Klumme

En nej-sigers erindringer

Det var de små fællesskabers tid, ikke det stores. På en måde var det frygteligt. Og vi vidste jo ikke, at med EF kom der ordentlig rødvin i butikkerne
2. oktober 2012

Det, jeg husker mest præcist fra dagene omkring folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab 2. oktober 1972, er Jørgen Schleimanns reaktion på afstemningen i Norge ugen før, hvor det blev ’et nej til EuroPA’, som de mere salvelsesfulde EF-tilhængere yndede at udtrykke sig.

De fik ordet ’Europa’ til at lyde, som om de talte med vommen. Ikke Schleimann, chef for radioens ’Orientering’ på P2, et aktualitetsprogram med lidt den samme status som ’Deadline’ har (havde?) – i dag. Schleimann var en benådet polemiker og tæt på at gøre mig til EF-tilhænger, da han på sit blø’e langelandske kommenterede den norske afstemning: ’Kun hvad man kan forvente af et folk, der drikker rødvin til kogt torsk’!

Nuvel, jeg blev ikke tilhænger. Det lå ligesom ikke i min version af tiden. Jeg var ansat som reporter på Information og skrev om rockmusik som fritidssyssel, ikke kun fordi det medførte gratis koncertbilletter og et freelancejob i fjernsynets underholdningsafdeling, men fordi rockmusikerne og miljøet omkring dem – skæve roadier, flippede christianitter, undergrundsjournalister, der aldrig havde set en rigtig avis indefra, unge digtere med deres stencilerede hjerteblod i jakkelommen, løsgående kvinder med uredte manker og bongopatter i batik-undertrøjer – var sjovere selskab end direktøren for Landbrugsrådet, der ellers var en af mine gode kilder.

Rockmusikerne var modstandere af EF-medlemskab, hvorfor de, der hørte rockmusik, var modstandere af EF. Men musikerne var imod på forskellige måder. Skousen-Ingemann var mere ualvorlige end Holst-Würgler – som jo strengt taget heller ikke var rockmusikere, men folkemusikere med digteren og venstrefløjsprædikanten Jesper Jensen som tekstleverandør med eksempelvis denne:

Et nej er et nej
til det delte Europa,
et nej er et nej
til den voksende magt,
et nej er et nej
til den herskende klasse,
men et nej først et nej,
når det er sagt!

I Skousen-Ingemanns optik var EF ikke ’den voksende magt’, ej heller ’den herskende klasse’, men noget, nogen havde fundet på (parenteserne angiver korsang a la gospel):

Nede i Europa (nede i Europa)
Har de fået en fiks idé (har de fået en fiks idé)
Ja, nede i Europa (do.)
Har de fået en fiks idé
om noget de kalder – EEC!

Sådan husker jeg de sange, men ikke fra radioen. Skousen-Ingemanns version udkom kun på en single, en besked til det offentlige rum, et statement, ingen behøvede at tage mere alvorligt end, hvad det var – en idé i farten.

Holst-Würgler-Jensen var alvorlige på en helt anden facon, de ville påvirke, hvor Skousen-Ingemann erklærede sig, men uden at blive mutte, hvis ingen hørte efter teksten, men bare lod sig rive med af Tømrerclaus’ pedal-drevne guitar. Det skal indskydes, at min fornemmelse for Benny Holst var, at han måske ikke brændte helt så hedt for det ’agitprop’-trip, han var den bærende musikalske del af, dertil var der for meget blues i ham, hvilket han demonstrerede med Povl Dissing og Peter Thorup, men tiden råbte ikke ligefrem på satire. Det gjorde den heller ikke i et band, der kaldte sig ’No Name’, og som med Henrik Strube som forsanger udsendte LP’en Fødelandssange, hvis tekster var forfattet af Ebbe Kløvedal Reich. Det var hårdt stof – betagende svulstigt.

Jeg tror nok, jeg skamroste dette nationalromantiske makværk i en anmeldelse, men jeg er for stor kujon til at tjekke det. Men igen: sådan var tiden – hjemstavnsnationalismen stod i fuldt flor, Grundtvig blev genopfundet og helt unge mennesker kunne citere Jeppe Åkjær korrekt. Det var de små fællesskabers tid, ikke det stores. På en måde var det frygteligt. Og vi vidste jo ikke, at med EF kom der ordentlig rødvin i butikkerne. Skjold Burne-monopolet var brudt.

Jeg oplevede ikke selve dagen og Jens Otto Krags forvandling fra jakkesæt til mand.

Min nej-stemme var en brevstemme, da jeg med den smukke mor til mine børn opholdt mig i Firenze 2. oktober. Uffizi’erne, Botticelli, da Vinci, Rafael, Michelangelo, etc. Vi gik på bar den aften og så i fjernsynet, at vi havde tabt 2-1 til tilhængerne.

Jeg bestilte en grappa hos bartenderen, der så på mig og spurgte til mit humør.

»Dårligt,« sagde jeg. »Danmark har lige meldt sig ind i Tyskland.« Bartenderen var helt kold.

»Du skulle hellere være glad«, sagde han. »Der er penge i EF.«

Han var kommunist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I dag er det så 40 år siden og lad det så være ved det "det Regner Idag" hvoffor mon!? denne gang kommer den til at stå 3/2 til nej sigerne vi skal ikke have mere EU det ville da være at give det sidste af danmark væk eu bliver ikke medlem af en føderal union det ville nemlig være lig med at give HELE danmarks suvurænitet væk det tro jeg virklig ikke nogen med en hjerne ville være med til.

NEJ NEJ & NEJ Så er det sagt

Henrik Brøndum

Tak for en skoen artikel.

Jeg er nu ganske forundret over, at en kapacitet som Joergen Schleimann helt har overset hvordan vores norske broedre har fulgt med i den mere finkuturelle ende af fransk film: "Moi c'est la vin rouge meme a la poison je prend la vin rouge!"
(Bunuel: Le charme discret de la bourgeoisie) endda allerede foer den havde premiere.

Selvfoelgelig skal Danmark vaere en del af Europa, Euroen, faelles forsvar med videre. Bare fordi der er fuldstaendig knas i teknokraternes maskinrum for oejeblikket, betyder det da ikke at vi skal til at sende vores soenner ind i den fjerde puniske krig mod Graekenland.

Men Jeppe Aakjaer og vores sprog og sportshelte kan vi saa vaerne extra om - det kommer der faktisk meget godt ud af.

I BP's tekniske kontor her lidt syd for London lagde de det braldrende "Thank You!" paa hylden, og erstattede det med vores kortfattede "Tak!" da Forbrydelsen-feberen rasede.

Jeg stemte altså "ja", da min cykel efterhånden besejrede den hårde vestenvind de seks kilometer på vej til forsamlingshuset, og det skyldtes en idé om, at alle andre unge og progressive undtagen danskerne gik ind for fællesskabet, og så idiotien i ovennævnte sang, "Nede i Europa" - naturligvis bevidst primitiv for at få arbejderne med.

Der var 80,9 procent tilslutning til ja i Skjern den dag. Ogsaa de unge stemte ja. Peter A.G. fra Gnags var 11 uger for ung til at stemme.