Grækenland flirter med tyranniet – Europa ser den anden vej

Da ufrivillige skandinaviske satirikere tildelte Nobels fredspris til Den Europæiske Union, begrundede de det med unionens engagement i »forsoning, demokrati og menneskerettigheder«. Skulle priskomiteens 2012-motivering have været minimalt seriøs, burde vi have hørt fordømmelser fra bekymrede EU-kommissærer af den græske statsmagts stadig mere undertrykkende adfærd – og af nynazisters fremmarch i samme land.

EU har energisk fordømt truslerne mod ytringsfriheden i Viktor Orbans Ungarn. Europæiske politikere bekymrer sig med god grund for det hetzende regimes bestræbelser på at nedbryde landets uafhængige institutioner. De har kritiseret det fascistiske element i det nye ungarske højres flirten med antisemitisme, had til romaer og svælgen i revanchistiske fantasier om, at Ungarn kan genvinde alt det land, som det tabte efter Første Verdenskrig.

Men om det græske demokratis skæbne er der tavshed.

Journalister censureres

En nødlidende stats ømme punkter afsløres dér, hvor den udøver censur. I Grækenlands tilfælde viste retsforfølgelsen af journalisten Kostas Vaxevanis, at han stak sin nål i en betændt nerve. Mens grækerne må leve med sparekrav og nøjsomhed uden ende, og Grækenlands BNP skrumper (det svandt ind med 4,5 procent i 2010, med 6,9 procent i 2011, og forventes at svinde yderligere med 6,5 procent i år og 4,5 procent i 2013), offentliggjorde Vaxevanis en liste med navnene på de over 2.000 grækere, der gemmer deres formuer på bankkonti i Schweiz.

»I stedet for at arrestere skattesnyderne og de ministre, der udmærket kender til listen,« tordnede Vaxevanis, »prøver de at arrestere sandheden og pressefriheden.«

Vaxevanis blev heldigvis frifundet for anklagen om at krænke privatlivets fred. Men dette betyder ikke, at pressefriheden er sikret i Grækenland. Selv i gode tider har uafhængig journalistik haft svære vilkår i landet. De fleste græske tv-stationer og aviser er enten ejet af staten eller af plutokratiske selskaber, og ingen af parterne bryder sig om at få korruptionshistorier draget frem i lyset. Det venstreorienterede dagblad Eleftherotypia, som trods tidligere kedelige sympatier for venstreradikal terrorisme i det mindste udfordrede oligarkerne, gik sidste år konkurs.

Kun få græske journalister vover at afvise formaninger om at holde kæft, hvis de vil holde fast i deres lønsedler, og staten chikanerer alt for mange af de modige få, der lever op til journalistfagets etik.

»Teoretisk set garanterer vores love stadig ytringsfriheden,« siger Asteris Masouras, en uafhængig græsk journalist og blogger. »De praktiske realiteter viser noget andet.«

På onlinemediet Global Voices ajourfører Masouras en allerede lang liste over episoder, hvor græske journalister er forsøgt truet til tavshed.

Fascismen lurer

Politibrutalitet er endnu et ømt punkt. Den græske venstrefløj hævder at have kendskab til forbindelser mellem den formodede ordensmagt og højreradikale hooligans fra den nynazistiske bevægelse Gyldent Daggry. The Guardian bragte for nylig en historie om, at politiet havde tævet antifascistiske demonstranter, der havde konfronteret Gyldent Daggry. Nu er det velkendt, at nogle venstreorienterede er tilbøjelige til at kalde en hvilken som helst autoritetsfigur for ’fascist’ – fra skolelederne til deres egne mødre og fædre. Men i dette tilfælde er udtrykket ’fascist’ absolut på sin plads. Gyldent Daggry er opbygget som massebevægelse og marcherer under sin egen variant af hagekorset. Da to nyhedsværter fra det græske stats-tv, Kostas Arvanitis og Marilena Katsimi, ønskede at følge op på The Guardians historie, blev de fyret på stedet. En anden reporter fra det statslige tv, Christos Dantis, led samme skæbne. Hans redaktører havde sendt ham ud for at dække fejringen af hundredåret for Salonikis befrielse fra osmannisk styre. Men da han gav sig til at rapportere om de folkelige protester mod tilstedeværelsen af den græske premierminister og præsident i Grækenlands næststørste by, blev der slukket for kameraet, indtil redaktionsledelsen havde fundet en mere medgørlig journalist.

Samtidig kan det konstateres, at gamle alliancer mellem ekstreme politiske kræfter og ekstreme religiøse bevægelser er under genoplivning. I sidste måned protesterede kristne fanatikere og nynazister (forskellen mellem dem er hårfin) mod et ’blasfemisk’ teaterstykke med et homoseksuelt tema i Athen. Teatrets ledelse tog det behørigt af plakaten.

Europas fejl

Da jeg i begyndelsen af 80’erne besøgte Athen, kunne ældre borgere stadig huske kampen mod den nazistiske besættelsesmagt, mens generationen efter dem voksede op med modstanden mod militærdiktaturet. Grækenlands optagelse i Den Europæiske Union betød et farvel til alt dette. Men nu er fattigdom, frygt, undertrykkelse og statsintimidering for fuld fart på vej tilbage.

Man kan bebrejde det græske samfund for at have tolereret omfattende korruption. Man kan bebrejde bankerne for eurokrisen. Men vi er også nødt til at bebrejde Europas politikere og bureaukrater, at de besluttede sig for at acceptere Grækenland (og resten af Sydeuropa) i et fælles valutaområde, der har sat dem i en permanent konkurrencemæssig ulempe og nægtet at afskrive en gæld, som Grækenland aldrig kan tilbagebetale.

Det er ikke så sært, at Europas ledere forholder sig tavse om de knægtelser af menneskerettighederne, som Nobelpriskomiteen insisterede på, at den europæiske integration skulle garantere imod. Grækenland er eurokraternes helt eget Weimar ved Ægæerhavet. De hjalp med at bygge det.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen