Lad os sætte tingene på plads: De Israelske hærstyrker forlod Gaza betingelsesløst i 2005 på den daværende premierminister Ariel Sharons initiativ. Siden da har der ikke været nogen israelsk militær tilstedeværelse på området, der således for første gang i historien er under palæstinensisk kontrol.
De personer, som hersker over territoriet, og som kom til magten i juni 2007 – ikke så meget ved hjælp af stemmeboksen som ved hjælp af vold efter flere måneders blodig konflikt med andre palæstinensere – har i forhold til den tidligere besættelsesmagt ikke antydning af den territoriale strid, som eksempelvis Yassir Arafats PLO havde.
Man kan mene om Arafats krav – og i dag om den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas’ krav – at, de var for vidtgående, for uklart formulerede eller delvis uacceptable. Men i det mindste var de lagt frem på bordet og holdt dermed mulighederne åbne for en politisk løsning og et kompromis. I Hamas-bevægelsens tilfælde er der intet andet på bordet end det pureste had. Ingen ord, ingen samtaleemner, kun en regn og raketter og missiler affyret i overensstemmelse med en strategi, der – fordi den ikke sigter mod andet end tilintetgørelsen af ’den zionistiske enhed’ – er en strategi, man kun kan betegne som uendelig krig.
Manglende proportioner
Og da Israel omsider gennemskuede dette, og dets ledere besluttede sig for at bryde med den månedlange tilbageholdenhed, hvor de havde tolereret forhold, som ingen andre statsleder i verden nogensinde ville have tolereret – efter den foruroligende konstatering af, at beskydningen var steget fra 700 raketter om året til næsten 200 på få dage, og at Iran var begyndt at levere sine venner Fajr-5-missiler, der kan ramme mål i ikke bare Sydisrael, men også i landets hjerte, Tel Avis forstæder og Jerusalem – besluttede de sig for at slå til. Og tænk engang. Hvad skete der så?
FN’s Sikkerhedsråd, der sjældent har været så ivrig efter at sidde på sine hænder som i de seneste måneder, blev i al hast sammenkaldt for at diskutere – ikke, hvorvidt Israel svar var proportionelt afpasset til den provokation, der var blevet udsat for, men snarere hvorvidt landet overhovedet havde ret til at forsvare sig.
Storbritanniens udenrigsminister, som formentlig næppe ønsker at se Sydengland bombarderet af en organisation, der igen er slået ind på terrorismens vej, truede med at straffe den jødiske stat, fordi den lever op til sin forpligtelse med at beskytte egne borgere, ved at trække de sidste rester tilbage af den støtte, som Hague finder det passende at tilstå Israel på den internationale scene. Europas chefdiplomat, Catherine Ashton, lagde ud med at frikende Hamas for angreb, der delvis var iværksat, sagde hun, af »andre væbnede grupper« og kunne ikke finde på noget bedre end hyklerisk beklage »voldens optrapning på begge sider«, som hun hævdede var lige ekstreme på samme måde, som alle katte er sorte, når man ser dem om natten.
Israels evige straffrihed
I Frankrig har Kommunistpartiet krævet sanktioner mod Israel, mens De Grønne, som var næsten fuldkommen tavse om Syrien, Libyen, og de hundredtusindvis af dødsfald i de glemte krige i Afrika og Kaukasus, insisterer på, at »Israels straffrihed må ophøre«.
’Fredsdemonstranterne’, der ligesom De Grønne valgte at blive hjemme, da det var den libyske diktator, Moammar Gaddafi, eller Syriens præsident, Bashar al-Assad, som stod for myrderierne, gik på gaden for at erklære deres solidaritet med det eneste regeringsparti i Palæstina, der afviser en to-statsløsning og dermed fred.
Eksperternes blindhed
For ikke at nævne de konspirationseksperter, der komfortabelt forskanset på deres medieredaktioner og i tænketanke i alt dette kun kan se den luskede hånd hos Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der angiveligt skulle være glad for at have en ny krig til at fremme sit genvalg. Jeg vil ikke her rode mig ud i en analyse af de meningsmålinger før krisen, som viste, at Netanyahu i forvejen var en klar favorit til at vinde valget.
Man kunne minde disse kloge tænkere om, at hvis der findes et kynisk rænkespil på bunden af denne nye tragedie, så er det udtænkt af en Hamas-ledelse, der opsat på at hæve indsatsen hæves og støde frem. Et Hamas, der ikke kun forberedt, men også fast besluttet på hæve indsatsen og kæmpe til sidste palæstinensiske blodsdråbe snarere end at miste magten (og magtens privilegier) til sine svorne fjender inden for Fatah. Men hvad godt ville en sådan påmindelse gøre?
Stillet over for dette kor af kynisme og hykleri, konfronteret med den dobbeltmoral, ifølge hvilken en død araber kun har værdi, hvis hans død gør det muligt at anklage Israel – stillet over for denne omvending af værdier, der forvandler angriber til offer og terrorist til modstandsmand – stillet over for dette fordækte spil, hvor verdens indignerede udøser lovprisninger over et brutalt og korrupt hierarki. Dette hieraki udviser ikke den mindste medlidenhed med svagelige, med kvinder eller med mindretal og presser deres egne børn ind i bataljoner af små slaver, der sættes til at grave tunneler, hvorigennem der kan transporteres bl.a. indbringende smuglergods, der bringer dem endnu større rigdomme – stillet over for denne afgrundsdybe uvidenhed om den sande natur af en bevægelse, der har taget Zions Vises Protokoller til sig som en af sine grundlæggende tekster og hvis leder, Khaled Meshaal, indtil for nylig kunne arbejde fra sin komfortable villa i Damaskus, er der kun ét ord, der virkelig passer: skamløshed.
Bernard-Henri Lévy er fransk filosof
© The Daily Beast og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.
Intet fremsyn.
Nu har vi i århundrede forfulgt og dræbt jøder, når vi så endelig giver dem et land og jøderne smider den oprindelige befolkning ud, kan vi så forvente ro? Skamløsheden bunder i Balfour-erklæringen den 2. november 1917, hvor England giver løfte om oprettelse af et jødisk nationalt centrum i Palestina.
"Lad os sætte tingene på plads", starter Bernard-Henri Lévy sit indlæg, men det er just ikke det, han gør.
For fakta er jo, at hele denne problemstilling mellem zionisterne og palæstinenserne startede d. 17.09.1948, da den zionistiske terrorristorganisation, Lehi, myrdere FN´s repræsentant og vicepræsident i Svensk Røde Kors, grev Folke Bernadotte. Den samme Bernadotte som hentede 15.000 danske og norske fanger hjem fra tyske koncentrationslejre.
Det skyldes, at Grev Folke Bernadotte og FN stod for en 2-stats-løsning, der også omfatter en palæstinensisk stat. Medens de zionistiske terrorrister, der er bedre kendt som Sternligaen, kun ville acceptere et Stor-Israel.
Dengang var der ingen organiseret arabisk modstand, men kun lidt spredte protester.
Men alle disse 64 år siden mordet er det faktisk lykkedes Israel, at dyrke ideen med et Stor-Israel ved at ødelægge alle bestræbelser for at opnå en 2-stats løsning. Og som man ser, gælder alle kneb.
Men måske er det ikke den sandhed, Bernard-Henri Lévy syntes, er væsentlig at få frem?
Naturligvis skal terrorhandlinger fordømmes. Uanset om det er Hamas eller de syriske oprørere/terrorister der udfører dem mod henholdvis Israel og Syrien.
Er der iøvrigt nogle, der tager Bernard Levy ensidige rablerier alvorligt udover den franske kolonialist-regering?
Næ, men nu har man jo heller aldrig kunnet beskylde ham for at være en selv-hadende Jøde ?
Hvorfor skal den stærke part i konflikten konstant vende den anden kind til?
ALLE agressioner kommer fra Gaza striben, og når de besvares, er snart sagt alle på nakken af Israel.
I Gaza striben fester de, når en busfuld mennesker (var de skolebørn?) i sidse uge blev deæbt af en selvmordsbombe.
Den slags rendyrkede had ses trods alt ikke i Israel, som jeg anser for at være et civilliseret samfund.
- "Er der iøvrigt nogle, der tager Bernard Levy ensidige rablerier alvorligt udover den franske kolonialist-regering?"
Han har jo nok ikke truet Informations redaktion til at trykke sin tekst.
Bernard-Henri Lévy skriver:
"De Israelske hærstyrker forlod Gaza betingelsesløst i 2005 på den daværende premierminister Ariel Sharons initiativ. Siden da har der ikke været nogen israelsk militær tilstedeværelse på området,"
Han er jo fuld af løgn. Bl.a i januar 2009 trængte israelsk militær ind i Gaza efter at området var blevet bombet i en uge.
13 israelere og mellem 1200 og 1500 palæstinensere blev dræbt i konflikten
Super... Levy har skyldt en omgang siden han var bagmand for våben-støtte til 'det internationale muhajeddin' (Al-Qaida), og blandt andet lokkede DR til at arrangere såkaldt 'Bosnien'-indsamling med en demagogisk helaftensindpisker af en filmstrimmel, Bosna.
'Det er det mest frastødende jeg nogen sinde har set' var anmeldelsen dengang fra den mest passionerede blødmandshumanist i omgangskredsen.
Velkommen tilbage til den humanistiske tilgang Levy :-)
- set med andre øjne, men ret subjektiv,
som de modstridende, næsten enslydende "oplysninger" om konflikten!
Man kan mene hvad man vil om Bernard-Henri Le'vi artikel, men man må nok konstatere, at ovennævnte debat er rimelig unuanceret - primært set med de forudindtagedes venstresnoede briller, som efter kommunismens fald, fandt nogle andre "stakkels ofre" i palæstinenserne.
Efter at Hamas med brutal kynisme fik smidt de fredeligere Fatha-medlemmer ud af Gaza, har de benhårdt sat sig på magten i dette lille stykke land, hvor de terroriserer befolkninge, efter princippet "pisk og gullerod". De har intet andet formål med deres massive raketbeskydning af Israel, end at terrorisere den civile israelske befolkning, og stædigt fastholde, at Israel skal fjernes fra landkortet! Det lader sig naturligvis ikke gøre, og det eneste de opnår med deres raketter er, at den store fredsopinion der var i Israel for nogle år siden, nu er næsten total udslettet, således, at den israelske befolkning i dag er overvejende tilhængere af at stække Hamas. Den samme holdning har en lang række arabiske stater, som efterhånden er dødtrætte af Hamas's provokationer. Israels forsyndelse er helt klart de ulovlige bosættelser på vestbredden, som selvfølgeli skal stoppe! Men denne konflikt har INTET med konflikten med Hamas at gøre. Og sidst og ikke mindst - hvilket land ville acceptere dagligt at blive beskudt med raketter uden at svare igen?
Otto Klæbel,
Det er værd at bemærke, at Fatha blev smidt ud af Gaza, efter at Israel og USA bakkede et kupforsøg op fra netop Fatha, efter Hamas vandt valget. Ikke ligefrem noget der har haft positiv indvirkning på konflikten.
"Lad os sætte tingene på plads: De Israelske hærstyrker forlod Gaza betingelsesløst i 2005 på den daværende premierminister Ariel Sharons initiativ. Siden da har der ikke været nogen israelsk militær tilstedeværelse på området, der således for første gang i historien er under palæstinensisk kontrol."
Gælder det også kystlinien?
Søren Tang.
Alle - bortset fra Hamas naturligvis - er vidende om, at Hamas "vandt dette valg" ved massive trusler over for civilbefolkningen og udbredt svindel ved optælling af stemmesedler - påvist af adskellige af FN udsendte valgopservatører.USA og Israels evt. indflydelse på dette valg må vel nærmest betragtes som et kuriosum.
Det første offer i alle krige er sandheden, og i den henseende er eskalationen af vold mellem Israel og Gaza ingen undtagelse. Israel og følgagtige massemedier gentog den sædvanlige retorik, at raketterne affyret fra Gaza var påskuddet til den nuværende krise, og at Israel kun "gjorde gengæld", ligesom alle de andre gange, hvor landets suverænitet er blevet "krænket".
I år alene er 70 palæstinensere blevet dræbt inden denne krise. Dette voldsomme tabstal omfatter også mordet på en mentalt ustabil person d.4.11.2012 og en dreng på 13, som d.8.11.2012 var ude at spille fodbold. Med baggrund i disse 2 drab forekommer det sikkert at konkludere, at det var Israel, der startede denne eskalation, og at det var palæstinenserne, der gjorde gengæld med deres raketangreb.
Den fortsatte tilstedeværelse med israelske besættelsesstyrker sker i direkte modstrid med 100 FN sikkerhedsrådsresolutioner, der kræver tilbagetrækning, og som Israel med USAs usvækkede støtte, har undladt at efterleve. Det er kun en Saddam Hussein, der bliver straffet med en krig, sanktioner og invasion, hvis han ikke makker ret og efterlever FNs resolutioner. Det kostede "bare" mio. af uskyldige irakere livet.
Israels blokade af Gaza siden 2007 krænker Genèvekonventionen af 1949, art. 33, som fastlægger retningslinjer for beskyttelse af civile under krig. Blokaden har betydet, at Gaza er blevet et helvede på jord, selv med et luksushotel i området, med utallige overdødsfald inkl, 1400 dræbt af Israel i 2008; hvor 95% af fabrikkerne er lukkede og palæstinensisk industri er så godt som holdt op med at fungere; hvor Israel har lagt en jernring også i havet ud for Gaza, med en tremilegrænse for fiskeri, der gør det umuligt at udøve dette erhverv, og med en nærliggende fare for at blive skudt på af israelske flådefartøjer.
De israelske grænsepatruljer har beslaglagt 35% af landbrugsjord i Gaza som en bufferzone. I mange flygtningelejre er der ikke vand, og FNs organ for nødhjælp, UNWRA, har vurderet, at 80% af alle områdets indbyggere er afhængige af fødevarehjælp. Men vi bliver tudet ørerne fulde om Israels ret til selvforsvar, hvilket ingen betvivler, men udsagnet dækker over en virkelighed, der kun i sjældne tilfælde fremgår af vestlige massemedier.
Hvordan verdens 4-5 stærkeste militærmagts nationale sikkerhed skulle være i fare fra militære angreb fra et selvstyreområde som Gaza, er fuldstændigt vanvittigt. Israel besidder de højest udviklede militære våbensystemer, tanks, jetjagere, flådefartøjer, i et ufatteligt omfang, foruden 200-400 atomvåben, for ikke at tale om den magt, der ligger i at have verdens supermagt i ryggen med støtte på alle planer, også når de uantastet, frit og uhindret kan krænke eksempelvis resolution 242 fra d.22.11.1967 fra FNs sikkerhedsråd, som forlanger, at Israel skal trække sig tilbage til grænserne fra før seksdageskrigen i 1967.
Det er det væsentligste krav, Hamas har stillet for en normalisering af forholdene mellem Gaza og Israel. Hvis dette er korrekt, er det i lyset af res.242 ikke et urimeligt krav, men hvorfor er jeg meget overbevist om, at Israels mange venner inden for dominerende politiske kredse og i vestlige massemedier, her og hisset, helst vil dumpe denne resolution ned i George Orwells "memory hole". Vi har stadig til gode at se dens ordlyd indgå i deres argumentation for en fuldstændig dæmonisering af palæstinensere. I deres øjne kan Israel ikke gøre en flue fortræd, selv med omfattende dokumentation for en helt anden virkelighed.
Erling Jensen, cand.jur., tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Israel blev skabt som en jødisk stat. Dens institutioner har altid dannet grundlag for at sikre den fortsatte eksistens for et jødisk flertal og for jødisk dominans. Borgerskab i Israel giver en politiske, sociale og økonomiske rettigheder, som andre ikke-jødiske borgere i Israel ikke nyder i samme omfang.
I Sydafrika kaldte man en sådan inddeling af borgere i dette land for apartheidstyre. For danskere ville det være et fuldstændigt absurd tankeeksperiment, hvis Danmark var et land for københavnere og sjællændere, og som gjorde alle andre til andenrangs borgere.
For at opretholde denne diskriminerende form for statsdannelse, er det et must for Israel at fastholde et stærkt modsætningsforhold til palæstinensere. Selve skabelsen af landet byggede på uretfærdighed og ufattelige lidelser for hundredtusinder af uskyldige mennesker.
Det er en historisk usandhed af dimensioner, når Golda Meir talte om et land uden folk til et folk uden land. Jeg ved ikke, hvad de 750.000 palæstinensere, som blev fordrevet fra deres hjem siger til en sådan udtalelse. Ved at fremprovokere vold er det lykkedes Israel at bortlede opmærksomhed fra apartheidkarakteren i dets statsgrundlag.
Med en massiv mediepropaganda er det lykkedes landet, med afsæt i Holocaust, at forplumre alle tilløb til en rimelig og fair debatkultur om områdets komplekse problemer. Med denne sympati er det lykkedes landet at erhverve sig en uhindret ret til at besætte store dele af området og at diskriminere palæstinensere i et omfang, man skal være en hardcore tilhænger af alt israelsk for ikke at kunne få øje på.
Det turde være åbenbart for alle fordomsfrie mennesker, at det er omsonst at tale om frihed og retfærdighed for Palæstina, så længe Israel nyder politisk immunitet, finansiel, diplomatisk og militær støtte fra især USAs side til dets militære kampagner og fortsatte besættelser af fremmed jord. Man kan nå langt med 3 mia. $ om året.
Et lille område som Gaza har ikke en jordisk chance for at stille noget op over for en krigsmaskine som Israels, med 75.000 soldater opstillet langs dets grænser.
Det må siges at være på høje tid, at det internationale samfund lever op til et reelt ansvar for at skabe fred og retfærdighed for palæstinensere, og lader svulstige, højstemte erklæringer uden substans om ligeværdighed for alle mennesker tilhøre en svunden æra.
Palæstinensere er trods alt også mennesker, med de samme behov for tryghed og sikre rammer for deres liv, som alle mennesker, herunder israelere, selv om man ofte kan blive i tvivl, når man ser massemediers og markante meningsdanneres behandling af dem.
Erling Jensen, cand.jur., tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Til Erling Jensens ellers læseværdige indlæg er at sige, at resolutionen fra 1967 ikke er nogen hindring for at afvise nogen anerkendelse af det syge system der har taget magten i Gaza, og være hamrende ligeglade i den forbindelse med alle de fjollede bosætter-ekstremister som Israel snildt nok har eksporteret derud ... og ikke mindst fastholde, at det naturligvis er grænsen til Egypten der skal åbnes. Så folk i Gaza kan få en lidt større horisont end jødiske ligbunke-drømmerier og lidt mere lokal integration end arbejdsformidlingen oppe i Askalon.
Kære Bernard-Henri Lévy
Israel er udsat for terrorangreb fra Gaza, og dette vil jeg ikke forklejne - jeg har fuld forståelse for, at borgerne i Israel ikke vil finde sig i, at blive udsat for raketangreb - dette bliver ikke afsluttet af et "men", dette bliver afsluttet med et punktum.
Palæstinenserne i Gaza bliver udsat for terrorangreb, dette vil jeg ikke forklejne - jeg har fuld forståelse for, at borgerne i Gaza ikke vil ikke vil finde sig i, at blive udsat for raketangreb/morterangreb/droneangreb (Israel har flere forskellige våben) - dette bliver ikke afsluttet af et "men", dette bliver afsluttet med et punktum.
Jeg kan ikke forstå din blog - mener du, at et terrorangreb retfærdiggør andre terrorangreb?
Kære Jørn Boye
Nu var jeg ikke født i 1938 - og det tror jeg heller ikke andre debattører på bloggen var.
Så må vist holde mig til lidt folkeskole-viden.... Troede egentlig, at Hitler var højreradikal, og at han derfor tiltrak højreradikale - har faktisk ikke i hukommelsen noget eksempel på, at "de røde" har været specielt tiltrukket af Hitler og Nazismen.
Det eneste jeg umiddelbart kan huske, er noget med en ikke-angrebspagt mellem det gamle Sovjetunionen og Tyskland.
Det er vist en ommer.
Og.... hvis man endelig skal være lidt semantisk, så kan man vel i virkeligheden argumenterer for, at Israel lige nu er det mest racistiske vestlige land i verden.
Du kan lige nu kun bosætte dig i Israel hvis du er jøde - Israel har ikke modtaget nogen flygtninge fra Syrien eller andre konfliktramte lande i regionen - heller ikke kristne, bare lige for at holde sig inden for de begrænsninger religion tilsyneladende har for Israel.
BHLs skamløshed kender ingen grænser.
Tag for eksempel det første afsnit i teksten. Alene det første afsnit indeholder udelukkende åbenlyst løgnagtige sætninger.
Enhver der har den mindste bare overfladiske interesse for området kan ikke være uvidende om at israelske hærstyrker har rykket ind i Gaza adskillige gange siden 2005. Bernard-Henri Lévy kan altså ikke have læst en eneste avis de sidste 7 år, hvis han tror der ikke har været nogen israelsk tilstedeværelse på området, for det har der godt nok været mange gange - f.eks. da israelsk militær sønderbombede området i 2008 og 09. Påstanden er altså en åbenlys løgn (hvilket en avisredaktør burde have fået øje på).
Men det er ikke kun under store operationer Israel har militær tilstedeværelse i Gaza. De har bevaret en konstant konstant militærmagt i området, som gør dem i stand til at rykke ind når som helst, ligesom de sagtens kan bombe området fra afstand - og gør det. Militærposterne er ganske rigtigt flyttet til grænsen, hvor de nu belejrer området i stedet for at forsøge at kolonisere det, men at man har flyttet nogle militærposter betyder ikke at man har "forladt området", så længe man stadig opererer militært i området når man har lyst.
Enhver der har fulgt bare lidt med, ved også at besættelsesmagten på ingen måde flyttede sine militærposter "betingelsesløst". Kun den mest uoplyste eller den mest kyniske kan være - eller foregive at være - uvidende om den kvælende blokade, Israel har indført mod Gaza, hvor alt - mad, tøj, medicin, nødhjælp, cement, benzin, alt - forhindres i at komme ind, ligesom Israels militær forhindrer Gaza i at eksportere produkter til omverdenen. Når et andet lands militær bestemmer hvad befolkningen må spise, så kan kun en lallende idiot påstå, at det har forladt området "betingelsesløst".
Hvilket fører os til den sidste af de løgnagtige sætninger: At Gaza-striben skulle være under "palæstinensisk kontrol". Det israelske militær har belejret området. Der er bygget en høj mur langs grænsen, fuld af militære checkpoints, og den israelske stat bestemmer hvem og hvad der må komme ind og ud af området - samtidig med at de forbeholder sig retten og muligheden for at slå folk ihjel indenfor området. Hvem har kontrollen?
Det har det israelske militær, som stadig er en besættelsesmagt. De kontrollerer området militært, de kontrollerer dets grænser, de kontrollerer migration ind og ud af området, de kontrollerer handlen, importen og eksporten, de kontrollerer befolkningens bevægelser, hvad de spiser, hvornår de kan genopbygge sine huse, det israelske militær bestemmer om internationale organisationer og observatører må få adgang til området, de bestemmer hvornår der er elektricitet, og om folk kan få vand at drikke.
At påstå at dette skulle udgøre "palæstinensisk kontrol" er at erklære sig selv for en lallende idiot der ikke ved noget som helst om hverken de konkrete begivenheder eller om politisk-teoretiske definitioner. Når man ikke kontrollerer sine egne grænser, sin handel, sin infrastruktur, osv så kan man ikke siges at have "kontrol" over et område. Hvis et andet land via sit militær derimod udøver denne kontrol, så er dette land stadig en besættelsesmagt.
Ingen journalist eller avisredaktør kan være uvidende om disse forhold, så den person der valgte - på aktivt initiativ - at opsøge BHL for at indhente tilladelse til at oversætte viderebringe hans propaganda, må have et bevidst ønske om at fylde informations spalter med misinformation.
Eller også er det bare et tilfælde af stjerneblindhed - kan den mand lukke hvad som helst ud, og wannabe-intellektuelle på information vil trykke det? Det er jo ikke ligefrem første gang han skriver noget værre vrøvl om noget han ikke aner noget om.
Krig og ret? Nej, vel.
Det virkelige kreperlige er, og deri har Levi ret, at der ikke er udsigt til en politisk løsning på konflikten, hvis historiske uretfærdige forhold næppe står til at rette på en, nå ja, retfærdig måde.
Levi overser dog i sin tendentiøse harme, at det ikke kun er Hamas og palæstinenserne der blokerer for en sådan løsning. Israel bør, efter min mening, indse at deres "retfærdighed" (altså gengældelsespolitikken) har spillet en rolle i den trykkoger af utilfredshed, for ikke at sige desperation, Gaza, af gode grunde, er blevet.
Men hvad skal Israel på den anden side gøre? Hvis de jødiske efterkommere af århundredes forfølgelser og Holocaust ikke skal være i Israel - ja hvor skal de så være? Men det samme kan vi desværre sige om palæstinenserne.
Er det ene raketstyr værre end det andet?
Måske er det hverken palæstinenserne eller israelerne vi skal bebrejde. Måske er det os selv!
Mon ikke en smule selvkritik ville vær på plads?
Vil Israel have fred, eller vil det have et Stor-Israel?
Læs søndagens Robert Fisk:
Netanyahu leads Israel into isolation
The Iron Dome system kept missiles at bay, but another 'dome' shields the people from reality.
http://www.independent.co.uk/voices/comment/netanyahu-leads-israel-into-...
Kære Katja Pedersen
Hvad angår Hitler så hed nazipartiet:"Nazional socialistisk arbejderpartei", så det var egentlig et socialistisk parti, der var stærkt antisemitisk, ligesom mange socialistiske partier idag.
De brugte de samme metoder som de autonome idag, mødte op ved andre partiers møder og protesterede med voldelige metoder, hvis disse partier propaganderede for ideologier, som nazisterne eller de autonome, var imod.
Hvad racisme, eller diskremination angår, så kan vi bare se på saudiarabien, ved indrejse bliver f.eks. en bibel beslaglagt, - det er forbudt at bede sammen med andre kristne.
Du husker nok ikke, da der virkelig var debat om en palestinensisk stat.
Arafat der var formand for PLO sagde, at i en palestinensisk stat kunne jøder ikke bosætte sig.
I Israel er der mange muslimer, med Israelsk statsborgerskab, de er repræsenteret i parlamentet, og har boet der fra statens grundlæggelse, og har de fulde rettigheder.
Du kan bosætte dig i Israel uden at være jøde, men du skal have et erhverv, der er efterspurgt i Israel.
Jeg tror nu ikke, at din antisemitiske propaganda bliver taget alvorligt andre steder end i din egen omgangskreds.
Synes hele situation er forfærdelig. I mine øjne er der ingen tvivl om at der skal sættes en stopper for Israels overdrevne brug af militær magt, for der ingen tvivl om hvem der står for de største og mest vidtgående ødelæggelser. MEN i mine øjne er det også forkasteligt at udvise sympati for Hamas, der som artiklen rigtigt skriver, er villig til at ofre deres befolkning, ligesom et hvert andet totalitær regime...
Det påstås fejlagtigt i flere blogindlæg at resolution 242 pålægger Israel at trække sig tilbage til grænserne før krigen i 1967. Det er ikke tilfældet hvilket fremgår af både den franske og den engelske tekst.
Teksten er bevidst uklar på dette punkt og omtaler kun tilbagetrækning fra områder besat under krigen uden at specificere omfanget. Det er ikke en tilfældighed. Allerede under debatten før sikkerhedsrådets afstemning blev der åbnet op for at Israel kunne beholde mindre områder, som ville gøre det lettere at forsvare landet.
Det helt afgørende i teksten er imidlertid, at tilbagetrækningen skal ses i sammenhæng med en politisk løsning, der indebærer anerkendelse af alle i området værende staters (læs Israels) ret til at eksistere bag sikre og anerkendte grænser. Det betyder, at sålænge Hamas nægter at anerkende Israels ret til at eksistere (uanset hvor grænserne end måtte trækkes), så kan man ikke med støtte i resolution 242 kræve, at Israel skal trække sig tilbage.
Jeg synes Bernard-Henri Lévy og lade være med at tale om "skamløshed". Hvad kan man bruge sådanne antikverede småborgerlige begreber til i en konflikt som denne?
Men Herbert Pundik har en kronik i Politikken i dag, hvor han påpeger, at Hamas kun kan bekæmpes med fred. Spørgsmålet er så, om Israelerne er interesseret i det. Meget tyder i hvert fald på, at Netanyahu er lige så afhængig af Hamas som de er af ham. De er forbundet og begge afhingige af, at hadet og krigen fortsætter. Kommer freden, mister de deres folkelige opbakning.
Carsten Halvorsen: Helt enig. I min optik giver folk bare for ofte hele den palæstinensiske befolkning Hamas-hatten på og siger, at de ligger som de har redt, når det eneste de civile palæstinensere er interesseret i er, at få de basale menneskerettigheder som ethvert menneske der lever på denne har krav på. Såsom retten til at have et job der kan forsøge sin familie, retten til at flytte bopæl, retten til rent vand og mad og retten til at bevæge sig frit uden at frygte at få en raket i nakken.
Sæt dig i ind i deres position.. god søndag
At Hamas (og palæstinensere generelt) skulle være enestående i grusomheder er en ynkelig fiktion. Bevares, sådan umiddelbart betragtet kunne man sige at konflikten er et sammenstød mellem to rivaliserende fundamentalistiske nationalismer, der begge bevæger sig inden for en ond cirkel af opblæste ambitioner og selvretfærdighed. Og intet ville være lettere end at affærdige begge som værende reaktionære og af ringe værdi. Noget bliver dog glemt her. Kun i et politisk rum, hvor der ikke eksisterer væsensforskelle mellem det erobrede folk og erobrerne, kan man anbringe fundamentalismen hos et koloniseret land, der kæmper for sin frihed på samme moralske og politiske plan som fundamentalismen/nationalismen hos de imperialistiske erobrere og undertrykkere.
Den palæstinensiske stemme for Hamas var overvejende en proteststemme. Hamas-vælgere er ikke nødvendigvis fanatikere. Men kendetegnende for dem alle var at de havde fået nok af den Fatah-ledede korruption og dens mangel på vilje til at stoppe israelernes omsiggribende tyveri af palæstinensisk jord. Hamas har desuden anerkendt et Israel indenfor 1967-grænserne. Men hvorfor skulle Israel anerkende palæstinensernes ret til en stat indenfor 1967-grænserne? Det ville betyde at de ikke kan annektere yderligere og at de skal aflevere det stjålne tilbage.
I monde diplomatique har de leveret en ret grundig tilbagevisning af BHL:
http://blog.mondediplo.net/2012-11-20-Liberer-les-Palestiniens-des-menso...
Se dog at få forhandlet noget fred i stedet for dette
ekstremt langstrakte sejtrækkeri. Verden gider ikke høre mere på det. Det er uddebatteret, der er ikke mere at sige. Lav fred, og se at komme videre.
Sjovt så mange af ovenstående der ikke ser noget galt i at en part BEVIDST angriber civile, men KAN se noget galt i at den anden part (efter 100'vis af angreb) svarer igen med angreb der i videst mulige udstrækning er planlagt til at minimere civile tab (de kan ikke undgås eftersom Hamas' BEVIDST gemmer sig blandt civile for at fremprovokere tab af propagandahensyn)...
Selektiv moral er en god ting... :-p
Angående Bernard-Henri Levy -
http://cosmos.ucc.ie/cs1064/jabowen/IPSC/php/art.php?aid=143629
Abstract:
»On January 28, activists belonging to the PIR (Parti des Indigènes de la République) are organizing a trial of Bernard-Henri Lévy in the old PCF/CGT stronghold of Saint Denis. Norman Finkelstein and myself are the only non-French who are giving evidence against BHL. The trial will commence at 6.30pm at the Bourse du Travail de St-Denis. 9-11 rue Génin, Saint Denis. Metro 13 - Porte de Paris.
More of my views on Bernard-Henri Lévy may be found below, but first, the Indictment:
"Order for the indictment of Bernard-Henri Lévy before the Assize Court, and for his arrest: We have determined that whereas investigation has established the following facts concerning the accused:
His unrelenting promotion of imperialism and Zionism,
His intellectual fakery, symptom of philosophical nullity amid the accumulation of capital and power,
His leveling of false accusations and calumnies against Iran,
His warmongering and advocacy of "humanitarian imperialism,"
His aiding in the creation and promotion of SOS Racisme to smother autonomous immigration movements,
His dissemination of false news likely to sow social and eligious discord between Christians and Muslims.
For these reasons, we rule that there is sufficient evidence against Bernard-Henri Lévy that he committed such acts, punishable under the Criminal Code, in regard to Articles 175, 176, 181, 183 and 184. We order the indictment of Bernard-Henri Lévy, to be lodged at the Court of Assizes of the department of Seine Saint-Denis to be tried according to law."«
»His dominant media position makes BHL a powerful enemy of the Left, of the kids in the banlieues, of anyone who dares question Israel's moral superiority to everyone else, but especially its victims. He supports most of US policies abroad. Unsurprisingly he arouses a great deal of anger, hatred and contempt.
On January 28, activists belonging to the PIR (Parti des Indigènes de la République) are organizing a mock trial in the old PCF/CGT stronghold of Saint Denis. Norman Finkelstein and myself are the only non-French who are giving evidence against BHL. It should be good fun. Nobody is quite sure whether Tintin will be in Paris or entertaining the King in his huge villa in Morocco … he should beware the Maghreb now. The times they are a-changing.«
Erling Jensen:
Det er meget søgt at starte med at kigge på hvor det passer dig i historikken, men glemmer du ikke følgende?
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Palestinian_rocket_attacks_on_Israe...
anuary 1
Palestinians fired two mortar shells containing phosphorus into Eshkol Regional Council. The shells landed in open fields, causing no injuries or damage.[4] The Eshkol Regional Council filed a formal complaint with the United Nations, noting that the Geneva Conventions prohibit the use of phosphorus against civilians.[5]
January 19
After nightfall, Palestinians fired a Qassam rocket into the Sha'ar Hanegev Regional Council, causing no injuries or damage.[6]
January 21
Overnight, Palestinians fired three mortar shells into the Eshkol Regional Council, causing no injuries or damage. In response to the attack, an Israeli Air Force helicopter immediately struck a group of terrorists in the Rafah area.[7][8]
January 22
Palestinians fired a rocket into the Eshkol Regional Council, causing no injuries or damage.[9] In response to this attack and previous ones, Israel carried out air strikes on a weapons factory in the central Gaza Strip, two tunnels in the northern Strip and one tunnel in southern Gaza, causing no injuries.[10][11]
January 24
In the afternoon, Palestinians fired two Qassam rockets into the Eshkol Regional Council, causing no injuries or damage.[
Iøvrigt er det direkte løgn med dine påstand om FN resolutioner, der er adskillelige i mange andre eksisterende konflikter der heller ikke følges:
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_United_Nations_Security_Council_res...
http://en.wikipedia.org/wiki/Category:United_Nations_Security_Council_re...
Og selvfølgelig er Israel i fare, når 8000 raketter på et år rammer nær og fjern og er forsøgt sigtet mod byer, at du prøver at latterliggøre det viser mere om dig end konflikten.
Et der skal lukke ned konstant for luftangreb foruden bygge beskyttelsesrum overalt er et samfund under angreb.
Da København blev bombarderet af Nelson i 1800 tallet var det måske også bare nytårsgøjl?
Og igen gør du som mange andre, du ignorerer bevidst at Hamas aldrig har snakket om fred eller anerkendelse af Israel, selv ved en tilbagetrækning til 67 grænser, så hvorfor skulle Israel så foretage dette?
Erling Jensen:
"Med en massiv mediepropaganda er det lykkedes landet, med afsæt i Holocaust, at forplumre alle tilløb til en rimelig og fair debatkultur om områdets komplekse problemer. "
Det er ikke spor komplekst, Israel skal trække sig til 67 grænser men palæstinenserne skal anerkende at Israel er kommet for at blive og det vil de ikke.
Dig og dine ligesindede har ingen fredlige løsninger at byde på, bare et eller andet forskruet fokus på at Israel trækker sig tilbage jo højere i råber, men hele pointen er at palæstinenserne netop ikke giver Israel nogen grund til at trække sig tilbage.
Dine sammenligninger med Syd afrika er også meget søgte men holder selvfølgelig heller ikke vand.
Hvis ANC og Mandela offentligt havde bebudet at deres slutmål var enten at dræbe eller fordrive alle hvide fra Sydafrika havde støtten til ANC været ikke-eksisterende, uanset apartheid regimets forbrydelser.
Lad palæstinenserne foretage en afgørende folkeafstemning om de ønsker at anerkende Israel på 67 grænserm bosættelserne på Vestbredden forsvinder og de får Østjeruslaem som hovedstad.
Så kan vi en gang for alle få det på plads at lige meget hvad Israel foretager sig (udover at forsvinde) så vil palæstinenserne ikke anerkende det.
Ditte Jensen: Jeg er sikker på at du har noget dokumentation på at Hamas vil anerkende Israel på 67 grænser ikke?
Hugo Pieterse: Hvis du så debatten på Dr 2 ville du også have set en ung jøde fra enhedslisten - Yonatan Ungermann Goldshtein - der var aktiv støtte af Frit Palæstina, så dine velkendte usmagelige grupperinger af alle jøder som danske forrædere og pro-israelere lider igen skibbrud.
Ditte Jensen
"Hamas har desuden anerkendt et Israel indenfor 1967-grænserne. "
Hvornår har Hamas anerkendt Israel ?
Hamas fortsætter jo med ikke at ville annerkende Israels ret til at eksistere som stat, nuværende grænser eller 1967 grænserne er et "fedt", - iøvrigt husker jeg 67 krigen, da alle de arabiske naboer, en gang for alle skulle "ausradiren" Israel. Det gik jo anderledes, hele Sinaihalvøen blev besat, vestbreden blev erobret, og Golandhøjderne besat.
Når de forskellige palestinensiske organisationer fortsætter med at tale om 67 grænserne, har jeg ikke medlidenhed med dem, de og de arabiske naboer, kunne jo bare have ladet Israel bo bag disse 67 grænser, istedet for at angribe med store mund og armbevægelser.
Rent historisk forstår jeg godt, at Israel ikke stoler på Palestinenserne eller de naboer, der ikke har sluttet fred og udvekslet ambassadører.
Alle disse "røde" i Danmark, der skriver om apartheidstyre, glemmer at disse Palestinensere har givet utallige prøver på deres fjendskab mod Israel, når disse mennesker myrder uskyldige civile, må de også kunne forstå, at Israel svarer igen med den "hårde" hånd, det har intet med apartheid at gøre.
I 2008-2009 startede Israel en fuldstændig krig mod Hamas, men Hamas sidder stadig på magten og fyrer stadig raketter mod Israel. Historien var den samme i 2006, hvor Israel gik i krig mod Hizbollah i Libanon for at udrydde dets raketter og svække dets position i landet. Denne krig slog også fejl, og det ser ud til, at nøjagtigt det samme er ved at ske i den seneste konflikt med Gaza.
Når Hamas sidder på magten i Gaza, er det en følge af demokratiske valg. Stemplet som en terrororganisation i den vestlige verden, med nogle af dets ledende støtter i fængsel i USA for at sende humanitær hjælp til palæstinenserne i Gaza, er det ikke overraskende, at det er Israel og vestlige medier, der anklager Hamas for at angribe Israel med raketter, i stedet for fortælle, at Hamas sendte raketter som et svar på et israelsk angreb.
Fordømmelserne fra vestlig side er ikke blevet, og bliver det aldrig, ledsaget af henvisninger til den historiske virkelighed; at konflikten med palæstinenserne ikke er stoppet en eneste dag siden 1948, årtier før Hamas blev en magtfaktor, og at den gik ind i højeste gear i 1967.
Denne fortsatte israelske aggression er aldrig blevet fordomsfrit gjort forståelig for offentligheden i vestlige samfund, selv om dokumentationen er overvældende. Henrettelsen af Ahmed Jabari d.14.11.2012 som et politisk attentat er en politik, Israel har gjort til en normal praksis, som Obama har gjort det med sin drabsliste; slå folk ihjel uden at overholde de principper, der kendetegner en retsstat.
If. alle menneskelige, legale og internationale normer har alle mennesker ret til at få prøvet deres sag ved en domstol. Det overtræder Israel gang på gang bl.a. med deres internering af hundredvis af palæstinensere, uden sigtelser og uden domfældelse.
Det eneste svar, som palæstinenserne har over for et almægtigt militært israelsk magtapparat, er primitive raketter, som er blevet beskrevet som fyrværkeri. Det er alt, hvad de har til at forsvare sig med. Israelerne er stolte over at have verdens fjerde-femte største militærapparat til deres rådighed, men de finder også, at det er den mest moralske. Som med USAs utallige krænkelser af internationale love og regler tæppebomber de verden med hule og svulstige beklagelser over de tragiske drab, som de “naturligvis” ikke har tilsigtet. Vi ved jo alle, at Hamas gemmer sig bag kvinder og børn.
Det burde sige sig selv, at et drab er et drab, om man så har gjort sig alle anstrengelser for at undgå det. I en bandekrig i New York er det ikke en undskyldning, at et barn bliver det tilfældige offer – det er stadig et drab, og man bliver dømt for drab.
Det burde være tydeligt for alle, at Israels erklærede politik er at skabe et Storisrael fra Jordanfloden til Middelhavet. Under implementeringen af dette mål bliver verdensoffentligheden fyldt med en evindelig strøm af hensigtserklæringer om en to-statsløsning, som Israel vil gøre alt for at undgå. Palæstinenserne får ikke deres egen stat, fordi bl.a. Netanyahu er stærk modstander af denne løsning.
Når man ser på de ambitioner om et Storisrael, der driver Israels udenrigspolitik, burde det stå klart for enhver, at den israelske regering vil gøre alt for at gøre de besatte områder til en integreret, permanent del af Israel.
Til opfyldelse af dette er det nødvendigt at tvinge palæstinensere i Gaza og på Vestbredden til at “leve” i forarmede enklaver, der på mange måder ligner de bantustans, som det hvide overherredømme gennemførte i apartheidtidens Sydafrika.
Erling Jensen cand.jur., tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Erling Jensen: At Hamas vinder magten demokratis gør hverken fra eller til for sagen, Israel er i sin gode ret til at blokere for et område hvor der sidder en regering der ønsker Israels destruktion.
Erling Jensen
"Fordømmelserne fra vestlig side er ikke blevet, og bliver det aldrig, ledsaget af henvisninger til den historiske virkelighed; at konflikten med palæstinenserne ikke er stoppet en eneste dag siden 1948, årtier før Hamas blev en magtfaktor, og at den gik ind i højeste gear i 1967."
Nu glemmer du bare, at det ikke var Israel der angreb i 1948, men alle de arabiske naboer sammen med Palestinenserne, så når krigen er fortsat fra 1948, kan skylden kun lægges på Palestinenserne.
"Når Hamas sidder på magten i Gaza, er det en følge af demokratiske valg. Stemplet som en terrororganisation i den vestlige verden, med nogle af dets ledende støtter i fængsel i USA for at sende humanitær hjælp til palæstinenserne i Gaza "
Den "humanitære" hjælp som de fængslede ville sende, har det med at sige "BANG" når der kommer en detornator til "hjælpen".
Hitler kom også til magten som følge af demokratiske valg.
Du mener at et drab er et drab, javel, men hvis Israel advarer befolkningen i specificerede områder, og de ikke tager det alvorligt, så svarer det til, at en silo der skal sprænges, og de tilstødende boliger bliver evakueret,- alle undtagen en forstokket person der ikke tager kommunens advarsel alvorligt, hvis denne person dør, er det så også et kommunalt drab ?
"If. alle menneskelige, legale og internationale normer har alle mennesker ret til at få prøvet deres sag ved en domstol. Det overtræder Israel gang på gang bl.a. med deres internering af hundredvis af palæstinensere, uden sigtelser og uden domfældelse."
Jeg har lige set en video fra Gaza, hvor Hamas nedskød 6 personer, der var mistænkt for samarbejde med Israel, ydermere tog de et af ligene på slæb efter en motorcykel, og kørte rundt for at prale af deres forbrydelse. Havde disse 6 ikke krav på en retsag, bl.a. for at se om de var skyldige ?
Et "Storisrael" fra Jordan floden til Middelhavet, hvad "stort" er der ved det? Hvis Israel kun tænkte i territorie, kunne de bare have beholdt Sinai.
Hvor får du dine ideer fra ?
De "primitive" raketter som Hamas har indsmuglet fra Iran, kan nå Jerusalem og Tel Aviv, så du burde tænke lidt istedet for, ukritisk, at videreformidle mislimsk propaganda.
Jørn Boye
fhv. Teknisk direktør og personalechef.
cand Mask (maskinmester)
@Stig Rasmussen
Ja, jeg så debatten på DR2 med Goldshtein.
Meget livsbekræftende at danske Jøder siger fra på trods af det gruppepres de formentligt bliver konfronteret med hvis de begår sig i jødiske cirkler.
Stig Rasmussen: "så dine velkendte usmagelige grupperinger af alle jøder som danske forrædere og pro-israelere lider igen skibbrud."
Stik dine stråmænd op et sted op hvor solen aldrig skinner.
Jeg har aldrig givet udtryk for det du beskylder mig for - ikke i nogen af de hundreder af indlæg og artikler jeg har skrevet om emnet.
Hugo Piertse:
Ja, det lever ikke op til dit "jødebillede", hvor alt dårligt kan relateres til jøder, vel,selv i en sag som Breivik. der intet har med Israel og jøder at gøre kan du smøre den ind ikke? - se evt hvad Hugo skriver på :
http://www.sappho.dk/stoltenbergs-svigt.htm
@Stig Rasmussen
Nu har jeg genlæst mine kommentarer på Sappho.
Hvorfor citerer du ikke bare det du har problemer med, eller beskriver hvad det er som generer dig?
Jeg er jo ikke tankelæser.
"Breivik har ingenting med Israel og jøder at gøre"
Bortset fra alle Breiviks kommentarer om hvordan "vi skal kæmpe sammen med vores Zionistiske venner" og meget mere i samme stil.
Og det faktum at der på Utøya blev afholdt en anti-zionistisk pro-palæstinensisk demonstration med store bannere, taler fra organisations-bosser osv.. Efter massakren var der en del debat hvor en del zionistiske Jøder og israelske debattører skiltede med at de var ligeglade med ofrene, fordi de alligevel var Israelhadende antisemitter, og understregede at den jødiske religion ikke kræver sympati med ens fjender, modsat Kristendommen. Derefter var der også en del venstreorienterede som lancerede konspirationsteorier ok at Breivik var Mossadagent eller hjernevasket af Israelerne. (Ikke fordi jeg tror på eller er enig i alt dette nonsens; jeg nævner bare sammenhængen.)
I øvrigt er Breiviks opfattelser omkring Israel og Jøder temmelig standard i den prozionistiske del af indvandringsmodstanderne, hvilket vil sige, i hvert faldt for så vidt de manifesterer sig i offentligheden, desværre det overvældende store flertal.
Angående Rustad, synes jeg det er værd at vide at en mand som inviteres til at tale af en dansk forening som hævder at kæmpe for ytringsfriheden og som jævnlig hyldes i de kredse, i virkeligheden er fortaler for begrænsninger i ytringsfriheden og censur hvor det gælder diskussion af de dele af historien som zionistiske Jøder udnytter mest til at retfærdiggøre deres "ret" til deres forbryderiske opførsel i Palæstina.
Manden er den typiske etnocentriske jødiske chauvinist. Så meget at han næsten blev uvenner med sine egne rygklappere og shabbazgoys i sit indædte forsvar for Jøders ret til at skamfere deres drengebørns kønsdele. Det var trods alt heldigvis alligevel for uspiseligt for de fleste, og også en tydelig skillelinje som typisk går ved etniciteten.
Det synes jeg især folkene på Sappho fortjener at få oplyst. Hvis man er seriøs omkring ytringsfriheden, så kan man altså ikke fremstille sådanne hyklere som hædersmænd.
Men hvad kan man forvente af en organisation, som ledes (eller er han lige gået af?) af en gammel antikristen Trotskist som blev indvandrings og Islammodstander og som siden konverterede til Jødedommen. Det sidste er der sikkert også mange som ikke ved.
Et kønt foretagende, som skal forestille sig at være nationaltsindede danskeres værn mod islamisering af samfundet, som i stedet for har underlagt sig et andet fremmed folkeslags og en fremmed nations interesser og prioriteter.
Det er et faktum at Israel er verdens eneste tilbageværende kolonimagt og det saboterer systematisk internationale love.
Sandheden er, at der i dag i Israel bor jøder, der opfører sig over for palæstinenserne, nøjagtig som tyske nazister opførte sig over for jøder under det tredje rige. Palæstinenserne bliver ikke sendt i gaskamre, men i ghettoerne er der mange, der lever (eller bliver dræbt) i boliger, hvis kvalitet ikke er bedre end i nogen koncentrationslejrs. Disse mennesker lever ikke fuldt ud op til definitionen af fanger, men de omdefinerer betydningen af frihed. Aldrig skal de være i tvivl om, hvem der bestemmer over deres liv og forhindrer dem i at udvikle deres økonomi, infrastruktur og bygningsmasse på frie vilkår.
Tillige med de hundredvis af palæstinensere der via administrativ frihedsberøvelse holdes indespærret på ubestemt tid i israelske fængsler, uden rettergang. De får således aldrig at vide hvad de er anklaget for. De kan simpelthen "forsvinde" ligesom i Chile under USAs gamle allierede Pinochet. Nogle kalder den slags for demokrati, jeg kalder det noget andet - noget der er dømt til at mislykkes ligesom fascismens tidligere mislykkede projekter, genoprettelsen af romerrigets pagt, rensningen af den tyske race....
Jørn Boye 26/11 kl. 12:12:
”Hvis Israel kun tænkte i territorie, kunne de bare have beholdt Sinai.”
Fra et interview med Noam Chomsky i det US.-jødiske online-magasin http://www.tabletmag.com/ :
”You understand the State of Israel as having some independent existence, coming from Jewish culture and history, aside from simply being an American imperial vessel.
It didn’t become an American imperial vessel, if that’s the right term, until after ’67. That was a choice. It’s often misunderstood, but in 1971, Israel had a very important decision to make. Sadat had offered a full peace treaty. In return they were supposed to withdraw from the Sinai. There were other conditions, but they didn’t matter. And they talked about it, and they decided not to accept it, because they preferred expansion into the Sinai. If they had settled with Egypt in ’71, there’d be no security problem. Egypt was the only major Arab force. And at that point, once you decide to sacrifice security for expansion, you need a superpower patron. That’s where the dependence on U.S. power comes.
At the time I was writing that I thought that people who call themselves supporters of Israel are actually supporters of its moral degeneration and ultimate destruction. And I think that was correct, unfortunately.”
Og fra http://en.wikipedia.org/wiki/Anwar_Sadat :
” In 1971, three years into the War of Attrition in the Suez Canal zone, Sadat endorsed in a letter the peace proposals of UN negotiator Gunnar Jarring which seemed to lead to a full peace with Israel on the basis of Israel's withdrawal to its pre-war borders. This peace initiative failed as neither Israel nor the United States of America accepted the terms as discussed then.”
Venligst
NB. Lidt supplerende materiale:
“It’s Mostly Punishment…
Testimonies by Veterans of the Israeli Defense Forces from Gaza and the Occupied Territories ”
http://www.commondreams.org/view/2012/11/26 ,
by Oded Na'aman . Co-editor of Our Harsh Logic: Israeli Soldiers’ Testimonies from the Occupied Territories, 2000–2010 (Metropolitan Books, 2012). He is also a founder of ’Breaking the Silence’, an Israeli organization dedicated to collecting the testimonies of Israel Defense Force soldiers, and a member of the ’Israeli Opposition Network’. He served in the IDF as a first sergeant and crew commander in the artillery corps between 2000 and 2003 and is now working on his PhD in philosophy at Harvard University.
Mådehold - et ukendt ord i det hebraiske vokabularium
Det er 4 år siden, i 2008-2009, at Israel viste sin formidable militære overmagt, da det i Operation Cast Lead, gav Gazas indbyggere et tydeligt bevis på, hvem der bestemmer i Mellemøsten; 1400 dræbte Gazaindbyggere, 5.000 sårede og ganske få dræbte israelere, en ødelagt infrastruktur har været de selvfølgelige følger af vilkårlige bombardementer. Bortset fra overbeviste Israelfans, var det den almindelige konsensus, inkl. FN og hos internationale menneskeretsorganisationer, at Israel begik krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Som det har været tilfældet siden 1967 har USA stået vagt om Israel og beskyttet det mod kritik og verbale angreb fra det internationale samfund, herunder ved afstemninger i Sikkerhedsrådet. Intet er ændret i dag. I januar 2013 står Israel over for nationale valg, som de også gjorde det i 2008, og derfor behøver det kun at udbasunere, at Gaza er en trussel mod nationens sikkerhed, som det er absolut nødvendigt at sikre sig imod. Hvis det ikke var, fordi det var så tragisk, ville man slå sig på lårene af grin, men der er mange, også blandt kloge og fornuftige mennesker, der falder for den retorik. Hvem der kan forstå det, går over min forstand og langt ind i præstens.
Det var naturligvis underordnet, at en våbenstilstand var i effekt, og at det var Israels bombardementer, der provokerede palæstinensere til at gøre gengæld med deres primitive raketter. Disse modbydelige arabere, der angreb jøder som lyn fra en klar himmel og for ingen grund overhovedet, havde endnu engang vist deres sande ansigt. I vestlige medier blev der ikke med et ord nævnt Israels økonomiske blokade de seneste 5 år, og som har påført Gazas indbyggere så megen elendighed, lidelse og fortvivlelse. Uden at kende befolkningssammensætningen i Gaza er jeg af den opfattelse, muligvis fejlagtigt, at et stort flertal udgøres af børn, men selv om dette meget vel kunne være korrekt, gør det ikke indtryk på den israelske regering eller Israels venner i Danmark. Den politiske ledelse, "terrororganisationen Hamas" kan bare opføre sig ordentligt.
Som en (kynisk) israelsk myndighedsperson udtrykte det om Israels politik over for indbyggerne: det gælder om at sætte palæstinenserne på en diæt, men ikke at få dem til at dø af sult.
Og det er, hvad Israel bogstaveligt talt har gjort. Det kontrollerer al officiel transport, der bringer forsyninger ind i Gaza, bortset fra de materialer, det lykkes palæstinenserne at smugle ind fra Ægypten. Angiveligt skulle det dreje sig om 67 lastbiler om dagen, hvilket er under halvdelen af mindstemålet for basal ernæring. 400 lastbiler kom ind i området før blokaden. Så kan de forstå, hvem der er herrefolket. Palæstinenserne lærer på den hårde måde, at de i virkeligheden er dette områdes jøder.
Følgerne af denne blokade er kronisk underernæring. Halvdelen af skolebørn og to tredjedele af småbørn lider af blodmangel. Medicin og medicinsk udrustning er der stor mangel på. Mennesker dør, fordi de ikke får nogen behandling. De får ikke lov til at tage den korte tur ind i Israel med dets førsteklasses hospitaler og medicinske faciliteter. Hospitaler kan ikke bygges eller blive genopbygget efter de massive angreb i 2008.
I 1967 retfærdiggjorde Israel deres angreb på Ægypten ved at påberåbe sig, at Ægypten, med dets blokade af en israelsk havn, havde begået en krigshandling, men dette gælder ”naturligvis” ikke i tilfældet med Gaza. Hvor meget mere er Israels blokade af hele Gazastriben en krigshandling. Men ve den, der vover at antyde denne sammenhæng. Hvis Gaza skyder raketter som gengældelse er det en følge af, ikke en grund til konflikten.
Det kan ikke understreges stærkt nok, hvad det betyder
for Israel, at det altid og uden betingelser har USA bag sig, også når det begår de mest horrible krænkelser. De to lande er to alen ud af det samme dårlige stykke. Som Obama så poetisk udtrykte det: ”Vi støtter fuldt ud Israels ret til forsvare sig selv mod missiler – og vi vil fortsætte med at støtte Israels ret til at forsvare sig selv”.
Dette er den gamle myte om Israels stærkt truede position i en verden omgivet af de mest blodtørstige arabere, hvis eneste mål er at udslette landet. Fordrukkent sludder og vrøvl, men når en Obama, som er den fødte ekspert i krænkelser af menneskerettigheder, udtaler sig sådan, falder vi alle til patten og kaster os næsegrus i støvet for et menneske, som fik Nobels fredspris efter at have været præsident i 14 dage, men som Nobelkomitéen i deres begrundelse for prisen så rammende beskrev det, var det med en naturlig forventning om, at han til fulde ville indfri deres forventninger; en sort mand som præsident og verden var frelst. Mage til tåbelighed skal man lede længe efter, og han har til fulde vist, at han burde have været den sidste til at modtage denne pris. Som Martin Luther King i en tale udtrykte det: Døm ikke et menneske efter dets hudfarve, men efter indholdet i hans eller hendes karakter; en klog observation, som mange burde skrive sig bag øret.
Historien om Israels ”stærkt truede livsbetingelser” er blevet fortalt så mange gange og i en så forvansket form, at de fleste mennesker, i hvert fald i vesten, ikke kan vurdere og se konflikten på nogen anden måde.
Erling Jensen, cand.jur., tidl. Premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.
"Vi må alle vælge side" - Elie Wiesel
Han fortsætter i sin bog, the Kingdom of Memory: "Neutralitet hjælper undertrykkeren, aldrig ofret. Tavshed opmuntrer bødlen, aldrig den, der bliver pint. Undertiden må vi lægge os imellem. Når menneskelige liv er i fare, når menneskelig værdighed er i fare, bliver nationale grænser og overfølsomheder irrelevante".
Hvem kan være uenig i disse udtalelser, men piben får en anden lyd, som vi skal se ud fra et citat fra en anden bog.
I hans bog, Against Silence fremgår det: "Min loyalitet over for mit folk, over for vores folk, og over for Israel kommer først og forhindrer mig i at sige noget kritisk om Israel uden for Israel... Som jøde ser jeg min rolle som en melitz yosher, en forsvarer for Israel: Jeg forsvarer endog dets fejltagelser... Jeg må identificere mig med ligegyldigt hvad Israel gør - selv med dets fejl".
Det er lykkedes manden at malke vestlig skyld over Holocaust i en sådan grad, at det er blevet praktisk talt umuligt at være uenig med israelsk propaganda. Med sådanne udtalelser har han medvirket til at skabe et debatklima, hvor fordomsfri, unbiased stillingtagen til Israels behandling af palæstinensere, er blevet så godt som umuligt, og hvor selv små tilløb til kritik bliver imødegået med beskyldninger om antisemitisme. Elie Wiesel promoverer sig selv som den levende legemliggørelse af jødisk menneskekærlighed. Han er den "ydmyge og sårede talsmand" for Holocaust overlevende. Dette fører til, at der gives Israel carte blanche til at behandle palæstinensere, som de lyster og som en hævdvunden sædvane at lyve om dets politiske hensigter.
I citatet siger han bl.a., at kendsgerninger og dokumentation er irrelevante for ham i hans vurdering af Israels adfærd. Det er vigtigt for Wiesels agenda, at han, med sin kategoriske afvisning af kritik af Israel er mere end en personlig afgørelse. Han erkender lige ud en moralsk forpligtelse, der binder alle, overalt, til en evig tavshed mht. Israels vederstyggelige adfærd.
Et andet citat fra Against Silence har flg. ordlyd, i min oversættelse: "De nationer, der forholdt sig tavse under Holocaust bør nu også forholde sig tavse. Verden, som den gang dømte sig selv med sin tavshed, har mistet enhver ret til dømme Israel nu".
Holocaust bliver til stadighed brugt til at give Israel en ubegrænset kredit af undskyldninger for dets forbrydelser.
Erling Jensen, cand.jur., tidl. premierløjtnant i Forsvarets
Jørn Boye.
Jeg var ikke klar over, før du mindede mig om det, at jeg kun brugte et øje. Det skal jeg skrive mig bag øret, men kun bag det ene.
Når vi nu bevæger os i området for den menneskelige fysiognomi, tillader jeg mig venligst at at være af den opfattelse. at du tager munden for fuld, når du skråsikkert påstår, at du kan gendrive alle mine argumenter. Du er meget velkommen til at gå igang. Man bliver aldrig for gammel til at lære.
I alle mine indlæg har jeg brugt mange bløde data, holdningstilkendegivelser osv., men jeg finder det overmåde vigtigt at underbygge dem med hårde data, hvor det er muligt, hvilket kunne være med dokumentation og beviser for det ene eller andet.
Holdninger kan man ikke stille noget op overfor - dine er lige så gode som mine, men selv på den baggrund skulle det vel nok være muligt at få en saglig debat - men i lyset af substansen i dine udtalelser nok alligevel ikke.
Det er straks en anden sag med kendsgerninger og dokumentation. Jeg må ærligt tilstå, at jeg finder det interessant at få belyst, hvor jeg i den henseende er galt afmarcheret. Jeg har skrevet adskillige kommentatorer om dette emne, så jeg tror, du får mere end nok at gøre; but be my guest.
Personligt tager jeg ikke det mindste anstød af, at du har afvigende holdninger fra mine selv til et så alvorligt emne. På det punkt er vi åbenbart også uenige. Det er beklageligt, men din fornærmede attitude kunne vel ikke skyldes, at du i virkeligheden er dybt irriteret over at møde intellektuel modstand.
Den eneste trøst for dig er, at du så langt fra ikke står alene. Hele propagandaapparatet, i Israel som i den øvrige vestlige verden, i massemedier og blandt markante meningsdannere er på din side. Det kører i højeste gear og på alle nagler for, hos dig og dine ligesindede, at istemme den rette holdning.
Jeg vedkender mig til fulde, at jeg i denne konflikt, enøjet eller ej, er fuldstændigt ufremkommelig på et punkt - jeg forholder mig ikke tavs om overgreb på børn og andre uskyldige mennesker, som i et voldsomt omfang udsættes for de groveste overgreb fra israelsk side. Det er utilgiveligt.
Kan de ikke gennemføre deres beskidte politik, skal de holde snotten væk, hvis du tillader mig dette frisprog og finde alternative løsningsmodeller. De kender kun magtens sprog, hvilket jeg finder aldeles utilstedeligt og ulækkert.
Hvorfor er jeg ganske overbevist om, at du i din betingelsesløse godkendelse af israelsk politik, ikke et sekund ville finde dig i, at danske børn eller dine egne børn blev ofre i en så pilrådden politik, som vi ser praktiseret af Israel over for forsvarsløse børn.
Hvad angår palæstinensere har jeg i alle de år, jeg har fulgt denne konflikt, været en lige så arg modstander af palæstinensíske selvmordsbomber, fordi de kun er rettet mod uskyldige mennesker i Israel, som jeg er det af Israel og deres bombardementer.
Grunden til min stærke forargelse over Israels skammelige politik skyldes det vanvittige misforhold, der er mellem antallet af ofre for den ene eller den anden part. Palæstinenserne har brugt dette våben mod Israel, ikke for det Israel er, hvilket er vigtigt at gøre sig klart, men for det Israel gør. Det undskylder det ikke.
Erling Jensen
Venlig hilsen
Erling Jensen
Debattørerne bedes afstå fra personlige skænderier, og holde temaet for kommentarerne til artiklens emne.
Debatvært
Espen Fyhrie
Oprettelsen af staten Israel skete med ekspropriering af palæstinensisk jord - en de facto krigserklæring. Staten Israel er baseret på tyveri af palæstinensernes jord. At bede dem anerkende dette tyveri er grotesk - men desværre en nødvendighed. Bør dog ikke undre nogen, at de kæmper imod.
En tostatsløsning ? Ville være meget generøst af palæstinenserne. Israel har forvlatet deres mandat yderst ringe - de burde have udvist stor ydmyghed og respekt for det land, de invaderer som yderst ubudne gæster. Måske er det netop en fortrængt bevidsthed om det uretfærdige i deres projekt, der gør dem så urimelige.
Projekt staten Israel var et hjernedødt projekt, og det ved de. De burde også vide, at hvis man vil virkeliggøre det hellige land, så er det en krænkelse at gøre det med ran og vold. Jøderne burde - især med deres historiske baggrund - afstå fra krigerisk invasion af fremmed land, og verdenssamfundet burde tilbyde dem et andet sted - hvis man ikke kan blive enige med palæstinenserne om en fair ordning.
Det hellige land er overalt - at jøderne ikke forstår det, siger alt om deres uvidenhed. De er fundamentalister af farligste slags.
Sider