Klumme

Findes der en nordisk melankoli?

Det prøver jeg at lytte mig frem til. Men Norge er tilsyneladende stukket af i en ung og nyrig glædesrus
13. november 2012

Sadness is a blessing. Sadness is a pearl. Sadness is my boyfriend. Sadness I am your girl.«

Det lyder dejligt fra højtalerne på Avenue A. Vi er et mentalt skridt før Sandy og Anthenas ankomst, og de levende piger i sofaen overfor smiler. Den ene nynner med.

»Åh, det er sådan et dejligt nummer, er I ikke glade for hende derhjemme?«

Jeg smiler tilbage til hende. Lige meget hvor frygtløst Nanna Oh Land har kæmpet i Amerika, så er det er en klassisk situation at sidde og få komplimenter for svenske Lykke Li i New York. Amerikanere har aldrig kunnet få styr på detaljerne i Skandinavien. Vi har lyst hår og betalt uddannelse. Potato, potato.

Det er nok vores egen skyld. Alt hedder noget med Nordic foran for tiden. Jeg tror efterhånden godt, at jeg har fattet, hvad nordisk mad er. Men er der en særlig nordisk mentalitet? Og tungsind? Amerikanere er selvforsynende med kultur. Lige meget hvor de kigger hen, kan de nøjes med at se landsmænd. NBA, Hollywood og Det Hvide Hus. Amerikanere har siddet og hygget med popcorn og gamle film, mens de har mistet verdensherredømmet. Snart har kun de allerrigeste og mest nysgerrige af dem råd til at tage på dannelsesrejse på det europæiske kontinent.

Det bliver sjovt at se, hvad kineserne vil se, når de ankommer til et knækket Europa. Til parodien på det 21. århundredes humanistiske storhedstid. Se, der danser de unge italienere på flugt fra mor og far. I ti år i træk har de haft armene i vejret på en nedlagt fabrik i Berlin. Se, der sidder en digter. Han tænker, han laver ingenting, han får penge fra staten for at lade, som om han sidder og tænker. Se, der er de elskende fra Pont Neuf! To underbetalte skuespillere, der trætte hader hinanden.

Se, der er en mand på barsel og en kvindelig leder. Kineserne kommer ikke til at se et samlet Skandinavien, det er helt sikkert. Norge er stukket af. De kører deres eget langrend. Goodbye til Nordens Dubai. Spørgsmålet er, om de ikke altid har været lidt off. Jeg har siddet og luret lidt på de fælles nordiske træk. Jeg skulle lave et mixtape om nordisk melankoli. Så den sidste måned har jeg lyttet til hjemstavnssange. På dansk, på svensk og på norsk. Jeg inkluderede naivt Norge. Jeg forestillede mig en fælles blå tone i det irgrønne nordlys. Lyse sommernætter og pligtskyldighed. Forstillelse i skumring. Lange vintre og protestantisme. Skyld skyllet ned med brændevin.

Svenskerne er mestre i kategorien. Både den gamle visetradition og de nye hits. Ingen kan være lækkerensom som svensken. Ulykkelig i Acnetøj fra top til tå. Så tjekket og så trist. Danskere råber mere. Får det mere ud. Kim Larsen og John Mogensen sidder også som Cornelis Vreeswijk og tuder i en pilsner, men de får skabt sig et følge. »I en lille båd der gynger, sidder VI og synger.« Vi har ikke så meget land at føle os alene på. Til gengæld er vi socialt indignerede. Vis mig en svensk Annisette? Svenskere tager skoene af til efterfester. På scenen beholder de dem på. Om det er høflighed eller glat facade; svenskernes politiske korrekthed handler mere om korrekthed end om politik.

Og så er der Norge. Store, flotte Norge. Norge på norsk er dødsmetal og skønsang. Der er ondskab og højpandet lykke, men melankoli så jeg ikke skyggen af på iTunes. Norge er en ung nation. De er først lige sluppet ud. De har ingen skam i forhold til deres nationalisme. Glade går de i optog 17. maj og vifter med flaget. Svenskere har en national ydmyghed, som tyskerne først fik efter krigen. Måske er det derfor, de altid er neutrale. De tør ikke mene noget. Deres selvhad er enormt, ækvivalent til deres perfektionisme. Nordmænd er meget lidt snobbede. De har rullet ærmerne op og tør spille med de humanistiske muskler over for Kina, Rusland og de andre slyngelstater.

Hvad skal man også med en nydelig fortid, når man sidder jätta fint på fremtiden. Omkring århundredeskiftet foregik rejsen til Amerika. I 80’erne kunne man altid flytte til Langeland. Der var huspriserne lave. Nu burde man kraftigt overveje at flytte til Norge, hvis arbejdsløsheden og oversvømmelserne kommer lidt for tæt på. Man skal nok undgå at tænde for radioen. Men landet ligger højt. Og de har olie nok til mange års glæde.

 

Maria Gerhardt har holdt 10-års-jubilæum som DJ Djuna Barnes. Hun er også chefredaktør for magasinet ’Københavner’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer