Klumme

PH i ens korte liv

Den store gamle kritiker irriterer fortsat med sit lys over land og lamperne
27. oktober 2012

I Hans Hertels nyudkomne storværk om Poul Henningsen gengiver forfatteren en episode, som PH selv fortæller: En årle morgen i 1946 ringer det på døren i rækkehuset i Ordrup. En bibelsælger står udenfor og faldbyder sin vare, hvortil fru Henningsen oppe fra første sals vindue venligt afviser: »Det har ingen interesse«. Bibelsælgeren insisterer: »De må tage stilling for eller imod!« »Ja, så må det blive imod,« svarer fru Henningsen. Bibelsælgeren bliver vred og truer med knytnæve op mod PH og frue: »Er De klar over, at De har taget stilling mod Den Almægtige!«

Nu brugte PH faktisk historien, ikke som religionskritik, men som ironisk kommentar til reaktionerne fra kommunisterne over, at han, Arnulf Øverland og Sigurd Hoel havde vendt sig mod kommunismen, Stalin og Sovjetunionens ’almægtighed’.

Men kernen i episoden er unægtelig udtryk for det mere uforsonligt troende segments vrede mod PH som følge af hans livslange og åbenlyse afstandtagen fra religiøsitet og anden overtro. For PH var det ét fedt, om troen gjaldt trolde og nisser eller Vorherre. I den hyperaktive kritikers skydetelt var det dog den gængse trosforestilling, der stod for skud og dermed præsteskabet, der følte sig truffet og truet. Den del af standen især, der nidkært fandt deres kald i at påtvinge andre en bornert kønsmoral. Men PH rokkede jo altså også ved selve trosfundamentet. Som skrevet står i en af de betydeligste sangtekster, den fra Dagmarrevyen 1941: »I dit korte liv«, hvor det blandt andet med inspiration fra Shakespeares Stormen hedder med den berømte frase: »Vores lille liv sluttes inde af en søvn/ Vi er af samme stof/ som drømme gøres af/det store tomme rum. // Alle der påstår, der findes mer/ gir os veksler uden underskrift/Mennesket har dyrket en hob idéer/som erstatning for naturlig drift ...«

Da Liva Weel blev præsenteret for lyrikken, sagde hun ifølge PH: »Poul, jeg aner ikke, hvad visen handler om. Er det noget med atomteori? Men de skal få den hver aften lige i masken, så de bliver stille«. Når Weel talte om atomteori, var det på grund af linjen: »Enkel er din skæbnes smukke lov:/Hvert atom forlanger du skal leve …«

Som PH tilføjer i Vers til i dag (1966), redigeret af Sven Møller Kristensen, så gav Liva den hver aften – »lige i masken«.

Der har den siddet siden.

Tautologisk taskenspilleri

Kirkens mere omsiggribende vogtere og tidehvervskredse af folkekirke-Danmark har med udgangspunkt i ugudeligheden som sådan taget afstand fra PH, hvis forkastelse af tro som forudsætning for dansk kultur er blevet opfattet – ja, selvfølgelig som kætteri, men også som vejen til fortabelse. Søren Krarup har her været den centrale sene opponent, hvis man kan hæfte en sådan hædersbetegnelse på en skribent, der med Hertels ord begår åndeligt underslæb. Polemik af den specielle Krarupske beskaffenhed bliver til bål og brand, og i den optik er påstande om PH’s hensigt med at afvise Gud (og guder) at sende folket i hhv. koncentrationslejr, gulag eller afgrunden. Med tautologisk taskenspilleri gøres PH til nazist, og hvad skal man stille op med dét, når mor bliver gjort til en sten, fordi hun ikke flyver.

I finurlige citater viser Hertel, at end ikke PH’s færdigheder som lysmager finder nåde for de rasende. Jesper Langballe, der mener, at PH som digter kun blev til noget takket være gode komponister og Liva Weel, kan heller ikke se noget bemærkelsesværdigt ved PH-lamperne, der »kun trækker flueskidt«. Når de mest fortørnede af PH-kritikerne i fortid, nutid og sikkert også fremtid har udtømt sig vredladent om PH’s værk, er det så givet som forsikringer om kulturradikalismens død, før den blev født, at lamperne også får én på lampen. Seneste skud på stammen er Claes Kastholm Hansen i Berlingeren, der formulerer sig med vanlig elegance i følgende køllesving »…alle er enige om, at PH’s lampe er genial, og det er den måske, men kun, hvis man mener, at en lampe ikke er beregnet til at se ved, men kun til at se ud«.

Nu er nærværende skribent hverken agent for Louis Poulsen & Co eller PH’s minde, men kan efter års erfaring med lamperne anbefale CKH at holde op med at fedte med wattene i sine sparepærer eller opsøge en øjenlæge.

Dopet fra pedal til hjelm

En anden side af PH’s virksomhed blev aktuel i ugen, der gik. Den amerikanske supercykelhelt Lance Armstrong er nu frataget samtlige sine Tour de France-titler, fordi han på tourerne har været dopet fra pedaler til cykelhjelm. Akkurat som vor hjemlige Riis, der sjovt nok stadig er benovet forsidestof i sportstillæggene, skønt også han som bekendt og med tilbagevirkende kraft fik revet førertrøjen af sin forgiftede krop. PH udtrykte tidligt skeptisk over for massesporten og ikke mindst dens presse og propaganda, der var forbundet med hysteriet. Han så jo de totalitære systemers udnyttelse af idiotien. Konkurrencemomentet skruet op i vanvittig nationalisme, som den Gunnar Nu Hansen formidlede allerede i radioens barndom. Men også ved påstanden om konkurrenceidræt som noget nær naturbestemt karakterforædling.

Indvendingen mod sport på det niveau som det modsatte og virkelighedsflugt synes at være bekræftet i dopingskandalerne, der burde sætte en stopper for det årligt tilbagevendende selvkørende svindelnummer på franske landeveje og pille mediedækningen af plakaten. Man kan lige så godt lave reportage om, hvem der kommer først til nærmeste pusher. Hva’ mæ om Jørgen Leth gav en god forklaring på historien, og hva’ mæ om cykelsportskommentatorerne i deres almægtighed stak os en undskyldning for løgn og i kilometervis samt et utal af års misbrug af sendetid i tv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Møller-Jensen

Den anden PH - Piet Hein - har lavet smuk lampe, som samtidig giver en ualmindelig god lysfordeling.
Modellen hedder RA, og kan godt anbefales!

Henrik Brøndum

Egentlig forstaar jeg ikke PH's modstand mod ekstrem sport som den refereres her. Modstand mod nationalisme - det er der logik i - men ekstrem sport er da bare en anden maade at sige "leve staerkt - doe ung" - glem alt med religion og evigt liv.

Helge Rasmussen

PH er den som sætter ting på plads, som for eksempel slutningen på 4 vers i revyvisen fra 1940:

Man binder os på mund og hånd
Men man ka' ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka' li'
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel'
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli'r aldrig forbi.

Visen, der har melodi af Kai Normann Andersen, indgik i revykommedien "Dyveke" 31. maj 1940.

http://www.sappho.dk/poul-henningsen-man-binder-os-pa-mund-og-haand-1940...

Jeg gik glip af min morgen vodka i dag, så måske er det derfor, jeg ikke kan få denne klumme til at hænge sammen!
Forstå slet ikke pointen omkring P.H. og massesport. Der bliver langet ud imod totalitære systemers, med eksempler fra USA og Danmark. Egentlig er det ikke så galt. USA og England er rugekasse for elitesport, samt medfølgende presse og propaganda. Og hvis Georg Metz virkelig mener, disse lande er eksponenter for totalitære tendenser, så er det da en ny og givende erkendelse.

For endnu en gang at give PH én på lampen – med eller uden skærm - kunne én passende ihukomme sin professionelle og projektproduktive æra, hvor dimensionering af belysningsanlæg bl.a. indbefattede anvendelse af armaturers lysfordelingskurver, som var angivet ved grafer i polære koordinater i lampelevandørernes professionelle kataloger, netop til brug for belysningsingeniører og muligvis kopieringsaffine arkitekter, der bl.a. måtte spørge om, i hvilken retning der blev sendt mest lys afsted fra lyskilden, således også i en moppedreng af lampekataloget fra LP&Co. - men her bladrede og ledte man imidlertid forgæves i LP-kataloget efter nogle som helst lyskurver for disse opreklamerede PH-lamper – sandsynligvis af meget hemmelige årsager, som senere hen dog er blevet opdaget og fremdraget af utallige kværulanter og andre smålige petitesseryttere, der ikke endnu har indset genialiteten i disse stærkt fotonabsorberende og i øvrigt lysafvisende blikskærme – til ågerpriser i et langt liv …