Lad os begynde med at få lidt fakta på plads: For nogle uger siden præsenterede Ugebrevet A4 resultatet af en ny undersøgelse om danskernes tillid til politikerne. Ifølge undersøgelsen har hele 57 pct. af os danskere lille eller meget lille tillid til de politikere, vi selv har valgt. Og på en skala fra ét til fem, hvor fem er bedst, scorer politikere et gennemsnit på 2,28. Det er kun spindoktorer, der scorer lavere. Selv brugtvognshandlere og journalister (!) er ifølge undersøgelsen mere troværdige end politikere.
Nu kan der jo være mange årsager til, at tilliden til en faggruppe vurderes enten høj eller lav. Men en af mine bekendte undrede sig en gang over, at jeg gad beskæftige mig med politikere hver dag, for som han sagde: »De lyver jo hver gang, de åbner munden.«
Eftersom hans eneste empiriske grundlag for den påstand var en rundvisning i Folketinget i folkeskolen, gik jeg ikke ind i nogen større diskussion. Jeg noterede mig blot, at hvis det er den opfattelse, almindelige danskere får af at følge den politiske debat gennem medierne, så har politikerne så sandelig en udfordring.
»Sig altid sandheden, men lad være med at rutte med den,« sagde Simon Spies engang, men det der med sandheden inden for politik er altså ikke en eksakt videnskab.
Nu er det selvfølgelig – heldigvis – yderst sjældent, at politikere bliver fanget i decideret at lyve, men charmen ved politik er, at meget afhænger af øjnene, der ser. I politik findes faktisk muligheden for, at der kan være to sandheder.
Et af de bedste eksempler på det var for et par uger siden, hvor Skatteministeriet kom med en længe ventet rapport om grænsehandlen. Her har oppositionen med Venstre i spidsen jo gjort sig lystige på regeringens bekostning, når de har sagt, at »det eneste sted, regeringens kickstart har virket, er syd for grænsen ved grænsehandelsbutikkerne« med henvisning til regeringens øgede afgifter på usunde varer.
Men rapporten fra Skatteministeriet konkluderede noget andet. Eller gjorde den?
På det sociale medie Twitter, hvor man kan skrive telegramlignende beskeder på 140 anslag til hinanden, havde de politiske ordfører for landets to største partier, Magnus Heunicke (S) og Ellen Trane Nørby (V) en lille korrespondance om rapporten og dens konklusioner.
Magnus Heunicke begyndte:
»Fakta renset for spin: Grænsehandelen var 5 mia. større, da Kristian Jensen (tidl. skatteminister for Venstre, red.) var skatteminister end i dag.«
Hvis DR-programmet Detektor sendte den påstand gennem en sandhedsmaskine, ville lampen lyse grønt. Det er sandt ifølge rapporten. Ellen Trane Nørby svarede sin kollega: »Fakta renset for spin: Efter at have været faldende er grænsehandlen nu steget med 1 mia. på et år. Tab af arbejdspladser.«
Her ville lampen også lyse grønt. Begge politikere har altså ret. Magnus Heunicke fortsatte debatten: »Det er manipulation at påstå, at problemet er større i dag end under VKO. Drop det spin.«
Ellen Trane Nørby replicerede: »Forhold dig til fakta. Grænsehandlen er steget med 1 milliard på 1 år efter at have været faldet en årrække.«
Og hun forsøgte med det samme at underbygge sin pointe: »Fakta renset for spin: Dankortforbruget i Tyskland er steget med 24 procent de første otte måneder af 2012 i forhold til 2011.«
Her kunne man måske indvende, at dankortforbruget i Tyskland ikke udelukkede siger noget om grænsehandlen. Det kunne også sige noget om, hvor populært et rejsemål Berlin er blevet for danskerne.
Men Magnus Heunicke rundede debatten af: »Grænsehandel i 2005: 15,6 mia. Grænsehandel i 2010: 12,1 mia. Grænsehandel i 2012: 10,5 mia. Dramatisk stigning, V?«
To politikere, en rapport. Og en heftig debat om sandheden. Begge har ret, men i kampen om fakta går der spin i sandheden, hvor parterne nægter at forholde sig til fakta, der er sandt, men strider mod deres eget billede af virkeligheden.
Så forstår jeg faktisk godt, at det som læser, lytter eller seer kan være svært at finde ud af, hvem der taler sandt. Normalt er der kun én sandhed, så mindst én af dem må lyve. Sådan er det bare ikke altid i politik.
Casper Dall er politisk reporter på Informations Christiansborg-redaktion.
Ugens personlige klummer: Mandag: DerudefraTirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erneLørdag: Borgen
Sikke noget vigtigt noget at bruge tid på??
Jeg begriber ikke at politikere - eller andre - vil forsøge på at fremlægge vigtige budskaber på 140 anslag eller under Clement-vilkår.
Det kan da kun blive utroværdigt
og hvis politikerne ikke synes emnet er vigtigere end 140 anslag, hvordan skal de så kunne overbevise læsere/tilskuere om vigtigheden?
i dag findes der al den her fine teknologi som gør direkte demokrati muligt, f.eks kunne staten udstyre folk en special-kodede mobiler, som ikke kunne fuskes med, alle der var interesserede i at deltage i demokratiet kunne sidde og se folketingets afstemninger på TV, og samtidigt afgive stemmer "Ja" eller "Nej"(du finder ikke en mere simpel mobiltelefon som kun har to knapper) på de forskellige forslag som var op til afstemning.
Om det er sandheden eller løgnen der er mest ilde hørt afhænger af ørerne der lytter for hvis man ikke er modig nok til at lytte ordentligt efter hører man alligevel kun det man vil høre, ligesom man jo også for det meste læser den avis der giver en ret i det meste. Hvilket egentlig er en dårlig strategi for den videbegærlige, men lad nu det ligge. Politikere behøver ikke være mere troværdige i detaljerne end resten af befolkningen, men det er klart at de skal mene noget der peger i en bestemt retning over tid. Tror nok det hedder integritet, det de først og fremmest skal have. Ellers er det vi langsomt mister tilliden til dem. Men det har jo altid været spillets regler og der er ikke noget nyt i det.
Helge Berg, direkte demokrati kan ikke udfoldes på afstand, det er for ansvarsløst ikke at mødes i forsamlinger og give sin holdning til kende i en social sammenhæng; men det ville man jo også sagtens kunne, Schweiz har ikke noget problem med det, og de er en større og mere spredt befolkning end os.
Politik kan sagtens være en eksakt videnskab, men det kræver selvfølgelig at politikerne retter sig mere efter hvad videnskaben konkluderer, specielt inden for sociologi og samfundsvidenskab end de retter sig efter om politikken passer til deres ideologi!
Nej, Rasmus Hjul, videnskab kan aldrig tilvejebringe tilstrækkelig vished til, at man blindt kan lægge den til grund for politik.
Politik handler i høj grad om følelser, drømme og utopier - alt sammen meget lidt videnskabeligt, men dog afhængigt af videnskaben, på samme måde som man heller ikke kan bygge en rutsjebane uden at medtænke Newton osv. Men udgangspunktet og målet er og bliver: en rutsjebane.
”Normalt er der kun én sandhed, så mindst én af dem må lyve.”
Forkert, men en meget almindeligt udbredt påstand.
Man bør generelt altid være skeptisk overfor folk, der bruger ordet sandhed i bestemt form og i ental – og det ligegyldigt om det handler om politik eller andre materier. To beskrivelser af samme fænomen kan tage sig vidt forskellige ud afhængig af fra hvilken position, man iagttager og beskriver den. Og det gælder i endnu højere grad, når man betragter fænomenet med bestemte værdipolitiske briller.
Peter Hansen:
Du har vist vendt om på det, fordi jeg ser politikerne foretage beslutninger der på forhånd er dumt til at forværre problemerne til trods for videnskaben for længst har undersøgt dem og kommet med en konklusion på. Vi kan jo bare se eksempler som bandekrigen, den er udledt af beslutninger der gik imod et hav af viden og erfaring. Men det var en ren ideologisk politisk beslutning.
Boligboblen er et andet eksempel, videnskaben råbte op at man skulle passe på ikke at overophede markederne specielt med skattestoppets indtræden da det gik rigtigt godt og der ikke var noget til at regulere markederne pga. skattestoppet.
Hvis politikerne forlængst havde hørt på hvad sociologer havde at sige om feks hvordan vi brød den negative sociale arv i samfundet, så havde vi nok heller ikke så mange mennesker der vokser op med psykiske problemer og delvist skulle forsørges og behandles osv.
Man kan reelt blive ved, hvis man har læst nok.
Min egen aldeles uvidenskabelige vurdering er, at vi ikke er trætte af politikerne fordi de tolker tingene partisk, men fordi de fokuserer mere på spillet om magten end indretningen af samfundet.
Vi ved godt at hvis vi spørger en præst, en rabbiner og en buddhist, så får vi tre forskellige svar - og tilsvarende med politik. Det er sågar kendetegnende ved demokratiet, at vi ikke er - eller behøver være - enige i vores tolkninger af alverdens forhold. Men dem som repræsenterer os i forvaltningen skal ikke agere prædikanter for hver sin trosretning - men netop repræsentanter for den ideologi og perspektiv vi stemmer dem på, og professionelle nok til at se ud over sit snævertsyn ved forhandlingsbordet.
Som eksemplet demonstrerer vil de hellere spille sorteper end bygge korthuse. De er næppe uenige om at omfanget er stort og at det udgør et problem for nationens økonomi, hvilket vist er den udbredte opfattelse af grænsehandel. Men i stedet for at tage fat på problemet og byde ind med hver deres ideologiske perspektiver til en samlet løsning, så gælder det om at placere skylden på den modsatte part. Ikke fordi det hjælper os borgere et hak, om det er folk eller fæ der er skyldige, men fordi det har så stor betydning for vores kommende stemmeafgivelse - og derfor har betydning for politikerne personligt.
Vores politikere opfører sig som et skilsmissepar, der ikke kan finde ud af at dele boet og konkurrerer om børnenes gunst. Og det er aldeles trættende, specielt da vi forventer at ansvarsposterne og valgprocessen sikrer os folk af ypperste kvalitet - ikke en flok forkælede divaer der prøver at undsige sig ansvaret og bortforklare problemerne med at de ikke fik deres vilje.
Mit forslag er at vi prøver at anonymisere forslag. Så kan vi måske debattere emner uden at der går partitaktisk kamp i det. Hvis det ikke virker så kan vi forlange at en problemopstilling skal ledsages af empiri, argumentation og løsningsforslag, ganske som vi forventer i videnskabelige kredse. Virker det heller ikke, så er der vist ingen grund til at beskæftige sig med politik, førend de har forstået at deres opgave ikke er som propagandister, men problemløsere.
Vi har alle vores subjektive sandheder. Men det forventes, nej forlanges, at vi kan sætte dem til side og forholde os til forelagte fakta. Det er tragisk at politikere er undtaget denne regel, og kan opføre sig som en flok sociologistuderende der undersøger kausalitet i stedet for at handle på konsekvenserne. Og det er et tragisk paradoks at netop demokratiets forvaltere ikke forstår at demokrati ikke er en konkurrence om at vinde flertal for sin sag - men at inddrage samtlige af befolkningens hensyn i det lovgivende arbejde.
Indtil videre har vi kun en ud af tre fra amerikanske retsfilms edsafgivelse: "The truth, the whole truth and nothing but the truth".
Spøjst, at ingen har forholdt sig til selve eksemplet: hvem er den uvederhæftige politiker i SMS fejden?
Heunicke påstår, at fremlæggelsen af de to tal er renset for spin.
Men er spin ikke netop via ensidigt udvalgte fakta at fremmane en manipuleret virkelighed?
Og at han med de to udvalge tal prøver at indikere, at grænsehandelen er faldende - på trods af, at det behændigt udeladte tal for 2011 viser, at det i virkeligheden forholder sig omvendt.