Klumme

Er det værre at fravælge en pige i uge 18 end et sundt barn i uge 12?

Abortmodstanderen Inge Kroghs berygtede antiabort-kampagne ændrede mit syn på fostre. Billederne ændrede derimod ikke min holdning til fri abort som en helt afgørende forudsætning for kvinders frigørelse
23. oktober 2012

Da Folketinget i 1973 vedtog loven om fri abort inden for 12. graviditetsuge, var jeg 16 år og havde oplevet angsten for, at en udeblevet menstruation ville ændre min fremtid radikalt fra drømme om en universitetsuddannelse til et barnevognskørekort.

Så jeg overtog helhjertet aborttilhængernes parole om kvindens ret til at bestemme over egen krop og accepterede ukritisk argumentet om, at fostret var ikke-liv. Forestillingen var en art nødvendig, kollektiv fortrængning; tiden og tonen var ikke til nuancer.

Veninders fysiske og psykiske reaktioner på provokeret abort fik mig til at tvivle på, om aborter var problemfri for den gravide, og lægen Inge Kroghs berygtede anti-abort-kampagne ændrede mit syn på fostre. I sine foredrag viste hun lysbilleder af udskrabede fostre klippet sammen med billeder af lig fra koncentrationslejre. Uetisk propaganda, kaldte Lægeforeningen det – men effektiv! Billederne blev distribueret i en pjece, og de blodige fine små lemmer, tæer og fingre ændrede mit syn på 12 ugers fostre: De er liv, og når man provokerer en abort, slår man ihjel.

Billederne ændrede derimod ikke min holdning til fri abort som en helt afgørende forudsætning for kvinders frigørelse.

Fosterdiagnostikkens udvikling skærper dette etiske dilemma. I weekenden var DR’s tophistorie, at danske kvinder rejser til Sverige for at få abort, hvis de er utilfredse med barnets køn. På den anden side af sundet er grænsen for legal abort nemlig 18. graviditets uge. Da scanninger, der afslører fostrets køn, finder sted i 14. uge, har den gravide altså fire uger ekstra at handle i.

Ingen aner, hvor mange aborter det drejer sig om. Alligevel udløste historien en bølge af forargelse: »Det er umenneskeligt. Hvis man ikke er i stand til at elske et barn, fordi det har ’et forkert køn’, så burde man slet ikke få børn,« skrev en Ekstra Blads læser.

Flere medlemmer af Etisk Råd gav udtryk for samme synspunkt – »der skal være tale om meget alvorlige handicap, før man kan begynde at overveje at gribe til abort. Et barn er jo en gave, man får, og den må man være glad for, uanset om det er en dreng eller pige,« sagde professor Niels Jørgen Cappelørn.

Som medlem af Abortrådet, der kan bevilge tilladelse til abort efter 12. uge, fortalte lægen Birgit Petersson, at sådanne sene køns-aborter primært bevilges kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, fordi de vil sikre familien et mandligt overhoved.

Ikke uventet blev partiordførerne rystede på stribe. Men før de ryster ugennemtænkte lovforslag ud af ærmerne, bør vi overveje nogle spørgsmål:

Indtil 12. graviditetsuge er alle årsager til abort legitime i Danmark. I Sverige er alle grunde legitime indtil 18. graviditetsuge. Gør det svenskerne til barbarer?

I 2003 formulerede Sundhedsstyrelsen nye tilbud om fosterdiagnostik og understregede, at formålet ikke var »at forhindre fødsel af børn med alvorlig sygdom eller handicap«, men at give den enkelte kvinde mulighed for et kvalificeret valg. Næppe tilfældigt regnede Hovedstadens Sygehusfællesskab nogenlunde samtidig ud, at det var billigere at tilbyde gravide fosterdiagnostik, end at de handicappede fostre blev født. Denne statsplanlagte, men individualiserede form for racehygiejne lykkedes – præsenteret for sådan et kvalificeret valg vælger flertallet nemlig samfundsøkonomisk korrekt.

Dertil kommer Abortrådets bevillinger efter 12-ugers grænsen: 487 aborter i 2011. Langt de fleste fordi fostret var stærkt handicappet.

Men mindre kunne gøre det, eksempelvis »fejlstilling af begge hænder, håndleddene lader ikke til at være bevægelige«, som der stod i en samrådsprotokol om en graviditet i 22. uge. Tvillinger var et andet accepteret grundlag. Læg dertil, at 118 af fostrene havde Downs syndrom, som sjældent vil ødelægge barnets livsglæde, men måske nok spænde ben for moderens og farens livsambitioner. Det samme gælder pigebørn med Turners syndrom.

Så jeg insisterer på spørgsmålet: Er den enkelte kvindes fravalg af et pigefoster mere forkastelig end samfundets let maskerede opfordring til abort af et handicap, accepten af tvillingeabort – eller af sunde fostre på grund af moderens alder, modenhed eller økonomiske situation?

Jeg tøver med svaret.

 

 

Pia Fris Laneth er journalist, forfatter og foredragsholder

Ugens personlige klummer: Mandag: DerudefraTirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturenFredag: 10’erneLørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Prætorius

"Er det værre at fravælge en pige i uge 18 end et sundt barn i uge 12?"

Sidst jeg tjekkede var det ikke en sygdom at være pige...

Andreas Prætorius

Man kunne også vende den om og sige: hvis den nævnte kvinde har haft 12 uger til at beslutte sig. Og besluttet sig til at beholde barnet, vel vidende at det var fristen. Hvorfor ændre mening to uger efter pga. barnets køn?

Det sagt så ved jeg ikke om man skal lave særlovgivninger om ligepræcis det fænomen at tage til sverige for at aborterer. Fri bevægelighed og frit sygehusvalg og alt det.

Læs lige hele artiklen, der er flere svære spørgsmål:
"Er den enkelte kvindes fravalg af et pigefoster mere forkastelig end samfundets let maskerede opfordring til abort af et handicap, accepten af tvillingeabort – eller af sunde fostre på grund af moderens alder, modenhed eller økonomiske situation?
Kan I bare svare ja eller nej til det sådan hurtigt fra hoften?

Et andet problem i sagen er, at det tilsyneladende er indvandrere, der får denne ekstra mulighed - igen et knæfald for disse racistiske, kvindeundertrykkende folk, der indvandrer til DK.
Stop dog denne galskab - eller lav ens regler for alle.
Det kan da godt være, at 18 uger er en ligeså rimelig grænse, men nu siger den gældende lov altså 12 uger.

Denne artikkel fik mig til at tænke til om abortspørgsmålet. Min "fra hoften" reaktion var: Ja det er forkert at fravælge et foster ud fra dettes køn.

Når jeg begynder at tænke nærmere er den etiske problematikken dog langt fra enkel. Da Danmark besluttede at inføre den fri abort var det ud fra ræsonnementet at kvinden havde ret til at bestemme over sin egen krop. Om etikken i dette beslut kan der siges meget men alternativet at forbyde den fri abort er i opfattelse ikke et valg med tanke på de store menneskelige omkostninger der var inden den fri abort.

Når vi nu har bestemt at kvinden skal have ret til at bestemme over sin egen krop har vi overladt beslutningsretten til den enkelte kvinde. Vi kan ikke begynde at sige at denne ret kun skal findes når kvindens valg stemmer med hvad vi synes er et ret valg. Så selvom jeg personligt synes at det føles diskutabelt må mit svar på Pia Andreasens spørgsmål blive nej.

Hvis vi begynder at diskutere grænsen for hvornår det er ret at gøre abort ved sygdom er grænsen heller ikke enkel. Skal den sættes ved Downs syndrom? Ved hareskår? Ved farveblindhed? Ved en familiær øget cancerrisiko?

At være pige er ingen sygdom men farveblinhed er. Vi kan ikke lovgivningsmæssigt sætte sådanne grænser. Det må vi overlade til den enkelte kvinde.

mvh
Erik Kall

"Er det værre at fravælge en pige i uge 18 end et sundt barn i uge 12?"

Skulle vi starte med at slå fast at pigebørn altså også sagtens kan være sunde?

Egentligt er det en pseudo-debat.

Problemet opstår allerede i det øjeblik forbudet mod abort ophæves.

Om det er 12' eller 18' uge flytter ikke et komma i den etiske dimension.

Vi kommer hele tiden tilbage til baggrunden for beslutningen om abort.

Men HAR man givet tilladelse til fri abort, så har man samtidigt sagt ja til alle mulige useriøse bevægegrunde for abort.

Det er besværligt med et barn, jeg har ikke kræfter til at opdrage et barn, faderen er neger, kønnet er forkert, etc. etc.

Like it or not.

Frihed er desværre også frihed til at opføre sig uetisk.

Det skulle man sq have tænkt på da man satte aborten fri.

Men dengang gik argumenterne på at det var ingen problem, og kvinden skulle naturligvis bestemme over sin egen krop, etc. etc.

Og så er vi tilbage til at træffe den rigtige beslutning udfra nogle forkerte argumenter.
Nissen flytter med.

Vi andre kan jo bare læne os tilbage, og sige 'Hvad sagde jeg'.

Mikkel Andersen

I Indien fødes hver dag 7000 færre piger end drenge.... ikke 7000 hvert år eller måned men hver evig eneste dag.... det er fuldstædig absurd, og sætter vores almindelige hverdagsproblemer i et mærkeligt lys.
Af de 7000 er de fleste (forhåbentlig) aborter, mens drab på spædbørn også er almindeligt, særligt i landdistrikterne.

I artiklen citeres en læge for følgende ord:

"Et barn er jo en gave, man får, og den må man være glad for, ..........,«

Det ligner en udtalelse, som Paven eller den reaktionæreTea Party bevægelse i USA kunne skrive under på i deres kamp mod abort uanset hvordan graviditeten er opstået og med tilsidesættelse af kvinders ret til selvbestemmelse.

Det er også en udtalelse, der blokerer fpr en helt nødvendig familieplanlægning i f eks udviklingslandene.

Det er vigtigt at fastholde kvinders ret til suverænt at bestemme over deres egen krop og dermed også retten til fri abort.

At der er enkelte eksempler på kvinder, der vælger abort af grunde, som er uacceptable for os andre betyder ikke, at vi skal lave love til begrænsning af kvindernes frihed til at vælge.

De mere reaktionære religiøse kredse vil konstant fremdrage enkeltstående eksempler på underlige motiver til at vælge abort for derved at få undermineret respekten for kvindernes ret til selvbestemmelse.

I øvrigt er abort ikke nødendigvis en traumatisk oplevelse for kvinden. Hvis kvindens omgivelser ikke er kritiske, men positivte og støttende, så er der ingen "skyldfølelse" - men hvis alle står med triste miner og spørger, om hun har det skidt med sig selv, så kan hun da godt blive "hjernevasket"t ud i en (helt unødvendig) depression .

Sabine Behrmann

@ Egon Maltzon

Jeg er enig i, at det er en pseudodebat. Men den starter ved, at udgangspunktet for hele diskussionen synes at være, at det at blive født er noget ubetinget positivt.

@Sabine Behrmann:

Jeg forstår godt hvad du mener, men uden at der skal gå Godwin i den, så er det på en eller anden måde altid der hvor eutanasi begynder.

Sagt med andre ord, hvem bestemmer at det er bedst at et barn ikke bliver født ?
Imamen ?

Egon:

Den potentielle mor.

Diverse religiøse eller på anden måde bestemmelystne har haft travlt med at opfinde modargumenter overfor den fri abort lige siden indførelsen. De glemmer tilsyneladende ganske tilstandene før?

Det undrer mig fænomenalt, at mange klapper begejstret i pingvinlufferne, når argumentet om 'ret til liv' kommer blafrende, og ganske glemmer det der i sin tid lå til grund for beslutningen om 12- hhv. 16-ugersgrænse for fri adgang til abort:

Et foster bliver til et barn, et individ, når det kan overleve udenfor livmoderen. Indtil da er et foster fysiologisk set en snylter, der er direkte afhængig af sin biologiske rugekasse. Uanset alle de floromvundne fraser er det et faktum. Individ in potentia, men ikke endnu.

Så spørgsmålet i overskriften? Nej, jeg ser ingen forskel. Hellere en begrundet abort end et usselt liv som uønsket. Og hellere en abort under korrekte forhold end hos en kvaksalver.

Sören Tolsgaard

@Dana Hansen: Da vi lever i en kynisk verden, må jeg ud fra en pragmatisk tilgang give dig ret.

Men der findes dog andre perspektiver: Er et barn nødvendigvis uønsket fordi det forældre ikke ønsker det? Før i tiden var der større åbenhed i forhold til at andre tog sig af sådanne børn, men nu fokuserer vi stadig mere på den enkeltes ubetingede rettigheder, også når det gælder retten til at destruere det spirende liv.

Opfattelsen af fosteret som en snylter er bekvem, hvis man vil fortrænge de forhold, som omgærder undfangelsen. De involverede forældre er på forskelig vis ansvarlige for, at dette foster har inkarneret sig på dette sted, og man bør ikke efterfølgende reducere fosteret til en snylter blot for bekvemmelighedens skyld. Om ikke andet må man da lære af sine fejltrin.

Teknologien gør det muligt at foretage abort med minimeret risiko. Derfor foretrækker vi fri abort fremfor kvaksalveri. Der er dog fortsat grænser for, hvor vidt vi etisk kan forsvare at tilintetgøre et foster, idet aborten bliver vanskeligere, jo længere henne graviditeten er, og fosterets dødsproces bliver mere makaber. Det tidspunkt, hvor teknologien kan holde liv i et foster, forskydes stadig, så inden længe vil de fleste fostre kunne overleve. Det åbner helt nye etiske problemer, for har vi ret til at tilintetgøre et levedygtigt foster, mens vi kæmper for at holde andre i live? Det er snart ikke længere et spørgsmål om kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, men om hvem, der har ret til at bestemme over fortsættelsen af det liv, som teknikken magter at redde.

"Det er vigtigt at fastholde kvinders ret til suverænt at bestemme over deres egen krop og dermed også retten til fri abort".

Jamen når en kvinde vælger at få foretaget abort, er det jo netop ikke hendes egen krop, hun disponerer over, men et andet individ, som hun berøver livet.

Bo Jørgensen: nej det er det ikke. Det er et foster der lever i KVINDENS krop og KVINDENS livmoder, derfor er det også hendes valg.

@ Ann Bille.

Hvis vi for en stund ser bort fra gældende lovgivning og vælger at anskue tingene ud fra din defination, skulle der ikke være et etisk problem i at aflive et barn, som befinder sig i eksempelvis 8. - 9. graviditetsmåned?

@Bo Jørgensen:
Aflivning ville jeg aldrig kalde det, jeg kalder det at fjerne et foster/barn og man kan i sjældne tilfælde (og det sker netop meget sjældent) fjerne et barn langt henne i graviditeten hvis det truer kvindens eget liv dvs hvis læger vurderer at moderen vil dø af fødslen.

@ Ann Bille:

Uanset om man anvender et ikke-værdiladet ord som at "fjerne" et foster, vil konsekvensen for barnet blive, at det mister livet.

@Bo Jørgensen: ja og sådan kan det nogle gange være hvis man i stedet vil redde moderen.
Bottom-line: kvinder skal selv bestemme over deres egen krop, ligesom mænd nok også sætter pris på at de bestemmer over deres egen krop.

@Ann Bille:
Jeg synes du er lovlig dogmantisk i denne sag
Du kan da ikke bortforklare at et foster ikke er en del af kvinden krop men et andet individ?
Abort må efter min mening kun tillades for forhindre et større onde end det som aborten i grunden er.
Så jeg finder det ikke uproblematiskt - men forståeligt - når man vælger abort når forsteret har downssyndrom f.eks
Vi undgår ikke en etisk diskussion ved blot at henvise til kvindens ret til at bestemme over sin krop

Vibeke Svenningsen

Ole:

Ok - vi skal have den etiske debat omkring kvindens ret selvbestemmelse over egen krop mht abort, men ikke iht at bortabortere fostre med diverse handicap, hvor de mennesker, der i dag lever med disse handicap bestemt ikke finder deres liv ubærlige?

Forklar mig lige nogen logik i den etiske dimension, når man anlægger vinklen livets ukrænkelighed eller noget?!

Vibeke Svenningsen

Ole:

Du mener, det er forståeligt, fostre med dowm fravælges ergo er disse fostres liv ikke ukrænkelig, selvom levende mennesker, der lever med dowm ikke finder deres liv ubærlige - tværtimod. Men du mener, vi da etisk skal forholde os samlet til kvindens almene ret til abort, men ikke ved fx down. Hvordan laver du etisk denne skelnen, så det i et livets ukrænkelighedsperspektiv giver mening?

Hvordan skelner du den ene fostres værdi fra det andet, når du vil hive det op på et etisk plan?

Læger bruger undertiden deres faglige evner på at holde liv i for tidligt født forstre, som overlever og bliver fuldbårne mennesker. I andre tilfælde foretager de provokerede aborter af fostre, der er ældre.

For mig at se hersker der ikke tvivl om, at en provokeret abort er et indgreb, hvor man afbryder et spædt individ sit liv.

Vibeke Svenningsen

Der skal dog ikke herske tvivlom, at jeg rent personligt ikke deler værdier med mennesker, der fravælger et barn grundet køn. Men som kvinde må jeg da også tænke over - ja, ok...det støder mig, men hvordan må visse mennesker med handicap efterhånden føle det. Det er end ikke længere en etisk diskussion værd, om de har liv, der er værd at hjælp til verden. Jeg har ikke svarene, men mener så også, vi rent lovgivningsmæssig kan stille os til herre over, hvilke motiv, nogen måtte have for at vælge en abort, npr den foretages inden for den lovbefæstede grænse. Hvor meget det end river i mig at måtte vedkende mig dette, som det eneste mulige.

Vibeke Svenningsen

Bo:

Jeg tror nu næppe, der er et overlap. Jeg mener grænsen går ved 24 uger, og disse kan mig bekendt endnu ikke overleve.

@Vibeke: Jeg skrev som sagt at det var problematiskt at så mange vælger abort når fosteret har downssyndrom - om end forståeligt. Det er da selvfølgelig noget man skal diskutere. Måske kan man ændre folks opfattelse af hvad det betyder at få et barn med downs syndrom. Men jeg tænker slet ikke på at ville forbyde abort i det tilfælde.
Jeg tror at mange vælger abort fordi de i situationen ikke kan overskue den situation de er havnet i og de vælger 'det sikre' abort. Senere fortryder de måske og må leve med skyldfølelse resten af livet

Vibeke Svenningsen

Hvorfor er det etisk mere forståeligt? Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Det giver jo ingen måde mening. Udfra optikken et liv er et liv osv - så hænger det bare ikke sammen.

@Vibeke: Mit udgangspunkt er at abort kun må ske når det kan forhindre et større onde end det onde aborten er. D.v..s. et barn med downssyndrom er jo ikke et normalt barn. Det kræver ekstra menneskelig overskud
og kræfter at være forældre til et sådant barn. Det kan være hårdt men det kan også være meget givende.(jeg taler ikke af egen erfaring)
Så er man som kommende forældre ikke i den situation at man kan tage betryggende vare på et sådant barn mener jeg det etiskt er i orden at vælge abort

Vibeke Svenningsen

Ole:

Det er jo din mening. Hvor er den almene etik, der kan overføres på andre, så de må fjerne et foster med down, men ikke et andet? Mange forældre oplever da større problem med et helt normalt barn end et med down - det kan man da ikke stille så entydigt op. Mange for tidligt fødte får fx handicap - skal man så lade være at redde osv. Der er da ikke nogen overordnet etik, der sådan er almengyldig.

@Vibeke: 'overordnet etik'? jeg er ikke helt med
fordi der 'er min mening' er det vel ikke irrelevant?
Etik tager da udgangpunkt i en personlig holdning
At tillade abort for at forhindre er større onde ved ikke at udføre den, er da et udmærket udgangspunkt for en 'overordnet' etik
har du et bedre?

@Dana Hansen:

Jeg er ikke modstander af fri abort.

Jeg er modstander af den tankefri abort :-).

At herske over liv og død vil aldrig være let.

Det er vel også derfor det ofte banaliseres i debatten.

Mange kvinder jeg har kendt fik foretaget en 'ubekymret' abort tilbage i firserne, for siden at blive hjemsøgt at skyld.
Vi skylder måske at oplyse disse kvinder om at der desværre ikke er nogen let løsning.

Vibeke Svenningsen

Ole:

Ja, etik er jo noget andet end moral og religion. Det skal jo have en almengyldighed, hvis det trækkes op som en etisk lovmæssighed.

Jeg kan da fx ikke sætte mig ind i, hvor "ondt"(for at bruge dit ord) det er for en fundamentalistisk islamistiske kvinde kun at føde pigebørn? Det aner jeg da klap om - jeg kan undres over der set i lyset af, at et forstres kæn er knyttet til sædcellen. Men jeg kan ikke udtale mig om hendes "onde" - men jeg kan sætte generelle regler op for abort.

@Vibeke: Jeg taler ikke specielt om lovgivning. Man kan ikke lovgive sig ud af alle etiske dilemmaer.
Jeg tænker på holdninger til abort. Har man fri abort som her i landet så har man samtidig lagt et stort ansvar over på de kommende forældre. Det er deres afgørelse. Det er vigtigt at man som kommende forældre er så bevidst som muligt om den situation man kan blive sat i: abort eller ej? Frihed giver ansvar. Og til tider er det et svært ansvar af løfte alene. Derfor er det vgtigt at alle involverede i en sådan afgørelse
(de kommende forældre, bedsteforældre, læge, sociarådgiver etc.) har afklarede holdninger til sagen så de kan støtte den gravide bedst muligt
og ikke blot tale om 'kvinden ret til at bestemme over egne krop'

Martin B. Vestergaard

For at svare på svare på spørgsmålet i overskriften: Nej det er ikke værre at dræbe en pige i 18 uge end et sundt barn i 12 uge. Der er i begge tilfælde tale om drab på et ufødt barn, at kalde det abort er ikke helt retvisende, provokeret abort er til forskel fra naturlig abort et indgreb hvor man dræber et barn i livmoderen.

Men det er i min optik en skærpende omstændighed at dræbe barnet fordi det har det forkerte køn. Hvis en person skød en tilfældig forbipasserende fordi det var en kvinde ville det blive takseret som en "hate crime" og det vil derfor være en skærpende omstændighed. Interessant nok tillader samfundet at man dræber handicappede børn sent i graviditeten, netop med begrundelse i deres handikap, men hvis barnet efter fødslen blev dræbt på grund af et handicap, så ville der være tale om en skærpende omstændighed.

Og med hensyn til argumentet om kvinders ret til at bestemme over egen krop, så vil jeg tilslutte mig koret af dem der mener det jo nettop ikke er egen krop, men barnets kvinden ønsker ret til at bestemme over. Og hvis det var kvindens ret til at bestemme over egen krop, skulle abort jo være lovlig helt frem til fødslen.

Mads Kjærgård

Hvordan kan man gå ind for kvindefrigørelse og så samtidig mene at det er i orden, at et foster bliver dræbt fordi, det er en pige? Abort er vel i orden, hvis man føler at man ikke har overskud/evne til at være forældre, men det var vel aldrig tænkt som en frasorteringsmekanisme af den art! Hvem siger forøvrigt det er kvinden der bestemmer over sin krop, eftersom det er entniske famlier, så lyder det nærmere som om, det er manden!

Majbritt Nielsen

Martin B. Vestergaard
Drab mod kvinder fordi de er kvinder bliver ikke dømt som hate crime.
En af de største dødsårsager for kvinder i dag er at deres mænd/kærester slår dem ihjel.
Og der er ikke nogen steder nogen der nævner det som hate crime.
Og grotesk nok hvis en mand voldtager en kvinde og de kender hinanden, på en eller anden måde. Så er det en formildende omstændighed og giver rabat i strafudmålingen. Så vidt jeg kan forstå på medierne.

Så du må sku længere ud på landet med den der hate crime.
Sød tanke, men dur ikke i virkeligheden.

Christel Larsen

grunden til abortgrænsen ligger på 12 uger i dk er at indtil 12 uge kan man udskrabe fostret fra livmoderen

efter 12 uge igangsættes man med en fødsel. og i nogle tilfælde vil fostret være levende ved fødsel men der foretages pga situationen naturligvis ikke nogen livsforlængende handlinger.

vi glemmer når vi taler aborter , at der også forefindes mulighed for bortadoption i de tilfælde man ikke selv mener man har mulighed/lyst til et barn og at man er forbi 12 ugers grænsen.

Grunden til sveriges 18 ugers regel er fordi at fostre i enkelte tilfælde vil være levedygtige efter den alder.

I mine øjne er de værre at få abort i 12-18 uge, men som artiklen er inde på , er den ene begrundelse vel lige så god som den anden...Den fik da mig til at tænke..

Men det vil da være sørgeligt hvis det bliver almindelig praksis, og det på sigt ikke blev muligt for mange mænd at stifte familie, pga mangel på kvinder. På den anden side ville det måske hjælpe på overbefolkningsproblematikken ;)

Martin B. Vestergaard

@Majbrit Nielsen, du læser vist ret så selektivt. En mand der dræber sin kone/kæreste kan da vist ikke siges at dræbe en tilfældig kvinde fordi hun er kvinde. Hvis han derimod dræber en kvinde fordi hun er kvinde, ikke af jalusi, ikke for at berige sig og ikke af andre grunde, men udelukkende fordi hun var en kvinde, så ville det blive takseret som en skærpende omstændighed, ligesom hvis der var tale om en homoseksuel eller en med anden etnicitet/hudfarve. Og så ville han nok få en forvaringsdom.

At nogen mener jalusi eller det at man kender offeret, som i voldtægtssager, skulle være en formildende omstændighed går i øvrigt over min forstand.

Desuden tror jeg lige du skal genoverveje denne påstand: "En af de største dødsårsager for kvinder i dag er at deres mænd/kærester slår dem ihjel." Så galt står det trods alt ikke til. Selvom det desværre er en af de (og muligvis den) hyppigste årsag til drab på kvinder. Når man ser bort fra de ufødte kvinder altså.

@martin B Vestergaard

Tak for den med hate-crime. Den havde jeg ikke selv tænkt på.

@majbritt Nielsen

En af de største dødsårsager for kvinder i dag er at deres mænd/kærester slår dem ihjel.
Overdrivelse fremmer muligvis forståelsen. Men kun til en vis grad. Sprang resten af dit indlæg over.

Cæcilie Hoffmann

Hvorfor bliver folk oprørte over drabet på et pige-foster i 18. måned, når de har det fint med at "fjerne" et foster i 12. uge? Helt ærligt, hvad er forskellen?
Og hvad er forskellen på at dræbe et drengebarn, fordi en pige havde været meget mindre besværlig, og så at "fjerne" et handicappet barn, fordi man ikke personligt kan overskue at skulle leve med den ekstra udfordring?
Hvad er forskellen folkens? Der er i begge tilfælde i bund og grund tale om egoisme. At barnet ikke får lov at leve, fordi det ikke lever op til det, jeg havde forventet mig af livet som forælder. At jeg er bange for, hvordan mit liv vil ændre sig i en uhensigtsmæssig retning.
Den eneste grund til, at vi siger "et foster inden 12. uge er jo ikke et liv" er, at vi har fundet en undskyldning, vi er blevet enige om at acceptere, fordi den på en eller anden måde lyder plausibel nok. Men helt ærlig. Vågner barnet vireklig op i morens mave kl 00.00 første dag i 13. uge og tænker "Nu eksisterer jeg som individ!". Et foster er et liv fra undfangelsen af - I hate to break it to you.

Sten Christensen

"Er den enkelte kvindes fravalg af et pigefoster mere forkastelig end (samfundets let maskerede opfordring til) abort af et handicap, ....."
Parentesen om "samfundets let maskerede opfordring til" er min fordi jeg ikke mener samfundet kan lastes for en anbefaling blot fordi samfundet også vil have et gode af den. Den logik er der for meget 'tyv tror hver mand stjæler' over til min smag.
Ja, det er mere forkasteligt, det er ikke blot en indgriben i en graviditet det er indgriben i ligeret for kønnene.
Det øvrige af spørgsmålet, som jeg har udeladt, kan ikke besvares generelt, det må være en individuel vurdering.

Tidligere i artiklen: "Indtil 12. graviditetsuge er alle årsager til abort legitime i Danmark. I Sverige er alle grunde legitime indtil 18. graviditetsuge. Gør det svenskerne til barbarer?"
Næeh, men det gør de til barbarer der vælger p. g. a. køn!

SC
.

Sten Christensen

Cæcilie Hoffmann
Du er godt nok kynisk.
Det kunne jo tænkes at nogen fravælger et barn med handicap fordi de har deres tvivl om hvorvidt de, og siden samfundet, kan klare at give det barn, senere voksne, en anstændig tilværelse. Og det vil jeg da slet ikke, modsat dig, anklage nogen for at tvivle om.

SC
.

Martin B. Vestergaard

@Sten Christensen. Du er godt nok kynisk.Det du siger kan bruges til at retfærdiggøre at dræbe et handicappet barn, " fordi de har deres tvivl om hvorvidt de, og siden samfundet, kan klare at give det barn, senere voksne, en anstændig tilværelse."

Jeg er sådan set ligeglad med om drabet foregår før eller efter den 12 graviditetsuge, det er og bliver et drab.

Og jo, samfundet opfordrer til at man dræber handicappede børn inden de bliver født. Har nogle bekendte der fik at vide at de ventede sig et barn med rygmarvsbrok, og lægerne forsøgte at overtale dem til at få barnet fjernet, da de først vurderede at barnet "sandsynligvis ikke ville overleve", dernæst "ville blive 'en grøntsag'", dernæst "svært handicappet". Men forældrene svarede at de ville ikke have foretaget en provokeret abort da de anså det for at være drab. De har i dag en livsglad pige med dropfod, og lidt indlæringsvanskeligheder. Altså hverken en grøntsag eller et svært handicappet barn.