Læsetid 3 min.

Romantiserende safari på Vesterbro

Berlingske gik en tur gennem Vesterbro for at bevise at bydelen er blevet gentrificeret. Men hvem savner i virkeligheden hvem?
25. oktober 2012

Da jeg flyttede til København for ni år siden, kendte jeg kun broerne fra Fjernsyn for dig’s Sonja fra Saxogade og Christian Christensens En rabarberdrengs vokser op. Jeg forestillede mig selvfølgelig, at boligforholdene var lige så historiske som værkerne, men jeg blev hurtigt klogere. Der fandtes stadig, og gør det også i dag, lejligheder, hvor toiletterne deles med naboerne ude i opgangen, og bad foregår i kælderen. Hvis man da endnu ikke har sat en brusekabine op i sit soveværelse med dertil hørende åbenlyse helbredsmæssige risici. Har man eget badeværelse, er det ofte på to m, hvor bruser og toilet går i ét.

Jeg finder det en smule underholdende, at man romantiserer den periode, hvor det fortrinsvis var arbejderklassen, der i hele familier boede under disse forhold. I dag er det ofte studerende. Dengang som nu gælder det, at dem, der bor der, er de, der ikke har andet valg.

Det er ikke en optimal boligsituation. Det er ikke et aktivt tilvalg at have toilet på trappen. Selvom det godt kunne lyde sådan, når et medie endnu engang skriver gentrificeringshistorien om Vesterbro. Berlingske Tidende bragte for nylig en sådan artikel. Journalisten gik en tur med indehaveren af den vesterbrosmarte bar Bang og Jensen og anklagede nærmest ham og hans for at have fortrængt Vesterbros oprindelige befolkning. Den har vi hørt før. Vesterbros ansigt har ændret sig, hvis du går ind på en café på Istedgade i nærheden af Enghaveplads. Men hvad hvis du kigger dig over skulderen? Bang og Jensens klientel er ikke repræsentativt for hele Vesterbro. Størstedelen af forældrene på Oehlenschlægergade Skole ligner dem for eksempel ikke. Skolerne ligner ikke cafeer, bare fordi cafeerne gør. Det svarer til at gå ind på et socialkontor og sige, at alle er blevet socialklienter.

Men Berlingske Tidende finder da også noget af den oprindelige befolkning på deres Vesterbro-safari. Nede i bunden af Istedgade tæt ved Hovedbanegården var der drankere, junkier og en frisør med indvandrerbaggrund. De er her stadig!

Men nej, det er ikke de samme, der stadig er her. Det er ikke længere narkomaner, der dominerer prostitutionsmiljøet på Vesterbro. Det er handlede kvinder fra Afrika og Østeuropa. Antallet af de socialt udsatte i gademiljøet er ikke bare blevet reduceret. Den gruppes sociale profil er også ændret, som den er det for beboelsesgruppen i de små lejligheder. Og arbejderklassen er jo heller ikke helt forsvundet. Den er bare ikke hvid længere.

Det kunne være interessant, hvis debatten om Københavns byudvikling snart kom til at handle om andet end den øvre middelklasses stormløb på broerne og blev funderet i andet end en romantisering af et København som i endnu højere grad end nu kun var et komfortabelt sted for de få og ikke de mange. Nu har vi diskuteret gentrificering i snart 20 år, og måske er det tid til at forholde os til dem, der bor på Vesterbro frem for dem, der ikke bor der. Kritikerne savner Vesterbros billige boliger og den mangfoldighed, de bragte med sig. Men Vesterbro er stadig mangfoldig. Den er det bare på tværs af kulturer i højere grad, end den er det på tværs af økonomiske skel. Den er ikke så mangfoldig som Nørrebro, men her er mangfoldigheden også så stor, at den bliver for meget for den mangfoldighedselskende øvre middelklasse, så de sender deres børn i privatskole.

Meget kan man sige om byfornyelsen/beboerfornyelsen i 1970’erne, og det er selvfølgelig rigtigt, at det ikke er alle, der har råd til at købe eller leje en passende lejlighed på Vesterbro. Men har det nogensinde været tilfældet? Måske havde de råd til en lejlighed, men var det én, vi andre havde lyst til at bo i?

Hvem kan fortænke arbejderklassen i at flytte ud af byen, da de fik økonomisk mulighed for det? Ud i provinsen eller forstæderne, hvor der er mere plads både inde i boligen og omkring den. På Vesterbro er de muligvis savnet, men savner de selv Vesterbro, og den boligsituation byen havde at tilbyde folk med deres økonomiske formåen – både før og efter byfornyelsen? Næppe. Jeg forestiller mig, at de, der begræder og undrer sig over, at den hvide arbejderklasse i dag ikke bor på Vesterbro, formentlig ikke selv tilhører den længere. Hvis de savner det gamle Vesterbro, kan de se det på Arbejdermuseet. Bagefter kan de så tage hjem og glæde sig over, at der er indlagt varme, lagt lejligheder sammen og blevet plads til bad.

 

Anita Brask Rasmussen er kulturjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu