Læsetid: 3 min.

Vov at være jer selv

Da dronningerne af landets trekløverregering holdt deres første fælles pressemøde, vakte det minder om mit eget trekløver fra folkeskolen. Vi mente altid det samme, dyrkede en stram linje og blev til én sammenflydende karakter
Debat
20. oktober 2012

I de første år af min folkeskoletid havde jeg to bedste veninder, som jeg hang tæt sammen med. Vi bakkede hinanden op og mente altid det samme. To af os var ’de stærke’ – dem, der bestemte, hvad vi mente om Buffalo sko, Spice Girls og nå ja, om Danmark skulle sige ja til euroen eller ej. Den tredje veninde var mere vag, men en trofast væbner.

Set ud fra et demokratisk perspektiv, er det ikke min mest stolte tid. Spurgte én af vores mødre, hvad vi kunne tænke os til aftensmad, og én af os svarede ’pizza’, mens en anden kom til at hviske ’lasagne’, udvekslede vi et ordløst blik, og den vageste i trekløveret rettede ind.

»Nej, jeg vil faktisk også helst have pizza,« blev ønsket om lasagne resolut lavet om til. Gruppeidyllen var igen intakt, partilinjen fast og vi flød videre, som den sammenflydende karakter, vi efterhånden var blevet til.

Mit trekløver fra folkeskolen ligner Danmarks mest magtfulde af slagsen. Regeringstrekløveret Helle Thorning Schmidt (S), Margrethe Vestager (R) og Annette Vilhelmsen (SF).

Under regeringens pressemøde i Statsministeriet i tirsdags gik spørgsmålene endnu engang på, hvordan SF’s nykronede Dronning fra Baglandet vil udfordre regeringsgrundlaget og samtidig forblive i regeringen.

Under hele seancen, hvor pressen fik lov til at stille spørgsmål, var der noget nervøst over statsministerens smil. Jeg kunne genkende den måde at smile på fra min egen dronningetid. Et smil, der siger:

»Jeg har tiltro til dig, men lad for guds skyld være med at sige noget dumt. Hold dig til det, vi har aftalt, at vi mener om det her.«

Og oversat til sprog, der taler direkte ind i tirsdagens pressemøde:

»Please Annette. Lad være med at fucke up. Hold dig til det, vi aftalte på Marienborg. Du bakker fuldt op om regeringsgrundlaget.«

Og det gjorde hun så, Annette Vilhelmsen. Hun understregede endnu en gang, som hun også allerede gjorde i sin tiltrædelsestale på SF’s konvent, at hun står fuldt og fast bag regeringsgrundlaget.

Et grundlag, der i sit første leveår har fået nærmest bibelsk karakter. Regeringspartierne bekender sig til det, der står i regeringsgrundlaget, og udfordres det skrevne ord, tenderer det blasfemi.

Rigtigheden i det, illustrerer de seneste ugers Borgen-journalistik, hvor de mest citerede historier har været dem, hvori SF undsiger regeringsgrundlaget. Den slags historier, har det ikke skortet på.

Først ville Annette Vilhelmsen udfordre regeringsgrundlaget, så ville hun forlænge dagpengeperioden for ældre, og i tirsdags var hun imod en central del af regeringens kontanthjælpsreform – planen om at presse unge ledige til at tage en uddannelse ved at sænke deres ydelser.

I alle tilfælde har Annette Vilhelmsen efterfølgende rettet ind og præciseret, at hun »mener det samme som regeringen« og »står fuldt og fast bag regeringsgrundlaget«

Ligesom jeg til forældresamtaler i tredje, fjerde og femte klasse fik at vide, at jeg skulle løsrive mig mere fra mit trekløver, turde være mere mig selv og lade være med at dominere den svageste i gruppen, kunne man sende opfordringen videre til regeringen.

Noget tyder i hvert fald på, at det er det, vælgerne længes efter: At kunne se forskel på de politikere, de har stemt på.

Se bare den seneste Gallup-måling, der giver SF den laveste vælgertilslutning siden folketingsvalget sidste efterår. Kun 5,2 procent ville i dag sætte kryds ved SF.

Ligeledes fik Socialdemokraterne først på måneden en syngende lussing, da Greens Analyseinstitut præsenterede en historisk dårlig meningsmåling, som kun gav S 16,5 procent af stemmerne.

Mit trekløver holdt ikke folkeskolen ud, selvom vi troede, at vi skulle være venner for evigt. Til sidst mistede vi mere, end vi vandt ved at være sammen. Den ene blev magtsyg og ville bestemme det hele, den anden mistede sin selvstændighed, og jeg fik ondt i maven af at spille den dominerende.

Hvis ikke regeringspartierne vil ende i samme udhulede konstellation, skulle de måske lytte til min folkeskolelærer Birthe og ’turde være mere sig selv’. Vælgerne har stemt på ét parti – ikke på en sammenflydende pærevælling på midten.

 

Lærke Cramon er Informations praktikant på Christiansborg

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: 10’erne Fredag: I kulturen Lørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Til Lærke Cramon:

Lad være med det dér, please!

Lige nu kan jeg ikke huske, hvem det var, der opregnede et antal strategier, som gennem tiderne flittigt er blevet brugt til kvindeundertrykkelse, men jeg husker, at infantilisering er én af dem.

Du sammenligner de tre formænd for de tre regeringspartier med børn!

Også Poul Schlüter og Hans Engell var nødt til at afstemme deres udtalelser, dengang deres respektive partier dannede regering. Men kan man forestille sig, at de af den grund blev sammenlignet med børn?

Nej, vel!

Problemet er jo, at ingen af de tre partier har et flertal, og derfor er de nødt til at indgå kompromisser. Det er der da ikke noget mistænkeligt ved, er der?

Jeg synes, at Anette Vilhelmsen klarer sig utrolig flot. Man må tænke på, at hun er ret uerfaren som folketingspolitiker – øvrige erfaringer ufortalt.

Jeg synes, at det er fint, at hun ligeud siger: SF står for en politik, der i højere grad tager hensyn til de sårbare grupper, men af hensyn til at der skal regeres, står vi fast på det regeringsgrundlag, der er vedtaget.

Selvfølgelig giver det et skisma. Det vil det jo nødvendigvis gøre, og det er klart, at pressen borer i det. Men efter min mening klarer Anette Vilhelmsen situationen med bravur.

At statsministeren er nervøs for, at Anette Vilhelmsen skal træde ved siden af ved pressemøder, er der vel ikke noget mærkeligt i, når man tænker på det pres, der hviler på den nye formand.

Hvad man i øvrigt måtte mene om regeringsgrundlaget, er en helt anden sag, som ikke skal nævnes her.

Men at sammenligne de tre kvinder med børn! Det er altså for langt ude!

Lise Lotte Rahbek

Doris Møller

Artikelskribenten er praktikant. Måske er hun en meget ung praktikant, som ikke har så meget andet at sammenligne med end sin skoletid.
Det kunne være en forklaring på den mildt talt uheldige barnagtiggørelse af ministrene.

Hej Lærke.

Jeg kan godt lide din artikel, jeg synes du rammer en nerve, måske derfor de første vrede reaktioner. Herinde vil det i princippet også altid være farligt at kome "ude fra" og kritisere en SF-er!
At sammenligne politikere med børn er du jo slet ikke den første der gør: Husk begreberne "blå og rød stue" Jeg kommer også til at tænke på b.la. "Svikmøllen", hvor nogle af de dygtigste og mest velansete skribenter i tidens løb har brugt "børnebilledet". Men det er selvfølgelig satire, og så er det nok mere i orden....

Michael Kongstad Nielsen

Lærke Cramon trækker tingene for meget ned i barndommens eller den unge piges land. Håber ikke, hun dominerer sin kæreste eller mand, som hun dominerede den vage pige i trekløveret, Det er der ellers lagt op til.

Og så menstruerede I måske også samtidigt - Lærke Cramon - det har mand jo hørt om ...