Klumme

Fattigfirserne - igen

Når krybben er tom, bides hestene på cafeerne. Ligesom i firserne. Som dengang er tonen rå og kold. Men i dag er det endnu dyrere at være fattig
Debat
2. november 2012

Selv om jeg var barn i 80’erne og tvangsauktion ikke lød mere alvorligt end for eksempel lektier, så husker jeg tydeligt det økonomiske mørke, der lå tungt over årtiet. Jeg kan huske historier om klassekammerater, hvis familier måtte flygte, som Kim Larsen – midt om natten. Efterlade legetøj, fonduesæt og Marco Polo-sweatere og starte forfra et nyt sted. Jeg kan huske generalstrejkerne og min egen families diskussion om, hvorvidt vi havde råd til varme i gulvet på badeværelset. Jeg kan huske nydelsen af at ligge derude på de varme fliser hele søndagen. Min første oplevelse med rendyrket dekadence. Det, der i dag har fået sin hel egen stavemåde, måske fordi det bliver sjældnere og sjældnere; Lågsus.

Jeg var barn og overbeskyttet i 80’erne, men de har senere virkelig interesseret mig. Musikken. Looket. Vanviddet. Der var en alvor og hårdhed over det årti, som jeg slet ikke kunne genkende i min egen ungdoms samtid. I 90’erne og 00’erne var det, som om alle måtte være med. Sabbatår og Jorden rundt, Den Fri Ungdomsuddannelse og så ud og få et fedt job.

Vi blev fortalt, at klassesamfundet var en saga blot, og at vi alle havde lige muligheder. Selv om det kom fra Anders Fogh, så virkede det rigtigt. Middelklassen voksede sig enorm. Den kreative klasse synes måske at være lidt abstrakt, men den føltes meget stor og omfavnende. Alt var umiddelbart til et ottetal. Homogenitet, samtalekøkkener og dyr rødvin til at skylle alle gensidige klap på skulderen ned med. Inde i den etablerede popkultur, var der derfor efter midnat en stor undergrunds liderlighed. Dér hvor man normalt tænker med pung og tegnedreng, var der lyst til åh ih at eksperimentere. Indtil 2007 legede høj glad med lav i et lækkert værdirelativistisk orgie. Der kostede ikke så meget at fejle. Man kunne altid kalde investeringen for en ’opsvingssmutter’.

I dag er fronterne trukket skrapt op. Ligesom i 80’erne. Middelklassen er udhulet. Punken er tilbage. I mange afskygninger. En hel generation af unge, der foragter et samfund, der intet gør for dem. Yuppierne er også tilbage, og de satser på det stensikre: »Jamen, kan du leve af det?« De går rundt og lyder som nogens far. Med miner, som om det handlede om kræft eller aids. Penge bliver i krisetid gjort til noget i sig selv, langt ind i miljøer, hvor de ellers plejede at lugte eller være ligegyldige. Kunstnere, der ikke sælger ud, ryger ned til lagerarbejderen på den sociale rangstige. Bistandshjælp er de nye dagpenge. Tvangsauktion er på mode igen. SKAT tømmer bankkontoen hos folk, der ellers har lægens ord for, at de behøver hjælp. Mine venner flytter til øerne – f.eks. til Samsø. Voksne og børn pakker bilen med det vigtigste og prøver lykken i nye kommuner. U-landsproblemer nu i Udkantsdanmark.

Min amerikanske ven JD Sampson skrev det rammende i en artikel i Huffington Post: »Jeg kan ikke fake den mere. Jeg kan ikke spise flere dyre middage med jer eller drikke flere dyre drinks. Jeg er musiker. I er musikere. Men I er succesrige på en måde, hvor I tjener mange penge. Det gør jeg ikke. Det er cool. Men jeg kan ikke fake den mere.« Det skel mellem rig og fattig, i samme branche, giver nogle heftige sammenstød. Ligesom bands der har haft beef siden 80’erne. Man tror, det er løgn, men de hader stadig hinanden. Måske fordi de har pådraget sig sårene i en usædvanlig kold og giftig tid. Det handlede måske ikke om liv og død, men i omegnen af 30.000 kr.

Det var meget i 80’erne, og i krisetider er penge jo mere værd. Bortset fra i overklassen, hvor penge altid bare er. Problemet fra 80’erne til i dag, er, at Anders Fogh fik os alle hjernevasket. Sammen med coachene, den positive psykologi og new business. Kan du i dag ikke betale dine regninger, er det ikke, fordi der er noget strukturelt galt. Det er din egen skyld. Du har haft alle muligheder. Du er nok en lidt negativ type, der ikke sælger dit eget brand godt nok. Det er blevet dyrere at være fattig. For selv om der er flere og flere, er du mere alene end nogensinde før. Så skynd dig og syng med her. I koret for den laveste fællesnævner. De synger på dansk i radioen. Ligesom i 80’erne, Med et stort og trygt omkvæd, hagler gentagelserne afsted.

For evigt. For evigt. For evigt.

 

Maria Gerhardt har holdt 10-års-jubilæum som Dj Djuna Barnes. Hun er også chefredaktør for magasinet ’Københavner’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg plejer at læse disse daglige klummer.

Men lige præcis når klummen er forfattet af Maria Gerhardt, har det udløst ubehag. For det har tidligere bare været noget københavneri om livsstil og image. Og findes der noget, der er mere ligegyldigt i en verden med så mange alvorlige problemer – endda også i København?

Men måske står der ord i klummen, som man er nødt til at kende betydningen af, ligesom ordet ”hipster”, som jeg bare for få uger siden slet ikke anede eksistensen af!

Så jeg gik i gang med at kæmpe mig igennem alle de underlige sætninger og klichéagtige udtryk. Hvad med denne her: ”Tvangsauktion er kommet på mode igen.”? På mode!!!

Men til sidt i klummen står der noget væsentligt:

”Problemet fra 80’erne til i dag, er, at Anders Fogh fik os alle hjernevasket. Sammen med coachene, den positive psykologi og new business. Kan du ikke betale dine regninger, er det ikke, fordi der er noget strukturelt galt. Det er din egen skyld. Du har haft alle muligheder. Du er nok en lidt negativ type, der ikke sælger dit brand godt nok.”

Nu ved jeg ikke, hvor meget ansvar Anders Fogh Rasmussen har for hjernevaskningen. Men beskrivelsen er god nok. Tidsånden og hjernevaskningen fordrer, at vi alle opfører os som Winnie i Samuel Becketts skuespil ”Glade dage”, hvor Winnie bogstaveligt talt er begravet i lort (eller i hvert fald jord) til halsen, men alligevel insisterer på det positive i tilværelsen.

”Smil til verden, og den smiler til dig”, ”Enhver er sin egen lykkes smed” og ”Der findes ikke problemer, kun udfordringer” er de valgsprog, folk er nødt til at efterleve for ikke at blive betragtet som unormale eller i værste fald fyret!

Og verden? Den må sejle sin egen sø!

Meget læseværdig artikel - godt gået - "positiv psykologi" lige efter min smag ...

Fattigfirserne vil engang ud i frentiden blive betragtet som en gylden periode ift. den periode vi er på vej ind i nu.

Firserne var helt anderledes, måske er det ungdom snarere end perioden, der gør det, for billedet af 90erne og 00erne er stik modsat det, jeg havde - det var konsolidering af klasser og tilbagevenden til rigide hierarkier og dyrkelse af lederskikkelser. Firserne var udogmatiske, intet betød så meget, unge fik ikke det halve i kontanthjælp, og hvis man boede fornuftigt, kunne SUen sagtens række. Høj og lav festede ugen igennem, som mange unge kender det fra Berlin i dag. Man kunne bruge al den tid, man ville, på sit studium, og man kunne være fri og uafhængig og udvikle sig uden at skulle stå til regnskab for andre menneskers vilkårlige værdiopfattelser. På dagpenge (og kontanthjælp) kunne man komme på et dejlig langt højskoleophold og leve sine mulige kreative sider ud. Masser af kunst blev lavet på dagpenge, for det var trods alt bedre, at folk tog sig noget til, når de nu ikke kunne finde et job.

Noget, jeg også synes kendetegnede nullerne, var, at det var, som om alle jobs skulle gøres ubehagelige og pligttunge at udføre.

Et spørgsmål om værdier ...

Hvis du ingen fantasi har, er den daglige puklen for et ekstra gratiale udløst af et ekstra salg, selve livets salt og det er kun fandens at andre ikke forstår det og ikke er PÅ ...