Klumme

World Wide Ondskab

Oktober måned er antimobbemåned i USA. Det er der god brug for. Skoler og forældre har i stigende grad svært ved at styre chikane på især de sociale medier. De voksne har bare helt generelt svært ved at styre sig online
8. oktober 2012

Er internettet egentlig ondt?« Det spurgte min 6-årige om forleden, og jeg forstår ham så udmærket. For både CNN, Fox News og MSNBC samt den lokale nyhedskanal, der alle kører på skift og uafbrudt i mit køkken, bringer for tiden lange, advarende indslag om unge, der er blevet drevet til selvmordets rand, visse har gjort alvor af sagen, efter at være blevet mobbet online. Det er nemlig anti-mobbemåned i USA i oktober. Nogle af eksemplerne er kendte – som Tyler Clementi, der sprang ud fra George Washington Bridge, efter at hans roommate havde offentliggjort Clementis homoseksualitet på det sociale netværk, Twitter. Andre er ukendte uden for USA, men historierne er hjerteskærende. Det er især yngre teenagere, der skånselsløst er blevet hængt ud som bøsser, bitches, ludere, fede, nørder, ja fortsæt selv. For dem er deres værelser ikke længere et helle. Det er lige dér, foran skærmen eller på mobiltelefonen, at det hele foregår.

»Nej nej,« svarede jeg beroligende. »Internettet er ikke spor ondt. Det er mennesker, der af og til er det.«

For det er den forklaringsfigur, jeg er vokset op med – og standardsvaret fra venstre – når især kulturkonservative røster i århundreder har bekymret sig om usund indflydelse fra litteratur, film, tv og voldelige computerspil. Det er ikke computerspillet Call of Duty eller goth culture, der er skyld i de amerikanske skolemassakrer. Det er ikke Mortal Combat eller Splatterland, der får unge til at skyde deres forældre ned med koldt blod. Lige som det heller ikke var et stærkt vanedannende computerspils ansvar, at et ungt japansk par for nogle år siden brugte så megen tid på at bespise deres virtuelle baby, at deres egen nyfødte uheldigvis døde af sult imens.

Niksen. Det er alt sammen syge mennesker, og havde det ikke været nettet, havde det været noget andet. Lige som mobning har fundet sted alle dage. Det forklarede jeg min søn, og glad var han, for han bruger en del tid på nettet på sin iPad og var blevet ret bekymret.

Da han herefter glad og ubekymret var taget i skole, funderede jeg lidt videre. For om end jeg fortsat ikke køber forklaringen om, at mediet er problemet frem for mennesket, er der alligevel noget over nettets nemhed, der generer mig. Og jeg sværger – jeg er ikke forelsket i hverken 1950’erne eller 1960’erne eller noget andet. Jeg drømmer ikke om en tid, hvor rødkindede børn legede dagen lang i baghaverne, og kernefamilierne hyggede sig ved monopol-tv-kanalen. Men min søns spørgsmål fik mig til at huske en artikel, jeg læste i 2002, da jeg var korrespondent i London. Jeg fik aldrig skrevet om sagen, men den gik ud på, at den dengang populære britiske hjemmeside Friends Reunited (der senere har tabt terræn til især Facebook) var kravlet op på førstepladsen som den faktor, mennesker, der skulle skilles, angav som årsag. På Friends Reunited kan man nemt og ubesværet komme i kontakt med sine gamle klassekammerater. Og andelen af midaldrende gifte mennesker, der (må man formode) røvkedede sig i deres ægteskab og drømte om hende, de kyssede til skolefesten eller ham de knaldede ved studentergildet, var åbenbart betydeligt.

Men i modsætning til i gamle dage, hvor det kunne være grumme besværligt at finde frem til sin barndoms forsvundne kærlighed, var det nu blevet pærelet. Lige som det uden sammenligning i øvrigt er en enkel sag for pædofile eller kannibaler at danne foreninger online. Eller, som jeg ofte har skrevet om tidligere, at svine hinanden til i netdebatter under dække af sin anonyme skærmeksistens.

Nuvel – jeg er helt klar over, at der også er alverdens græsrødder og arabiske frihedsaktivister, som nyder godt af internettets svimlende muligheder for at kommunikere på tværs af myndigheders barrierer og landegrænser. Som udenrigskorrespondent nyder jeg selv godt af, at nu 20.000 mennesker læser min blog. Og som udlandsdansker på 10. år knuselsker jeg Facebook, som gør, at jeg til min egen bestandige overraskelse har et større, stærkere og bedre netværk i dansk politik og i den danske medieverden, end jeg havde i 2002. Og flere ’rigtige’ venner.

Jeg vil ikke bytte årti. Men lidt refleksion skader ikke. Hvad siger Informations læsere mon? Min mailboks står som altid åben.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på USA.nu

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: 10’erne Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: Kampzoner Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når børn er "onde" og slår eller mobber, tænker jeg altid: Hvordan taler deres forældre eller lærere til DEM. Bliver børnene selv slået/mobbet af ældre kammerater eller voksne. Jeg tror, at hvis man ser bort fra de sjældne direkte psykopatiske tilfælde, er vold og mobning altid noget, der bliver givet videre.

Men det er selvfølgelig altid lettere at give tegneserier skylden - nå nej, det var jo da JEG var dreng. Nu hedder "synderen" noget andet ...

Lise Lotte Rahbek

Det 'nemme' er, at man ikke kan se ansigtet eller kropssproget på dem, man mobber, mens man mobber dem,
når det foregår via elektroniske forbindelser.

Samtidigheden, hvis man kan kalde den det, er forvundet i elektronikken.
Man kan ikke nå at stikke mobberen en knytnæve i sylten, inden han får åbnet munden eller imens han åbenbarer sin svinskhed. Han kan skrive løgne om en helt uden at få konsekvensen at smage - samtidig.
Løgnene gemmes i elektronikken og ligger måske og lumrer et sted i cyberspace, hvor 'offeret endnu ikke har set det eller hvor han ikke kan f det slettet.

Det er sgu da lige til at blive paranoid af, hvis man har den slags tendenser

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor skal en avis have personlige klummer? Facebook-like? Hvad interreserer Informations 30.000 daglige læsere sig for én af avisens medarbejderes personlige liv? Hører det ikke mere til i ugebladene?

Per Vadmand:

En psykopat er også udsat for vold og hvad der er værre i hans barndom, ellers var han ikke blevet psykopat, da det er en personlighedsforstyrrelse.

Ondskab findes ikke, men der findes personlighedsforstyrrelser og andre lidelser typisk opstået af en unormal opvækst som gør at folk har mindre empati, et andet følelses register samt handlemønster og derfor handler uhensigtsmæssigt i forhold til sine medmennesker.

Med andre ord ondskab er noget man lærer ved selv at blive udsat for ondskab ikke noget man vælger at være(hvis man er normal person kan man godt vælge at være ond, men vi har lært at det ikke fører noget godt med sig og derfor opfører vi os pænt. Man har et andet ræsonnement hvis man er vokset op med vold og andet fra barnben af).

Min erfaring siger mig også at den svageste person typisk er mobberen selv, som så har fundet en anden svag person at hævde sig på. Det er ondskab, så måske vi alle skulle have lidt empati med den onde, det er det bedste våben imod ondskab.

David Steinberg

Der er sikkert mange forklaringer på, hvorfor børn mobber hinanden via mobiltelefoner og sociale medier, og hvorfor voksne ikke længere kan styre deres dannelsesmæssige handicaps. Det virker sandsynligt, at det spiller ind, at de mobbende ikke har direkte kontakt med offeret, men i og med at mobning også foregår i epidemisk omfang i skolesystemet og på arbejdspladser er det ikke tilstrækkeligt kun at fokusere på det.

Jeg tror også, at det spiller ind, at samfundet i store dele af den vestlige verden bliver mere og mere dysfunktionelt. Mit gæt er, at mange sidder med en fornemmelse af, at der er noget, der er ravruskene galt med dem selv, deres omgivelser og deres samfund - hele måden alting fungerer på - uden at kunne sætte ord på, hvad det er. Det er også svært, idet dysfunktionaliteten er lige så total og usynlig som samfundets totaliserende menneskeknuseri er - som det er skabt gennem det hjerte-, hjerne- og menneskeødelæggende skolesystem, det meningsforladte, korporative jobmarked, velfærdsstatens uafvendelige tvangsformynderi, den omsiggribende åndelige såvel som økonomiske fattigdom grundet inflationsudhulet købekraft, afseksualiseringen af kønnene og dermed tabet af mulighed for reel identitet, tomhjernet, mikrobølget burgerforbrugerisme og modens umodne modeluner, de utallige Facebook-statusopdateringer, hvor man ender med at læse om, hvad ens "venner" har fået til morgenmad men kun selv bliver spist af med ensomheden foran egen skærm samt endeløs tastaturdød- og joystickødelæggelse i alskens fornedrende onlineskydespil og så videre og så videre.

Helvede er ikke et sonende brændingssted efter døden, for de mennesker omkring os, der har det allerallerværst, når den samfundsmæssige, økonomiske og menneskelige fallit er så total, som den er.

Når Justin Bieber, hvis musik jeg ikke synes er hverken god eller dårlig, men som virker som en talentfuld musiker, som virkelig er gået til den og har skabt sig en musikalsk karriere på sit eget talent, kan blive udsat for så voldsomme, hadefulde tilkendegivelser på alverdens chatfora og debattråde, kan det umuligt blot være et udtryk for, at de ikke står og sviner ham til lige op i fjæset. Dertil er trollerierne for voldsomme og viscerale.

Internettet er ikke ondt, men når mennesker lider gør de onde ting.

Heldigvis kan internettet også bruges konstruktivt. Dels kan vi bliver klogere på, Hvordan Verden I Virkeligheden Fungerer. Dels kan vi forhåbentligt inspirere hinanden til at være dem, der viser vejen ud af helvede, ud af ondskaben, ud af lidelsen, ud af tvangen, ud af bestjælingen, ud af uægtheden og først som sidst ud af afsjælingen og udhulningen af menneskelivet.

Ift. Justin Bieber vil jeg sige dette:

Til en nieces konfirmation (den yngstes) i foråret oplevede jeg min yngste søsterdatter (mellemste niece) synge Baby. Og så gik jeg ind på youtube og fandt sangen Baby med den meget omtalte Justin Bieber.
Og her må jeg sige at min nieces version er meget bedre end Biebers. Og det er den af to grunde:

Hun synger bedre, og hun har oplevet at have elsket og smerten ved at miste den elskede. En smerte Bieber end ikke er i nærheden af at formidle i sin(e) sang(e).

Sandt er det at Bieber er blevet opdaget, vistnok som 14-årig, på internettet, via youtube. Men betyder det så, at han er en talentfuld musiker, som har skabt 'en musikalsk karriere på sit eget talent.' Nej, det gør det ikke. Og hvorfor så ikke det? Fordi Bieber har folk som skriver musik til ham, hvis sange han synger. Dette behøver ikke i sig selv at være dårligt, tænk på Elvis eller på Johny Cash.

---

Om internettet er ondt? Nej, det er det ikke. Det er en teknologi som kan bruges til godt eller ondt. Og mobning mv. er ondt,:( mens det at skole-elever hurtigt kan finde oplysninger mv. er en god ting :) . Og som alt andet kan internettet både bruges og misbruges, præcis som computerspil kan bruges og misbruges.

Ift. vold mv. er det nok sådan at folk som allerede er disponerede for vold af den eller den anden årsag, vil gøre noget voldeligt alligevel. Ift. f.eks. den unge mand fra japan eller sydkorea som skød :( en masse mennesker på et universitet i USA sidste år tror jeg det var, så var der faktisk en række tegn på, at han var ustabil mentalt. Han gik til psykiater, han isolerede sig mere og mere osv. Og havde det generelt dårligt. I et USA hvor man ikke kan tale om hvor dårligt man har det, men bare skal smile hele tiden, kan det godt være svært at betro sig til sine venner, selv nære venner, om at man har det dårligt.

---

Ift. til det med internettet og at man ikke kan se hinanden, så sagde man det samme om telefonen, da den kom blev populær for 100 år siden, og man har sagt det samme om fjernsynet, vidoen, computer-spillene, facebook mv. som man nu siger om internettet. Og efter nogle år når vi har forstået at bruge de her teknologier er kritikken af dem forstummet...

Karsten Møller

Er en kniv ond? Er et gevær? En Granat? En atombombe?
De fleste vil nok hælde mod, at kniven ikke er ond - skønt den jo dagligt bruges til drab. Men så atombomben, da? Tjah, brugen af er den naturligvis ond - men er bomben også ond, hvis den afskrækker diktatorer fra at føre krig?
Før geværers og bombers tid måtte vi nøjes med at slå på tæven. Gevær og bombe er ikke i sig selv onde - men de har altså gjort det så utrolig meget lettere at dræbe.

Internettet er selvfølgelig ikke ondt, og det har mange gode sider, som jeg hæmningsløst bruger løs af; men det benyttes i stigende grad som våben: Mobning og andre former for undertrykkelse og kontrol, for ikke at tale om egentlig fysisk skade, som hackerangreb kan medføre.
Internettet forsvares ofte som en demokratisering af samfundene, det er frihedens talerør. Men meget tyder på, at det faktisk går den modsatte vej. I nettets debat-fora er der fri tilsvining, og anonymiteten bringer alle de indre svinehunde frem. Debatterne erobres af de, der råber højest og mest, og de besindige opgiver og trækker sig. Således også ofte i nærværende forum.
Og nettet er ikke ondt. Men giver nettet ondskaben og undertrykkelsen alt for lette vilkår?
Hele lortet er kommet for at blive, ingen tvivl om det; men jeg er ikke helt sikker på, om jeg skal glæde mig over det. Eller om mine børn skal.

Søren Kristensen:

Internettet minder også på mange områder om et biblotek.

Det er jo det som der er med internettet, det er det redskab du gør det til og som du forstår at bruge.

Annegrethe Rasmussen

Kære debattører,
Mange tak for inputs so far.
Jeg ser på Chris Hodges.
Jeg skriver ikke i en klumme, at jeg interesserer mig for paradokset, hvis jeg ikke mener det!

Angående det (ikke venligt mente fornemmer jeg!) spørgsmål om, hvorfor Information overhovedet skal have personlige klummer, er det ikke op til mig at redegøre for den redaktionelle strategi, men jeg kan da sige, at de fleste medier i dag har den erfaring, at skarpt vinklede klummer, der gerne må være personlige men ikke private - du forstår sikkert denne skelnen - er noget af det mest populære læsestof, der findes. Også på Information.
At se det som "ugebladsstof" er forsimplet og lidt gammeldaws.
Øvelsen er naturligvis for os, der skriver, at ens personlige oplevelser og refleksioner også skal kunne bruges af andre. Så når jeg skriver om mine mange oplevelser i hverdagen er det altid med det sigte at løfte den personlige refleksion op på et plan, hvor den enten siger "noget om samfundet" eller udfordrer læseren til selv at tænke. Enten fordi man er uenig eller enig eller bare selv har noget at bidrage med til festen.
Journalistik er efter min mening intet uden det personlige engagement, nysgerrigheden og åbenheden. Man inviterer læseren ind i artiklen, og det handler ikke om enighed. Men om evnen til at give og tage.
Af og til kan idiosynkrasier, fordomme eller for megen negativitet skygge for denne dialog. Det finder jeg personligt ærgerligt.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Heinrich R. Jørgensen

Kære Annegrethe,

du kender naturligvis talemåden "careful what you wish for" ;-)

Nogle der læser Chris Hedges vil formodentligt opfatte det som deprimerende sortsyn af svulstige, dommedagsagtige proportioner. Jeg opfatter ham som klart tænkende, som en stor humanist og som en realist der forsøger at anskueliggøre moradset omfang i forsøget på at pege på mulige stier gennem sumpen.

Chris Hedges er reporter og journalist. På flere måder, minder hans skriverier meget om George Orwells.

Dennis G. M. Jensen

AL mobning starter ved en mangefuld opdragelse og fraværende/ligeglade/snot-arrogante forældre. Det slutter ved nærværende, respektfulde, inddragende og favnende forældre.
Pædagoger, skolelærere og andre velmenende personer kan kun i småt omfang afhjælpe og gøre hverdagen bedre, men ikke sætte en stopper for fænomenet.
Det handler om grundlæggende respekt. Noget der mangler i opdragelsen i dag. Generelt.
Forældre: Tag jer sammen - ansvaret er jeres, og jeres alene!
Og husk. Det er ALDRIG offerets skyld. På akurat samme vis som en voldtægt ALDRIG er selvforskyldt. Lyder ekstremt? Tænk over det!