Klumme

Sku ikke manden på hans karakterbog

Pas godt på de utilpassede. Og afskriv dem ikke. De kan ende som verdensmestre. Det viser den vidunderlige historie om Sir John Gurdon, britisk nobelprismodtager 2012 i medicin
22. oktober 2012

Det har rent ud sagt været et katastrofalt halvår. Hans arbejde har langtfra været tilfredsstillende. Hans hjemmearbejde er ikke blevet gjort, flere af hans opgaver er blevet kasseret, en af dem opnåede en score på to point ud af 50 mulige. Resten af hans resultater har været lige så elendige, og han geråder uafbrudt i problemer, alene fordi han nægter at høre efter og i stedet insisterer på at gøre tingene på sin egen måde. Jeg forstår, at han har ideer om at ende som videnskabsmand. Det er – at dømme ud fra hans resultater p.t. – en komplet latterlig idé, givet at han end ikke er i stand til at fatte simple biologiske fakta. På den baggrund vil han ikke være i stand til at kunne arbejde som specialist i et felt, og ethvert forsøg herpå vil være det rene tidsspilde – ikke alene for ham selv, men også for hans lærere.«

Sådan lød John Gurdons karakterbog fra den private, verdensberømte engelske drengeskole Eton i det herrens år 1949, og som det fremgår, var der ikke meget rundkredspædagogik over udsagnet.

Nej, Gurdons ’head teacher in science’, lagde ikke fingrene imellem, da han fortalte den unge mands forældre, at drengens planer om at studere biologi var fuldkommen spild af tid. Den på det tidspunkt 16-årige Gurdon var da også tæt på at miste modet, fortæller han i dag – i anledning af, at han for nogle uger siden over telefonen fra Stockholm fik meddelelsen om, at han havde fået dette års nobelpris i medicin/fysiologi for forsøg han udførte i 1962.

Men det var lige ved ikke at være blevet til noget. Gurdon søgte nemlig, grundet sine dårlige karakterer i naturvidenskabelige fag, ind ved Oxford for at studere klassiske sprog. Efter prøver og samtaler meddelte universitetet ham, at han kunne starte. »Men kun, hvis De starter øjeblikkeligt og i et andet fag end det, De er gået til optagelsesprøve på baggrund af,« lød det.

For på Oxford havde de blik for både Gurdons talent og hans originalitet. Spol frem til i år, hvor Nobel-komiteen anerkendte, at Gurdons forsøgsresultater tilbage i 1962, der fremkom gennem udtagelse af celler fra frøindvolde, som efterfølgende blev genplaceret i en anden frøs æg, og derfra udviklede sig til fuldt ud levedygtige frøer, har »revolutioneret vor forståelse af den måde, hvorpå celler udvikler sig«.

Kort sagt er det bl.a. Gurdons forsøgsresultater – der tilbage i 1962 blev anset for chokerende kontroversielle, og som ikke blev delt af datidens autoriteter inden for feltet – der endte med at danne basis for udviklingen af klonede dyr som fåret Dolly. Og dermed til forståelsen af, at man ikke behøver stamceller fra fostre til at skabe nyt liv. En ’ordinær’ celle er tilstrækkelig, hvilket forskerne forudser vil revolutionere behandlingen af flere dødbringende sygdomme.

Hvad kan man lære af denne lille historie, som jeg faldt over på en flyrejse tilbage til London fra USA? Britiske The Times havde genoptrykt den nu 79-årige Gurdons gamle udtalelse fra Eton, som den hædrede videnskabsmand har hængende indrammet på sit nuværende kontor på Cambridge University, hvor han har et helt forskningsinstitut opkaldt efter sig.

Ikke så lidt vil jeg hævde. For det første, som Gurdon selv påpeger: en vis ydmyghed over for videnskabelige resultater: »Hver gang noget mislykkes for mig, så ser jeg på min gamle lærers ord. Måske havde han ret,« siger han som begrundelse for, hvorfor han fortsat har udtalelsen hængende.

For det andet, at man ikke altid skal stole på autoriteters hårde domme. En af verdens mest berømmede statsmænd, Winston Churchill, fik af sin kostskole at vide, at han »altid var meget uartig, skabte problemer for alle andre og ikke burde have ansvar for noget som helst.« David Beckham fik som lille at vide, at han »aldrig vil komme til at spille fodbold for England«, fordi han var »for klejn og ikke stærk nok«.

Af og til kan det med andre ord være klogt at fare med lempe og ikke hæfte sig synderligt ved tidlige afvisninger i uddannelsessystemet. Kombinationen af gåpåmod, nysgerrighed og talent kan vise sig på en mangfoldighed af måder. Det kan – i disse PISA-tider – være opmuntrende at holde sig for øje, at de mennesker, der lykkes med deres livs projekter, langtfra alle starter på samme vis.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Emil Ole William Kirkegaard

Jeg forstår ikke hvorfor at "intelligens" er sat som emneord. Ordet findes ikke i artiklen noget sted. En intelligenstest ville da også vise, at børn som ham faktisk er smarte selvom de opfører sig dårligt.

Man bør i stedet bruge flere intelligenstest og lægge mindre vægt på dårlige intelligenskriterier såsom skolekarakterer og lærerudtalelser.

Man kunne jo frygte at sådanne 'skæve' eksistenser som Gurdon har fået det sværere i vore dage hvor der lægges mere vægt på gode eksamensresultater end nogensinde før.
Den stadig strammere disciplinering af uddannelsesystemet passer fint til de tilpasningsparate, der aldrig tænker andre tanker end dem, der forventes. Det er typer som Gurdon der ind i mellem får det til at rykke, ved at gøre det ingen forventede.