Klumme

Dobbelmoralsk dækning af BBC skandale

Moral er som bekendt godt; dobbeltmoral dobbelt så godt. Den tanke slår én, når man følger tabloidavisernes dækning af den skandale, der har ramt public servicens moderkanal BBC
14. november 2012

Det er selvfølgelig forsidestof, når BBC’s generaldirektør, George Entwistle, forlader sit job sammen med BBC’s nyhedsdirektør, Helen Boaden og hendes næstkommanderende, Stephen Mitchell. Det sker efter et af de største journalistiske fejltrin i BBC’s historie, da det ellers højt respekterede undersøgende tv-program, Newsnight, anklagede en højtstående konservativ adelsmand for pædofili. Hans navn blev ikke nævnt i programmet, men det tog få minutter for andre journalister at identificere ham og bagefter dokumentere, at anklagen var grundløs.

Det dobbeltmoralske lå i, at flere britiske aviser – herunder de 40 procent, der ejes af den korruptiont plagede Murdoch-koncern – var tydeligt forargede over BBC. Om et par uger ventes Leveson-undersøgelseskommission at færdiggøre sit arbejde. Kommissionen har undersøgt britiske avisers, specielt Murdoch-avisernes, arbejdsmetoder. Arbejdet har resulteret i, at over 100 journalister, redaktører og politifolk er blevet sigtet for grove lovovertrædelser.

Leveson-høringerne har vist, at mere end 4.000 kongelige, kendisser, politikere og andre er blevet udsat for illegal telefonaflytning, ulovlige indbrud i computere og grove indgreb i privatlivets fred. Britiske sensationsmedier og i særlig grad det nu lukkede News of The World har bestukket masser af politifolk, og Rupert Murdochs fangarme rækket langt op i toppen af britisk politik.

Forleden blev det oplyst, at premierminister David Cameron har sendt eller modtaget mere end 150 sms-beskeder og e-mails til og fra topfolk i Murdoch-organisationen, herunder den nu tiltalte Rebecca Brooks. Indholdet er stadig hemmeligholdt.

»Hvor mange af de chefredaktører, der for tiden er forargede over BBC vil udvise samme værdighed som BBC’s generaldirektør gjorde?« spørger The Guardian i en leder mandag, hvor avisen også skarpt kritiserer BBC’s nu afgåede generaldirektør for at have ’ignoreret blinkende advarselslamper’ i forbindelse med den svigtende redaktionelle dømmekraft på Newsnight og den anden pædofiliskandale på BBC, som trækker spor flere årtier tilbage, hvor den populære musikvært Jimmy Savile (som døde sidste år) år efter år misbrugte mindreårige og BBC tilsyneladende ’intet vidste’ – eller bare lukkede øjnene for det.

Vi har i Danmark været sparet for journalistiske skandaler af samme massive og ulækre karakter som det totale moralske og etiske sammenbrud i den britiske tabloidpresse.

Danske formiddagsaviser er høflige søndagsskoler i forhold til deres britiske kolleger. De danske skandaler blegner i forhold til de britiske. Dagbladet Informations anklage imod en spindoktor for at være nazisympatisør, Søndagsavisens falske natursut-historie eller TV2’s opdigtede Triple-A-historie. Da DR manipulatorisk hængte en plejemor på Mors ud for for børnemishandling, måtte DR’s generaldirektør Christian Nissen tage på en bodsfærd til Nordjylland og undskylde.

Han var nemlig også ansvarshavende chefredaktør, ligesom den nuværende generaldirektør er det. Og det kan man stille spørgsmålstegn ved, ligesom briterne nu gør det. Generaldirektøren for BBC er topadministrator – eller Chief Executive – for 23.000 ansatte.

Han skal styre gigant-organisationen i en tid med voldsomme teknologiske, økonomiske og strukturelle ændringer, og så skal han samtidig være ansvarlig chefredaktør for 40 timers medieindhold på et utal af platforme hver eneste time døgnet rundt, som Guardian påpeger.

BBC’s bestyrelse – The BBC Trust er politisk udnævnt. Den udmærker sig ikke ved at have stor indsigt i eller erfaring med journalistik. Derfor vil administrative talenter få en fortrinsret fremfor redaktionelle.

Det lyder næsten som en beskrivelse af DR’s øverste organ. Briterne diskuterer disse dage intenst, om man skal dele topposten op i to, fordi en enkelt person næppe kan skræve over både det administrative og det redaktionelle. Den debat – og dens udfald – må ikke gå i glemmebogen, når DR engang ad åre skal finde en ny topchef.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det har vel ikke noget med hans værdighed at gøre. Her er det bestyrelsen og Lord Patten, der står for skud. Såvidt jeg husker får Entwistle mindre end Kenneth Plummer fik af DR. Og han blev dig fyret for noget han selv var skyld i. Entwistle røg af mere formelle grunde.

Hvad angår de danske medier synes jeg at der er begyndende tendenser til engelske tilstande i tabloidpressen. Kan nævne den såkaldte " skattesag", og hvad med den stakkels uskyldige mand der med billed og hele svineriet kom på forsiden for et mord han ikke havde begået.
Okay, det kan jo smutte det skidt meeen pas nu på her.

En ting jeg så synes at danske medier kunne lære af de engelske er at være mindre underdanige overfor kendisser hvad enten det er politikere eller kunstnere eller andre typer.
Til tider virker det som om der er for megen konsensus omkring hvad pressen overhovedet synes er en god historie. Eller rettere hvad pressen synes BURDE være en historie.
Hvorfor går pressen ikke i kødet på diverse spindoktorer eller dissikere elendige journalistiske historier?
Der bliver nævnt lidt i diverse medier om enkelte
tilfælde men der er sjældent nogen opfølgning. De får lov til at udtale sig med udsagn der står og flagre i vinden og det var så det.

Det har da noget med værdighed at gøre at han får betaling for 12 måneder når han har krav på 6 måneders betaling. Han blev jo nærmest helgenkåret for at sige op.

Lige en ting mere. Jeg synes at der er dygtige journalister i DK også her på Information :-)
Og i kan ikke dække det hele, det ved jeg godt.

Men forstå at det eddersparkeme er noget af et chock for en englænder at se hvor råddent engelsk presse egentlig er. Vidste at den var slem men så afskyelig og kurumperet som den er giver total paranoia her.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg forstår ikke rigtig problematikken om dobbelt moral. Der er da slet ingen moral. Hvorfor træder de 300 seksuelt misbrugte kvinder først frem nu, efter at Jimmy Savile er død? Hvorfor har BBC dækket over skandalen? Det er da det som er det umoralske.

At DRs chefredaktør Plummer, fik en aftrædelsesordning, som var langt bedre en den britiske, er jo et dansk fænomen. Vi er jo sandsynligvis europæiske mestre i kammerateri, når det gælder omgangen med statens penge.

Det dobbeltmoralske er, at Murdoch-aviserne nu er forargede over BBC. De har aflyttet 4.000 mennesker, hacket computere, bestukket politifolk og politikere. Det undskylder slet ikke BBC. Men det svarer til at Stein Bagger blev dybt forarget over Klaus Riskjær.