Klumme

Småt er godt

I Danmark dyrker vi det nære, de små mennesker og velfærdsstaten. De store danske virksomheder betragtes derimod med skepsis. Det fik Carlsberg at føle i Politiken i sidste uge
15. oktober 2012

Hvad føler vi os trygge ved? Man skulle tro, det var biologisk. Menneskebørnene fødes trods alt fortsat på samme måde verden over, og tilliden til ens nærmeste, familien eller stammen deler vi på tværs af kontinenter.

Det fællestræk har imidlertid intet at gøre med, hvilke institutioner vi som voksne ender med at stole på. Vil man se nærmere på den sag, kan man med fordel se på, hvem der er type casted som helte i de daglige fortællinger, der er en del af den folkelige kultur i et land, som den f.eks. udfolder sig i underholdningsindustrien og medierne.

Her adskiller Danmark sig radikalt fra USA. Groft sagt er de danske hverdagshelte offentligt ansatte: lægen, politibetjenten, den ædle politiker, den trætte SOSU-assistent, der passer de ældre eller skrubber toiletter, folkeskolelæreren, der uddanner vore børn, eller forskeren, der producerer ny viden uafhængig af suspekte kommercielle interesser. Disse mennesker deler ikke løntrin eller status, og de har ikke nødvendigvis meget at gøre med hinanden. Men vi kan blive enige om, at de pukler til fællesskabets bedste. Og det kan vi li’.

I USA er det den diametralt modsatte kategori, der udgør materialet til heltebilledet: Øverst står den driftige lille forretningsmand, som kæmper en heroisk kamp mod ’systemet’ – de kedelige bureaukrater – men alligevel ender som en succes. Den type udgør rygraden i den amerikanske drøm. Men amerikanerne har også respekt for den megarige erhvervsleder. Han eller hun, hvis initiativ har skabt arbejdspladser og dermed vækst og velstand i landet.

Omvendt ser danskerne med dyb skepsis på især de allerstørste af vore private virksomheder. Talrige er de romaner og film, som portrætterer lederne her som skumle eksistenser, hvis eneste motiv er personlig vinding. Profit er fortsat et negativt ladet ord i folkemunde. Danskerne stoler mere på små foretagender. Gårdsalg eller enmandsdrevne gesjæfter, hvor ildsjæle brænder for en ide (modsat penge), kan vi også godt lide. Småt er godt, stort er stygt.

Medierne bugner af eksempler, men lad os tage et dugfrisk fra det gode radikale dagblad Politiken fra sidste uge. Dagbladet valgte at bringe et Ritzau-telegram på sine såkaldteerhvervssider – jeg skriver ’såkaldte’, da hverken avisen eller læserne har nogen egentlig interesse i dem.

Nuvel – Ritzau-telegrammet hed »Carlsberg indgår miljøaftale i Rusland« og omhandlede den positive nyhed, at den danske bryggerikoncern just har indgået aftale med FN-organisationen Unido om at støtte miljøet i Rusland via forskellige projekter. Koncernen vil investere omkring 185 millioner kroner i projekter, der drejer sig om vand, landbrug og klimaændringer i et offentligt-privat samarbejde, det første af slagsen i Rusland. Målet er, at »sikre fordele for miljøet ved at nedbringe forbruget af naturressourcer, forurening og drivhusgasser. Samtidig skal landbrugsøkosystemer og vandsystemer styrkes«. Vi er med andre ord ude i noget, der normalt udløser super-mega-pluspoint i Politiken – og på dette dagblad.

For som Isaac Sheps, ledende vicedirektør i Carlsberg, rigtigt siger i artiklen, så agter koncernen »som markedsleder at investere i at støtte og opretholde det miljø, som vi agerer i.«

Men de kan simpelt hen ikke få sig selv til at klappe i de kulturradikale hænder på Rådhuspladsens erhvervsredaktion. Så man forsynede artiklen med følgende smarte overskrift:

»Drukmåse støtter miljøet.«

At læsernes redaktør, Bjarne Schilling, dagen efter betegnede overskriften »forbavsende frisk« – en ironisk måde ikke at sige undskyld på – rokker ikke en tøddel ved substansen:at automatpiloten bliver slået til og sætter sig fast et sted mellem ’negativ kritik’ og ’tag pis på dem’ uden smålig skelen til hvad en af Danmarks største eksportvirksomheder ellers har fundet på.

Et fint eksempel på den nedladende holdning, store dele af den selvudråbte progressive åndselite har til det erhvervsliv, der finansierer den elskede velfærdsstat.

 

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på www.usanu.dk

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

'Et fint eksempel på den nedladende holdning, store dele af den selvudråbte progressive åndselite har til det erhvervsliv, der finansierer den elskede velfærdsstat.'

Så er det i hvert fald slået fast, hvem der financierer hvem. Burde AG ikke være flov over, at hun engang har været VSer? Om ikke af anden grund, så fordi det har givet hende så ringe udbytte. Det med 'den selvudråbte progressive åndselite' vil jeg ikke kommentere. Det ved AG meget mere om, end jeg ville bryde mig om at kende til.

Niels-Holger Nielsen

Et udsagn fyldt med logiske modsigelser: 'og tilliden til ens nærmeste, familien eller stammen deler vi på tværs af kontinenter'. Hvad er det vi deler her? Lige præcis intet. Det er heldigvis ikke sandt.

Niels-Holger Nielsen

Er det for meget forlangt, at bede AG om at lade være med at 'visse' en hel befolkning? Det er det nok. Det er jo der halvdelen af hendes pointer henter sin sparsomme næring.

Jeg synes helt bestemt, at det er fint at beskrive forskellen mellem dansk mentalitet og mentaliteten i andre lande. Emnet er meget interessant og vigtigt.

Men det er tydeligvis svært for Annegrethe Rasmussen – efter alle disse år i udlandet – at få en helt præcis fornemmelse for dansk mentalitet. Danskerne forandrer sig jo også.

Modsat hvad Annegrethe Rasmussen skriver, er offentligt ansatte nogle af de mest UDSKÆLDTE mennesker i Danmark!

Der har lige været en frygtelig historie, hvor læger tog så grusomt fejl (”Pigen, der ikke ville dø”). Masser af syge bliver fejlbehandlet, og nogle dør af det (især psykiatriske patienter). Der er hele tide ”sager”.

Også plejepersonale og lærere bliver voldsomt kritiseret. Læreres ringe omdømme er et stort problem, da det ikke er godt for nogen, der skal udføre det vigtige arbejde, det er at undervise børn, at blive opfattet som inkompetente personer.

Og politiet – ja det er en historie helt for sig. Politiet kommer ikke, hvis man ringer efter dem, fordi man er vidne til et indbrud. Politiet har ikke tid!

Annegrethe Rasmussen nævner godt nok ikke de ansatte på kommunernes jobcentre, men jeg vil alligevel fremhæve dem som specielt udskældte og kritiserede. Det har i årevis været sådan, at de kommunalt ansatte på det, der tidligere hed Arbejdsformidlingen, var meget dårlige til at skaffe folk i arbejde – ja, faktisk ofte har været en hindring for, at folk kom i arbejde, fordi folk i stedet for i rigtigt job, i stigende omfang kommer i såkaldt aktivering.

At årsagen til de offentligt ansattes ringe omdømme i Danmark ofte hænger sammen med det omsiggribende bureaukrati – åbenbart nøjagtig ligesom i USA, mindsker ikke kritikken.

Derimod tror jeg, at det er rigtigt nok, at foretagsomme og rige forretningsfolk bliver set på med en vis portion skepsis, fordi danskerne – ofte med god grund – mener, at rigdommen ikke helt er skabt på ærlig vis. Jeg ser, at Dyne-Larsen, der før i tiden faktisk blev opfattet som en helt, nu har fået voldsom kritik.

Jeg kan da godt se, at Politikens overskrift ”Drukmåse støtter miljøet” kan støde erhvervsfolk på manchetterne, for initiativet er jo fornuftigt og bør ikke kritiseres.

Men fakta er jo fakta, selv om disse fakta kunne formuleres mere stuerent. For Carlsberg tjener jo sine penge ved at sælge alkoholiske drikke, og nogle af de mennesker, der drikker øl, er faktisk ”drukmåse”, altså alkoholikere. Og det er på den måde et faktum, at profit, der til dels er tjent på alkoholikere, bruges til at støtte miljøet, hvad enten man set fra USA kan lide det, eller ej.

Det her tenderer mod lige at være i overkanten. Hvem er det nu lige, der er bærere af velfærdssamfundet? Hvem er det nu lige, der udfører det arbejde, der gør nogle så sindssygt rige, at de mister ethvert perspektiv for al ret og rimelighed? Hvem er det nu lige, der holder alle de basale samfundsfunktioner kørende? Ak, ak! Hvem er det nu lige, der stiller sig op som fortaler for, at den ene % er ofre i stedet for vindere? Det er jo faktisk lidt synd for dem, kan man næsten fornemme, sådan som de med deres virksomheder slider hårdt i det for velfærdssamfundet.
Man skal ikke støtte nogen form for journalistisk lavpandethed - heller ikke Politikens eller for den sags skyld Informations, men hvis journalistikken påtog sig den opgave at gennemlyse elitens fortrinsstilling i stedet for t drive lavpandet journalistik, kan man næsten forvente, at Informations USA-korrespondent ville blive helt blå i hovedet af raseri over den kritik, der nødvendigvis måtte udøses over den stakkels elite og de multinationale virksomheder, som de kontrollerer.
Og forøvrigt skal man jo i den konkrete kontekst ikke glemme, at visse dele - især hannerne - af befolkningen i Rusland har kodyle alkoholproblemer, der bevisligt har indflydelse på både fertiliteten og den gennemsnitlige levealder.

Jeg synes, at en sund skepsis over for styrtende rige erhvervsfolk er på sin plads. For det første må man tænke på den måde, hvorpå de er blevet rige. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at flere kendte erhvervsfolk for tiden sidder i fængsel: Kurt Thorsen, Klaus Riskær Pedersen og Stein Bagger.

Det forlyder, at flere af de entreprenører og spekulanter, der var den direkte årsag til Roskilde Banks krak, stadig bor i store patriciervillaer og kører rundt i dyre biler. Selvfølgelig kunne Roskilde Bank bare have ladet være med at låne penge til dem. Det er selvfølgelig bankens eget ansvar, at man stolede på den slags folk, men hvad ville bankdirektør Varnæs dog have sagt til det!!!

For det andet er der spørgsmålet om, hvad de rige virksomheder tjener deres penge på. Mange mener, at den sag er totalt ligegyldig. Hvis der er efterspørgsel efter en vare, og sælgeren tjener penge på at sælge den, så er det fint, for køberne har jo selv ansvaret for, om de vil købe produktet. Og hvad køberen vil bruge produktet til, er ikke sælgers ansvar, mener man.

For tiden er der en sag om teleselskabet Teliasonera, der tjener styrtende med penge på mobiltelefoni i tidligere Sovjetstater og nuværende diktaturer, som Hviderusland, Uzbekistan og Azerbadjan. Teliasonera hjælper villigt diktatorerne med at aflytte demokrati-forkæmperes telefoner. Er det i orden at tjene penge på det?

Personligt kan jeg godt lide øl, selv om jeg af helbredsgrunde for tiden slet ikke drikker alkohol. Men jeg vil mene, at øl i tidens løb har skabt mange ulykker, herunder omsorgssvigtede børn, hustrumishandling, tidlig død og trafikdrab. Carlsberg har altid købt aflad ved at investere i kulturprojekter og lignende.

Jeg synes virkelig, at det er fint, at Carlsberg nu også køber aflad i Rusland, ved at investere i miljøet derovre. Jeg kan altså ikke se noget forargeligt i, at Politiken bringer den nyhed.

Henrik Brøndum

Jeg har liget vredet siden med kommentarer op - og solgt den udvundne syre til en kemikaliefabrik med en fortjeneste paa 5 dollar. Saa I har ret, det er lige meget hvad I goer saa kommer der en og laver penge paa det!

De 5 dollar skal være dig vel undt. Måske blir du en dag så rig, så du kan få tid og rum til en mere avanceret tankeproces relateret til de indholdsaspekter, artiklen og kommentarerne indeholder. .

Lars Villumsen

Ved du hvad Annegrethe, det er simpelthen rigtig godt skrevet og i dén grad "spot on"!

Der er mange luksustilskuere på lægterne i verdens arena!

Endelig nogen der taler Kirk, Møller og Larsens sag. Længe nok har disse ægte helte hensmægtet en kummerlig tilværelse og har alene måtte nøjes med skattefordele, helt enorme formuer og for visses tilfælde direkte rød tlf til kommandorummet i kælderen på ChrBorg ...

Annegrethe Rasmussen

Ha ha Henrik. Den var god.
@Doris - det er en rigtig god pointe. Tak for den.
Jeg har lige diskuteret klummen med min mor, som havde samme indvending.

Derudover er jeg nu ikke så langt væk fra Danmark, som min status som udlandsdansker på 11. år antyder. Jeg har jo hele min familie her, og sidder just nu og betragter Skanderborg sø fra mine forældres stuevindue. Mine tre søskende og deres børn bor også alle i DK, lige som stort set hele min vennekreds også fortsat befinder sig spredt ud over DK - dog med hovedparten i og udenfor KBH.

I hele den kommende uge er jeg på bogturne for min nye (og nu udsolgte men på vej i andet oplag) undervisningsbog, USA's Udfordringer, som udkom i august. Jeg glæder mig til at møde (mestendels) danske gymnasieelever i hundredevis i denne uge, som jeg alle skal diskutere det forestående præsidentvalg med.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen