KRONIK – Poul Henningsen – bedre kendt som PH – huskes vel i dag af de fleste som PH-lampens formgiver, den blændfri lampe, der sikrede ham en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris i 1925. Den blev det økonomiske sikkerhedsnet i hans liv, der dog først og fremmest kom til at stå i meningsdannelsens tegn. Det er da også i den egenskab, Hans Hertel har besluttet at mindes PH – dels med en biografi og dels med en debatbog, som begge udkom i går.
PH gik bl.a. til angreb på vanetænkningen, konformismen, den autoritære opdragelse og den victorianske kønsmoral, og han sluttede fortjenstfuldt som den første redaktør af forbrugerbladet Tænk, inden han i 1967 forlod denne verden. Man har kaldt PH ’folkeopdrager.’ Men det at opdrage folket kræver jo en vis forbindelse med folket. Den forbindelse var meget spinkel for denne elitære kulturists vedkommende. Han blev snarere provokatør end folkeopdrager – i den bedste hensigt, men med tvivlsomme virkemidler og alliancepartnere.
PH’s virkemiddel for at retlede folket var først og fremmest kunsten – frem for alt malerkunsten. Hans tro på maleriets politiske muligheder var uanede. I kronikken ’Malerkunstens sociale opgave’ (Politiken 11.11.1930) mente han ligefrem, at »en ny malerisk opfattelse af mennesket i det danske kulturlandskab (ville kunne få) afgørende betydning for demokratiet som helhed.« Reproduktioner af den fynske maler Peter Hansens malerier burde efter PH’s mening hænge i alle arbejderhjem, eftersom Hansens »skildringer af folkets børn ... har betydet mere i kampen for frihed, lighed og broderskab end mangen brandtale.«
Og i pamfletten va mæ kulturen? fra 1933 kan man læse, at »kubismen har dyrket en bedre jord for kommunismen end samtlige skildringer af sult og nød.« Det er dog noget.
PH’s angreb på S
I den nævnte Politiken-kronik savnede PH en mere udviklet ’proletarkunst’ i Danmark. De skyldige i denne mangel var socialdemokraterne. I va mæ kulturen? beklager PH, at S alt for ofte »rykkede til højre«. Som så mange andre kulturradikale var han øjensynligt uopmærksom på, at partiet aldrig fik sit eget flertal. Helt frem til 1936 havde VK-partierne endda flertallet i Landstinget og kunne dermed afvise det flertal, som SR-partierne periodevis havde haft i Folketinget de foregående årtier.
Da SR i 1936 omsider fik flertal i begge Rigsdagens Kamre gav det mulighed for gennemførelsen af: beskæftigelseslove, lov om forbud mod overarbejde (pga. den høje arbejdsløshed), ferielov, revision af Lærlingeloven og Folkeskoleloven, forbedring af visse sociale love, abortlovgivning mv. – alt mod VK’s stemmer. Var denne lovgivning højreorienteret som hævdet af PH?
PH roste dog i Politiken socialdemokraterne for at have sikret, »at proletariatet var så talmæssigt ringe herhjemme.« Men hermed var de (derfor) samtidig skyldige i, at »vi ikke har en proletarkunst i lighed med udlandets.« Socialdemokraterne burde altså have sørget for, at flere fattige forblev fattige – til gavn for proletarkunsten.
I øvrigt var disse ukunstneriske socialdemokrater ifølge PH mere interesserede i »madspørgsmålet« end i »den kulturelle retfærdighed« – herunder »arbejdernes uhindrede adgang til åndeligt liv.« Stalinbesyngeren Martin Andersen Nexø kritiserede ligeledes S for at hylde »mave-socialismen«. Som om overlevelse ikke er en ret vigtig betingelse for kunstnydelsen. PH’s kritik af Socialdemokratiets manglende omsorg for »arbejdernes uhindrede adgang til åndeligt liv«, er i øvrigt aldeles utidig. Partiets ledelse søgte fra begyndelsen at føre dets medlemmer til bogens, teatrets, maleriets og musikkens verden – hvad Hans Hertel dokumenterer overbevisende i sin bog Fremad (1987).
PH og kommunismen
PH kunne naturligvis ikke knytte disse ukultiverede socialdemokrater til sig som politiske alliancepartnere – i hvert fald ikke i Mellemkrigstiden. I stedet foretrak han som de øvrige kulturradikalister kommunisterne. I november 1932 blev de for første gang repræsenteret i Folketinget med to mand. Kommunisternes ’hovedfjende’ ved dette valg var hverken det – også dengang – dybt fagforeningsfjendske Venstre eller de fascistoide kræfter i det Konservative parti, i Dansk Samling, i Indre Mission, blandt grundtvigianerne og på en række borgerlige aviser. Nej – ’hovedfjenden’ for DKP var Socialdemokratiet.
»Al vor kraft skal koncentreres om at splitte dette socialfascistiske parti,« hed det i DKP’s valgoplæg i 1932. S blev kritiseret for at have skabt »en parlamentarisk forgiftet arbejderklasse«, og det danske folkestyre blev karakteriseret som et »humbugdemokrati«. På den kommunistiske internationales Kominterns, 7. kongres i Moskva i 1935 påstod partiets formand Aksel Larsen – den senere grundlægger af SF – at »hele Socialdemokratiets virksomhed har været og er ensbetydende med en skridtvis likvidering af folkets demokratiske friheder og rettigheder overhovedet. Socialdemokratiets regeringsvirksomhed (dvs. Stauning-Munch regeringen 1929 – 40) hjælper med til at skabe det ideologiske grundlag for fascismen og gennem dens anti-demokratiske forholdsregler jævner den yderligere fascismen vejen.«
Hvor mange af dagens SF-medlemmer kender mon dette yderst pinlige Aksel Larsen-citat?
At PH støttede sig til kommunisterne, kunne man bl.a. læse d. 8.10.1931 i Akademisk Tidende, hvor PH opfordrede de studerende »til at slutte sig til kommunismen«. Hvorfor? Jo, fordi »kommunismen i højere grad end andre bevægelser søger at erstatte retfærdighedsbegrebet med magtbegrebet i nøje overensstemmelse med den geniale økonomiske politiker ... Lenin. ... Hans indsats ... er af uoverskuelig værdi«. Smukke ord om denne ledende forræder mod den demokratiske socialisme.
PH idylliserede Sovjet
I 1933 besøgte PH Sovjet. Han blev meget betaget af de »rige muligheder for kulturlivet« i despotiet – så betaget, at han kun med smerte vendte tilbage til hjemlandets »kultur i havsnød«. Men om de samfundsmæssige forhold i Sovjet var han ikke meget meddelsom. I en afsluttende bemærkning i en Politiken-kronik samme år konstaterede han blot, at han ikke på grundlag af et kort ophold i det store land kunne nå at få »bekræftet eller afkræftet sin tillid eller mistillid til styreformen«.
Men PH var jo et læsende menneske, og samme år, som han besøgte stalinismens moderland, udsendte S’s politiske ordfører, Hartvig Frisch, sin bog Pest over Europa. Han karakteriserer i denne bog Sovjet som »et rent partidiktatur, der uden skånsel likviderede alle de demokratiske friheder, folkene havde tilkæmpet sig gennem det 19. århundred ... Lenin blev forgænger både for Mussolini og Hitler«.
I sin pamflet Va mæ kulturen? beklagede PH, at Frisch i Pest over Europa »bebrejder den revolutionære kommunisme, at den overhovedet eksisterer«. PH så altså i 1930’erne med sympati på sovjetkommunismens eksistens – noget Hans Hertel kun nødigt vil erkende.
I tidsskriftet Dialog nr. 3-4 1960 gjorde PH status over sine »35 års polemik og kritik«. Han skrev bl.a., at »nu står vi så midt i en stigende velstand og forbedrede materielle kår for store dele af befolkningen« – en kritisk situation ifølge PH, for »mens arbejderne i gamle dage hellere ville have en bajer end kæmpe for fremskridtet, vil de nu alle ha’ et fjernsyn, og de får det nok også.« Var det da kritisabelt? Var det PH’s 35-årige kamps formål at forhindre, at de materielle vilkår blev forbedret for folket?
PH havde utvivlsomt god vilje, og hans ønske om lys og luft både i byggeriet og i menneskelivet kan man kun støtte. Men han overvurderede kunstens samfundsændrende muligheder, og det trækker alvorligt fra, at han – på linje med de øvrige kulturradikale – var så længe om at tage afstand fra Sovjet-kommunismen.
Henning Tjørnehøj er forfatter og historiker. Han har bl.a. skrevet bøger om Socialdemokratiet, fagbevægelsen, Venstre, og Besættelsestiden. Han er en af bidragyderne i Hans Hertels debatbog om PH
Hvis omtalte bog mangler lidt slagside, så har denne artikel det alt rigeligt ...
Hvis man ville præsentere Henning Tjørnehøj ordentlig, så fortalte man at han er socialdemokratiets (u)officielle historiker, og enhver der har formastet sig til at være uenig med det parti får en over nakken.
Hvis man slår op i et leksikon under ensidighed, er der et billede af Henning Tjørnehøj.
Utroligt at nogen kan fastholde historien om at PH "flirtede med kommunismen" , PH tog adskillige gange kraftigt afstand fra Sovjet. Men det er nok hans vedholdende kritik af Socialdemokratiet der smerter Tjørnehøj til denne mangel på nuance - ærgerligt !
Jeg beundrer Tjørnehøj for at være og vedblive at være...Tjørnehøj!
Folkelig - hvad det så ellers er - eller ej, er ret ligegyldig. Hvis man kunne henvende sig til gamle kommunister som bl.a. Ib Nørlund, ville de afgjort ikke betragte PH som kommunist.
PH's HUMANISTVISE taler sit eget helt klare sprog:
Humanistvisen
Er jeg en gammel nar, jeg gik jo tusind år
igennem dette skuespil med samme tro
på mennskeheden, på et mennskes værdighed.
Jeg har holdt troen fast igennem krig på krig,
den tro der går som stammen gennem slægten,
de store tænkere var træets løvspring.
Men den der tror må osse kunne tvivlens kunst,
for tvivlen er den kraft man flytter bjerge med,
og han må kende fjenden. Husk min søn var Kain.
Hver krig han overleved, overleved jeg.
Gør derfor ikke nar ad humanisten,
for han er uudryddelig som Satan.
Hvem sejrer af os to tilsidst? Ja hvad ved jeg?
Jeg ved at den der opgir har i hvert fald tabt,
Jeg ved at kampen varer ved i evighed,
og alt går fremad eller baglæns skiftevis.
Jeg ved at Kain kan slås med større vildskab,
men jeg har våben som han ikke magter:
for jeg forstår ham. Jeg kan gennemskue ham.
Jeg ved på forhånd det der hver gang gør ham blind.
Vist mangler jeg hans uudslukkelige had,
men jeg vil altid hade uretfærdighed.
Bag hadet må et hjerte slå for mennsket.
Gør derfor aldrig nar ad humanisten.
Socialdemokratiet har aldrig promoveret klistermanden Henning Tjørnehøj, som mange havde forventninger til ville følge ligesindede over til Dansk Folkeparti. Kun brødnid til frafaldne Ole Hyltoft har forhindret det.
Mor arbejde hos Louis Poulsen og monterede PH-lampen - den alle (samt PiaK) har hængende -, så Poul Henningsen var min helt helt fra barnsben.
Tjørnehøj begår den klassiske manipulation, når han blander årstal sammen, således at kritik af Socialdemokraterne først i trediverne modargumenteres med noget, de først arbejdede for og vedtog senere i årtiet.
Og det er da trist, at Aksel Larsens udtalelse på Kominterns kongres efter 80 år har vist sig ubetvivleligt sandt.
er kommunisme ikke mere folkelig end alt andet???
Mon ikke Henning Tjørnehæj snart burde skrive en anden artikel/kronik om PH? Denne gang omhandlende PH i Sverige - og tiden efter.
Så vil han snart indse og erkende, at PH i og efter tiden i Sverige faktisk var imod kommunismen, altså den kommunisme som opstod i Sovjet mv. Og det var han fordi han mente at denne kommunisme ikke var kommunisme, men blot en fortsættelse af borgerskabets undertrykkelsee, bare iført andre klæder.
Og da især med hensyn til seksualmoralen...
Grundtvig kunne man også kalde folkeopdrager - havde Grundtvig forbindelse med folket? jeg tvivler...
Citat fra artiklen : " .....hele Socialdemokratiets virksomhed har været og er ensbetydende med en skridtvis likvidering af folkets demokratiske friheder og rettigheder overhovedet. "
Stadig aktuel uanset hvem, der er forfatteren.
En kommentar mod S - lighedsmageri og statsformynderi, som kunne være sagt af en liberal ?
Som humanisten PH.
Tjørnhøj er historiker i Bent Jensen-klasse, og lige så klodset i sine altid gentagne manipulationer. Det er synd, for skjult i ordflommen plejer begge at have nogle regulære pointer, som ofte bliver forbigået af andre historikere. Desværre skygger ideologien grundigt for udsynet.
Naturligvis var det med historisk klarsyn snotdumt at DKP fulgte Sovjet-parolen om at Socialdemokratiet var hovedfjenden, men logikken er vel god nok. Hvis man ønsker at samle folk til revolution, er det et problem når konkurrenter snupper broderparten af de mulige, og fodrer dem med et budskab om at revolutionen slet ikke er nødvendig.
Modstående glemmer Tjørnhøj behændigt, at Socialdemokratiets hovedfjende var DKP og det i en grad, så socialdemokraterne ville samarbejde med hvemsomhelst for at stoppe kommunisterne. Dette bragte som bekendt socialdemokraterne i hemmelig og tæt alliance med den alleryderste højrefløj og diverse skumle efterretningstjenester fra ind- og udland.
Tjørnhøj springer lige så let over, at de to partier kun et årti tidligere havde fælles udspring i en ihærdig støtte til netop Lenin og Sovjetstyret. Få kan som Tjørnhøj omskrive fortiden så effektivt, men mange andre forsøger. Og Tjørnhøjs anke mod Hans Hertels nyfortolkning af PH er korrekt set, men han kender jo osse selv metoderne.
Jeg har forøvrigt en komplet samling af forbrugerbladet Tænk fra tiden med PH som redaktør. PH tog dette arbejde meget alvorligt, og leverede en pragtfuldt svidende samfundskritik på forbrugernes vegne i en årrække. Disse skriverier bærer hverken præg af bitterhed eller faldende åndsevner.
Biografi-skrivernes problemer er ofte, at vi mennesker er levende væsener, der løbende justerer og ændrer holdninger. Der er derfor (helst) modstrid med hvad vi mente som yngre og nu, og inkonsistens i hele livsforløbet. Det er meningsløst at beskrive en persons hele liv ud fra ret tilfældige citatpluk, men er en fin metode til at sammensætte en (fiktiv) hade- eller yndlingsfigur ud fra virkelige personer - og det er desværre hvad der som regel sker i biografier.
I det nummer af Dialog, Tjørnehøj henviser til, svarer PH i øvrigt på spørgsmålet ”Nyttede kulturkampen?”
”De 35 års polemik og kritik, jeg har deltaget i, kan samles under parolen: kampen mod borgerligheden, og det gjaldt, hvor den end viste sig – om det var i kunsten, i arbejderklassen, i Sovjetunionen, i Socialdemokratiet.”
”Den pengekrise, som skabte arbejdsløsheden i tredverne, og Hitler og verdenskrigen, skabte mere end det. Javist, også velstanden og det stigende forbrug, men først og fremmest mistede arbejderne deres frihed ved at blive forbrugere.
Vestens kulturliv er stille og uden modstand gledet over på kapitalens hænder. Gennem underholdningsindustrien, som vi desværre må regne den samlede danske presse og fjernsynet og radioen med til, varetar kulturapparatet nu kapitalens interesser bedre end den selv nogensinde har kunnet gøre det. Ikke mennesket, men produktionen er sat i centrum.”
”… [Vi har] forsømt at gøre det almindelige menneske vågent og kritisk og rede til selvforsvar overfor den magt, som vil slavebinde ham. Metoden er ny og raffineret. Det sker med fjernsyn og motorisering på afbetaling. Men det skulle dog kunne gennemskues, at det endnu engang gælder friheden.
Tiden er kommet til at betragte kulturlivet som nøglen til magten, og det vil enten sige undergangen for demokratiet eller dets virkeliggørelse.”
"kæmpede for folkets interesser"
Meget passende at det står i datid!
"hele Socialdemokratiets virksomhed har været og er ensbetydende med en skridtvis likvidering af folkets demokratiske friheder og rettigheder overhovedet. Socialdemokratiets regeringsvirksomhed (dvs. Stauning-Munch regeringen 1929 – 40) hjælper med til at skabe det ideologiske grundlag for fascismen og gennem dens anti-demokratiske forholdsregler jævner den yderligere fascismen vejen.«
Jeg kan så ikke lade være med at drage paraleller til socialdemokraternes vælgerbedrag idag og ender sgu samme sted:
"humbugdemokrati"
"I va mæ kulturen? beklager PH, at S alt for ofte »rykkede til højre«."
Jeg tror ikke det ville glæde ham at vide at de har fortsat med det siden da.
Tjørnehøj har som altid et skarpt øje for andres/partiers fejl og mangler - herunder både Venstres og venstrefløjens, og det er sådan set udmærket.
Men hans analyser og skriverier skæmmes desværre ligeså konsekvent af, at manden har en fuldstændig blind plet overfor kritik af socialdemokraternes gøren og laden til alle tider.
Her minder Tjørnehøj, som man i øvrigt ofte ser det, om dem han kritiserer hårdest og er mest onde i sulet på, kommunisterne i enhver afskygning.
Tjørnehøj forsvarer Socialdemokratiet ligeså indædt som den mest Moskva tro kommunist har forsvaret alle Sovjet og omegns gerninger uanset hvad - og her skal det dog straks med eftertryk tilføjes uden sammenligning iøvrigt.
Det kunne derfor være rart også for Tjørnehøj selv, tror jeg, men især for hans troværdighed, hvis han snarest serverede en ligeså skarp og kritisk gennemgang af socialdemokraternes politiske adfærd før og nu, som den han veloplagt og tilbagevendende leverer af Venstre og venstrefløjen.
Hvad angår PH bemærker Erik Skyum-Nielsen i dagens anmeldelse af samme PH biografi tørt:
"Henning Tjørnehøj affejer PH’s konstante kritik af Socialdemokratiets bevidstløst borgerliggørende kulturpolitik ved at snakke om noget helt andet og retorisk spørge: Hvad var der galt ved, at store dele af befolkningen omsider fik bedre materielle kår? Det havde PH da vist heller ikke noget imod."
Jørgen Garp
En skarp og kritisk gennemgang af socialdemokraternes politiske adfærd før og nu, med samme metode og systematik, som præsenteres i ovennævnte artikel, tror jeg du vil medgive kun kunne betegnes som selvpineri af værste skuffe.
Det kan man virkeligt ikke bede nogen om uden at kende deres lyster.
Arne Hardis´ anmeldelse i Weekendavisen 12.10. er bedre og yder PH mere retfærdighed, dog ikke helt, men hvor meget kan man forlange i det borgerligt forstoppede Danmark..
PH var ikke nogen "folkeopdrager", vor herre bevares for et udtryk. Men han var først og fremmest kritikker af borgerligheden og småborgerligheden, og en gevaldig torn i øjet på disse kulturer, Det satte sig så voldsomme spor, at han stadig var forkætret i VKO-perioden, i hvert fald var "de kulturradikale" Brian Mikkelsens værste hadeobjekt, og Dansk Folkeparti var helt enig, selvom Søren Espersen med kronikken "Jeg savner PH" prøvede at glatte ud, men det var snyd.
PH er en pragtfuld skikkelse af have i vores bagage, men det bedste er nok at lade ham stå for sig selv, fremfor at lade opfattelsen af ham diktere af mere eller mindre hadefulde fortolkere.
Hans revyviser, hans kronikker i Politiken, hans tidskriftindlæg (f. eks. Kritisk Revy, og Kulturkampen) og hans arkitekurtanker. Dem kan man læse, hvis man kan finde dem.
Når PH i lighed med andre kulturradikale på den tid (Hans Kirk, Hans Scherfig, Otto Gelsted) nedtonede kritikken af Sovjet-kommunismen, var det fordi de gav fascismekritikken første prioritet. Der var mange. der marcherede dengang, også unge konsevative, og faren fra nazismen og kampen mod Hitler-Tyskland havde første prioritet. PH erklærede, at han ikke var kommunist.
Min morfar havde kun en kort skolegang,men han var i mange år tillidsmand på 'statsbanerne', abonnerede på 'Fremads' bibliotek skrifter om samfundet osv.
Han fortalte allerede da jeg var dreng om, hvordan han havde været til forelæsning med PH i studenterhuset (tror jeg), og hvordan PH havde skoset alle borgerlige politikere med, at 'man må da ikke forvente, at folk kan interessere sig for kultur, når der ikke er brød på bordet'.
PH var i alle årene min morfars helt. Netop den historie og min morfars meget fine socialdemokratiske historie har opdraget alle i vores familie. Herunder også til at se, at det vi har idag, det er ikke 'socialdemokratiet' andet end af navn.
Mon Henning Tjørnehøj kan se det? Desværre næppe. For trods Tjørnehøjs faktisk ret ofte skarpe hjerne, så er han om nogen en loyal 'partisoldat'.
Lidt ironisk når man tænker på, at det som Tjørnehøj anklager PH for, absolut ikke passer på PH, men faktisk passer rimeligt godt på Tjørnehøj selv.
Det er faktisk let at se mange lighedspunkter mellem PH og verdens bedste sociologer som fx Bourdieu og Foucault.
Men som det også gjaldt Sokrates, så er den asociale tænker, der vil sige sandhden uanset, hvad det koster i sociale relationer og anerkendelse, absolut ikke populær i disse år.
Men hvis Socialdemokratiet skal have en fremtid - udover af navn - så mangler partiet unægteligt noget salt....
Og her er Tjørnehøjs ærinde ikke ligefrem gavnligt - og endda ganske enkelt uretfærdigt...
"Jeg så de syv kroge, de hængte mennesker i, kvalte dem langsomt i en klavertråd som straf.
Var krogene syv? Var det modstandsfolk? Nazister? Det er mig ligegyldigt. Dumheden hos de mennesker, som hængte dem, svier som en større sorg end sorgen over de hængte." (PH 1965 - Berlinervers)
At 'kommunistisk' kunst og kultur står langt stærkere end eventuel socialdemokratisk er et velkendt fænomen.
Det gør 'nazistisk' også.
Socialdemokratisk 'kunstinstallation' : det er vejarbejdsafspærringer i idyllisk natligt neonlys, og gu' er det stemningsfuldt og proletarisk at falde i en socialdemokratisk kunstudgravning på vej hjem om natten efter den tyvende bloody mary ....
Derudover mest Morten Korch og dansktop..?
Men det var tydeligere på PH's tid. Derfor blev han som han blev.
Hvis PH i en periode gjorde sig illusioner hvad angår Lenin er det meget langt hen undskyldeligt perioden taget i betragtning.
PH var født Poul Henningsen i september 1894, officielt som søn af Mads og Agnes Henningsen, men var i virkeligheden resultatet af moderens affære med forfatteren Carl Ewald. I 1895 blev moderen skilt fra Mads Henningsen, efter at denne – som var rektor på latinskolen i Ordrup – havde kysset en mindreårig elev. For en tid boede PH og moderen hos hans biologiske fader, der var gift og selv havde børn. Senere giftede moderen sig med en fraskilt cand.jur., Simon Koch. Ved dåben i oktober 1894 i Ordrup kirke var der faddere som grosserer, russisk vicekonsul Niels Kay Strøyberg til Dronninglund, en apoteker, en læge og en kæmner.
I 1919 blev PH gift med Else Strøyberg, født 1896 i Aalborg som datter af grosserer Strøyberg, et ægteskab der varede helt til 1942. I dette, sit første ægteskab, fik PH sønnen Simon P. Henningsen. Uden for ægteskab fik han Sten Hegeler, der blev en kendt psykolog.
Jeg mener, at Poul Henningsen ønskede at jævne alle kirker med jorden. Er det sandt? Blev han ved med at være folkekirkemedlem? I dag bemærker man næsten kun PH, når aviserne skriver, at der har været indbrud i kirker og kirkecentre og en masse dyre PH-lamper er stjålet.
Og, Jens Yde, når der meget tit bliver spillet "Man binder os på Mund og Haand".
@ odd bjertnes. Du tager grueligt fejl når du postulere at socialdemokratisk kunst er lig med: ” Morten Korch og dansktop”. Dansktop måske, men Morten Korch nej – jeg havde næsten sagt ”den må du længere ud på landet med”. Morten Korch hører kulturpolitisk ind under bondepartiet Venstre.
Socialdemokratiet var nu det første politiske parti som sikrede støtte også til eksperimenterende nyere kunst. Læs eller genlæs Jul. Bomholt: ”Arbejderkultur” og kast lige et blik på: ”Arbejder Kultur” 1924-48 Redigerede af Ib Bondebjerg & Olav Harsløf. Heri er alle diskussionerne omkring ”kulturkamp og klassekamp” trykt.
Lenin var måske småborgerlig i sin kunst smag, men han hævede aldrig, at være en autoritet på området, men han var af den klare holdning, at kunsten tilhørte folket (som i Lenins øjne – havde skabt de værdier som muliggjorde kunst). Noget som straks efter oktober revolutionen gjorde sig gældende på mangfoldige områder. Et område hvor der virkelig var en kunstnerisk opblomstring, var inden for teateret. Der blev etablerede egns teatre over hele Sovjetunionen – i byerne , landsbyerne og på fabrikkerne. De store teatre i Moskva og Leningrad spillede gratis og folk som aldrig før havde set et teater indefra stormede teatrene sultne efter kultur oplevelser, som før revolutionen var forbeholdt de få ( Se f.eks. Stanislavskij ”Mit Liv i Kunsten”).
Jeg ved ikke om Odd Bjertnes med ”kommunistisk kunst” tænker på sovjetisk avantgarde og det er jo verdenskunst på alle måder – proletarisk eller ej. Jeg har derimod svært ved at se de store kvaliteter ved nazistisk kunst? Fascistisk kunst i Italien derimod, modsvare fint den sovjetiske futurisme. Mange tror imidlertid at den sovjetiske kunst fornyelse stoppede med futurismen. Det er ingenlunde tilfælde - se f.eks. min blog om sovjetisk modernisme: http://kilaasi.blogspot.dk/2012/06/sovjet-modernisme-malerkunst-og-kultu...
Så kom kommunisterne til tasterne.
Ja de skal da være mere velkomne end visse andre
anerkender det meste af Oreskovs anmærkning ...
joe, 'kommunistisk' kunst har langt højere kreativ autonomi end 'nazistisk'. Men f.eks. 'Operation Barbarossa' var da en slagkraftig installation, omend inspireret af Napoleon.
Hvor 'kommunistisk' malevitch hvide firkant på hvid bund så er skal jeg ikke kunne sige, men det er lidt mere til at kapere :-)
Jeg er meget forundret over at man kan bedrive historisk forskning gennem ideologisk bestemte påstande og stereotyper. Allerværst er at Henning Tjørnehøj i forvejen ved en masse om historiske fænomener inden han analysere dem. Kun hvis man deler samme subjektive vurderinger, om Sovjetunionen og Lenin, kan man følge Henning Tjørnehøj – det er der jo også mange der gør, så derfor ulejliger han sig ikke med at underbygge sine markværdige påstande.
Hvad skal man stille op med en sætning som: ”Stalinbesyngeren Martin Andersen Nexø”. Ud fra denne sætning kan jeg ikke se hvad det er Martin Andersen Nexø har sagt om Stalin som Tjørnehøj ikke kan lide.
Om Lenin ” Smukke ord om denne ledende forræder mod den demokratiske socialisme.” Igen forudsætter en meningsfuld læsning af denne sætning, af jeg allerede a priori, ved hvad Tjørnhøj har i tankerne og at jeg deler hans synspunkter.
Ligeledes i dette stærkt subjektive udsagn: ” I 1933 besøgte PH Sovjet. Han blev meget betaget af de rige muligheder for kulturlivet i despotiet”. Jamen forstå en intelligent person som Henning Tjørnehøj slet ikke at han med sådan en sætning i virkeligheden ikke siger en skid. Og forstå han ikke at man med fuldkommende samme logik, kunne sige noget lignende om vores side af verden. Jeg husker en morsom episode i den sovjetiske forfatterinde Vera Panovas roman ”Årstiderne”. To drenge har været i biografen, og set en film fra Italien, og på vejen hjem diskutere de livligt hvordan det må være at bo i Vesteuropa med al den undertrykkelse og udbytning af hverandre, som findes der. Imidlertid glæder drengene sig over at de bor i Sovjetunionen.
Sætningen ”det danske folkestyre blev karakteriseret som et ”humbugdemokrati”, er også voldsomt manipulerende. Begrebet folkestyre serveres som et problemfrit og renvasket produkt, og kontrasteres med et i forvejen negativt ladet ord. Havde han nu skrevet ” Det tvivlsomme danske folkestyrer blev karakteriserede, som et ”humbugdemokrati” ville betydningen implicit blive en anden.
Hvad P.H. siger om Sovjetunionen er uden undtagelse underforstået løgn.
Omvendt når Henning Tjørnehøj citere Hartvig Frisch: ” et rent partidiktatur, der uden skånsel likviderede alle de demokratiske friheder, folkene havde tilkæmpet sig gennem det 19. århundred … Lenin blev forgænger både for Mussolini og Hitler” så stå det ikke til diskussion. DETTE ER SANDHEDEN!
Desværre tror jeg ikke vi få en objektiv sandhed om Sovjetunionen, før det går op for historikerne at Sovjetunionen i vesten var en konstruktion, hvori Sovjetunionen fremstod som ”Den dæmoniserede anden” – vi spejlede os i, så vores egen demokratiske, humanistiske, oplyste fortræffelighed kunne fremstå problemfri og uden knaster. Det tror jeg ikke sker lige med det samme, sikkert først når der kommer en ny generation af forskere, der tør at tage deres forskning alvorligt og smide alle forudtagne konklusioner væk.
@odd bjertnes. I altså ikke et ondt ord om Malevitch og hvid firkant. Jeg er sjældent i Moskva uden, at aflægge Nye Tretjakov et besøg, med det præcise formål at overbeglo Malevitch. Du har imidlertid fuldstændig ret, omkring hvor kommunistisk sådanne malerier egentlig er! Kunstskolen i Vitebsk havde forbløffende nok indskrevet i deres program af eleverne bl.a. skulle studere metafysik altså af ”Tertium Organum” slagsen (P.D. Ouspenskij. Nogle kunsthistoriker mener også at hvid firkant forstiller det øjeblik hvor et legeme bevæger sig ind i den 4. dimension. Og det er fandeme overordentlig symptomatisk for perioden som var uhyrer sammensat. Lige det modsatte at hvad historikere som Henning Tjørnehøj forsøger at bilde os ind, at tiden var enorm ensidig og kontrolleret. Medens vi er ved det komplekse og fantastiske så har jeg en lille sjov ting (hvis du vil holde fast ledt endnu) jeg ved et tilfælde så i går nat. Jeg sad og bladrede i en bog om den russiske maler og teosof Nicholas Roerich. Roerich havde afsluttet sin store rejse i Asien. Her havde han mødt Helena Blavatskijs Mahatmas (det mente han altså). Inden han tager tilbage til USA tæger han lige et smut til Sovjetunionen. Her har han flere møder med kommissæren for kunst og kultur Lunacharskij og han overbringer kommissæren et budskab fra disse okkulte fantasi skabninger: ” Vi har i Himalaya hørt om hvad I har opnået. I afskaffede kirken, som var blevet til en grobund for overtro og falsknerier. I smadrede uddannelsesfængslerne. I udrydde hykleriets familie. I fik afskaffet slavernes hær. I knuste profittens edderkopper. I lukkede porten for nattens tøveknægte. I befriede landet for de velhavende forrædere. I forstod at religion er læren om universets materie. I erkendte den personlige ejendomsrets utilstrækkelighed. I forstod fremkomsten af kommunen. I pointerede vigtigheden af viden. I bøjede jer dybt for skønheden. I gav børnene kosmos fulde kraft. I indså nødvendigheden af at opføre nye hjem for det fælles bedste! Vi stoppede et oprør i Indien da det var nået modenhed; på samme genkender vi det tidløse i jeres bestræbelser og vi sender jer al vores hjælp, som en bekræftelse på Asiens enhed”. Lunacharskij som i parentes var en trænede marxistisk tænker, takkede og så gik de to herre over til at diskutere plænerne for et Nicholas Roerich museum i Sovjetunionen. Denne episode virker kugle skør hvis man tænker endimensionalt. Tager man derimod højde for galskaben, mangfoldigheden, det sammensatte og komplekse, så er denne episode symptomatisk for denne tid og dette sted!
Tyveknægte
PH er vidunderlig svær at rubricere og tak for det. Han var avantgardist og provokatør. En dygtig købmand, der så igennem fingre med PH lampens brud med egne principper i bombardementslysekrone versionen - der var jo et marked for den. Han forsvarede Josephine Baker for hendes 'naturlighed' på et tidspunkt, hvor frisindet og accepten af 'det fremmede' kunne ligge på et meget lille sted.
Og så gav han os de to vidunderlige viser: Ølhunden glammer og Man binder os på mund og hånd, der på hver sin måde er fine billeder på 'nationalsindet'.
Ølhundens far var i sandhed en Grand Danois!
At blive kaldt 'folkeopdrager' ville han nok gerne have sig frabedt. Lige så vel som en ensidig politisk læsning af hans oeuvre.
Robert O. Jensen
Så er du der igen med dit leninhad. Lenin er et lysende forbillede (men ikke ufejlbarlig) for alle der ønsker revolution. Du er antirevolutionær. Almindelig reformist og revisionist som hele mainstream. For dig er Lenin et svin, mens Christoffer Hitchens er en helt. Med hensyn til begge de herrer skulle sætningen have været i datid. Med hensyn til din bevidsthed er den imidlertid alt for aktuel hertil.
Jeg er snart træt af at se Tjørnehøj præsenteret som 'historiker', og det han bedriver som 'historisk forskning'.
Tjørnehøj er AMATØRhistoriker, og det han skriver er politiske partsindlæg. Det har intet med historisk forskning at gøre.
- omend sammenligningen med Bent Jensen og hans koldkrigere ikke er helt ueffen ...
Modsætningen kommunist/kulturradikal er temmelig grundlæggende. Bortset fra nogle ganske rigtigt glorværdige lyspunkter i Sovjettidens åndehuller, stod kommunismen og DKP herhjemme sjældent forrest i kulturkampen. Når kampen ikke drejede sig om arbejdernes frigørelse, blev sådanne narrestreger omhyggeligt kritiseret i Land og Folk.
Sjovt nok var PH og DKP helt enige i hadet til popmusikken, og partiets forfattere spildte gode kræfter på at dæmonisere den seksuelle frigørelse - den slags petitesser kunne først diskuteres efter revolutionen. I min ungdom i 70erne var DKP nogle fodslæbende reaktionære, der kun langsomt under det tunge pres fra nogle få dygtige partimedlemmer fattede, at partiets standpunkter fx for atomkraft og mod Christiania ikke solgte biletter.
Folk som Hanne Reintoft og Erik Clausen forsøgte lige som Ole Sohn at få noget godt ud af DKP, men blev mere holdt tilbage af partiets normer, end støttet frem. Når unge vestlige kommunister besøgte Rusland, spurgte de om der også var plads til hippier der. Så et par officielle kollektiver i vestlig model blev opbygget, som turisterne så kunne gæste - jeg har senere mødt nogle af statshippierne fra den gang!
Jeg sidder i en FB diskussion og har entydigt brug for at vide: Var PH på noget tidspunkt kommunist?
Artiklens åbenbare kvaliteter udelukker den som kilde, men det herværende kommentariats kvaliteter, der er lige så åbenbare, kunne være interessante at dyppe i ...
?
Kære Niels-Holger
Jeg har lidt svært ved at se den der med afdøde Christroffer Hitchens i denne forbindelse. Ikke mindst fordi at manden vedblev at være Leninist og trotskyist hele 2 årtier efter jeg hoppede af den skude.
Men du har ganske ret i at jeg hoppede af for ganske mange års siden. Jeg kan forsikre dig for at det ikke er spor svært at være venstreorienteret mrxist og anti-leninist og at det aldrig har været det.
Trods flere personlige dyder var Lenin fundamentalt set antidemokrat og ekstremistisk elitært tænkende fanatiker. Han var selv ud af en højere middelklasse men mente stadig at et elitært diktatur bestående af ham selv og hans socielt ligestillede stod over alle andre - den arbejderklasse han påstod han kæmpede for inklusive
Han forkastede i ord såvel som aktiv handling Marx tese om at ’arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens egen værk’ og indsatte istedet tesen om at ’arbejderklassens frigørelse er det ledende partis- og dets centralkomitee og politburos eget værk – og tiolføjede så at alle andre partier skal forbydes og fagforeninger er unødvendige. Årsagen var meget enkjelt den atr han var fuld overbevist om at hans partis ledelse af middelklasse intellektuelle vidste hvad der var bedst for ikke bare arbejderklasen men hele folket. Resultatet blev at enhver der protesterer lader vi fængsle og skyde (også hvis der er arbejdere).
Du har aldeles ret i at jeg finder sådanne holdninger uforenelig med progressiv venstreorienteret tænkning. Mere en det - praksis har dokumenteret at sådanne holdninger fører til en enkelt mands diktatur, mord på partikammerater og totalitære styreformer og tilsidst ender i mimreregimer og tilbedelse af relikvieskrin indeholdende afdøde lederes jordiske rester – og at den slags regimer ikke dur til noget somhelst – og da slet ikke noget er fører til – ’arbejderklassens frigørelse’.
Her er et punkt hvor jeg er aldeles enig med Tjørnehøj – som trods alle påstande om det modsatte – er en venstreorienteret socialdemokrat som loyal men på ingen måde er fuldkommen ukritisk overfor sit eget parti. Men i modsætning til Tjørnehøj har jeg aldrig være Socialdemokrat og i modsætning til Tjørnehøj har jeg selv engang været besnæret af leninisme og kan derfor godt forstå hvad der kan lede ellers gode folk til en sådan fundamental fejlopfattelse. Jeg er enog selv historkere og kan derfor godt sætte mig ind i at Lenins fejl ikke var så gennemskuelige dengang i 1920erne.
Niels-Holger jeg vil forslå dig at læse Robert Savage fremragende biogfrafier på Lenin, Trotsky og Stalin – der er masser af ny forsknin g i disse bøger med matariale hentet fra sovjettiske arkiver – materiale der grundigt dokumenterer at Stalin ikke var en fejl – men en logisk konskvens af beslutninger, tankagan og adfærd hos en lille gruppe fanetiske russiske marxtilhængere med et yderst tvivlsoimt forhold til personlig magt og demoikrati.
Og så er jeg til en forandring fuldkommen enig med Tom Paamand -
DKP tilhørte højrefløjen - de var langt til højre for alt hvad den øvrige venstrefløj og det ungdomsoprøret i tresserne stod for - de unge kulturradikalt inspirerede oprørere i 60erne - PHs sønner og døtre - var langt tættere på de unge der gjorde oprør i Ungarn og DDR i 50erne og Tjekkoslovakiet i 60erne.
Ingen af dem - hverken de unge oprørere i vest eller de unge oprører i øst - havde det mindste til fælles med Krutchov eller Breshnev og deres reaktionære diktatur og tiltagende forbende gammelmandsvælde.
Og nej PH var på intet tidspunkt kommunist -
Men tiden og perioden i tyverne og tredverne med fascismens opkomst gjorde det vanskeligt for mange at gennemskue Sovjetunionen og Lenin.
Det var først fra Stalins kontrarevolution i 30erne og frem ogf på flere punkter først nu vi for alvor kan læse alle detaljerne - derfor var der mange - ellers gode mennesker der sympatiserede med at styre de burde have taget afstand fra meget tidligere.
Her er Tjørnehøj en dårlig historiker der lige som Bent Jensen mangler indlevelse i perioden.
Folkeligt?
Foilkeligt festligt og fornøjeligt- tjaa
Tjørnehøj kan jo aflægge besøg hos Pia Kjærsgaard - hun er både ufaglært og så er hun er bestemt mere folkelig end hans nuværende partiformand (kvinde)
Så hvis det er ukritisk folkelighed han dyrker og vil ha - så kender vi alle vejen
Og kulørte lamper!
Og så har Fru Kjærsgaard endda og trods hendes folkelighed - mindst en PH lampe i sin stue har jeg set
Sørme ikke en bog, man får lyst til at åbne, måske man skulle læse lidt PH i stedet...
Bogen lyder da ellers fed nok - det er bare Tjørnehøj der falder uden for - men jeg som en gammel PH-freak vil bestemt købe og læse den
PH var meget begavet og lidt forkælet.
Poul Henningsen blev gift med sin egen kusine.
Man kunne undre sig over, hvordan overklassen nord for København var kommet i kontakt med nogen af de rigeste i provinsen, N. K. Strøyberg fra Aalborg, godsejer til Dronninglund Slot, skibsreder, fabrikant og meget andet. PHs kone, frk. Strøyberg, var nærmest født i Jens Bangs Stenhus i Aalborg i en apotekerslægt.
PHs fadder, N. K. Strøyberg var i 1890erne blevet gift med en søster til Agnes Henningsen, PHs mor. Søstrene var født på Fyn. Her er hans mor og to mostre fotograferet.
http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object50875/da/
PH blev svoger til maleren Albert Naur, der har udsmykket bryllupssalen på Aarhus Rådhus, idet Albert Naur, blev gift 3. gang 3.3.1923 på Frbg. (b.v.) med Susanne Margrethe Strøyberg, født 27.11.1899 i Ålborg, død 2.4.1989, d. af grosserer, senere vicekonsul, godsejer Niels Kai S. (1868-1922) og Caroline Mathilde (Kamma) Andersen (1871-1936).
Det står der skkert også noget om i alle de bøger, der er skrevet om PH.
Den tredje af de tre Andersen-søstre kom til Rudkøbing og blev til fru apoteker Mimi Bauer. Langeland blev på den tid en højborg for de radikale fra 1905 efter et besøg af Edvard Brandes, Politiken.
En lokalhistoriker fortæller, at forfatteren Agnes Henningsen (Andersen) (1868-1962) - og dermed også hendes søn Poul Henningsen (1894-1967) - jævnligt kom på Rudkøbing Apotek gennem årene og besøgte søsteren/mosteren.
Næh, arbejderklasse kan man ikke kalde familien.
Gyldendals encyklopædi skriver, at PH var født ind i det radikale kultur-miljø.
(og det var første gang nogen i denne tråd skrev radikal ufortyndet)
Vi er allesammen fanget i historiske hvirvler, i Danmark heldigvis mindre hvirvler, andre steder kan det være helt anderledes.
Nu hvor russisk kommunisme er kommet ind i tråden, vil jeg anbefale, at man læser Andre Vltechs biografiske essay Our Leningrad.
Det er noget langt, men også meget tankevækkende og bevægende, og både Robert O. Jensen og Claus Oreskov vil finde støtte for deres synspunkter, men forhåbentlig mere end det.
Tak - det her er i alle tilfælde en meget nøjagtik beskrivelse af virkeligheden
“Hitler was building his empire in Eastern Europe on the British colonial design in India. Nazi racial theories did not differ too much from the racism in the US South or from the racial theories of French, Belgian, British or Dutch empires implemented in the colonies."
Blot er 'India' ikke noget utvetydigt godt eksempel på Britsik kolonialismes værste skyggesider - Irland, Sydafrika og endog Australien er bedre eksempler. Indien fik faktisk en del ud af kolonitiden, der er eet land (med undtagelse af de musloimske dele og begge har haft god brug af Britisk lovgivning, parliamentarisme og infrastruktur (jernbaner etc) - Hvad fik nIrlænderne ud af det? Hvad fik Aboriginerne? og de sorte i sydafrika måtte henslebe menneskealdre i undertrykkelse.
Sovjets rolle - vel - den var jo langt hen først og fremmest ufrivillig - og båret af frygtelige ofre efter nazismens indmarch - så var der så de leninistiske forsøg i de tidligere kolonier - men de fleste af dem (med enkelte undtagelser) havde vi alle været bedre foruden.
Robert O Jensen lider af samme arkivoforfi som Bent Jensen og beslægtede – de tror at sandheden findes i arkiver og at arkiver ikke kan lyve. Derfor siger Robert O Jensen, skal vi læse Robert Savages biografier for: ” der er masser af ny forskning i disse bøger med materiale hentet fra sovjetiske arkiver – materiale der grundigt dokumenterer at Stalin ikke var en fejl – men en logisk konskvens af beslutninger, tankegangen og adfærd hos en lille gruppe fanetiske russiske marxtilhængere med et yderst tvivlsomt forhold til personlig magt og demokrati.” Sikke en gang vrøvl. Vrøvl fordi der var flere ukendte jokere i spil, efter Lenins død. Forskellige fraktioner stod overfor hinanden, og en masse personer, var hver især i gang med deres egne plæner, for hvem der skulle følge efter Lenin. Som bekendt var der ingen, som regnede med Stalin. At Stalin fik ophøjede sin egen position som generalsekretær i centralkomiteen er et kapitel for sig som viser at hans vej til magten skyldes en masse sammenfaldende tilfældigheder samt en god portion vilje til magt og diplomatisk snilde. Til belysning af magtkampene bag kulisserne og Lenins forhold til Stalin, bør man læse og genlæse Moshe Lewin: ”Lenins Sidste Kamp” (Politisk revy). Lenin ønskede ikke Stalin som sin efterfølger og hvis nogen tror at NEP var Stalins kop th må de tro om igen. Situationen omkring Lenins død var konfliktfyld og fremstilles som altid af Robert Jensen som sort – hvid. Enkelt og lige til. Retrospektivt at give Lenin eller partiet eller revolutionen skyld for hvad som senere skete er altså ikke objektiv historie skrivning, men personlige fantasier. Det er ikke sandheder man kan dele med hinanden – for det kan man ikke med subjektive ”sandheder”. I brev til Centralkomiteen (CK) 16.12 1922 skriver Lenin bl.a. ”I antallet af arbejder medlemmer i CK bør overvejende indgå arbejdere, der kommer fra lavere sociale lag, end de, der i løbet af de sidste år er blevet fremherskende blandt ansatte i sovjetiske organer, og som ligger nærmere menige arbejdere og bønder, men som ikke hører til kategorien direkte eller indirekte udbyttede.” Dette er Lenins politik m.h.t. arbejdernes deltagelse i det politiske arbejde og samme linje fulgte han i årene 1914-1917 hvor parti celler blev etablerede overalt i Zarens Rusland. Når Robert Jensen påstår at Lenin:.. forkastede i ord såvel som aktiv handling Marx tese om at ’arbejderklassens frigørelse er arbejderklassens egen værk’ og indsatte istedet tesen om at ’arbejderklassens frigørelse er det ledende partis- og dets centralkomitee og politburos eget værk ” så er det ren fantasi og forsøg på at omskrive historien. Måske stammer Robert Jensens opfattelse fra Lenins bog ”Hvad der bør gøres”. Heri plædere Lenin meget rigtigt for en politisk bevægelse som bygger på en uddannede elite (den russiske inteligensia). Kun nogle få år efter tager han afstand fra disse tanker og skriver ”for hver intellektuel giv mig 400 arbejdere (som partimedlemmer). Igen og igen opfordrede Lenin til at bevæbne arbejderne, så ville revolutionen efter hans mening komme af sig selv og forløbe på en fornuftig måde. Robert Jensen ynder også at fremstille forholdene under Lenin som blodige og undertrykkende. Landet gennemlevede en borgerkrig, hvor de hvide bl.a. gennemførte jødepogromer som alene i Galicien førte til folkemord på mere end 100000 jøder. De kontra revolutionære saboterede fabriksanlæg og infrastruktur. Ligesom landet var inviderede af: USA, Canada, Frankrig, England og Japan. Mange steder samarbejde lokale monarkister med besættelses magterne (hvad gjorde vi selv ved sådanne personer efter krigen? Vi skød dem og det gjorde man også i Sovjetunionen). Alligevel er det måske værd at huske på at den største fangelejer på Lenins tid var Solovetskij hvor det højeste antal fanger på den tid var ledt over 400!
Sider