Nu er jeg personligt far til to børn i en lokal københavnsk folkeskole i det brokvarter jeg bor i, og kunne som sådan være ligeglad, men jeg vil mene de forenklede påstande råber på et modsvar. Ikke mindst fra os forældre, der igennem vores egne børn igennem mange år har kendt den københavnske folkeskole indefra og som derfor også har et blik for de problemer, der også kendetegner folkeskolen
Når man i dag følger debatten omkring Københavns kommunale folkeskoler i information, og hvorfor forældrene skal vælge disse, så sidder man tilbage med et indtryk af, at det mest handler om, at man har for mange af de ‘forkerte børn‘, og at forældre, der træffer andre skolevalg, skal indse at de er fordomsfulde og har en dårlig moral – og at deres valg af skole til deres børn ikke handler om trivsel, læring og et godt børneliv, men om at gøre en art ’samfundspligt’.
Som politikkere og debattører stiller det op, så handler det tilsyneladende først og fremmest om at eleven (og forældrene) skal tilpasse sig den institutionelle enhedspakke som de kalder for ‘folkeskolen‘. Store tre-fire spors skoler med 70-100 elever pr. årgang og en enkelt uddannet lærer til at overskue de op til 28 elever i klassen. Hvis den enkelte ikke formår at tilpasse sig de rammer på den rette måde, så er det eleven (og forældrene), der er noget galt med. Det er ikke institutionen – og selvfølgelig slet ikke de (lokal)politisk bestemte rammer, som institutionen fungerer indenfor. Politikerne har så i øvrigt fortsat travlt med, ved snart sagt en hvilken som helst lejlighed, at udpege skolen som den ansvarlige for at løse snart sagt hvert eneste samfundsmæssigt problem, der måtte opstå.
Barnet i centrum - ikke institutionen
Men man kunne jo også gå en anden vej, og sætte barnet i centrum for diskussionen. I stedet for som nu at fokusere på, at presse op imod 90 procent af alle børn ind i ensartede institutioner, og beklage sig over, at man ikke har nogle andre elever (og forældre til dem) end tilfældet nu engang er, så kunne man tage udgangspunkt i, hvordan man skaber gode offentlige skoletilbud for de børn man nu engang har på den enkelte skole
Som det er i dag, er skolen mange steder faktisk ikke voldsomt god til at løfte børnene uddannelsesmæssigt. I stedet fungerer skolen som en effektiv social sorteringsmekanisme, hvor samfundets sociale forskelle reproduceres bag om ryggen på både elever, forældre og lærere og på den måde kommer til at fremstå som ’legitime’ resultater af borgernes ’frie’ valg og fravalg.
Men hvad kan så skabe en god skole, og hvad kan sikre at børn lærer noget af at være der? Og hvad kunne politikkerne gøre såfremt de ellers ville begyndte at påtage sig deres politiske ansvar for skolens udvikling?
Det man kalder klassekammeratseffekten har selvsagt en betydning, altså at børn fra eksempelvis uddannelsesfremmede miljøer har klassekammerater med en anden social baggrund og på den måde ’løftes’ ved at de stærke trækker de svagere op.
Hvad kan løfte skolen?
Men klassekammeratseffekten er blot en blandt flere faktorer. Her vil jeg nøjes med at pege på en række velunderbyggede forhold.
Fra forskningen ved vi, at skoleledelsen har en væsentlig betydning. Skoler med dygtige ledere, har ganske enkelt bedre faglige resultater, bedre elevtrivsel og bedre fungerende lærergrupper end skoler med dårligere ledere. Ikke desto mindre er det sådan, at udvikling af skoleledelse og efteruddannelse af skoleledere ligger langt nede på de politiske prioriteringslister. Og det er et velkendt forhold, at det i mange år har været om muligt endnu sværere at fyre dårlige skoleledere end dårlige daginstitutionsledere i mange kommuner.
En anden faktor der har afgørende betydning er elevernes trivsel i skolen. Elever der trives i skolen og i klassen lærer ganske enkelt meget mere. Det er skolens ansvar, at eleverne trives mens de er i skolen. Det handler både om læreren indsats i klasselokalet, det sociale liv i skolen, og lærernes og skoleledelsens indsats for elevernes trivsel mens de er i skolen. Mobning er det ekstreme eksempel på at skolens lærere og ledere svigter børnene og ikke påtager sig ansvaret for hvad der faktisk foregår i skolen. Forældrene kan selvsagt også bidrage ved at skabe en god klassekultur og et godt børnefællesskab for eleverne udenfor skolen.
Men det handler i allerhøjeste grad også om de institutionelle politisk bestemte rammer. En del elever trives eksempelvis bedre i mindre skoler og i klasser med færre elever. Især de elever for hvem det at gå i skole ikke blot handler om at tilegne sig tal og bogstaver, men som også handler om eksempelvis overhovedet at kunne overskue det at gebærde sig i en stor børneflok i en hel dag. Nogle elever trives da også bedst helt udenfor den normale folkeskole i eksempelvis specialpædagogiske tilbud særlig tilrettelagt deres behov. Og her trækker centrum-venstre politikerne i den stik modsatte retning. Ikke mindst i København. Skolerne skal være større – minimum tre og firesporede – og der kommer op til 28 elever i hver klasse. Samtidig er der landet over i realiteten udsigt til forringelser af de specialpædagogiske tilbud.
Tendensen til at omdanne skolerne til stadig større ’børnefabrikker’ bliver så meget desto mere paradoksal i kraft af, at der faktisk ikke findes skyggen af anerkendt empirisk baseret forskning i Danmark, der kan underbygge, at store skoler er væsentligt fagligt bedre end små.
En tredje faktor som spiller en væsentlig rolle er selvsagt læreren. Læreren i klasserummet er så at sige skolen overfor eleverne. Jo bedre kvalifikationer læreren har og jo dygtigere vedkommende er til at arbejde med børnene, jo mere får de også ud af undervisningen. Dygtige lærere kan udrette noget nær mirakler, men her må man så til gengæld sige, at de arme lærere ikke nødvendigvis er voldsomt godt klædt på fra deres uddannelsessteder, som lige som alle andre videregående uddannelsesinstitutioner er præget af flere års forringelser.
Lærere skal først og fremmest arbejde med menneskelige relationer, men det fylder ikke tilsvarende i læreruddannelsen, hvor gentagne reformer mere har handlet om ideologi blandt partierne på Christiansborg end de faktiske behov i skolen. Ikke mindst er det påfaldende, hvor lidt læreruddannelsen er præget af den viden, man har indenfor den pædagogiske forskning både i Danmark og internationalt. Det kunne man selvsagt rette op på igennem omfattende efteruddannelse, men der er desværre nok ingen udsigt til forbedringer her, set i lyset af at den mere eller mindre erklærede hovedfjende for ’centrum-venstre’-politikkere og -debattører synes at være den såkaldt ”uddannelseselite” og ”akademisering” det største skældsord.
En fjerde faktor er tilrettelæggelsen af pædagogikken. En individuelt tilrettelagt pædagogisk indsats, der retter sig mod at møde den enkelte elev, hvor han eller hun nu faktisk befinder sig, har en afgørende betydning for, hvor meget eleverne rent faktisk får ud af undervisningen. Det er imidlertid i praksis noget nær umuligt at varetage den nødvendige differentiering af undervisningen, så længe rammerne stadig udgøres af én uddannet lærer til op imod 28 børn.
Det betyder også, at skolerne skal have de nødvendige ekstra pædagogiske ressourcer, hvis der er børn med særlige behov – børn med Aspergers, indenfor ADHD-spektret eller andre problemer, der gør bare en almindelig skoledag særlig vanskelig for dem. Både af hensyn til de pågældende børns trivsel, men sådan set også af hensyn til alle de andre elever, så inklusion af én elev ikke blot bliver til eksklusion af andre. Og hvis børnene trives bedre i andre specialpædagogiske tilbud, så skal der være fri adgang til dem. Uanset hvad nedskæringsivrige kommunalpolitikere så måtte mene om den sag.
Alt det kræver selvsagt, at politikkerne ser i øjnene, at en børnecentreret skole nok kræver en bredere vifte af offentlige institutionelle løsninger og pædagogikker end blot den kongelige socialdemokratiske tre-sporede enhedsfolkeskole med 750 børn. Det er så desværre ikke tilfældet blandt centrum-venstres politikere i socialdemokratiet og SF i dag, hvor massive nedskæringer overfor specialpædagogiske tilbud til børn med særlige behov eksempelvis markedsføres som ’inklusion’.
Det er grundlæggende et politisk ansvar at skabe rammerne for en god skole – og det er et politisk ansvar at tage hånd om det, når skolerne ikke fungerer. Det ansvar kan ikke tørres af på andre. Og skolen skal løfte ansvaret for elevernes læring og trivsel i skolen, den kan ikke tildeles ansvaret for at rydde op i politikernes boligpolitiske, fordelingspolitiske eller for den sags skyld sundhedspolitiske rod.
Knud Holt Nielsen er ph.d. og far til to børn i folkeskolen på Vesterbro
Generelt en god artikel, som forholder sig mere nuanceret til debatten, uden at undlade at påpege at nogen må tage ansvar. Dog synes følgende at være noget af en generalisering:
"Som det er i dag, er skolen mange steder faktisk ikke voldsomt god til at løfte børnene uddannelsesmæssigt. I stedet fungerer skolen som en effektiv social sorteringsmekanisme, hvor samfundets sociale forskelle reproduceres bag om ryggen på både elever, forældre og lærere og på den måde kommer til at fremstå som ’legitime’ resultater af borgernes ’frie’ valg og fravalg."
Er den nogen (evt. forfatteren), som kan pege på dokumentation for påstanden om at den sociale arv ikke brydes?
--
Skolerne er den største post i kommunernes budgetter. Kommunerne mangler penge, så skolerne beskæres. Det handler ikke om at skabe en bedre skole, men om at skabe en billigere skole. Så forsøger politikerne at dække sig ind under tankerne om at store skoler er bedre end små, osv., men alle ved jo at det er tom snak.
God artikel, Knud.
Jeg synes på peger på nogle helt centrale problemstillinger ift. udviklingen af en god skole, som vi alle bør forholde os til som borgere og ikke mindst forældre.
God artikel, men jeg ville så gerne have bare et enkelt eksempel på hvad det er for enpædagogisk viden og nytænkning forskningen har at byde på og som lærerne ikke kender.
Da jeg gik på lærerhøjskolen, når jeg var på kurser og skulle tilegne os nye lærings metoder var undervisningen organiseret fuldstændig som i folkeskolen, envejskommunikation, lidt gruppearbejde og plenum. Ak ja. På universitetet, hvor jeg går nu, er klasseundervisningen, hvis den kan gennemføres da mange ikke lige har fået læst, det mest revolutionære. Ellers er envejskommunikation, måske med en fedtet overhead, eller hvis det helt hypermoderne med et powerpointfordrag.
Giv mig bare en flig af det nytænkte.
På den skole jeg forlod sidste år arbejdede vi i fransk medopgaver baseret internet,elevoplæg, powerpoint, selvlavede videodramatisering,rollespil i klassen, spil og lege oggggg almindelig overhøring og samtale. Musik fra Youtube og nyhedsudsendelser på smartboard blev hentet og kommenteret. Besøg på glyptoteket, biografbesøg og videofilm i klassen. Og overhøring og skriftlige hjemmearbejder og samtaler.
Og mere som jeg sikkert har glemt.
Giv mig en flig.
(og se Claus, han gjorde det helt uden at bruge nedladende gloser og klandre andre for deres valg ;)
Ja, Claus Pedersen, det er det, vi andre hele tiden har påpeget: hvis man vil have folk til at sætte deres elever i folkeskolen i stedet for i privatskolen, må man gøre folkeskolen attraktiv. Det er politikernes ansvar, og for tiden er den eneste måde, man kan påvirke dem, åbenbart ved at opføre sig som utilfredse forbrugere. Det er selvsagt en demokratisk malaise, folkeskolen over tid være blevet bedre og mere attraktiv, men dårlige politiske valg, hvor ideologi er vægtet over pragmatik, har svigtet alle, ikke mindst dem, skolen burde have hjulpet mest.
Sådan, Jens Peter Hansen! Dog må man også sige, at valget af fransk måske også har appelleret til en særlig gruppe børn, kunne jeg forestille mig.
Også godt at høre, at den københavnske folkeskole benytter sig af de uendelige muligheder for perspektivering, storbyen giver.
Sådan dér!
Denne debat trænger til mere hjerne, mere hjerte, mere fantasi, mindre ideologi og mindre floskelmageri.
Og totalt enig: Der er INGEN, der skal komme og bølle folk med skyld og dårlig samvittighed, fordi man ikke lige mener, at den store fladpandede, ensartede, kollektivistiske grød er evigt saliggørende.
Hvilket politikere og ideologer har travlt med. De går i selvsving om RETTEN til at skabe børn i sit eget billede? Børn er kommende vælgere - eller kritikere. Børn/forældre bliver 'targetted' i en PR-kampagne, der i bund og grund handler om muligheden for at forme det 'materiale', som stadig er formbart.
Og debatten handler forbløffende lidt om børn, og i ulækker grad om voksnes behov. Vi er ikke kommet meget videre, siden skolesystemerne blev dannet i formningen af arbejdsbier til industrisamfundet. Eller rettere: dansk skoletradition har langt hen ad vejen formået at gå imod den strøm, men nu er den kommet frem i en ny discountudgave af grundtvigianismen med en kedelig - læs: dybt skadelig nivellering efter laveste fællesnævner.
Der ligger et DJØF'iseret menneskesyn bag, der handler om, hvor meget man kan producere for pengene, og hvilke regler man kan sætte ind som kompensation for sund opmærksomhed og kreativitet. Alt tænkes top-down. Jurister-økonomer kan ikke skabe en dyt, de kan kun sætte i ramme, men til gengæld former de det samfund, vi lever i og besætter pladserne i Folketinget. Og vi har givet dem lov til det.
Tag skolen tilbage til børnene. Og hvis det betyder: fuck folkeskolen, så er det det. Jeg siger HVIS. Jeg kender folkeskoler, der kører rimelig godt. Men jeg kender også helt andre skolesystemer, der simpelthen sparker røv, og hvis livssyn og metodikker ville blive smadre totalt af fantasiløse politikeres herskersyge og blinde tro på egen indsigt. De mangler respekt for mennesket. Måske fordi de selv er blevet umenneskeliggjort i deres halsen og stræben efter magt.
@Knud
Tak for et godt indlæg, der forholder sig sagens substans i stedet for at pege fingre af "de andre"!
Generaliseringer om folkeskolen skal man dog passe på med. Hvad der fungerer godt et sted sejler måske et andet sted - og omvendt.
Så når man skal finde løsninger bliver man nødt til at tage udgangspunkt i de konkrete udfordringer, som den enkelte skole står med. Det være sig dårlig ledelse, "udbrændt" personale, uro i timerne/mobning, problemer med faglige niveau, dårligt rygtet i lokalområdet - eller hvad det nu måtte være. Problemerne skal løses lokalt på den enkelte skole.
Store forkromede løsninger der kan favne og løfte alle landets folkeskoler er nok en utopi, men rammerne skal selvfølgelig være der.
Så kom vi så langt - uden at pege fingre - og tillykke til os.
Jeg vil gerne smide et par tanker om hvilken kultur på skolerne vi har brug for, hvis vi skal have gode skoler.
- Fravær : Hvordan undgår vi at eleverne lider under lærerens fravær?
Det må være oplagt at en vikar ikke kan løfte det samme som en uddannet lærer, og eleverne straffes for lærerens sygdom. Kunne man forestille sig at læreren skal undervise i de timer som aflyses i hans/hendes fravær? Kunne man forestille sig, at eleverne følger undervisninger i andre klasse under kortere fravær, fremfor at få vikarer?
Ledelse: Hvordan får vi lederen som tør og kan lede?
Kunne man forestille sig, at man aktivt søger ledere som IKKE er lærere? Som ikke er opdraget i lærernes kultur?
Kunne man forestille sig, at skolelederen sammen med forvaltningen afgrænser en række områder, hvor forvaltningen løser de opgaver som lederen nedprioriterer, og lederen dermed kan koncentrere sin energi om det han/hun prioriterer?
Kunne man forestille sig, at lederen får en pligt til at overvære alle læreres undervisning i løbet af året - både planlagt og ikke-planlagt?
Mvh
Et fremragende indlæg i debatten; jeg er afdelingsleder for inklusion på en faglig ordblindeefterskole, hvor vi netop ser hvor stor forskel det kan gøre for elever med ordblindhed OG Autismespektrumforstyrrelser, opmærksomhedproblematikker og andre mere socialt betingede vanskeligheder, at der laves skræddersyede støtteprogrammer til den enkelte elev. At vi så som efterskole og fri skoleform ofte bliver benævnt som en privatskole, hvilket der åbenbart i sig selv er noget forgjort i, må vi jo tage med. Når vi som personale hører de mange rædselshistorier fra vore sårbare elever og deres forældre om Folkeskolens manglende (økonomi og) muligheder for at møde de sårbare elevers behov og give dem relevante skoletilbud, så forstår jeg godt, at valget falder på et tilbud af passende størrelse, hvor et særligt engagement lyser ud af personalet og stor kreativitet hersker for at lykkes med inklusionen!! Som forældre er vores mål vel forhåbentligt at finde lige DET læringsmiljø, som vores børn kan trives og udvikles bedst i.
Det er mit eget indtryk, at den danske folkeskolen i dag generelt er alt for ringe og at det nok skyldes, at en stor af lærerkræfterne simpelthen ikke er dygtige og engagerede nok til at klare deres store og vigtige opgave. Der er med andre ord, som andre debattører har været inde på, at faget får sig en kraftig opgradering både kravsmæssigt og formentlig også lønmæssigt og normeringsmæssigt, såvel på undervisningsplan som på ledelsesplan.
Især er det katastrofalt at det for mange børn er en så traumatisk og nederlagstynget oplevelse at gå i skole, at de ligefrem mister deres naturlige nysgerrighed og lyst til at vide og kunne, til at tænke og ræsonnere.
Set på den baggrund er det måske ikke spor under, hvis mange fornuftige forældre, der vil det bedste for deres børn og har økonomiske muligheder for det, i mange tilfælde vælger folkeskolen fra.
@Claus
Fravær: Det bliver nok svært at få fagforeningen med på den (ellers spændende) idé.
Ledelse: Ja, selvfølgelig skal skolerne have professionelle ledere der tør stille krav til sine medarbejdere - det er da heldigvis også tilfældet på mange af de folkeskoler jeg kender til på Nørrebro: bl.a. Blågårds Skole og Rådmandsgade skole.
@Søren
"Det er mit eget indtryk, at den danske folkeskolen i dag generelt er alt for ringe og at det nok skyldes, at en stor af lærerkræfterne simpelthen ikke er dygtige og engagerede nok til at klare deres store og vigtige opgave"
Hvad baserer du det indtryk på?
En af de største problemer for folkeskolen er netop denne stigmatisering. Hvis jeg var lærer på en folkeskole, og hele tiden fik ovenstående skudsmål ville jeg da nok overveje at finde noget andet at lave....
@ Jesper: Jeg kender ikke de pågældende ledere, og de ledere jeg personligt har kendskab til er alle uddannede lærere. Det sætter nogle begrænsninger på, hvilke muligheder der er for at ansætte.
@ Mette: Du bekræfter en af de vigtige pointer i mine tidligere indlæg, som desværre er druknet i foragelse over, at privtskole-forældre kan betegnes som andet end perfekte.
Eleverne i privatskolerne er mere sårbare end eleverne i folkeskolen. Når jeg rejser den pointe at forældre som vælger privatskolen er svage forældre, så er det ikke nødvendigvis fordi de som personer svage - de har ofte børn som giver særlige udfordringer som forældre og dermed er forældrene ikke "stærke nok". Jeg burde nok have understreget dette mere grundigt.
Jeg er ked af, at det er nødvendigt lige at sende den stikpille "at folkeskolen har manglende ressourcer". Mener du det - har privatskolerne flere ressourcer end folkeskolerne? Er det så ikke rimeligt at lave om på denne fordeling?
@ Søren: Det er meget fordomsfuldt og generaliserende. Det er muligt, at du beskriver dine egne oplevelser, men jeg kan ikke genkende dem.
Hvis "fornuftige forældre" vælger folkeskolen fra, hvad gør det så os andre til?
Tilbage på sporet :-)
Mette Pinto, jeg kender et par hvor drengen som ingen diagnose har går på en dejlig lille privatskole og hvor pigen som er diagnostiseret som asperger går i kommunens regi. Privatskolen syntes ikke rigtig det var noget for dem. Pigen skal med den inklusionspolitik der køres nu i en normalklasse. Gud ved om privatskolen vil tage hende.
Fravær er naturligvis et problem , især hvis det forekommer ofte. Skolens ledelse er i alle tilfælde i København forpligtet til at tage en ( flere) samtaler med vedkommende, også hvis det er bare ganske korte, men hyppige fravær. Vikardækningen, også hvis det er et længere varende fravær, er billigere for skolen, hvis den tager en frisk student i stedet for en uddannet, så derfor tager man studenten.
Med hensyn til ledelse, så er der kommet én ikke folkeskoleudddannet leder på en københavnsk skole. Om det er blevet bedre af den grund ved jeg ikke.
Jeg har haft 4 forskellige ledere. De har været meget forskellige og i alle tilfælde én af turde ikke tage noget som helst ansvar. Andre var dygtige til at skaffe penge og dygtige personalechefer.
På en kommunal skole kan man ikke så let, som på en privatskole slippe af med udbrændte lærere, som så kan søge over i folkeskolen. Jeg har i øvrigt haft en fuldstændig hjælpeløs praktikant, som underviste på en privatskole, som tilsyneladende ansatte hvad som helst.
Den ånd der hersker på en skole kan tage uendelig lang tid at nedbryde eller opbygge. Det tapper kræfterne på kræfterne og på et vist tidspunkt var 1/3 af skolelederne i København sygemeldte.
Det er forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn får den uddannelse, der bedst muligt tilgodeser deres børns behov. Det er stadigvæk forældrenes ansvar, også selvom man entrerer med folkeskolen, hvor man som forældre reelt er sat uden for indflydelse. Så når forældre ikke synes, at den lokale folkeskole er god nok, så er det - uanset årsag - forældrenes ret at foretage det bedst mulige valg, som de nu formår. Et valg der principielt kunne være hjemmeundervisning, en friskole, en privatskole med en særlig religiøs eller faglig profil (eller begge dele), en skole der tager hensyn til børnenes særlige behov. Selv en anden folkeskole i området kan vælges til, hvis kvaliteten, det sociale, det faglige, størrelsen, profilen, lærerne, ledelsen, styringen osv. ikke er i orden.
Det er derfor helt korrekt, at skolevalg ikke er en samfundspligt men et personligt og privat valg. Sådan er det, og sådan bør det også være. Derfor skal forældre, der forsager folkeskolen med al dens uvæsen heller ikke føle dårlig samvittighed over at vælge efter egne værdier - snarere være medfølende med næste generation af social arv, i selvsamme skolesystem, som angiveligt skulle være med til at bryde den, men som producerer nedadgående social arv og reproducerer den og forværrer den fra den ene generation til den næste. Tværtimod er der snarere tale om, at de positive tilvalg og fravalg kan tjene til inspiration til andre forældre, som der igennem kan være med til at ændre de samfundsmæssige forhold i en positiv retning.
Men det kræver et opgør med den allestedsnærværende kollektivisme. Måske er flugten fra folkeskolen en del af et sådant opgør.
Man har lov at håbe.
"To this extent, liberalization within capitalism may face far fewer collective action problems than the organization of capitalism, and much more than the latter it may be achievable by default: by letting things happen that are happening anyway. All that may be needed for liberalization to progress in this case would be to give people a market alternative to an existing system based on collective solidarity, and then give free private insurance companies and their sales forces".
"put otherwise, if we follow Deeg (in this volume) and define a liberal regime as one in which exit is favored as a dominant logic of action over voice, individual actors may find it easier to start a movement toward liberalization than on toward constraining market relations by institutional obligations. This is because encouraging others to exit from a previously obligatory social relationsship for self-regarding reasons may require no more than setting an example, while tightening normative controls would need collective rather than individual action followed, importantly, by collectively binding decisions."
"We conclude this chapter by speculating that it may not be by accident that it is predominantly through our five modes of gradual yet transformative change - displacement of dominant with dormant institutions, institutional layering and subsequent differential growth, tolerated drift of institutions away from social reality, slow conversion of existing institutions to new purposes, and exhaustion due to systemic incompatibility and erosion of resources - that the current liberalization of advanced political economies mainly proceeds"
I ch. 1 Introduction: Instituional change in Advanced Political Economies pp. 33
Wolfgang Streeck and Kathleen Thelen (eds.) (2005). Beyond Continuity: Institutional Change in Advanced Political Economies Oxford: Oxford University Press
@Claus
Forældre der vælger den rigtige skole til deres børn er ikke "svage forældre". Det er stærke forældre. Og det er uanset om den rigtige skole er en folkeskole eller en friskole eller noget andet.
Min mor valgte trods omgivelsernes forventninger og antagelser, at flytte mig fra de folkeskoler der havde svigtet mig totalt, og sætte mig i en friskole.
Den styrke og det mod der fik hende til at tage det rigtige valg for mig, er jeg hende evigt taknemmelig for. Det vil for altid stå som den stærkeste beslutning hun har taget (næst efter at bryde med min misbruger-far).
Ved du overhovedet hvad styrke er?
I Århus er det mere vigtigt for politikerne og embedsmændene på rådhuset at bruge over 100 mill. kr. på kulturby, så de kan spise pindemadder og drikke champus med spidserne fra EU, end at have en god folkeskole.
Se link for at opleve denne parodi
http://deterheltforkert.dk
http://jyllands-posten.dk/aarhus/article4885746.ece
/Bjarne
Rigtig god artikel set i et nutidigt perspektiv og med velfortjente hug til centrum-venstre politikere i socialdemokratiet og SF.
Jeg ser i højere grad problematikken i et historisk perspektiv.
Jeg ser den danske folkeskoles problemer i dag, som et produkt af 30 års forfejlet politisk slingrekurs uden nogen rød tråd samt et betændt pædagogisk debat miljø i dette land – ideologisk værdikampe og pædagogiske argumenter brugt som skalkeskjul for besparelser i kommunerne. Pædagogiske argumenter, som er udtænkt af pædagogiske eksperter, der siddende på en piedestal og lever et forskerliv væsentlig afsondret fra folkeskolens virkelighed.
Om vi tale inklusion, rummelighed, undervisningsdifferentiering eller større klassekvotienters ringe indflydelse på elevernes udbytte af undervisningen mv. er egentlig ligegyldig, da debatten og de politiske beslutninger i relation til de fine pædagogiske hensigter ikke har tilført folkeskolen meget positivt, snarere tværtimod.
Politisk er de fine pædagogiske fagtermer brugt til besparelser. Holdningen i samfundet er, gennem debatten fra politikkere og såkaldte pædagogiske eksperter, at folkeskolen er katastrofalt ringe til stort set alt – der være sig inklusion, høj faglighed, tage sig af skilsmissebørn, mobning, mv.
Folkeskolen skal kunne det hele og mere til, hvilket ingen uddannelse kan tilbyde. Selvom læreruddannelse gøres 5 årige, vil den ikke kunne forberede kommende lærere til virkelighedens mangfoldige og forskelligartet udfordringer. Ligesom i andre professioner, vil en autodidakte læring gennem erfaringer med de forskelligartede opgaver, som en folkeskolelærer bliver stillet over for, fylde mere og mere med årene. Jeg tror aldrig en overvejende teoretisk seminaruddannelse vil kunne forberede til livet som underviser i folkeskolen ej heller tror jeg på en løsning i en uddannelse med mere praktisk orienterede undervisning. Jeg ser læreruddannelsen som en forberedelse til livet som lærer og absolut ikke en færdig pakke. Meget praktisk viden blive tillært ude i virkelighed og den teoretiske baggrund vil være en hjælp. Mange uddannelser ville imo kunne hjælpe en lærer til hverdagens udfordringer i folkeskolen. Uddannelse som pædagog, lærer, socialrådgiver, psykolog, specialpædagog og et speciale i børn med særlige behov, sekretær mv. vil hjælpe en lærerstuderende i hans fremtidige arbejde pga. af de mange og forskelligartet opgaver der er forbundet med lærerjobbet.
At tyskerne ikke fik succes med Ardenneroffensiven var ikke pga. dårlige, dovne og feje soldater ej heller dårlige operationel ledelse, men ene og alene pga. fejlslagende politiske og militær strategiske beslutninger.
At bede en demoraliserende hær uden nok ressourcer om at gå i offensiv er intet mindre end tåbeligt.
At bede en demoraliserende folkeskolen med mindre og mindre ressourcer om at forbedre sig på flere parameter samtidige er intet mindre end tåbeligt. Fiaskoen er ikke pga. uengagerede, dovne og ringe uddannede lærer, men pga. tåbelige og modsatrettede politiske beslutninger gennem årtier.
Kommunerne lukker specialpædagogiske tilbud, hvor børn i små grupper med flere voksne pr. elev end normalt, er blevet for dyre. Kommunerne flytter elever med specielle behov over i de almindelig klasser med mange eleverne og en lærer uden specialpædagogisk speciale. Kommunerne går efter flest mulige elever i klasserne. Alt dette kaldes i nogle kommuner for kvalitetssikring. Altså større klasser med flere eleverne generelt og flere elever som har det svært i store grupper samt elever med specifikke indlæringsproblemer mv.
Folkeskolen skal styrke individet og fællesskabet kunne rumme og inkludere elever med særlige behov, forbedre elevernes faglige resultater i forhold til tidligere, hjælpe skilsmissebørn, bekæmpe mobning, lære børn at spise ordentlig selvom deres madpakker er alt anden end sund osv.. Alt dette samtidige med enorme kommunale besparelser på folkeskoleområdet.(Beslutninger som den pædagogiske elite i deres virkelighedsfjerne boble har været med til at legitimere, hvorfor teknokraterne og DJØFérne slipper ad sted med at kalde besparelserne for kvalitetssikring)
Folkeskolens deroute er ikke sket på grund af centrum-venstres forfejlet politik alene, men mere som 30 års utilsigtet konsensus mellem hele det politiske Spektrum, om at gøre Folkeskolen til en kampplads for idelogiske korstog. Samtidige har den pædagogiske elites manglende kompetence til at tager afsæt i folkeskolens virkelighed, og en overdreven fokus på pædagogiske utopier, der ikke økonomisk og politisk kunne virkeliggøres, bidraget til folkeskolens nedsmeltning. Det er f.eks. et problem, at en toneangivende del af det pædagogiske forskningsmiljø i Danmark ikke har anerkendt, at færre elever i klasserne kunne forbedre mulighederne for udbytte af undervisningen. Især når den politiske virkelighed ikke kun går mod flere eleverne i klasserne, men samtidige mod flere ressourcekrævende elever i inklusionens navn
Niels Egelund har i årevis afvist et målbart fagligt udbytte af undervisning i små klasser.
Fornylig er det kommet en kæmpe svensk undersøgelse der klart viser fordele ved klasse på 20 fremfor 25 eller 30. 25 – 30 i klassen er virkelighed i mange folkeskolenklasser i dagens Danmark.
I undersøgelsen er der tale om 10 procent af folkeskoleårgangene i Sverige fra 1967, 1972 og 1982 og 5 procent 1977 årgangen i undersøgelsen, så der er tale om et enormt datamateriale. Konklusionerne er temmelig klare og tale i allerhøjeste grad for klassestørrelser på 20 fremfor 25 – 30. Det er ikke kun udbyttet af folkeskoleundervisningen, der forbedres også senere i livet klare de elever fra små klasser sig bedre end elever fra store klasser.
Hr. Egelunds tidligere undersøgelser viste: ingen eller en ikke signifikant fordel ved små klasser. Egelunds svar er, at der må nye undersøgelser til.
Når klassekvotienten sænkes, ved enhver lærer gennem sin egen undervisningserfaring, at det alt andet lige er nemmeste at undervise en lille klasse i forhold til en større klasse. Og når det er nemmere at undervise en lille klasse end en stor, så giver undervisningen af den lille klasse selvfølgelig også bedre resultater.
Egelund har imo været den absolut mest toneangivende pædagogiske ekspert i folkeskoledebatten i Danmark. Han har om nogen, det seneste årti sat dagsorden om folkeskolen og været med til at tale skole og dens ansatte ned, hvorfor de i dag fremstå som uengageret, dovne, dårlige til, ukompetente mv.
Egelund er professor i specialpædagogk. Hvor politikerne har haft den lovgivende og udøvende magt over folkeskolen har Egelund været den mest magtfulde når det gælder om at påvirke meningerne og holdningerne til folkeskolen i den offentlige debat. Ingen pædagogisk ekspert har i folkeskoledebatten haft så meget taletid i medierne som Egelund. At Egelund så har mere praktisk erfaring som pilot end som folkeskolelærer hører vi desværre aldrig om i de kritiske danske medier. Egelunds praktiske erfaring med undervisningsopgaverne i folkeskole stammer i øvrigt fra starten af 70´erne.
Den pædagogiske elite har, i deres teoretiske iver afsondret fra virkeligheden, fodret politikere med argumenter de brugte/bruger i deres idelogisk kosttog eller som argumenter for at lukke utallige af hullerne i kommunekassen med besparelser på skoleområdet.
Det jeg bliver stødt over i folkeskoledebatten er at der stadig talens om uengagerede, dovne og halvdumme ledere og ansatte. Mit perspektiv rette sig mere mod beslutningstagere og debattører med magten til at bestemme den pædagogiske og politiske dagsorden. Dem som kalder besparelser for kvalitetssikring eller de kloge pædagogiske hoveder, der utilsigtede fodrer politikkerne med besparelsesargumeneter.
Med flere i klasserne, med flere svært underviselige i klasserne, med færre ressourcer end tidligere, er det vel ikke overraskende, at det faglige niveau må stå for skud. Det må selv en pilotuddannede professor kunne indse.
Jeg tror der findes mange perspektiver, der kan belyse forskolens deroute og mange meninger om hvilke vægt de forskellige parametre skal tillægges.
Dette er mit bud på hvad der skal vægtes højest og hvilket perspektiv vi bør anlægge for, at løse de problemer som 30 års nedbrydning og manglende vedligeholdelse af folkeskolen har skabt.
Jeg mener vi gennem de seneste 3 årtier har overgivet folkeskoles udvikling til idelogiske og pædagogiske demagoger, teknokrater og DJØF ér, som ikke har haft folkeskolens bedste som 1. prioritet, så i dag har vi egentlig bare den folkeskole, vi som samfund fortjener. Privatskolerne skaber det problem, at for mange ikke benytter folkeskolen. Hvis vi demokratisk skal ændre udviklingen i folkeskolen politisk kræver det, at flere borgere end i dag kritisere folkeskolen udviklingen og står samme og så nytter det ikke at10 %, 20 % eller flere af borgerne med børn i skolealderen står uden interesse i folkeskolen udvikling.
Derfor slutter jeg med, ud fra min fortolkning, at give Løgstrup ret i følgende:
”Samfundet har den skole, det fortjener”.
@David : Hvorfor skriver du, at forældrene i folkeskolen ikke har indflydelse? Og opelver det omvendt.
Der er kort til skolebestyrelsen og endnu kortere til rollen som trivselsforældre eller frivillige ifm. skolens arrangementer.
Hvilke oplevelser har du?
@ Pia Madsen: Jeg er glad ved, at du har fået en skolegang du er glad for, og jeg anerkender fuldt ud at dine forældre tog beslutningen på et fornuftigt grundlag.
Jeg kan til gengæld ikke lide, at du tvister mine ord på den måde. Naturligvis findes der mange former for styrke. Den stærke mand i cirkussen er stærk på en måde, hvor den rige kvinde er stærk på en anden måde.
At dine forældre havde den mentale styrke til at tage beslutningen om at flytte dig til en privatskoen er godt, men det ændre ikke på at de ikke har haft den anden form for styrke, det ville kræve at støtte dig og give dig de redskaber som en fortsat gang i folkeskolen ville kræve.
Det er den (lille bitte) pointe, jeg insisterer på at inddrage i debatten. Desværre er billedet af privatskole-forældrene entydigt at de er de kloge og ansvarlige, og det er ganske enkelt ikke tilfældet.
@Claus
Der hvor du går galt i byen er at du forveksler et politisk statement med "styrke". Hvis en skole ikke fungerer og eens barn ikke trives, så kan en enlig forældre, selv med overmenneskelig styrke, ikke altid ændre ved det.
Man kan klæde sit barn på til at håndere mange vilkår, men at tro at du kan udruste en sårbar 8-årig til at møde alt, uden at have skolens fulde opbakning er ikke bare naivt. Det er direkte dumt.
Jeg forstår godt den pointe du har, jeg har også læst dine tidligere indlæg, og jeg sympatiserer faktisk med en stor del af dine argumentation, men netop fordi du prøver at argumentere imod "kasseopdelingen", med din egen lige så tåbelige kasseopdeling, ryger din pointe overbord.
@Claus
Vedr. lederne af skolerne: At skoleledere typisk har en baggrund som lærer selv ser jeg ikke som et problem. Du kan selvfølgelig argumentere for at det begrænser ansøgerfeltet, men det at de har prøvet på egen krop hvad det vil sige at arbejde som lærer kan jeg kun se som noget positivt. At de så skal have noget efteruddannelse der giver dem nogle ledelsesredskaber er en selvfølge - hvilket også sker idag.
Som man kan se på nedenstående link fik skolelederen på Rådmandsgades skole et lille klap på skulderen sidste år:
http://www.folkeskolen.dk/504017/aarets-leder-er-skoleleder
God artiklen.
Kommer nogle vigtige spørgsmål til livs, der kunne godt trænges til lidt mere debat på det område.