Kommentar

Når intellektuelle og eksperter bidrager med viden

Et demokratisk samfund kræver, at forskere opfører sig som bedre vidende intellektuelle. Problemet er, at for få opfører sig som intellektuelle
11. oktober 2012

Aldrig har vi haft så mange eksperter, som efter vi holdt op med at opføre os som intellektuelle.

Og disse eksperter er hævet over os andre og samtidig mere skrøbelige end folk, som de er flest. Rollerne som ekspert og offer er netop de to tvivlsomme roller, Rune Lykkeberg tildeler professor Marlene Wind fra Statskundskab i København i sin bog Alle har ret.

Disse roller er Marlene Wind ikke begejstret for at få tildelt. I Weekendavisen den 5. oktober udtaler hun: »Ingen ekspert har betvivlet min analyse. Jeg mener, at jeg blot leverer det, man må forvente af en seriøs intellektuel: at afsløre magtmisbruget.« Men såvel Marlene Wind som Rune Lykkeberg formår ikke at skelne mellem en ekspert og en intellektuel i denne debat.

Den intellektuelles mod

Lad os se nærmere på den forskel: Sagen er, at så længe forskere opfører sig som uafhængige, neutrale eksperter, kan de regne med ikke at blive kritiseret af politikere, journalister og andre debattører.

Men i samme øjeblik forskerne engagerer sig politisk og opfører sig som intellektuelle, må de regne med at blive kritiseret. Selvfølgelig. Kritik er den intellektuelles våben og vilkår. Det skyldes, at mens eksperten er bundet til sit fagfelt, så overskrider den intellektuelle fagfelter. Det er modigt – og barskt – at være intellektuel. Ikke mindst fordi ansvaret for kritiske ideer, tanker og synspunkter alene hviler på den intellektuelle persons skuldre. Det er langt mere trygt at optræde som ekspert, da forskeren begrænser sig til at henvise til den viden, som et fag- og forskningsfællesskab står inde for.

Men vi har brug for både eksperters bedre viden og de intellektuelles kritiske ideer; eksperter gør, at vi ved bedre besked, de intellektuelle giver os klar besked. Og i øvrigt har vi en universitetslov, der opfordrer forskere til at opføre sig som intellektuelle, ikke eksperter.

Eksemplet Marlene Wind

Ser vi på Marlene Wind, var hun i første omgang et eksempel på en intellektuel, der ikke kunne klare mosten.

Tilbage i 2011 var hun ellers modig nok, da hun for åben skærm udfordrede Dansk Folkeparti med udtalelse: »De kan da bare komme an.«

Resultatet blev en effektivt iscenesat kritik af hendes opførsel, der fik hende til at trykke på mediepauseknappen. At optræde som intellektuel – at udfordre magten – har personlige omkostninger. Og intellektuel holdbarhed kræver mottoet: Hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.

Men Marlene Wind lod sig kun ’slå ihjel’ for en stund. I dag er hun ikke alene genopstået som ekspert, hun kalder sig nu også for en seriøs intellektuel.

Problemet er bare, at hun ikke skelner skarpt nok mellem at være ekspert og intellektuel. Ens troværdighed som ekspert er væsensforskellig fra den troværdighed, der knytter sig til at være en intellektuel. I denne sag handler troværdighed sådan set ikke om – som Marlene Wind stadig tror – om, »at ingen ekspert har betvivlet min analyse,« men derimod om, at hun i sin tid ikke holdt til at forfægte sin troværdighed som intellektuel.

Sagen er nemlig den, at en forsker for ikke at miste sin troværdighed må være mere omhyggelig med at forholde sig til de roller, hun spiller, når hun optræder i medierne.

Demokratibidrag

I bogen Alle har ret er Rune Lykkeberg opmærksom på, at det stadig er vigtigt, at forskere bidrager med deres bedre viden – deres ekspertviden – i det offentlige rum. Han kritiserer først og fremmest, at de intellektuelle er de eneste, som ikke har indset, at demokrati ikke betyder, at de nødvendigvis har ret.

Her tager han fejl på to måder: For det første ved – ligesom Marlene Wind – ikke at skelne skarpt nok mellem eksperter og intellektuelle og ved ikke at have tilstrækkeligt blik for, at de fleste forskere opfatter sig selv – og bliver behandlet som – eksperter i medierne.

For det andet tager han fejl ved ikke at se, at såvel eksperter som de intellektuelle bilder sig ind – og skal bilde sig ind – at de har ret for så vidt, at de ved bedre eller mere klar besked. Det er denne indbildskhed, der former deres bidrag til debatten, men det er netop et bidrag til – ikke en tilsidesættelse af – demokratiet.

Intellektuelle eller eksperter må ikke falde for fristelsen til at demokratisere deres holdning eller viden, når de optræder i demokratisk debat. Gør de det, forveksles de med politikere eller journalister, og måske er det netop forvekslingen af disse roller, der giver os demokratiske problemer.

Claus Holm er ph.d. ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sigsgaard Skov

Claus Holm har ret. Og Wind har ret. Og Lykkeberg har misforstået samfundsdebatten hvis han tror at den skal bestå af neutrale eksperters/analytikeres afsløring af verden. Den levende debat består af stemmer som hver især mener de har ret - og at de andre tager fejl. Dette er ikke forløberen for diktaturet. En forløber for diktaturet er det snarere hvis de som ved noget om en sag, trækker sig tilbage for ikke at fornærme andre der måtte vide mindre. I den situation vil nogen gribe ordet, og hvis logos trækker sig tilbage bliver det enten etos eller patos, præsten eller forføreren der styrer. Så når Lykkeberg i respekt for demokratiet ikke vil sige hvor han står, så fremmer han muligheden for diktaturet.

Lars Jorgensen

Lykkeberg er ikke tæt på at VÆRE en intellektuel. Han har end ikke sans for, hvad det vil sige. Han er en lektor forklædt som intellektuel,

Lektor i Bourdieus og andre sociologer optik betyder, at man udlægger andres tanker uden selv rigtigt at mene noget, og på den måde ligner en, der er klogere end alle (rigtige tænkere).

Det ligner store ting, når han slår sig op med bøger om hele verdenshistorien, men hans bidrag til debatten er kun et lille, lille bitte patetisk og helt misforstået pip fra et menneske, der slet ikke har sans for kvaliteten hos mennesker, der virkelig leder efter sandheden og derfor står frem som virkelige autentiske vidende meningsholdere.

Heinrich R. Jørgensen

Fadøsen er, at nogle castes i rollen som "neutral ekspert". Forestillingen om "personificeret sagkundskab" er et falsum, og alene tjenligt som et kollektivt hold-kæft bolche.

Vedkommende der er ophøjet til at være bærer af ekspert-rollen er forment mulighed for at være kritisk, poetisk, filosofisk eller retorisk. Vedkommende har alene mulighed for at være jævnt kedsommelig og tam. Lytterne er degraderet til at være passive lyttere; de behøver ikke at skulle tage stilling eller reflektere over hvad der bliver messet af de erklærede eksperter, da der er tale om objektiv og ufejlbar viden doceres ex cathedra.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg anser Rune Lykkeberg for at være en af nutidens største og vigtigste danskessprogede folkeoplysere. Han opfordrer ufortrødent andre til at tænke selv, og danne sig en informeret og oplyst mening.

De, der har brug for intellektuelle krykker og rygvind for at bevæge sig ud af stedet, jamrer naturligt nok med på mantraet "jamen, hvad mener du egentligt, Rune?". Kudos til Rune Lykkeberg, for ikke at give efter.

Personligt foretrækker jeg Mogens Herman Hansens bøger om demokratiet ("Demokratiets historie fra oldtid til nutid" og "Demokrati som styreform og som ideologi"). Der er simpelthen mere "kød" på hans værker, langt mere at arbejde med og tænke over efterfølgende, simpelthen fordi han har mere at give af om emnet.

Efter endt læsning af Rune Lykkebergs bog føler det lidt som efter at have indtaget en mcdonalds burger, først lidt kvalm mætheds fornemmelse af alt sukkeret og fedtet, de hurtige pointer og den smarte retorik, men kort tid efter er man sulten igen.

På det verbale område er Rune Lykkeberg lytteværdig, og kropssproget sidder lige i skabet. Jeg vil sammenligne ham lidt med greatest hits 21. De prisværdige intellektuelle, befinder sig i krogene langt væk fra mediet.

Lykkeberg bruger en masse ord, men efter endt læsning så forsvinder de fleste ligesom sand mellem ens fingre, og den eneste pointe som bliver stående er at han siger at "Menneskets forhold består ikke alene af demokratiske relationer". Dette er ikke specielt en revolutionerende nyhed, ej heller en særlig opfindsomt udformet, præmissen for bogen er faktisk hamrende uopfindsomt og endda ret betænkeligt udformet (deraf henvisningen til "retorikken").

Hvis pointen er at man skal begynde at "tænke selv", så foretrækker jeg klart et zen koan. De er virkelig hjerneigangsættere, og modsat Lykkeberg, så anvender de ikke mere end en eller to sætninger for at udføre dette kunststykke.

"Hvis du møder Buddha, så slå ham ihjel!"

Artikelforfatter Claus Holm fra Aarhus Universitet kunne nu godt have sagt, at Marlene Wind har uddannelsen som cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet.

Denne ganske jævne og almendannende oplysning fortæller, hvilken teknokratisk og folkefjendsk indstilling medarbejdere og studerende fra universitetet taxier rundt med.

Her er de fire største vindere på Samsøgades Skole ved Aarhus Universitet ved valget i september 2011. Er der større eksempler på indavl i dansk politik?

1. Nicolai Wammen, cand. scient. pol.
2. Morten Østergaard, cand. scient. pol.
3. Lykke Friis, cand. scient. pol.
4. Jens Joel, cand. scient .pol.

På femtepladsen i personligt stemmetal kom Jonas Dahl, der er cand. mag.

Har nogen journalist fundet disse ekstremer så relvante, at de burde bringes videre?

På sjettepladsen på Samsøgades Skole kom Ole Birk Olesen, der er journalist.

På syvendepladsen kom Per Clausen og find selv ud af, hvad hans uddannelse er.

På ottendepladsen kom Liv Holm Andersen, der er cand. scient. pol.

http://www.b.dk/valgresultat/valgsted-951.html

Der er for lidt sociologer der udtaler sig om samfundet og lovgivningen. Alt for mange andre eksperter på alt muligt andet end samfundet bliver brugt!

Rettelse til kl. 11.14.

Muligvis er den radikale Morten Østergaard ikke rigtig cand.scient.pol.. Ifølge de radikales hjemmeside har han læst "Statskundskab, Aarhus Universitet, fra 1997 til 2006".

Og muligvis er den anden radikale, Liv Holm Andersen, kun stud. scient. pol.. Men statsministeren HT-S er i alt fald cand. scient. pol. og det er sandelig en fordel at have læst statskundskab, hvis man vil have en ministerpost hos HT-S og M.V..

Og måske er man i Aarhus i almindelighed begejstret for cand. scient. pol.er? Den titel havde den store leder Svend Auken jo. Og Bertel Haarder og så mange andre.

Alle er europæere - om ikke af hjertet som HT-S - men dog EU-tilhængere, og her spiller Marlene Wind, i dag udnævnt til professor, jo en rolle.