Kronik

Projektmennesket, det rationelle menneske og rettighedsbæreren

Dagpengedebatten handler ikke blot om mennesker af kød og blod, der trues på deres eksistensgrundlag. Hvad der ligeledes er på spil, er en værdikamp om hvilket menneskesyn, der skal stå i centrum for vores velfærdssamfund
Regeringens fastlåste forståelse af, at menneskelig forløsning primært kan ske på arbejdsmarkedet, indebærer, at mennesker, der af den ene eller anden årsag lever deres liv uden for, vanskeligt kan betragtes som andet end forfejlede projekter.

Regeringens fastlåste forståelse af, at menneskelig forløsning primært kan ske på arbejdsmarkedet, indebærer, at mennesker, der af den ene eller anden årsag lever deres liv uden for, vanskeligt kan betragtes som andet end forfejlede projekter.

Debat
20. oktober 2012

De fleste er enige om, at et af velfærdsstatens væsentligste mål er, at værne om sine borgere som medborgere. Hvad der til gengæld er mindre enighed om, er, hvad medborgerskab overhovedet vil sige.

Debatten om dagpengereformen præsenterer os for tre forskellige svar på spørgsmålet. Et lille kabinet, bestående af tre forskellige medborgerskabsfigurer, der er tilknyttet vidt forskellige værdier, og som viser os den værdimæssige korsvej, vi står ved.

Dovenskab vs. gevinst

I den godt og vel to og et halvt år gamle aftaletekst, som VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fik gennemført, hvori dagpengeforringelserne præsenteres, støder vi på den første medborgerskabsfigur: Det rationelle, nyttekalkulerende menneske, der reagerer på incitamentsstrukturer efter samme mekaniske logik som den, der leder en kugle af metal i et lukket kredsløb af magnetisk tiltrækning.

»Det er erfaringen fra lignende reformer«, hedder det for eksempel i aftaleteksten, »at forkortelser af dagpengeperioden øger søgeaktiviteten og sikrer hurtigere afklaring af jobønsker blandt ledige«. Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, uddybede, at Socialdemokraterne i 90’erne brugte samme argument og påpegede videre, at »det er velkendt, at søgemønstret hos den ledige ændres omkring udløbet af dagpengeperioden, hvor søgeaktiviteten typisk stiger til et niveau over gennemsnittet«.

Foruden henvisninger til en skrantende økonomi, blev forringelserne af dagpengesystemet dermed retfærdiggjort ved at henvise til, at forværrelser af den lediges situation er positive i den forstand, at de giver den rationelt handlende arbejdsløse en relativt større gevinst ved at indtræde på arbejdsmarkedet. Velfærdsstatens sociale ydelser betragtes med dette blik som sirenernes sang, umiddelbart dragende, men fordærvende for det rationelle menneskes moral og ledende ned ad dovenskabens og slattenhedens dystre sidegade til dér, hvor kun sofaen og hængekøjen venter.

Aftaletekstens forudsigelser om, at »ledigheden forventes lavere i 2013«, har imidlertid ikke holdt stik, og nu, hvor vi nærmer os skæringsdatoen og mennesker bliver ramt, kritiseres reformen voldsomt. Fagbevægelsen indrykker annoncer i landets dagblade, Enhedslisten raser og taler om mangel på solidaritet og store dele af S og SF’s venstrefløje mumler i krogene, at noget bør gøres.

Solidaritet og rettigheder

Hos reformens kritikere møder vi den anden medborgerskabsfigur, nemlig medborgeren som rettighedsbærer. Her forsvarer man den arbejdsløse som en medborger, der har ret til et rimeligt forsørgelsesgrundlag, uafhængigt af markedet og af dets krise, som den arbejdsløse ses som et uskyldigt offer for. Det grundlæggende synspunkt er her, at mennesket, alene ved sin status som borger, bør være bærer af en række ukrænkelige rettigheder, der garanterer det et eksistensminimum. Det er ikke den arbejdsløses personlige ansvar, men fællesskabets sociale ansvar, der appelleres til. »Mennesker mister forsørgelsesgrundlaget«, som fagbevægelsen skriver i deres annoncer. Det er usolidarisk!

Tilbyd muligheder

Den tredje figur i medborgerskabskabinettet præsenteres vi for af ledende S og SF-politikere, som forsøger at forsvare forringelserne. Her er medborgeren hverken en mekanisk og rationel figur, som vil reagere ’produktivt’ på dårligere vilkår eller en bærer af ubestridelige rettigheder. Han er i stedet blevet et projekt, som skal forløses igennem selvrealisering på arbejdsmarkedet.

I denne forståelse skal velfærdsstaten ikke tilbyde rettigheder, men muligheder. Muligheder for uddannelse, muligheder for arbejde, muligheder for selvrealisering. Muligheder for, at borgeren kan forløse sig selv som projekt på arbejdsmarkedet. Det var selve kernen i denne medborgerskabsopfattelse, som ledende S-politikere beskrev, da de i en Politiken-kronik formulerede, at det i »2012 [ikke] er vores historiske hovedforpligtelse at omfordele økonomisk fra rig til fattig. Vores historiske opgave er at tage alle til rådighed stående midler i brug for at skabe en veluddannet befolkning, hvad enten det er som tømrer, it-konsulent eller jurist.«

Astrid Krag har ligeledes igen og igen talt for, at vi bør hæve barren og kræve, at velfærdssamfundet koncentrerer sig mere om at udbyde ’muligheder’ end ’rettigheder’. Vi må, skrev Krag i en kronik, »holde op med at betragte velfærdssamfundet som et sikkerhedsnet, der griber folk, der falder« og i stedet begynde at betragte det som »en trampolin«.

Debatten om dagpengeforringelserne afslører imidlertid, at synet på mennesket som et projekt, kan benyttes til at legitimere de eksakt samme løsninger, som dem, der udbydes af de politiske modstandere. Ledende S- og SF-politikere forsvarer forringelser af dagpengesystemet, som de oprindeligt var imod, men som er indskrevet i regeringsgrundlaget og derfor antageligt urørlige. Ikke ved at henvise til menneskers iboende rationelle kerne. Men ved at henvise til menneskers iboende, uforløste projekt.

»En af de bedste grunde til ikke at forlænge dagpengeperioden«, sagde statsministeren i august, »er, at det sådan set ikke bringer mennesker tættere på arbejdsmarkedet at være længere tid på dagpenge«. Reformen er derfor rimelig og de lange dagpengeperioder og de lempelige genoptjeningsregler dårlige – ikke fordi de lokker rationelle mennesker i fordærv, men fordi det er ’perspektivløst’ for projektmennesket at sidde ’passivt’ udenfor – som beskæftigelsesministeren har udtrykt det.

Muligheder erstatter sikkerhed

Debatten om dagpengereformen udstiller dermed nogle af dette menneskesyns grundlæggende problemer. For det første kan idéen om at udbyde muligheder i praksis erstatte ideen om at udbyde sikkerhed. Som Margrethe Vestager (R) formulerede det i et forsvar for reformen:

»Det er frustrerende og hårdt at stå uden arbejde, men vores opgave må aldrig blive at fastholde folk på forsørgelse … Til gengæld skal vi forsat sikre muligheder for, at man kan komme i arbejde.«

Muligheden for at komme i arbejde udbydes ikke som tillæg til, men i stedet for sikkerheden, og bidrager dermed de facto til at udhule medborgerens rettigheder. Akutpakkens ’jobberedskab’ og ’ekstraordinære hjælp og støtte til at komme i job’ udbydes i stedet for sikkerhed. En trampolin, der med de nuværende jobudsigter in mente i bedste fald må betragtes som rusten og hullet, rulles ind på scenen og placeres, hvor der før var udspændt et sikkerhedsnet.

For det andet har synet på den arbejdsløse medborger som et uafsluttet projekt, der skal forløses igennem selvrealisering på arbejdsmarkedet, dén indlysende begrænsning, at menneskesynet gør det vanskeligt at betragte borgere uden for arbejdsmarkedet som medborgere. Regeringens forestående reform af førtids- og fleksjobordningen, som bl.a. søger at begrænse mulighederne for at tilkende førtidspension til folk under 40 år, præsenteres i reformudspillet som et udtryk for, at »vi ikke kan være bekendt at parkere unge på livslang pension«, at det for regeringen er »afgørende, at alle får mulighed for at være en del af fællesskabet« samt at »det handler om mennesker, der ikke får mulighed for at realisere deres potentiale i et aktivt arbejdsliv«. Reformudspillet hedder ’En del af fællesskabet,’ og det fællesskab, som titlen henviser til, er naturligvis arbejdsfællesskabet. Projektmenneskesynet er så fastlåst i sin forståelse af, at menneskelig forløsning primært kan ske på arbejdsmarkedet, at mennesker, der af den ene eller anden årsag lever deres liv uden for, vanskeligt kan betragtes som andet end forfejlede projekter.

Det er afgørende og interessante debatter om velfærdsstatens fremtid, vi står midt i. Og de handler så langtfra kun om fordeling af samfundets materielle ressourcer. Debatterne handler om hvem vi, medborgerne, overhovedet er. Er vi rationelle mennesker, projektmennesker eller rettighedsbærere? Det er pokkers vigtigt.

 

Mathias Herup Nielsen er cand.scient.adm. og ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Tak for at pege på den helt grundlæggende tankefejl, der har fået lov at brede sig - måske som en fejludvikling indenfor velfærdsstaten - nemlig at alting skal foregå efter et kategoriseringssystem. Det er nyt for 00erne, at en rigid regelsætning opdelte aktivitet i samfundet efter dens lønsomhed fremfor den gavnlighed.
Der er masser af ting i samfundet, der i gamle dage fandt sted på og kun kunne finde sted på dagpenge og kontanthjælp. Det gav et levende samfund, og det blev set som en klar fordel, at folk ikke blev passiviserede, men fik muligheder og selv opsøgte aktiviteter, der kunne danne dem som mennesker og på den måde bidrage på mange ikke-konventionelle måder til det levende samfund. Det er erindringen om dette, der holder mange af os i live stadigvæk.

Steffen Gliese

Vejen væk fra det uformelle borgersamfund har også skabt den samfundsmæssige passivitet, vi kan iagttage. Dengang var folk i langt højere grad politisk aktive og den politiske udvikling dannedes i høj grad i befolkningen, hvilket faktisk også gav en modsatrettet politisk kontinuitet af det, vi iagttager nu, hvor store dele af befolkningen synes lammede og uden det overordnede syn på helheden, man bedre burde kunne danne sig med den nye elektroniske adgang til oplysning 24/7, men som tilsyneladende i stedet får folk til at sky det, der med et godt udtryk blev kaldt "det aktive medborgerskab".

steen ingvard nielsen

Straffelov og efterretningsvæsen.

Det kunne være rigtigt rart om man ville forklare hvordan man kan se hvornår folks søgeaktivitet stiger. Der er jo med den borgerlige kontrolstat blevet indført kontrol og kvoter på antal månedlige ansøgninger for ledige.

Er det så A-kasserne der kan videregive efterretninger om hvor meget folk søger f.eks. omkring falddato?

Og hvis det er, hvad skal vi så bruge den oplysning til, skal vi kunne bruge den til at puste liv i vores forstilling om hvor dovne ledige er generelt?
Mon ikke alle menneskers søgning stiger ligefrem proportionalt med om de er uden arbejde.

Mon ikke også Thor Môger søger lidt mere efter han er blevet uden job.

Skulle man så endeligt kunne bruge den oplysning til noget, ja, så skulle man se på om de flere ansøgninger i givet fald også har resulteret i flere i job.

"Projektmenneskesynet er så fastlåst i sin forståelse af, at menneskelig forløsning primært kan ske på arbejdsmarkedet, at mennesker, der af den ene eller anden årsag lever deres liv uden for, vanskeligt kan betragtes som andet end forfejlede projekter."

Tak for at komme med ovenstående!
Jeg har i flere år undret mig dybt over, at man kun kan være et vellykket menneske i det her land hvis man er en del af arbejdsmarkedet.

Den forrige og nuværende beskræftigelsesministers udtalelser om at ingen skal parkeres på førtidspension pisser mig stadig af, for ingen bliver parkeret nogen steder... altså lige bortset fra i langvarig og meningsløs aktivering !
Folk kommer på pension fordi de ikke kan arbejde og pludselig gør det dem til andenrangsborgere i det her land.
Jeg er sgu ikke et mislykket projekt fordi jeg er syg og kommet på førtidspension, men det ender med jeg selv tror på det fordi jeg igen og igen skal høre det fra politikerne og dermed også borgere som æder deres ord råt.
Snak lige om at nedbryde folk!

Jeg er så led og ked af den mistænkeliggørelse der er alle vegne overfor folk der af den ene eller den anden grund ikke er i arbejde/ikke kan arbejde,det skaber splid og giver gruppedannelser og pludselig helt legal grund til at svine folk til i de grupper man ikke tilhører.
Så jeg håber virkelig at der snart kommer et andet menneskesyn... og det for alles skyld!

Torben Nielsen

Fin og klinisk indkapsling af egoisme, ondskab, nid og nag.
Hermed kan sagen bedre håndteres uden følelsernes forstyrrende påvirkning.

Jeg tror ikke at det gavner sagen

Steffen Gliese

Heidi Larsen, du skal huske, at baggrunden er, at folk godt ved, at de fleste kun er i arbejde, fordi nogle endnu ikke har opdaget, at de og deres jobfunktion er overflødige, men lever videre, fordi nogle vil betale for dem.
Det store dilemma i samfundet er og bliver, at der er noget arbejde, der overstås og ikke i mange år behøver at blive genoptaget i nævneværdigt, fordi behovet blev rigeligt dækket fra begyndelsen.
Når man tænker på de smarte nye køleskabe fra 50erne, så kunne væksten komme, fordi generationen efter forældregenerationen var større, så der blev behov for flere, ligesom der blev behov for flere boliger og biler og alt muligt andet.
Men så var det ligesom gjort!
Samtidig var der sideløbende en voksende landbrugssektor, der gjorde brug af færre og færre til at skabe mere og mere, og der var en udvikling indenfor sundhedsvidenskaben og farmakologien, der udviklede flere og flere behandlinger. Det giver et konkret problem: at der reelt set er nogle produktioner, der har et kort liv, og andre, der altid efterspørges. Det kan ikke undgå at fordele arbejdsbyrden urimeligt mellem forskellige faggrupper - man forstår Mao og Pol Pot bedre og bedre.

steen ingvard nielsen

Hvis de ledige stod sammen og lod være med at stemme næste gang,(160.000-180.000 stemmer) så ville det borgerlige få et massivt flertal, så kunne de ledige hjælpe regeringen med, at være solidariske med højrefløjen.

Maiken Guttorm

Velkommen til det seneste manipulerede hadeord "mulighed"

Flemming Andersen

Artiklen gives os alle et håb om at der dog trods alt er en form for logisk tanke, der kan bearbejdes på i regeringens top. Altså at de ikke bare er stok konservative og reaktionære.
Det skulle så være at de har fundet en ny teori, der kan bruges til at tage rettighederne fra folk på, i stedet for bare at bruge den gamle teori og at enhver er sin egen Løkkes smed.

Så vidt jeg kan se er det bedøvende ligegyldigt, at kalde tingene noget andet, når resultatet er det samme: En assosial og menneskefjendsk politik!!

Ingen argumenter har bidt på denne idiotiske regering og at de ikke vil vælges igen, vil heller ikke redde dem der rammes. Det vil kun aktioner, som koster mere en den associale politik kan give i besparelser.

I stedet for alle de betragtninger om mennesketyper kunne det jo bare være at S/SF har fået øjnene op for virkeligheden efter de satte sig i ministerstolene, nemlig at vi ikke har pengene til at bevare det finmaskede sikkerhedsnet vi havde...

Konkurrenceevnen er dalende, befolkningen ældes hurtigt, færre og færre er ansat i den del af det private erhvervsliv der skaber værdierne, indkomsterne fra nordsøen svinder, vi har allerede verdens højeste skatter så hvis de sættes op medfører det så store negative konsekvenser at der kommer færre penge ind, osv...
...og der er egentlig ikke nogen udsigter der er positive...

De vil selvfølgelig ikke sige tingene som det er, for folk vil simpelthen ikke høre så dårlige nyheder, så derfor pakker de dem ind og håber at komme over næste valg før folk finder ud af at kejseren er nøgen.

Steffen Gliese

Jamen, Morten Lynge, det passer jo heller ikke.

Steffen Gliese

For lige at tage bare et enkelt lille punkt: færre og færre beskæftiges, fordi maskinerne i højere grad inddrages i produktionen, i ekspresfart; men det er stadig mennesker, der i den anden kræves til at forbruge de varer, maskinerne spytter ud.

steen ingvard nielsen

Ak ja al den kærlighed, selvrealisering, og uanede muligheder, man får helt tårer i øjnene!

Ja, men så lad os da få alle de muligheder de taler om så folk kan realiserer sig selv på arbejdsmarkedet. Det lyder så smukt at man får helt tårer i øjnene, men hvor er de muligheder, hvor er jobbene, hvor er de lediges muligheder for omskoling, for videreuddannelse, for de er jo også sparet væk.
Det kunne være rigtigt dejligt om man ville gå helt ned i detaljen med hvor alle de arbejdspladser og alle de jobs er som de ledige kan tage, og om de så derefter forklarede hvor let det så er, når folk så foreslår at de kan omskole sig til at tage andre jobs, hvor usædvanligt let det er. Det kunne også være rigtigt rart om de forklarede hvorfor vi ikke har råd når vi har et to cifret milliard beløb i overskud på betalingsbalancen, hvorfor det så er vi ikke har råd.

Her vil disse smukke ord nemlig komme på en hård prøve. Alle disse fabelagtige dygtige politikere som aldrig selv har været ude på arbejdsmarkedet, bliver ved med at turde frem med, at problemet er de ledige selv, ikke at der ikke er arbejde til dem og at de ikke kan få lov at uddanne sig til noget andet hvis de har et fag med jævnlig høj ledighed.

@Peter Hansen

At produktionen bruger flere maskiner betyder ikke at folk forbruger mindre... At der beskæftiges færre i DK er simpelthen fordi maskiner ikke står her...

20 mennesker vil gerne ind i en elevator

Den har kun plads til fem

Klart at folk skynder sig når elevatordøren begynder at lukke ... men kan der være flere inde i elevatoren jo mere folk skynder sig?

Regeringen synes at mene ja ...

Væksten er faldet konstant siden 50'erne. Uanset konjunkturer i øvrigt, gode tider, dårlige tider ... væksten falder.

Når der bliver mindre og mindre 'kage' bliver det sværere at lave omfordeling, for både dem der næsten ikke fik, og dem der har fået de allerstørste stykker vil stadig have mere ...

Dem med de store stykker kage bestemmer, og de er ikke til sinds at levne så meget som en krumme - ej heller at stille deres forventninger til mere kage i bero. Skulle det ske "flytter de" nemlig.

Derfor må man mane til samfundssind hos dem der næsten ingen kage har ... for de er nemmere at tackle. Det gør vor visionære regering så.

Problemet er ikke at der ikke er penge nok i Danmark til at alle kunne have et rimeligt liv, for det er der. Problemet er at vi vitterligt mener at nogen har fortjent så store bidder af kagen at det er urealistisk at de overhovedet kan gøre synligt indhug i den. Og selv når vi ikke mener det, er det ikke noget der kan hidse os nær så meget som når Robert siger "jeg gider ikke finde mig i hvad-som-helst"

Kampen om de tre "typer" er kampen om hvilken løgn der skal serveres for at manglen på kage bliver spiselig for dem der rent faktisk bager kagerne.

@Esben Maaløe

Eftersom jeg er en af de få der rent faktisk 'bager kager', så siger det da sig selv at jeg skal have den største del :-)

Da Danmark kun ville lade mig beholde 27% af den... tja... så flyttede jeg og tog min uddannelse, de arbejdspladser jeg senere skabte, og mine skattekroner med mig... (og ja, jeg betalte rent faktisk 73% af min indkomst i skatter og afgifter, af en almindelig indkomst som ung civilingeniør i provinsen)

Danmark er måske nok et mere lige samfund når jeg (og de mange andre som mig) flytter til lande det lader os beholde en rimelig del af vores indkomst ('rimelig' går for mig ved 50%), men det er også et langt mindre velstående samfund end det kunne være.

Som Winston Churchill så rigtigt sagde:
Capitalism is the unequal sharing of blessings
Socialism is the equal sharing of miseries

Flemming Andersen

Morten Lynge

Det er underligt, men jeg har faktisk slet ikke savnet dig eller din slags.

Steffen Gliese

Nej, Morten Lynge, det er da ikke naturligt - vi kender tværtimod til, at når vi har stået i køkkenet, så orker vi næsten ikke at spise noget, der bliver serveret.

Steffen Gliese

Morten Lynge, du vrøvler! Folk forbruger ikke mindre, men de er mindre nødvendige i produktionen, pga. maskinerne. Disse maskiner står i høj grad i Danmark, og i højere og højere grad, da de står betydeligt mere stabilt her end på forkastninger og andre jordskælvszoner.

@Flemming Andersen

Måske ikke, men der er mange i den her tråd der klager sig grusomt over at mangle mine (og alle de andres) skattekroner :-D
Hvis jeg var den eneste så var det ikke et problem, men det er jeg jo langt fra...

@Peter Hansen

Hver gang i historien hvor der er kommet maskiner til er folk bare begyndt at bruge mere. Grunden til at der er ubalance i dag (og maskinerne står i udlandet) er at det er for dyrt at have en Dansker til at styre den.

Flemming Andersen

Morten Lynge

Du tager fejl. Måske er der nogen der mangler dine skattekroner, men hvis de skal bruges til at forøge din indflydelse i stedet for at være dit bidrag eller om du vil afdrag til det samfund vi har, så tror jeg ikke jeg ønsker dine penge.
Hvis du ønsker at være dansk borger så fint, men det har du jo fravalgt, så du er jo ikke til at regne med i samfundet længere.
Derfor er dine meninger og holdninger også ret ligegyldige, dem må du klare af med de magthavere du har valgt, der hvor du er.

steen ingvard nielsen

Om ikke at levne så meget som en krumme og ikke flytte så meget som et komma.

Det er faktisk let nok at forstå, at vi må være kompromisløse og skrupelløse, hvis vi styrer store virksomheder og banker f.eks.

Der hvor det bliver lidt svært at at forstå, er når det handler om levende mennesker eller politik, at det så stadig synes at handle om det samme som i erhvervslivet, at profitmaksimere, uden skelen til konsekvenserne.
Engang var der stor forskel på det politiske liv og erhvervslivet, det er der ikke længere, politik er erhvervsvirksomhed og erhvervsvirksomhed er politik.

Alle tre typer er vel tilstede samtidig.
Hos den ledige,søgende. Hos den ledige ikke søgende. Hos lavtlønsmodtagere. Hos den højtlønnede. Hos dem midt imellem.
Og hos politikere af forskellig observans.

" Debatterne handler om hvem vi, medborgerne, overhovedet er.", siger forfatteren.
Hvad skal vi med det, hvis vi er det hele.

I grundloven §75 står meget forkortet, at samfundet skal tilstræbe, at vi arbejder. Kan vi ikke det, skal samfundet støtte.
Hvad står der ikke ? At vi har pligt til at arbejde.

Samfundets lovgivere kan nemt lovgive for den off. sektor. Lidt vanskeligere er det med det private.
Men man kunne gå imod den danske arbejdsmarkedsmodel og vedtage 30 timers uge ved lov (ned i løn tilsvarende naturligvis).
Resultat : Mangel på arbejdskraft ??
(Men med polakker iblandt os, hm !!)

Jeg mener ikke, at grundloven er facitlisten i alle nutidige spørgsmål. Men alligevel værd at tænke over.

Og når I så har tænkt, ender I måske med at mene, at borgerlønssamfundet er det rigtige.

Martin B. Vestergaard

Ja Morten Lynge, det er meget muligt at du var en af de få der bagte kagen, men hvem lavede den egentligt?

For at blive i kageanalogien så skal der til en kage bruges en del ingredienser, hvis nu det er en chokoladekage, skal der bruges, mel, smør/margarine, chokolade, æg, mælk, sukker og kakao/chokolade. (og muligvis nødder, krydderier, bagepulver og andet).
Så hvem er det der lavede chokoladekagen?
Er det dig, Morten Lynge, der rørte den sammen og puttede den i ovnen?
Er det landmanden der dyrkede kornet, sukkerroerne, kakaoen, samlede æggene og malkede koen?
Er det mølleren der malede kornet til mel, fabriksarbejderen der lavede roerne om til sukker, mejeristen der lavede lavede smørret og behandlede mælken?
Er det lastbilchaufføren der transporterede ingredienserne?
Er det købmanden der solgte ingredienserne til dig?
Er det borrebissen der pumpede olien op så du kunne få strøm til sin ovn?
Eller er det en af de myriader af andre der har gjort det muligt for dig i det hele taget at bage kagen?

Nu vil du jo sikkert indvende at du har betalt for ingredienserne, så derfor er det også din kage, men her er det så at sammenligningen ikke helt holder, og dog alligevel, for hvis du skulle betale for ingredienserne med stykker af den færdige kage, så ville du opdage at du havde betydeligt mindre end halvdelen tilbage til dig selv.

Se når der er så mange ind over en så simpel ting som at bage en kage, hvor meget mere kompleks er hele samfundet så ikke?

Jeg vil her tillade mig at bringe en lille lektion i samfundsøkonomi:

I ethvert samfund er der en større eller mindre grad af specialisering. I de mest "primitive" samfund er der en meget lille specialisering, her er hele familien med til at dyrke jorden, gå på jagt og på anden måde samle mad. Nogle individer i disse samfund har specialopgaver, så som at lave og vedligeholde våben og redskaber. Jo mere udviklet et samfund er jo større specialisering.

I vores samfund er der en meget høj grad af specialisering, og derfor er der meget få mennesker der er beskæftiget i primærproduktionen, det store flertal er beskæftiget med forædling, distribution og det vi normalt kalder service. Om det er privat eller offentligt spiller for samfundsøkonomien ikke nogen rolle. Det der tæller er at det er de bedst egnede der tager sig af de enkelt opgaver. Og dermed at opgaverne løses så effektivt som muligt.

Nu er det så sådan, at vores effektivitet og høje grad af specialisering har medført at der er flere personer end der er behov for, for at løse de opgaver der i samfundet som helhed. Samtidigt er der varierende behov for arbejdskraft til at udføre de forskellige samfundsopgaver. Dette betyder at der i hvert fald i perioder vil være arbejdsløshed indenfor forskellige faggrupper.

Hvad skal vi så stille op med de personer der ikke er opgaver til, eller ikke er i stand til at løse de opgaver der måtte være? Vi kan vælge at lade dem klare sig selv, eller vi kan vælge at støtte dem i større eller mindre grad.

Traditionelt har vi i Danmark valgt at støtte og hjælpe dem, der af den ene eller anden grund ikke deltager i løsningen af samfundets opgaver. Og det er der god samfundsøkonomisk fornuft i, fordi den mest effektive løsning af samfundets skiftende opgaver kræver at nogle er villige til at skifte mellem de forskellige opgaver der skal løses. Et af midlerne til at sikre dette er dagpenge, vel at mærke dagpenge der er så høje at folk er villige til at gå ledige i perioder, hvor der ikke er behov for deres specialiserede kunnen. Det er det vi kalder den danske Flexicurity model. Alternativt kunne vi kræve at de fik løn uanset om de udførte deres opgave eller ej, men det ville ikke tilskynde dem til at løse andre opgaver, der evt. ikke lige ligger indenfor deres felt. Og ville samtidig fordyre løsningen af de opgaver de løser, så det nu ikke længere løses så effektivt som muligt.

Desværre er det nu i store dele af samfundsdebatten, på trods af at vi historisk set ikke har nogen alarmerende høj arbejdsløshed, blevet de arbejdsløses problem at de ikke kan finde arbejde, og det at stå udenfor det etablerede arbejdsmarked er blevet et eksistentielt problem, da vi nu ikke længere har værdi som menneske, kun som producent af varer og tjenesteydelser. Så derfor er f.eks. en skolelærer der ikke har arbejde ikke længere skolelærer men arbejdsløs.

Selv er jeg i den heldige situation at jeg har et arbejde der samtidig er én af mine absolut største interesser, så jeg ér pædagogmedhjælper, lige så meget som jeg arbejder som pædagogmedhjælper. Men tidligere i livet har jeg bla. arbejdet som avisbud, tankpasser, sømand, arbejdsmand i byggeriet og som fotograf. Ingen af de tidligere jobs blev dog nogensinde en del af min identitet, udover som det jeg lige pt arbejdede med.

Det er ikke de arbejdsløses problem at der ikke er arbejde nok, dermed ikke sagt at de ikke skal forsøge at finde arbejde, men vi må tilbage til det samfund vore forældre og bedsteforældre kæmpede for, hvor vi ikke sparkede til dem der var så uheldige ikke at kunne få et arbejde. Og så må vi sikre at dem der ikke kan arbejde, ikke bliver set på som værdiløse nassere. Nogle af dem vil givet kunne have glæde af at arbejde under særlige betingelser der tilgodeser deres behov, men det må ikke være arbejdet der er målet.

Søren 2 Jensen

Til Heidi Larsen.

Jeg er meget enig med din kommentar

Søren 2 Jensen

Kære medborgere.
Hvis der er nogen der græder når i dør har i ikke levet forgæves.

Søren 2 Jensen

Hvis der er nogle fascister der jubler når jeg dør har jeg heller ikke levet forgæves på trods af at jeg ikke er en del arbejdsstyrken

I fortsættelse af mit indlæg 19.01 vil jeg prøve at eftervise, at basisydelse (borgerlønssamfundet) er det rigtige, ved at sammenholde det med de tre mennesketyper artiklen postulerer.

Det rationelle menneske.
---------------------------------
Basisydelsen skal være betydeligt lavere pr person end lavtløn efter skat. Den rationelle vurderer om han ønsker lønarbejde og tjene mere end basisydelsen.
Det vælger han selv uden andre påvirkende faktorer, som det nuværende systems personforfølgelse med aktivering o.lign.

Rettighedsbæreren.
--------------------------
Basisydelse er forudsat i grundloven som en konsekvens af, at samfundet ikke har kunnet opfylde muligheden for borgeren til at kunne "ernære sig og sine" (§75). Den er en rettighed. Det er ægte solidaritet.
At samfundet som helhed ikke evner at skabe disse muligheder skyldes mange forhold (velkendt).

Projektmennesket.
-------------------------
Basisydelse imødegår, at mennesket er er statens projekt, men er sit eget "projekt". Basisydelsen er en ret, vælger man selv.
Når samfundet ikke formår at indrette sig således, at alle, der ønsker det, kan få et job, og tilmed ikke forhindre, at mange skubbes ud med sår på sjæl og legeme, er det ikke borgeren, der skal indpiskes i statens projekter. Væk med "den rustne trambolin", og væk med lønarbejdet som menneskelig værdimåler.
Statens projekt skal være, som Vestager siger i fjerde afsnit : "Til gengæld skal vi forsat sikre muligheder for, at man kan komme i arbejde".
Og jeg tilføjer : at man kan bevare sit arbejde.
--------------------------------------------------------------------

Tilføjelse : I dagens avis læser jeg om Jobcentre, der leger psykiatriske klinikker med diverse aktiviter.
Temmelig besynderligt, at statens efter at have udvist manglende evne til at skabe bedre vilkår på arbejdsmarkedet, skal sætte ind med symtombehandlende reparationsprojekter via Jobventre, hvis opgave er at bringe arbejds- giver og tager sammen.
Borgernes helbredsforbedring, når skaden er sket, bør høre under sundhedsvæsenet og ikke under arbejdsmarkedet.

Det er altså noget vrøvl at tale om selvrealisering i forbindelse med arbejdsmarkedet- det kan højst kaldes egorealisering i matrialismens navn. Det er uanset om det er inden for det offentlige eller private.Egorealisering er ikke menneskets egentlige sande potentiale,det er kun selvrealising. der er det sande potentiale..

Med de reformer der er lagt op til er den logiske konsekvens -at de ateistiske concepter med 30 ernes menneskesyn der patalogiser i" øst og vest" og" høj som lav",som om det gjat at vinde en verdensomspænde værdikamp og udryde troen og bevistheden om sjælen og Vorherre-at skal anvende disse begrebs rammer og slå sig selv oven i hovedet og desuden bestragte sig selv som andenrang borger.Første borger er så kun projektmennesket der dyrker pengene ,ateismen egoet og er selvforsørgende.

Folk under 40 der er syge skal uddannes til den ateiske possitivistiske(Extrem negativt menneskyn) fra 30 erne mørke tid.Hvis de er syge altså.
Dagpenemodtager skal når de falder ud af systemtet på kontanthjælp.Her har vi igen det patalogiserende ateistiske concept der udøver undertrykkelse og udbytning af borgeren for at til sidst skybbe dem ud i kylden altså udenfor fælleskabet.

Værdikampen er mere aktuel end nogensinde.Og man skal huske det er ugyldigt at junglere både med ateistiske concepter og i den anden hånd bruge religiøse størrelser. Ellers er det modstridende og noget sygeligt.Logikken siger jo også man kan ikke tjene to Herre på samme tid.