Klumme

Gejstlig ligestilling

Menighedsrådene har æren for en af de største succeser på ligestillingsfronten. Og dermed også æren for at bringe dagligliv og livsglæde ind i kristendommen
20. november 2012

Ved et af livets sære sammentræf, er jeg – ærkekøbenhavner – blevet gift med en mand fra Vorbasse, hvor min oldemor, Karen Marie, i begyndelsen af 1900-tallet fødte sine 11 børn og lagde ører til præstens indremissionske prædikener om frelse eller fortabelse, når de skulle døbes. November 2008 ringede min svigerfar, Sven Tygesen, og fortalte, at den grundtvigske liste for første gang i mere end hundrede år havde vundet flertallet i Vorbasse Menighedsråd. »Nåh, så skal I måske have en kvindelig præst næste gang?« spurgte jeg, vel vidende, at sognepræsten nærmede sig pensionsalderen. Det anså min svigerfar for utænkeligt. Flertallet ville vægte den gode stemning og samarbejdet højere end det principielle spørgsmål om kvindelige præster, mente han.

Men dér tog svigerfar for en gang skyld fejl. Godt to år senere, søndag den 12. december 2010, steg Susanne Østbjerg for første gang op på prædikestolen i Vorbasses 800 år gamle kirke og skuede ud over sognebørn i trængsel på bænkene. Et halvt års tid senere holdt hun historiens første gudstjeneste på Vorbasse Marked i det store værtshustelt. Før ølsalget åbnede, lyttede 300 mennesker til hendes prædiken om Peters fiskefangst, som sluttede: »Guds rige er midt i blandt os, der hvor vi har mest brug for det, men også der, hvor vi mindst venter det. Også her i et telt og på en mark i Vorbasse. Gå ud! Nyd fællesskabet, og pas på hinanden. God arbejdslyst, godt marked og Gud være med os alle. Amen!«

Efter hede diskussioner i Vorbasse menighedsråd var den 30-årige kvinde blevet udvalgt blandt 19 ansøgere, hvorefter indremissionske Ernst Andersen trak sig i protest. Han forklarede til DR-Syd, at han ikke er mandschauvinist, men tror på Bibelens holdning til mænd og kvinders roller i samfundet: »De bredeste skuldre skal bære de tungeste læs, og kvinder bør efter min mening skånes for den byrde, det er at være præst.«

Præsteforeningens formand, Per Buchholdt Andreasen, understregede, at kirken skal kunne rumme forskellige holdninger: »Der er plads til at være modstander af kvindelige præster inden for folkekirken rent bekendelsesmæssigt,« sagde han til DR-Nyhederne. Denne særlige kirkelige tolerance er legitimeret i ligebehandlingsloven med en undtagelsesbestemmelse, som siger, at et menighedsråd gerne må ansætte en mand frem for en kvinde – udelukkende fordi han er mand. Teologisk begrundet kønsdiskrimination er altså en accepteret del af folkekirkens grundlag. Alligevel kunne Kirkeministeriet i august 2010 meddele, at andelen af kvindelige præster i folkekirken var vokset til 50,6 procent, siden de første tre kvinder blev præster i 1948.

Det er menighedsrådene, som indstiller præster til ansættelse hos Kirkeministeriet, og dermed menighedsrådene, som har gennemført denne mest succesfulde ligestillingsrevolution i Danmark. Udviklingen bliver jævnligt – også af visse kvindelige teologer – kaldt ’feminiseringen af Folkekirken’.

Foragten for kvinder og hverdagsliv i det standpunkt er åbenbar. Derfor er det forfriskende, at forfatterne i ny antologi, Kvinde, mand, kirke – Folkekirken og den lille forskel, fremhæver, hvordan kvindelige præsters indtog har medvirket til grundlæggende at forandre folkekirkens teologiske profil.

Antologiens redaktør, sognepræst Eva Holmgaard Larsen, bruger de højstemte slagord »fra frelseslængsel til skabelsesfryd« til at karakterisere bevægelsen fra en teologi, som i århundreder har placeret kristendommen udenfor og i modsætning til hverdagslivet – hen mod en teologi, som søger at forbinde dagligliv og kristendom. Fra verdensforagt til livsglæde. Fra moralsk autoritative prædikener til babysalmesang og gudstjenester for folket i ølteltet på Vorbasse marked.

Om noget kan den bevægelse bidrage til at fastholde og udvikle menighedsrådene som lokal drivkraft i den fælles samtale om kulturelle, politiske og eksistentielle spørgsmål, der er saltet i vores demokrati – jævnfør det enorme og varierede udbud af sogneaftener med foredrag og højskoledage. Det er dog vigtigere end en diskussion af stemmeprocenterne ved de nyligt overståede menighedsrådsvalg.

 

Pia Fris Laneth er journalist, forfatter og foredragsholder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu