Den anden dag havde jeg en samtale med en mand midt i trediverne, der havde henvendt sig på skadestuen, fordi han gennem længere tid havde lidt af trist-, træt, og søvnløshed. Hans kone havde født tvillinger tre uger tidligere, så de nu havde fire børn. Deres hus blev samtidig totalrenoveret, så de i månedsvis alle havde delt et enkelt værelse. Selv kørte han en topforskerkarriere som biolog med en 65 timers arbejdsuge i de seneste 15 år.
Alt det gik dog fint. Lige indtil hans far så også døde efter længere tids sygdom. Biologen var i løbet af de seneste uger flere gange brudt sammen i ukontrollerede grådanfald, så han havde været nødt til at sygemelde sig fra arbejde. Det var nu hans største problem, og han bad om nogle piller, så han kunne komme på arbejde igen. Jeg måtte beklage, at der desværre ikke findes nogen piller imod hans situation, der – al pinefuldhed til trods – er en naturlig reaktion på lang tids belastning kombineret med den lige så naturlige sorg over faderens død. Han blev meget vred, da jeg ikke ville udskrive medicin til ham.
Mandens situation er ikke noget enkeltstående tilfælde; depression er jo efterhånden blevet en folkesygdom. Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre ved det? Faktum er, at mængden af udskrevne antidepressiva er vokset eksplosivt de sidste årtier. Dette skyldes til dels medicinalindustriens aggressive lobbyarbejde, men også lægernes villighed til at udskrive psykofarmaka og især antidepressiva – til trods for at alle undersøgelser viser, at sidstnævnte kun virker på ca. 40 procent af patienterne. Det afspejler en generel tendens til at biologisere eller neuroficere ikke kun psykiatrien, men en hel række af videnskabelige discipliner. En slags neuro-feber, der har hærget alle videnskaber de sidste to årtier og sikret nye forsikringsmidler til henslumrende videnskaber med et ’neuro’-præfix: Ikke kun neurobiologi, neurofilosofi og neuropsykiatri er nemlig blevet hypet, men også absurditeter som neuroteologi, neuroæstetik og neuroøkonomi.
Denne ‘hjernefiksering’ blev skudt i gang af medicinalindustriens lancering af nye psykofarmaka samtidig med opfindelsen af nye billeddannelsesteknikker, bl.a. MR-scanneren, der pludselig gjorde det muligt at visualisere processer i den levende hjerne.
Det skabte optimisme inden for psykiatrien, hvor den såkaldte ’biologiske psykiatri’ varslede en revolution inden for diagnostik og behandling af de sværest psykisk syge – dem, som vi i behandlersystemet i de 150 år psykiatrien har eksisteret som fag, har stået mere eller mindre magtesløse overfor. I dag godt 30 år senere har revolutionen endnu ikke indfundet sig, fordi sagen viste sig at være mere kompleks end som så.
Tilbage står en trend, der stadig hælder mod at reducere mennesket til en evolutionsstyret bio-automat. Dette gælder desværre også inden for psykiatrien, hvor man længe har håbet at kunne finde det neurologiske korrelat til f.eks. skizofreni, så vi på god lægevidenskabelig vis kan måle, veje og behandle. Men faktum er, at vi i dag – selv efter millioner af forskningskroner er brugt på myriader af MR-scanninger – stadig ikke er i stand til at skelne en syg hjerne fra en rask. I forhold til at forstå de sværeste psykiske sygdomme er den biologiske psykiatri metodisk ikke længere fremme end de gamle grækeres spekulative humoralpatologi. Vi kender ikke de neuronale mekanismer bag de psykiske sygdomme. Hvad vi ved, er, at patienter, der får ’hjernemedicin’, såsom de generøst udskrevne antidepressiva, SSRI’erne, får forandringer i hjernen af disse. Og vi ved endnu ikke, hvad det betyder.
Den førnævnte patient var ikke syg. Han havde en livskrise og kunne ikke holde det ud. Hans vrede over, at jeg ikke bare kunne få det til at gå væk, fik mig til at tænke, at vi i vores komfort-, lykke- og behandlingsfikserede kultur måske har glemt, at det altså ikke er farligt at være ked af det.
Hippokrates sagde, at der grundlæggende findes tre former for sygdomme: dem, der kan helbredes, dem, der ikke kan, og dem, der helbreder sig selv. I forhold til depressionen kan det være svært at se, hvilken slags man har med at gøre. Og selv om det kan være det rigtigste for patienten, kan det som behandler være noget af det sværeste ikke at gøre noget.
Birgit Bundesen er læge i psykiatrien
Kloge ord.
Vesterport, til tiden.
Tristhed, livskriser, nedture etc. kan i mange (de fleste, måske?) tilfælde bruges konstruktivt til enten indsigt, erfaring eller livs-forandringer.
Dér skal man ikke lade sig spise af med en pille.
Problemet er vel, at familier ofte er meget sårbare. Der er ikke plads til slinger i valsen, når begge forældre har fuldtidsarbejde, børnene skal køres til institution og hentes igen, og hus og have skal passes.
Ingen mennesker har længere en skyggetante boende, der kan aflaste, ligesom Elisabeth i Matador. Og bedsteforældre, som ganske vist tit gør en enorm indsats, er det ikke alle, der har mulighed for at få hjælp af.
Sygdom eller død blandt de nærmeste kan slå alle ud, og når det moderne liv tilsyneladende ikke tager højde for, at der skal være rum og plads den slags, er det klart, at folk bryder sammen for presset.
Jeg mener, at en læge, der arbejder inden for psykiatrien, burde være den første til at kunne forstå og rumme den mand, der omtales i klummen. I øvrigt omtales så mange detaljer om hans situation, at han kan genkendes, vil jeg mene. Er det i orden?
Det gælder for mange mennesker, at de tror, at de kan fortsætte, som om de var maskiner, selv under stort følelsesmæssigt og arbejdsmæssigt pres.
Selvfølgelig kan en læge hævde, at der intet er i vejen med den mand. Han reagerer jo ganske normalt. Men det er jo nødvendigt, at en eller anden taler med ham og hjælper ham med at forstå, at han ikke er en maskine, og at han må afsætte tid og rum til at komme over krisen, som jo heldigvis også rummer lykke: nyfødte tvillinger!
Hvis manden fortsætter derudaf, så BLIVER han jo syg!
Jeg synes da, at en vigtig opgave for en læge ville være at hjælpe denne mand, så han ikke bliver syg. Lægehjælp behøver jo ikke at være identisk med medicinering. Hvorfor skulle det være det?
Og jeg synes, at det burde være en opgave for psykiatriens læger at være med til at præge samfundet, så der skabes plads og rum til almindelige normale følelser og reaktioner i forbindelse med tilværelsens genvordigheder, som den moderne, effektive tilværelse ikke levner plads til. Hvorfor vente på, at folk faktisk bliver så syge, at de behøver medicin?
Sådan som klummen beskriver denne historie, er det den stakkels mand, der er skurken: Han bliver vred, fordi han ikke kan få lægehjælp for noget, som er normalt i den situation, han står i.
Det er et underligt samfund, hvor så mange arbejder så meget, at der ikke er plads til nogen form for personlige livskriser, samtidig med, at masser af mennesker overhovedet ikke kan få et arbejde!
Livskriser og andre sociale problemer et altid årsagen til depression, og det er specielt hvis vi af den ene eller anden grund ikke er i stand til at ændre årsagen til feks. Krisen. Depressionen vil ikke gå over af sig selv hvis årsagen til den ikke løses og jo længere tid du render rundt med en depression jo mere selvforstærkende bliver den da den laver permanente ændringer på hjernen
Typisk er deprimerede mennesker folk der har oplevet rigtigt meget modstand og på et tidspunkt ser de ikke nogen mening med livet mere, det er dem man nu vil tage en af de eneste effektive behandlingsformer som giver dem mulighed for at kunne se en fremgang og blive modtagelige overfor terapeutisk behandling.
Jeg er sådan set enig i at medicin først skal på bordet når der er tale om en egentligt vedvarende og gentagende depression.
Jeg læser mere artiklen som udtryk for en samfundssygdom end en mands personlige problemer. Om han kan genkendes, ved jeg ikke, men jeg fik selv tanken et øjeblik.
Kører man sit liv hårdt, som mange gør, bryder det sammen til sidst. Det minder lidt om finansøkonomien, fuld fart på - og bang. Derpå redningspakker, og for den enkelte små pakker af den slags, man får på apoteket.
Det er et sygt system. Meningen med velstand og velfærd var vel, at der blev mindre sygdom og mindre behov for medicin. Det er ikke sket, og så må vi se på årsagerne til det.
Man kan med fordel prøve at skelne imellem at have en depression og være deprimeret.
Mht. genkendelighed er personen forhåbentlig opdigtet, men bortset fra det, så er det en kendsgerning, at "patienten" ikke altid med sikkerhed kan bedømme, om han er syg eller bare almindelig trist, og ej heller hvor længe han kan holde til at have det sådan. På samme måde kan den ene jo have brug for nyt knæ nu og her, mens den anden humper rundt på sit dårlige ditto i årevis.
Nogle af os er hypokondere, andre sygdomsfornægtere. Ingen af delene er at foretrække.