Kommentar

Vi skal hæve niveauet

Demokrati kræver frigørelse fra fremmedbestemmelse, men det kræver også frigørelse til fællesbestemmelse
Debat
19. november 2012

Det er en træffende problematik, Jan Maintz rejser i kronikken ’Alle har ikke ret i kampen om sandhederne’ fra den 25.10. Kronikken handler kort sagt om, hvordan man sikrer, at borgerne i et demokrati har lige adgang til at udtrykke deres synspunkter, men at alle synspunkter ikke skal have samme indflydelse.

Men det er ikke en træffende kritik, når Maintz hævder, at »den dybere konklusion« i mine bøger Kampen om sandhederne og Alle har ret er »følgende opfattelse: Foragt for andre menneskers mening er forkert og udemokratisk.«

Det er nemlig ikke den dybere konklusion i bogen, det er den indlysende præmis for Alle har ret. Det er ikke mit synspunkt, at alle blev frie og lige, hvis bare vi slap af med foragt og magt mellem mennesker. Det er heller ikke mit synspunkt, at alt mellem mennesker skal demokratiseres for, at vi kan realisere det bedst mulige samfund. Mit synspunkt er derimod, at demokrati forudsætter noget, som ikke er demokratisk. Hvis vi reducerer alle argumenter og fakta til meninger, ender vi med et meningstyranni, hvor den ene mening kan være lige så god som den anden, og vi kan slå hinanden i hovederne med, at ’det er så din mening, nu skal du høre min mening’. Hvis der ikke er andet end meninger mellem mennesker, falder samtalen fra hinanden, og alle bliver mindre frie. Alle mennesker er principielt lige meget værd, men alle argumenter er bestemt ikke lige værdige. Den store udfordring er på den ene side at frigøre samtalen fra urimelig autoritet og samtid at skabe betingelserne for fornuftig autoritet.

To former for frihed

Demokrati forudsætter både personlig og politisk frihed. Den personlige frihed er frihed fra, at nogen bestemmer over dig på en måde, som du finder urimelig. Men over for den personlige frihed fra formynderi står den politiske frihed til at bestemme i fællesskab. Det er friheden til at træffe beslutninger på en måde, som er fornuftig og tjener det fælles bedste.

Pointen er jo, at vi på den ene side ikke vil have, at nogen bestemmer autoritært over os, men på den anden side anerkender vi, at der skal bestemmes hele tiden. Det er ikke et retorisk spil for mig, men en erkendelse af, at der er forskellige hensyn på spil i den sociale virkelighed. Vi er modstandere af autoritære regenter, men vi anerkender det sociale faktum, at der til enhver tid skal regeres.

Min problemformulering er derfor ikke så simpel, som Maintz beskriver, men derimod dobbelt: Demokrati kræver frigørelse fra fremmedbestemmelse, men det kræver også frigørelse til fællesbestemmelse.

Udfordringen i Alle har ret er på den ene side at vise, hvilke former for fremmedbestemmelse, der udvikles i en formelt demokratisk kultur: Politikere vil ikke stå frem som autoriteter, man kan udfordre, men hævder derimod, at de gør det, der er ’nødvendigt’ og ’ansvarligt’. De henviser til ekspertise, kommissioner og talmateriale, som almindelige borgere ikke kan udfordre for at retfærdiggøre deres beslutninger. Det er formelt demokratisk, men reelt ofte autoritært, fordi det er så vanskeligt at drage dem til regnskab for beslutninger begrundet med ’den globale konkurrence’ eller ’finanspagten’.

Men udfordringen i Alle har ret er også på den anden side at vise, hvordan man kan skabe betingelser for fællesbestemmelse: Hvis vi ikke kan etablere en fælles verden af fornuftige grunde og argumenter mellem os, er vi overladt til meninger og magtkampe. Og så bliver vi alle dummere og mindre frie.

Vi er afhængige af, at samtalen er så bred som muligt for at så mange som muligt kan bidrage med deres synspunkter, men vi er lige så afhængige af, at samtalens niveau er så højt som muligt. Hvis man vil nå frem til en fælles diskussion, hvor autoriteten ligger i argumentet og ikke i personen, må man kritisere forhindringerne og studere betingelserne for den fornuftige samtale. Og hvis man vil den fornuft, som er fælles mellem mennesker, må man forholde sig kritisk til dens udfordringer. Min pointe er, at der altid er magt mellem mennesker, men der er også altid mere end magt. Det er derfor lige så dumt at gøre magt og foragt til sin konklusion, som det er ikke at gøre det til en præmis for analysen af vores fælles sociale virkelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her