Efter et par ministre er verfet ud og andre kommet ind, er SF’s forbistring næppe overstået. Ikke lige med det første. Om overhovedet. Men SF’s krise er ikke kun SF’s, snarere en iboende moderne demokratisk krise. Repræsentativitetens kroniske skranten, som man også kunne kalde folkestyrets kløft mellem folk og valgte. En tilstand efterhånden cementeret i et kastesystem af repræsentanter og repræsenterede.
Sådan set er unge Mögers fald fra tinderne ulogisk. Uanset hvad gamle klassekammerater har af giftigheder over for den detroniserede fuldmægtighed, var eller er Möger nøgternt set en topmoderne politiker, en urepræsentativ arketype. Hans problem er, at han var lidt for tidligt ude; og han var for meget i et værdikonservativt parti af pensionsmodne romantiske kværulanter. For det andet var Möger en uforskammet ung minister. Blev født da en anden én var 40! Det hjalp ham ikke; tværtimod var ungdommen kilden til (alderdommens) irritation og dermed hans undergang.
Bemærkelsesværdigt var Aage Frandsens understregning af erfaringens betydning i Holger K. og i at føre en ortodoks værdipolitik, som et traditionalistisk bagland kan leve med. Möger var næppe ofret, hvis han havde ageret som de gamle også uden selv at være det.
Hvad vigtigere i denne forbindelse er den nu tidligere skatteministers tilgang til politik som i mangt og meget ligner andre i den yngre politikergeneration.
En synlig tendens, som antydet, at stadig flere, inklusive den slagne SF-formandskandidat Krag, udgør en falanks af professionelle politiske funktionærer; en kaste, hvis baggrund er organisatorisk eller politisk, hvis interesser er det politiske og ikke meget andet, og hvis perspektiv og hele livsgerning er politik med gener som syltet i begær efter magt.
Man går generelt i denne kategori ikke ind i politik med konkrete resultatorienterede bevæggrunde og mål. Man opsøger fra første færd politiske miljøer, afpasser uddannelse, adfærd, holdninger og ikke mindst sprog til den politiske profession og til målet som er magt. Læg mærke til Astrid Krags eller for den sags skyld Mögers mangagementretorik! Selve repræsentativitetens italesatte krise.
Borgerpligt for fædrelandet
Det gammelromerske republikanske ideal af en magthaver var Cincinnatus. Senatorerne måtte slæbe denne republikanske aristokrat ind fra ploven for at få ham til at påtage sig diktatoriet, da fjenden stod for døren.
Efter velgjort gerning, da den obligatoriske eneherskerterm var omme, frasagde Cincinnatus sig magten og vendte tilbage til sin plov, der stod, hvor han havde forladt den. Den historie anfægter ikke moderne politikere, ikke mere end saksen anfægter stenen.
Det tidligere folketingsmedlem, den meget nationalkonservative Søren Krarup, forklarede sit mandat i Folketinget for DF med, at han blot gjorde sin borgerpligt for fædrelandet. Krarups tid i Folketinget var, hvad han ofte selv kaldte: en værnepligt. Temmelig langvarig kan man mene, eftersom Krarup var MF i samfulde ti år.
Men skal man tage udsagnet en smule alvorligt og ikke flække af grin over Krarups selvtiljublende patos, er holdningen, hvis man altså stadig tror på julemanden, fint i overensstemmelse med det republikanske ideal: At tage magten modvilligt på sig og lægge den fra sig, når gerningen er gjort og pligten opfyldt. Hvad partikolleger i deres stille sind har ment om Krarups skinhellige krukkeri, er måske ikke så svært af forestille sig. I toppen af (også) det parti kan man trygt tale om levebrødspolitikere, der bliver, til de slæbes ud.
Problemet med at hævde skepsis over for kronisk magt og forlange udskiftelighed som i Enhedslisten er unægteligt vore dages politiske arbejdes komplicerthed.
’Dirty deals’ og medieadgang
Politik kræver ganske meget mere, end da Möger slog øjnene op i 1985.
Ti og tyve år længere tilbage så Folketinget temmelig anderledes ud. Rekrutteringen, i sammenligning med nu, var som på en anden planet. Aldersgennemsnit og adfærd ligeledes.
De unge ville få en prop, om de løste billet til fortiden og bivånede baljerne af øl, der gled ned ved bordene i datidens Snapstinget, hvor ikke så få dirty deals blev indgået mellem de gamle drenge.
Og de sad der længe og hver dag.
Arbejdet – før 1972 og EF – var ikke så sammensat og tungt for de menige politikere. I hvert fald var en god del af de ærede medlemmer ikke synligt tynget af byrden, hvilket vel at mærke ikke siger noget om deres repræsentativitet. Den kan sagtens havde været mere overbevisende dengang bl.a. takket være folketingsmandens jævnlige politiske orientering af sin kreds og flere frokoster og utallige kaffeborde, en vigtig side af urfolkestyret.
Vælgerne før i tiden vidste til gengæld ikke så forfærdeligt meget om, hvad der i øvrigt foregik bag slottets tykke mure. Retrospektivt vil man som fhv. aktør på referentsiden hævde, at man i de begrænsede sendetider i de elektroniske medier fortalte det væsentligste, hvilken påstand ikke holder længere end til silden ved julefrokosten. Meget blev overset og passerede uantastet. Repræsentativiteten beroede også på andre parametre end medieadgang. Herom mere en anden gang.
Ét er sikkert: datidens politikere gik sjældent direkte fra ungdomsydelserne over i politikkens sværvægt. De unge på toppen – som i gamle dage Jens Otto Krag, senere Niels Helveg og Auken, Ritt Bjerregaard, osv. havde fået nogle øretæver på vejen, inden Christiansborgs tunge døre faldt i bag dem.
En udvalgt skare tog så varigt ophold på drømmeslottet, som man kaldte Borgen, men de vidste ikke så lidt om dem uden for, dem der havde valgt dem.
Den side af sagen kneb ofte mere for journalisterne.
En detalje synes undsluppet skribentens opmærksomhed: SF kom ud i et demokratisk opgør, hvor urafstemning afgjorde valget af ny formand. Ganske markant blev det en anden end den ledelsen incl. Thor Möger Pedersen havde anbefalet, hvilket kan tydes som mistillid til både den politiske linje og selvsamme ledelse. For at rette op måtte man rydde op. Og Thor blev sat fra bestillingen, ikke præcist pga. hans ungdom, men pga. politikken.
Som, Torben Morten Lund, også har en hel del med generation at gøre.
At tage problemer, flydende som de kommer, hvad art de end måtte være, ville være at tage demokratiet seriøst.
At de som skulle modtage de problemer er de selvsamme som skaber dem, gør at man føler sig som magtesløs cirkusartist, der som højest kan modtage en balle eller en tåre, for at stå i vejen.
Hvorfor bliver man politiker?
Hvad er en politiker?
Kan man repræsentere andre end sig selv, når indgangsvinklen er karriere?
Hos SF fordeler kræfterne sig således efter formandsvalget:
40% for Annette
20% for fru Krag
40% fandt ikke udvalget tillokkende. Hvorfor mangler vi udenuforstående stadig forklaring på.
>>Mögers managementretorik<< anfører Metz og tager måske søn for fader. Faderen, der var formand for Information i en årrække.
Managementretorik var nu ellers formandskandidat Annettes prærogativ med salgsargument "ledelseserfaring" og flydende sort tale som lakering.
To runder i Folketinget, og så aldrig mere. Simpel ændring til Valgloven ... tror jeg den hedder.
Ikke flere levebrødspolitikere, for naturligvis er karrieren den primære motivation. Naturligvis.
Folk der ikke på en eller anden måde er engageret i samfundet, skal ikke kunne repræsentere "samfundet".
Man kan ikke laste de unge politikere.
De har jo stået i lære hos de gamle, og suppleret med lidt skolegang. Mesterlæren sker hos de forkerte mestre.
Der kunne ændres meget i valgloven. Men hvem skal gøre det ? ?
Og evt lægge det ud til folkeafstemning.
Så længe jeg kan huske, har der været en masse overdrevent imponerthed over vore lovgivere, for en stor dels vedkommende, helt grundløst. denne tradition brygger Mezt lidt videre på:
"Politik kræver ganske meget mere, end da Möger slog øjnene op i 1985."
Næ, politik kræver i dag det samme som i 1985, og det samme som før det, enten er man tro imod sine idealer og grundholdninger, så langt som man kan argumentere for dem og søger kompromiet for resten.
Eller også forfølger man populistisk enhver medieskabt historie, med en hvilken som helst mening, som saglig Erhard Jacobsen, som vist mente at 10% af befolkningen var notoriske idioter, og var altid parat til at stemme på de tillempede meninger. Da de ikke var idioter på de samme ting, var det egentlig ligegyldigt, hvad man sagde.
At gøre det politiske håndværk til noget vanskeligt og krævende, der har udviklet sig en hel masse på 25 år er ikke sandt. Der er ikke brug for en hel masse andet end en smule snusfornuft.
Ikke mange uden for "drømmeslottet" , kan f.eks. forklare fornuften i at tillade importen af en billig østarbejder til en privat arbejdsgivers profimaksimering til 17 kr i timen, men nu i skattegrundlag for staten
. For derefter at udbetale 110kr. i dagpenge til den dansker han skubbede ud i ledighed.
Den private arbejdsgiver har givetvis undveget sin skattebetalig gennem lukretive fradrag eller overført overskudet til udlandet og investeret der. Og undgået at skulle betale en løn på måske 130kr. i timen , der var skatteberettiget.
Der skal man ikke være en ørn for at regne ud skal stoppes hurtigtst muligt, helst igår.
Når det ikke sker, må man håber at nogle af vore lovgivere får deres Judaspenge godt betalt.
Hvis Thor havde skabt resultater der harmonerede med SFs mandat i folketinget, var han blevet tiljublet på hele venstrefløjen som en helt og morgendagens mand.
Hans alder har ikke noget med hans upopularitet at gøre ...
@ Leo Nygaard
Du har nok ret. Det er svært at forestille sig at levebrødspolitikerne skulle kunne finde på at stemme for mit forslag.
Det er jo lige netop ... et af, problemerne med disse mennesker. Deres personlige motiver vejer tungt.
Du har nok også ret i, at det ville kræve en grundlovsændring/ folkeafstemning.
Jeg har været på Folketinget hjemmeside, medlemmernes CV. Det er rystende læsning i dette perspektiv. Prøv selv, hvis du tør. Du finder nok selv de rigtig slemme tilfælde ...
Nick Hækkerup tager bladet fra munden : http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/09/21/162947.htm
Partierne skal ud af valgsystemet.
Folketingsmedlemmer er valgt af vælgere, ikke af partimedlemmer.
Det danske demokrati, med partierne som multimonopoler til valg til folketinget, skaber politiske adelsdynastier, hvorved politikerne mister forbindelsen til befolkningen.
Det skal være vælgerbefolkningen der stille kandidater til valg og ikke partierne.
Vi skal have opstillingsmøder, hvor kandidaterne møder befolkningen og giver deres svar på, hvad de gerne vil udføre af lovgivning.
Ingen kandidater skal kunne stille op til folketingsvalg, uden at deltage ved opstillingsmøder.
Der laves opstillingsmøder i alle kommuner og så er det den enkelte kandidat der stiller op, helt på egen regning, uden et partis medvirken.
Politisk reklame forbydes og debat- og præsentationsprogrammer i radio og tv forbydes.
De politiske kandidater bliver så nødsaget til at møde befolkningen ansigt til ansigt, førend de kan blive opstillet til valg og efter at de er blevet opstillet.
Når så de har fået stemmer nok til valget, så kan de komme på stemmesedlen og kun med eget personlige navn. Ikke noget partinavn.
Se, så kan vi opleve en ny opblomstring af folkestyret i Danmark, men så længe vi fortsætter med at skal være tvungne til at vælge partipolitiske adelsdynastiers familienavne, så er demokratiet gået fløjten i Danmark.
Lars - Teoritisk, ja.
Kan vi ikke i praksis begynde med lavere ambitioner.
- Fjerne muligheden for kryds ved partier.
- Spærretid i TV og national radio i 3 uger før et valg.
- Lokal opstillingsproces, som du beskriver.
Sjovt nok beskriver du situationen for 150 år siden, som førte til partidannelse, og som langsomt professionaliserede både parti og politikere.
Per - Valgloven er ikke grundloven og kan ændres som enhver anden lov. Men folkeafstemning er jo en oplagt mulighed for folket for at ændre forholdene for folket. Bare det jeg mente.
Samtidig vil folkets indstilling til systemet blive tydeliggjort. Ingen kender folkets politiske bevidsthed. Stemmeprocenten er ikke en måler derfor. Min påstand.
Leo, alt der ikke er ført ud i praksis er teoretisk.
Jeg tror ikke det var selve valgformen der forårsagede partidannelsen.
Partierne eksisterede i princippet før det tidspunkt, men de havde på det tidspunkt vi fik indført folkestyre, ikke noget politisk forum at boltre sig i. Det fik de ved folkestyrets indførelse.
Nogle få grupper brugte også gader og stræder, men med tiden blev de også mere politisk - skal vi kalde det - politisk modne.
Med tiden fandt partierne ud af, at de ikke fik den magt som de havde andel af vælgere og deraf kom partikraturet ind i folkestyret, men først meget sent, fordi den ledende magtelite havde flertalsmagten i det ene kammer i rigsdagen - landstinget.
Det var først da socialdemokraterne og de radikale fik flertal i landstinget, det blev muligt at få ændret Grundloven, således at partierne fik magt som de havde vælgertilslutning og det skete i 1915.
Hvorefter at valg til rigsdagen - i folketinget - gav partisystemet dets reelle magtfordeling mellem partierne. som det første gang skete efter valgloven i 1920.
Det var det klassedelte samfund der fremmanede partikraturet, ikke valgformen med enkeltmandskredse.
Nu har jeg ikke tænkt mig, at vi skal tilbage til enkeltmandskredsvalg igen, men kan fint bruge den nuværende kredsvalgsfordeling, blot uden deltagelse af partier på stemmesedlen og uden at der kan flyttes stemmer fra en kandidat til en anden.
Det skal være den enkelte opstillede kandidat vælgeren vælger - ikke en interessegruppe (parti), sådan som det er i dag og som frembringer familiære partidynastier.
Selvom ovenstående kronik er oprettet 4 timer og 15 minutter efter din modtagelse af min ditto over mailen, har jeg en stærk fornemmelse af og antager derfor, den er skrevet og sendt i trykken før, du havde læst min; desuagtet din på mange punkter og niveauer er en næsten ordret afskrift af min. Kald det bare en ren tilståelsessag eller det, der i civilretten hedder ”at tage bekræftende til genmæle”. Jeg fæstner mig her ved udtryk som:
”Folkestyrets kløft mellem folk og valgte. En tilstand efterhånden cementeret i et kastesystem af repræsentanter og repræsenterede”, ”en kaste, hvis baggrund … og hvis perspektiv og hele livsgerning er politik med gener som syltet i begær efter magt”, ”man … afpasser uddannelse, adfærd, holdninger og ikke mindst sprog til den politiske profession og til målet, som er magt”, ”problemet med at hævde skepsis overfor kronisk magt og forlange udskiftelighed som i Enhedslisten er unægtelig vore dages politiske arbejdes komplicerthed” og ”den side af sagen (viden om vælgerne/folket) kneb ofte mere for journalisterne”. Det er som skrevet med ført hånd! Min.
Som med stort set alting, du har skrevet og sagt, ville jeg ikke alene kunne, men med glæde også skrive under på ovenstående postulater, for hvor er det dog sandt. Så når du gennem den usynlige, specielle danske form for censur – det, I kalder ”Tavshedens tyranni” – så alligevel tager så kraftig afstand fra sandheden i konklusionerne, påstandene og anklagerne i min kronik, kan det kun tages som endnu en tilståelse over, at I, Verdens Bedste & Frieste Presse, kollaborerer med (om end fordækt) den af dig selv nævnte kaste; det, jeg har lært at kende som Den Danske Mafia eller blot Juristmafiaen.
Desuagtet at valgkvæget ved den seneste opinionsundersøgelse igen, igen, igen satte spinddoktorer, journalister og (levebrøds)politikere nederst på troværdighedslisten, må vi nu nok alligevel mobilisere forståelse for, at læserne af din kronik og denne respons må stå undrende overfor ovennævnte tilståelse, der jo umuligt kan passe ind i deres forståelsesbillede af Informations berømmede uvildig- og saglighed. Det, de dog i langt højere grad burde undre sig over, er tværtimod, hvorfor de ikke undrer sig over indhold og formål med en kronik som nu netop din:
For hvis de går ind i og analyserer indholdet, ville de opdage, at der ikke står noget, som selv det mindste barn ikke ved. Det er blot (vel)skrevet med (foregiven) patos af en feteret journalist på dette velansete dagblad, som var det opdagelsen af den dybe tallerken; hvor det typisk i virkeligheden er på niveau med den slags kulørte, men ufarlige informationer, et lands efterretningstjeneste ville fodre fjendens agenter med i håbet om, de så overser det væsentlige.
Sagt med andre ord bekræfter denne kronik min påstand og advarsel om, at magteliten (Juristmafiaen og dens presse) kører et spil, der holder den danske befolkning, vælgerne, i en zombietilstand! Der til forveksling ligner mange af de regimer, vi trækker overbærende på smilebåndet af, når vores dygtige journalister viser, hvor undertrykte disse regimers befolkninger er. Og som, heldigvis for os, alle sammen lever i Langtbortistan. For alt er jo relativt: I Nordkorea er der end ikke valg, hvor vi i Danmark, lidt ligesom på rouletten, jo trods alt har friheden til at spille på blå eller rød.
Spørgsmålet er nu, om du, Georg Metz, og Information har skrevet og oprettet denne kronik i god eller ond tro? Og med god tro mener jeg, at du i virkeligheden ikke ved, hvad du skriver om, men at det blot gælder om at udfylde spalteplads og indkassere et honorar? At du ikke kan se, at den kritik, du langer ud, i den ideelle verden ville have været et udtryk for selverkendelse? Med ond tro mener jeg, at din kronik ikke er en naiv og selvhøjtidelig journalists værk, men forsætlig vildledning og højforræderi i h. t. Grundlovens § 34?
For du vil da vel ikke bilde mig ind, at en politiker, hvis evner begrænser sig til blot at kunne tælle til 90, kan blive genvalgt gang på gang, havde det ikke været for håndhævelsen af nogle udemokratiske, for ikke at sige fascistiske, valglove, der intet har med demokratiets, græske fædres resolutte afstandstagen til levebrødspolitikerne at gøre? Ligesom jeg har svært ved at tro på, at 90 hardcore levebrødspolitikere af samme røde eller blå farve kan bemægtige sig hele riget uden Verdens Bedste & Frieste Presses (meget aktive, men fordækte og forræderiske) kroniske medvirken? Som nu gennem denne kronik.
Lars - Hvor mange personlige historier og meningssæt i hver kreds, 100 ? 200 ?, skal vælgerne sætte sig ind i .
Uden den grovsortering, partierne er udtryk for.
Umuligt ! Med afsæt i nutidens vælgerskare.
"Del jer efter anskuelse", sagde en gammel politiker ?. Det må jo betyde, at samle sig efter fælles anskuelser.
Og som jeg var inde på igår 16.58 : Hvem skal ændre valgloven andre end de allerede valgte.
Derfor i praksis, små skridt ud fra store visioner.
Jørgen Theil - kan du ikke meddele en kortform af dit ovenstående lange indlæg? - med dine konklusioner ...
@ Jan Weis
Helt kort: Handler Georg Metz og Information i god eller ond tro?
Mit indspark således hverken konstituerer eller inviterer til min konklusion, men er tværtimod en opfordring til Georg Metz og Information om at tage til genmæle på disse (ære)krænkelser af deres perfide fortolkning af ytringsfriheden og lignende menneskerettigheder; gerne gennem en anmeldelse for injurier, så årvågne læsere som dig får en mulighed for at følge med i og se, hvad der i virkelighedens verden foregår bag facaden på Verdens Bedste & Frieste Presse og dennes koryfæer.
Nu er der gået det meste af 1½ dag, og du skal ikke blive forbavset, om der går 1½ år, hvor du ikke hører så meget som et kuk fra Georg Metz og hans redaktion. Det eneste, der undrer, er, at redaktøren endnu ikke har fjernet (bortcensureret) mit indlæg! Det gjorde han/hun sidste gang, jeg kom med et kritisk indlæg.
Det bedste du og andre medlæsere ville kunne gøre i sandhedens, læsernes og danskernes tjeneste ville være at opfordre Georg Metz og Informations chefredaktør til at forsvare sig mod mine anklager eller krybe til korset og begynde at skrive for og arbejde i folkets og demokratiets tjeneste.
Jeg har stadig ikke fattet hvori Metz/Informations forbrydelse består.
Såvidt jeg kan se anklager du Metz for et plagiat af en kronik du har skrevet, og som du selv siger Information først modtog 4½ time efter Metz artikel var trykt.
Og så er der noget med en sammensværgelse ...
@ Esben Maaløe
Tusind tak for et meget relevant spørgsmål, der giver mig lejlighed til at uddybe mit forehavende:
På www.fylyppa.dk kan du se min baggrund, som har sit udgangspunkt i den forrige bank- og finanskrise. Baseret på egne erfaringer kan jeg således slå fast med syvtommersøm, at bankerne aldrig ville have kunnet forårsage hverken den forrige eller verserende krise uden (levebrøds)politikernes belevne hjælp. Og politikerne havde aldrig kunnet få lov til at hjælpe bankerne med at udplyndre vælgerne/borgerne/danskerne, havde det ikke været for Verdens Bedste & Frieste Presse.
Med andre ord, jeg, der besidder en masse erfaring og dokumentation, illustrerer og bekræfter bare, hvorfor danskerne ikke stoler på journalisterne og politikerne samt de spinddoktorer, der formidler og forstærker denne uhellige alliance.
I forsøg på at forskønne dette spil for galleriet trækker disse despoter med ujævne mellemrum en eller flere af de gamle hanløver ind i manegen for at brøle faretruende, så selv husarerne på de allerbagerste rækker ryster i bukserne. Georg Metz’ kronik er et typisk skoleeksempel på et sligt TANDLØST brøl! For kun de færreste ved, at Juristmafiaens sprechstallmeister som oftest udvælger de største hanløver med det drabeligste udseende samt, vigtigst af alt, de længste manker. Derved kan selv det publikum, der sidder på logepladsernes forreste rækker, ikke se, at samtlige løver er tandløse; nøjagtigt ligesom de lænkehunde rundt om på redaktionerne, der skulle have bidt deres lokale politikere i haserne, når de forfalder til korruption og magtmisbrug eller lignende utugt.
Som du kan se, er jeg 100 % enig med Georg Metz omkring indholdet i hans kronik, men i lighed med f.eks. den verserende skattesag omhandlende statsministeren og hendes ægtemand, tjener slige sager kun det (gedulgte) formål at aflede valgkvægets opmærksomhed fra det væsentlige:
For nærværende den krise, disse kollaboratører har bragt landet i, men hvor det stadigvæk er dem, borgerne, det gik ud over, der betaler regningerne; se eksempelvis middagsradioavisens meddelelse om Nordeas rekordstore kvartalsregnskab, mens skatteyderne ifølge selvsamme radioavis skal finansiere endnu én af de ulykker, bankernes grådighed blandet med politikernes uduelighed og uærlighed har forvoldt:
Med pressens belevne hjælp har politikerne fået muflet folkeopinionen derhen, at det selv med Harald Børstings begejstrede applaus nu hedder sig, at regeringen og Enhedslisten har sikret de mest truede i dagpengesystemet, at de ikke skal gå fra det hus og hjem, banker som netop Nordea har finansieret og derfor ville kunne lide tab på. ”Nu er der håb”, udtaler en jobsøgende på DR’s netavis, ”jeg bliver 25.000 mere værd”! Ja, som han og andre skatteydere selv skal betale. Og hvor skal pengene/skatterne/skatteyderne komme fra? Danske Bank har i dag fyret de første 300 af de 2.000, der skal fyres inden nytår.
Men jeg kan jo have taget grueligt fejl? Og det er jo så derfor, jeg har fremført mit indlæg; bl.a. i håbet om, at læsere som dig vil provokere Information og dennes besætning af løver og løvinder til at forsvare deres journalistiske dyd.