International kommentar

Syriens fremtid ligger i ruiner

Borgerkrigen har ikke blot ført til over 20.000 dødsofre – den har også reduceret store dele af den syriske kulturarv til aske og truer nu med at gøre det af med Mellemøstens mest bemærkelsesværdige etniske og religiøse kludetæppe
22. oktober 2012

Få former for konflikt er så skadelige for et land eller dets befolkning som en langvarig borgerkrig. I 1939, da Francos styrker var færdige med at udrense de sidste republikanske modstandslommer, var over en halv millioner mennesker dræbt – og nogle af Europas smukkeste bykerner ødelagt.

Samme mønster så man i 1970’ernes Libanon med 150.000 dødsofre og en næsten total ødelæggelse af de elegante villaer fra det osmanniske Beiruts tid. I Afghanistan var det ikke Sovjets invasion eller besættelse, men de interne fejder mellem rivaliserende militser i begyndelsen af 1990’erne, der gjorde størst skade. På et par år raserede Masoods raketter Kabuls pashtunske kvarterer, mens Hekmatyars styrker hærgede de tadsjikiske forstæder, og paladser og museer blev plyndret. På Shomali-sletten blev de buddhistiske helligdomme i Gandharan vandaliseret og tømt for deres skatte.

Kulturarven ødelægges

Traumatiseret som Syrien er af borgerkrigens menneskelige omkostninger – 20.000 dræbte og 250.000 flygtninge – kan det synes malplaceret også at begræde de stadig mere omfattende tab af landets bemærkelsesværdige arkæologiske og arkitektoniske kulturarv. Men hvor den menneskelige smerte er umålelig, er ødelæggelsen af det syriske folks kulturarv uigenkaldelig. Moderne våben kan på få måneder reducere et helt folks historie til murbrokker.

Ifølge ngo’en World Monuments Fund er syriske museer og arkæologiske udgravninger, især fra museerne på Idlib, Dura Europos og Palmyra, blevet systematisk udplyndret. Der er lavet frygtelige skader på nogle af Syriens mest spektakulære monumenter, såsom basarerne, citadellet og Umayyad-moskeen i Aleppo. Det samme gælder for de gamle byer Palmyra og Apamea og flere af landets korsfarerslotte, herunder det største af dem alle, Krak des Chevaliers. Den gamle by i Homs er jævnet med jorden og med den to store museer, flere tidlige kristne kirker og en række osmanniske moskeer. Plyndringerne er velorganiserede. En libanesisk forretningsmand udtaler til nyhedsmagasinet Time, at han tjener formuer på aftage uvurderlige syriske oldsager fra syriske oprørere, der sælger til lave priser og køber dyre våben for pengene.

Hvor oldtidsminder potentielt kan købes tilbage og monumenter til nød rekonstrueres, tegner fremtiden mere dyster for Syriens tæt sammenvævede sekteriske og etniske kludetæppe.

Indtil for to år siden var Syrien det sidste land i Mellemøsten, der havde bevaret sin rigt blandede osmanniske arv. Som det tidligere skete i Grækenland, Tyrkiet, Egypten og på Balkan kan borgerkrigen betyde, at det sunnimuslimske flertalssamfund konsoliderer sig på bekostning af etnisk og sekterisk udrensning.

Etniske mindretal forsvinder

En særlig charme ved Syrien før borgerkrigen var, at landet havde formået at overleve som et hjemsted for så mange af de etniske og religiøse grupper, der er forsvundet andre steder. Ud over alawitterne fandtes her store mindretal af kurdere, armeniere, tjerkessere og drusere foruden mere mystiske grupper såsom yezidierne (af mange sunnier fejlagtigt opfattet som djævle-tilbedere), mandæere (en gnostisk sekt, der siges at nedstamme fra Johannes Døberens disciple) og urfalæere (syrisk-ortodokse flygtninge fra det tidlige kristne centrum af Edessa). Der var tillige et stort antal af heterodokse sufi-broderskaber, som bevarede vigtige musikalske og mystiske traditioner. At dømme efter de historiske fortilfælde i andre tidligere osmanniske lande står disse mindretal til at forsvinde. Det forlyder allerede, at der fra Aleppos ruiner foregår en betydelig udvandring fra det gamle armenske samfund til Jerevan.

Musikken truet

Også sufierne er i fare. Aleppos mest berømte sufi-sanger, Sheikh Habboush, der hver onsdag aften optrådte med sin spektakulære zikr, er forsvundet. Han var desuden et fremtrædende medlem af det førende klassisk arabisk musikensemble, al-Kindi: »Ingen har hørt fra sheikh Habboush i de seneste tre måneder,« fortæller al-Kindis manager, Julien Jâlal Eddine Weiss, mig over telefonen fra Istanbul, hvor han har søgt tilflugt. »Han kan være død. Hans hus blev bombarderet og øverste etage ødelagt. Ingen ved om, det var en vildfaren granat eller et salafistisk attentat. De hader sufierne og vil lukke de sufistiske broderskaber ned, som de har gjort i Timbuktu. Deres sorte flag ses nu over hele Aleppo. De fleste af vores musikere er hjemløse, og vores vigtigste dansende dervish har får sine ben smadret af granatsplinter.«

Trængt er musikerne også i det kristne urfalæiske samfund. Musikologer mener, at den urfalæiske messesang er den ældste, som stadig er i brug i den kristne verden. De blev komponeret i det 3. århundrede af kirkefaderen Sankt Efraim baseret på tidligere jødiske melodier, og de blev så populære, at de blev importeret af den tidlige vestlige kirke. Har musikologerne ret, er urfalæerne bevarere af de dybereliggende traditioner, som både katolsk a capella-sang og østlig ortodoks kirkemusik bygger på. Nu ligger urfalæernes højborg på frontlinjen mellem regeringsstyrker og oprørere.

Da Syriens opstand brød ud på højdepunktet af det arabiske forårs optimisme, var der håb om, at den ville blive en ny begyndelse for frihed og demokrati. Hvad vi ser nu, er en tragedie af næsten ufattelige dimensioner. Hvilken slags Syrien vil stå tilbage når kampene engang ebber ud? Hvor mange uoprettelige skader vil Syriens levende traditioner være påført?

Hvor mange vil være forsvundet for evigt?

William Dalrymple er skotsk historiker

© The Guardian og Information – Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Information bragte for nogen tid siden en beretning om danske muslimer som var rejst til Syrien for at deltage i oprøret.

Der var ikke på nogen særligt indgående beskrivelse af den gruppe oprørere som danskerne sluttede sig til - bortset fra navnet.
"Swedish writer Aron Lund explains in an informative 45-page report on Syrian Jihadism, published this month by the Swedish Institute of International Affairs"

Der er nu lavet en indgående beskrivelse af oprørerne - herunder gruppen, Ahrar al-Sham, som Information fulgte ganske ukritisk. Aron Lund har udgivet en rapport med titlen Syrian Jihadism (google og download!) udgivet af Swedish Institute of International Afairs.

Det viser sig der er tale om en ekstrem terrororganisation som vil indføre kalifat (modsat det indbyggerne i Syrien ønsker) og samarbejder med udenlandske medlemmer af Al-Quaeda.

http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=2883

Uddrag:

In the last few months, the Syrian National Council (SNC) -- that is to say the Turkey-based civilian ‘political’ opposition -- has been largely up-staged by fighters on the ground. Most of these fighters are grouped into nine Military Councils (majalis askariya) of the Free Syrian Army (FSA), each Council divided into a number of brigades (kataib). But, in much the same way as these Councils have marginalised the SNC, so they also seem unwilling to take orders from the Turkey-based FSA commander, Col Riad al-As‘ad.

Aron Lund points out that, with rare exceptions, the FSA is an entirely Sunni Arab phenomenon, and that most FSA brigades use religious rhetoric and are named after heroic figures or events in Sunni Islamic history. It is thought that about 2,000 non-Syrians, some linked to al-Qaida, are now fighting in Syria, about 10 per cent of the total rebel manpower, estimated at about 20,000 (although some sources put the figure twice as high at 40,000.) Most of these fighters would seem to be active only in protecting their home areas.

Three major fighting units, among a score of others -- Jabhat al-Nosra, the Ahrar al-Sham Brigades and Suqur al-Sham Division -- are among the most extreme salafi groups in the Syrian rebel movement. The first has been linked to suicide and car bomb attacks in Syrian cities and to the assassination of pro-regime figures; the second carries out ambushes and uses remotely-triggered bombings and sniper fire against army patrols; and the third uses suicide bombers and frames its propaganda in jihadi rhetoric. The leaders of the last two have declared that their aim is to establish an Islamic state in Syria. All three seem to have welcomed al-Qaida fighters into their ranks.

Beskrivelsen af den løse organisation af oprørerne hvoraf de fleste er lokale og ikke adlyder eller har nnoget at gøre med FSA elller SNC ser ikkke ud til at harmonere med det billede som fremmanes i pressen.

Skal man støtte disse oprørere mere end man gør nu (CIA og andre organisationer træner og leverer våben med bistand fra andre lande)?

Det vil bestemt føre til yderligere opløsning af e land hvor der er tradition for tolerance og forskellighed.

Man ignorerer de grupper som gerne ser en fredelig vej frem da de ved at mere vold fører til total destruktion af landet - som artiklen i Information påpeger. Disse grupper har mange folk som trods mange års fængsel, tortur etc godt vil søge en løsning på problemerne.

Det var dem man skulle støtte i stedet for at løbe andre skumle ineressnters ærinde - USA og Israel med velvillig bistand fra Saudi Arabien og Qatar. Men det ser man åbenbart ikke som en "realistisk" mulighed længere - takkket være de mange aktører og deres spin af pressen.

Det er virkelig tragisk at våben og penge hovedsageligt strømmer til de ekstremistiske grupper via Saudi Arabien og Qatar.

Specielt førstnævnte vil have en alt-ødelæggende effekt på Syrien ved på samme tid at eksportere deres fundamentalistiske fortolkning af Islam, som ingen i Syrien synes at ville have.
Flere oprørsledere har klaget over at unge syriske oprørerer i stigende grad søger mod de ekstreme grupper fordi det er der våben og ammunition findes og ikke fordi de nødvendigvis deler deres synspunkter.

Og som en oprørsleder også udtalte, så kan det godt være at de i dag er nødt til at samarbejde med disse grupper for at vælte regimet, men at de i morgen skulle gøre sig klar til at møde dem på slagmarken.