International kommentar

Sæsonen for bladdød er blevet permanent

Flere store gamle dagblade er sendt ud i en dødskamp. I Sverige er Svenska Dagbladet lukningstruet, i Spanien må El País fyre hver tredje medarbejder – kan demokratiet og den oplyste offentlighed undvære kvalitetsaviserne?
14. oktober 2012

Svenska Dagbladet er havnet i en krise, der risikerer at sende nationens store gamle borgerlige kvalitetsavis i graven. Det vil i givet fald være en tragedie, både for læserne og for Sveriges demokratiske offentlighed.

Svenska Dagbladets krise har flere årsager, som jeg ikke skal komme ind på her. Men krisen er symptomatisk for et problem, der er ikke er specifikt svensk: De store dagblades dødskamp er et globalt fænomen. Forleden meddelte den spanske kvalitetsavis El País – verdens førende spansksprogede printmedie – at den vil afskedige en tredjedel af sine 464 redaktionelle medarbejdere. Især dem med de høje lønninger bliver sendt på en tidlig førtidspension, som i sidste ende kun handler om at spare penge.

Kvaliteten svinder ind

Udviklingen imod bladdød har for længst gjort indhug på de internationale kvalitetsaviser. I dag er der måske kun 10-12 dagblade tilbage i verden af samme høje klasse som El País, næppe flere. For 25 år siden var sådanne dagblade ikke en sjældenhed.

Alle virksomheder kan blive ramt af sparekniven. Men et kvalitetsdagblad, stort eller lille, er ikke en hvilken som helst virksomhed. En avisredaktion er ikke en pølsefabrik, men en vedvarende kreativ og dynamisk formidlingsproces. Et dagblads eneste aktiv er de journalister, der skriver i det. Dens kapital er disse journalisters kombinerede talenter, kompetencer og viden. Derfor er dens kapital først og fremmest intellektuel. Den findes ikke primært i banken, men på redaktionen, og opgøres i penne og navne, ikke i kroner og øre.

Hvor pølsefabrikanter kan nedbringe deres omkostninger ved hjælp af ny teknologi eller organisation og endda fyre medarbejdere, uden at pølsernes kvalitet forringes nævneværdigt, har en virksomhed, der har som mission at formidle ord og billeder, meget få muligheder for at holde niveauet med færre ressourcer. Skiller de sig af med væsentlige medarbejdere, går det straks ud over kvaliteten: Avisen bliver mindre læseværdig, mindre dagsordensættende. Fyrer man for mange journalister, bliver avisen irrelevant eller dør.

Næsten ingen aviser i verden – i al fald ikke af dem, der udkommer på sprog, jeg kan læse – holder samme høje kvalitet som for en generation siden. Af den simple grund, at deres redaktioner er blevet kraftigt slanket og dermed drænet for en stor del af deres intellektuelle kapital.

Sparer de løntunge væk

Problemet er ikke blot de penge, der ikke længere tjenes. Det er i nok så høj grad de penge, der ikke længere udbetales. I en tid, hvor alle kan læse og skrive, honoreres intellektuelt arbejde ikke længere som før. I de senere år er det endda blevet dramatisk nedvurderet.

At forsørge sig selv i dag som seriøs freelanceskribent bliver stadig sværere med de stadig smallere honorarer og de stadig færre redaktører, man kan tilbyde sine tjenester. Hvilken avis vil f.eks. i dag finansiere omkostningerne til en større ambitiøs reportagetur i Mellemøsten eller Østeuropa?

I det nye mediebillede bliver professionalisme til amatørisme, og entusiasme erstatter viden. En bemærkelsesværdig udvikling i betragtning af, at ingen vil lade sig behandle af en person, hvis eneste ’lægelige’ kvalifikation er at være iført en hvid kittel.

Overalt er aviser er godt i gang med at minimere antallet af løntunge fastansatte medarbejdere, der tynger budgettet. Således er den kvalificerede litteraturkritiker for længst forsvundet. Den tid, da man var indforstået med, at det kunne tage fem dage at læse en roman omhyggeligt og derefter endnu to til at skrive noget tankevækkende om den, er for længst en saga blot. For én anmeldelse om ugen betaler man ikke længere nogen fastansat. I dag er litteraturkritik derfor – med få undtagelser – degeneret til holdninger og causerier.

En stor del af journalistikken er baseret på en person befinder sig dér, hvor der sker en væsentlig begivenhedsudvikling, hvad enten det nu er ved fronten i en krig, ved en teaterpremiere eller ved en lokal ildebrand. Det betyder, at journalistikken i bedste fald kan blive privilegeret øjenvidne og levere en slags første udkast til historieskrivningen.

Læserne betaler prisen

Men at være til stede, hvor det interessante sker, er dyrt og koster penge, der ikke længere findes. Verden er blevet dyr og dagblade fattige. Prisen må betales af de læsere, som får stadig mindre at vide.

I sidste ende risikerer rapportering at blive rent virtuel: Rigtige korrespondenter eksisterer ikke længere – de er for dyre – og derfor vælger aviser i stigende grad at rapportere om udlandet via hjemmeredaktionen.

El País vil nu forsøge at tjene penge på sin onlineudgave, som hidtil har været gratis. De læsere, som læser El País på internettet, har kunnet læse næsten hele den avis, som de personer, der har tegnet årsabonnement på printudgaven, må betale næsten 3.000 kr. for.

Enhver kan se, at den situation hverken er økonomisk eller moralsk holdbar. For Svenska Dagbladet er situationen ikke anderledes.

Men når tiden bliver inde til at opkræve penge online, er det måske til sidst ikke noget ordentligt produkt tilbage at kræve betaling for. Hvem vil betale for en avis, der ikke længere er på stedet, eller som ikke har tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt kvalificerede journalister til at tilbyde læserne andet og mere, end de allerede ved fra gratis onlinemedier?

Ingen har brug for sådan en avis. Selv ikke hvis den var gratis.

Richard Swartz er svensk forfatter, journalist og mangeårig Østeuropa-korrespondent for Svenska Dagbladet. Han er i dag klummist for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu