International kommentar

Politik uden visioner

Fire år efter Obamas valgsejr står det klart, at de enorme forhåbninger, han vakte, aldrig kan indfries. Men euforien fra dengang viste også, at vi længes efter politikere med større ambitioner end at holde den teknokratiske maskine kørende
12. oktober 2012

Den nat for fire år siden, da Barack Obama vandt det amerikanske præsidentvalg, var jeg i Washington, DC. Det var en mild aften, en let regn mættede luften, og fra alle sider strømmede der mennesker ud på gaderne. Vildtfremmede personer omfavnede hinanden, der lød glædesudbrud fra åbne vinduer, og biler dyttede vildt som efter en fodboldsejr. Obama-valgplakater blev rakt ud gennem soltag og sideruder, og grupper af unge drog syngende og hujende forbi på Pennsylvania Avenue på vej til Det Hvide Hus. Det var et særligt skær i amerikanernes blik. Ansigter smilede. Nogen tog mig let i armen, som for at trække mig med. Jeg var på ingen måde uberørt af stemningen.

Også jeg følte, at noget stort og skelsættende var sket. USA havde fået sin første sorte præsident. Og politikken havde genfundet en vision. Græsrøddernes demokrati havde sejret over plutokratiets bankkonti.

Forrådt sig selv

Barack Obama var blevet valgt af amerikanerne på en kampagne, der byggede på store visioner, ambitiøse løfter og smittende appeller. Håb og forandring? Yes, we can!

Fire år senere er visionerne fra dengang styrtet totalt til jorden. Alle har indset, at appellerne og kampagneløfterne fra 2008 er blevet til sand i Obamas mund. Og at han i dag ikke kan gribe tilbage og genbruge et eneste af dem. Ikke fordi han nødvendigvis har forrådt dem alle, for det har han klart nok ikke. Men fordi han har forrådt billedet af sig selv.

Nogle af disse forrådte løfter har været personligt ydmygende for Obama. Den bebudede nedlukning af fangelejren i Guantánamo blev ikke til noget. Den nye Mellemøsten-politik, som blev lanceret i Kairo med så besnærende forsonlig retorik, så verden aldrig noget til. De lovede tiltag, der skulle stække pengemagtens lobbyister i Washington, udeblev. Det var snarere det modsatte, der skete.

Dårligt udgangspunkt

Hvor meget Barack Obama i praksis har været i stand til at udrette, står ikke helt klart. Fra sin forgænger overtog han USA’s værste krise siden 1930’erne. Og lige fra første færd blev han konfronteret med en ekstrem politisk opposition, der ville gøre hvad som helst for at stikke en kæp i hjulet for ham.

Måske skulle han have forudset, at hans store drøm om tværpolitisk samling var en illusion, og have været mere hård i filten i begyndelsen, da han havde vælgernes stærke mandat i ryggen. Men det var han ikke. Og da han omsider prøvede at sadle om, var hans stærke mandat blevet alvorligt svækket.

Værst af alt: Obama har ikke vist sig i stand til at give flertallet af amerikanerne et bedre liv, eller et det mindste et liv, der ikke er værre end for fire år siden. Det kan blive afgørende for udfaldet af dette års valg.

Problemet er, at evnen til at præstere dette i høj grad afhænger af forhold, som end ikke en amerikansk præsident kan få styr på. I hvert fald ikke på bare fire år.

En global recession, en global finanskrise og et støt voksende budgetunderskud lader sig ikke bringe ud af verden ved noget præsidentielt dekret. Og især da ikke med en ekstremt ideologisk opposition, for hvem det er blevet et mantra at sænke skatterne og nedbringe de offentlige udgifter til et minimum.

Kort sagt var udgangspunktet aldrig godt for politiske visioner.

Det, som dog muligvis endnu taler til Obamas fordel, er, at amerikanerne ikke har glemt, at det var under hans forgænger – den stadig meget upopulære George W. Bush – at krisen begyndte.

Det, som også kan tale til hans fordel, er, at hans modstanders visioner og løfter – i det omfang de ikke modsiger hinanden – om muligt er endnu mindre troværdige, hvis ikke direkte frastødende i øjnene på mange af de midtervælgere, som kommer til at afgøre det amerikanske præsidentvalg. Hvis nogen denne gang kommer til at æde deres kampagneløfter i sig igen, kan det meget vel blive Mitt Romney.

Visionernes død

Men vi behøver ikke at krydse Atlanten for at blive vidner til visionernes død. I Europa er politikken blevet reduceret til en stadig mere kompleks finansteknisk redning og bragt på stadig større afstand af vælgerne og den demokratiske meningsdannelse.

I Grækenland og Italien og snart måske også i Spanien har politikerne i realiteten kastet håndklædet i ringen. Og det er i øjeblikket en ikke-valgt bureaukrat, direktør for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, som skal redde Europa ud af en truende økonomisk katastrofe.

De valgte politikeres visioner rækker nu ikke længere end til næste dag og ophører i stigende grad også ved de nationale grænser. Alle forsøger at redde deres egne kastanjer ud af EU-ilden – med det resultat at branden spreder sig yderligere.

Et fredeligt og forenet Europa var den politiske vision, som blev født af den seneste europæiske katastrofe. Jeg kan stadig ikke forestille mig nogen bedre. Men det er muligt, at politikken i dag slet ikke tillader at fostre store visioner.

Vi må også huske på, at visioner kan være farlige. Det ved vi fra historien. Men det betyder ikke, at det menneskelige behov for visioner afskaffet.

Og hvis de liberale demokratiske politikere ikke længere kan give os nogle, er nationalistiske og isolationistiske politikere til både højre og venstre kun alt for villige til at forsøge at udfylde tomrummet med deres.

Hvor de visioner fører hen, ved vi kun alt for godt. En gang imellem gør vi klogt i at huske os selv på det.

 

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Svenska Dagbladet og Information

© Göran Rosenberg og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Visionerne i amerikansk politik har altid haft en hård medfart i de lovgivende forsamlinger.

Det skyldes jo det simple faktum, som artiklen slet ikke omtaler, at interessegrupper støtter kandidaterne som ikke har nogen uafhængig politisk organisation bag sig som betyder noget - her er den store forskel mellem USA og Europa.

De stærkeste lobbyer finder man i sundhedssektoren, det militære-industrielle kompleks, Israellobbyen, forsikringsvæsen..

Der er store interesser at forsvare her - sundhedssektoren i USA tager 17% af nationalindkomsten - men kun ca 6 % i Europa!

Grunden til at dette kan ade sig gøre er verdens bedste fagforening for læger som findes i USA, som i samarbejde med private forsikringsselskaber bestemmer lovgivningen. Lægerne bestemmer hvor mange læger der skal være i et bestemt område. Private hospitaler sender regningen videre via forsikringsselskaberne til arbejdsgivere og ansatte. Uden at de har nogen interessse i at få en mere effektiv og billigere organisation i sndhedssektoren. Her er den europæiske model langt overlegen, hvor man kan koncentrere ekspertise og udstyr og ationalisere behndlingen ud fra et motiv - den bedste pleje til den billigste ppenge for alle.

Det er ikke muligt i USA uden en revolution, så Obama har virkelgt præsteret det næsten umulige at få en national sundhedsforsikring på plads, som sikkert må tage mange unødvendige hensyn til den private grådighed i systemet derovre.

Det skal man hske på når man taler om det "skuffende" i Obamas præstationer - også udenrigspolitisk.

I Mellemøsten findes kun 2 muligheder for en præsident der vil lave virkelige forandringer. Lige efter valget - som Jimmy carter engang har sagt. Det sander Obama nu, da han måtte trække følehornene til sig efter sammenstød med den Israelske lobby.
Hvis han genvælges kan der ske store ting meget snart....