Kommentar

Selvfølgelig var Zentropa involveret

Sagen Aalbæk vs. Ekko har antaget absurde proportioner. Ironien er, at Ekko aldrig har skrevet, at Aalbæk har franarret skuespillerne penge, som Aalbæk ellers hævder er sagens kerne. Sagens kerne er derimod, at Zentropa var involveret – selvom Aalbæk nu ikke længere vil indrømme det
25. oktober 2012

Den 5. januar i år skrev filmmagasinet Ekko på sin hjemmeside, at 750 skuespillere i 2009 mod branchens kutyme hver især havde betalt 350 kr. »for at gå til casting på et Zentropa-filmprojekt, der aldrig blev lavet«. Pengene, i alt omkring en kvart million, blev sat ind på en konto, som det ifølge Ekko kun var instruktøren, Manyar Parwani, der havde adgang til. Nu var de væk, uden at instruktøren kunne gøre rede for, hvad der var blevet af dem.

Ekko rapporterede også, at filmselskabet Zentropa ikke længere var involveret i projektet, men fik ikke desto mindre en udtalelse fra selskabets direktør, Peter Aalbæk Jensen:

»Jeg ser ikke noget principielt galt i, at man skal betale for at komme til casting,« sagde han. »Folk kan gøre, hvad de har lyst til. Der er ikke noget galt i at lave andre veje, hvor folk kan komme til fadet på.«

Aalbæks fordrejning

I mellemtiden har Aalbæk som bekendt anlagt en injuriesag mod Ekkos journalist og chefredaktør.

»Stridspunktet er, at Ekko har skrevet, at jeg har franarret nogle skuespillerspirer 250.000 kr., uden at konfrontere mig med udsagnet først,« siger Aalbæk til Politiken.

Dette er altså ifølge Aalbæk sagens kerne. Selvom hans påstand er i åbenbar modstrid med sandheden. Ekko skriver i den inkriminerende artikel ikke et ord om, at Aalbæk eller andre har tilegnet sig pengene, kun at de er pist væk. Derfor kan bladet naturligvis ikke gøres ansvarligt for ikke at have præsenteret Aalbæk for en sådan påstand forinden.

Til gengæld blev Aalbæk åbenbart spurgt, hvad han mente om det gebyr, skuespillerne skulle betale for at få lov at blive prøvefilmet. Og når han overhovedet svarede på det spørgsmål, virker det unægteligt, som om hans filmselskab var involveret i projektet. Men det nægter han nu, at det på noget tidspunkt har været. Selvom han selv i 2009 medvirkede sammen med instruktøren i en video, der skulle hverve skuespillere til projektet. Og selvom det dengang i en pressemeddelelse hed, at filmen skulle »produceres af Zentropa«.

Sagens kerne

Det afgørende spørgsmål i den verserende injuriesag er imidlertid ikke, om Zentropa var med i projektet eller ej, men om Ekko havde lov til at antage det. Og det havde bladet, for der var intet, der tydede på, at det ikke var tilfældet. Tværtimod. Således skriver en af skuespillerne, Pernille Bergendorff, til undertegnede:

»Selvfølgelig var Zentropa involveret i projektet! En af de vægtigste grunde til, at jeg meldte mig, var visheden om, at de stod bag som garanter for projektet. Ikke nødvendigvis 100 procent økonomiske garanter, men kunstnerisk. Det blev klart præsenteret som et projekt i Zentropa-regi. Peter Aalbæk optrådte på den hvervevideo, der blev lavet for at gøre opmærksom på castingen, den første casting foregik på Zentropa, det store fællesmøde efter den første casting foregik på Zentropa, den sidste workshopdag, der var den endelige casting, foregik på Zentropa. Louise Vesth og Ida Harder, der er faste producere på Zentropa, skulle producere filmen, fik vi at vide.«

Dét er sagens kerne – altså at alt pegede på, at Zentropa stod bag projektet, og at Aalbæk intet gjorde for at undgå det. Formentlig ville Aalbæk ganske enkelt give den talentfulde instruktør en håndsrækning ved at låne ham Zentropas navn og faciliteter, og det fortjener han naturligvis kun ros for, da den sammenspiste branche ikke just er let fremkommelig. Desværre giver Aalbæk nu selv et eklatant eksempel på, hvor betændt branchen er, når han sagsøger Ekko for at fortælle en historie, som han selv har bragt til torvs, men i mellemtiden har fortrudt.

Aalbæk har notorisk indlagt sig store fortjenester i dansk film. Men hvis hans omdømme ikke skal lide ubodelig skade, må han nu erkende, at han i denne sag er på vildspor. En sådan indrømmelse vil han ikke tabe ved, for det er trods alt bedre at stå i offentligheden som nederlagets helt end som trodsighedens triumfator.

 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det ikke ulovligt ift. regnskabsloven? ikke at kunne redegøre for de indbetalte penge til dette projekt blev af? Skal der ikke føres regnskab her?

Og så mener jeg at det umoralsk og uetisk at kræve penge af folk som kommer til audition. Ikke engang i USA mener jeg de gør sådan noget.

Mon ikke Peter Ålbæk skulle tage et kig i spejlet engang - og minde den anden Peter Ålbæk om at han vist engang var socialdemokrat...

350 kr for en jobsamtale? Det lyder sgu som en god forretning i dagens danmark!

Man mister jo fuldstændig respekten for den mand, hvis der overhovedet er noget tilbage, når han ikke tager afstand fra sådan en gang svineri.

Der er altid 2 sider af en sag.

Under overskriften "Tjente kvart million på åben casting" er der et stort billede af Peter Aalbæk til trods for, at intet (endnu) tyder på, at han og Zentropa har set noget til disse penge, men derimod har tabt både penge og anseelse på projektet.

http://www.ekkofilm.dk/artikler/tjente-kvart-million-pa-aben-casting/

Manyar I. Parwani ser rigtig skidt ud, og det havde været klædeligt for Zentropa at tage afstand fra
en instruktør, som efterhåndden fremstår som en gemen afghansk svindler. Først påstår han at audition-pengene er stjålet og tyveriet politianmeldt, for dernæst at ændre forklaring til, at de på uforklarligvis er forsvundet i den blå luft til trods for at de stod på en konto i hans navn.

Udover casting-deltagerne, så snød manden også det IT-firma han havde sat til at lave hjemmeside for filmen.

Det ville være sundt for information, ikke så ensidigt at kaste sig ind i den igangværende medie-hetz mod Peter Aalbæk, men i stedet at følge det sunde princip: Follow the money.

Iøvrigt enig i hovedkonklussionen: Aalbæk burde vise storsind og lære af sine erfaringer, når han har været så dum at involvere sig i noget der ligner et svindelprojekt, og rette sin berettigede frustration mod sagens virkelige skurk fremfor at fordybe sig i detaljer ved Ekko's iøvrigt gode dækning af sagen.

Rune, billedet af Peter Aalbæk Jensen er et klip fra hvervefilmen og omhyggeligt anbragt i artiklen som dokumentation for mandens indblanding i projektet - hvad han jo fortsat forsøger at benægte totalt. Så jo, Peter Aalbæk Jensen burde koncentrere sig om sit eget interne problem i firmaet.

Nief Ehrrerany

Så for det som svarer til en lille årsløn har Manyar I. Parwani undergarvet hele sin fremtid i filmindustrien. Det var sgu da ikke særlig smart ...