Læsetid 4 min.

Oktobers angst i ’62

Verdens undergang på et hængende hår har jubilæum
13. oktober 2012

I disse dage for 50 år siden opstod en af de farligste kriser i verdenshistorien, formentlig den farligste. Krisen kunne hverken mere eller mindre have ført til verdens tilintetgørelse. Ikke som dommedagsprofeters forkyndelse af Jordens undergang på torsdag, men bogstavelig, altomfattende destruktion af klodens levende væsener, hvoraf godt to tredjedele ville være blevet udslettet på stedet, resten dage, uger, højst få måneder efter som følge af et verdensomspændende atomart ragnarok.

De 10 dage i oktober 1962 betegnes i historieskrivningen som Cuba-krisen eller Cuba-missilkrisen. Krisens direkte årsag var et større antal atomvåbenbærende raketter som Sovjetunionen efter aftale med Cubas diktator Fidel Castro udskibede og lod opstille på den store caribiske ø, hvis nordkyst ligger under 150 sømil eller godt 200 kilometer syd for Floridas sydspids, og geopolitisk er som en åben ladeport i Amerikas underliv. For USA var atomraketternes placering adskillige steder på Cuba en totalt uacceptabel handling der med ét slag ændrede våbenbalancen, eller terrorbalancen som tingenes tilstand rammende blev kaldt. Balancen havde hidtil vippet svagt i USA’s favør, men var trods alt, og trods massiv strategisk inddæmning af Sovjet, en balance der holdt parterne i skæv, men tilsyneladende stabil ligevægt – eyeball to eyeball. De nye raketter i den grad tæt på USA betød for amerikanerne en ubærlig forandring. Med raketter vendt mod samtlige Amerikas store befolkningskoncentrationer og de politiske og militære kraftcentre i Washington og Omaha var den amerikanske ledelse, såfremt raketterne først blev gjort operationelle, sat skakmat. Amerikanerne var med alle til rådighed stående midler fast besluttet på at forhindre noget sådant – om så det gjaldt væbnet indgriben og i givet fald krig med Sovjetunionen.

Som præsident John F. Kennedy udtrykte det, var valget indiskutabelt ligetil: »… one path, we shall never choose, and that is the path of surrender and submission ...« Præsidenten talte midt under krisen til nationen og resten af verden. I det øjeblik han med sin karakteristiske Boston-accent sagde lige netop det med vejen han ikke ville vælge, stod det overalt på kloden klart for alle der så og hørte talen, at dette budskab meget vel kunne blive det sidste, de hørte fra den kant og overhovedet.

Den isblå angst

De, der oplevede og husker dagene i oktober 1962, uanset de fem årtier der mærkværdigvis for det ældre segment er gået, glemmer aldrig angsten, den rene skinbarlige, nøgne, isblå angst; samt en højst nærværende følelse af ikke at kunne gemme sig, at der ingen steder var at løbe hen, når og hvis Jorden blev eksponeret for den utænkeligste af alle utænkelige krige. Krisen virkeliggjorde alle pessimisternes anelser og forudsigelser: At vanvidskapløbet mellem de to supermagter på et eller andet tidspunkt uundgåeligt ville gå galt og i et Dr. Strangelove’sk destruktivt undergangsorgie sætte punktum for verdenshistorien. Ikke i Fukuyamas sværmeriske forstand, men bogstaveligt med et blaf, et brag og et dommedagsdrøn, om hvilket ingen bagefter kunne berette.

Man sagde om den 22. november 1963, året efter da John Kennedy blev myrdet, at ingen glemte, hvor de befandt sig i denne meddelelses frygtelige øjeblik. Dette gjaldt også for den 22. oktober 1962, da det med præsidentens tale blev klart, at en eller anden uovervejet handling fra en af de to parter eller dem begge kunne lægge jorden øde. Angsten satte sig i ganen og hele systemet, smerten i maveregionen mindede om at mennesket foruden rigeligt med vand også består af syre. I dagene efter gik man rundt som i en døs. Før det viste sig at præsidenten og hans bror, justitsminister Robert Kennedy – kun indadtil tøvende og vaklende – havde fod på situationen og med begavelse og sikker psykologisk sans valgte at svare, hvor der var konstruktive svarmuligheder, uden at modparten tabte ansigt.

Aske i sejrherrens mund

Længere varende angst er en besynderlig tilstand. Kroppen holder til sidst fri fra belastningen; så at sige indkapsler angstens lammelse og lader stå til. Det dengang 17-årige unge menneske holdt fest med den ene hjernehalvdel i hjælpeløst selskab med en veninde og en billig flaske portvin og lod angsten passe sig selv med den anden halvdel. Ingen kunne vide, at brødrene Kennedys betroede folk med skæg og blå briller havde fuld sving i et raffineret diplomati som prøvende antog at Sovjets øverste ledelse – som i øvrigt den amerikanske – var delt i høge og duer. De første ønskede at tage styrkeprøven på atomvåben her og nu, da de kalkulerede med at opgøret kom før eller siden, og så hellere før. Duerne – og Kennedy – mente at atomkrig i enhver forstand var lysår mere meningsløs end alle tidligere krige og at udveksling af atomvåbenangreb uundgåeligt blev Den Store Finale. Sejren, som præsidenten sagde, ville være aske i sejrherrens mund. Hvem der havde mest ret, kunne man selvfølgelig ikke dengang afgøre. Men eftertiden beviste at de, der tolkede Khrusjtjovs svar som en udstrakt hånd, vidste besked.

I dagene efter da russerne havde trukket raketterne tilbage, og Kennedy meddelte at det højeste beredskab var afblæst, er det ikke en floskel, at mange mennesker herefter betragtede tilværelsen, naturen, himlens farve, hvad det skulle være, med andre øjne og varm taknemmelighed; ikke over højere magters visdom, men over den menneskelige fornuft. Med ansigtet vendt mod helvede sejrede det ræsonnable.

Hvis USA’s præsident i 1962 nu havde været en høg eller et fæ, var disse linjer hverken blevet skrevet eller læst.

Det kan da kaldes perspektivrigt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Benny  Larsen

Dage man aldrig glemmer, husker alvoren, den fuldstændige tro/mistro på verdens eksistens, efter imorgen. Som førskolebarn på landet, selvfølgelig passet hjemme, husker jeg hvordan ikke een "pressens radioavis" blev misset.
Idag ville man vel blive tilbudt krisehjælp efter en sådan traumatisk oplevelse, verden så i sandhed anderledes ud efter Cuba krisen, USA blev helten for mange danskere i år fremover Kennedy en helgen, noget der så desværre ikke var en varig tilstand, senere blev verden igen grumset, USA i Vietnam osv, ja verden er ikke sort/hvid.

Brugerbillede for Jan Weis

Det virker som om, dette intermetzo er en hel del, grænsende til vildt overdrevet – ordet ”angst” er nok en georgiansk efterrationalisering og i hvertfald en tilstand, som ikke herskede længere sydpå i kongeriget – at frederiksbergensere er større kujoner end sønderjyder skal nok have sin rigtighed …

Husker tydeligt i 2.g, at Stoffer en dag, det må så have været i oktober 1962, også 17 år her, kom ind til en matematiktime og roligt oplyste os om, at der igen var knas mellem amerikanerne og russerne, men det måske nok var lidt værre, end det plejede – det havde de oplyste lektores og rektor sikkert hørt i Pressens Radioavis …

De var måske blevet enige om på lærerværelset – alle disse festoriginaler – at der ikke skulle oppiskes en katastrofestemning på den agtværdige gamle gymnasieskole – det kunne jo skade elevernes lektieindsats og forstyrre deres nattero mere end den var i forvejen – vi kikkede stadig stjerner om aftenen/natten, som sædvanligt uden at kunne få øje på nogen fæle atomraketter hen over landsbyen …

Vi lystsejlede også videre om dagen, som det havde været sædvane hele vores barndom og ungdom, og jeg husker i hvertfald ikke, at vi specielt holdt øje med mulige paddehatteskyer eller mystisk udseende cumulusser over Dybbøl Bjerg, Kejnæs, Broager Land eller Angel …

Til gengæld er dét dér med mavepinen rigtig nok – men det kunne éntydigt henføres til vores indtagelse, oppe på Bjerget hos Max og Mie og deres gymnasiale søn, af billigste dansk frugtvin af mærket ”Kiaffa Grand Cru” – billig portvin var udenfor vores finansielle formåen - og afvekslende med hostende babberi på snadder fodret med pibetobak begået i Assens, mens ørerne og transistorradioen var indstillet på Radio Luxemburg – husker så til gengæld dårligt, hvornår vi lavede de lovbefalede matematikopgaver til Stoffer og danske stile til Rasmussen – verden var stadig hel – og hvis ikke, blev den det i hvertfald nede på Misses Kro …

Og pigerne virkede da heller ikke særligt urolige eller angste i de dage – i hvertfald ikke den sprogligt gymnasiale af slagsen, jeg havde fornøjelsen at krydse med ude på bugten – og de gamle fik ikke pludseligt et andet ansigtsudtryk …

Men det fik til gengæld noget familie fra staten Washington, vi havde på besøg netop 9/11, da tvillingetårnene blev jævnet med jorden, de kunne se på mig, at den ikke var så god, sagde de, da vi hørte radio i receptionen i Ribe Domkirke - senere kikkede vi dansk fjernsyn i Weis’s Stue i Ribe – resten af ugen så vi kun CNN hjemme på Fanø så de kunne følge med – og hjemrejen blev nogle dage forsinket – summa summarum: verden er ikke mere så hel, så det gør noget …

Brugerbillede for Bill Atkins

Hvis USA’s præsident i 1962 nu havde været en høg eller et fæ... Jeg skal ikke kunne sige hvilken en af karakteregenskaberne der fik Kennedy til at fastholde sin beslutning fra 1961 om at opstille 15 Nato mellemdistance Jupiter-missiler (mellemdistancemissiler til fremførsel af atomvåben) nær den tyrkiske by Izmir. Måske var det bevidstheden om, at i Sovjetunionen var atomkrig ingen reel politisk mulighed, og at krig mellem stormagter de facto varumuliggjort af blandt andet atomubåde, der kan ligge neddykket i mange måneder. Personligt tror jeg Kennedy spillede højt spil af indenrigspolitiske årsager.

At atombalancen desværre er ved at ændre sig kan man læse her:
http://www.information.dk/141420

Og at Israel i disse dage leger med tanken om atomkrig kan man læses her:
http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article1770691.ece

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

De begivenheder livet ppå jorden hidtil har overlevet, herunder det der blev vores ophav, har vist til dels været en del voldsommere.

Brugerbillede for Peter Pedersen
Peter Pedersen

Uanset, hvor meget Metz forsøger at kanonisere Kennedyerne, er det næppe helt berettiget at betegne det ultimatum, JFK gav til Sovjet som rationelt set "klogt" eller som "due"-adfærd - uanset, at det utvivlsomt var nødvendigt i situationen.

Meget tyder på, at Sovjet blev sat så grundigt på plads, at russerne under ingen omstændigheder turde gennemføre deres oprindelige plan om at lade Castro beholde mere end 100 missiler, som ikke var omfattet af afrustningsaftalen med USA, fordi de var leveret til Cuba uden USAs efterretningsvæsen havde opdaget leveringen.

Sovjet skulle også tage hensyn til deres væsentlige egne interesser samt Castros sårede stolthed ved at russerne måtte lægge sig på maven for USA, men valgte alligevel det sidste
- det bla. BBC kalder "Den Anden Cuba-Missil krise" :

http://www.bbc.co.uk/news/magazine-19930260

Brugerbillede for Nief Ehrrerany
Nief Ehrrerany

Yderligere en interessant artikel, som påviser, at Cuba var i bessidelse af ca 100 taktiske atom våben (under Russisk kontrol) som USA intet kendte til.

Cuba would have become the first nuclear power in Latin America 50 years ago, if not for the dynamics captured in this remarkable verbatim transcript -- published here for the first time -- of Fidel Castro's excruciating meeting with Soviet deputy prime minister Anastas Mikoyan, on November 22, 1962.

http://www.foreignpolicy.com/articles/2012/10/10/cuba_almost_became_a_nu...

Brugerbillede for Steen Sohn

Med til billedet hører også det USA-støttede invasionsforsøg i Svinebugten i 1961. Her var hensigten at vælte den cubanske regering.

Moskva opnåede i oktober ´62 at få løfter om, at USA ikke ville foretage flere angreb på Cuba - og at USA fjernede sine Jupiter-missiler fra Tyrkiet, hvorfra de truede mål inde i Sovjetunionen.

Brugerbillede for Holger Madsen

Med til historien om Cuba-krisen hører også, at USA i okt.1960 indførte en "midlertidig" handelsblokade mod Cuba, og at Cuba derefter retter blikket mod Sovjet.
At Cuba efter Cuba-krisen modtager medicin og forsyninger fra USA, mod at frigive 1113 fanger fra USA's mislykkede invasion af Cuba. Før Cuba-krisen havde USA afslået et tilbud om at få fangerne tilbage, mod at sende 500 traktorer til Cuba.

Brugerbillede for arne poulsen

Som supplement til begejstringen over Kennedy kan man med fordel læse en ny artikel af Noam Chomsky, hvor hele historien bliver bliver sat ind i sin politiske sammenhæng med bl.a. dokumenter offentliggjort i -90'erne og Kennedy's hemmelige aflytning af samtalerne under krisen.

Brugerbillede for arne poulsen

Ups, jeg glemte at indsætte det link, jeg skrev min kommentar for at indsætte. Her er det:

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/oct/15/cuban-missile-crisis...

Godt, at jeg ikke har ansvar for affyring af atomvåben, det kunne ende helt galt med min koncentrationsevne.
Man må håbe, at det militære personel, der har adgang til de røde kapper i denne verden har bedre koncentrationsevne, end jeg har, for det er ikke sikkert, at de får lejlighed til at rette eventuelle fejl, og det er netop kernen i frygten for kernevåben, sorry.

Brugerbillede for Steen Sohn

@arne poulsen - da artiklen, du henviser til, er fra Guardian, er der måske en chance for, at den kommer i Information også, selv om den godt nok ville fylde et par avissider eller tre.