Sommerens ’afsløringer’ af ualmindelig lav moral hos ledende aktører i og omkring den forhenværende borgerlige regering, samt i den medløbende presse, kan vel næppe overraske nogen, der fulgte med i de politiske processer i forrige årti. Det må jo efterhånden stå klart for alle, at det er selve demokratiet, der står på spil i disse år, og at noget må gøres, hvis det skal bevares.
Derfor er det afgørende, at dette principielle spørgsmål ikke fordrejes i partipolitisk fnidder, således at problemet søges hos VKO alene.
Ganske vist var det her, vi først så den antidemokratiske tendens i dansk sammenhæng, men der er ingen grund til at tro, at venstrefløjen skulle være immun over for smarte spinøvelser af tvivlsom moralsk karakter og regulært magtmisbrug.
VKO og demokratiet
Selvom det ikke er rart, og stadig politisk ømtåleligt, må vi dog se kritisk på vores nyere historie. F.eks. bør Thor Pedersens særdeles kreative brug af statistik og ’fakta’ stå i klar erindring og ligeledes Anders Fogh Rasmussens stensikre ’viden’ om Iraks operationaliserbare masseødelæggelsesvåben med den deraf følgende krigsdeltagelse som konsekvens. Når en sådan omgang med sandheden kombineres med totalitært flertalsvælde og mangel på kritiske medier, ophører demokratiet reelt, idet magten bliver fuldstændig, reelt uimodsagt og ikkekontrollerbar af offentligheden.
Problemet skyldes naturligvis også medierne, der helt har opgivet at være bindeled og kontrollant i den demokratiske proces.
Demokrati er besværligt
Får vi flere perioder under neototalitære spinregimer, er det usandsynligt, at et reelt demokrati kan genopstå. For hvor skulle drivkraften komme fra?
SSFR-regeringen har på fornemste vis illustreret, hvor vanskeligt samtalebaseret demokrati er i soundbite-journalistikkens tidsalder. Enhver dialog, ethvert kompromis og enhver justering udlægges som slinger, svaghed og løftebrud. Dén vare bliver svær at sælge på ny, medmindre vi som befolkning igen begynder at indse, at styreformens kvalitet netop ligger i disse mislyde.
Ganske vist kan de ytres mere eller mindre stilfuldt, men det er i denne urenhed, at folkestyret finder sin berettigelse. Demokrati er pr. definition besværligt, konfliktfyldt og kompliceret. Demokrati skal ikke være rent, kontraktbaseret og effektivt. Sådanne erkendelser glemte vi kollektivt i VKO-æraens antidemokratiske ørkenvandring, og det bliver svært at finde tilbage til dem, selvom den nuværende regering indledningsvis gjorde et hæderligt forsøg. Mister vi demokratiet under det nuværende pres, er det nok definitivt slut. Alle forudsætninger for en snarlig afslutning er til stede, idet fællesskabet (demos) hastigt eroderes, mens styret (krati) koncentreres om en lukket og manipulerende elite. Så måske bør vi så småt indstille os på et liv i en postdemokratisk tidsalder.
Konkurrence vs. dannelse
Noget af det første VKO i 00’erne fokuserede på var netop at fremtidssikre den antidemokratiske tendens, der blev indledt med valget af Fogh som formand for Venstre i 1998.
Eksempelvis blev skolepolitikken i flere omgange ændret i retning af test, præstationer og såkaldt faglighed, for derved at minimere pædagogikkens rettethed mod dannelse, demokrati og mennesket som sådan. Vigtigt – og kritisabelt – er det her, at SSFR-regeringen ikke har brudt med denne politik, men tværtimod fortsat den uden tøven.
Fremtidens borgere skal i denne optik være konkurrencedygtige individer, ikke selvstændigt tænkende mennesker i et forpligtende fællesskab. Forskningspolitisk var – og er – fokus tilsvarende på at bekæmpe ikkeerhvervsrettet forskning og eventuelle kritiske forskere. Folk, der stiller spørgsmål ved det bestående og magthaverne, er jo i denne optik mest af alt til besvær, og da slet ikke bidragende til et højt BNP.
Rationalet i denne magtudøvelse må være, at alle på lang sigt har bedst af en stabil forsyning af brød og skuespil, lave renter og realityshows. Selvom demokrati sikkert er både smukt og godt, er der ifølge opfattelsen ikke plads til forudsætningerne for det.
Demokrati er ideelt set et udtryk for menneskets mod til at bruge sin forstand. I vor tid er vi ved at være derhenne, hvor magten bedst kan begrundes i udsagn som ’mod til at styre’, idet alt, hvad der handler om omtanke og forstand må anses at høre fortiden til.
Brian Degn Mårtensson er forfatter, konsulent, redaktør og foredragsholder
Trist, men sandt. Men det er jo den tendens, vi altid har kritiseret USA for, fordi der kun var ét enkelt politisk synspunkt, der var repræsenteret i det land.
Jeg ved ikke om artiklen har helt ret - men den er sandelig værd at tænke over.
Derfor min anbefaling.
Artiklen er vist desværre lige i øjet. Det mest triste er, at store dele af vælgerbefolkninger synes helt og aldeles ligeglade.
Ja, glade faktisk.
På sin vis har artiklen har fuldstændig plet. På den anden side er problemet at den slet ikke vidtrækkende nok. Demokrati begrebet er i Danmark så udvandet - at det er et reelt spørgsmål; om vi overhovedet kan tillade os at kalde det demokrati. Der er frit valg på alle hylder, men der er kun en hylde. Er der stadig nogen der tror på, at det overhovedet gør en forskel hvem man stemmer på ved valgene. Ja, så længe man får slaverne til at tro på løgnen er den hellige ko velbevaret. I dag er det eneste alternativ, ikke at stemme. Den kapitalistiske fascisme har et så godt tag i befolkningerne, at vi stadig tror problemerne i samfundet skyldes konjunktur udsving og arbejdsløshed, mens de i virkeligheden blot er symptomer på den råddenskab som også kaldes kapitalisme. Imedens bliver vi fodret af med illusionen om et demokrati, realityshows og ikke mindst journalister som har misforstået deres rolle og istedet konkurrerer om hvor langt op i bagdelen på politikere og andre kendte de kan komme.
Du glemte, at skrive, Jesper Kjær, at det var med tungen, ellers får det den modsatte betydning. :-)
Kenn Gerdes
Hvilket som helst folketing og regering vi får så styres landet af EU. EU sender en henstilling til Danmark. Og den følger folketing og regering slavist. Ingen ved hvordan disse henstillinger opstår.
Vi styres ikke af EU, vi styres af pengene.
Det vigtigste i vort samfund er - PENGE.
Penge, penge, penge.
Pengene er grundpillen i det fiktive liv vi mennesker lever. Det er pengene der holder sammen på den fiktive livsførelse vi mennesker fører os frem med.
Uden pengene, ville det være svært for magthaverne at have magten uden vold og trusler om lidelse og død.
Pengene er med til at holde slaverne i trældom, for når man giver slaven penge slaven kan bruge til at forsøde sit liv med, så gør slaven ikke oprør.
Sådan er det også med demokratiet.
Demokratiet er ikke et folkestyre. demokratiet er et valg af repræsentanter der skal forme lovgivningen eller sagt på en lidt anden måde. Demokrati er et valg, hvor vi vælger vore egne fangevogtere eller slavepiskere.
Men hvem er magthaverne?
Der er ingen magthavere. Vi er alle hinandens potentielle fangevogtere, nogle tiltager sig rollen som fangevogter (diktatorer), mens andre lader sig vælge ved demokratiske valg.
Magthaveren er fiktiv (gud - om I vil), for det er os mennesker der har skabt magthaveren og denne befinder sig helt uden for vores rækkevidde.
Magthaveren er jo netop fiktiv og eksisterer slet ikke.
Vi gør os selv til slaver af vores eget selvbedrag og det er det sværeste vi mennesker kan og ikke mindst tør erkende.
Lars Kristensen, det er kun delvist rigtigt, at det alene er selvbedrag, der gør os til slaver - en stor del er også viljen-til-magt, der udmøntes i manipulation. Magt er måske det statussymbol, der er mest overvurderet, bl.a. fordi det er pokkers besværligt og tidkrævende og derfor i vore dage går fra tiden til de fordele, som den velstand, der følges hånd i hånd med magten, muliggør.
Bør man ikke trække sig til en tilværelse som vegeterende forbruger, når man har tjent tilstrækkeligt til en relativt behagelig eksistens? Jo, det gør man da.
Totalitaristernes bud på et postdemokrati hedder Agenda 21.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/agenda-21.html
Det hedder også neo-feudalisme.
Det skriger på et modspil.
Lad os tage demokratiet tilbage i form af mikroløsninger og lave et direkte demokrati 2.0.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/mikrolsninger.html
Hvis man kobler personlige sym- og antipatier fra og ser på situationen, så er demokratiet fatisk levende og helt OK i Danmark.
Hver vælger har 1 stemme, og vi har valg mindst hvert 4 år.
Vælgerne er gennemgående nok lige så kvikke , som jeg alle dem, der læser Information, og jeg synes det er ret åbenbart, hvornår der er tale om facts og hvornår der er tale om spin eller kommentatorers politiske fantasier.
( Der er selvfølgelig dem, der mener, at os der læser Information er både klogere og mere smarte end alle andre her i Danmark - men seriøst talt,,,,, ?????.)
-
Vores Folketing og vores regering er altid et produkt af en korrekt gennemført valghandling, så hvis man er sur over, at ens meninger og synspunkter ikke har nogen gang på jorden, så er det fordi flertallet synes noget andet - flertallet kan af og til tage fejl, men ikke hver gang.
Robert Kroll
Stiller demokratiet ikke andre fordringer end alm. valget og intervaller mellem valgene på 4 år?
Du er da nem at stille tilfreds.
Jeg kunne godt tænke mig lidt flere variationer af meninger og visioner i dansk politik.
Jeg kunne også godt tænke mig en presse, der kunne være LIDT meder kritisk overfor den strøm af telegrammer med mere eller mindre troværdigt vinklet indhold, er kommer fra Ritzau og andre steder, ligeom det ville være dejligt, hvis pressen ikke var viklet så meget ind i deres politiske omgangskreds og chancen for at blive spin-ansat i ministerierne,
Pressen spiller faktik en stor rolle i et demokrati - eller bør spille en stor rolle, for ellers bliver formidlingen mellem politikere og borgere sørgeligt skæv og upålidelig, med resultatt at befolkningen mister interessen for at deltage. Og det kan et demokrati ikke overleve.
Om folk på information er klogere end på de andre medier? Heh. Ja, naturligvis. Ellers ville vi jo befinde os på de andre medier lige nu, ikkesandt. :o
*valgret
Hvad er definitionen af post democratic alder?
Den grundlæggende påstand er baseret på visse visse bemærkninger om den økonomiske og dermed også politisk magt multinationale selskaber. Virksomheder og regeringer er i tæt relation, fordi staterne har brug for virksomheder som store arbejdsgivere, som forårsager enorme cash flow. Men meget af produktionen er outsourcet, og virksomheder har næsten ingen problemer med at flytte til andre lande. Som en konsekvens arbejdskraft praksis bliver ansat uvenlige og skattemæssige bites blev flyttet fra virksomheder til private for at gøre bedre vilkår for virksomheder. Den nyliberale doktrin bringer staten og de selskaber endnu tættere. Den nyliberale rækkefølge er den totale afvisning af staten som en institution, der kan opfylde behovene hos de mennesker og give de offentlige og sociale tjenester til befolkningen uanset rigdom, klasse eller trosretning. Når staten begynder at opgive at disse opgaver er afleveret til private virksomheder. Det gør det muligt for virksomheder at påvirke de beslutninger af staten ligesom hvordan, hvor og hvad de skal bygge, hvad de skal købe, miljø og arbejdskraft love.
Netop, John Robert Parkins, det store problem er, at staten har allieret sig med virksomhederne imod befolkningen - hvilket er et grundskud til demokratiet - i stedet for at alliere sig med vælgerbefolkningen imod modmagten i det private erhvervsliv.
Desværre ser meget få demokratiteoretikere det græske demokrati som det, det først og fremmest var: en model til afkobling af begrebsparret rigdom-magt. med succes lykkedes det det athenske demokratis fædre at gøre rigdom til en symbolsk værdi, der næsten kun kunne realiseres som veldædighed til fællesskabets fordel.
Vi skulle på en udlandstur og skulle selv vælge hotel.
Jeg fandt 5 muligheder, for at vi sammen kunne vælge. Det bestemmer du, sagde min kone. Og det gjorde jeg så.
- Først har jeg udvalgt 5 emner.
- Dernæst har jeg valgt hotellet.
Hotellet var iorden, men det kunne ha` været et dårligt valg og min kone kan næste gang være knap så passiv og på tage sig et medansvar.
Og jeg vil være tilfreds med at dele ansvaret.
Demokrati udøves af dem der deltager, og vil eller kan de ikke det, er der ikke mere at snakke om.
Men muligheden skal være til stede - næste gang.
Klar tale!
"Noget af det første VKO i 00’erne fokuserede på var netop at fremtidssikre den antidemokratiske tendens, der blev indledt med valget af Fogh som formand for Venstre i 1998.
Eksempelvis blev skolepolitikken i flere omgange ændret i retning af test, præstationer og såkaldt faglighed, for derved at minimere pædagogikkens rettethed mod dannelse, demokrati og mennesket som sådan."
En antidemokratiske tendens at fokusere på præstationer og faglighed ?
Ubetaleligt sludder.
Det må skulle forstås derhen at når pædagogerne fratages retten til at ensrette ungerne, så er der fare på færde ??
Jeg vil mene at det modsatte er tilfældet.
Lad os give de unge mennesker en solid faglig ballast, så er de nok selv i stand til at skabe sig en mening.
Problemet er nok, at i så faldt bliver den ikke i overensstemmelse med Brian Degn Mårtenssons.
Og her er vi nok ved det egentlige problem.
Egon Maltzon, den opdragelse, VKO på den måde indførte, var opdragelsen til et hierarkisk samfund, hvor man altid skal stå til regnskab overfor andre, ud fra deres valgte præmisser. Det er udemokratisk.
Når jeg eksempelvis ser TV-avisen fra DR eller Nyhederne fra TV2, så bliver jeg ofte vred over den måde de prøver at manipulere med folks opfattelse af diverse ting.
Eksempelvis udtrykket ældrebyrden.
De arbejdsløse bliver omtalt som nogen der ligger på sofaen hele tiden.
Jeg tror at sådanne udtalelser og udtryk er med til bevidst at forme den offentlige mening.
Det er værre endnu, Søren Jensen, for f.eks. arbejdsløse er reglerne efterhånden blevet så stramme, at det er svært at foretage sig andet end at ligge på sofaen, hvis man skal leve op til kravet om ubetinget at stå til rådighed.
I 80erne var arbejdsløsheden helt anderledes massiv, dels var befolkningens størrelse mindre, men i antal var der flere arbejdsløse, alligevel, procenten var altså højere. Derfor så man ikke så stort på, hvad folk brugte deres tid til, så mange aktiviteter var i realiteten finansieret over dagpengene, hvilket gav et levende og mangfoldigt samfund, som må være det, man tilstræber, frem for det rammelagte og konforme, som der dengang blev gjort oprør imod.
Søren Jensen
Det kan godt være, at der sidder nogle danskere, som ikke er bevidste om de manipulations-trick, som anvendes i medierne, men jeg tror der er flere og flere, som er og bliver bevidste om, at vi bliver trukket rundt ved næsen.
Det er der flere måder at reagere på. Man kan blive vred over den arrogance der ligger i, at blive betragtet som for dum til at gennemskue den slags tricks,
men man kan også opgive at følge med, fordi det bliver sværere og sværere at følge med i hvad der reelt sker i verden, når man skal bruge megen energi på at analysere tricks også.
Det er ikke nogen god udvikling.
Hvad lærte vi i 00erne? At vi ikke har råd til et opsving.
Vi nærmer os skridt for skridt et samfund der har mange ligheder med det Geoge orwvell beskriver i romanen 1984.
Her bliver sproget blandt andet nyfortolket så det bliver sværer at kritisere magthaverne.
Flere manipulerende udtryk:
Cafépenge, lønfest, skattetryk, lømmelpakke skattelettelser, Forsvaret
Gør pressen intet væsen ud af sig selv ? Bullshit rent ud sagt, pressen har sit helt eget spin, hvor man overdramatiserer og dømmer politikkere ude af gamet, snart sagt ved enhver tænkelig anledning, og pressen presser samtidigt med sit enorme og forvredne omtalepres hiistorierne/episoderne så de ender op som selvopftldende profetier, politisk er den ene pest mens pressens/Journalistikkens drama-twist er den kolera, der gir garanti for tyndskid over hele feltet, måske er journalistikkens letvillighed til at omproportionere for at få effekt næsten den væsentligste garanti for politikkerleden og den forkvalmede ulyst man spreder I befolkningen mod at følge med og interessere sig for vores demokrati, samt også ansvarlig for at meget få har lyst til at gå ind I mediernes "helvedesmaskine"..."vi gør hvide trusser brune" 100% effekt hver gang.
Søren Jensen
Ja, samfundet er nu i hænderne på dem, som behersker ordene og det er sprogbeherskerne som afgør, hvad der har værdi.
Det er i grunden ret interessant,
når vi tænker på den store fokus på uddannelse, uddannelse og mere uddannelse.
Det med sproget får mig til at tænke på at fagsprog ikke er noget nyt. For at forstå fagfolk må man kunne sproget.
Når politik bliver et "fag" med eget sprog, bliver problemet, at borgerne ikke kan følge med og opgiver demokratiet. Det tror jeg ikke embedsmandspolitikerne gør sig klart.
Jeg oplever en ukritisk leflen for fagsproget og brugen af engelsk. Lyt engang, når "eksperter" udtaler sig og andre følger med i kodesproget.
Medierne har et enormt ansvar som tolke.
SSFR-regeringen har på fornemste vis illustreret, hvor vanskeligt samtalebaseret demokrati er i soundbite-journalistikkens tidsalder. Enhver dialog, ethvert kompromis og enhver justering udlægges som slinger, svaghed og løftebrud.
Det er vel først og fremmest politikernes ansvar at udtale sig klart? Og insistere på at blive 'hørt' og ikke 'fortolket'. Medierne skal ikke fortolke, de skal kræve klare, umisforståelige svar.
Og hvad enten man nu kan li' formen eller ej, så er det vist dét Clement Kjersgaard forsøger. Som noget nær den eneste?
Er således enig med Leo Nygaard … lige på nær sidste sætning.
Et eksempel på manipulation fra – synes det – alle involverede: Myten om at Thor Möger Petersen er et kæmpe talent, hvis viden og evner imponerer alle.
Hvor er beviset? Jeg er endnu ikke blevet præsenteret for det. Jeg har hørt ham, ret usammenhængende, læse op af et manuskript, tale om leverpostej-smadder og kansastøj og set ham, som regel småfnisende, svare 'udenom' på spørgsmål. Så hvad er det præcist, han har gjort, der får medier af alle slags til at lægge sig fladt på maven for hans talenter? Retorik er helt åbenlyst ikke blandt dem, men hvad er så?
Men måske er det bare mig, der ikke ser og lytter ordentligt efter?
Politikkerne kan ikke tale med folket uden igennem medierne, og da medierne oven I den planlagte spin er en yderligt forvrængende linse med en egen forledende dagsorden oftest.også, så er der mindst to led I forvrængningen, og det gir mere og mere anledning til at mene at folketinget bør have sit eget tv-selskab hvor politikkerne taler direkte til folket og også kan benytte egne interwievere. Løbende, herefter kan journalister fortolke og analysere frem for at gøre det I selve kommunikations-ledet mellem stats-ledelse og folk.
Egentlig burde vel være partierne, der har egne netbaserede tv-kanaler...
@Lise Lotte Rahbek
Sproget og retorikken skulle jo helst ikke kunne stå i vejen for meningen og skulle helst kunne være et aktiv i stedet for det modsatte. Det er sikkert ikke nogen tilfældighed at vores venner Grækerne gjorde et stort nummer ud af at formulere regler for netop retorikken, netop fordi man har været bevidst om, hvor effektivt et demokratisk våben den er.
Jeg tror heller ikke at politikerne taler et sprog folk ikke forstår, men derimod at politikerne ikke siger noget af frygt for at blive forstået. Gjorde de sig forståelige, ville man jo kunne gennemskue den taktik der lå bag sproget.
Vibeke - Er der ikke forskel på at tolke og fortolke.
I rent sproglige forhold tolker man (fremmedsprog).
Det var det sproglige jeg skrev om.
Derimod fortolker (gætter) journalister meninger og handlinger. Noget ganske andet.
Om vi har brug for mere civilkurage? Jo altid.
Jeg dog ikke helt enig i artiklens synspunkter. F.eks. vil jeg mene, at ”faglighed” er et af de bedste våben imod spin. Se blot på den amerikanske valgkamp: hvor meget styres den ikke af følelsesladet debatter og ”medie-smartness” (”hvem vandt debatten? - hvem var den mest aggressive, hvem så på publikum, hvem på kameraet, ...”) i stedet for overvejelser om reelle politiske strategier.
Desforuden vil jeg ikke sige, det er en modsigelse imellem ”konkurrencedygtige individer” og ”selvstændigt tænkende mennesker i et forpligtende fællesskab”. Bl.a. vil det sidste være meget hult, hvis det ikke kunne holde til det første; og hvordan vil man i det hele taget være ”selvstændig tænkende” uden, at komme til at konkurrere?
Det er nok noget af det jeg aldrig har købt ved den danske venstrefløj: et samfund kan være ligeså ”socialistisk” (i den forstand) som det vil, det vil dog altid have samme behov for dygtige medborgere, som et hvert andet samfund har. Man kan så vælge at snakke om ”stræbsomme” i stedet for ”konkurrencedygtige”.
Thomas Larsen, pligtopfyldende kan gøre det.
There is something rotten ...
En af de ting, der irriterer mig mest, er den såkaldte konfrontationsjournalistik, hvor den 'frække' journalist kigger interviewofferet dybt i øjnene og fordrer et ja eller nej på en kompleks problemstilling. Fordi vi skal videre, fordi oneliners er 'godt tv', fordi folk ikke orker at forholde sig til mere, når nu aftenkaffen står på bordet. Både DR og TV2 praktiserer i høj grad denne stil. Demokrati, debat og diskussion har selvsagt trange kår under disse forhold.
Kongeriget Danmark.
Det Kongelige Militaristiske Præsteskab.
Partidiktatur, indordning må der til, kæft, trit og retning.
Helt ærligt hvad skriver du om.
Drømmesyn, vågn op Alice du drømmer!
Eventyrland.
Enkeltindivider har ingen fødselshyppighed, eller gennemsnitlige per capita årsindkomster, eller sociometriske valgmønstre, ligeså lidt som de har demokratiske forfatninger, præsteskaber, eller regler for kollektive overenskomstforhandlinger.
Det er for så vidt rigtigt, at demokratiet ikke holder i sin nuværende form.
Det gør det bl.a. ikke, fordi postdemokraterne allerede har været på banen længe og selv sørget for, at det ikke fungerer.
Postdemokraterne er nemlig de samme som prædemokraterne. Feudalismen genopstår nu som post-feudalisme. Den herskende elite synes, at det er alt for langsommeligt at få deres projekter gennemført, hvis de også skal spørge deres undersåtter til råds.
Men samtidig er de også nervøse for deres undersåtter, for der er jo så mange af dem. For tiden er de vældig nervøse for undersåtternes respons på deres økonomiske hestekure, luskede snigerlovgivninger, udemokratiske finanspagter og andre fiflerier fra den ligeså udemokratiske institution, der lige har tildelt sig selv Nobels Fredspris.
Altså de indfører nu postdemokratiet, mens de er rædde for, at folk ikke bryder sig om det. De har endog muligvis nogle onde billeder på nethinden fra den kollektive bevidsthed og den europæiske historie om ledere, konger, adelige, grådige pengepugere, folk højt på strå, der dingler fra galger, stikker ud af guillotiner (i to stykker) eller hænger på hul og stejle. Hvordan vil hoben te sig, når de opdager, hvad de EGENTLIG har haft gang i?
Lad os håbe, at det ikke kommer så vidt. Ikke fordi de ikke har fortjent det, men fordi det er et kedeligt syn. Og også fordi, at responsen bør være i form at et højere moralsæt end de, de selv har præsteret for ikke at lagre sig i den selvsamme kollektive bevidsthed. Det hedder karma.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/mikrolsninger.html
Jeg tror egentlig at vi endnu er præ-demokratiet. Vores styreform er endnu klassisk hierarkisk, med den primære forskel i hvordan vi bemyndiger lederne. Og uden for den politiske verden, i virksomheder og organisationer, er formen mere diktatorisk end demokratisk - så demokratiet udgør kun en flig af vores hverdagsliv.
Det siger jeg ikke bebrejdende, for det har ikke været praktisk muligt at høre borgerne hver vores holdning fra skoler til skattesatser førend computeren kom til. Det tidligere demokrati var det muliges kunst, og slet ikke ringe så længe politikerne forstod at det var en tillids- og ansvarspost de besad - ikke en lederpost.
Meget er forandret. Det nye kuld politikere er formet af virksomhedskulturen, hvor toppen tager beslutninger på organisationens vegne. De er præget af konkurrencetanken, så de konkurrerer om at styre et sekventielt diktatur - i stedet for at integrere hensyn fra både højre og venstre i lovgivningen, i overensstemmelse med befolkningens politiske fordeling. Og de forstår slet ikke at bruge medierne, så det oftest ender med postulater, loyalitetsprøver og skænderi i stedet for konstruktiv debat.
Det apolitiske liv er også blevet mere politisk aktivt. Vi har tænketanke og interesseforeninger der propaganderer politisk, uden selv at stå til ansvar. Eksperter og lommefilosoffer der vurderer og analyserer ud fra hver deres ståsted og med hver deres agenda. Og vi der kommenterer udgør også en magtfaktor der kan påvirke beslutningerne.
Endelig er der økonomien. Økonomi og demokrati kæmper for samme ret til at beslutte, og økonomien har vokset sig stærkere (internationalt) end demokratiet (nationalt). Politikerne er reduceret til at vælge hvilke af økonomiens retningslinier de vil følge, og samfundsdebatten tilsvarende indsnævret til et spørgsmål om økonomiske prioriteringer.
Om så hele folket vil velfærd, så er det umuligt med økonomiens paradigme - og politikerne har låst sig fast på samme metoder. Derfor får vi kun de åndssvage debatter om skattesatser, i stedet for at få afklaret hvad vi vil have - og hvordan vi organiserer det.
Vi spilder en kæmpe talentmasse, fordi det politiske system er afsondret fra resten. Vi kan ikke komme igennem med gode ideer, få udvekslet erfaringer og argumentere vores sag. Det hele skal indpasses i partiets snævre kreds, deres samlede image og helst uden at give point til modstanderen. Lovgivningen bliver idealistisk håbefuld og himmelråbende naiv, når den skrives fjernt fra hvor den skal udleves. Og vi kan måske undgå de mange syltekrukker, tabuer og spinsager der opstår fordi politikerne holder sig fra (eller opsøger) betændte emner, der kan skade (gavne) deres karriere, parti eller vinderchance.
Den oplagte løsning er at opløse parlamentet og give de underliggende faktorer politisk magt. Et direkte demokrati, gerne blandet med repræsentantskab - hvis jeg personligt mener at min søster, arbejdsplads eller Greenpeace er bedre egnet til at tegne emnepolitikken i overensstemmelse med mine holdninger. Det vi kender som crowdsourcing kunne snildt udvides til politik, og samtidig give den fordel at vi ville fatte interesse for, og tillid til, politik - hvis det ikke blot er absurdteater for opmærksomhedssøgende skuespillere.
Jeg tror stadig at demokratiet er den bedste styreform - når vi en dag indfører det.
Til det med sproget, så genfremsætter jeg gerne et forslag som jeg i mange år har leget med.
Lad børn være politiske journalister, så politikerne skal kunne forklare sig på det niveau. Mange børn er glimrende til at gennemskue bullshit, og lader sig ikke forblænde af tom tale. Og hvis børn forstår politikken, så er der en god chance for at også vi barnlige voksne kan følge med.
Brian Degn Mårtensen er blot den seneste bidragyder på Information til at skamride ordene "Demokrati" og "Totalitær".
I den tidstypiske, demagogiske stil opstiller han falske skrækscenarier ("det er selve demokratiet, der står på spil"), grove generaliseringer ("Enhver dialog, ethvert kompromis og enhver justering udlægges som slinger, svaghed og løftebrud"), og uunderbyggede påstande ("magten bliver fuldstændig, reelt uimodsagt og ikkekontrollerbar").
Så det kan jo ikke undre, at debattørkorpset kaster sig over "anbefal" knappen ...
Spindoktor-myten.
Om ikke så længe kan den økonomiske politik, VKR gik til valg på, fejre 1 års jubilæum.
Betydningen af at have adgang til loyal presse må nu være gået op for S-SF. De havde muligvis troet, at adgang til den formelle magt - ministertaburetterne - ville give dem et minimum af medindflydelse - men vi lever i mediealderen.
Poul Nyrup havde også den formelle magt, da pressen i sin tid slagtede ham for sin pro-forma deltagelse i et cykelløb iført kikset cykelhjelm.
Den samme presse, som få år senere "ikke følte at emnet ville interessere publikum" hvis man spurgte, hvorfor Danmark var det eneste vestlige land, hvor pressen ikke interesserede sig for grundlaget for Irak-krigen.
Selv i Berlusconis Italien og (især) i Murdochs Storbritannien stillede pressen i høj grad kritiske spørgsmål - førte nærmest kampagner.
For at bortlede opmærksomheden fra den politiske manipulation, der foregår i pressens redigeringsrum, opfandt man spindoktor-myten. Denne djævelsk snedige person (en slags Moriarty), som uden at have adgang til redigeringsrummet - alene med rå hjernekraft - igen og igen kunne narre den hæderlige chefredaktør.
Venstre-spindoktoren Peter Arnfeldt er gift med TV2-redaktøren Ulla Østergård. Jeg tvivler på, at der findes ret mange ægteskaber, hvor manden gang på gang kan narre sin kone. Jeg har i hvert fald aldrig selv haft held med det.
Spindoktor-myten blev formentlig opfundet i Tony Blair og Murdoch i fællesskab for at bortlede opmærksomheden fra den manipulation, der blev udøvet i redigeringsrummet som konsekvens af Murdochs private ejendomsret til medierne.
TV2 skandalen er i princippet større. Stationen er delvis statsstøttet og der betales i dag licens.
Jeg betaler lige nu for højreorienteret propaganda. Og det er Ulla Østergård der er propagandisten. Ikke Peter Arnfeldt.
Nief Ehrrerany, desværre har vi fjernet os fra den demokratiske ide i samfundet, der var fremherskende indtil måske for 7-10 år siden, hvor der på mystisk vis gik speed i ambitionismen fremfor samfundstanken.
Nu viser ny forskning heldigvis, at hele denne tro på egoisme nok er en misforståelse - hør således: http://www.dr.dk/P1/Eksistens/Udsendelser/2012/10/13091303.htm, som blot understreger, hvad der for os, der ikke var underlagt Haarders regimente i vores skoletid, er egne erfaringer.
Livet har altid bygget på selvregulerende mekanismer, det er vi som art ingen undtagelse af.
Den sidste tids oppustning af individualisme og konkurrence udløser således også selvregulering: flere og hårdere konflikter, alt imens kloden er i gang med at forandre sig med hensigt på at ryste os - denne møgirriterende art som på et par geologiske sekundbrøkdele har formået at forstyrre dens fine dynamiske balance - af.
Vis ikke vi evolverer meget hurtigt fra at konkurrere mod hinanden til at kooperere med hinanden for at løse planetens OG menneskehedens akutte problemer så er vores forestilling på den planetariske scene vistnok snart forbi.
Morten Hansen, hvem er STATEN?
En fornøjelse at læse denne artikkel.
Problemet er ikke magel på ytringsfrihed, men snarere mangel på ytringslighed. VKO og de blå medier havde monopol på "sandheden". Derfor er Fogh og Per stig Møller aldrig blevet stillet til ansvar for løgnene om Iraq på samme måde som f.eks. Blair er blevet det. De blå lejesvende (herunder DRs journalister) har simpelthen ladet Fogh og Co. slippe afsted med det.
I øvrigt også en stor fornøjelse at læse Robert Kroll's kommentar. Kommentaren illustrerer så smukt den grundlæggende mangel på forståelse for demokratiets forudsætninger, som artiklen kredser om, at man næsten skulle tro det var bestilt arbejde. Kroll kunne lige så godt have skrevet "Der er ikke noget at komme efter"!
Et konkret forslag til medierne:
STOP med at invitere fx Sigge Winther Nielsen til at diskutere/kommentere politiske debatter med en samfundsmæssig substans. Han er efter min mening en personificering af den djævelskab som artiklen peger på.
Sigge har nemlig en formidabel/nederdrægtig egenskab til at reducere alle debatter til vælgervandringer, intern politisk strategi, løftebrud, "hvad gør vælgerne, når han/hun siger sådan" etc.
Medierne insinuerer derved til borgerne, at det mest væsentlige at vide om dansk politik er, hvordan andre borgere vil reagere ved næste valg i forhold til et givent politisk emne.
Det fører til en slags spekulationspolitik eller meta-politik som både borgerne og politikerne orienterer deres 'politiske kompas' efter, frem for at orientere sig mod substansen: Kan jeg forlige mig med den ændring som politikeren præsenterer for mig og mit samfund?
Og hvis politikerne ikke formulerer substansen forståeligt, så er det mediernes opgave at gøre substansen forståelig. Det er desværre meget nemmere og hurtigere at invitere Sigge ind til en snak...
Hvis man har glemt hvem han er eller hvordan han ser ud: http://www.siggewinther.dk/
Sider