Læserbrev

Det er vores børn, ikke statens

12. oktober 2012

Det, jeg hører Anne Vang sige i sit indlæg er, at fordi integrationen af fremmede i Danmark ikke har virket, skal vi forsøge at løse det ved at velfungerende familier holder op med at lave de velfungerende aktiviteter (madpakke og lektiehjælp) samtidig med, at der skældes ud på dem, der ikke opdrager, og børnene tages væk fra alle forældre i form af længere skoledage. Hun skriver bl.a., at folkeskoler skal sørge for mad, at ressourcestærke elever kan hive de knap så ressourcestærke op, og lektielæsningen skal ske på skolen.

Børnenes vej formes af hjemmets tilstand. Mor og fars forventning, opbakning og opmuntring i børnehave og indskoling nærer aspirationen til at lære og deltage. Hvis den mangler, vil skolen kunne trække eleven i en retning. Hvis den er der, vil skolen fortsætte en positiv udvikling.For mit eget vedkommende er madpakkesmøring til de to skolepiger på seks og otte år en fornøjelig pligt, hvor jeg har mulighed for at tale med dem, om hvilken mad de kan lide, lave pakken, så den indeholder små overraskelser, og modtage feedback i form af en enten spist eller ikke-spist tilbagelevering af kasse. Som forælder giver det mig en høj grad af involvering i mine børns dagligdag.

Jeg vil samtidig hævde, at det er mit ansvar og min pligt, at mine børn får sund mad med i skole, og jeg er imod madordninger. Giv pengene til skolen i stedet for, så de kan købe mad til børn der ikke har forældre, der laver ordentlige madpakker.

For mange svage i en klasse

Anne Vang mener, at de ressourcestærke altid hiver de svageste med op. Det gør de kun så længe de såkaldt svageste ikke udgør en for stor minoritet, og slet ikke hvis de udgør en majoritet. I en klasse med 25 elever kan man måske rumme tre-fem svage, ikke 10.

Lektielæsning er også et sted hvor ressourcestærke forældre fortsat vil give deres egne børn et forspring. Selv en ni timers skoledag vil ikke kunne forhindre en forælder i at læse lidt ekstra, eller regne et par regnestykker med poderne. Heldagsskolen er et godt tiltag for de svageste elever, der ikke modtager hjælp hjemme.

Men det kommer ikke til at fjerne uligheden. Anne Vang gentager nogle konservative dyder, og det er fint. Forældre er dog hverken dumme eller hjerteløse, men tænker først og fremmest på, hvad der er bedst for netop deres barn. Meget få tillader, at deres egne børn bliver overleveret til staten for at løse større systemiske problemer som f.eks. Indre Nørrebros store søgning til privatskoler. Hvis man er fortvivlet over, at forældre tænker på eget afkom først, må man blive mindet om, at børnene tilhører forældrene – ikke staten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forskellen på børnenes muligheder i livet starter OGSÅ med , at der er forskel på forældrer.

Nogen ( de aller fleste ) er kærlige og betænksomme forældrer , der giver børnene støtte, tryghed og selvtilid - andre er mindre gode eller måske decideret uegnede , som giver børnene et sandt helvede hele barndommen.

Hvordan vil staten og Anne Vang udligne forskellen i kærlighed l til børnene ?

Det er ugørligt med mindre man trager alle børn fra forældrene og opdrager dem på børnehjem - så er alle lige elendigt stillede.

Anne Vang skal lade være med at ville misbruge andre folks børn. ( Hun bør heller ikke misbruge sine egne børn, men støtte dem og give dem tryghed.)

Robert Ørsted-Jensen

Hvis børn var forældrernes ejendom ville det være en forbrydelse af staten at blende sig hvis forældrerne mente at lidt pædofili er sundt for dem.

Selvfølgelig er børn ikke forældrernes ejendom og de er heller ikke statens - i det hele taget er mennesket ikke statens ejendom - det sidste er ultimativt set definitiononen på totalitarisme i rendyrket form.

Børn og børns trygge og sunde opvækst er og bør i et godt samfund være både forældrernes og statens - ansvar!

Børnene er vores fremtid, de skal overleve os, og de er de eneste væsner, som vi elsker ubetinget.

Anne vang sætter et præcist fokus på børnenes fremtid - sammen - det er nemlig kun i et velfungerende fællesskab at vore børn får og kan skabe muligheder for en ordentlig og god tilværelse.

Og pointen er jo netop at skal alle være med til at sørge for at vore børn får en god fremtid sammen . hver for sig kan de intet af betydning. Og ja - de stærke skal hjælpe de mindre stærke - de stærke skal ikke blive stærkere på bekostning af de svagere.

Hellere fem 7/8 "Einsteiner" ud af et godt fællesskab hvor alle har biddraget end en "Einsteiner" og fire der ikke kan bidrage med ret meget - fordi vi havde mere fokus på den individuelle og konkurrencen, end at sørge for at alle fik lyst, kompetencer og muligheder for at skabe deres fælles fremtid.

Det handler nemlig ikke om hvem der ejer børnene- det gør ingen! Det handler om at de rustes til at få et ordenligt og godt liv i deres fremtid - de er ikke sat i verden for blot at tilfredsstille vore individuelle egoistiske nu behov - det er noget vi iscenesætter ud fra vore egne egoistiske behov - ikke noget børnene har bedt om endsige har brug for i deres fremtid.

Hele denne debat skal også ses i lyset af den individualisme der er fremsprunget de sidste 20 - 30 år - hvor der - for folk i en kortsigtet tidshorisont - er fuldt fokus på konkurrence og at mig og mit barn skal ihvertfald ikke være taberen - med den underliggende præmis at nogen skal jo være taberen!
Ikke alle skal med i redningsbåden - kun nogen - ihvertfald mit barn!

I dette blik og med denne ageren tabes den vigtige gennem generationer erhvervede viden, at man sammen kan gøre meget mere end den enkelte kan for sig selv.

Det er ved et stærkt fællesskab de forrige generationer har skabt velfærdssamfundet med velfærd til alle - og det er med den egoistiske individualistiske nutidige samfundsholdning, vi er ved at nedbryde dette med det resultat at mange skal være tabere og få vinderne.

Så stor ros til Anne Vang for at huske os på vigtigheden for at vi tager et fælles ansvar - og for at hun som folkevalgt påtager sig ansvaret for at lægge en ny grundsten til at få fællesskabet med de tilhørende pligter og rettigheder samt glæde tilbage i vores børns fremtid.

Robert Ørsted-Jensen

"Hvis man er fortvivlet over, at forældre tænker på eget afkom først, må man blive mindet om, at børnene tilhører forældrene – ikke staten."

Kampman er på netop dette temmelig afgørende punkt et forbandet vrøvlehoved.

Robert Ørsted-Jensen

Børn som forældrenes ejendom er ekstremistisk amerikansk neo-liberalisme af værste skuffe - hwelt ovre på Tea-party siden - hvor vi også skal have lov til at købe hele våbenarsenalet lige op til vores private kampvogn til forsvar for vores familie

Der er en grund

– til at USA ikke har underskrevet FNs børnekonvention. Det amerikanske synspunkt er: at børnene tilhører forældrene. Så det skal FN blande sig uden om.

Derfor er den amerikanske holdning også, at revselsesretten er et privat anliggende.

Steffen Gliese

Nogle gange kan venlig ekstremisme vende op og ned på tingene. Der er intet ekstremt i, at børn er deres forældres, sådan har det altid været, og ikke engang FNs børnekonvention laver om på det. Der er en grund til, at børn er børn og ikke fødes som voksne, og det er, at børn skal dannes - ikke blot børn af mennesker, men også af alle mulige dyrearter, og det kan ikke udelukkes, at det også gælder de i stilhed lidende planter.
Børn har, som alle andre i samfundet, krav på at blive beskyttet mod overgreb, også fra deres forældre; men overgreb fra forældre er og bliver en sjældenhed, og selvfølgelig kan man lovgive imod dem, ligesom man lovgiver imod, at folk uden videre må brænde deres huse ned, selvom det er deres ejendom - eksemplet skal ikke trækkes videre end det. Samfundet kan sagtens sætte en grænse for folks adfærd ved at kriminalisere den; men afskaffelsen af revselsesretten er et forbud imod en handling, ikke en ret for barnet til at slippe, altså et lovindgreb, der begrænser den myndige borgers frihed, ligesom loven imod spritkørsel.

Lennart Kampmann

Jeg kan se at jeg rykker op i hierarkiet ;)

Denne artikel er startet som en kommentar til Anne Vangs indlæg forleden. Jeg må åbenbart have formuleret mig interessant, idet jeg er blevet ophøjet til artikel-forfatter.

Nuvel, det er vel ingen skam. ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Robert O Jensen

"Forbandet vrøvlehoved" indikerer at du går efter manden og ikke bolden.

Hate the game, not the player.

Med venlig hilsen
Lennart

Flemming Andersen

En rigtig god artikel, som fremhæver den naturlige, fornuftige og helt rigtige holdning at det er forældrene, der er den/dem der har ansvaret for børnene, ikke staten.

Forældre får i idealsituationen deres børn ud af, og af kærlighed og denne gør at de kærer om børnene på en måde staten aldrig vil kunne gøre. Hvert barn har, som et menneske krav på sin helt egen skæbne og at den bliver nurcet efter lige nøjagtig dette barn, til dette barns gavn, i respekt og samdrægtighed med fællesskabet, en nurcing samfundet aldrig vil kunne tilbyde, men som er helt naturlig for en forælder.

Børn har brug for rollemodeller at se op til og forældrene kan også her tilbyde sig helt naturligt til, en ting som staten i substituttilfælde forsøger at efterligne.
Lennart Kampmann beskriver forskellen ganske enkelt og enhver der gider tænke sig om kan se forskellen imellem et barn hvis forælder gider:

"madpakkesmøring til de to skolepiger på seks og otte år en fornøjelig pligt, hvor jeg har mulighed for at tale med dem, om hvilken mad de kan lide, lave pakken, så den indeholder små overraskelser, og modtage feedback i form af en enten spist eller ikke-spist tilbagelevering af kasse. Som forælder giver det mig en høj grad af involvering i mine børns dagligdag."

Og så det barn der får en madpakke udleveret af skolen får at få den rigtige ernæring, så det er bedst i stand til at modtage læring.

At begynde at våse om ejendomsret viser, i mine øjne, kun at man dels har et underligt forhold til de mennesker, der kaldles børn og at man ikke læser den holdning der bliver givet udtryk for i artiklen.
I artiklen tales der om omsorg,forventning, opbakning og opmuntring. Det er dette der fremhæves gennem artiklen ikke ejendomsret, hvilket man ikke kan have over andre mennesker her i landet.

Men man kan have retten som værge og den tilfalde lige så naturligt , den der har størst interesse og mulighed for af omsorgen lige det specielle barn, nemlig forælderen. Kun et samfund med mindre kloge politikere ville da også gøre det anderledes og ville til alle tider blive mistænkt for dunkle motiver, fordi det simpelthen vil være at gå umveje i opdragelsen.
Det er derfor kun i nødstilfælde at staten fratager forælderen retten som værge og enten påtager sig den selv eller overgiver til andre.
Jeg mener det måtte være hæsligt og dumt at bare tænke et samfund, der var opbygget på anden måde.

Hverken heldagsskolen eller madordninger er da nødvendigvis et udtryk for at staten vil "eje" børnene. Det første gør vel ikke den store forskel for de fleste børn i indskolingen og på mellemtrinnet, der alligevel er i SFO eller klub om eftermiddagen. De store vil nok (for de flestes vedkommende) helst være i skole så lidt som muligt, men deres timeantal nærmer sig også heldagsskolen.

Madordninger synes jeg er en god idé især hvis der er tale om frisklavet og sund mad og jeg har meget svært ved at forstå modstanden imod dem. Jeg kender mange voksne, der er glade for at have en madordning på deres arbejdsplads, hvorfor skulle vi ikke unde vores børn et ordentligt måltid midt på dagen i stedet for en halvgammel madpakke? Jeg ved at min egen søn (som går i 7 klasse), længe har sukket efter muligheden for et varmt måltid, som han ved at skolebørn får i mange andre lande. Det er ikke fordi han ikke værdsætter min madpakkesmøring,men fordi han simpelthen ikke synes at madpakker, der har ligget og æltet rundt i tasken en halv dag er specielt appetitlige. Nogle kan muligvis have det anderledes, men så er der vel heller ingen der vil forhindre de børn i at medbringe egen mad.

Faktisk synes jeg lektielæsning i hjemmet virker demotiverende på min søn og det er ikke fordi jeg ikke kan eller vil hjælpe ham. Jeg tror egentlig han ville gå til opgaverne med mere energi, hvis de var en integreret del af hans skoledag og ikke en sur pligt der forstyrrede hans fritid. Det ville da ikke forhindre mig i at øve særligt svære ting med ham eller hjælpe ham med større projekter.

Jeg kan ikke forstå Lennart Kampmans krampagtige hagen sig fast i madpakker og lektielæsning og det virker som om han mest argumenterer for at han vil gøre disse ting for sin egen skyld og ikke for sine børns (hans ejendom), selvom han taler om at forældre altid vil deres børns bedste.

Dilemmaet er igen her,Har man ansvar er man også ejer eller bestemmende.
Min mening et barn fødes uden egen indflydelse,barnet sættes i verden for at opfylde forældrenes behov og forhåbentlig i lyst og kærlighed.
Vores samfund ville jo hurtigt gå i stå,hvis ikke vi formerede os,banalt.
Men børn er samtidig deres egne med personlighed,udvikling evner m.v. og alligevel underlagt forældrenes kultur,gener,humør og ambitioner. Samfundet forandrer sig over tid og det er så samfundets forbandede pligt at sikre dets indbyggere inklusive børn et liv,hvor menneskerettighed,omsorg bliver tilgodeset.
Madpakkediskussion og ansvar for hinanden samt medansvar for andre er og bliver et moralsk og etisk diskussions tema.

Flemming Andersen

Hvis samfundet skulle have en forpligtelse til en skolemadsordning, hvis det så er det plan debatten skal føres på, så må det jo være overfor de skolebørn, hvis forældre ikke magter opgaven af en eller anden grund.

Det kan vel ikke være nogens hensigt at de skattekroner, der er så hårdt brug for alle andre eksistensielle steder, så som dagpenge, hospitaler eller f.eks. til at højne undervisningen og nedsætte klassekvotienten, skal bruges for at tilfredstille elevernes smag eller forældrenes dovenskab.
Vi skal jo sørge for at stille fornuftige velbegrundede krav til det offentlige, som ikke kun har udgangspunkt i egen situation.

Og skulle der være forældre , der ikke magter at smøre en madpakke, så kunne man jo med rette skulle spørge ind til om andre ting vigtige elementer i omsorg og opdragelse manglede og om retten som værge burde bevares. Det er jo så en anden problemstilling.

Forberedelse til næste dags arbejdsindsats kan man jo vælge at lære sine børn, som andre færdigheder eller overlade til dem at finde ud af er nødvendige i de fleste job på den ene eller den anden led af dem selv når den tid kommer. Fuldstændigt , som alle andre færdigheder forældre lærer deres børn, med mere eler mindre entusiasme afhængig af egen indstilling og barnets individuelle behov. Selvfølgeligt med de konsekvenser alle handlinger eller undladelse af handlinger måtte have.
Hvilket jo bare understøtter nødvendigheden af at forældrene har ansvaret for et barn, ikke samfundet.
Lektielæsning er på en skole en del af denne forberedelse til næste dag/lektion og samtidig en måde at spare undervisningstid på, hvor man øver det indlærte og kun ringe undervisningskraft er nødig.
At flytte den tid man øver det indlærte over som brug af undervisningstid, vil næppe fremme den effektivitet der er til rådighed, uden at øge omkostningerne, hvilket der ikke er udsigt til.

Igen må det være bedre at bruge indsatsen og lektiehjælpen der, hvor der er hjælp behov og undlade generelt at forsøge at omgøre naturlige familiemønstre, uden udsigt til fornuftige resultater, blot baseret på enkeltes ønske om magelighed.

Er svenske, finske, norske og tyske forældre dårligere forældre end danske? Og er amerikanske forældre dårligere end danske?

I USA er der lunch hver dag på de amerikanske high schools (skole for unge mellem 13 og 17 år). Og for mig at se er det en gang vrøvl og ævl at det at smøre madpakker skulle give en større involvering i børnenes liv. Og især at forældrene her får at vide hvilken mad børnene kan lide og ikke kan lide; burde forældre ikke vide dette? også uden at smøre madpakker?

Ift. resursestærke børn trækken fagligt svage børn er dette altså total korrekt: Alle undersøgelser viser dette. Alle undersøgelser viser også at det ikke afhænger af hvor mange fagligt svage der er i klassen. Det som er vigtigt er der måske er to, eller tre, eller fem fagligt stærke som de fagligt svage kan se op til som rolle-modeller.

Ift. lektielæsning vil jeg gerne henvise til HG* på Odder Handelsskole. Her har man brudt skemaet op i blokke, hvor man arbejder i temaer i en eller to uger. Eleverne har den samme lærer en hel dag - og det vigtigste: eleverne har en blok eller to hver dag, hvor de kan læse lektier, få hjælp til lektier eller opgaver eller få hjælp til at læse de tekster de skal anvende - senere.

*Handelsskolernes Grunduddannelse,

Kunne man lave noget tilsvarende ift. folkeskolen ville det være en god ting? Er L. Kampmann også imod lektie-cafeer på gymnasier, på hf, på VUC?

Flemming Andersen@

Det er vel et spørgsmål om politisk prioritering om man skal betale for en madordning eller ej. Som Karsten Aaen skriver ovenover, så er der madordninger i mange andre lande, også de, der ikke ellers bruger mange penge på offentlig velfærd. For mig at se kan de penge, der gives ud til mad og til at ansætte personale til at varetage ordningen være givet godt ud på længere sigt.

At investere i skolebørns sundhed via et godt måltid mad handler ikke kun om forældres magelighed, men om at sikre børn og unge de bedst mulige rammer for at lære både fagligt og socialt.

I mine øjne er det et problem kun at give skolemad til, de der er udpeget som værdigt trængende. Så får madordningen en stigmatiserende effekt både på børn og forældre frem for at være et element, der skaber sammenhængskraft i folkeskolen.

Jeg læser i øvrigt artiklen som et moralsk argument imod madordninger og lektielæsning på skolen - i betydningen: gode forældre foretrækker at smøre madpakker og læse lektier med deres børn frem for at overlade dem i statens klamme hænder. Ikke fordi det er billigere for samfundet, men fordi, børnene tilhører forældrene.

Mads Kjærgård

"Anne Vang mener, at de ressourcestærke altid hiver de svageste med op. Det gør de kun så længe de såkaldt svageste ikke udgør en for stor minoritet",

Det er nemlig rigtigt! Har 10 børn besluttet sig for at der ikke skal undervises eller at de ikke kan lide en bestemt lærer, så er der intet at stille op!

Jeg har haft børn på en Folkeskole, hvor der blev sat iild på ting i timen, hvor der blev stjålet, hvor der var et stikkerkodeks som betød tæsk og forfølgelse at overtræde, og hvor de såkaldt "svage" elever styrede det hele! Jeg tænker du skal være mere end almindelig intelligent for at kunne lære noget i det miljø, klart at de forældre, der ønsker deres børn skla have det godt og lære noget tager dem ud! Nogen skriver her "at børnene er deres egne" ja men det er jo tit og ofte børnene som trætte af mobning og ballade beder deres forældre om at skifte skole! Og det er de vel i deres ret til?

Steffen Gliese

Nej, Karsten Aaen, det er ikke nok med nogle få velfungerende børn, det er nødvendigt med få ikke-velfungerende! Hvad sker der i en klasse, hvor hovedparten har en modvillig indstilling? De bliver normdannende, og da det, der oftest går i stedet for interesse for skolegang er selvhævdende og destruktiv adfærd, er det den lige vej til folkeskolens undergang.
Det store flertal af børn og deres familier i dette samfund er helt almindelige, velfungerende familier, og det er i alles interesse, at også dem, der i dag har problemet med at finde ind til samfundets almindelige pluralisme og aktive deltagelse, sætter standarden. For børn, der er vant til, at der aldrig er råd til noget, er det en fantastisk oplevelse at opleve, når der rent faktisk er ressourcer, og at ting kan lade sig gøre - det er et enormt frigørende potentiale, der findes her, og for mange vejen ud af social fastholdelse. Vi lærer ved eksemplet, og kun ved at møde veje til frihed kan man bryde børns negative selvbillede.

Steffen Gliese

Det er åbenbart et umuligt koncept for mange at forstå, at noget af det, børn i skolen skal lære, er at handle selvstændigt, f.eks. ved lektielæsning - det er ellers det, vi i stort og småt praler af som en særlig dansk værdi. Ligeså at lære at gøre noget, fordi man skal, hvor svært eller ligefrem umuligt det end kan virke. At overkomme er at blive stærk og bemestre.
Når det er sagt, så synes jeg, det er ærgerligt, at en madordning skal være symbol på statens overtagelse af børnene. Jeg har, fra jeg var barn, sat stor pris på god mad, og det er bare ikke en madpakke, efter min bedste overbevisning. Omvendt skal man også passe på at presse sundhedskulten ned over de uskyldige små.

Robert Ørsted-Jensen

Ok Kampman - måske ikke det rigtige ordvalg - men selvfølgelig er jeg ikke og har jeg aldrig været mine forældres ejendom - ligesom jeg selvfølgelig heller ikke er eller bør være statens ejendom. Det er det der er og bliver noget vrøvl.

Vi er selvstændige individer med rettigheder fra den dag vi er født og vi er ikke og bnør ikke være nogens ejendom. Det er forældrerne og samfundets opgave at lede beskytte og sikre os en fremtid som aktive borgere.

Fanden om jeg vil ejes af mine forældre - det var da en grufuld tanke -

Robert Ørsted-Jensen

Korty og godt - børn tilhører ikke deres forældre - hverken som børn eller som voksne - de er kun i deres forældres varetægt og hvis ikke forældrerne magter opgaven - kan det blive samfundets opgave at gribe ind og tage vare på deres velfærd.

Flemming Andersen

At samtlige amerikanske high schools har en madordning er helt nyt for mig, det vil så være en af de får ting samtlige stater er blevet enige om hen over hovedet på samtlige offenlige og private skoler i USA. Det vil da været en underlig priotering i et land, hvor 33% lever på eller under fattigdomsgrænsen og andelen af analfabeter er himmelhøjt, men hvis det er sandt så må det være deres priotering
I så fald mener jeg stadig at vore penge kan bruges mere hensigtsmæssigt og solidarisk, faktisk vil jeg mener at en offentlig betalt madordning burde befinde sig et rigtigt godt stykke nede på scalaen over nødvendigheder. Det mener jeg idag og det mente jeg da jeg havde skolesøgende børn og sikkert også, hvis jeg skulle få børnebørn.
Måsker ville jeg også have en mening om mine børns moral, hvis de syntes at deres børns madpakker var vigtigere end naboens dagpenge, men der er jo forskellige traditioner i forskellige familier.
Der med ikke sagt at , hvis vi engang fik et fornuftig velfungerende samfund at vi ikke kunne investere i madordninger o.lign..

Hvis det at skulle lave en madordning for dem der trængte, p.g.a. frygt for stigmatiserig, ville der være rigtigt mange områder, hvor man ikke kunne sætte effektivt ind der hvor behovet er og det ville tyde på en pædagogisk indsats var på sin plads, hvilket ville give en god anledning til at få forklaret, hvordan nogle kunne være mere heldigt stillede end andre.
Vi er simpelt hen nødt til at lære også ungerne at vi er forskellige og vi kommer fra forskellige hjem og baggrunde og det er vor styrke ikke svaghed.

Jeg synes stadig artiklen er god og den har da givet anledning til en god debat og at vi har fået vendt nogle synspunkter og tak for det.
Så behøver man iøvrigt ikke tillægge forfatteren mere end han giver udtryk for, hans mening står tydeligt nok.

Niels Ludvigsen

Din overskrift "Det er vores børn, ikke statens", er jeg helt enig i.
Så hvis man ikke vil vælge statens gratis skole, bør man selv betale det fulde beløb for et alternative skolevalg.

Det er jo netop som du skrive ikke statens børn.
Som jeg ser det har staten en interesse i en fælles folkets skole og derfor giver det mening, at staten betale skolegangen for de børn, der vælger statens skole. Frihed til, at vælge anderledes er til stede, men skal selvfølgelig ikke støttes økonomisk af staten.

Nicolai Hansen

Robert O Jensen er åbenbart lige blevet teenager siden han er igang med at løsrive sig fra sine forældre. Han er tydeligvis også teenager fordi han læser tingene lidt for bogstaveligt.

Lennart Kampmann

Tak for alle de gode kommentarer. Som sagt er artiklen opstået på baggrund af en kommentar til en anden artikel. Derfor er den lidt tung i retning af madpakker og lektiehjælp, der optrådte der.

En præcisering: Når jeg skriver at børnene tilhører forældrene, er min mening at det er forældrene der har ansvar og pligt til at opdrage og danne. (I øvrigt følger det blot nuværende lovgivning) Jeg har ikke tænkt at det skulle læses at børn ejes på samme måde som man ejer en forbrugsgenstand.

Med venlig hilsen
Lennart

Robert Kroll siger:

"Anne Vang skal lade være med at ville misbruge andre folks børn."

Mener du dermed at hun skal nøjes med at misbruge sine egne, eller ?

Lennart Kampmann

@ Karsten Aaen

Paradokset omkring ekstratimer er netop at når man tilbyder eleverne (jeg underviser på et gymnasium) lektiecafe eller spørgetime i forbindelse med eksamen, er det oftest de "gode" elever der dukker op, og ikke de "svage" der har brug for dem.

Jeg har ikke noget mod lektiecafe - hvorfor skulle jeg have det? Jeg er også med i lille skala med ekstra sommerskole lektioner til elever, der alligevel er hjemme ugen før skolestart.

Jo flere timer eleverne kan få jo bedre. Men motivationen starter hjemme hos mor og far.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kongstad Nielsen

Mange børn må betakke sig for sådanne forældre, forbande mor og far, der gjorde det så vanskeligt for dem at være almindelige mennesker.

Jeg har i mange år smurt madpakke til min datter hver morgen. Det første der skete efter jeg kørte hende i skole var at madkassen (ikke pakken) blev anbragt i et lille køleskab i klassen. Sværere er det ikke. En madpakke behøver ikke at være hverken klemt eller gammel.

Nief Ehrrerany

At nogle forældre ikke engang gider at lave madpakker til deres børn, må da få alarmklokkerne til at ringe hos de sociale myndigheder i de individuelle tilfælde. Hvorfor skal individuelle problemer gøres til alles problem?

Steffen Gliese

Ah, Nief Ehrrerany, hvis omsorgen for barnet skal deponeres i en madpakke, forekommer det mig ærlig talt at være lidt fattigt. Det er langt vigtigere med den tid, man bruger på måltider sammen, synes jeg nok.

Robert Ørsted-Jensen

Ja men det er da ok at du ikke helt mener det du skriver Kampman - men mener du så virkelig at den danske stat ejer eller nogensinde har erklæret ejendomsret over folkeskoleelever - eller hvad er det egentlig du mener og påstår her?

Peter Pedersen

Robert O Jensen

Hold dig dog til emnet. Naturligvis eksisterer der INGEN ejendomsret i relationer mellem mennesker.
Begrebet er ophævet sammen med slaveforbuddene og gælder heller ikke mellem forældre eller Stat.

Jeg ved naturligvis ikke, om du er spindoktor for Anne Vang, og du derfor får betaling for at afspore debatten, men det væsentlige i denne sammenhæng er men alene
om mængden og kvaliteten af indlæring i de folkeskoler, som alle og enhver, der bor og betaler skatter og afgifter her i landet, bidrager til økonomisk - og langt de fleste også praktisk.

Minimumskvaliteten i de offentligt drevede skoler er naturligvis forudsætningen for, om nationen kan overleve som sådan samt som et relativt oplyst I-land - også i tiden efter den nuværende regering, hhv. efter Anne Vangs forhåbentligt meget korte peroide som undervisningsborgmester.

Robert Ørsted-Jensen

Folkeskolen er intet mindre end en af pillerne i den danske socialdemokratiske velfærdstat.

Det er her muligheden for skabelse af et folkeligt fælleskab ligger. Det er her fælleskabet mellem dem der har og dem der ikke har, mellem de kloge og de mindre kloge, mellem dydsmønstre og rødder formes. Det er her bygges broer over kulturelle og andre kløfter.

Siger men nej til Folkeskolen siger man også nej til fællesskabet og dermed et klart og tydeligt NEJ til den danske velfærdstat. Man vender ryggen til kernen i den socialistiske og socialdemokratiske ide.

Det er netop i mistroen og det ultimative nej til fælleskabet og overskrivn in gen af samme med individualisme og det private at den angelsaksiske og ikke mindst hele USAs samfundsmodel hviler.

I er mange her der med den ene hånd siger ja der skal være plads til Hassan, Mohammed, Brian og Johnny – væk med 24-års reglen etc etc – og med den anden hånd siger i så – men jeg og mine skal ikke tvivnges til at omgås dem.

Det her er Haugaards – ’ja til a-kraft men værkerne skal være i den østre end’ - om igen.

Det er ok at optræde med sådanne holdninger men denne uendelige rækker af omsvøb og de mange bortforklaringer er intet andet en gedignt hykleri. I siger at fælleskab er det i vil –men når det kommer til stykket vil I ikke betale prisen for det, men gå i svime med vilde påstande om at det er for hårdt for jeres små poder at skulle vokse op – som alle tidliger generationer – i et fælleskab. Senere undrer i jer sikkert såre over at de selv samme poder vokser op og stemmer neokonservativt og bor i meksklusive gettoer der kan beskytte dem mod pøblen. Men det var jeres eget valg der gjorde fodarbejdet.

Vi har set hvordan folk opstiller løse påstande og opfinder ideologier de kan anvende til at sige nej til Blågårds skolen og end ikke give folkeskolen en fair chance for deres poder. Vi har samtidig set hvordan bare een forældre fra samme skole kunne pille dette nonsens i stykker med venstre hånd.

Kampman fortæller os at næsten halvdelen af klasserne i folkeskolen består af ’svage’ elever.

Hvor har han det tal fra? Danmarks statestik? Er der nogen her der for alvor tror på at henved halvdelen af alle danske børn er så svage at de er en belastning at være i fælleskab med? At vi andre og alle tidligere generationer voksede op i et sådant fælleskab spiller ingen rolle for jeres tankegang.

Det er her og i denne type af påstande - venner – at den egentilige ’blå politik’ ligger gemt.

Det er ikke i S, SF eller de radikales politiske svigt – eller ELs manglende styrke problemet ligger begravet – problemet er jeres tankegang og faktiske handlemåde.

Det er jer selv der siger NEJ til velfærdsstaten – det er ikke dem I har valgt til at sidde på tinget. I giver dem reelt ikke længere noget valg andet end det at finde veje til at erstatte velfærdstaten med neoliberal individualisme!

Robert - der er en forskel

Den socialt integrerende skole, du og jeg gik i, fandtes i et omend ikke socialt, så dog mere etnisk og kulturelt homogent samfund. Selv om de sociale forskelle også kom til udtryk som kulturelle barrierer for arbejderbørnene, så fandt kulturkampen sted på et i vidt omfang historisk-homogent grundlag. Arbejderne og deres børn drømte om social opstigning i et borgerligt samfund.

Det, der gør problemerne i de københavnske skoler forskellige fra dem, du og jeg oplevede, er (mindst) to forhold:

1) At skolerne i stigende omfang optager børn fra nye etniske grupper, hvor forældrene ikke på samme måde som vores drømmer om en assimilering med middelklassen; i nogle tilfælde tværtimod prøver at fastholde deres identitet i en parallel-kultur, og sommetider også aktivt foragter vores materialistiske, sekulære kultur, hvad børnene naturligvis observerer - og afreagerer på i skolen med vold og ukvemsord.

2) Øget velstand har gjort det muligt for en større del af befolkningen overhovedet at overveje sådan noget som private skoler (det er ikke gratis, men koster mellem 1.500 og 3.000 om måneden pr. barn). I vores barndom var der for langt den største del af befolkningen (også middelklassen) ikke råd til denne luksus, der blev betragtet som et typisk overklassefænomen.

De to forhold i forening har gjort det attraktivt for nogle forældre at vælge den anden mulighed – i stedet for at blive i folkeskolen og kæmpe for dens kvalitetsløft på alle fronter.

Jeg synes ikke, det er udtryk for hykleri i sig selv. Alle vil altid det bedste for deres børn.

Dét, der er det problematiske, er forholdene og strukturerne. Mange års borgerlig indflydelse på vores mentalitet har gjort det til en tabersag for vores folkevalgte politikere at begrænse privatiseringen af vores fælles problemer.

Hvis den private løsning ikke fandtes (eller kun fandtes for de meget få, der ville betale hele regningen af egen lomme i stedet for som nu: delvis medfinansieret over skattesystemet), så ville alle fortsat kunne kæmpe for det bedste for deres børn. Men nu ville kampen gå igennem folkeskolen og udmønte sig i krav til politikerne. Så ville det ikke længere være 'attraktivt' for dem at skjule sig bag frit-valgs-modellen.

Nief Ehrrerany

Mihail Larsen,

Du peger på to strukturelle faktorer, der har haft indflydelse på udvikling af privatskoler; indvandring og øget velstand.

Du vælger se bort fra meget vigtige strukturelle faktorer så som, at vi er gået fra at være alt for autoritetstro, til at afvise alle autoriteter, og kvinders indmarch på arbejdsmarkedet (hvilket har ledt til mindre tid til børneomsorg i hjemmet), for blot at vælge to af de mest iøjenfaldende. Disse to vigtige strukturelle forandringer tog som bekendt plads længe før den "borgerlige indflydelse på vores mentalitet", hvilket vel kan dateres til Schlutters regeringer. (og så står iøvrigt tilbage at diskutere, om det er politikerne, der har gjort deres indflydelse gældende på borgerne eller omvendt - se for eksempel højredrejningen på venstrefløjen.)

Faktum er jo, at borgerne rent faktisk i stort tal forsøgte at gøre deres indflydelse gældende, ved igen og igen at påpege, at immigrationen gik for stærkt, til at samfundet fik mulighed for at tilpasse sig, og rent faktisk yde den støtte som nye borgere behøver (ud over at parkere dem på offentlig støtte). Men disse protester vedblev politikere, lokale såvel som nationale, at ignorere, hvis ikke ligefrem at bekæmpe af ideologiske hensyn - ikke af hensyn til befolkningen i al almindelighed.

På et tidspunkt fik store dele af befolkningen bare nok af at blive ignoreret, og valgte at benytte sig af det glimrende fri skolesystem Danmark i mange år har haft tradition for.

Men nu er det pludselig blevet suspekt at ville sit barn det bedste, det er blevet suspekt at vælge sit eget liv og tilværelse. Og det er specielt blevet suspekt i den del af befolkningen, som jo eller hylder alternative livsmønstre så som Thy Lejren, Christiania osv.

Disse "suspekte" mennesker mener du altså nu bør straffes, dels ved at gøre op med vores friskole system, dels ved at lade dem betale to gange for deres børns skolegang, først over skatten, og så siden "betale hele regningen af egen lomme". Samtidig åbner du jo direkte op for deciderede eliteskoler kun for de aller rigeste, hvilket jeg slet ikke kan se pointen i.

Nu betaler jo ingen det fulde beløb til friskoler, men det at friskolen kan vælge elever,samt afvise dem som ikke passer ind giver jo en skævhed udover det økonomiske. Men Robert Jensen giver jo et klart billede af hvordan nogen af em som har de rigtige meninger også er præget af dobeltmoral.
Hvis lærere er menneske først og lærer næst og forældre tager ansvar og holder af deres børn uanset økonomi,skal de sgu nok klare sig i et mutlikulturelt samfund.

Robert Ørsted-Jensen

Kære Mihail
Jeg kan godt følge flere af dine argumenter og jeg er på ingen måde ukritisk indstillet over for folkeskolen (som jeg endog havde et yderst besværligt forhold til i min egen barndom). Jeg kunne uden problemer skrive side op og side ned med kritik af folkeskolen, dens socialdemokratiske topstyrede bureakratisering, stive skoledistrikster, de faglige organisationer, håbløse lærere etc og hvordan alt dette, især i de store byer, ofte har været undergravende for folkets skole evne til at forny sig og eksperiementere.
.
Jeg har andet steds peget på at det meget længe har været et problem på venstrefløjen at medlemmerne ikke længere fortrinsvist rekruteredes fra den over-glorificerede ’arbejderklasse’ men at medlemsskaren fra 60erne og frem i tiltagende grad befolkedes af offentligt ansatte, ikke mindst lærerstanden var og er stadig stærkt politisk repræsenteret. Partier og bevægelser begyndte at opføre sig som om de var de offentligt ansattes faglige organisationers forlængede arm snarere end politiske repræsentanter for lønarbejderne de ubemidlede og de nedtrådte. Man kunne så gå langt ud i at analysere årsagerne osv. men der er ikke tvivl om at dette ofte har været en klods om benene og et stort handikap for folkeskolens udvikling. Sikkerhed i ansættelsen, for bare at nævne et aspekt, er ikke altid i overenstemmelse med brugernes tarv.

Men det forekommer mig at din politiske hukommelse er alt for kort. Udviklingen, som i en vis forstand er en slags pendant til gule fagforeninger (bortset fra at den manglende solidaritet og de anti-sociale sider af samme altid har været mere indlysende for venstreorienterede på det faglige område end tilfældet er med Folkeskolen), startede på venstrefløjen mange mange år før integrationen af flygtninge og indvandrere af muslims baggrund blev et problem i de københavnske brokvarterer.

Det her stikker meget dybere hvad også kan ses af det faktum at mange venstreorienterede flyttede deres børn fra folkeskole også i provinsen og forstæderne hvor skolen oftest er langt bedre end nogen privatskole. Virkeligheden som jeg har oplevet den (jeg var i en periode kommunalbestyrelsesmedlem i provinsen med sæde i skole udvalget) at man end ikke ville give folkeskolen et fair go. I stedet engagerede man sig i gensidig nedrakning af samme baseret på rygter og tvivslsomme påstande. Mange af dem jeg mødte var tilflyttere som overhovedet ikke havde noget kendskab til de lokale folkeskoler og alligevel så de ingen problemer i at isolere sig i enklaver og at opfinde og støtte hinanden i de mest aparte rygter op påstande alt sammen som begrundelse for at vende ryggen til folkeskolen. Et tiltagende antal af såkaldt progressivt tænkende mennesker har således i mange år valgt folkeskolen længe inden deres poder havde nået skolealderen.

Jeg flyttede på et tidspunkt tilbage til København fra provinsen med mine børn og var dybt chokeret over stivheden og den manglende udvikling i netop de københavnske folkeskoler, ikke mindst netop på Nørrebro på et tidspunkt hvor integretionsproblemerne var voksende.

Jeg havde ikke set en eftersidningsblanket siden min egen barndom på nørrebro da min søn pludselig kom hjem med sådan en. Jeg var forbløffet over at stå der med præsist den samme fomular i hånden som dem jeg selv havde fået et par stykker af 2 årtier tidligere. Det var som om intet havde bidt på det københavnske system uanset alle de der år med ungdomsoprør og progressive eksperimenter i forstædernes og provinsens skoler med unge lærere i– ikke mindst i salig Erhardt Jakobsens Gladsaxe. Jeg skulle underskrive formularen, mit barn skulle sidde over som straf for en fuldkommen tåbelig og ligegyldig mindre forseelse. Jeg var rasende og skrev så et par ord som mit barn i modsætning til læren ikke ville forstå betydningen af – jeg husker stadig ordene – ’formalisme er mangel på pædagogisk kompetence’.

Så jo jeg forstår godt hvad det er du peger på og er endog enig på flere punkter. Jeg mener at ikke mindst venstrefløjen kom for sendt til bordet hvad angår integrationsproblemer og multikultur. Tilmed mødte man op opfyldt af ædelt nonsens og en masse misforstået solidaritet med det man opfattede som en nedtrådt minoritet. Enhver tanke om at der også skulle stilles krav til nydanskere om aktivt at deltage i en respekful integrationsprocess blev på stedet udskreget som udtryk for racisme. Samtidig med at man råbte op om racisme i tide - og mest i utide – stemte man på hyklerisk vis med fødderne hvad angår sine børns skolevalg. Mødrerne var ikke mindst ofte meget aktive i deres gensidige støtte til de mest vilde, overdrevne, oftest helt udokumenterede anklager mod det fælles skolesystem. Man gav end og ikke den lokale skole et fair go – det hele blev reduceret til en debat om hvilken lilleskole der nu var den bedste.

De ressourcestærke forældre, som kunne have gjort en forskel og havde kræfterne til det, for at ændre og tilpasse deres lokale skole til nutidnes krav – forsvandt.

Uanset hvordan vi vender og drejer dette her så er nydanskerne stadig en meget stor gruppe i visse brokvarterer og de er i tiltagende grad at se som en helt adskildt socialklasse på et tidspunkt hvor vi har brugt et århundrede på at komme klassedelingen til livs og skabe et mere ligeværdigt og socialt samfund.

Private skoler bidrager ikke på nogen positiv måde til dette. De er GULE skoler! Uanset deres fantastiske idegrundlag og helt uanset om de endog kalder sig proletariske, socialistiske eller bare Freinet eller har et lignende progressivt idegrundlag – de er stadig - Gule - og den udvikling de bidrager til er fundamentalt set stadig en – Blå - udvikling. Det er en udvikling tilbage i retning af gettorisering som dengang hvor vi havde hele gader og kvarterer befolket af familier der bl.a. hed Metz og visse dele af Lolland lignede polske landsbyer. Vi løser ikke integrationsproblemerne ved at segregere folk – løsningen er integration og at der stilles krav til alle om at medvirke og gøre det med gensidig respekt.

Mener jeg så at man skal nedlægge muligheden for Gule skole – nej det mener jeg ikke – men jeg mener at disse skal integreres. De skal bære deres del af byrden – de skal ikke bare have lov til at køre frihjul – det bør være en forudsætning for offentlige tilskud at man også tager sin del af ansvaret for integrationen af Hassan og Brian. Desuden er der ikke tvivl om at der skal stilles krav til Hassans forældre – de bør arbejde aktivt for at finde deres plads som en del af vores samfund og ikke bare tolerere (dette grimme ord) men acceptere at der er mennesker der ikke mener at deres profet er en profet og har andre forhold til klædedragt og sexualliv end den deres mullaher foreskriver.

Men jeg synes her at du gør nydanskere mere stive og ubevægelige end jeg oplever dem i andre lande – jeg tror at den væsentligste årsag til at Europa har så store problemer – langt større end jeg oplever dem i Australien. Man var og er stadig for etnocentristisk i de europoæiske nationer, man kom for sent til kaffe, man var for hysterisk i sin frygt for at stille krav og man har ikke den samme træning i at optage og integrere som man har i de store og gamle indvandrelande. Her stiller man krav som det naturligste i verden. Krav om sprog og et nbiveau af kulturel tilpasning stilles enten direkte eller indirekte.

I din udlægning gøres integration til noget der begynder at ligne Mt Everest – det er ikke et uoverstigelgt problem, men det er et problem som man kræver at man stiller krav og det er dybt bvekjlageligt at venstrefløjen overlod den side til Fru Kjærsgaard og hendes parti og deres mange søsterpartier i Europa. Men tager man sig ikke sammen vil man nemt kunne stå over for et pendant til det vi så med borgerrettighedsbevægelserne i det sydlige USA – et problem der kun kan overvindes med bussing og armed civil guards.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er langt hen enig med Søren Kramer som på en på anden streng skriver at

'De balladetyper der var da jeg voksede op, var heller ikke værre end de Hassan'er vi har i dag. Tværtimod. Det var psykopater nogle af dem jeg gik i skole med.'

Jeg gik også - præsist som Søren her - i skole med psykopattyper på Nørrebro og i NV karterene da jeg var dreng. Men vi er blevet så fandens blødsødne siden hen. Alting skal være friseret og pænt (og jeg fristes til at sige småborgerligt). Vores poder skal helst ikke risikere at blive udsat for nogetsomhelst. De skal køres og holdes i hånden overalt, de må aldrig lades alene eller skulle klare sig på egen hånd - for det anses for at være for risikofyldt. Alle køres til skole - hvor alle gik eller cyklede da jeg var dreng (og så er der nogen der undrer sig over at så mange børn blive overvægtige)

Det her minder mig om de der nye forsteder i Albertslund hvor den bløde trafik med djævlens vold og magt skulle adskilles helt - så man kan cykle og gå uden nogenbsinde at se en bil - hvorefter børnene så vokser op uden at have lært hvordan men begår sig i trafikken derude i det virkelige liv

Robert Ørsted-Jensen

Nief Ehrrerany (og Mihail Larsen)

der er ikke tvivl om at indvandring og manglende integration bidrager stærkt til en eskaleret flytning af børn til privarte skole i visse skole distrikter i København Odense og andre store byer. Men det er ganske enkelt forkert at påstå at det er det der er åsagen.

Denne udvikling i middelklassen og på venstrefløjen startede mindst 2 årtier tidligere - på et tidspunkt hvor der ikke var noget 'integrationsproblem' og hvor 'fremmedarbejdere' kun lige var noget der var begyndt at komme til landet (det var i øvrigt de borgerlige og Dansk Arbejdsgiverforening der var primus moter i den udvikling og det skete mod venstrefløjen og fagbevægelsens stemmer - men S bøjede sig noget modstræbende for et krav og press der var samtidigt i de fleste vesteuropæiske lande).-

Det var en delk af hele bevægelsen om at prøve nyt og alternativt, at bo i kollektiv etc etc og det har bare taget fart senere. Jeg har fundamentalt set altid være skeptisk over for denne udvikling. Men jeg så tralkrige partikammerater fløtte deres børn til lilleskoler etc ogh de var ikke til at råbe op. Der var ikke et eneste integrationsproblembarn i folkeskolen på det tidspunkt. Så lad os nu lige på histrorien bag detteher på plads. Der var altid et element at dobbeltmoral på venstrefløjen hvad dette og flere andre ting angår - lærer og pædagogiske fagfoeninger skulle helst have alle deres krav opfyldt - alt imedens at vi selv stemme med føddene og flytter vores børn til altarnative projekter. Der var en mangel på fælleskabs- og solidaritetsfølelse når det var værst og når det var bedst et ønske om at prøve nyt og være ubundet5 at snævre krav og overenskomster. Det er bnl,.a. i det sidste man skimter dobbeltmoralen.

Problemet er så at tendensen sidenhen er eskaleret og nu er det så den manglende integration der skal havce skylden - men jeg tror viu ville have havt den samme udvikling - omend måske en smule langsommere - om der ikke have vbæret een eneste muslim i skoledistrikjtet.

Påstanden om integrationsproblemernes massive indflydelse er en tilsnigelse som er historisk ukorrekt. Men givet er det at det i København har meget at gøre med kommunens- og skolevæsenest størrelse, bureakratisering, manglende evne til at forny sig selv og sin lærerstab og en vis fastlåsthed der også i et eller andet omfang relaterer sig til gamle og utidsvarende bygninger. .

Lennart Kampmann

@ Robert O Jensen

Du har lidt travlt med at tilskrive mig oplysninger, der ikke er mine. Om det er fordi du ikke lige tager tiden til at læse det der faktisk skrives, eller om det skyldes at du har travlt med at levere et ideologisk budskab, ved jeg ikke.

Med venlig hilsen
Lennart

Robert Ørsted-Jensen

Kampman - skrev - eller skrev du ikke

'...de ressourcestærke altid hiver de svageste med op. Det gør de kun så længe de såkaldt svageste ikke udgør en for stor minoritet, og slet ikke hvis de udgør en majoritet. I en klasse med 25 elever kan man måske rumme tre-fem svage, ikke 10.'

og at det var vigtigt at minde os

'...om at børnene tilhører forældrene...'.

Du synes at have svært travlt med at lægge afstand til det du selv skriver med påstande om at det hele bare var ment som retorik