Kronik

Udsatte børn skal lære relationer

Kan sociale indsatser gøre udsatte børn og unge til middelklassedanskere som voksne? Ikke så tit. Men det bør heller ikke være målestokken. Der er til gengæld rig mulighed for at forbedre anbragte børns bånd til de relationer, de kommer fra – til gavn for deres fornemmelse af at have et sted at høre til
Vi bør fokusere mere på børns muligheder for at fastholde bånd til den biologiske familie under anbringelsen – ikke blot til forældre, men også til søskende, bedsteforældre og andre nære relationer.Traditionelt set er der ofte sket præcis det modsatte, mener dagens kronikør.

Vi bør fokusere mere på børns muligheder for at fastholde bånd til den biologiske familie under anbringelsen – ikke blot til forældre, men også til søskende, bedsteforældre og andre nære relationer.Traditionelt set er der ofte sket præcis det modsatte, mener dagens kronikør.

Gert S Laursen

15. oktober 2012

Jeg har to klare erindringsbilleder fra min barndom. På det ene sidder jeg oven på tre kasser øl med panoramaudsigt over min morfars lille købmandsbutik. Min morfar konverserer gruppen af mænd på den anden side af disken, som vanen tro har indfundet sig på taburetter og andet sidbart løsgods. Mændene drikker Ceres Top og diskuterer politik. Jeg lytter og spiser Astronaut-is og fylder indimellem op på hylderne med varer fra bagbutikken.

På det andet billede ligger jeg under en rusten Citroën GS i min onkels værksted. Jeg holder et stykke pladejern med en tang, mens min onkel svejser. Gnisterne står omkring os, mens vi knokler med at få et farbart køretøj ud af det lasede karosseri. Min onkel smider svejsebrillerne og siger med et smil replikken, som falder efter hver veloverstået ingeniørmæssig bedrift: ’Intet er umuligt – der er bare noget, der er sværere end andet’.

Erindringerne er billeder fra en privilegeret barndom. Ikke materielt privilegeret, for opvæksten i den nordjyske provins var ikke specielt forkromet. Men det var en privilegeret barndom, hvad angår relationer. Udover mine forældres hus havde jeg mindst to andre steder, hvor jeg kunne færdes hjemmevant. Rum, der kunne indtages med den største selvfølgelighed, fordi der altid og uden skyggen af tvivl var åbne arme, varm mad og en redt seng.

Erindringerne udstiller samtidig noget af det, som anbragte børn og unge kæmper mest med. Det handler om at have adgang til en særlig ressource, som blandt andet består i at føle sig velkommen og at blive taget imod uden forbehold. At have værdi som den man er og at kunne glide ubemærket ind i gruppelivets trygge tekstur. At føle sig almindelig og samtidig helt speciel. Det er en given ting for dem, der altid har haft sådan en plads. Og det er en stadig kamp for dem, der har været nødt til at leve foruden.

Negativ social arv

Hvorfor er det så vanskeligt at afhjælpe den form for fattigdom, der ikke kun vedrører materielle ressourcer? Måske fordi anbragte børn og unge er udsatte på flere måder på samme tid. Det ses f.eks. af de forløbsundersøgelser, som SFI gennemfører. En af undersøgelserne omfatter alle børn fra årgang 1995, som er eller har været anbragt uden for hjemmet. Disse børn kan sammenlignes med den almindelige børnebefolkning på en lang række faktorer. Mest slående er sammenligningen af de to børnegruppers familieforhold, målt ud fra centrale træk ved deres mødre (fædrene er hyppigt fraværende hos de anbragte børn). Da børnene var 11 år gamle, kunne man f.eks. se, at 45 procent af de anbragte børns mødre havde en psykiatrisk diagnose, mens det gjaldt for under syv procent af alle andre børn i årgangen. 18 procent af de anbragte børns mødre var i arbejde, mens tallet for alle andre børns mødre var 77 procent.

Blandt hele årgangen var det mindre end fire procent af mødrene, der selv havde været anbragt som barn, mens det for de anbragte børns mødre var 34 procent. Og sådan kunne man blive ved.

Mange anbragte børn og unge bringer disse vanskeligheder med sig i voksenlivet. En del tidligere anbragte klarer sig selvfølgelig udmærket senere i tilværelsen. Men statistisk set er prognosen for tidligere an-bragte forstemmende ringe, f.eks. i forhold til helbred, uddannelse og beskæftigelse.

Juster forventningerne

De forringede livsmuligheder bliver ofte brugt som skyts i argumentationen om, at de nuværende sociale tilbud er for ringe eller decideret ’ikke virker’. Men måske er det værd at overveje, hvad sammenligningsgrundlaget bør være i den slags vurderinger? Det ligger i luften, at normaliteten altid er vores målestok. Sociale indsatser skal bringe udsatte borgere på niveau med resten af befolkningen, og de skal tilbydes de ’samme muligheder’, som det ses af serviceloven.

Men hvad vil det sige i praksis? Forventer vi virkelig velfærdsinterventioner, der gør syge forældre raske, misbrugere til gode lønmodtagere og svigtede børn til kernesunde middelklassedanskere? Forventer vi, at store sociale forskelle opløses via velfærdsstatens indsatser, hvis blot de justeres og kalibreres i tilstrækkelig grad? Måske har vi lige vel optimistiske forventninger til den sociale ingeniørkunst.

Men hvis man ikke kan løse sociale problemer gennem f.eks. anbringelse af børn og unge, mister hele projektet da ikke sin legitimitet? På ingen måde. Det handler om, at man må kunne forvente, at sociale indsatser bidrager til at kompensere udsatte borgere på de områder, hvor udfordringerne er størst – men uden samtidig at holde Middelklasse-Danmark op som spejl. Det bringer os tilbage til ’netværksfattigdommen’.

At knytte bånd og bygge bro

Ifølge Robbie Gilligan, professor i socialt arbejde ved universitetet i Dublin, kan der på baggrund af den efterhånden omfattende forskning om udsatte børn og unge peges to på hovedspor i forhold til hvilke indsatser, der virker. Begge handler om at tilføre barnet en form for social kapital, der øger dets mulighed for henholdsvis bonding som bridging.

Bonding kan oversættes med ’at knytte bånd’ og vedrører de nære relationer, der under almindelige vilkår opstår inden for familiens rammer. Det er langstrakte relationer, der er med til at skabe en grundlæggende følelse af at være holdt af og have betydning for andre mennesker – et basalt menneskeligt behov og en vigtig kapital, som vi trækker på gennem livet.

Bridging kan oversættes med ’at bygge broer’ og vedrører en anden type netværk. Det er de relationer, som giver den enkelte mulighed for at blive del af et større fællesskab. Det sker i vores samfund typisk uden for familien, f.eks. blandt kammerater og i skolen. Fælles for denne type relationer er, at de skaber grundlag for, at barnet kan udvikle og forandre sig, og de udgør dermed samfundsintegrerende forbindelsesled.

Gentænk den sociale indsats

Disse retningspile for den virkningsfulde sociale indsats giver særdeles god mening i en dansk sammenhæng. Det er netop i forhold til såvel de tætte relationelle bånd som den bredere brobygning til samfundets institutioner, at danske udsatte børn og unge ser ud til at have de største udfordringer.

Skal man tage ’knytte bånd’-aspektet alvorligt, betyder det f.eks., at vi skal til at lægge langt større vægt på børns muligheder for at fastholde bånd til den biologiske familie under anbringelsen – ikke blot til forældre, men også til søskende, bedsteforældre og andre nære relationer. Traditionelt set er der ofte sket præcis det modsatte, nemlig at de familiemæssige bånd er blevet svagere eller helt skåret over ved anbringelsen.

Hvad angår ’bygge bro’-delen, er de anbragte børns skolegang det mest indlysende sted at starte. Ligesom mangelfuld skolegang er en højrisikofaktor for barnets livsmuligheder, har succes i uddannelsessystemet på samme vis tendens til at forplante sig positivt til andre områder.

De seneste års forskning har vist, at anbragte børn og unge har væsentlig bedre muligheder for at klare sig godt i skolesystemet, end man hidtil har troet. Men det kræver den rette form for støtte. De traditionelt lave forventninger til udsatte børn og unges læring har tilsyneladende fungeret som en slags selvopfyldende profeti.

For mit eget vedkommende lykkedes det aldrig at blive hverken købmand eller mekaniker. Men det bliver stadig mere klart for mig, at jeg alligevel fik noget væsentligt med i bagagen fra dem begge: En forvisning om, at jeg i bund og grund var god nok. Og en stærk tro på, at intet er umuligt. Der er bare noget, der er sværere end andet.

Den tro må vi give videre til de udsatte børn og unge.

 

Turf Böcker Jakobsen er programleder, seniorforsker, ph.d., ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du fik med andre ord en normal barndom, så din personligheds udvikling ikke blev forstyrret, og du dermed kan leve et normalt liv uden den store risiko for at handle uhensigtsmæssigt og ende i fængsel eller i bunden af samfundet.

Lad os endelig få flere artikler af folk med lige så stor sociologisk indsigt!

"Ifølge Robbie Gilligan, professor i socialt arbejde ved universitetet i Dublin, kan der på baggrund af den efterhånden omfattende forskning om udsatte børn og unge peges to på hovedspor i forhold til hvilke indsatser, der virker. Begge handler om at tilføre barnet en form for social kapital, der øger dets mulighed for henholdsvis bonding som bridging."

Omend man med en smule fast grund under fødderne i såvel teori som praksis(forskningen) kan hævde at bonding og bridging også kan have en profylaktisk dimension (nemlig at flere stadig flere socialt kapitaliserede individer i sig selv vil udtynde fødekæderne og over tid reducere negativ social arv til forsvindingspunktet), så er det helt store problem for velfærdsinterventionsparadigmet at den fordelingsmæssige og strukturelle forebyggelse har så ringe fokus og prioritet. Og derfor vil intervention i bedste fald blot kunne fange dele af den reproducerede sociale fattigdom, som på sin side tilmed har akkumulativ karakter fra sit arnested og fremefter. Vi har på dén led at gøre med ringe i vandet, som det herskende interventionsparadigmes reaktive karakter i kun ringe grad kan etablere progressive bølgebrydere overfor, men blot søge at dæmme lidt ind, allokere i reservater og ellers udføre hvad man vel kunne kalde psykosocial kirurgi på.

Derudover repræsenterer de sociale problemers mangfoldighed, den økonomiske fattigdoms snævre kobling til kulturel fattigdom, segregeringens eksklusionsfremmende konsekvenser og anomibefordrende karakter samt kapitaliseringen af den menneske (intim)sfære fremmedgørende karakter nogle problemkomplekser af så gennemgribende art at de kun kan forebygges ved systemoverskridende handling. Altså reformer og aktioner som på en progressiv måde gør op med den eksisterende samfundsorden, givet dens karakter af hovedkilde til en lang række af de sociale problemer, vi er vidner til - og del af.

Jeg er enig i at udsatte børn skal lærer noget i skolen og føle at de er noget værd. Det er en god ide og burde omfatte alle børn (imo).

Jeg tror dog også at vi bliver nød til at grave et spadestik dybere end at ønske at udsatte børn får en normal barndom. Man kunne evt lege med tanken om at en fjernelse fra sine biologiske familie i sig selv er et voldsomt traume, som i det unge/ voksne barns liv kan medfører voldsom stress og angst i forbindelse med skabelsen af nye relationer. Man kunne overveje om det voldsomme traume, oplevet i den tidlige barndom hvor man er allermest sårbar, medfører ptsd. Man kunne undersøge om ptsd ligger til grund for anbragtes børns manglende evner til at skabe netværk og få et normalt selvværd. Man kunne overveje om de 80% af tidligere anbragte børn som ifølge SFO-rapporten lider af depressioner, misbrug og psykiske lidelser i voksenlivet, kunne få behandling for ptsd før deres liv kører af sporet. Man burde, kort sagt, finde ud af HVORFOR anbragte børn har svært ved at f.eks følge med i skolen, skabe nye relationer og føle at de er noget værd, ikke bare gentage at udsatte børn har behov for en normal barndom, kærlighed, omsorg, uddannelse og den slags.

Steffen Gliese

Hvis man skal bryde den negative sociale arv, skal man prøve noget nyt: man skal fortælle børn, hvad det er for nogle værdier og egenskaber, der tæller i samfundet. Det er der aldrig nogen, der har gjort, og denne mangel på banal oplysning er nok hovedårsagen til, at den sociale mobilitet har det så dårligt.

David Adam:

Som barn der selv er blevet udsat for vold og mishandling osv i min barndom, bliver jeg nødt til at fortælle dig at det ikke er anbrigelsen der giver problemer, eller PTSD, Det vil den aldrig kunne gøre, det skal der langt voldsommere oplevelser til. Hvis man tror det har man vist ikke erfaring med hvad disse børn i virkeligheden har oplevet.

Det der giver børn problemer er et leve en unormal barndom, det giver personlighedforstyrrelser fordi det forstyrrer personligheden udvikling som sker voldsomt fra 0-18år. Når det sker så påvirker det altså personens opførsels og opfattelse af verden resten af hans liv. Hvis han samtidigt heller ikke har lært fundementale færdigheder, jamen så er det altså pænt svært at gennemføre bare en folkeskole uddannelse og komme videre.

Samtidigt lider personerne af selvbebrejdelse for det de har været udsat for samt meget lavt selvværd, angst og depression fordi de typisk aldrig har fået ros, tryghed samt basal kærlighed. Og de har typisk ikke et stort netværk som de kan søge støtte hos.

Men prøv du at forestille dig at dem som skulle elske dig allermest: Dine forældre, Udsætter dig for overgreb eller vold bare du kommer til at svare på en lidt forkert måde!

Rasmus Hjul

At blive anbragt uden for hjemmet er i den grad en unormal barndom, og ja, jeg tror at selve anbringelsen kan være en dyb traumatiserende oplevelse i et ungt menneskes liv.

Jeg er enig i hvad du ellers skriver, men der er jo oftest en god grund til at børn bliver fjernet fra deres forældre, vold eller andre former for omsorgssvigt, så mange anbragte unge går rundt med en hel bunke ubearbejdede traumer udover selve tvangsfjernelsen.

Jeg er ikke imod anbringelser uden for hjemmet, det er desværre et nødvendigt onde, men man burde kigge på hvad selve anbringelsen udenfor hjemmet gør ved et menneske, så at tidligere anbragte kan få bearbejdet dette traume, ligesom ofre for incest, børn af alkoholiserede forældre osv kan få bearbejdet deres.

Ifølge SFO-rapporten som artiklens forfatter citerer, så klare udsatte børn, som ikke er blevet anbragt uden for hjemmet, sig faktisk bedre i deres voksne liv end unge der er opvokset i plejefamilier og institutioner.

Jeg er selv opvokset i en plejefamilie og har venner der har været anbragt på børnehjem, og det er tydeligt at en række mønstre går igen, selvom vi har levet vidt forskellige liv.

Min pointe med min oprindelige kommentar til artiklen var egentlig at forfatterens ønske om en god skolegang samt nære relationer for det anbragte barn er en omgang overfladisk sludder. ALLE børn har brug for en uddannelse og nære relationer. Udsatte børn, uanset om de er anbragte eller ej, har traumer i bagagen som kan forhindrer dem i at koncentrere sig i skolen eller fastholde nære relationer. Man burde fokuserer på at lære barnet at leve med disse traumer, ikke tro at et barn der har været udsat for misbrug, vold, incest og grov omsorgssvigt bliver et normalt fungerende individ, hvis han/hun bliver støttet i skolen.

David Adam:

Det bedste man kunne gøre var at få forældrene i behandling for deres traumer og evt fjerne barnet midlertidigt til en pleje famillie eller ligende.

Forældrerne er jo også bare udsatte børn som ikke har fået bearbejdet deres problemer.

Men det kan man ikke fordi ifg. loven, så er man selv ansvarlig for sine handlinger og liv fra man er 18år. Og en med sociale problemer og lidelser som personlighedsforstyrerelse i bagagen, kan sjældent selv se at det er ham der er noget galt med, ifg. ham er det jo ham som er blevet svigtet så det er omverdenen den er galt med.

Så derfor er vi magtesløse overfor sociale problemer, netop fordi vi har en lov der siger man er 100% ansvarlig for sig selv når man er voksen, også selvom man ikke er i stand til at være ansvarlig for sig selv og sine handlinger...

Voksne kan gå igennem hele livet uden den behandling de reelt har krav på, og de går i en opfattelse af at det er alle andre og samfundets skyld. Hvilket er klart fordi den eneste hjælp de får når de gør noget forkert, det er straf!

Rasmus

Jeg er fuldstændig enig. Men man burde tilbyde hjælp før at problemet opstår. Man burde koncentrere sig om årsagen til problemet, som ofte er grov omsorgssvigt og div traumer. (Og vedvarende grov omsorgssvigt giver bl.a ptsd.) I dagens Danmark vælger vi den kortsigtede løsning, og den dyreste, nemlig at gribe ind når folk selvmedicinerer sig selv (aka misbrug), får depressioner pga af deres traumer eller fjerner deres børn når deres forældres misbrug eller psykiske lidelser ikke kan "kureres".