Kommentar

Har Danmark glemt urfolksgrupperne?

10 års dansk støtte til fattige urfolk i arktisk Rusland er slut nu, hvor Rusland ikke længere er modtagerland i Udenrigsministeriets naboskabsprogram. Dermed går vigtig viden og erfaring tabt
22. november 2012

Danmark skal have en ny strategi for sit ’naboskabsprogram’. Programmet er Udenrigsministeriets menneskerettighedsbaserede bistandsprogram for EU’s østlige naboer og skal fremover yde bistand til Hviderusland, Ukraine, Moldavien, Armenien, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo i perioden fra 2013 til 2017 og har ca. én milliard kr. til dets gennemførelse.

I den tidligere strategi var Rusland et modtagerland, mens det nu stort set sløjfes – dog med mulighed for en mindre målrettet indsats. Midlerne til Rusland var små, omkring 1,8 millioner kr. årligt. Desværre indebærer sløjfningen, at en vigtig del – fokus på urfolk i arktisk Rusland – ikke længere er en del af programmet. Blandt urfolksgrupperne er der samer, vepser, komi, nenetser, yupik, tjukter samt flere andre fangere, jægere og rensdyrnomader, der i dag lever i yderste armod i verdens koldeste egne.

Støtte til urfolk

På baggrund af en forespørgselsdebat i Folketinget i år 2000 vedtog et enigt folketing en dagsorden om en målrettet indsats for oprindelige folk, også kaldet urfolk, i arktisk Rusland.

Centralt i debatten stod oprettelsen af et permanent forum for urfolk i FN og en opgradering af støtte til urfolk i lande, der i bistandssammenhæng ikke betragtes som udviklingslande. Urfolkene i de russiske polaregne fik en helt særlig opmærksomhed. Dels fordi Danmark gennem Rigsfællesskabet regnes som et arktisk land, og dels fordi disse folkeslag indtil da faldt i et bistandsmæssigt tomrum. Det permanente forum sikrede de store linjer og overordnede problematikker i urfolksspørgsmålene, hvorimod bistanden åbnede op for at arbejde med urfolkenes problemer helt derude, hvor hjælpen behøves mest, m.a.o. derude, hvor urfolkene bor i den sibiriske tajga (urskov) og på den frosne tundra.

Ngo’er ud af strategien

Med Danmarks førertrøje og fokus på arktiske interesser samt et nyligt bredt funderet politisk tiltag i forhold til at opprioritere Danmarks engagement i Arktis kan det undre, at urfolk ikke er nævnt med et ord i udkastet til den nye strategi for naboskabsprogrammet. Det er ingen steder muligt at finde en officiel beslutning, hverken på embedsmandsniveau eller politisk udmelding, som siger, at urfolkene i Rusland ikke længere er et prioritetsområde.

Tværtimod har området nu igennem 10 år været prioriteret med en beskeden pulje, som er brugt til at gennemføre projekter og styrke processer med henblik på at forbedre urfolkenes situation. Endvidere har nogle danske ngo’er og konsulenter opbygget en stor viden om urfolkenes situation i de forskellige regioner i Rusland, som gennem en fortsat prioritering af området kan bruges til at videreudvikle de igangsatte tiltag og forbedringer, så en bæredygtig udvikling opnås.

Faktisk er ngo’erne helt forsvundet ud af den nye strategi til trods for, at det netop er med ngo’erne som bindeled, at man har gennemført de sidste 10 års indsats. Det betyder, at ngo’erne både har et stort kendskab til de områder og de problemstillinger, de arbejder med, og samtidig er vidensformidlere i forhold til de bevilligende myndigheder i Danmark (UM). Endvidere har ngo’erne mulighed for at tilpasse tiltagene efter vilkårene og derved nå ud til lokale urfolksgrupper som pga. manglende repræsentation er marginaliserede og derfor ikke har mulighed og ressourcer til at igangsætte relevante projekter. Dette giver en unik mulighed for at arbejde ud fra et princip om ’hjælp til selvhjælp’.

Hvorfor stoppe en succes?

Vi har gennem de seneste 12 år arbejdet med urfolksprojekter i arktisk Rusland gennem foreningen Infonor. Fokusområdet har primært været samerne på Kola-halvøen. Vi har haft flere mindre projekter, men alligevel favnet både kapacitetsopbygning, fortalervirksomhed og udvikling af samiske primær erhverv (fiskeri og rensdyrdrift). Det kræver et indgående lokalkendskab, viden om russisk urfolkspolitik og samiske levevilkår for at gennemføre projekterne på en meningsfuld måde og med mest udbytte for bistandsmidlerne.

For at styrke fortalervirksomhed for samerne på Kola-halvøen udnyttede vi de muligheder som russisk lovgivning giver – nemlig ‘National Kulturel Autonomi’, som betyder, at en etnisk gruppe har repræsentation over for myndighederne og mulighed for at få støtte til at styrke deres kulturelle institutioner.

Efter Sovjetunionens opløsning ophørte statskollektiverne med at fungere. På Kola-halvøen ramte det rensdyrdriften, som røg ind i en nedadgående spiral. Det var nødvendigt med en revitalisering af rensdyrdriften som samisk kulturbærende primærerhverv. Med inspiration fra skandinavisk rensdyrdrift tilpasset en russisk kontekst fik vi opstartet en privatisering af rensdyrdriften ved hjælp af urfolksfamiliebrug kaldet obschinaer. I den nye strategiplan er muligheden for at støtte rendrift i obschinaerne udelukket.

Med de seneste 10 års arbejde in mente er det uforståeligt, at den dansk indsats i området nu skal stoppe. Dermed svigter vi udviklingen af bæredygtighed i det arbejde, som vi har lavet, og ligeledes de mennesker, det skulle komme til gode, og som ikke har andre muligheder.

Grønlands Selvstyre har sammen med Infonor indsendt en forespørgsel til Udviklingsminister Christian Friis Bach (R)samt forslag til en ændring af strategien for naboskabsprogrammet. Vi håber, at udviklingsministeren vil genoverveje, hvorvidt Danmark igen kan indtænke støtten til urfolk i arktisk Rusland som en del af en samlet dansk arktisk politik.

 

 

Claus Oreskov er formand og Miriam Weiss er bestyrelsesmedlem i Infonor, som er en dansk-grønlandsk ekspertgruppe og ngo, som arbejder for urfolkene i arktisk Rusland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Jensen
Maria Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan harmonerer minedrift og olieboringer med viden om urfolks kultur og levevis? Er det ikke nemmere at urbaniserer disse potentielle naturvogtere?

Indrømmer Niels-Holger Nielsen den er vittig, og jeg vil da selv bruge den nu og da i lystigt græsrods selskab. Samtidig har det altid været et problem at definere urfolkene. Stor set er det samme folkeslag, som i etnografiens barndom fik prædikatet primitive folk påklistrede. Andre betegnelser var: indfødte, vilde, (der var den ædle vilde (Rousseau) og den grusomme vilde (Voltaire) ), naturfolk, stammefolk og etniske grupper (dette begreb er senere blevet hyppigt anvendt på minoritets grupper og dermed mistet sin oprindelige betydning). Da man i 50´ begyndte afkoloniseringen var det præcis disse forke grupper, som ikke kom med i processen. Især USA og flere Latinamerikanske lande var bange for hvad der skulle ske, med deres indre kolonier og på denne baggrund vedtog FN saltvands doktrinen. Saltvandsdoktrinen indebære, at der skal være saltvand mellem en koloni og kolonimagten på den måde fik: samer, indianere, maorier, aboriginer og mange hundrede andre folk aldrig en chance for, at generobre deres selvstændighed. Disse folk begyndte at røre på sig i 1970´ og de oprettede netværk, og forskellige internationale fora hvorfra de kunne drive politik. Hvad skulle man kalde alle disse forskellige folk, som havde en fælles interesse i det politiske samarbejde. Ingen brød sig om kolonimagtens diskriminerende navne og på engelsk enedes man om at bruge termen: Indigenous peoples. I lang tid værgede mange lande sig imod at akseptere s´et i endelsen peoples. Man frygtede at disse folk så også kunne påberåbe sig alle rettighederne som omtales i FNs menneskerettighedserklæring. Derfor kaldtes de indigenous population, i mange lande, så de dermed var grupperede sammen med dyre populationer. Den canadiske indianer høvding George Manuel fandt på betegnelsen den 4. Verden. Denne betegnelse var meget brugt i Skandinavien i 70´ men døde så hen. I dag en absurt betegnelse i og med at den 2. verden er ophørt med at eksistere. Alligevel var det en god betegnelse for den sagde noget om, at disse befolknings grupper var de mest marginaliserede, de mest truede af alle folk her på jorden – alene af den grund at man ikke accepterede dem. I virkeligheden kunne man sige koloniserede folk, men der findes forskellige strategier far de forskellige koloniserede folk. Derfor er det nødvendigt med flere termer. Baskere, kurdere og tibetanere ønsker f.eks. at fremstå som nationer og ikke som urfolk. En betegnelse er også oprindelige folk og det er en god betegnelse, men meget besværlig og lang når man skal skrive ordet 117 gange. På norsk og svensk siger man for det meste urfolk og jeg har valgt det samme – ligesom INFONOR officielt bruger denne term. Den er lovlig skal man tro Nudansk ordbog.

Jeg glemte at tilføje at urfolk eller indigenous peioles bl.a. defineres ved at man siger, det er folk, hvor andre folk er gået ind og dannet en anden nationalstat på deres område m.a.o. urfolkene er dem der kom først! (sådan defineres de af ILO). Og den kunne såmænd godt gælde på jyder Niels Engelsted, men jeg vil alligevel sige nej. Der er ingen urfolk som har så stærk en repræsentation i det lokale parlament som jyderne har i Folketinget :-)

Claus Oreskov: Hvad er formålet med disse urfolks-projekter - hvad ønsker man at opnå? At fastholde urfolkene i en tidslomme? At gøre dem i stand til at flytte ind til byerne? Hvad?

Der er blevet skalket og valket med urfolks midlerne, så det er snart svært at se hvad meningen er med dem! Oprindeligt var de tænkt som hjælp til urfolkene både økonomisk men også til bl.a. selvorganisering m.a.o. pengene skulle bruges som støtte til urfolkenes kulturelle og nationale overlevelse. Som Per Stig Møller sagde under urfolks debatten i folketinget så kan man ikke overlade beskyttelsen af urfolkene til de selv samme regeringer som gerne ser urfolkene derhen hvor peberet gror. Grunden er den at man ønsker ubegrænsede muligheder til at udvinde natur resurser på urfolkenes landområder (lige nu er der en sag omkring minedrift på samisk rendrift områder i Sverige). Pudsigt nok har Rusland på det sidste været ude og gøre opmærksom på vigtigheden af at urfolkene ikke bliver tvungen bort fra deres landområder (I Finland har urfolkene urmindes hævd på deres land og noget lignende er gældende for Rusland). Denne nye udmelding skal ses i lyset at kampen om de arktiske resurser. For national staterne er det vigtigt at de uhyre landområder i mod nord er beboet – så de ikke efter gammel lov kan erklæres Terra nullius. INFONOR ønsker at holde UM fast på den politiske afgørelse angående brugen af urfolksmidlerne – nemlig både økonomisk hjælp og til kapacitets opbygning – der hvor urfolkene bor og hvor deres forfædre boede igennem årtusinder.