Kommentar

Universitetskritikkens misforståede korstog

Morten Østergaard (R) vil have mere undervisning på universiteterne. Men med kontrol af timeantallet fratager han universiteterne friheden, lyder kritikken. Men kritikerne er ikke det frie universitets vagthunde – de er paradekritikere, der råber ’Forfald!’ hver gang magten anvendes
31. oktober 2012

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) bliver hængt ud i Information (23. okt.) for at »stramme grebet på universiteterne«. Han vil indføre et system, hvor forskerne på universitetet skal registrere, hvor meget de underviser.

Systemet er et resultat af en meget lang debat, der grundlæggende handler om, at man – særligt under den lidet savnede forskningsminister Helge Sander (V) – udviklede en universitetskultur, hvor forskerne var så optaget af at forske, at undervisningen blev nedprioriteret i en grad, så den nogle steder næsten forsvandt. Dette forhold blev kritiseret fra mange sider.

Rigsrevisionen konstaterede bl.a., at der findes uddannelser med helt ned til tre timers undervisning om ugen. Den kritik fik ministeren til at reagere. Derfor skal der foretages en revision af det eksisterende system og måske etableres et nyt. De studerende skal simpelthen garanteres undervisning.

Kommentarsporet til Østergaard-artiklen er ikke overraskende. Den ene debattør efter den anden begræder, at der nu skal indføres mere bureaukrati og kontrol – fuldstændig i forlængelse af artiklens vinkling. Vi skal have frie universiteter, argumenteres der, hvorefter der refereres til en ikke nærmere bestemt fortid, hvor universiteterne tilsyneladende var frie.

Professorvældet lever

Mener debattørerne marxismens eller professorvældets universitet? Eller hvad? Reaktionerne på ministerens beslutning har fuldstændig glemt kritikken af den manglende undervisning på universiteterne – en kritik, man selv har været med til at fremføre.

Noget af det værste, man som universitetsstuderende skal, er at skulle opsøge forskere. De har nemlig meget travlt, de lader i hvert fald som om.

Ideen om, at professorvældets tid er slut, er primært en aftale forskerne har lavet med hinanden, så de kan føle sig bedre tilpas med sig selv; de studerende har pr. automatik ikke ret til at mene, at der finder andet end en herredømmefri samtale sted. En temmelig tåbelig holdning, hvis man bare én gang overværer vejledningsforløb fra sidelinjen. Bare det at få forskeren i tale er svært. Og nogle er så uheldige at have meget lidt undervisning, hvor de naturligt kan spørge ind til forskningen. Men den forskning, som forskere bedriver, ville ikke være nær så uforståelig – ikke afføde nær så mange e-mail og jeg kom lige forbi dit kontor- spørgsmål – hvis den i højere grad blev formidlet.

Det ved de personer også godt, der nu kritiserer ministerens ageren, der sker på baggrund af selvsamme personers tidligere kritik. Derfor er det noget ævl og en omgang letkøbt forfaldsromantik, at man ikke vil anerkende ministerens anerkendelse af ens kritik. Når ministeren reagerer ved at ville sikre, at man skal kunne bevise, at man underviser sine studerende, er det om at komme ind i kampen og præge udformningen af, hvordan man gør det på en ubureaukratisk måde – ikke afvise initiativet i sig selv.

Sander som den nye helt?

Der er ingen tvivl om, at universiteterne er overbureaukratiserede. Det er en uhensigtsmæssig udvikling, og det må stoppes. Men nye initiativer – heller ikke administrative – kan håndteres uden systematiske arbejdsgange. Hvad forestiller disse iltre kritikere af ministeren sig egentlig? At man giver hinanden håndslag?

Man kunne jo også prøve at spille med og foreslå noget konstruktivt. Såsom at alle indsendte deres undervisningstimer til en person, der lagde dem sammen og således præsenterede et fags/instituts/fakultets antal samlede undervisningstimer.

Forløbets måske allermest absurde konsekvens er, at der blandt de talrige kritikere af Helge Sanders terrorregime – for det var, hvad det var – tilsyneladende findes en pulje af journalister og forskere, som bliver ved med at kritisere magten, uanset hvad den vil. Også selv om den (næsten) har skiftet farve, og vil ændre på nogle af de skævvridninger i universitetets praksis, som Sanders ministertid afstedkom. Resultatet – og det er det virkelig absurde – er, at nogle af Sanders kritikere nu forsvarer ham.

Kritikkens selvsving

Det er trist på flere planer. Det mest indlysende er, at Østergaards kritikere afslører sig selv. De er ikke det frie universitets vagthunde, men blot paradekritikere, der råber »Forfald!« hver gang magten anvendes, uanset hvad den anvendes til.

Uden skelnen og perspektiv udråbes al forandring til en bevægelse væk fra noget, der var tættere på det humboldtske ideal. Også selv om forandringen består i en ministeriel kontraordre til en tidligere ministeriel beslutning, der minsandten også var en bevægelse væk fra det humboldtske ideal.

I kommentarfeltet på Informations hjemmeside slutter en af kommentarerne: »Jeg syntes også, at den radikale Morten Østergaard er en idiot, men altså ikke i dette spørgsmål.«

I denne undskyldning for enigheden findes nok en del af svaret på, hvorfor kritikken bliver ved, selv om den synes blind. Og svaret er simpelt: Det er farligt at holde med magten. Kritikken er gået i selvsving, den må blive ved. Rationalet synes at være, at der jo ellers ingen kritik er. Men kritikerne burde tænke over, hvor lette de er at manipulere med. Er det virkelig sådan, at den politiske magts handling pr. definition er skadelig for universitetet? Selv handlinger, der forsøger at rette op på tidligere tiders skadelige handlinger? Endda i forlængelse af en tidligere fremført kritik, som den konkrete handling faktisk imødekommer? Man kunne måske overveje, om ikke kritikken i højere grad burde kritisere sig selv. Hvis ministeren handler i overensstemmelse med ens egne synspunkter, hvorfor skal han så udnævnes til idiot?

 

Ole Olesen-Bagneux er ph.d.-stipendiat på IVA, Informationsvidenskabelige Akademi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu