Kommentar

Forskellighed som ressource i skolen

Børn har ret til, at vi bruger de sprog og de erfaringer, de har med hjemmefra. Ret til at vi stiller høje forventninger til dem. Omvendt har de pligt til at gøre deres bedste for at indfri forventningerne
29. november 2012

Det, du har med, kan ikke bruges til noget. Det er dumt og dårligt.

Hvis det er det, jeg får at vide af min leder, ved jeg godt, hvordan jeg reagerer. Det er ikke med arbejdsglæde og iver efter at gøre tingene bedre. Snarere tværtimod. Jeg mister lysten til at gøre den ekstra indsats.

Sådan tror jeg egentlig, at de fleste mennesker har det. Det gælder også børn. Når de oplever, at der bliver stillet store krav til dem, indfrier de dem som regel også. I uddannelsesforskningen er det en etableret sandhed, at læreres høje forventninger til børn skaber positive resultater.

Som skolelederen på en af vores skoler med mange tosprogede siger: Hvis der er én ting, der vil kunne rykke hendes børns faglige resultater, er det selvtillid. Troen på, at de kan bidrage med noget. At de har noget at komme med.

Det lyder banalt. Men er det ikke. For hendes børn er vokset op med fiaskooplevelser. De er tosprogede – men ofte taler de begge sprog mangelfuldt. De kommer fra ikke-boglige hjem og finder det med at sidde stille og læse bøger ovre i skolen svært. De hører på tv sig selv omtalt som et problem. Nogle gange af velmenende politikere og eksperter, der gerne vil lave særlige initiativer for at få dem til at klare sig godt. Andre gange – og alt for ofte – af mindre velmenende politikere, der bare gerne vil have dem til at rejse hjem. Hvor det så end er.

Ret og pligt

Hvordan giver du de børn succesoplevelser, en følelse af at høre til og viser dem, at de er en vigtig del af vores samfund? Hvordan giver du dem motivationen til at yde en ekstra indsats? Hverken førnævnte skoleleder eller jeg taler for bevidstløs ros i skolen, uafhængigt af om resultaterne berettiger det. Tværtimod. Succesoplevelser får du først, når der bliver stillet krav til dig. Når der er høje forventninger. Det har alle børn ret til.

Jeg tror, at vi er nødt til at gå på to ben. For det første er vi nødt til at møde børns kulturelle baggrund og forskellige kompetencer med respekt og anerkendelse. Det, børn har med hjemmefra, skal vi bruge til noget. For det andet er vi nødt til at kræve lige så stor respekt for og anerkendelse af de værdier og de kompetencer, der skal til for at klare sig. Her. I Danmark.

Tankegangen er ikke så forskellig fra den, der i øvrigt gennemsyrer vores velfærdssamfund. Ret og pligt. Ret til, at andre respekterer din kultur – krav om, at du respekterer andres. Ret til, at dine kompetencer ses, høres og bruges – pligt til at dygtiggøre dig og bruge dine evner.

Udbyd flere sprogfag

Hvordan gør vi så det i praksis? Et eksempel: Lad os give skoler lov til at udbyde eksempelvis arabisk, kinesisk og somali som sprogfag på lige fod med tysk og fransk. Det må en skole ikke i dag inden for den eksisterende lovgivning. Det er en skam. Tænk på, hvor stor en gave det kunne være for dansk erhvervsliv og diplomati med flere kompetente og veluddannede mennesker med sprogkundskaber. Og tænk på, hvordan børnene ville ranke ryggen i visheden om, at det, de kommer med hjemmefra, kan bruges til noget. Det er klart, at vi samtidig skal have høje forventninger og stille krav til børnenes danskkompetencer. En sprogattaché på den danske ambassade eller i en dansk virksomhed, der ikke kan læse og skrive dansk, er ikke meget værd.

Og sprogfag er ikke det samme som modersmålsundervisning – for formålet med modersmålsundervisningen er at gøre børnene parate til at lære dansk. Formålet med arabisk eller kinesisk som sprogfag er at lære arabisk eller kinesisk. For der findes rigtig mange såkaldt tosprogede, som faktisk ikke kan særlig godt arabisk eller somali, fordi de er anden eller tredje generation i Danmark. Men de har nogle særlige forudsætninger for at lære det, fordi deres forældre kan. Det skal vi anskue som en ressource og en løftestang til at engagere og motivere også forældrene.

Der vil kunne findes talrige andre eksempler på, hvordan vi kan bruge forskellighed til noget positivt. Samtidig med at vi har høje forventninger og stiller høje krav. Vi ved, at det vil give faglige resultater. Jeg tror, at det også vil give en stærkere fornemmelse af at høre til hos tosprogede børn og unge.

For hvem gider være en del af en klub, der får dig til at føle dig som en fiasko? Tryk avler modtryk. Tilsvarende avler positive forventninger engagement og vi-følelse. Det har vi brug for.

 

Anne Vang (S) er børne- og ungdomsborgmester i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu