Kronik

Eurokrisen forlænget ved en fejl

De ledende organisationer har taget fejl i deres økonomiske anbefalinger gennem hele eurokrisen. Det erkender IMF nu. Spørgsmålet er dog, om det får nogen indflydelse på den fremtidige kurs, hvor EU-landene synes hvirvlet ind i et fælles ’race to the bottom’
De demonstrerende spaniere, portugisere og grækere får ingen hjælp fra de nordeuropæiske økonomier. Snarere kamp til stregen i konkurrencen om de potentielle kunder og investorer, der kan få gang i produktion og beskæftigelse igen.

De demonstrerende spaniere, portugisere og grækere får ingen hjælp fra de nordeuropæiske økonomier. Snarere kamp til stregen i konkurrencen om de potentielle kunder og investorer, der kan få gang i produktion og beskæftigelse igen.

Pierre-Philippe Marcou

30. november 2012

To pointer om den økonomiske krise fortjener større opmærksomhed. Den første er, at katastrofen vokser, og krisen bliver endnu dybere på grund af den økonomiske politik, som EU, IMF og ECB har anbefalet og krævet. På grund af – ikke på trods af. Helt middelalderligt ordineres åreladning efter åreladning baseret på vrangforestillinger om, hvordan tingene hænger sammen. I Grækenland og Spanien er arbejdsløsheden over 25 procent, og det bliver værre næste år. Krisen ramte det meste af verden, men kun i Europa vokser arbejdsløsheden stadigvæk fra år til år. Nogle af de lærde er omsider begyndt at fortryde, men de svækkede europatienter bløder videre.

Den anden pointe er, at den liberalistiske kirurgi – skønt malplaceret – griber hastigt om sig og er godt i gang med at undergrave fagbevægelsen, ødelægge velfærdsstaten og skabe større ulighed. Også herhjemme. At den danske model afløses af en europæisk model, der ligner, er langtfra sikkert. EU’s analyser og anbefalede arbejdsmarkedsreformer går snarere i retning af det, vi kender fra USA.

Paradokset

Det virker som et paradoks, at en økonomisk krise med stigende arbejdsløshed, konkurser, tvangsauktioner og voksende fattigdom mødes med politiske tiltag, som forringer velfærdsstatens sikkerhedsnet og yderligere reducerer produktionen og beskæftigelsen. En forklaring på paradokset er, at krisehåndteringen i første omgang sigtede på at redde – ikke borgerne, men – bankerne, som havde penge til gode i euroområdets problemlande. En anden forklaring er, at der er grænser for, hvor store underskud og gæld en stat kan have, og at EU kræver handling, når statsgælden bliver for stor i forhold til BNP.

Fejlagtig vurdering

Derfor var og er det nødvendigt at skære ned på den offentlige sektors udgifter eller øge beskatningen. Det gør ondt et par år, men så retter det sig igen, lød det fra bl.a. Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Men det har vist sig at være en optimistisk vrangforestilling. I oktobers World Economic Outlook erkendte IMF, at fonden og andre rådgivende organisationer »systematisk« har undervurderet sparepolitikkens negative konsekvenser. Ifølge IMF’s cheføkonom Olivier Blanchard er konsolideringspolitikkens sande omkostninger (målt i tabt produktion og arbejdsløshed) snarere tre gange højere end antaget.

IMF’s egen prognosemodel såvel som andre modeller har hidtil forudsat, at en forbedring af de offentlige finanser ville reducere BNP med ca. halvdelen (0,5) af det sparede beløb. Personalereduktioner i staten svarende til 10 milliarder euro vil ifølge modellerne så medføre en samlet nedgang i BNP på kun 5 milliarder euro. Tallet 0,5 kaldes budgetmultiplikatoren. En analyse af data for 28 lande i 2010 og 2011 har fået Blanchard og hans stab til at mene, at den sande sammenhæng snarere er ca. 1,5. I så fald vil besparelsen på 10 milliarder euro forårsage en nedgang i BNP på 15 milliarder euro og altså lave tre gange så meget ravage: arbejdsløshed, konkurser, indkomstfald o.l. Kort sagt: Offentlige besparelser presser BNP så meget ned, at spareøvelsen forværrer statsbudgettet yderligere, så staten skal spare endnu mere osv.

IMF’s selvransagelse var ikke forsidestof herhjemme, men har andre steder ført til debat om, hvad der er den rigtige multiplikator. IMF henviser til yderligere tre-fire forskningsresultater, som alle når til, at det rigtige tal er »well above 1«. En forklaring på fadæsen kan være, at multiplikatorens størrelse afhænger af konjunkturerne: I gode tider modvirkes offentlige besparelsers effekt på BNP af eksport og af en faldende rentes effekt på privat forbrug og investeringer.

Men i en krise som den nuværende, hvor efterspørgsel – også på eksportmarkederne – er helt utilstrækkelig og en rente, der allerede er omkring nul, er disse udglattende faktorer meget mindre eller helt væk. Dertil kommer, at multiplikatoren er beregnet for et enkelt land, og når flere skærer hårdt ned på samme tid, ’smitter’ landene hinanden og trækker hinanden længere ned.

Virker stik modsat

Det britiske National Institute for Economic and Social Research (NIESR) nåede en lignende konklusion i sin analyse af samme problemstilling. I et notat fra den 1. november (hvis konklusioner blev præsenteret i Information den 7. november) fastslår NIESR, at Europas stigende arbejdsløshed i 2011 og 2012 skyldes den førte sparepolitik snarere end selve den økonomiske lavkonjunktur! Og instituttet gør opmærksom på, at den kraftige multiplikatoreffekt betyder, at besparelserne ikke engang har formået at reducere den offentlige gæld i procent af BNP, fordi brøkens tæller og nævner påvirker hinanden i en ond cirkel:

»Konsolideringspolitikken har faktisk haft den effekt at drive gælden i procent af BNP i vejret, snarere end at sænke forholdet.«

Kamp mellem EU-landene

Arbejdsløsheden i euroområdets problemlande kalder på en stærk forbedring af deres internationale konkurrenceevne. Hvordan det skal ske, når man ikke længere har en valuta at devaluere, er lettere sagt end gjort. Selv overskudsforretningen Danmark italesættes jo nu som et land på katastrofekurs. »Lønnen er for høj, og skatten skal ned,« lyder det fra landets største parti og mange andre.

Så spanierne, portugiserne og grækerne m.fl. får ingen hjælp herfra. Snarere kamp til stregen i konkurrencen om de potentielle kunder og investorer, der kan få gang i produktion og beskæftigelse igen. Denne kamp om at blive bedst og billigst er derfor dårligt nyt for problemlandene. Men den er også dårligt nyt for velfærdsstaterne, fordi mange af velfærdssystemets karakteristika frastøder investorernes frit bevægelige kapital. Det er velkendt på skatteområdet, hvor nationalstaterne konkurrerer hinandens skattesatser ned i forsøget på at lokke kapitalen til. Men skatten er ikke det eneste, kapitalen afskrækkes af.

Velfærdsstaten undergraves

Set fra kapitalens synsvinkel er hele velfærdsstatens grundprincip om tryghed og lighed noget bras. Rigelig arbejdsløshedsunderstøttelse kan man f.eks. ikke lide, for det holder lønniveauet oppe og giver ledige styrke til at vrage job, de ikke ønsker. Denne Texas-tankegang gennemsyrer også meget af den økonomiske rådgivning – f.eks. omkring EU-Kommissionen.

I kommissionens oktober-rapport ’Labour Market Developments 2012’ er der ros til de lande, som har gennemført såkaldt »beskæftigelsesvenlige« reformer af arbejdsmarkedet. Rapporten indeholder et helt katalog over, hvordan ledigheden kan bekæmpes via ’jobvenlige reformer’. Et lille udpluk fra s. 103f: Sænke skatten af arbejdsindkomst og mindske skattens progression. Mindske arbejdsløshedsunderstøttelsen. Mindske adgangen til personalegoder. Forringe adgangen til sygedagpenge o.l. Mindske tryghed i ansættelsen. Øge brugen af midlertidige ansættelser. Mindske overenskomstdækningen. Reducere fagforeningers indflydelse på løndannelsen. Øge arbejdstiden og mindske betalingen for overtid. Indføre længere arbejdsdage. Sætte pensionsalderen op, mindske pensionsdækningen og reducere adgangen til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Slække regler om mindsteløn og sænke mindstelønnens størrelse.

Der er den logik i disse liberalistiske svar på krisen, at mange af instrumenterne i den økonomiske rådgivnings i forvejen magre værktøjskasse er væk: Devalueringsværktøjet røg ud sammen med drakmer og pesetas, og EU’s finanspagt stækker finanspolitikken ved at tvinge kriseramte stater til at spare i stedet for at investere.

Men konsekvensen er, at undermineringen af velfærdsstaterne forstærkes. Så åreladningerne og den liberalistiske kirurgi er skyld i to ulykker: Sparepolitikken forværrer krisen. Og anvisningerne på, hvordan eurolandene kommer tilbage på ret køl, vil forringe velfærden, mindske trygheden og øge uligheden. Disse bivirkninger kunne måske accepteres, hvis kuren faktisk virkede og førte til fuld beskæftigelse uden fattigdom. Men det gør den ikke.

Nils Enrum er lektor og cand.polit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant artikel.

Liberalismen "mindsker skattens progression" - og det har været realiteten i den vestlige verden i de sidste 30 år. Realiteterne beviser dermed at nedsættelse af skatten for de højeste indkomster i samfundet er helt uden betydning for et lands robusthed overfor økonomiske kriser, og uden gavnlig virkning på beskæftigelsen. Virkningen ses udelukkende på gini-koefficienten. De rige akkumulerer en større og større andel af samfundets værdier, som således kommer under en snæver diktatorisk styring fra ganske få asociale personer, hvilket betyder at værdierne reinvesteres, der hvor profitten er størst, istedet for i de samfund hvor værdierne er skabt.

Nu kunne man tro at kritikken og kampen derfor bør rettes mod disse meget få mennesker - ca. 0,1% - men nej, den skal rettes mod alle de der forhindre at demokratiet får kontrol over samfundets økonomi - de godt og vel 50% af befolkningen.

Målet må være at skabe forståelse for en øgning af skattens progression - Obarma kæmper for det i USA og Hollande i Frankrig - lad det brede sig.

Grethe Preisler

Tak for denne eksemplariske gennemgang af EUROkraternes (mislykkede) forsøg på at gøre USA rangen stridig som klodens førende økonomiske supermagt.

Hvis deres bestræbelser medvirkede til en nedsættelse af den globale udledning af CO2 i atmosfæren, var der måske en smule mening i galskaben. Men ikke engang dette håb har man at hælde sit plagede hoved til.

Nu hvor kineserne også har kastet sig ind i konkurrencen om at erobre førertrøjen i den globale kappestrid om retten til at sætte dagsordenen - v.hj.a. de samme finanspolitiske "værktøjer", som USA med skiftende held har betjent sig af siden de glade pionerdage i industrialismens barndom.

Aftenlandenes undergang i reprise. Østen er rød - go East, young man, go East.

jesper jespersen

Tak til Nils Enrum for en eksemplarisk kronik.
Overskriften er desværre vildledende - det er bevidst politik, hvis konsekvenser har været og er kendt inden for murene. Udadtil tales der blot mod bedre vidende.
Enhver økonom ved jo, at når der fyres i den offentlige sektor så falder BNP med et tilsvarende beløb umiddelbart. Herom kan der ikke diskuteres. Hvor stor den ekstra afledte effekt - den såkaldte multiplikator-effekt - er, kan de 'kloge' så strides og i varierende grad søge at bortforklare.
Til disse bortforklringer har vi også her til lands haft mange eksempler på. Prøv at genlæs 'velfærdskommissionens', arbejdsmarkedskommissionens', skattekommissionens anbefalinger af reduktion af skatter og sociale ydelser mm. som svaret på udfordringerne til dansk økonomi.
Om disse reformer vides kun en ting med sikkerhed, at de øger uligheden!

Den åbenlyse løsning på Niels Enrums paradoks: at en økonomisk krise med stigende arbejdsløshed, konkurser, tvangsauktioner og voksende fattigdom mødes med politiske tiltag, som forringer velfærdsstatens sikkerhedsnet er bedre for deling af samfundets indkomst - større skatteprogression.

Paradokset med hvorfor mennesker dog stemmer højreorienteret og dermed arbejder for mindskelse af skatteskalaens progression, selv om det er imod deres åbenlyse interesser, udfordrer i disse tider psykologerne, sociologerne og politikerne:

Folk er ikke blevet mere højreorienterede
http://www.information.dk/303747

- Endnu en fine beskrivelse af den uhellige alliance mellem; Neonational liberalkonservatisme

Målet for den snævre kreds af magthaver er at vende tilbage til et Feudalsamfund, med streng herakisk klassedeling.Et Eurokrati hvor borgerne er reduceret til tjenede borger - for en håndfuld kapitalfyrster, og den politiske elite giver den som religiøse demagoger

Det kan kun ende galt.
Den dag hvor folks indignation over den åbenlyse kurrumperede magtudøvelse - og stadig ringere livsvilkår - vil de demostrationer og gadekampe vi har set i sydeuropa brede sig og målrettet EU instituationer banker og multinationale kapitalkoncerner

Nu gider vi ikke det pis mere - vi skal fandme ikke tilbage til skoven hvor man skal frygte en eller anden
AlfaHan's luner og perverse magt udfoldelser.
- Eller skal udstille sig selv ved at være til morskab overfor eliten - når de smider et stykke halv fordærvet brød ud til en glubende folkemængde, der vil slå sin nabo ihjel for at få fat i dette kostelige livsfornødenhed

Det må stoppe NU !

Lise Lotte Rahbek

EU ... var det ikke dét projekt som skulle gøre, at nationalstaterne IKKE skulle kæmpe mod hinanden indbyrdes?
Men det er jo det, vi gør.

Danmarks lønninger og skatten skal være lige som Tysklands og Sveriges, for eller kan vi ikke konkurrere med dem.
Til gengæld efterlades Spanien og Portugal til at konkurrere med Grækenlands skat og lønninger.
Hvor er fornuften?
Hvor er samarbejdet og solidariteten?

Problemet er, at alle er i stand til at pege på, at det går galt. Og det gør det. I stort format.
Men ingen - politikere på nationalt og EUplan - har andre og bedre visioner eller ideer om at gå en anden vej.

SÅ kommer fascismen, for fascismen har løsninger.
Og folk vil stemme på Venstre, for de kan huske at da Venstre var ved magten, der gik det så godt, og alle havde råd til et fedt nyt køkken. Ja, så godt som alle, så.

Krisen er en ide-krise.
Vi skal alle sammen vre åh så globale og konkurrencemindede og der er kun 1% som vinder på det. The winner takes it all.

"Sænke skatten af arbejdsindkomst og mindske skattens progression. Mindske arbejdsløshedsunderstøttelsen. Mindske adgangen til personalegoder. Forringe adgangen til sygedagpenge o.l. Mindske tryghed i ansættelsen. Øge brugen af midlertidige ansættelser. Mindske overenskomstdækningen. Reducere fagforeningers indflydelse på løndannelsen. Øge arbejdstiden og mindske betalingen for overtid. Indføre længere arbejdsdage. Sætte pensionsalderen op, mindske pensionsdækningen og reducere adgangen til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Slække regler om mindsteløn og sænke mindstelønnens størrelse."

Hvorfor lyder det som et katalog over den "røde" regerings tiltag?

Formålet er ikke umiddelbart, at få "landene på ret køl". Ikke nu og her ihvertfald.

Formålet er, at omdanne dem til et neoliberalistisk paradis i retning af USA. Det betyder, at velfærdsstaterne først skal slagtes, så derpå kan man tale om genopretning.

Vi står midt i en klassekamp. De blå er i offensiven og ser uovervindelige ud, fordi de rødes gamle partier er blevet overtaget af de blå, og de ægte røde endnu ikke for alvor har reageret.

vi er ved at blive sat mindst 120 år tilbage i historien, tilbage til en tid, hvor kapitalisterne regerede og arbejderne ingen rettigheder havde, og måtte arbejde til de segnede, under horrible forhold.
Hold øje med USA, det er den kurs Europa har udstukket, og i USA kan du se Europas fremtid.

Ja vi har vist det længe.

I krisetider investeres i produktion og der skabes efterspørgsel.

I opgangstider afdrages der på gæld,man træder let og varsomt på bremsen.

Den førte neoliberalistiske sparepolitik fører kun til recession og armod,hvilket de sidste 4år er et godt eksempel på.

Men bank og finanssektoren skal tøjles og der skal luges ud i brodne kar og finansielle spekulative ikke værdiskabende produkter.

Niels Engelsted

De fleste samfundsvidenskabelige områder er udsat for modestrømninger/paradigmer, der efterlader store lakuner af allerede opnået historisk viden, og det i et omfang, der ville komme bag på de fleste uden inside kendskab. Resultatet er ikke sjældent, at undervisningen får præg af indoktrinering og mange studerende kommer til at minde om trænede papegøjer.

Dette gælder også økonomi, hvorfra de studerende rekrutteres til en karriere i politik, embedsværk, medier, organisationer eller erhvervsliv. Resultatet er en ideologisk monokultur, der ikke ved bedre end at gentage Margaret Thatchers feltråb TINA (there is no alternative).

Men det er ikke sandt, og udbredelsen af alternative forståelser til imødegåelse af det intellektuelle underskud er den måske allervigtigste opgave i denne kritiske situation, hvor verden ser ud som om den har mistet fodfæstet.

Jeg har ikke selv megen forstand på økonomi, men den amerikanske økonom Michael Hudson har været mig en stor hjælp til at afbalancere min forståelse, ikke mindst fordi Hudson gør en dyd af at trække på hene den klassiske økonomis arv.

Et godt eksempel på det er nedenstående link, hvor Hudson diskuterer IMFs katastrofale politik i Rusland. Den er både lang og lidt svær, men tilbyder også megen indsigt, hvis man ofrer en halv time.
http://www.globalresearch.ca/how-neoliberal-tax-and-financial-policy-imp...

Artiklen siger det samme, som Krugman og Stiglitz mfl. har sagt i fire fem år nu.

De økonomiske, sociale og politiske problemer vil blot vedblivende blive stadig større indtil de politiske magtforhold for alvor reviderer deres neo-liberale tankegang.

Men det er politikernes - og de mange elendigt uddannede økonomers - ansvar...

Som den fransk økonom Frederic Lebaron har udtrykt det, så havde økonomer og politikere i 1930'erne den undskydning, at man ikke dengang vidste, hvordan tingene hang sammen. Den undskyldning har hverken politikerne eller økonomerne idag. - for vi har den historiske lektion at kigge tilbage på.

De ledende politikere og økonomer er derfor mere eller mindre direkte (med-) ansvarlige for alle de økonomiske, sociale og demokratiske problemer, som de europæiske lande oplever nu - og vil komme til at opleve de kommende år...

Og - som jeg har sagt det før - det bliver kun værre minut for minut og dag for dag, hvor politikerne ikke for alvor tænker og handler helt, helt anderledes...

Michael Borregaard

Det kan siges kort. Danmark, EU og USA skal stoppe med, at kikke misundelsesværdigt på væksten i Kina og Indien, som i dag lukrerer på de samme innovationer, teknologiske nyskabelser og øvrige gennembrud vækstrevolutionerne har skabt, med et par årtiers forsinkelse. For en ting er udtømning af konvergens, noget andet er, udvikling af konvergens, altså den fælles verdensøkonomiske opgave.

Ud fra et sådant billede er specielt den store arbejdsintensitet som lægges for dagen, et af de største problemer, for man vil i Kina nå det hele på den halve tid. Det der sker for kineserne er nemlig, at de kan udnytte the advantage of backwardness. For der er op igennem tiden blevet udviklet så meget, de bare kan kopiere, producere samt sælge billigere end de lande hvis konvergens er ved, at være udtømt. Det kan siges kort. De komparative fordele er skiftet, og dette er en følge af the advantage of backwardness, Hverken mere eller mindre.

Ud fra ovenstående erfaringer skal man ifølge en analyse foretaget af Barclays` i dag tage højde for, at boomet i skyskraberbyggeri i Kina og Indien kan være et tegn på, at en asiatisk finanskrise, er under opbygning.

Barclays` har siden 1999 udgivet det såkaldte ´skyscraperindex`, der ifølge banken viser en korrelation mellem skyskraberbyggeri og finanskriser. Ifølge Barclays` analyse bør investorer se med bekymrende øjne på ophobningen af byggekraner i Indien og Kina, hvor antallet af skyskrabere vil vokse med 87 procent til 141 højhuse frem mod 2018. At der er tale om en potentiel skyskraberboble i Kina, skal ses ved, at 80 procent af de kommende seks års skyskraberbyggeri, ske i de næst- og tredjerigeste klasser af byer, hvilket er en indikation på, at den kinesiske byggeboble udvides. Dette burde få advarselslamperne til at lyse.

Investorer samt ikke mindst de danske politikere bør derfor holde særligt godt øje med Kina - den største byggeriboble i dag, hvor 53 procent af verdens skyskrabere er under opførsel, og Indien, som kun har to i dag, men 14 under opførsel. Intet er sket endnu, men viser historien om moral hazards noget er det, at en fejlplacering af kapital, kan medføre en økonomisk korrektion i to af Asiens største økonomier inden for de næste 5 år.

Rapportens analyse svarer i øvrigt til hvad den amerikanske økonom Joseph P. Quinlan for nyligt har været ude at sige, nemlig at, Kina og de øvrige vækstmarkeder er overvurderede når det kommer til deres status som investeringsland.

Set i lyset af historikken og vækstens fortællinger burde såvel danske som europæiske politikere spørge dem selv om, hvor sund er den høje vækst i udviklingslandene, i specielt Kina, for verdensøkonomien, og hvorledes kan vi faktisk bidrage til, at sikre den fremtidige stabilitet, gøres dette bedst ved, at investere massivt i udviklingslandene, så de kan opretholde en høj vækst, eller burde man faktisk sprede investeringsrisikoen, og også investere i sig selv samt på den anden side af Atlanten, for al historik fortæller jo, at det er forbundet med en overordentlig risiko, hvis man kanaliserer økonomien hen mod et og samme sted, for grundlaget for den høje kinesiske vækst er, at de med et par årtiers forsinkelse oplever den vækst som substitutionsmulighederne ifølge nobelpristageren Robert Solow har skabt.

Afgørende for symfonien er, at verdensøkonomien bliver bedre til at spille sammen, gennem en proces hvor man skaber nye ideer og implementerer ny teknologi – mens man skaber transitionen er to årsager vigtige, for det første skal EU samt USA ændre på deres krisepolitik, og for det andet skal der større opmærksomhed på byggeaktiviteten i specielt Indien og Kina, specielt i Kina er der tegn på, at man er ved at skabe en byggeboble, som kan blive til en asiatisk finanskrise. Ikke desto mindre, ønsker man i Danmark virkelig, at blive et foregangsland, skal man som nævnt tidligere i stigende grad begynde, at fokusere på andet end kold vækst, derudover er en afgørende forudsætning også, at man skriver sig artiklen: Godt arbejdsmiljø er guldgrube for aktionærer, bag øret, ikke alene inden for det offentlige, men også inden for det private.

Det ser ud til, at vi omsider er nået til det punkt, hvor det er lykkedes de siddende regeringer, medierne og meningsdannere at italesætte, at velfærdsstaten står over for kæmpestore udfordringer. Det er denne italesættelse der tydeligt har forplantet sig i en stor del af befolkningen. Samtidig med, at vi præsenteres for udfordringer fra verden omkring os, opleves det interne pres, et pres som i USA og Europa, er en del af en langsigtet strategi og præparering siden 1980erne, for vi bliver i dag fortalt, at det er velfærden som er den overbebyrdende og svulmende faktor, som forhindrer vækst. Man så at sige, puster til impulser, der ligger parat i forvejen, hvormed disse opgejles og tilfredsstilles. En kulturudvikling som er et logisk udslag af, at klassefortællingernes version 2.0 vinder frem.

På jævnt dansk, kan man sige, viser hændelserne noget, er det, at en uforfærdet forsættelse af mainstream økonomien som om intet var hændt, blot fører til endnu større kriser, og derfor er det som betegnes som ansvarlig krisehåndtering i Danmark, EU og USA, faktisk med til, at forstærke, frem for, at svække den sygdom som skabte finanskrisen i første tilfælde, for denne er blot en mindre andel af den større systemkrise som er under opbygning.

For mange vil dette sikkert komme som en overraskelse: At det er politik, og ikke økonomi, der afgør konkurrencen i den globale økonomi. Og derfor er evnen til at lære samt indrømme fortidens fejl, og skaffe viden om fremtidens udfordringer udgør derfor langt størstedelen af konkurrenceevnen – der er altså tale om meget mere end manglende vækst og skat mig her, og dit og dat, mig der. Det kan siges kort: Nationalstaterne tænkte og tænker stadigvæk i stigende grad som virksomheder i konkurrence med hinanden, hvilket i 1994 fik Paul Krugman til at kritisere: ”myten om nationernes konkurrenceevne” som en falsk myte.

Den meget korte konklusion er ikke, at der ikke er behov for, at effektivisere den offentlige sektor i Danmark samt inden for EU gennem arbejdsmarkedsreformer sikre stabilitet, men, at regeringen under Helle Thorning-Schmidts ledelse som EU som institution har ”glemt”, at den af funktion, er tjener, og samfundet, ikke den enkelte borger og/eller stat, deres arbejdsgiver.

Jeg personligt vil ikke gå så langt som at skrive, at politikkens indavl afslører sig ufrivilligt i forsøget på, at stigmatisere sin egne alternativer. Det er dog fristende. For de selviscenesættende myter er blevet indholdet, og den forsatte perverse omgang med fakta og problemstillinger er også denne tids økonomiske værdigrundlag.

Ikke desto mindre står en ting fast i såvel Danmark som for eurozonens ledige, og det er, at julen står for døren, og når gaverne skal pakkes op, får mange tusindvis af ledige danskere, og millionvis af europæere, ikke deres største ønske opfyldt, nemlig den pakke under juletræet, som indeholder et JOB.

@Jesper Jespersen

Helt korrekt, der er tale om en bevidst politisk strategi.

ECB er på sin vis bankøkonomer, der nu skal styre eurolandenes finanspolitik. EU's liberalisme har været kendt altid, og har selvfølgelig også medført gode ting rent konkurrencemæssigt, men når man giver den ensidige liberalisme lov til at påvirke finanspolitikken direkte gennem finanspagten, er nationalstaternes fordelingspolitiske prioriteringer annulleret og bliver overtaget af en EU/ECB-logik, hvor det alene handler om at blive "lige så tysk som tyskerne". Problemet er, at alle lande ikke på samme tid kan være lige så tyske som tyskerne, og at Europa stadig består af så mange forskellige befolkningsgrupper, der ikke alle ønsker at være så tyske. Hatten af for Norge mht. til at markere dette standpunkt med øget told...

Euro-projektet fungerer kun i gode tider. Hvis man vil bevare det, må man lave gældseftergivelse i stor stil og udskyde implementeringen af finanspagten til 2020. Men det sker selvfølgelig ikke.

Undskyld, at jeg utvivlsomt lyder gammeldags, men er det, der sker i Europa ikke blot en skærpelse af klassekampen fra den herskende elite af store firmaers, bankers og politiske partiers ledelser, og denne skærpelse minder om linjen i de lange depression (ja den lange depression 1873-1896), som sammen med Tysklands nye nationalstat og buldrende økonomi førte frem til 1. verdenskrig, der igen var grundlaget for det totale ragnarok op til og under 2. verdenskrig ...?

Denne linje i den europæiske elite står i øvrigt i en vis modsætning til den noget mere kløgtige linje i den amerikanske elite, hvor finansfolk som Warren Buffett og Bill Gates står bag Obama, som heldigvis slog Mitt Romney, der f.eks. havde de inderligt højreliberarianske tea-party sponsorer, brødrene Koch, bag sig.

Vedr. al talen om - også desværre på venstrefløjen - at et sammenbrud af EU ville virke progressivt må jeg gøre opmærksom på to forhold:

a) Når kapitalen er så international som nu, findes der reelt kun internationale løsninger, og derfor må vi sige ja til EU. Ey af de reelle dilemmaer i den danske krisepolitik (selv om den danske "røde" regering sagtens kunne gøre mere), er, at nationale løsninger både på vækst og ikke mindst på at få finanssektoren under kontrol ikke kan lade sig gøre - det må ske på internationalt plan.

b) EU er desværre den arena, der er, og det er ikke blot alt for langsommeligt, men næsten forbryderisk naivt at forestille sig, at først lader man det bryde sammen og alle nationer blive grundigt uvenner for så at sætte sig i rundkreds og nå mere ved konsensusdemokrati -!

Vi ønsker jo heller ikke at afskaffe folketinget, selv om en påstået centrum-venstre-regering fører en næsten helt blå politik, mens Venstre står klar med en endnu barskere medicin.

vh CP

Bjarne Falk Rangård

Tak for en fin kronik.

Noget af en bredside mod "den nødvendige politik" som tågehornene fra liberalisterne har propaganderet for.
Men svaret kommer vel på sædvanlig vis fra partiet Venstre:
Hvis det er fakta , benægter a fakta.

Begivenhederne taler for sig selv.

Dette burde budskab burde fremkomme i DR1 og TV2 i primetime med lige så mange spørgsmål til
Spørge-Ellen (Trane Nørby) fra venstre og med gentagelse indtil der foreligger et svar.

Hun må gerne sekunderes af Lars Løkke som kunne blive konfronteret på samme måde.

Men heller ikke Margrethe Vestager, Helle Thorning og Bjarne Corydon bør gå fri.

Der er stof nok til flere programmer.

Jens Overgaard Bjerre

Asger Jorn var arg modstander af EF (EU) og så ganske klart, i øvrigt som så mange af os andre, at projektet ikke var noget for almindelige mennesker. Men kun for folk, som virkelig havde kassen og de rigtige forbindelser til regeringer og partier. At vi var mange, næste 50 %, som sagde, at projektet ikke duede, blev afvist fuldstændigt. At vi sagde, at vores dengang flotte sundhedsvæsen ville blive undermineret, blev afvist. At vi sagde, at de sociale ydelser ville komme på niveau med det fattige lande i Europa, blev afvist. At vi gjorde opmærksom på, at samfundet blev for en lille elite blev, afvist.
Nu er det blevet sådan, at man vil 'redde' bankerne i EU, så de kan få deres penge og renters rente hjem igen. Og op i røven med befolkningerne. Der skal skæres ned, ikke investeres. I andre verdensdele ser man med undren på, at de eneste forslag til forbedring af EUs økonomi, er besparelser for de fattige og en stadig øgning af produktionen. Det sidste kan ikke lade sig gøre siger man logisk nok uden for EU. Produktionen har nået et niveau, som ikke kan overskrides uanset, hvor meget folk skal pukle mere. Så reelt satser man, bevidstløst konservativt, kun på yderligere besparelser, hvor man tager fra de fattige først. Og desværre ikke på alternative investeringer i nye former for produktion, som ikke ødelægger ozonlaget og vores klodes sundhed. Men som giver os og jordkloden en chance for at overleve.

Jens Overgaard Bjerre

Asger Jorn var arg modstander af EF (EU) og så ganske klart, i øvrigt som så mange af os andre, at projektet ikke var noget for almindelige mennesker. Men kun for folk, som virkelig havde kassen og de rigtige forbindelser til regeringer og partier. At vi var mange, næste 50 %, som sagde, at projektet ikke duede, blev afvist fuldstændigt. At vi sagde, at vores dengang flotte sundhedsvæsen ville blive undermineret, blev afvist. At vi sagde, at de sociale ydelser ville komme på niveau med det fattige lande i Europa, blev afvist. At vi gjorde opmærksom på, at samfundet blev for en lille elite blev, afvist.
Nu er det blevet sådan, at man vil 'redde' bankerne i EU, så de kan få deres penge og renters rente hjem igen. Og op i røven med befolkningerne. Der skal skæres ned, ikke investeres. I andre verdensdele ser man med undren på, at de eneste forslag til forbedring af EUs økonomi, er besparelser for de fattige og en stadig øgning af produktionen. Det sidste kan ikke lade sig gøre siger man logisk nok uden for EU. Produktionen har nået et niveau, som ikke kan overskrides uanset, hvor meget folk skal pukle mere. Så reelt satser man, bevidstløst konservativt, kun på yderligere besparelser, hvor man tager fra de fattige først. Og desværre ikke på alternative investeringer i nye former for produktion, som ikke ødelægger ozonlaget og vores klodes sundhed. Men som giver os og jordkloden en chance for at overleve.

Michael Kongstad Nielsen

Man kunne også bare gøre som foreslået af græske Syriza:
http://www.greanvillepost.com/2012/05/27/the-european-situation-syrizas-...

Eller man kunne skæve til Sydamerika, hvor man kom sig over bankerotter og feudale tilstande med ekstreme forskelle på rige og fattige, da man sagde farvel til IMF og Verdensbanken og opsagde kontrakter med multinationale olie- og mineselskaber, genforhandlede med dem, der ville blive og sagde farvel til resten.

Euroen og fortsat EU-integration har ingen fremtid for sig. Små og mellemstore suveræne nationalstater er fremtiden, i et internationalt samarbejde selvfølgelig. Som Vietnam, Tyrkiet, Argentina, Sydafrika, eller Norge.

Flemming Andersen

Eu er en fejl og Eus kriser vil ikke være undtagelsen men reglen.

EU eller Kul og Stål unionen, vil altid ende med laveste fællenævner, på alle de områder, hvor EU ønsker at "harmoniserer".

Der for bør alle der vil mere end blot følge strømmen og tilslutte sig lavpunktet på alle områder, hvad enten det er sociale ydelser, sundhed, miljø o.s.v. forlade dette sammenrend af liberalistiske vanetænkere og finde veje til at gøre det bedre end EU, men også til gavn for staklerne der må blive tilbage i et gennemreguleret, stivnet og tilbagestående mareridt.

Philip B. Johnsen

Det er et dansk problem, at finanssektoren i Danmark, ikke fungere hensigtsmæssig, det syntes jeg er vigtigt at slå fast, det er en opgave der ikke bliver løst af sig selv og det syntes mig naivt af EU.

EU kan ikke etablere en lovligt, retfærdigt og regulerbar finanssekter, det er ikke et EU problem, det er et internationalt problem, og vi ved, at et internationalt problem bliver sjældent løst, se bare på den manglende handlingskraft, på den verdensomspændende, lurende klima katastrofe og de sultende børn i Afrika.

Så få nu lovgivningen på plads, så bankerne, i fremtiden kan gå konkurs på almindelige markedsvilkår, det kan ikke passe, at bankernes aktionærer og direktion, tjener astronomiske summer, på risikable investeringer, i gode tider, men sender regningen til skatteyderne når det går galt. Årsagen til at afkastet af en investering er stor når risikoen er høj skal afspejles i, at går det galt betaler aktionærer og direktion prisen.

Ingen har tillid til aktiemarked før der er en løsning på problemet.

Jørgen Mathiasen

Jeg undrer mig over tidspunktet for offentliggørelsen af kronikken, der 'blot' fastslår, hvad der har stået klart i længere tid, nemlig at krisepolitikken er kriseforstærkende. Til gengæld mangler der en præcisering.

Ordet 'konservativ' ser man ikke en eneste gang i kronikken. Et stort antal EU-regeringer er konservative, faktisk var alle toneangivende regeringer i EU konservative indtil Hollande blev valgt i Frankrig.

Ved de nylige regionalvalg i Spanien klarede Rahoy sig glimrende og det på trods af den stærkt konservative krisepolitik, han fører. I Tyskland er Merkel, der simpelthen har skrevet hæftet til den konservative krisepolitik, ikke alene populær som beskytter af tyske skatteyderes penge men også en sandsynlig vinder af næste parlamentsvalg. Endelig kan man nævne den danske regering, som ikke til at skelne fra de øvrige: Som bekendt arbejder den på at få presset lønningerne ned.

Den konservative krisepolitik har en kolossal opbakning også efter at den skabt en gevaldig arbejdsløshed, barberet offentlig aktivitet betydeligt ned, og har skabt recession i økonomierne.

Det er såmænd bare en flere hundrede år lang fest/pyramidespil i den vestlige verden, som er ved at være forbi!

Dårlig timing med vores fødsel, kære venner.

God nat og må JERES gud være med jer, som Dave Allen sagde.

Niels Engelsted

Nic, du har sandsynligvis ret.

Vi tænker næsten automatisk ligesom de gamle grækere, der mente at tingene gentog sig i cykler ligesom dagen og natten, og året med dets årstider. Nu er økonomien inde i sin vinterfase, men recessionen vil uværgeligt blive afløst af et forår på et eller andet tidspunkt, og det er jo også, hvad erfaringen har demonstreret. Altså venter alle økonomer og politikere bare på solhverv.

Men måske er der også en liniær historisk bevægelse, der bevæger sig gennem faser, der lukker bag sig og ikke kan gentages. Fra feudalisme til primær kapitalistisk akkumulaltion til industriel revolution osv, osv, til nu, hvor vi har bevæget os ind i nyt og ukendt land, måske industrikapitalismens endeligt i en finanskapitalisme, der er en helt anden tilstand?

Findes der nogen, der har skrevet om en sådan irreversibel historisk trajectory? Er der nogen, der har et tip?

Michael Kongstad Nielsen

Det ukendte land, vi er på vej ind i, kære Engelsted,
er landet, hvor den, der akkumulerer flest penge, ikke længere er hersker. Men et land, hvor folk uden penge hersker, fordi de er til stede, og hvor pengeakkumulationerne tages ud af kraft ved lov. Finanskapitalen mister terræn og bliver sekundær til det fysiske levende liv.

Niels Engelsted,

he, he, ja Marx gjorde jo et behjertet forsøg. Jeg ser dog ikke kommunismens lykkeland lige om hjørnet. ;-)

jeg har, mener jeg selv, haft stort udbytte i min egen søgen efter forståelse, i at studere andre tidligere højtudviklede civilisationer, f.eks Rom, Kina i flere faser etc.
(Marx var kun et begavet barn af SIN tid og civilisation)

Endvidere er der et fremragende science fiction værk om en planet med to sole, hvilket gør at to arter ligger i konstant lineær og alligevel vekselvirkning over mange årtusinder.

Meget tankevækkende værk. Jeg skal prøve at vride hukommelsen og vende tilbage der.

randi christiansen

Vi deler én planet - så er det vel indlysende, at det bedste resultat for alle vil vil opnås ved samarbejde i stedet for indbyrdes konkurrence - men den tankegang er åbenbart for provokerende for reptilhjernerne og deres følgagtige nobrainers ... det ér også en stor skude at vende, men når man kan ramme Mars og Månen så burde det f.... kunne lade sig gøre - og hvis man saboterer det projekt, så har man diskvalificeret sig selv til pensionen > farvel, go nat og sov godt og lad de visionære økologiske økonomer komme til

bare sådan lige kort sagt

randi christiansen

Eurokrisen forlænget ved en fejl ???? Vor Herre bevare os og være os nådig - ku de båtnakker ikke tage og erkende deres fatale fejltagelse, gå på pension og lade der blive fred i vor tid ... forlænget ved en fejl !!! I er FYRET

Niels Engelsted

Nic og Michael, det var ikke just utopier, som jeg tænkte på. Jeg tænkte på analyser af den økonomisk-politiske udvikling vi rent faktisk har gennemlever og er i færd med at gennemleve, med særligt øje for det irreversible aspekt.

Niels,

det kan såmænd gøres ganske kort:
(det reversible ligger nok bare udenfor din og min levetid!)

I de sidste godt 100 år har alle idioter kunnet stemme på enhver idiot, som har lovet dem andre idioters ejendom. Idioterne havde så faktisk først røvet nogle andre idioter.
Idioterne føler sig nu for fine til at røve andre idioter i andre lande (åbenlyst)
Problemet for idioterne er så nu, at de er ved at løbe tør for tilgængelige idioter at tage noget fra.
Og de har samtidigt afskaffet deres egen evne til at producere noget, som de før plyndrede idioter i andre lande nu ikke kan lave lige så godt til prisen.

Så det bliver bliver strenge tider for os idioter. Det kan enhver idiot forudse!
(og det er helt irreversibelt i vores tid)

Men jeg håber da, at en idiot som jeg bare tager fejl! ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, at det irreversible aspekt kræver handling. Men alle kendte politiske kræfter bekæmper det irreversible aspekt. For det betyder nederlag for euro-unionen, nederlag for deres drømme om det frie markeds kapitalisme som verdens befrielse.

Åh nej. Skal den private ejendomsret nu tages fra ejerne, der har kæmpet så hårdt for den?
Ja, det skal den i en hvis udstrækning.

Ja måske,

men du overser, som de fleste nok, i hvor høj grad du/vi (eller rettere vore forfædre) VAR "ejerne" af produktionsmidlerne i global sammenhæng!
Og det VAR lader sig vanskeligt rette!

En del af den fejl og udygtighed, vi kan iagttage, kommer af en rystende uvidenhed om den førte politiks historie. I dag blev handelsministeren spurgt, om det ikke kunne være en god idé som efter oliekrisen, i 1973, at indføre løn- og prisstop. Hun kendte intet til denne tidligere politik, hun slog det nærmest hen som anekdotisk - og det synes tydeligere og tydeligere, at forståelsen af udvikling og dens konsekvenser slet ikke falder vore politikere ind, heller ikke fremadrettet. De ved ikke, hvor de vil hen, og de forsøger ustandselig at smyge ansvaret, som deres vælgere har givet dem, af. Det virker, som om vi nu har politikere, der ikke ser sig selv som 'af folket', men 'over folket', og det kan vi som demokrati ikke acceptere.
EU burde være den faldskærm for landene, der i recessive tider omkring os, sikrede indbyrdes imod de katastrofale forhold, vi kan iagttage: nedsættelse af arbejdstiden, udveksling af varer, fordeling efter borgernes behov. Det er jo ikke muligheden for at fremstille mere end rigeligt, vi mangler i denne verdens største økonomi.

Jørgen Mathiasen har ret, den katastrofale politik har folkelig opbakning. Men jeg mener, at euroens konstruktion hæfter nationerne fast i en ny guldfod - dvs. en fastlåst og ikke-trykbar valuta. Det fordrer nedskæringer under recessioner, som giver et feedbackloop pga. faldende forbrug osv.

Og DET appellerer til nationalisten i os. Nordeuropæere mener generelt, at sydeuropæere er dovne og korrupte, og at det er derfor, de er i problemer. Derfor støttes den højreorienterede politik - i kraft af nationalismens ånd.

Ingen solidaritet her mellem nationer. At denne politik også er den, som den internationale globale overklasse foretrækker for sig selv - det gør det jo kun nemmere at gennemtrumfe under kriser.

Vesten er en synkende skude. Lad os alle flytte til Asien. Jeg flytter meget snart. Hvem flytter med mig?

Hvis I anede, hvor gode leveforholdene er der, ville I dø af hjertestop. Vi har vænnet os til meget her, gennem årene...alt for meget...og tror nu, det er normalt... :((

Jørgen Mathiasen

@Henrik Klausen,
Velkommen.
Solidaritet er ikke noget helt entydigt begreb. Utallige stemmer, herunder ikke mindst Venstrepartiet i Forbundsdagen i Berlin, som solidarisk bevilger det ene milliardbeløb efter det andet til eurostabiliseringen, har i en ret skinger tone har gjort opmærksom på, at euroredningen er en bankredning ikke mindst af banker i Frankrig og Tyskland. Deri er ingen uenige.

Altså i virkeligheden egennytte ligesom da amerikanerne bombede Berlin med rosiner og senere kom med Marschall-programmet. Dengang som nu er sagen bare, at modtagerne, - altså flertallet som vi netop har fastslået, betragter det som en solidarisk hjælp til at realisere deres politiske mål.

Regeringerne i Grækenland, Italien og Spanien har nu i tre år kunnet høre en båndsløjfe hos BBCs kommentatorer, som anbefaler dem at forlade euroen. Skulle Grækenland gøre det, ville det føre til en ny og større økonomisk katastrofe i landet, og ingen af kriselandene har tænkt sig følge rådet.

Eurozonelandene afviser en renationalisering af valutaen og fortsætter bestræbelsen på at skabe en europæisk verdensvaluta. Det er det politiske facit. Det efterlader fortsat opgaven med konkurrenceevnen hos kriselandene, som Enrum også nævner, og da devaluering ikke står til rådighed, tyder alt i øjeblikket på, at det bliver neddroslingen af den interne solidaritet, "velfærdsstatspolitikken", som skal skaffe en forbedret konkurrenceevne. Ikke overraskende har Forbundsrepublikken derfor nu har en ret betydelig indvandring af veluddannede unge mennesker fra Grækenland og Spanien, som ikke ser nogen fremtid for sig i hjemlandet.

Situationen er jo en udstilling af den reale økonomi overfor den abstrakte: i virkeligheden kunne vi stå sammen og sikre Europas borgere et velfærdsniveau som i Skandinavien; men pga. den satans private ejendomsret er det umuligt at skabe en regulering, der lever op til formålet: at skabe netop gode og trygge rammer for enhver borger i unionen.

Europæisk fagbevægelse har en opgave i at forklare europæiske kapitalister, at to og tre-partsforhandlingerne (et stabilt arbejdsmarked) samt en rimelige social standard og et generelt højt uddannelsesniveau, vil rykke Europa ud af gældsfælden, hurtigere end USA's satsning på kapitalistisk anarki og evnen til at kunne tiltrække verdens hjerner og risikovillige kapital.

Hvis vestlig kapitalisme skal udskilles i en europæisk(tysk) kapitalisme, og i en amerikansk kapitalisme - det vil sige i henholdsvis en socialhjælps-kapitalisme og en klar-dig-selv-kapitalisme - så er det NU.

...Husk Kina er også en aktør i det spil - de har masser af hjerner og en enorm centralt styret risikovillig kapital.

Bjarke Lautrup-Larsen

Problemet er helt grundlæggende at man agerer som om det er en "krise" ... altså at der er tale om en pause i vores vækst, før vi vender tilbage til "normalen" hvor alt bliver større og bedre og vi allesammen bliver rigere hele tiden.
Sandheden er desværre at det ikke er en krise. Det er afslutningen på en æra. Vi kan for nemheds skyld kalde det oliealderen.
Vores økonomiske system er afhængigt af den fortsatte vækst for at kunne fungere. Helt enkelt fordi alle penge i verden eksisterer fordi de er blevet lånt. Hvis der ikke var nogen gæld, var der ikke nogen penge. Men når alle penge der findes er nogen der er lånt - så er man nødt til at lave flere penge for at kunne betale renter på de gamle penge. Og eftersom den eneste måde at lave penge på er ved at stifte gæld, så er den samlede gæld nødt til at vokse uendeligt. For hvis gælden falder, så falder mængden af penge, og så er der ikke penge nok til at betale renter og afdrag, og så kollapser systemet.

Og den fortsatte eksponentielle vækst har man kunnet holde – indtil nu.
Faktum er at vi på omkring 100 år er gået fra en verdensbefolkning på omkring 1,5 mia til den nuværende befolkning på ca. 7 mio.
Vi har haft en eksplosiv vækst i stort set alt man kan forestille sig - vi spiser bedre, har flere ting, har flere penge og rejser mere end nogensinde før. Og alt sammen er baseret på en eneste ting. Billig energi i rigelige mængder. Og den energi kommer fra olie.

Men nu vokser verdensproduktion af olie ikke længere. Og så kan vi ikke blive ved med at vækste. Og så kollapser det økonomiske system.

Den eneste "kur" er en fuldstændig omlægning af vores økonomiske system. Det kommer til at ske uanset hvad, spørgsmålet er så bare om man vil vente til det kollapser af sig selv, eller reformere det, mens man stadig kan redde lidt.