Kronik

Frihed er for de mange – ikke for de få

Et snævert borgerligt frihedsbegreb har fået lov at definere, hvad vi skal forstå ved frihed: nemlig lavere skat og mindre stat og regulering. Men det danske frihedsbegreb er langt bredere og indebærer, at den enkelte støttes til at udleve sin frihed – via uddannelse, fællesskab og understøttelse, når ulykken har ramt
Liberal Alliance holdt i sommer pressemøde på Vejlegården, som blev gjort til en politisk kampplads om frihed.

Liberal Alliance holdt i sommer pressemøde på Vejlegården, som blev gjort til en politisk kampplads om frihed.

Bo Amstrup

Debat
1. december 2012

Vi har glemt, hvad ’frihed’ betyder. Der sættes lighedstegn mellem friværdi, selvrealisering, lav skat, dårlige lønninger og frihed. Det skyldes en voldsom og aggressiv borgerlig værdikamp, som på sit 11. år bestemmer, hvad ordet frihed vil sige.

Den danske højrefløj har taget patent på ordet, som misbrugt står hen og bliver et letkøbt slogan for mere egoisme, frie markedskræfter og dermed et liberalistisk utopia. Mange er hoppet med på den borgerlige bølge, imens flere og flere på venstrefløjen er stået af på begrebet af frygt for at lyde borgerlig og liberalistisk i sin retorik.

Men sandheden er, at frihed er et nødvendigt ord, hvis man skal beskrive det samfund, som de tidligere generationer byggede op og gav os i arv. Det var et samfund bygget på tolerance, velstand, fremskridt, fællesskab og demokrati.

Den snævre frihed

Men den danske frihed er trængt, truet af den nyliberalistiske værdikamp, som giver egoismen og grådigheden frit spil i en snæver form for frihed, som kun er tiltænkt de få. Den brede frihed, frihed i fællesskabet og frihed til de mange – den danske frihedsforståelse – er blevet udvandet. Flere og flere tror på en egoistisk ’migfikseret’ frihed, som kun har til formål at træde andre over tæerne for på den måde at gavne et fåtal af befolkningen. Frihedskampen er kørt af sporet, og mens de liberale udbreder sig om frihedens forfald grundet øget regulering, regler og skatter, misser de, at friheden for almindelige lønmodtagere og svage mennesker i samfundet formindskes dag for dag grundet arbejdsløshed, dårlig uddannelse og en fatal og nyliberalistisk kamp mod det danske arbejdsmarked.

Når deres kamp kun handler om skattelettelser, øget favorisering af erhvervslivet og en uanstændig udlændingepolitik, sikrer man udelukkende de stærkes, de riges og de fås frihed.

Frihedens forudsætninger

De glemmer, at friheden for de mange skal sikres gennem almen uddannelse. Her tilegner man sig viden og erfaring til frit at vælge den tilværelse, man ønsker, og dermed opbygger man muligheder til at bryde den sociale arv og skellene i samfundet. Derfor har vi sikret, at alle skal have mulighed for at få sig en uddannelse.

De glemmer, at friheden kun kan udleves, hvis man er frisk og rask til at bevæge sig, hvorhen man vil, og at det er derfor, vi har sikret, at alle der er syge har muligheden for at blive behandlet på det offentliges regning.

Men frem for alt har de glemt, at vi har sikret friheden på de danske arbejdspladser. Det var fagforeningerne, der gav arbejderen friheden til at gå med i den faglige kamp for bedre rettigheder, og dermed førtes Danmark ud af en kultur, hvor arbejdsgiveren var herre og lønmodtageren slave. Friheden skabte lighed og flere muligheder for mange mennesker i stedet for kun for de få. De sørgede for, at friheden også gjaldt for de arbejdsløse, som havde krav på statens hjælp, da folk som mister forsørgelsesgrundlaget, automatisk taber friheden til at bygge sig et værdigt liv og dermed igen finde beskæftigelse.

Vejlegården

Sommerens aktuelle Vejlegårdssag handler altså ikke om en restauratør, som kæmper for sin frihed, men om alle danskeres risiko for at miste deres rettigheder på arbejdsmarkedet og blive slave af virksomhedsejerne, som deres forfædre var det.

Vi så gang på gang, hvordan borgerlige politikkere og meningsdannere overgik hinanden i rosende ord om Vejlegårds-restauratøren Amin Skov, mens de mæskede sig i flæsk, som ’smagte af frihed’. Men Vejlegårdens flæsk har en bitter smag, en smag af en fornedrelse over for danskeren og hans frihed.

Derfor bør alle danskere sande, at når liberalisterne kæmper imod den danske arbejdsmarkedsmodel, kæmper de udelukkende imod den almindelige lønmodtagers frihed og rettigheder, som har formet det danske frihedsbegreb.

Vores samfund er altså bygget på tanken om, at frihed og muligheder hænger uløseligt sammen.

Friheden må derfor kombineres med en stærk stat, en autoritet, og borgerne må respektere myndighederne og lovene, for vi ved, at kun et stærkt fællesskab kan give alle lige muligheder og dermed en ramme til at udmønte den individuelle frihed.

Derfor skal den danske frihed måles på, hvorvidt samfundet er i stand til at lade det enkelte menneske påvirke sit eget liv.

Statens rolle

Socialdemokratisk frihed er frihed til at komme, hvorhen man vil og hjælpen til at komme derhen. Det er en nedbrydning af de bånd, som ellers binder folk fast til deres udgangspunkt uden fremdrift. Det er den frihed, der ligger i trygheden ved, at alle kan få hjælp, og at det aldrig er pinligt at spørge om den. Det er den frihed, der ligger i altid at kunne uddanne sig og udvide sin horisont og sine muligheder. Socialdemokratisk frihed er derfor stærkt bundet op på fællesskabet, fordi vi ved, at mennesker kan udleve og skabe mest sammen i stærke fællesskaber.

Liberalisterne brokker sig over statens indgriben i folks liv, som de kalder frihedskrænkende. Men en mand, der udelukker sig fra fællesskabet, kan ikke blive lykkelig og ej heller skabe reel menneskelig værdi. Skulle vi alle have absolut frihed fra fællesskabet, kunne vi ikke leve sammen i et samfund. Vi ville leve uden nogen former for tvang, uden regler og restriktioner og i en absolut økonomisk uafhængighed. Men vi ville mangle tolerance og åbenhed over for hinanden, og vores frisind ville forsvinde totalt. Vi ville dermed få et samfund milevidt fra det, vi kender i dag, et samfund hvor vi tager vare på hinanden, og hvor vi skaber værdierne og rigdommen i fællesskab.

Vi må forstå, at mennesket ikke er en ø, og spørgsmålet om frihed kan derfor aldrig reduceres til et spørgsmål om for eller imod en række konkrete restriktioner, lavet af et stærkt fællesskab. Retten til frit at kunne bevæge sig er tom og ligegyldig, hvis man ikke har penge til busbilletten.

Frihed og lighed

Socialdemokraterne vil altid kæmpe kampen for frihed, men den kan aldrig stå alene. Fællesskabet skal sikre lighed, og ligheden giver alle muligheden for at gøre krav på friheden. Vores velfærd giver vækst, arbejdspladser og social lighed, og det er det, som skaber frihed.

»Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.« Sådan lyder den første sætning i menneskerettighedskonventionen. Denne sætning kan aldrig udleves til fulde, så længe det liberalistiske, usolidariske og egoistiske frihedsbegreb er herskende. Det er nemlig hverken smukt, solidarisk eller frit. Det er frihed for den stærkeste og ikke for de svageste. Det er for den rige, men ikke for de fattige, kort sagt er det en frihed for de få og ikke for de mange.

Når demokratiet blomstrer i Norden som ingen andre steder, skyldes det, at vi har skabt en velfærdsstat og et fællesskab, som har sikret alles rettigheder gennem love, regler og en høj skat. Vi har sørget for, at en stærk social lighed mellem mennesker øger den enkeltes frihed. Hvem de liberale vil styrke og hædre i deres kamp for frihed er klart. De vil styrke den stærke og fornedre den svage. Står det til dem, må vi selv skabe mulighederne, og det holder os i en fortsat ufri og ulige situation. Alt det bedste har vi fra velfærdssamfundet, og stopper vi ikke den liberale frihedsbølge, kan vi miste det hele igen.

Friheden skal være for de mange, og ikke for de få, lad os derfor værne om hinanden og de danske værdier. Det gøres kun gennem frihed, lighed og fællesskab, som har skabt dette fantastiske samfund.

Thomas Sjöberg Neergaard er medlem af DSU’s forretningsudvalg og stud.theol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frihed er for alle, og jeg ved at S og fagforeningerne har været med til at udbrede det. Vi kan ikke undvære nogen af dem, sammen med andre. MEN derfor undrer det mig også at de samme to ikke vil forny sig og bruge friheden, men derimod klamrer sig til gamle metoder som blev brugt og var gode for 100 år siden. Jeg ser dommen med 3F som et stort tilbageskridt. Hvad er det 3F har i dag som de ikke kan sælge i frihedens ånd? Har de i virkeligheden adopteret det "liberale" friheds begreb, som kun kan vedligeholdes med rå og stump magt og eksklusion? Hvad med at inkludere og bruge frihedens dialog?

Martin Sørensen

Vores velfærds fundement har aldrig været mere truet, og alt den snak om at det er nødventigt, ja den handler kun om plutokrater der ønsker at tage en stadigt støre del af samfunds kagen på bekostning af alle os andre,.

Dette her er kampen om fremtiden. taber vi denne kamp, ja så kan vi bare rejse tilbage i tiden, til før vi fik overenskomsterne, i danmark og se fremtiden, det er en rejse tilbage i tiden på 113 år. dette helvede på jord bliver igen virkelighed hvis vi taber dette opgør,

Sider