elected, Mr. Romney has said he would do so with a stroke of the pen.

Mr. Romney also vows to renew another of George W. Bush’s shameful policies (which was ended by President Obama), which blocked the United States from contributing to the United Nations Population Fund. That fund supports programs in some 150 countries to improve poor women’s reproductive health, reduce infant mortality, end the sexual trafficking of women and prevent the spread of H.I.V., the virus that causes AIDS. Like Mr. Bush, Mr. Romney has embraced the bogus charge that the Population Fund supports coerced abortions in China, ignoring a State Department investigation that found no evidence for that claim. In fact, the fund has helped promote a voluntary approach to family planning.

Ifølge nogle af de ovenstående indlæg er forskellen mellem de to partiers politik på dette område uden betydning. At uskyldige bliver dræbt i forbindelse med droneangreb – det får hårene til at rejse sig. Men børn og kvinders død forårsaget af fratagelsen af muligheden for pleje, det tæller ikke med.

Obama har brug for at positionere sig i forhold til Romney. Det er for mig at se den væsentligste grund til, at man (igen, igen) har en debat om reproduktive rettigheder i en amerikansk valgkamp om præsidentposten, for her har vi et område som er relativt nemt at være enten for eller imod og hvor præsidenten adskiller sig markant fra Romney. Så kan man lægge fokus dér og bruge en masse tid på at tale for og imod noget som i det store billede er et minor issue. I USA har abort været legalt alle stater siden 1973.

Philip C Stone

@Thommas Bonde
"USA er således i lighed med den hedengangne Sovjetunion kendetegnet ved: en aggressiv, ekspansionistisk og menneskerettighedskrænkende udenrigspolitik; konstant oprustning; magtfulde og lyssky efterretningstjenester; administrativ uigennemsigtighed; propagandistisk manipulation af befolkningen; forfølgelser af systemkritikere; massefængslinger af befolkningen; aspirationer om verdensherredømme; en frihedsindskrænkende og privatlivskrænkende sikkerhedsstat, og sidst men bestemt ikke mindst; systematiseret tortur."

Godt nok skriver du at du vil foretage en "komparativ analyse,"
men det du gør har intet med en komparativ analyse at gøre.
Det er en opstilling af anstrengte ligheder – som jeg skrev, en ækvivalering.

"Fascismen (i mere klassisk forstand) har langt færre ofre på samvittigheden i de seneste halvtreds år af den moderne historie end USA har."

At sammenligne fascimens ofre med USAs på basis af en sammenligning der starter efter den store trussel fra fascismen blev besejret er da en manipulation der vil noget. Vi kan være enige om at USAs politik har alt for mange ofre på samvittigheden, men at opstille den sammenligning som du gør er en absurditet.

"Når jeg kalder den amerikanske styreform en moderne version af fascismen så er det fordi jeg mener den har så mange ligheder med den klassiske fascisme, at det jeg mener det kan retfærdiggøres."

Endnu en absurditet som bunder i Erasmus Montanus logik. Forskelle bliver bekvemt ignoreret og udviklingstendenser som ikke passer ind i dit skema ligeså.

"Jeg betragter ikke den amerikanske styreform som et demokrati. Et valg mellem to meget højreorienterede kandidater som på mange områder ligner hinanden er ikke et demokratisk valg i en demokratisk styreform."

Beklager, trods dens store mangler har USA en demokratisk styreform som gør det muligt at vælge mellem alternativer. Jeg har flere gange beskrevet hvor stor forskellene er blevet mellem de to partier. Men hvis udgangspunktet er at man ikke vil lade sig antaste af virkeligheden, så vil man naturligvis kunne nå frem til din konklusion. Vi kan være enige om at penge har alt for megen magt i amerikansk politik, men derfra er det et spring til at fastslå at USA er et plutokrati. Og det er da pudsigt at du nu konstaterer det. Lige før konstaterede du at USA var et fascistisk styre. Når det drejer sig om USA er det åbenbart alle pejorativer der gælder.

Mit indlæg om abort og adgang til sundhedsydelser var ikke skrevet mhp. dig, men jeg må konstatere at din reaktion var til at forudse, og "igen igen" udstiller du din uvidenhed om de aktuelle forhold i USA.

" I USA har abort været legalt alle stater siden 1973."

I flere stater er der blevet vedtaget love som har til formål at vanskelig-
eller umuliggøre kvinders adgang til abort. Og det som er kommet til at hedde "the Republican war on women" dækker langt mere end abort og prævention. I virkeligheden er det en kamp mod den kvindefrigørelse og den deltagelse i det offentlige liv som retten til abort og prævention gjorde mulig. Som du skriver: "et minor issue."

Dette er mit sidste indlæg i denne diskussion.

Phillip Stone:

1. Jeg ved ikke hvorfor du vil have fascismen til kun at handle om Mussolini. Estado Novo sad indtil 1974. Franco sad indtil 1975. Pinochet indtil 1990. Sammenligner man de fascistiske styreformer der har eksisteret sideløbende med USA de seneste halvtreds år er det tydeligt for enhver, at USA har langt flere liv på samvittigheden. Men du vil åbenbart hellere barbere de mange senere fascistiske diktaturer ud af historien som er foregået efter Mussolini faldt, så det får USA til at fremstå pænere, herunder de argentiske generaler, Pinochet, Francisco Franco og obersterne i Grækenland.
Det giver alt andet lige mest mening, at sammenligne med styrer der er samtidige end med fortidige.

2. Et land bliver altså ikke demokratisk af, at man afholder nogle nøje iscenesatte skuespil engang imellem kaldet valg, hvor befolkningen kan vælge mellem Pepsi og Cola. Vist er der da nogle forskelle på de to kandidater, men udenrigspolitisk og retspolitisk er der altså ikke. Obama-administrationen har med al ønskelig tydelighed bevist, at man ikke har et synderlig demokratisk syn på retssikkerhed og frihedsrettighederne.

USA er jo heller ikke kun en nation indenfor nogle nationale grænser i Nordamerika, men et globalt militærbaseimperium som overalt i verden fortsætter med at støtte diktaturer fordi det gavner imperiet. Hvor demokrati kommer ind i den del af ligningen tror jeg lige du må forklare mig. Under den amerikanske besættelsesmagt i Irak spurgte man ikke om befolkningens meninger omkring hvorvidt man ønskede amerikanerne i landet og man har mig bekendt heller ikke spurgt afghanerne om de ønsker fortsat besættelse og krig i deres land. Du ved, demokrati. Faktum er, at USA har undergravet mere demokrati end man har hjupet på vej, siden de væltede Mossadeq og Jacobo Árbenz i starten af halvtredserne. Det bekræfter historien eftertrykkeligt.

Gennem amerikansk styrede organisationer som Verdensbanken og IMF holder man fattige nationer i et jerngreb og gennem trusler om vold eller interventioner og krig holder man store dele af resten af verden i et jerngreb. Meget demokratisk, må man sige, ligesom USAs track record hvad overholdelse af menneskerettighederne må kaldes forbilledlig. (Jeg er sarkastisk her).

3. Hvorfor skulle plutokrati og fascisme være gensidigt udelukkende størrelser? Et samfund kan vel sagtens være både et rigmandsvælde og en fascistisk orden. Jeg ser ikke hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. De rige sidder på våbenindustrien, informationsteknologien, finanserne og medierne. Både Romney og Obama har da også mildest talt røvene fulde af penge, ligesom The Clintons, John Kerry, Bush-familien etc. etc.

Forklar mig i øvrigt gerne hvordan det er tilfældet, at USA ikke er kendtegnet ved: en aggressiv, ekspansionistisk og menneskerettighedskrænkende udenrigspolitik; konstant oprustning; magtfulde og lyssky efterretningstjenester; administrativ uigennemsigtighed; propagandistisk manipulation af befolkningen; forfølgelser af systemkritikere; massefængslinger af befolkningen; aspirationer om verdensherredømme; en frihedsindskrænkende og privatlivskrænkende sikkerhedsstat, og sidst men bestemt ikke mindst; systematiseret tortur.

Det er da netop karakteristisk ved De Forenede Stater!

Jeg har aldrig hævdet, at USA gjorde alle disse ting i nøjagtig samme omfang som USSR. Hvad angår oprustning og krigerisk udenrigspolitik har USA en værre track record, mens man ikke kan sige, at USA forfølger systemkritikere i samme omfang som man gjorde under USSR eller at administrationen er ligeså uigennemsigtig.

Jeg vil desuden anbefale:

Sheldon Wolin: Democracy Incorporated: Managed Democracy and the Specter of Inverted Totalitarianism.

Carl Boggs: Phantom Democracy.

Michael Parenti: Democracy for the Few.

Her er et citat fra Boggs' bog:

"Contrary to received wisdom, the U.S. Constitution laid the ground-work for centralized government and elite rule, not surprising for a document that actually evokes contempt for the democratic capacities of ordinary people. It was the artifact of a predemocratic era in which all forms of domination, later contested, were mostly taken for granted. While it is true that participation in limited forms (mainly voting) has steadily broadened over time—and with it the codification of many basic rights—elite power has continued to define American society into the present. This should hardly seem astounding, for, as Sheldon Wolin puts it, the American political system was “born with a bias against democracy.” It was a system, in other words, fully compatible with concentrated forms of corporate, government, and military power: Congress, the presidency, the court system, parties, workplaces, schools, and universities—all these arenas of public life have been hierarchical and bureaucratic, with modest degrees of popular involvement at best. While power had grown more authoritarian across the landscape, few people (earlier or later) paused to question the “democratic” label so ritually affixed to American social and political life; the flattering label was taken for granted. Power became even further elitist and bureaucratic during the twentieth century with the growth of an imperial system linked to a domestic security state. As Wolin notes, “Virtually from the beginning of the nation the making of the American citizen was influenced, even shaped by, the making of an American imperium.”

Tak til Thomas Bonde, som i en sjælden grad har forstået, hvilke principper, der styrer amerikansk politik, og som har analyseret den på en måde, det vil være vanskeligt at matche.

USA udviser naturligvis altid en retorisk forpligtelse til demokrati, men kun de mest naive kan tage sådanne erklæringer alvorligt, når man fordomsfrit foretager en historisk gennemgang af landets gerninger og den virkelighed, der møder ikke alene millioner af amerikanere, men også et ufatteligt antal af uskyldige mennesker i store dela af verden.

Når en begunstiget diktator får problemer bruges den samme opskrift fra USAs side: Det gælder om at støtte ham så længe som muligt, som det skete med Saddam Hussein i Irak, og når det ikke længere er muligt sættes det helt store propagandaapparat i gang og verden bombarderes med svulstige erklæringer om nationens utrættelige kamp for demokrati, frihed og menneskerettigheder, samtidig med at man gør alt for at opretholde det samme system af dominans og kontrol. Eksemplerne er legio: Somoza i Nicaragua, Marcos i Philippinerne, Duvalier i Haiti, Ceausescu i Rumænien, Mobuto Sese Seko i Zaire, Suharto i Indonesien - listen er længere end min arm.
If. Johan Galtung har USA været ansvarlg for drab på 20 mio. mennesker siden Anden Verdenskrig.
Alene i Vietnam, Cambodia og Laos under Vietnamkrigen mere end 4 mio. ofre. Siden 2003 har krig i Irak kostet 1,3 mio. irakere livet. If. Timothy Snyder; Yale Univ. har Stalin "kun" gjort sig skyldig i drab på 6-7 mio., en reduktion på op mod 75%.

Hverken Obama eller Romney har noget seriøst at sige om årsagerne til den finansielle krise, de manglende sigtelser af banker og finansfolk, de stærkt stigende uligheder i det amerikanske samfund, energipolitik, det seneste årtis kolossale budgetunderskud og den katastrofale nationale gæld.

Ikke et ord om det amerikanske straffesystem, hvor de med 5% af verdens befolkning har 2,3 mio. mennesker bag tremmer, forholdsvist og helt uden sammenligning langt den største fangebefolkning i verden. Til sammenligning har Kina 1,6 mio. bag tremmer med en 4 gange så stor en befolkning og tilmed et stærkt undertrykkende samfundssystem.

Dette forhold alene burde være tilstrækkeligt til at beskrive de principper, der er kendetegnende for de værdier, der er fremherskende i det amerikanske samfundssystem.
Erling Jensen, cand.jur.

Jakob Østergaard

Jeg har et hurtigt spørgsmål af ren nysgerrighed til de folk, som siger at USA ikke er demokratisk. Hvilken definition har I på demokrati og kan I give nogle eksempler på lande, der opfylder de definitioner?

Det er nemlig, synes jeg, et interessant spørgsmål at diskutere, men også ret svært, hvis man er uenig om definitionerne.

Niels Engelsted

USA er det ældste demokrati i verden (efter det antikke Athen), og både amerikanerne selv og vi selv har lært at bruge det som benchmark for demokrati og demokrati som Trumf Es i enhver diskussion. Demokrati er det rigtige og alt andet er forkert, hvis ikke ligefrem ondt.

Sidenhen hvor andre og mere moderne demokratier har set dagens lys, kan man udmærket sige, at bruger vi dem som standard--for eksempel vores eget--så virker det amerikanske ikke helt så demokratisk længere.

Det vil sige, at vi har en diskussion om demokratiet i forskellige demokratier, og det er vil hvad Jakob sigter mod.

Hermed er demokrati ikke bare godt, nogle demokratier er demokratisk dysfunktionelle i et eller andet omfang. Er det ikke bare sådan?