Kronik

Søvndals storhed og fald

SF’s formandsvalg er en begmand fra SF’s medlemmer til Søvndals ledelse og kurs; fravalget af Krag er et nej til den højredrejning, som sikrede SF ministerposterne, men kostede dem identiteten
Søvndals politiske testamente er tvedelt: Han formåede at bringe SF ind i magtens centrum – men prisen blev en politisk højredrejning, som har truet SF’s eksistensberettigelse, skriver dagens kronikør.

Søvndals politiske testamente er tvedelt: Han formåede at bringe SF ind i magtens centrum – men prisen blev en politisk højredrejning, som har truet SF’s eksistensberettigelse, skriver dagens kronikør.

Thomas Lekfeldt

16. oktober 2012

Da Villy Søvndal i foråret 2005 blev valgt som formand efter Holger K. Nielsen, kom han fra partiets venstrefløj. Søvndal indledte da også sin formandsperiode med et klart opgør med den kopipolitik i forhold til Anders Fogh Rasmussen, som Socialdemokraterne efter valget af Thorning samme forår netop var slået ind på. En kopipolitik, der afspejlede, at det var socialdemokratiets højrefløj – den gamle Nyrupfløj – der havde overtaget magten i S.

I stedet markerede Søvndal sig med klar og åben opposition til Anders Fogh. Denne klare, antiborgerlige kurs bragte SF succes vælgermæssigt. Allerede inden Thorning-Schmidt overtog fra Lykketoft, havde en lang række venstresocialdemokrater vendt deres gamle parti ryggen. Ved valget i 2005 var det Marianne Jelved og de radikale, der høstede stemmer fra utilfredse socialdemokrater.

Men i takt med at Jelved slog større brød op, end hun kunne bage, og de radikale efterhånden opsplittedes (Ny/Liberal Alliance), drog de hjemløse venstresocialdemokrater videre. Med Søvndal som den nye klare kritiker af Fogh, blev SF nu tilflugtssted for dem. Det var baggrunden for, at SF mere end fordoblede sit stemmetal ved valget i 2007. En anden del af baggrunden for fremgangen var, at SF gjorde sig til talsmand for samling i oppositionen mod Fogh og dermed samlede den store frustration blandt oppositionens vælgere over det uafbrudte borgerlige styre siden 2001 op.

Søvndals højredrejning

Så langt så godt. Nøglen til Søvndals succes var altså at tilbyde et klart artikuleret venstrealternativ – ikke alene til Fogh, men også til Socialdemokraternes højredrejning under Thorning-Schmidt og Sass Larsen.

Men Søvndal begyndte i stigende grad at forlade denne linje. Af hensyn til Socialdemokraterne, begyndte han at flytte SF til højre. Dette skete navnlig i udlændingepolitikken, hvor SF i 2007 accepterede 24-års-reglen og den stramme udlændingepolitik, men også i andre dele af værdipolitikken, f.eks. retspolitikken. Det skete også i den økonomiske politik, hvor SF i 2008 accepterede skattestoppet, som S på det tidspunkt længe havde gået ind for, og da SF i 2009 var parat til en skattereform med topskattelettelser.

I forlængelse heraf gennemførte Søvndal og hans nære allierede Ole Sohn efter valget i 2007 under parolen: ’fra protest– til indflydelsesparti’ en omorientering af SF’s politiske mål: Fra at fokusere på en anden politik end den borgerlige skiftede fokus i stigende grad til regeringsdeltagelse som det primære mål.

Samtidig med den politiske højredrejning havde Søvndal allieret sig med en højrefløj i SF centreret omkring tidligere og nuværende SFUledere. Hvor ’det gamle SF’ kom fra en socialistisk venstrefløj har denne ’børnebande’ – også kaldet den ’arbejderistiske’ fløj – i stedet haft et reformpolitisk perspektiv, som ikke ligger langt fra en socialdemokratisk tilgang. Under påberåbelse af et ’generationsskifte’ promoverede Søvndal disse – Thor Möger Pedersen, Astrid Krag, Jesper Petersen m.fl. – til fremtrædende poster i partiledelsen.

Det skete hen over hovedet på andre grupperinger i SF, og uden at denne højrefløj i virkeligheden havde et flertal bag sig i partiet. Bl.a. derfor gennemførte Søvndal i 2009 en centralisering af partiet, hvor hovedbestyrelsen stækkedes ved at blive erstattet af en svagere landsledelse, og hvor magten centraliseredes hos partitoppen i ’daglig ledelse’, hvor de unge ’arbejderrister’ blev placeret.

Søvndals højredrejning gav i første omgang succes.

Socialdemokraterne oplevede som bekendt et nyt valgnederlag i 2007, hvor Thorning på ingen måde kunne leve op til sit løfte om at ’slå Anders Fogh’. På trods af egen ’medfødte’ tilbøjelighed til at se til højre indså S–ledelsen (Sass Larsen), at partiet måtte have de flygtede venstresocialdemokrater bag sig igen for at genvinde regeringsmagten. Og da de nu var hos SF, måtte man altså gå ind i en alliance med SF. S forsøgte så at sige at kvæle SF’s succes ved at omklamre dem. Resultatet var de fælles valgprogrammer Fair Forandring (2009), Fair Løsning (2010) samt Fair Løsning 2020 (2011).

Spørgsmålet er imidlertid, om der var tale om en ægte politisk kursændring fra højrefløjen i S, eller om ændringen snarere var taktisk og midlertidig, fremtvunget af omstændighederne. For samtidig med Socialdemokraternes tilsyneladende venstredrejning på Christiansborg fastholdt fremtrædende højrefløjssocialdemokrater, f.eks. KL’s formand Jan Trøjborg, den borgerlige økonomiske politik, som S netop hidtil havde støttet. Og nok så afgørende fastholdt hele Socialdemokratiet de radikale som en del af regeringsprojektet – uanset de radikales dybt borgerlige økonomiske politik – men uden at de radikale blev inddraget i et fælles valgprogram. Hermed var der på forhånd åbnet for, at en ny regerings politik i realiteten først ville blive fastlagt efter valget i forhandlinger mellem S, R og SF. Man kunne før valget i 2011 fornemme, at både de radikale og S-ledelsen forestillede sig en gentagelse af forløbet i Nyrupregeringen, hvor man først gennemførte progressive reformer og kickstart for at nedbringe arbejdsløsheden, hvorefter kursen blev lagt om til en borgerligt orienteret reformpolitik (arbejdsmarkedsreform, skattereform). Blot skulle SF denne gang med i regeringen i stedet for som under Nyrup være støtteparti.

Søvndals fald

Baggrunden for at SF havde fået fremgang var altså ikke mindst, at Søvndal gennem et artikuleret venstrealternativ til Foghs politik – og til kopipolitikken i S – havde held med at gøre SF til tilflugtssted for Socialdemokraternes hjemløse venstrefløj.

Men med Søvndals og ’arbejderristernes’ højredrejning af partiet og politikken for at tækkes socialdemokraterne undergravede man selv dette grundlag for partiets fremgang, idet partiet mere og mere fremstod som et minisocialdemokrati, som SF’s vælgere havde svært ved at skelne fra S. Hvilket var en væsentlig del af baggrunden for, at SF’s tilslutning igen begyndte at rutsje ned, og at SF ved valget i 2011 ligefrem gik mærkbart tilbage. Målet havde været, at SF skulle blive et indflydelsesparti ved at påtage sig regeringsansvar, men indflydelsen blev det også småt med. Ved valget i 2011 sved den manglende politiske afklaring mellem S-SF på den ene side og de radikale på den anden side, idet de radikale ved valget kunne køre på frihjul og på en og samme tid gå til valg på et regeringsskifte og fortsat borgerlig økonomisk politik. Et regeringsskifte blev hermed muligt, men med de radikale i en styrket position. Samtidig blev det og tilbagegangen for både S og SF en anledning for den socialdemokratiske højrefløj i S-ledelsen til at lægge store dele af valgprogrammet Fair Løsning til side og i stedet vende tilbage til den borgerlige økonomiske politik, som man egentlig havde stået for.

SF som lillebror

Hermed var SF fra starten blevet lillebror og baghjul på en ny SR–akse omkring en videreførelse af VK-regeringens genopretningspolitik og arbejdsmarkedsreformer. Søvndal fik hermed nok gennemført sit mål om at få ministerposter til SF, men fik til gengæld ikke mange fingeraftryk sat på regeringsgrundlaget.

SF’s rolle i SRSF-regeringen er blevet reduceret til legitimering af den borgerlige økonomiske politik, som SRSF-regeringen siden en kort overgangsfase omkring finansloven 2011 har stået for (f.eks. reformen af førtidspension og fleksjob og skattereformen).

Det har, naturligt nok, sendt SF’s vælgere på flugt, fordi de ikke har kunnet genkende det, som SF traditionelt har stået for og gik til valg på og samtidig heller ikke har kunnet se forskel på S og SF.

Søvndals politiske testamente er således tvedelt: Han formåede at bringe SF fremgang og dernæst ind i magtens centrum i regeringskontorerne. Men prisen blev en politisk højredrejning, som har fjernet partiet fra sine rødder, indskrænket medlemsindflydelsen, og som siden har kostet SF identitet og tilslutning – ja, truet SF’s eksistensberettigelse. Spørgsmålet er nu, hvad den nye formand kan gøre ved det?

 

Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm. og tidligere medlem af Den Alternative Velfærdskommission.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Piculell

Jeg er ikke enig.

Dels begyndte Søvndals projekt med et fælles S-SF-alternativ allerede i 2006, da han headhuntede Thor Möger til at være strategirådgiver, og valgsejren i 2007 var bl.a. designet af Mögers strategi, jf. denne artikel i Information for tre dage siden:

Casper Dall, Lærke Cramon
12. oktober 2012
"Nu har baglandet talt"
http://www.information.dk/313744
"SF’s ledelse headhuntede i 2006 den 21-årige Thor Möger Pedersen fra partiets ungdomsorganisation, SFU, og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, DGS, til at koordinere SF’s valgkamp op mod folketingsvalget året efter."
Og her:
"På SF’s landsmøde får Villy Søvndal mandat til at ændre SF fra protestparti til regeringsparti. Thor Möger Pedersen er strategisk rådgiver i partiet og er pennefører for tre hovedoverskrifter for SF, som han citeres for i Politiken. SF skal være et indflydelsesparti i stedet for et protestparti. SF skal være en magthund i stedet for en vagthund. SF skal være et folkeparti i stedet for et eliteparti."

At Søvndal i begyndelsen var centristisk ift. SF er naturligt, men det er intet tilfælde, at han med en klar fortid på SF's venstrefløj var bedre til at dreje partiet mod højre eller ind mod midten - hvilken formulering man nu foretrækker. Nøjagtigt den samme logik var f.eks. Nixon opmærksom på, da netop han som kendt højrehøg åbnede USA's udenrigspolitik over for Kina og faktisk til dels Sovjet.

Selve S-SF-aksen og forslagene var acceptable kompromisser, og det indgik ud over en forhøjelse af alle overførsler med kr. 5000 og anden omfordeling (samt et højere jopfradrag, der er den eneste skattesænkning med fornuft i) f.eks også, at Sass Larsen som politisk ordfører sagde, at S+SF efter et valg ville gå efter en ny dagpengereform, der tog udgangspunkt i en dagpengeperiode på fire år.

Noget, nogen nok burde minde ham om i dag, og ikke mindst hans chef ... Sass Larsen har i øvrigt sagt om Möger til Politiken, at denne var "irriterende og besværlig", hvilket DR Nyheders Tekst TV ved Gud først fik forstået som en kritik, indtil nogen gjorde dem opmærksom på fortsættelsen: "... fordi han ikke gav sig ... i kampen kæmpede for SF's mærkesager."

Jeg er uenig i den såkaldte "arbejderistiske linje i SF, fordi den hopper med på Asger Aamunds og den øvrige finanskapitals falske modsætning mellem folk "i arbejde" og "folk der nyder", og at regeringen stort set taler om økonomi på borgerlige økonomiske præmisser, og jeg glæder mig over magtskiftet og fornyelsen i SF, men ret skal være ret.

Thor Möger er et stort politisk talent, og nogen burde have givet Søvndal det råd, som Frederik IV på sit dødsleje gav sin søn Christian V om Peder Griffenfeld:

"Gør en stor mand af ham - men gør det langsomt!"
(Desværre lyttede Christian V ikke til rådet - heller ikke -?)

Den virkelige tragedie for S-SF-projektet var, at de Radikale ikke blot blev nødvendige stemmemæssigt, men at de også fik for store indrømmelser i "Det sorte Tårn", og at man kan opleve en dansk centrum-venstre-regering vige tilbage for en finansskat - selv på EU-niveau, ordentlig regulering af bankerne og en blot nogenlunde Keynesiansk politik eller i det mindste at udfordre den borgerlige økonomiske tænkning og sætte sin egen dagsorden, hvorved man i skiftende grad står til højre for ikke blot USA's præsident, men også Merkel, Monti og Barroso.

vh CP

Per Dørup Jensen

Med Wilhelmsen i spidsen prætenderer SF nu at ville føre en mere venstreorienteret politik.
Men med hendes og Holger K.s totale loyalitets-knæfald over for det højredrejede regeringsgrundlag, synes intet at have ændret sig i forhold til før.

Og om udenrigspolitikken, som jo burde reflektere indenrigspolitikken - det gør den i hvert fald hos højrefløjen - så forekommer det helt uforståeligt hvordan det socialistiske partis venstredrejning kan forenes med at beholde Villy Søvndal som udenrigsminister.
Villy Søvndal har fra første færd som udenrigsminister gnedet sig op ad det imperialistiske USA og Nato, og har 100 pct. støttet Nato`s ødelæggelse af Libyen.

Nu støtter manden så,Angrebsalliancens forsøg på tilsvarende at ødelægge det syriske samfund, primært via dets "oprørerer" læs: terroristbander, men også via sanktionskvælende stramninger over for landet. Er det socialistisk, fredsorienteret udenrigspolitik, SF?

Jesper Frandsen

Forslag til inskription på Henrik Herløv Lunds gravsten, om forhåbentlig rigtig mange år : "Kampen i mit liv var kampen mod Villy"

Jesper Frandsen

Holger.
Jeg skal så absolut ingen gravsten ha'. Jeg har selvfølgelig stillet det lidt skarpt op med denne morsomhed.
Jeg har bare i meget lang tid (flere år) fulgt HHL's intensive "klapjagt" på Villy Søvndal - en klapjagt der, efter min mening for længst er kommet helt ud af proportioner.
Frøvrigt går jeg ud fra at HHL, lige som jeg vælger at blive bisat "ukendt"

Det er stadig en gåde hvorfor stememprocenten (59,4) var så lav til et så focuseret valgopgør.
Jeg ville have forventet en stemme% højere end til folketingsvalg, noget mellem 90 og 99.
Kun 40% af SF’s medlemmer står bag bedstemor og mumierne.

Jesper Frimann Ljungberg

@Ivan Gullev
En stor del af de 40%+ af SF's medlemmer er kloge nok til at vide, at skifte toppen midt i en regering med mindre man træder ud af regeringen.. er for at sige det lige ud.. ligegyldigt.

// Jesper