Læsetid 3 min.

Tv-alderens gladiatorkampe

Gladiatorerne døde i arenaen, indtil vi udviklede etiske barrierer imod, at slaver slog hinanden ihjel for at underholde os. De barrierer har vi ikke over for en underholdningssport, hvor topudøvernes dopingmisbrug til tider er dødeligt
24. oktober 2012

Gudfaderen til en af mine drenge glemmer altid gudsønnens fødselsdag, men husker knivskarpt, at han blev født under 7. etape af Tour de France i juli 1995. Gudfaderen dækkede cykelløbet for en stor formiddagsavis, og jeg spurgte ham den sommer for 17 år siden, om rygterne om doping var rigtige. »Det er et rullende apotek,« svarede han lakonisk, »men ingen skriver om det.« Året efter vandt Bjarne Riis, selv om han – med egne ord – »aldrig havde testet positiv«.

Og tre år senere kom Olav Skaaning Andersens og Niels Christian Jungs tre fremragende og skelsættende tv-dokumentarer Tavshedens pris. De afslørede omfattende dopingmisbrug i cykelsporten.

Alt imens TV 2 og andre store danske medier uanfægtet fortsatte deres massive dækning af Tour de France. Dopinghistorierne var sidehistorier, selv om alle vidste, at mange cykelryttere udskiftede deres blod hver nat og pumpede sig med testosteron, epo og avancerede medikamenter. Ligesom hackerne på internettet var cykelsportens apotekere altid et lille skridt foran. Cykeljournalisterne bedyrede: »Vi er her for at skrive om sporten – ikke om ulovlighederne.« Og et kendt mediefænomen opstod. Fagjournalisterne koncentrerede sig om stofområdet og overlod det gravende og afslørende til journalister uden for fag- og vennekredsen. De gravende blev sat udenfor – de ødelagde det jo for de andre.

Med mandagens dopingbegrundede annullering af Lance Armstrongs syv tour-titler, er kun seks ud af de seneste 17 års løb blevet vundet af en ’ren’ rytter. 11 gange var vinderen dopet, også Bjarne Riis, der »aldrig havde testet positiv«, men endte med at tilstå.

Cykelsport er »løgnernes legeplads«, skrev Ekstra Bladets sportschef Allan Olsen i september, da Riis blev anklaget for at have opmuntret til doping. Riis holdt helt mund. Det var og er nemlig ikke blot løgnernes, men også tavshedens legeplads.

Professionel sport er tv-alderens gladiatorkampe. Milliarderne ruller, og vi vil ikke have oplevelsen ødelagt. Dopingskandaler forstyrrer illusionen om, at det handler om en sund sjæl i et sundt legeme, og det vigtigste ikke er at vinde, men at være med. Doping er et grundvilkår i cykelsporten – men det kræver mange (oftest ikkeeksisterende) journalistiske ressourcer at afsløre. Og hvorfor skal man det, når man har betalt millioner i rettigheder og brugt hundredetusinder af kroner på at sende journalister og teknikere af sted for at videreformidle oplevelsen?

Til rockkoncerter accepterer vi uden videre narko uden at ødelægge det med journalistik om dopede musikere. Og Jimi Hendrix, Jim Morrison og Amy Whitehouse gav os jo uforglemmelige oplevelser, selv om de døde af det.

Den dopede tour-vinder Marco Pantani døde af det. Men det er fortid, og som en kendt cykeljournalist udtrykte det: »Man skal ikke lade fortiden spolere nutidens oplevelser.«

Der er en mur mellem sportsjournalisternes cykelverden og de dybdeborende journalisters dopingverden. Lige nu er Tour de France det rullende apotek, hvor heltene afsløres som skurke. Når starten går på Korsika næste sommer, bliver etaperne igen storslåede gladiatorkampe.

Gladiatorerne forsvandt, fordi den omkringliggende kultur langsomt udviklede etiske og moralske barrierer imod, at slaver offentligt slog hinanden ihjel for at underholde masserne. Vi har ikke de samme barrierer over for en sport, hvor topudøverne doper sig – indimellem til døde – for underholdningens skyld. Hvis der havde været massemedier i det gamle Rom, der havde milliarder på spil, ville gladiatorjournalisterne formentlig begejstret have rapporteret om kampene uden at dvæle ved dødsfaldene. Indtil publikum fik nok. De sidste års seertal til tour-transmissionerne har været nedadgående, men ikke katastrofale. Lance Armstrong-affæren vil måske reducere dem yderligere.

Men det rullende apotek vil stadig være en berusende medie-gladiatorhistorie. »Cykelsporten er en kæmpe roman, der bare ruller videre med masser af nye, vanvittige udviklinger. Det er en historie, som også skal fortælles fremover,« sagde Jørgen Leth til sporten.dk mandag. Spørgsmålet er, om vi får hele historien næste gang?

 

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Uskylden er døende, hvis ikke allerede udåndet.

Elitesport er ikke et spørgsmål om konkurrenceånd og træning, men om medikamenternes indbyrdes kamp - og mod at blive opdaget.

Rigdom er ikke et spørgsmål om dygtighed og ihærdighed, men et spørgsmål om arv, sociale kontakter og moral.

Trafik er ikke et spørgsmål om at kunne færdes i relativ sikkerhed og overskuelighed, men i at komme først.

Kærlighed er et spørgsmål om udseende, om symmetri og biologisk prædestination.

Religion og religiøse betragtninger er et spørgsmål om magt og dominans.
Det samme gælder politik.
Og globaliseringen er en lang række af ensrettetheder og alle der gør det samme med lige fatale resultater.

..
Vi trænger altså snart til et forår.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

00-ernes årti hænger fast. Hvem prøver på at få
det til at slippe? Ingen. Vi har den tidsånd, vi beder om, og "vi" er her ment som flertallet.

Brugerbillede for Levi Jahnsen

Lasse,

Cykelsporten er ikke løgnens skueplads, ej heller er nogen blevet snydt eller bedraget, mere end i andre sportsgrene.

Du skulle tage at læse "Ikke for pengenes skyld" af Ask Vest Christiansen. "Afsløringerne" denne bog( Ask er ikke journalist men forsker) kommer med, er meget mere interessante og dybsindige end Olav Skannings roden rundt i Belgiske skraldespande.

Overalt i vore samfund accepteres at vi forbedrer, eller snyder naturen ved hjælp af medicin, for eksempel ved svangerskabs forebyggelse, eller ved fertilitet behandling. Tiger woods fik øjnene opereret(også doping?), nogle får lavet nye bryster, jagerpiloter er på amphetamin, ja jeg kan blive ved.

Men når sportsfolk benytter sif af moderne medicin, når de skal skabe en levevej(som jo er svær nok i forvejen) bliver de kriminaliseret.

Måske er den virkelige løgn, at vi ikke vil indrømme at vi lever i et samfund med en syg dobbeltmoral.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Måske er den virkelige løgn, at vi ikke vil indrømme at vi lever i et samfund med en syg dobbeltmoral.

Det gør da også ret ondt, synes jeg.

Brugerbillede for Levi Jahnsen

Desuden er brugen af medicin indenfor cykelsporten med til at redde livet for mange af rytterne, ikke det modsatte. Marco Pantani døde IKKE af doping, men som du lidt vildledende tilføjer, af en overdosis kokain.

Doping under lægelig kontrol er ikke dødelig, men mange sportfolk uden de økonomiske muligheder, fusker selv med det, og det kan naturligvis have en dødelig udgang.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Tv har gjort sport en enorm forretning. Og synes, at det egentlige spørgsmål må være, i hvilke grad sportens økonomiske interesser samarbejder med tv, og hvordan samarbejdet reelt fungerer. Og, hvorfor man kan kanalisere så stor en del af menneskehedens energi og interesser, over i en passiv deltagelse i tv-sport.

Brugerbillede for Kasper Hviid

Levi Jahnsen:
Marco Pantani døde IKKE af doping, men som du lidt vildledende tilføjer, af en overdosis kokain.

Stoffer som kokain en vist ofte en del af den normale doping-cocktail - det er noget med at det bruges det til at holde produktionen af mandligt kønshormon oppe i de perioder hvor man ikke tager de andre stoffer.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Nu hvor TV2 er blevet betalingskanal, så jeg ikke kan se Tour de France om sommeren i min kolonihave, ser jeg mere alvorligt på doping.