Kronik

Frihed til folkets skole

Folkeskolens største problem er, at den ikke er folkets, men statens og kommunens. Lærere, forældre og børn kan først få ejerskab over folkeskolen i det øjeblik, politikerne tør afgive magten. Det er her, de frie skoler kan tjene til inspiration
De engagerede forældre omkring Blågård Skole har fortjent et ejerskab over deres lokale skole, og de dygtige ansatte på skolen har fortjent frihed og ro til at udvikle skolen sammen med eleverne (her er det en 9. klasse) og forældrene. Fordelene ved at lægge skolens fremtid i deres hænder er store, mener dagens kronikør.

De engagerede forældre omkring Blågård Skole har fortjent et ejerskab over deres lokale skole, og de dygtige ansatte på skolen har fortjent frihed og ro til at udvikle skolen sammen med eleverne (her er det en 9. klasse) og forældrene. Fordelene ved at lægge skolens fremtid i deres hænder er store, mener dagens kronikør.

Debat
3. november 2012

Vi har i Danmark en unik og velfungerende model i friheden til selv at bestemme over vores børns dannelse. De frie skoler og folkeskolen udfylder på hver deres måde en ekstrem vigtig opgave. Dynamikken mellem den offentlige og den private skoleudvikling skaber gensidig styrke ved både at sikre ligheden, gennem gratis skolevæsen til alle, og friheden, gennem retten til selv at vælge. Men skolen er i krise. Verdens dyreste folkeskole skaber ikke længere verdens bedste resultater, og politikerne kappes om at reformere den kendte model.

Skolen har brug for, at vi sammen forsøger at gentænke selve grundlaget for grundskolen. Derfor er det ærgerligt, at debatten bliver ved med at kredse om, hvem der har flest midler at gøre godt med. Det fjerner kun fokus fra debattens kerne, og vi kunne i stedet bruge tiden på at finde ud af, hvordan skolen som helhed kan komme på rette spor. Hvordan vi kommer væk fra en løbebane, der kræver flere og flere ressourcer, men skaber dårligere resultater.

Det fremføres ofte, at folkeskolen bør tage ved lære af de frie skoler. Spørgsmålet er dog, hvilke frie skoler den skal tage ved lære af. Hvor folkeskolen er blevet mere og mere strømlinet i løbet af det tyvende århundrede, er de frie skoler nemlig præget af stor variation. Men der mangler viden om de frie skolers mangfoldighed uden for deres egne kredse. I flæng betegnes alle frie skoler som privatskoler og tages til indtægt for visse privatskolers dårligdomme, og få debattører har noget større kendskab til de enkelte skoletraditioner. Alle skoler, der er uafhængige af stat og kommune, går under betegnelsen ’frie grundskoler’. Herunder skelnes mellem ’privatskoler’ som betegnelsen for alle medlemmer af Danmarks Privatskoleforening (132 skoler) – en sammenslutning af de tidligere private realskoler og privatejede grundskoler – og ’friskoler’ (ikke ’frie skoler’) som betegnelsen for grundskoler, der er forældreejede frem for statsejede eller privatejede – organiseret i Dansk Friskoleforening (271 skoler). Andre skoleforeninger er bl.a. Lilleskolerne (61), Foreningen af Katolske Skoler i Danmark (21) og Foreningen af Kristne Friskoler (35).

Hvor privatskolerne frem for alt har været borgerskabets værn mod at dele skolebænke med bønder og arbejdere, har friskolernes formål fra første færd været at give almindelige mennesker en bedre skolegang end det offentlige tilbud. Almueskolen var fra starten kongens og statens skole, der skulle indoktrinere til de herskendes tanker, til at være fædrelands-tro, gudsfrygtig og arbejdsom. Friskolebevægelsen ønskede derimod en skole baseret på ligeværd mellem lærer og elev. En skole, der betragtede børn som mennesker med samme ret som voksne. Mennesker, der ikke var statens ejendom, men deres egen.

Definitionsmagten

Kampen gik på at give de fattige bønder og deres børn en lige så god uddannelse, som borgerskabet fik gennem privatskolerne – uden at staten skulle bestemme indholdet og metoden. Og selv om folkeskolen i dag er langt mere og bedre end den pauvre almueskole, den var engang, er der for friskolerne en vigtig kamp i at gøre sig fri af politikernes styring af deres børns skolegang. Hvorfor skal politikere bestemme, at læring handler om at sidde på en stol og blive trukket gennem et pensum, når vi selv kan sikre vores børn en bedre læring for færre penge? Hvem, der har ret til at definere børnenes dannelse, er et kernespørgsmål i konflikten mellem offentlig og privat skolegang.Før samfundet fandt den værd at bære, løftede friskolerne den sociale byrde. Det var gennem friskole- og højskolebevægelsen, at værdien at alle – uanset forudsætninger – har ret til en uddannelse blev skabt. Den del af de private skoler, der stadig håndplukker priviligerede børn, er et fortidslevn fra det nittende århundredes klassesamfund. Vi bør uden tvivl sætte ind over for en så asocial praksis. Men det må ske via en dialog med de asociale skoler frem for ved at gå i korstog mod hele modellen. Lad os først at finde en vej ud af folkeskolens misere, før vi prøver at få flere til at vælge den. Vi risikerer blot at ødelægge det, der virker, frem for at reparere det, der er i stykker.

Det er sagt med eftertryk fra alle sider i debatten, at det, der skal til for at få skolen på rette spor, er ledelse. Men giver vi virkelig folkeskolens ledere og lærere friheden til at lede folkeskolen på vej? Hvis politikerne mener, at lokal ledelse er vejen frem, bør de holde op med at prøve at detailstyre folkeskolen og fastlåse lærerne i skemaer og evalueringsrapporter. Skoleledelse handler om retten til selv at definere de værdier og det læringssyn, som skolen bygger på, og at indrette hele skolen derefter. De frie skolers succes er, at de gennem deres pædagogiske frihed har kunnet efterprøve en mangfoldighed af pædagogiske metoder og dannelsesmæssige værdier. Det er mere end noget andet disse eksperimenter, der udgør de frie skolers nyttemæssige berettigelse. Hvis de frie skoler nogensinde skulle blive overflødige, bliver det, når folkeskolen har fået den samme frihed, som de frie skoler nyder i dag. Når folkeskolen bliver folkets skole – ikke statens eller kommunens. Når folkeskolen tilhører lokalsamfundet og forældrene, og de selv kan bestemme, hvilken skolegang der er bedst for deres børn. I friskolebevægelsen kender vi værdien af ejerskabsfølelsen, og folkeskolen har meget at vinde ved at styrke forældrenes indflydelse og engagement. Og der er lige så meget at vinde ved at give skolelederne magt til at lede, give lærerne lov til at undervise og give eleverne indflydelse på den institution, som kræver så meget af dem.

Grundskolens fremtid

Ingen folkeskole har nogensinde haft frihed til at formulere sit eget unikke syn på, hvordan læring sker bedst, og til at kunne indrette skolen derefter. Folkeskolens læringssyn er stadigvæk mest af alt præget af politikernes fikse ideer. Ideer uden udsyn og mod til at gentænke skolen fra bunden af. Vi bør prise de frie skolers pædagogiske eksperimenter og opmuntre dem til at tænke og handle selv.

Vores samfund og skolen som bærende institution udvikles gennem de værdier, vi som fællesskab sætter højt. Kun ved at lade vores værdier definere skolernes opbygning, kan vi finde en farbar vej væk fra fortidens ødelagte modeller. Hvis vi vægter frihed og folkestyre, må vi også have øje for fordelene herved. De engagerede forældre omkring Blågård Skole har fortjent et ejerskab over deres lokale skole, og de dygtige ansatte på skolen har fortjent frihed og ro til at udvikle skolen sammen med eleverne og forældrene. Fordelene ved at lægge skolens fremtid i deres hænder er store. Og hvis ligeværdighed er en værdi, vi sætter højt, så er der gode chancer for, at de selv vil gøre, hvad de kan, for at inkludere børn fra alle samfundslag. Vi i de frie skoler fortjener fred, når vi tager vores del af det sociale ansvar, og ellers forventer vi en dialog præget af gensidig respekt og forståelse, og virkelighedstro forslag. Når vi når dertil, kan vi forhåbentlig begynde at samarbejde om fremtiden for hele folkets skole.

Kåre Wangel er uddannet fra Den frie Lærerskole og med i initiativet bag den kommende Svendborg Friskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

- Nemlig.
Decentralisering og direkte brugerindragelse er vejen frem i et demokratisk samfund.

Det er jo, fordi vi har udviklet et andet demokratisyn over nogle årtier, hvor de folkevalgte ikke længere er toppen af en inddragende samfundspyramide, hvor aktiviteterne netop foregår nedefra og faciliteres af de valgte, koordinerende repræsentanter.
I stedet har der udviklet sig et modsætningsforhold mellem de valgte og den befolkning, der har udpeget dem til at træffe beslutningerne på sine vegne.

Martin B. Vestergaard

Hvad er nu det for en kættersk tale. Siden hvornår har lærere og skoleledere haft forstand på undervisning? Og hvorfra kunne nogen dog få den ide at forældre i almindelighed skulle være interesseret i deres børns skolegang? Det er da noget mærkeligt noget at påstå, for da slet ikke at tale om at demokrati skulle have noget som helst med medbestemmelse at gøre.

Nej, demokrati er at stemme på nogle politikere, der i kraft af deres lange politiske engagement og det faktum at de ikke er blevet besudlet af noget så urent som arbejde, ved hvad der er bedst for folket.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Decentralisering og brugerindflydelse?
Det hedder folkeskolen, fordi det er folkets skole - ikke kun de aktuelle brugeres. Det er nyliberalistiske tider, og det lyder fint, i Grundtvigs land med de mange friskoler, at gøre folkeskolen til en samling forskellige friskoler med hver deres profil, bestemt af den lokale skolebestyrelses flertal.
Men de, der går ind for den tankegang, overser en række forskelle mellem folkeskolen og privatskolen. Friskoleforældre tager et aktivt valg, de slutter sig sammen med ligesindede, de vælger, hvor langt de vil bevæge sig for deres overbevisning. Bor de i et område, hvor der er langt til alternativer, har de en garanti for en vis middelstandard i den lokale folkeskole; her er det ikke tilladt at gå til ekstremerne.
Muslimske friskoler har held til at lære deres elever mere, fordi de har forældrenes fulde opbakning. Kristne friskoler kan tillade sig at starte dagen med morgenbøn. Nogle skoler går meget langt ud i retning af at gøre al undervisning procesorienteret - forældrene ved det, bakker op, og samtlige hjælper derhjemme. Det er en del af den aftale, de indgik, da de meldte barnet ind.
Andre steder har man en anden holdning - mange lektier, test og kontrol. Forældrene hjælper med - det er jo det, de har valgt.
På en folkeskole er der sjældent opstillet flere, end der er pladser og suppleanter i bestyrelsen. Det tal ville nok stige, hvis bestyrelsen virkelig betød noget - måske til det dobbelte? Måske ville så hele 30% af forældrene deltage i valget?
Hvad med mindretallene? Hvad skal man som forældre gøre, hvis flertallet i den lokale skole er muslimsk og i naboskolen kristent - og de får lov til at præge skolerne med den holdning?
Betale med tid og penge til transport for at få barnet ind på den tredje nærmeste, der går ind for ekstra idræt, selv om barnet mest er til bøger?
Eller sende deres barn i skole i opposition til skolens linje?
Vil vi gerne have børnene delt op på den måde? Er det virkelig en ønskedrøm, at alle børn i Danmark skal splittes efter anskuelse allerede som små?
Tanken om de tusinde skoler med engagerede forældre og lykkelige børn er romantisk, men ikke meget realistisk. Vi er som samfund nødt til at opretholde en folkeskole, med samfundets fælles normer som grundlag og med rummelighed. Det gør, at den enkelte folkeskole ikke kan tillades at blive for forskellig fra de andre.
Til gengæld kan skolerne så have udbytte af de eksperimenter, der foregår på friskolerne rundt omkring - undersøge virkningen af forskellige tiltag og bruge dem i den fælles skoles pædagogik (imens det huskes, at vilkårene er anderledes, fordi ikke alle forældre her har foretaget et valg, og man ikke kan bede dem om at finde et andet sted).

Og Kåre, helt kan vi nu ikke holde os fra de økonomiske realiteter. Danmark har ikke verdens dyreste folkeskole, selv om privatskolernes penge er talt med i opgørelsen. Det er meget dyrt at give forældre mulighed for frit valg, fordi det forudsætter overkapacitet et sted - og vi må også se på det betænkelige i at give en bestyrelse uden økonomisk ansvar frit råderum over en skole.
Jeg er glad for, at vi i Danmark har vores friskolelov, og at store kredse af befolkningen har råd til at vælge. Jeg synes i øvrigt ikke, at friskolerne er asociale - kun selektive i forhold til deres eget grundlag; men det giver også ulemper. Og skal drøftes i forhold til økonomien.

Robert Ørsted-Jensen

Den her kommentar har den slagside at det samme kunne man sige om en hvilkensomhelkst statslig drevet institution -

"Folkeskolens største problem er, at den ikke er folkets, men statens og kommunens.'

Man kan også sige det om børnehaver, vuggestuer, man kunne også sige det om socialkontoret, skattevæsnet og hvad med Danmarks Radio?

Man må derfor gå ud fra at folk der takker - også er villige til at privatisere resten af velfærdsstaten - der bør jo være et minimum af logik i ens argumentation og holdninger, sagde manden, og så lo han og gik.

Robert O Jensen, jeg troede ikke, du var leninist?

Robert Ørsted-Jensen

næ det er jeg skam heller ikke - men det forekommer mig at der en god portion dobbeltmoral gemt her

Robert Ørsted-Jensen

siden hvornår Peter er Folkeskolen blevet leninistisk?

Der er ikke en fremtid hvor en folkeskole står ved siden af friskolerne. Det vil betyde at den tendens der er mod at folkeskolerne bliver drænet vil fortsætte og dermed at folkeskolen i praksis ophører med at eksistere. Den udvikling stoppes ikke af alle mulige gode intentioner og tiltag.

Men der findes også en fremtid hvor folkeskolen får meget af den samme frihed som friskolerne og dermed effektivitet. I denne fremtid er der ikke friskoler.

Det er et politisk aktivt valg om man vil det sidste scenarie. Det valg der er truffet nu er at fortsætte, dvs. vi vil se en afvikling af folkeskolen som vi kender den, over de næste 30-50 år.

Jeg vil sige at jeg er træt af at høre det bavl om at friskolerne tager deres andel af det social ansvar. Det er den slags selv indbildning der gør, at folkeskolen ikke kan overleve om 50 år.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Søren Kramer:
Friskoler og folkeskoler har stået ved siden af hinanden siden 1855, vist nok - så måske går det et par år mere?
Hvorfra har du den opfattelse, at folkeskolen ikke er så effektiv som friskolerne?
Det kan godt være, at du er træt af at høre det - men det er ikke et gennemsnitligt udsnit af den danske befolkning, der sender deres børn i privatskoler. Den del af børnene, der har virkeligt store vanskeligheder kan slet ikke komme ind - det ville nok også være en dårlig idé, men økonomisk fordelagtigt er det for friskolerne. Ligesom de også har fordelen af at kunne afvise børn, når klasserne er fyldt op - og af at kunne sende børn et andet sted hen, hvis de ikke vil indordne sig under de stedlige regler.

Robert Ørsted-Jensen

Thora - du og flere andre misbruger begrebet 'friskoler' i debatten omk folkeskolen. Der har IKKE været noget reelt friskole alternativ til folkeskolen før i nyere tid - altså de sidste 4-5 årtier.

De friskoler og den friskoleordning du og andre forsøger at bringe ind her var så få og dyre for børn i folkeskolealdeen at de reelt kun benyttedes af meget velhavende folk. Alene derfor var det aldrig venstrefløjspolitik endsige anset for progressivt at støtte privatisering. Der er ogsåe en helvedes masse andre grunde - væsentligst den med at støtte til friskoler er støtte til et samfund opdelt iu klasser og støtte til at 'mine børn ikke skal leve blandt proletarer' - ikke just et særligt progressivt livssyn.

Derudover var friskoleordninger reelt noget det bredere folk begyndte at bruge - EFTER - Folkeskolen - altså¨i form af højskoler og senere efterskoler.

Folkeskolens - princippet og ideen om een skole for alle samfundsklasser - reelle udhulning og forestående død er noget der finder sted og har fundet sted i acceleret grad siden især 1970erne - det er nutiudspoilitik det her!

Hvad mere er - det er en polæitik som finder støtte hos folk der ellers påstår at de er modstandere af privatisering og ønsker at bevare vcelfærdsstaten - men folkeskolen ER velfærdsstatens - det er velfærdsstatens hovedhjørnesten.

Så der er et eller andet grueligt galt - der hersker en dyb dobbeltmoral - inde i hovedet på en masse mennesker som ellers ser dem selv som venstreorienteret og med iver stemmer på EL SF samt S.

Det er lengt mindre problematisk at privatisere sociale ydelser eller DR, skatte opkrævning etc end det er at privatiusere selve grundlaget for at vi har et samfund og ikke i fremtiden stræber mod et i stadig tiltagende grad gettoriseret og klasseopdelt samfund.

@Thora Hvidtfeldt Rasmussen
Jeg kan sagtens følge dine indvendinger imod at give forældre, elever og ansatte egenrådighed til at definere den enkelte skoles værdier. Det ville for mig heller ikke være nogen løsning at hver skole kan have sit eget autonome grundlag. F.eks. kan det, som du skriver, betyde at forældre der ikke sympatiserer med et bestemt religiøst eller politisk grundlag, ikke kan tage del i deres lokale skole - og så er hele idéen med folkeskolen jo røget.

Sådan som jeg ser det, så bør folkeskolens fundament (folkeskoleloven) være baseret på nogle fælles værdier som der landspolitisk er enighed om, og som udelukker en bestemt religiøs eller politisk retning. Som det er nu, er kristendom jo favoriseret frem for undervisning om andre religioner. Det er selvfølgelig sværere med det politiske. Man kan jo sige at alt er politisk, og derfor er det umuligt at skabe en ikke-politisk præget skole. Men at have en intention om at børnene lærer om alle kulturer og ideologier på en respektfuld og ligeværdig måde, kan i hvert fald føre det et stykke af vejen.

Men mere end grundlaget for folkeskole mener jeg ikke er demokratisk at lade folketingspolitikerne tage sig af. Politikerne er jo politikere og ikke lærere. Lærerstanden ved bedre hvordan man skaber god læring og gode skoler.
Den lokale selvbestemmelse kan sagtens have meget vide rammer til at definere et lokalt værdisæt uden at det behøver at være eksklusivt i form af f.eks. religion eller politisk ideologi. Men for at føre god skoleledelse er det efter min mening nødvendigt at kunne definere skolens egne værdier. Det er det fællesskabet bygger på; at alle støtter op omkring værdier som alle har været med til at definere. Man kan aldrig få den samme fællesskabsfølelse ved ovenfra dikterede værdier - uanset hvor positive eller relevante de værdier så er.

Jeg synes Peter Hansen har meget ret når han skriver: "Det er jo, fordi vi har udviklet et andet demokratisyn over nogle årtier, hvor de folkevalgte ikke længere er toppen af en inddragende samfundspyramide, hvor aktiviteterne netop foregår nedefra og faciliteres af de valgte, koordinerende repræsentanter."

Hvis demokrati betyder at vi ikke kan acceptere en lokal egenrådighed og egenart, så vil den logik føre til at alt skal bestemmes fra Christiansborg og i sidste ende fra en verdensregering. Det er valgte repræsentanter, men er det demokratisk?
Jeg mener ikke at det repræsentative demokrati vi har i dag, er noget vellykket demokratisk eksperiment. Demokrati er for mig en styreform der altid søger mod større og større inddragelse og hensyntagen til minoriteter - som du også er bekymret for. Og en høj grad af lokal selvbestemmelse - så høj som muligt vil jeg næsten mene - er for mig en hjørnesten i demokratiet.

Demokratiets problem er jo netop at ikke alle kan bestemme samtidig. Derfor kan vi vælge eller ansætte repræsentanter til at udføre beslutninger for os. Det er på en skole hhv. skoleledelsen og bestyrelsen. De har igen en repræsentation opad til kommuneplan og landsplan. Og det skal der være. Og mange beslutninger skal tages derigennem.
Men langt de fleste sager der vedrører en skole, mener jeg sagtens kan tages på den enkelte skole uden at skolen bliver eksklusiv. Hvorfor skal kommunen bestemme om alle dens skoler skal have iPads? Hvad hvis en af skolerne hellere vil betale for pædagogiske kurser til de ansatte eller lejrture for eleverne? Som jeg ser det, kan kun de ansatte og eleverne i fællesskab beslutte dette bedst.

Der er bestemt ikke en enkel løsning på folkeskolens lederskab. Men man kan sagtens opstille retningslinjer for hvilke beslutninger der hører til hvor. Som det er nu, ligger jo stort set ingen beslutninger hos skolebestyrelsen, og elevrådene er nærmest så pseudodemokratiske at det er en hån mod eleverne at kalde det demokrati.

Desuden synes jeg du har fat i en god pointe ift. friheden til at skabe skole på et religiøst grundlag. Det er som sagt klar at folkeskolen aldrig kan eller bør udfylde den rolle.
Så de frie skoler bliver nok aldrig - som jeg ellers åbner op for i kronikken - overflødige.

@Robet O Jensen
Ja. Jeg synes også at der er et demokratisk underskud i andre kommunale og statslige institutioner. Jeg tror på mange måder at vejen væk fra den løbebane vi er på nu, hvor vi bruger en masse ressourcer på at kontrollere hinanden og iværksætte initiativer som kun på papiret har effekt, er ved at dyrke et folkestyre op fra bunden af.
Det repræsentative demokrati er en sovepude som fortæller os at vores demokratiske ansvar og mulighed for indflydelse (aka lyst til at hjælpe med til at få samfundet til at fungere) ikke er noget der hører til i hverdagen, på jobbet, i uddannelsen, i boligfællesskaber. Men det er netop her at et direkte demokrati er muligt.

Heri ligger selvfølgelig også at jeg ikke mener at markedet i sig selv løser nogen problemer. Et marked kan give nogle klare fordele ved den indbyggede udbud/efterspørgsel regulering. Men hvis ikke markedet er bygget op omkring demokratiske værdier og principper, så vil det kun skabe reel værdi for topcheferne og auktionærerne - som vi ser det i dag.
Hvis du kigger til kooperative virksomheder, så har de en interesse i et velfungerende lokalsamfund med gode skoler, daginstitutioner, sygesikring, arbejdsløshedsunderstøttelse, infrastruktur m.m. fordi de er ejet at medarbejderne. En kooperativ virksomhed vil aldrig flytte arbejdspladser til Kina, fordi den er ejet at dem der benytter arbejdspladserne. På den måde er der stor forskel på uafhængige skoler og virksomheder under demokratiske (og i skolesammenhæng også nonprofit) rammer.

Hov. Manglede slutninger på sætningen:
På den måde er der stor forskel på uafhængige skoler og virksomheder under demokratiske (og i skolesammenhæng også nonprofit) rammer og på den anden side et profitstyret marked hvor den med flest penge har ret.

Robert Ørsted-Jensen

Hvis også vensatrefløjen er af den opfattelse atr vi skal privatisere den offentlige sektor og afskaffe velfærdsstaten - så bør man sige det ligeud og ikke gå rundt der og tale med dobbelt tunge - eller sige et med munden og stemmesedlen og noget andet med fødderne.

dobbeltmoralen lyser her

velfærdstaten med de statslige og kommunale institutioner - er folkets eller for folkest bedste - skriver forfatteren her. Man burde kunne fomode at manden stemmer på Venstre eller et andet højreliberalkt parti - men undskyld mig - det er jeg ikke slet ikke sikker på han gør.

Vi vil ha en anstændig indvandrerpolitik - men min lille Rasmus skal ikke gå i samme skole som de der tosprogede fremmede.

Velfærdsstaten er 'ikke er folkets, men statens og kommunens.' er det forfatteren reel skriver opg så fiunder vi folk fra venstrefløjenb der mener at det er rigtigt? Hallo?

Robert Ørsted-Jensen

velfærdstaten med de statslige og kommunale institutioner - er IKKE folkets eller for folkest bedste - skriver forfatteren her.

(undskyld der manglede et 'ikke' - for det er reelt det mandet skriver her)