Klumme

Overhørt i Rom

Der sker fremskridt i efterforskningen af drabet på Julius Cæsar for 2057 år siden, unge og ambitiøse italienere bliver på tv betegnet som en flok får af en bedrageridømt, mens andre dele af den italienske virkelighed er for svær til tv
19. oktober 2012

Den grimme søn

»Også du, min grimme søn.« For de to ældre italienske mænd er sætningen ikke blevet mindre sjov, selv om der er gået et halvt århundrede, siden de hørte de berømte, sidste ord oversat således i en latintime. I William Shakespeares stykke om Julius Cæsar, der i år 44 f.Kr. forsøgte at tiltvinge sig enevældig magt i den romerske republik, men blev lokket i baghold og dolket ihjel, siger Cæsar: »Tu quoque, Brute, fili mi!« (»Også du, min søn, Brutus!«), selv om komplotmageren Brutus ikke var hverken hans biologiske eller adopterede søn.

Drabet på Cæsar er igen blevet et aktuelt samtaleemne, efter at den spanske avis El País forleden meddelte, at arkæologer nu kan udpege drabsstedet med sikkerhed. Forbrydelsen skulle have fundet sted på Largo Argentina i Roms centrum, hvor der nu bl.a. ligger en forsømt arkæologisk udgravning, et teater, en boghandel og et stoppested for sporvognen.

Men El País har været lidt for hurtig på aftrækkeren. Ifølge lederen for Roms kommunes arkæologiske afdeling, Marina Mattei, er de seneste fund blot indicier og ikke sikre beviser på, hvor drabet fandt sted: »Vi analyserer alle de nye elementer,« siger Mattei til Corriere della Sera. Men nyheden har alligevel givet de to gamle venner en kærkommen lejlighed til at fortælle middagsselskabet om dengang, da en af deres klassekammerater forvekslede Brutus’ navn med adjektivet brutto (grim).

 

Kreativ kapitalisme

»I er en flok får, men i min bog er det ikke et negativt adjektiv,« siger Flavio Briatore til deltagerne i den italienske version af tv-programmet The Apprentice, selv om han ikke bruger et tillægsord, men derimod et navneord til at kue dem.

I USA var det Donald Trump, der var guru og overdommer for en flok unge, som trodsede risikoen for offentlig ydmygelse, i håbet om at de via deltagelse i et tv-program ville blive forvandlet til succesfulde entreprenører. I Danmark var det Klaus Riskær Petersen, der skulle lære deltagerne den kreative kapitalismes uskrevne regler og afsige dommen, som ikke kan ankes: hyret eller fyret.

I modsætning til Riskær har Briatore aldrig siddet i fængsel. Men det skyldes kun, at italieneren valgte at stikke af til øen Sankt Thomas i det tidligere Dansk Vestindien, da han i begyndelsen af 1980’erne fik en fængselsdom for hasardspil og bedrageri. Han vendte først tilbage til sit hjemland, da parlamentet havde annulleret straffen med en amnestilov.

Under sit eksil åbnede Briatore et par filialer af Benetton-kæden i den tidligere danske koloni og er siden trods anklager om bl.a. bedrageri, skattesnyd, smugling og forbindelser til kriminelle organisationer blevet en feteret erhvervsmand i Italien.

Men i rollen som forbillede med magt til at bestemme, om unge italienere er hyret eller fyret, er den 62-årige Briatore til grin, mener forfatteren Riccardo Bocca.

»Måske ville han gerne inkarnere meritokratiets skønne Italien, men han minder mest om en fodbolddommer på en knoldet bane.«

 

For svær til tv

»Den historie er ikke nem at fortælle på tv,« siger tv-journalisten over en aperitif og har dermed sagt næsten alt, hvad der er værd at sige om en aktuel sag.

Camponeschi hedder baren på Piazza Farnese, hvor den italienske mediebranche om torsdagen mødes for at udveksle blikke, komplimenter, rygter og sladder. Da Silvio Berlusconi var ministerpræsident arbejdede tv-journalisten for en af de få regeringskritiske udsendelser på det statslige tv-selskab Rai, men nu er hun skiftet til en af Berlusconis kanaler, hvor lønnen givetvis er bedre. I samme bygning som Camponeschi bor Berlusconis tidligere advokat og forsvarsminister, Cesare Previti, som i husarrest i sin penthouselejlighed afsoner en dom for bestikkelse af dommeren i en voldgiftssag, der vedrørte Berluconis koncerns position på mediemarkedet.

Tilbage i 1970 blev Previti udpeget som værge for en ung kvinde fra adelsfamilien Casati, som var blevet forældreløs, efter at hendes far havde dræbt sin kone og hendes unge elsker og derefter begik selvmord.

Previti sørgede for, at Berlusconi i 1974 kunne købe Casati-familiens slot nær Milano, Villa San Martino, hvor den tidligere regeringsleder stadig bor. Salgsprisen var dog kun af brøkdel af, hvad ejendommen var vurderet til. Men de historier er helt sikkert også for komplicerede til at kunne blive fortalt på tv.

 

På denne plads giver Informations faste korrespondenter hver fredag et indblik i den folkelige debat i de lande, hvor de befinder sig. Hvad taler man om hos barberen i Beirut? I Londons undergrund? På cafeen i New York? I elevatoren i skyskraberne i Beijing?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu