Kronik

Biler på Strøget? – tanker om byens rum

I dag fylder Strøget i København 50 år. Et tillykke er bestemt på sin plads. Men har hun ikke isoleret sig lidt vel rigeligt fra resten af middelalderbyen? Og er fraværet af trafik, der i hendes barndom føltes så befriende, blot blevet erstattet af et fodgængertyranni? Strøget ligner i dag alverdens andre strøggader. Måske vi bør gentænke, hvad vi vil – ikke bare med Strøget – men med værket København
I anledning af Strøgets 50-årsfødselsdag kunne man passende overveje, om man ikke – i stedet for at renovere middelalderbyens belægninger gade for gade – burde hæve blikket lidt og spørge, hvad vi overhovedet vil med hovedstadens gamle bykerne. Arkiv

I anledning af Strøgets 50-årsfødselsdag kunne man passende overveje, om man ikke – i stedet for at renovere middelalderbyens belægninger gade for gade – burde hæve blikket lidt og spørge, hvad vi overhovedet vil med hovedstadens gamle bykerne. Arkiv

Aage Sørensen

17. november 2012

Har man sin gang i det indre København, har man næppe undgået at bemærke den forandring, der i den seneste tid er overgået Købmagergade. Den smukt svungne gågade, der med Rundetårn som mellemstation forbinder Frederiksborggade (Nørreport) med Amagertorv, har fået en ansigtsløftning. Tiltrængt var det. Den tidligere flisebelægning var rædderlig. Nedbrudt og skæmmet af asfaltudfyldninger. Alligevel er der grund til at reflektere over, om den vej, man har valgt at gå, er den rigtige. For hvilken højere visdom tilsiger, at netop Købmagergade gives en ganske særlig belægning? Eller sagt på en anden måde: Burde vi ikke, i stedet for at renovere middelalderbyens belægninger gade for gade, hæve blikket lidt og spørge, hvad vi overhovedet vil med hovedstadens gamle bykerne.

Skal vi blande trafikanterne på en ny måde? F.eks. indføre ’Shared Space’, hvor gående, cyklister og bilister sameksisterer? Er cyklisterne ved at blive for meget? Eller skal de fylde mere? Hvordan håndterer vi de stigende turiststrømme? Skal vi betone de enkelte kvarterers særpræg og historie? Hvordan restaurerer vi uden at musealisere? Hvad vil vi med vores pladser; åndehuller eller udendørs fitness? Skal der plantes flere træer? Har byen det rigtige belysningskoncept? Hvordan håndterer vi de stigende regnmængder? Og man kunne blive ved. Og bør blive ved. Man bør blive ved, indtil man har arbejdet sig frem til et grundlag, der kan danne basis for at arbejde videre med middelalderbyens fremtid.

Når det ikke for længst er sket, hænger det blandt andet sammen med et forhold, der kan uddrages af ovenstående opremsning. Kompleksiteten er blevet for stor, spørgsmålene for mange. Af samme årsag har det i forbindelse med udvikling af byrum, længe ikke været på mode at tænke i større sammenhænge.

Fokus på underholdning

Tidligere tiders meget omhyggelige (og indrømmet ofte alt for omstændelige) planlægning er gennem de seneste 10-20 år gradvist blevet afløst af punktvise nedslag, hvor indsmigrende grafik og positivistisk historiefortælling sælger varen. Og hvilken vare? Tja – først og fremmest skal underholdningsværdien være høj. Der hersker blandt politikere i dag en udtalt angst for, at borgeren skal kede sig i byens rum.

Et mere ultimativt udtryk for ovenstående end Den Røde Plads på Nørrebro findes næppe. Som den del af det knapt nok færdiggjorte byrumsforløb ’Superkilen’, der vender ud til Nørrebrogade, rammer pladsen den forbipasserende med en gloende rød heftighed, der leder tankerne i retning af La Tomatina, den årlige tomatfestival i den spanske by Bunol. Den nørrebroske multikulturalitet er repræsenteret ved, at 100 stykker byrumsinventar fra 57 forskellige kulturer er hentet hertil, såsom skraldespande fra London, kloakriste fra Israel og palmetræer fra Kina. Og så er der det med det røde; som klogeligt nok ikke kun er rødt, men også orange, brunt og lilla, malet i prismatiske felter på den støbte betonbelægning.

Ikke en del af helheden

At projektet deler vandene er helt på sin plads. På den måde er det meget i Nørrebros ånd. Ideen med farverne, og det at hente ’fremmed’ inventar hertil fra vidt forskellige lokaliteter, holder også fint. Så hvad er problemet? Jo, udover at det højtflyvende projekt rent materialemæssigt har oplevet en hård landing, burde man have interesseret sig mere for de umiddelbare omgivelser. Mens man har været optaget af at globalisere det lokale, virker det, som om lysten til at være det, som Superkilen jo i virkeligheden er, nemlig en del af et flere kilometer langt stiforløb, strækkende sig fra Tagensvej i øst til et godt stykke ind i Frederiksberg kommune, har været fraværende.

Færdes man i naboanlægget Nørrebroparken, opdager man, at parken i sin grundstruktur er opbygget, så man ved at bevæge sig langs stien ledes gennem en række af tværgående parkscenarier. En komposition så selvfølgelig, at man ikke skænker det en tanke. Til sammenligning virker det som om stien gennem Superkilen, og særligt hen over den Røde Plads, er mest i vejen.

Strøget uden egenart

Men hov; jeg har rent glemt fødselaren. Den officielle fejring fandt sted for et par måneder siden, mens vejret var smukkere, men ikke desto mindre er det først i dag, hun fylder rundt. Tillykke til Strøget. Du blev født som et kontroversielt eksperiment og har siden været en dundrende succes. Men med tryk på ’har været’. For eftersom populariteten er steget og steget, og antallet af turister er gået samme vej, har Strøget forandret sig til at blive en institution, der har mere tilfælles med alverdens andre strøggader end med byen København.

Før turen kommer til en renovering af Strøget, der belægningsmæssigt er i omtrent ligeså elendig forfatning, som Købmagergade var, håber jeg inderligt, at der bliver rum for refleksion. Og her tænker jeg ikke på, om vi skal belægge Strøget med guld eller granit. Jeg tænker på, om vi overhovedet skal bevare det.

På hverdage cykler jeg ca. 50 meter på Strøget om morgenen på vej til mit arbejde. Ifølge færdselsreglerne burde jeg stå af og trække, men det føles lidt fjollet al den stund, at Strøget om morgenen vrimler med person-, vare- og lastbiler. Så jeg tillader mig dette daglige lovbrud, og jeg nyder aktiviteten fra mennesker, der har et arbejdsrelateret ærinde. Op ad dagen går den ikke. Da er Strøget så overbefolket, at man kun med stort besvær kan trække sin cykel på det.

Selv vælger jeg ofte i stedet at færdes ad parallelgaden Strædet. Her, hvor man har vendt trafikpyramiden på hovedet, således at bilister holder tilbage for cyklende, som igen holder tilbage for de gående, har man opnået et velfungerende miks mellem opholdsmuligheder og fremkommelighed.

København som værk

Hvad så; skal der igen køre biler på Strøget? Måske. I virkeligheden er spørgsmålet ikke så interessant. Det er ikke interessant, fordi det jo netop isolerer et enkelt gadeforløbs logistik fra resten af indre by. Det er her, jeg mener, at man bogstaveligt talt er gået galt i byen med Købmagergade. For nok er gaden vigtig. Men den adskiller sig ikke fundamentalt fra det øvrige gadenet i middelalderbyen, og derfor er der ikke nogen fornuft i at give den en unik belægning.

Før man i København giver sig i kast med yderligere gaderenoveringer, synes jeg, at man skal tage initiativ til at få udarbejdet en samlet plan og strategi for byens belægninger. At det så også indbefatter, at man får vendt og drejet en del andre spørgsmål, er åbenlyst. Det er, som man siger, en udfordring, ikke et problem.

Den tidligere professor ved Kunstakademiets Arkitektskoles landskabsafdeling Sven-Ingvar Andersson (1927-2007), der blandt meget andet udformede renoveringen af Skt. Hans Torv, fremhævede ofte København inden for voldene som et værk. Et overordentligt fint værk endda, som ved held og behændighed har undgået mange af den moderne tids værste excesser. Spørgsmålet er i virkeligheden ligeså enkelt, som svaret er komplekst: Hvilken fremtid ønsker vi os for værket København?

Ulrik Kuggas er landskabsarkitekt og formand for redaktionsudvalget på tidsskriftet Landskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig har det pyntet med den nye belægning på købmagergade,men i min optik for spraglet,den signalerer ikke København.

Granitbelægningen er hentet i Kina og kvaliteten er af tvivlsom karakter-kinesisk granit har det med at smuldre efter en tid,fordi styrken og overfladen ikke er tæt og vejrbestandig som den bornholmske.

København vil gerne sælge sig som en miljø venlig by,hvorfor så transportere belægning fra den anden side af kloden af dårlig karakter når vi har den bedste granit fra Bornholm i vores baghave.

Desuden er der utroligt mange lunker som giver vandpytter,arbejdet er ikke udført korrekt-trist .

Den gamle danske brolægning er unik fordi mellemrummene i belægningen optager store nedbørsmængder så kloakerne ikke overbelastes-har man tænkt sig om ?.

Desuden passer den bornholmske granit rent farvemæssigt bedre til de omkring liggende bygninger især de historiske-har man tænkt sig om?

Det er desværre sandt,det ligner mere et storcenter.