Kommentar

SF’s fem retoriske fejlgreb

Det er muligt, at SF-ledelsen peger på Astrid Krag. En retorisk analyse viser dog, at de indirekte argumenterer for Vilhelmsen
3. oktober 2012

SF-ledelsen som afsender har fejllæst, hvordan den bør kommunikere med den modtager, der higer efter et mere traditionelt SF. De SF’ere, der allerede har besluttet sig for Astrid Krag, er ikke længere målgruppen for SF-ledelsen. I stedet for at fokusere på alle de argumenter, der kunne afhjælpe utrygheden hos dem, der endnu ikke er overbevist, begår SF-ledelsen mindst fem retoriske fejlgreb.

1. Spin via stråmand

Først ville Søvndal og Socialdemokraterne ikke blande sig, og der skulle tales pænt om modparten i formandsvalgkampen. Så kom Søvndal alligevel til at blande sig. Med ham fulgte Ole Sohn og (særdeles) forhenværende S-ministre. Senere råbte Steen Gade op om usikkerhed ved Vilhelmsen, og mandag advarede SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, så om, at Vilhelmsens politik gør det svært for SF at være i regering. For det første gennemskuer modtagerne, at der er tale om spin. Man opstiller en stråmand, man kan skyde ned. For det andet er spin netop, hvad modtagerne er trætte af ved den nuværende SF-ledelse. For det tredje tvivler målgruppen på SF i regering, hvorfor al spinnet blot tilskynder til Vilhelmsen som formand.

2. Designerpolitik

Mange SF-tvivlere er dødtrætte af designerpolitik, der ligger magten nærmere end hjertet. Når Astrid Krag derfor forklarer i Berlingske, at hun vil kæmpe for regeringens politik – uanset, at den ikke er SF-politik – og når hun på spørgsmålet om at afskaffe 24-årsreglen ved næste valg svarer: »Det er for tidligt at lægge sig fast på, hvad det er for en valgkampsstrategi, vi skal have i næste valgkamp,« bekræfter det politiske undvigesvar blot modtagerne i, at ’det hele’ handler om strategi og ikke politiske holdninger til gamle SF-mærkesager.

3. Påtaget ærlighed

I samme artikel i Berlingske taler Krag om ’mere ærlighed’. Til citat siger hun direkte:

»Der er behov for, at vi bliver mere ærlige for at få danskerne i tale om det her.«

Dermed afslører Krag, at der indtil nu har været ’mindre ærlighed’, og at ærlighed, i Krags perspektiv, er noget, der kan gradbøjes. Krag taler altså ikke om fuldstændig ærlighed, men blot om ’mere ærlighed’. De, som skal overbevises om Krags formandsevner, får bekræftet deres anelser om, at der ikke har været ærlighed nok, og at der måske heller ikke kommer ’fuldstændig ærlighed’ med Krag som formand. Det er nøjagtig dette, modtagerne vil væk fra.

4. Slet skjulte trusler

Ole Sohn tonede tidligt frem på tv og antydede, at Annette Vilhelmsen ’leger med ilden’, når hun er åben for, at SF’s politik kan afvige fra regeringsgrundlaget – i næste valgperiode! Sohn afslører en fundamental manglende forståelse for modtagerne, der netop ønsker, at der senest i næste valgperiode kan ændres ved regeringsgrundlaget. De potentielle Vilhelmsen-støtter ønsker ikke blot at ’lege med ilden’. De vil brænde designerpolitikken helt ned og revitalisere måden at være klassisk SF’er på. Sohn kunne ikke være mere ude af sync med de modtagere, der skal påvirkes. De nærmest skubbes væk fra den nuværende SF-ledelse og over i armene på Vilhelmsen.

5. Et uvilligt publikum

Skal man holde en tale eller føre valgkamp ved hjælp af mange små taler, skal målgruppens holdning studeres nøje. Er de villige, er de neutrale, eller er de modvillige? Afhængig af udgangspunktet må man bruge forskellig argumentation. Er modtagerne modvillige, er hovedformålet alene at skabe sympati for afsenderen. Uden sympati for afsenderens person er der ikke noget publikum at påvirke. Vi køber ikke noget, heller ikke i politik, uden tillid til en troværdig afsender.

Astrid Krag er smurt ind i den nuværende SF-ledelse – Thor Möger & co. Det er denne ’indsmøring’, målgruppen tager afstand fra. De vil ikke mere. Derfor nytter det ikke, at ministre, hvis egne poster er på spil med Vilhelmsen, støtter Krag offentligt. Den ledelsesmæssige hype omkring Krag bekræfter blot modtagerne i at være agtpågivende. Jo mere SF-toppen skubber, maser og søger at påvirke medlemmerne til at træffe det for SF-ledelsen ’rigtige’ valg, jo mere modvilje.

SF-ledelsen gør det modsatte af, hvad der virker i forhold til et uvilligt publikum, og argumenterer derfor reelt for Vilhelmsen, selv om de peger på Krag.

 

Trine Nebel er rådgivende retoriker, Gorm Larsen & Zornig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

SF’s formandsvalg er ikke kun vigtigt for SF. Det er vigtigt for andre partier og vælgere, for det viser i høj grad noget om, hvad der kan ske, når ledelsen i et parti fuldstændig ser bort fra det mandat de har fået fra vælgerne på baggrund af et givet partiprogram og begynder at fægte for en personlig karriere således ”at ’det hele’ handler om strategi og ikke politiske holdninger til gamle SF-mærkesager”.

Den arrogance og topstyring ledelsen har udvist hævner sig, når medlemmerne får lejlighed til andet end at brokke sig i partiforeningerne og i læserbreve over, at al kritik fra vælgerne fuldstændig bliver negligeret. Dét må gerne siges videre til statsministeren. Forhåbentlig accepterer Vilhelmsen ikke en mundkurv for at udtale sig om SF-politik, nu og efter næste valg.

Den groveste handling, i min opfattelse, er, at man trækker sådan en som Thor Möger ind, både i ledelsen og som minister – uden at han har opnået at blive valgt ind i Folketinget af vælgerne. Den magtfuldkommenhed er at PISSE på vælgerne, og jeg håber rigtig meget at Annette Vilhelmsen bliver valgt. Ikke fordi jeg tror det vil gøre den store forskel i regeringen her og nu, men simpelthen i håbet om mere respekt for dem der har valgt folketingsmedlemmerne. Det er jo rent til grin at afholde demokratiske valg, hvis ledelsen bare gør som det passer dem, uden hensyn til hvad vælgerne har bestemt.

Én ting er regeringsgrundlaget, som bliver hevet frem i tide og utide, noget andet er at Vestager lige så ofte taler om ”radikal politik”, men åbenbart forlanger at SF ikke må tale om SF-politik. Når det er radikalt, så er det godt politisk håndværk, ligesom man så med Bondam og DF i København.

Blot en stilfærdig bemærkning om, at hvis politikerne afgav "nagelfaste" løfter om hvad de ville stå fast på, så ville enhver tale om konstruktivt samarbejde og søgning efter fornuftige kompromisser være udelukkede

Mange af de spørgsmål en politiker får under en valgkamp er "drille-spørgsmål", som blot har til formål at kaste sand i maskineriet.

Michael Kongstad Nielsen

Regeringsgrundlaget er kaldt:
" Et Danmark, der står sammen"
Tanken bag den overskrift må være, at regeringen vil række hånden ud mod højresiden, ind over midten, holde op med "blokpolitikken", som VKO stod for. Den nye regering vil lave forlig med de blå.

Men det er da himmelråbende naivt at tro, at Enhedslisten, regerings parlamantariske grundlag, vil finde sig i at være støtteparti i gennem fire regeringsår for en regering, der laver politikken med højrefløjen.

Det kan ikke lade sig gøre. Derfor må SF se at få mere af deres politik igennem, og lave politikken med det parlamentariske grundlag, EL.

Måske lidt uden for emne, men alligevel relevant, (hvis jeg selv skal sige det).

Regeringsgrundlaget er S og SF`s betingelsesløse kapitulation til de radikales asociale økonomiske politik.

Jeg tror ikke at man har været naiv med hensyn til om Enhedslisten ville finde sig i at støtte en regering der viderfører højreorienteret politik.
Man regner ikke EL for noget...det vidner jo skatteforhandlingens forløb.og den måde man svinede dem til bageefter.
Man vidste at man ville pisse på Enhedslisten...ligesom man har pisset på de vælger der toede at de havde stemt på forandring.

Per Dørup Jensen

Den altid smilende Astrid Krag (Er det påtaget?) og hendes minister-støtter i SF siger hele tiden, at et valg af Wilhelmsen vil true regeringsgrundlaget. Jamen, det er er jo netop det neoliberale regeringsgrundlag SF har tilsluttet sig, som har medført et massivt fald i vælgertilslutningen til SF!
. Så hvis partiet vil ned under spærregrænsen til næste valg, skal det bare fortsætte den kurs.
Idag d. 3. okt. gentog Krag tillighe at hun ville beholde Viggo Søvndal som udenrigsminister, hvis hun blev valgt, fordi "han stod for en fredelig udenrigspolik"
Som hendes øvrige abstrakte floskler, holder heller ikke denne for en nærmere konkret test.
Som tilfældet var i Natos krig mod Libyen,, fører socialisten, Viggo Søvndal en alt andet end en fredelig udenrigspolitik, men en decideret anti-socialistisk, imperialistisk, krigerisk udenrigspolitik i Syrien.
Til at lave det beskidte arbejde, støtter og opildner Søvndal således sammen med "Syriens øvrige venner" bombesprængende terroristbander til at ravagere det syriske samfund, så USA og Nato kan komme ind of få kontrollen over landet.
- Så i henhold til SF`s ideologiske grundlag: Forhåbenlig ud med ham, hvis Wilhelmsen kommer til magten.
Også ud med de fremstormende nyliberalister som Thor Møger, Jesper Petersen - og Ole Sohn, der har ført, og fører en borgerlig økonomisk politik, der ligeledes strider mod partiets socialistiske grundlag

Jens Overgaard Bjerre

Er de ikke snart under spærregrænsen alligevel? Det kan jo snart være ligegyldigt hvad formanden så hedder. Politikken er jo den samme som S og RVs.

Jeg fik kvalme da jeg så Kragen i P1 debat...her sagde hun at hun var stolt over at Villyrepræsenterede DK ...at han var socialist og skabte fred ud i verden.......MY.A..
Han er ikke andet end bydreng for høgenes ekpansionspolitik.
Der er ingen forskel mellem ham og de 2 tidligere konservative udenrigsminister.

Inger Sundsvald

Man kan jo sige, at NÆSTEN hvad som helst er bedre end VKO. Men også kun næsten. Hvis det alligevel er samme surdej, så kan det være det samme. Enhedslistens folketingsgruppe og HB har min accept til at vurdere hvad man finder rigtigt.

Men lad os nu se hvad Vilhelmsen kan. Jeg mener der er brug for SF, men et SF som var engang.

Mon ikke überstatsministeren har allerede har besluttet hvem der skal laves finanslov med...og SMS linien er igen glødende.
Helt inde i de radikales rækker er der foragt for EL.

Interessant læsning, men også meget tankevækkende, og lidt bekymrende, hvis det er blevet så legitimt at prioritere taktisk kommunikation fremfor indhold.

Hvis alle antagelserne er rigtige, så er det måske netop rigtigt godt for SF som et folkeparti at de nævnte ikke er mere professionelle retorikere. Omvendt kan man vel forestille sig at hvis de var rustet ligeså godt i deres kommunikationsanalyse som artiklens forfattere, så ville de måske nok give Astrid Krag fløjen en bedre chance for at vinde, men her kommer det triste jo så ind, at hvis de formåede det gennem at tilrettelæggelse deres kommunikation bedre (læs: ikke indhold og budskab), så ville den sejr jo netop være udtryk for politisk spin, og dermed manipulation af de medlemmer, som ifølge artiklen nu bliver skubbet væk.
Så egentlig er det vel bedst for partiet, set som en folkebevægelse (selvom det måske ikke er bedst for magten), at de ikke er mere taktiske udi deres kommunikationsstrategi.

Det ville jo lige præcis være en tragikomisk fadæse uden lige, hvis man var nødt til at lave endnu mere overbevisende spin, for at få dem med, som gerne vil af med hele spinkulturen. Men det ville også være at udskifte folkelig indflydelse med en illusion. Hvis det er dér vi nu er, hvorfor så overhovedet besvære sig med at have demokrati?

Egentlig er alle vel bedst tjent med at man udtrykker hvad man står for, fremfor at man tager en holdning efter hvad man kan opnå mest magt med.

Og måske skal man netop tolke det, at den anden fløj får lettere ved at vinde frem, præcis som at det er fordi den tilsyneladende repræsenterer de værdier medlemmerne ønsker, fremfor at man 'kommunikerer forkert'?

Lykke Johansen

Jeg blev helt fysisk utilpas over at høre på Krags argumentation og nedladende holdning til Vilhelmsen person og politiske redegørelser. Det, der dog var det værste ved Krag var, at hun konstant afbrød Vilhelmsen, når denne var ved at forklare noget.
Vilhelmsen derimod var rolig og saglig under hele debatten, og hun lod sig hverken distrahere af - eller blev irriteret over - Krags ubehagelige debatform - og tone.

SF kan efter min mening IKKE være tjent med en formand for partiet, der udviser SÅ lidt respekt for debattøren og dennes meninger. For det giver en ubehagelig forsmag på, hvordan hun vil opføre sig overfor partiets medlemmer, hvis hun bliver valgt.

Hvad der også var ubehageligt ved debatten var ordstyreren Mejlshedes åbenlyse tagen parti for Astrid Krag.

Alt i alt en kvalmende oplevelse, der dog cementerede min opfattelse af, at Annette Vilhelmsen vil blive den bedste af de to som SF’s formand.

Mogens Michaelsen

Mærkeligt, at Radikale godt kan give udtryk for holdninger der ligger ud over regeringsgrundlaget, eller endda er i modstrid med det - f.eks. boligskat. Ikke fordi der er noget mærkeligt i det - folk kan sagtens skelne mellem dette partis egen selvstændige holdning til boligskat, og så en accept af den politik regeringen fører på dette punkt. Når man er flere partier i en regering må man selvfølgelig acceptere kompromisser.

Så Villy Søvndal har altså IKKE ret i at et regeringsparti altid er nødt til at lade som om regeringens politik er identisk med partiets politik. Det gælder kun for SF under den nuværende ledelse, og forklaringen på det er såmænd, at der netop er alt for stor forskel mellem regeringens politik og den politik SF's medlemmer og vælgere forventer. Derimod kan Radikale vælgere sagtens acceptere kompromiserne, fordi regeringens politik i meget høj grad er præget af Radikale.

Det egentlige problem er nok snarere, at ledelsen i SF ikke har gjort hvad man kunne for at få indflydelse på regeringens samlede politik. Det skyldes sikkert, at man har gjort selve det at sidde i regering til et absolut mål, som man er villig til at sælge sin egen bedstemor for.

Fordi de radikale har den reele magt.
På overfladen skal det ligne et regeringskollektiv...men det er højrefløjspolitik der bliver ført.
Det er kun S og SF der konstant sværger deres troskab offentligt.

I det ¨år der er gået siden Vestager-regeringen trådte til, er der ingen - INGEN - der har turdet hviske noget om nødvednigiheden at en revison af Lars Uløkkes Kommunaldeform. Vil det sige, at de tre partier er tilfredse med Kommunaldeformen, eller kan de bare ikke finde ud af hvad de skal gøre med den?
Da den blev vedtaget med det smallest tænkeligt flertal - Dansk Front, der forlods havde givet Lars Ulykke carte blanche til hvad som helst - da stemet S-SF-RV alle imod. Men nu....!

Christine Sidenius

Trist at en rådgivende retoriker, reducere sin faglige kunnen (for jeg formoder der ligger mere i at være rådgivende retoriker end at skrive enøjede "analyser" af politisk kommunikation) til at skrive en artikel der på i meget let omskrivning kunne handle om Annette Vilhelmsen, men som aldrig som overskriften antyder handler om SF (artiklen viser sig jo at handle om et angreb på Astrid Krag) Er det virkelig hvad Information kan bidrage med til SF's formandsvalg, suk!!!

Inger Sundsvald

Jeg havde regnet med at Astrid Krag ville forsøge at rette op på sit renommé, men hun fortsatte ufortrødent ad vejen med nedladenhed og udstilling af, at partiet p.t. er på vej til at blive helt ligegyldigt, uden så meget som med tanken om at tale om andet end regeringsgrundlag og regeringsdeltagelse.

Robert Ørsted-Jensen

På Kornet - Lytter du kære Steen Gade? Lytter SFs andre folkeltingsmedlemmer og ledelse her? Hvis I gør så burde det nu stå lysende klart at I har kvajet jer - alene det forhold at ledende medlemmer forsøger at kåre en ny formand før en urafstamning i et parti som har en stolt græsrodstradition - er mere end bare ualmindeligt ubegavet - det vil med ret stor sansynlighed medføre et gedignt nederlag - et I mine øjne har grundigt fortjent!