Udviklingsorganisationer svigter i Syrien-konflikten

Særligt på den tyrkisk-syriske grænse er flygtningesituationen katastrofal. Omkring 100.000 flygtninge har ganske enkelt fået tyrkernes beredskab til at bryde sammen, og derfor er grænsen nu delvist lukket af. Det betyder, at mange hundredetusinde syrere reelt er fanget inde i Syrien: På den ene side er der en lukket grænse, og på den anden en stadig mere brutal og blodig krig. FN vurderer, at over en million er internt fordrevne, og man kan forvente, at tallet for syriske flygtninge i nabolandene vil nå 700.000 inden året er omme.

Der er, med andre ord, hårdt brug for hjælp. Netop derfor lovede udviklingsminister, Christian Friis-Bach (R), en række danske bistands- og udviklingsorganisationer 25 millioner kroner ekstra til deres arbejde i det pågældende område. De penge skal deles mellem, Læger uden Grænser, Caritas Danmark, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors i Danmark og Red Barnet, der alle opererer i området.

Rammen udnyttes ikke

Så langt så godt. Nu er problemet bare, at disse organisationer gør alt, hvad de kan, for ikke at følge den nye rettighedsbaserede udviklingsstrategi som samme udviklingsminister har udstukket.

Christian Friis-Bach havde nærmest ikke sat sig i stolen, før han signalerede store ændringer på området. Som han sammenfattede det: »Der skal mere ballade i dansk bistands- og udviklingspolitik.« Hvis man virkelig vil ændre på noget her i verden kan det ikke undgås – ja, det er nærmest et succeskriterium – at de eksisterende magtstrukturer bliver udfordret, og nogen vil reagere herpå.

Den tilgang er nu fundamentet i den nye strategi, der danner rammen for de danske organisationers arbejde, og som i øvrigt er den største nyskabelse i dansk udviklingspolitik i årtier.

Når de danske organisationer nu skal kritiseres, må følgende slås fast med syvtommersøm, så det ikke kan misforstås: De pågældende organisationer gør på mange et forbilledligt arbejde. Flere af dem – bl.a. de ansatte hos Læger uden Grænser – tager store personlige risici, som man kun kan have enorm respekt for.

Men der er desværre også plads til forbedringer. Det er på tide at organisationerne kommer ud af busken og angriber problemerne mere kreativt – og på sigt mere virkningsfuldt. Hvis man ikke skulle benytte den nye udviklingsstrategi i forhold til de syriske flygtninge, er det virkelig vanskeligt at se, hvornår man så skulle gøre det.

Der er stadig brug for klassisk nødhjælp og en ’kiks ogpulvermælk’-tilgang. Men der er også behov for væsentligt mere.

Organisationerne har den politiske ramme, som ikke bare gør det muligt, men faktisk henstiller til, at man skal være proaktiv på dette område. Man har, bl.a. i kraft af ekstrabevillinger, økonomien til det. Og man har med Syrien-konflikten en helt oplagt case og det perfekte udgangspunkt for at ’skabe mere ballade’, som Friis-Bach har efterlyst, og kæmpe for rettigheder til de mennesker, man skal hjælpe.

Potentialet i Syrien

Hvad er det egentlige problem i Syrien? Det overordende problem er, at der er en konflikt, hvor civile lider. Og det endnu mere konkrete problem er, at omverdenens passivitet har fået det tyrkiske beredskab til at kollapse, hvorfor de har lukket grænsen af og gjort det umuligt for syrerne at flygte den vej.

Man har ifølge FN’s menneskerettighedscharter netop ret til beskyttelse og flygtningestatus i tilfælde af krig og forfølgelse. Det er præcist den rettighed mange hundredetusinde syriske flygtninge er frataget, og det er desværre også på det punkt, at de danske organisationer er tavse som østers.

Hvor er den oplagte kritik af verdenssamfundets passivitet i forhold til at hjælpe tyrkerne? Hvorfor udfordres – eller i hvert fald udstilles – de stormagter, der enten spiller en aktiv rolle i konflikten, eller bare lader det ske, ikke? Og allermest oplagt: Hvor er det fokus, der burde være på syrernes (mangel på) rettigheder, som flygtninge og civile ofre i en blodig konflikt?

Det glimrer ved sit fravær. Og det er både sørgeligt og beklageligt. Er der virkelig slet ikke nogen organisationer, der har råbt op eller påtalt problemer i denne forbindelse?

Jo, da udviklingsministeren proklamerede ekstrabevillingen på 25 millioner kroner, reagerede Røde Kors, fordi de ikke fik en større andel af pengene. Man mente at være bedre end de andre organisationer, og var fornærmet over ’kun’ at få lige knap fire millioner.

Her vil Røde Kors antageligvis mene, at de jo netop kæmper på flygtningenes vegne, når man udtaler en sådan kritik. Men det er naturligvis ikke den form for konkurrence mellem udviklingsorganisationerne, der menes med en rettighedsbaseret tilgang.

Alt i alt kan man sige, at organisationerne ikke bare svigter den nye danske udviklingsstrategi, men også de mennesker, de skulle hjælpe. Det er – apropos udvikling – simpelthen tvingende nødvendigt, at de danske organisationer udvikler sig, og bliver mere modige og langsigtede i deres tilgang. De skal turde kritisere og italesætte de forhold, som gør at akut nødhjælp ind imellem, trods alt, er nødvendigt.

Lige nu venter mere end en million fordrevne syrere på, at det skal ske.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold. Han kommenterer fast udviklingspolitiske problemstillinger for Kristeligt Dagblad og er desuden mellemøstredaktør ved magasinet RÆSON